HandicapRåd 1, januar 2001

Holdninger til handicappede

Forside | Indholdsfortegnelse | Til bund | Forrige | Næste


Holdninger til handicappede

Socialforskningsinstituttet (SFI) har - bl.a. på foranledning af Det Centrale Handicapråd - undersøgt befolkningens holdninger til handicappede. Rådet vil arbejde for at undersøgelsens resultater bliver operationaliseret til brug i det handicappolitiske arbejde.

Rådet havde på mødet i december lejlighed til at drøfte undersøgelsen med seniorforsker Henning Olsen, som står bag undersøgelsen. Rådet er enig om, at undersøgelsen indeholder meget interessante resultater, og har et ønske om, at den skal fungere som et værktøj i handicaporganisationernes ageren. Derfor vil Rådet på næste møde i marts diskutere strategiske overvejelser på baggrund af undersøgelsen. I næste nummer af HandicapRåd kan man læse mere om emnet.

Kort fortalt viser undersøgelsen, at befolkningen på overfladen har meget positive og imødekommende holdninger til handicappede. For eksempel mener omkring hver anden, at der skal tilføres flere penge til handicapområdet. Kvinder har i højere grad end mænd positive generelle holdninger til handicappede.

Men undersøgelsen viser også, at holdningerne er knap så positive, når det handler om konkrete forhold, som går tæt på den enkelte dansker.

En af de spændende pointer i undersøgelsen er i øvrigt, at der er en meget snæver sammenhæng mellem personligt kendskab og kontakt til handicappede og positive holdninger.

SFI og Rådet har udgivet pjecen "Voksnes holdninger til handicappede", som indeholder undersøgelsens hovedresultater samt et efterskrift af Rådets formand Palle Simonsen. Pjecen er gratis og kan rekvireres hos Rådet på tlf. 33 11 10 44. Pjecen er også udgivet på bånd og kan desuden læses på www.dch.dk
 


Forside | Indholdsfortegnelse | Til top | Forrige | Næste
Det Centrale Handicapråd Version 1 den 30. Januar 2001
Fremstillet med Statens Informations hjælpeprogram.
URL: http://www.dch.dk/nyhed/hcraad12001/index.html