HandicapRåd 1, februar 2000

Ligebehandlingscentrets beretning 1999
 
[Forside] [Indholdsfortegnelse] [Gå til bund] [Forrige dokument] [Næste dokument] 

Ligebehandlingscentrets beretning 1999

Center for Ligebehandling af Handicappedes beretning for 1999 blev drøftet på Rådsmødet i december, og Rådet planlægger at følge beretningen op med en række konkrete initiativer, som reaktion på de problemer, som beretningen peger på. Tidligere skete denne opfølgning først efter, at socialministeren havde afgivet sin årlige handicappolitiske redegørelse til Folketinget, men erfaringerne har vist, at denne redegørelse foreligger meget sent. Derfor traf Rådet i 1998 principbeslutning om at behandle og agere på Centrets beretning tidligere.

Centrets beretning for 1999 peger på en række problemer, som Rådet enedes om at følge op med konkrete initiativer. Et af de emner, som beretningen fokuserer på, og som Rådet har behandlet ved en temadrøftelse på møde 3/1999, er retssikkerhed. Rådet planlægger blandt andet at drøftelserne følges med udgivelsen af en pamflet i april. Pamfletten rettes mod tillidsfolk i brugerorganisationerne, sagsbehandlere i forvaltningerne og andre med interesse for en begrebsafklaring på dette område, og skal udover dette virke debatskabende og fungere som baggrundsmateriale til en konference om retssikkerhed, som Rådet planlægger at afholde i efteråret 2000. Herudover vil Rådet rette henvendelse til socialministeren med opfordring til, at hun retter henvendelse til kommuner og amter med henstilling til at borgernes retssikkerhed sikres i sagsbehandlingen på en række konkrete punkter, hvor der i dag kan være problemer.

På arbejdsmarkedsområdet planlægges blandt andet en række initiativer af informativ karakter, som har til formål at medvirke til at handicappede opnår bedre integration på arbejdsmarkedet, end vi ser i dag. Der er dels tale om information til brugere om konkrete støtteordninger, dels om iværksættelsen af en holdningskampagne målrettet mod virksomheder og ansatte om ansættelse af handicappede på ordinære vilkår. Der skal ses nærmere på handicappedes muligheder for efter- og videreuddannelse, et område som skal indgå blandt initiativerne i forhold til det nyetablerede ministerudvalg. Videre vil Rådet rette henvendelse til arbejds- og socialministrene med opfordring til forskellige lovgivningsinitiativer.

Også på undervisningsområdet er der behov for ændring af lovgrundlaget, således at alle unge, der i folkeskolen har modtaget vidtgående specialundervisning, sikres tilbud om et sammenhængende ungdomsuddannelsesforløb, hvilket Rådet vil opfordre ministeren til sker. Samtidig vil Centret foretage en tilbundsgående analyse af handicappedes frafald på de ordinære ungdomsuddannelser.

Indenrigsministeriet bør opfordre til, at der i den lokale beredskabsplanlægning indarbejdes instruks om de særligeevakuerings- og varslingshensyn, der skal tages til handicappede, samt at der skal udarbejdes detaljerede evakueringsplaner på samtlige institutioner, hvor handicappede opholder sig.

Endelig planlægger Rådet et udvidet samarbejde med amter og kommuner. Det skal blandt andet ske som opfølgelig på Rådets pjece til amter og kommuner om FNs Standardregler.

[Forside] [Indholdsfortegnelse] [Top] [Forrige dokument] [Næste dokument] 

Det Centrale Handicapråd Version 1 den 7. februar 2000
Denne publikation findes på adressen: http://www.dch.dk/nyhed/hcraad12000
Copyright (c) Det Centrale Handicapråd