HandicapRåd nr. 1, 1999

Indsats overfor AMU-centrene
 
[Forside] [Indholdsfortegnelse] [Gå til bund] [Forrige dokument] [Næste dokument] 

Indsats overfor AMU-centrene

Arbejdsmarkedsstyrelsen har iværksat en forsøgsordning, der har til formål at bedre handicappedes mulighed for at deltage i arbejdsmarkedsuddannelserne. Indsatsen retter sig mod to fronter; forbedring af den fysiske tilgængelighed på AMU-centrene og bedring af muligheden for at modtage specialpædagogisk støtte i forbindelse med uddannelsesforløb. Da handicappedes mulighed for at deltage i arbejdsmarkedsuddannelserne hidtil har været meget begrænset, er kendskabet til mulighederne for at yde hjælp med specialpædagogisk støtte blandt ansatte i systemet generelt lavt. Skal forsøgsordningen blive en succes er det nødvendigt at der skabes opmærksomhed omkring de nye muligheder

Rådet har indledt samarbejde med Arbejdsmarkedsstyrelsen omkring udarbejdelse af en opmærksomhedskampagne med det formål at sprede information om de initiativer, som tages i forbindelse med forsøgsordningen. Første skridt i denne kampagne er en fokuskonference, som afholdes 9. april 1999 i Eigtveds Pakhus. Til at deltage i konferencen inviteres forstandere og uddannelsesplanlæggere på AMU-centre og andre uddannelsessteder, der gennemfører AMU-uddannelser, repræsentanter for efteruddannelsesudvalgene og fra AF. Alle folk, som vil være involverede i den praktiske implementering af beslutningen om at forbedre handicappedes adgang til uddannelserne.

Som oplægsholdere har ind til videre arbejdsminister Ove Hygum, Rådsformand Palle Simonsen, Centerleder Mogens Wiederholt, og fra Arbejdsmarkedsstyrelsen direktør Inge Mærkedahl, vicedirektør Villy Howard Pedersen og konsulent Susan Møller indvilget i at bidrage. Der er rettet henvendelse til repræsentanter fra DSI, LO, DA og Arbejdsformidlingen i håb om at også disse vil holde et indlæg på konferencen.

[Forside] [Indholdsfortegnelse] [Top] [Forrige dokument] [Næste dokument] 

Det Centrale Handicapråd Version 1 den 22. februar 1999
Denne publikation findes på adressen: http://www.dch.dk/nyhed/hcraad199
Copyright (c) Det Centrale HandicapRåd