Hvem er handicappet og hvad er ligebehandling?
Målsætningen i den danske handicappolitik er at sørge for, at handicappede så vidt muligt ligestilles med andre borgere. I praksis betyder det, at man fra samfundets side forsøger at stille midler til rådighed, som sætter den handicappede i stand til at fungere på lige vilkår. For at det skal fungere er det imidlertid vigtigt, at der findes en nogenlunde fælles forståelse af hvem vi betragter som handicappet.
I Danmark er der udbredt enighed om at benytte det miljørelaterede handicapbegreb som det defineres i FNs Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede. Her defineres begrebet handicap som en betegnelse for tab eller begrænsning af muligheder for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Handicap beskriver relationen mellem et menneske med funktionsnedsættelse og dets omgivelser. Funktionsnedsættelse er derfor også et grundbegreb i det miljørelaterede handicapbegreb, men Standardreglerne siger ikke noget om, hvor alvorlig en begrænsning i deltagelsen skal være, eller hvor alvorlig en funktionsnedsættelse skal være, før der opstår et handicap.
Der er flere tegn på, at handicapbegrebet er under stadig udvikling og måske netop nu står over for tendenser, som kan ændre grundlæggende ved, hvem vi betragter som handicappet og hvem der har ret til de kompenserende ydelser, som for eksempel omtales i serviceloven. I udviklingen vil arbejdet med at revidere WHOs klassifikation (ICIDH) fra 1980 og EUs arbejde med direktiv om forbud mod diskrimination af handicappede på arbejdsmarkedet utvivlsomt begge spille en central rolle.
Der opstår helt særlige problemer i relation til ligebehandlingsbegrebet, når vi taler om handicapgrupper, hvor udgangspunktet er meget ulige. Her tænkes f.eks. på udviklingshæmmede, sindslidende, hjerneskadede, multihandicappede mv. I nogle tilfælde kan man kompensere for funktionsnedsættelsen, jf. f.eks. forslagene i Centrets årsberetning for 1999 om personlig assistance på arbejdsmarkedet til sindslidende mv. Men i mange andre tilfælde er det i forhold til disse grupper ikke muligt at kompensere for funktionsnedsættelsen, så personen opnår et udgangspunkt, der er sammenligneligt med ikke-handicappede.
Ligebehandlingsprincippet må derfor også indtænke nogle mere abstrakte og moralske begreber om livskvalitet og det gode liv. Retten til at leve et normalt liv, uanset et handicap, og uanset at man i mange situationer er dybt afhængig af indsatsen fra det offentlige for at kunne fungere, f.eks. i relation til sygebehandling, pleje, omsorg osv. FN's Standardregler indeholder flere indsatsområder, hvor man kan gå ind og definere begrebet livskvalitet, f.eks. retten til familieliv, personlig integritet, uddannelse, kultur osv. Disse livsområder udvikler og ændrer sig til stadighed, og der er hele tiden brug for, at man følger med udviklingen i samfundet, som det f.eks. ses i relation til udviklingshæmmedes ret til et sexliv, ægteskab osv. Retten til at bestemme over sit eget liv, til at udnytte egne ressourcer og at udvikle en egen kultur bliver nødvendigvis fremherskende.
Ligebehandlingsprincippet er meget bredere end den traditionelle forståelse af, hvad kompensationsprincippet tilsiger. Når det ikke er muligt fuldt ud at opnå lige muligheder, så er ligebehandling at sikre "det gode liv", og ligebehandlingspolitiken må udmøntes med henblik på dette.
Sekretariatets oplæg til Rådets temadrøftelse om
handicap og ligebehandlingsbegreberne findes i sin fulde længde på
Rådets hjemmeside www.dch.dk
Det Centrale Handicapråd Version 1 den 2. maj 2000
Denne publikation findes på adressen: http://www.dch.dk/nyhed/hcraad22000
Copyright (c) Det Centrale Handicapråd