Ombudsmanden på besøg.

Rådets decembermøde startede med besøg af Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen. Ombudsmanden har efterhånden fået mere og mere at gøre på handicapområdet.

Med Folketingsbeslutningen fra 1993 om handicappedes lige muligheder anmodede Folketinget explicit Ombudsmanden om at følge udviklingen i ligebehandlingen og at reagere, hvor det var muligt inden for ombudsmandens kompetence. Dengang havde Ombudsmanden kun meget begrænsede muligheder på det kommunale og amtskommunale område. Men med ændringen af Ombudsmandsloven i 1997 omfatter Ombudsmandens virksomhed nu alle dele af den offentlige forvaltning, og hermed også det kommunale og det amtskommunale områder. De fleste afgørelser af betydning for handicappede er decentraliseret hertil.

Hans Gammeltoft-Hansen var glad for folketingsbeslutningen, blandt andet fordi den viste, at Folketinget havde blik for, at Ombudsmanden havde en rolle at spille også på mere specifikke områder. Gammeltoft-Hansen understregede, at Ombudsmandsinstitutionen er en juridisk institution, der arbejder ud fra skreven og uskreven ret samt god forvaltningsskik. Man kan godt tage udgangspunkt i almindelig anstændighed mellem mennesker - hvad ville man selv synes var anstændige vilkår? Ville jeg selv bryde mig om at blive behandlet på denne måde? Men Ombudsmanden er ikke sag- eller fagkyndig, og kan f.eks ikke vurdere en lægelig diagnose eller en konstruktionsbeskrivelse af en bro. Desuden har Ombudsmanden sin inspektionsvirksomhed, og han modtager gerne ideer til sådanne besøg.

Af mere juridisk art var Ombudsmandens undersøgelse fra 1995 af reglerne om handicappedes fortrinsadgang til visse offentligt regulerede stillinger, der var med til at bane vejen for Arbejdsministeriets lovgivning om kompensation til handicappede i erhverv. Ombudsmanden har også været inde og se på kommunernes dispensationspraksis i sager om fravigelser fra bygningsreglementets handicapkrav. Desuden har der været inspektionsvirksomhed på døgninstitutioner for handicappede, bl.a. Kastanjehusene og Kofoedsminde. Efter at det kommunale område er kommet med i Ombudsmandsloven har Ombudsmanden været på besøg i forvaltningen i kommuner og amter, hvori tilgængelighedsaspektet indgik. Man vurderer borgerbehandlingen, sagsbehandlingen og har så også en tommestok med, så man kan vurdere, om der er tilgængeligt for handicappede.

I debatten bagefter understregede amtsborgmester Søren Eriksen, at Ombudsmandens henstillinger, selvom de ikke binder amterne, har meget stor betydning for amternes beslutninger og prioriteringer.

Knud Søndergaard opfordrede Ombudsmanden til - ud over den fysiske tilgængelighed, som kan måles med en tommestok, - også at vurdere, om der er tilgængelighed til information for handicappede. Blinde og døve og andre kommunikationshandicappede lægges hindringer i vejen, når offentlig information ikke er tilrettelagt, så også handicappede får informationen i en form, som de kan bruge.

Specialombudsmænd - fordele og ulemper

Fordele og ulemper ved specialombudsmænd på særlige områder som børn eller handicappede blev også debatteret. En specialombudsmand kan bedre end Folketingets Ombudsmand specialisere sig inden for sit område og dermed få en specialviden, som gør ham i stand til at udtale sig om meget specifikke områder, der kræver særlig sagkundskab. Det har man ikke mulighed for med den danske model. En specialombudsmand kan dermed blive en politisk initierende dynamo for udviklingen, mens Folketingets Ombudsmand ikke kan kritisere Folketinget. På den anden side har den danske model den fordel, at vi her har en Ombudsmand for alle, altså for hele befolkningen. Og der står megen respekt om, og dermed vægt bag, at det er Folketingets Ombudsmand.

Handicaprådet og handicaporganisationerne ønsker ikke en specialombudsmand for handicappede, det ville være en devaluering af Ombudsmandsinstitutionen. Man foretrak og fik i 1993 i stedet en folketingsbeslutning og Center for Ligebehandling af Handicappede sammen med en henstilling til Ombudsmanden om at følge udviklingen i ligebehandlingen af handicappede. Og det er vi yderst tilfredse med i Rådet, fastslog Rådets næstformand, John Møller.

Det Centrale Handicapråd Version 1 den 22. februar 1999
Denne publikation findes på adressen: http://www.dch.dk/nyhed/hcraad199
Copyright (c) Det Centrale HandicapRåd