Kolofon og indholdsfortegnelse fra trykt udgave

Bredgade 25, Sankt Annæ Passage, opg. F, 4.sal, 1260 København K

Telefon: 33 11 10 44 Teksttelefon: 33 11 10 81 Telefax: 33 11 10 82

Hjemmeside: www.dch.dk E-mail: dch@dch.dk

HandicapRåd udkommer 4 gange om året, og udgives også på bånd og diskette

Redaktion: Mogens Wiederholt (ansv.), Lise Holten & Casper Hollerup

Tryk: Scanprint Oplag 1200 ISSN 1385-8062
 

Handicappedes adgang til transport 1

Førtidspensionsreformen er en realitet 3

Kørselsordninger til eftersyn 4

Forældre til handicappede børn 5

Tilgængelighedscentrets fremtid 5

Integration af mennesker med handicap 6

Fleksjob: integration eller udskillelse? 7

Ydelser i amtslige tilbud 8

Forsøg med medicinfri behandling 9

Rådets årsberetning 2000 9

Korte meddelelser 10

Bilag 11
 

Handicappedes adgang til transport

I begyndelsen af det næste folketingsår vil der blive fremsat et forslag til en ny lov om kollektiv trafik, og i den forbindelse har Jacob Buksti haft drøftelser med De Samvirkende Invalideorganisationer om bl.a. de individuelle kørselsordninger. Ministeren overvejer foreløbigt at ændre tre ting i de individuelle kørselsordninger: Det skal præciseres, hvilke brugergrupper og aldersgrupper, der kan benytte de individuelle kørselsordninger, der skal være loft over priserne med respekt for amternes mulighed for at have egne takstsystemer og kørselsordninger, og det overvejes også at få den nu frivillige landsdækkende ordning indført i loven.

Rådet ser meget gerne, at ændringerne bliver gennemført. Formålet med de individuelle kørselsordninger er, at de skal fungere som et reelt alternativ til den kollektive trafik (se også artiklen s. 4). Rådet foreslog ministeren at inddrage den arbejdsgruppe, der tidligere har arbejdet med de individuelle kørselsordninger.

Adgang til DSB
Et andet vigtigt emne inden for Trafikministeriets område er togtrafik - et emne som fyldte meget i Rådets møde med trafikministeren. Jacob Busksti sagde, at aftalen med DSB forpligter statsbanerne til at prioritere tilgængelighed. Der er fra 2000-2004 afsat 50 millioner kroner til at gøre stationerne mere tilgængelige, når disse skal moderniseres. Ministeren understregede, at ønskerne om mere tilgængelige stationer skal prioriteres, og at det bliver de mest trafikerede stationer, der først vil blive gjort mere tilgængelige.

Øget tilgængelighed i togtrafikken kan også sikres, når der indsættes toge med lavtgulvssektion i forbindelse med DSBs løbende udskiftning af tog. Direkte adspurgt om indsættelsen af nye toge med lavtgulvssektioner vil betyde, at kørestolsbrugere kan komme på og af toget ved egen hjælp og ikke længere skal bestille tid to dage i forvejen for at få assistance på den pågældende station, svarede ministeren, at man stadigvæk skal bestille assistance i forvejen. Men ministeren lovede Rådet at tage den omstændelige tidsbestilling op med DSB.

I forliget om nærbaner er der afsat 250 millioner kroner, som skal bruges til at åbne stationerne, men som ikke rækker til at gøre nærbanestationerne tilgængelige. Buksti vil arbejde på, at alle stationer bliver tilgængelige, men han slog samtidig fast, at det ikke sker i første omgang. Han opfordrede Rådet til at dokumentere problemerne med tilgængeligheden til stationerne, når nærbaneaftalen skal evalueres til august.

Ministeren kom også ind på fremtiden for handicappedes adgang til togtrafik i forbindelse med udlicitering af opgaverne, hvor han forsikrede Rådet om, at der i udbuddet af togtrafik bliver stillet krav om tilgængelighed og rabatter, som svarer til dem, vi har i dag.

Buksti ønsker ikke ny ledsagerordning
Rådet har tidligere sendt et ønske til Jacob Buksti om en generel og landsdækkende ledsagerordning til kollektiv trafik for handicappede, som kan sikre et ensartet og rimeligt serviceniveau i hele landet. Buksti mener ikke, at der er behov for yderligere regulering på området for at gøre forholdene mere ensartet. I dag administreres ledsagerordningerne inden for de forskellige amter, og Rådet mener, at det giver for store forskelle med hensyn til egenbetaling og serviceniveau. Ministeren sagde på mødet, at de lokale aftaler giver bedre løsninger, fordi de er tilpasset lokale forhold. Rådet mener omvendt, at man bør se på helheden og tænke ordningerne sammen. Derved vil brugerne være sikret den samme service, uanset hvor man bor, og man vil fx også undgå konflikter mellem de forskellige lokale ordninger, når man rejser på tværs af amterne.

Rådet mener også, at der bør inddrages flere transportudbydere, herunder private busruter og indenrigsflytrafik, end i dag hvor der kun er tale om trafikselskaberne og privatbanerne. Det mener ministeren ikke, fordi man vil få problemer med konkurrenceretlige regler, når selskaber, der har eneret til kørsel på bestemte strækninger, skal have tilskud eller kompensation.

Tilgængelighedsrevisorer
En projektgruppe bestående af Vejdirektoratet, amterne, kommunerne og De Samvirkende Invalideorganisationer har netop holdt et indledende møde om at udvikle en metode til at gennemgå vejanlægsprojekter - der gennemføres under Vejdirektoratet og andre vejbestyrelser - med det formål at sikre tilgængelighed for alle. Bl.a. skal gruppen sørge for, at såkaldte tilgængelighedsrevisorere kan få den nødvendige uddannelse, sagde Jacob Buksti.

Ministeren fremhævede også andre eksempler på, at brugerne bliver inddraget i ministeriets arbejde med at sikre tilgængelighed - fx DSBs handicappanel - og at den inddragelse er en forudsætning for gode løsninger på området. Derfor holder De Samvirkende Invalideorganisationer og Trafikministeriet også halvårlige møder om aktuelle problemer og udfordringer omkring handicappedes adgang til transport. I øjeblikket arbejdes der på at sætte et projekt i gang, som skal ende med koncepter for en mere fleksibel kollektiv transport for handicappede i byerne. Man vil søge Trafikpuljen om midler til projektet.

Handlingsplaner ønskes
Det Centrale Handicapråd opfordrede ministeren til at lave en handlingsplan for den kollektive trafik, som skitserer hvordan og hvornår, man vil gennemføre forskellige tiltag, der alle skal gøre trafikken mere tilgængelig for mennesker med handicap. Ministeren er åben over for den ide, og opfordrede afslutningsvis Rådet til, at det hellere skal henvende sig en gang for meget end en gang for lidt.

I rapporten "Lige muligheder for handicappede - nye indsatsområder" fra det tværgående ministerudvalg for handicapområdet står der mere om Trafikministeriets arbejde. Rapporten kan rekvireres hos By- og Boligministeriet på tlf. 33 92 61 00 eller hentes på www.byogbolig.dk
 

Førtidspensionsreformen er en realitet

Rådet har udtrykt generel tilfredshed med reformen og tilslutter sig de overordnede principper, herunder styrkelsen af den aktiverende indsats, indførelsen af arbejdsevnekriteriet, reduceringen af antallet af ydelsesniveauer, overførslen af kompensationsydelser til serviceloven mv.

Men der er også ting i reformen, som Rådet ikke er tilfreds med, hvilket fik Rådet til at skrive et brev til socialministeren i ugerne op til vedtagelsen af reformen. Blandt andet for at gøre opmærksom på, at reformen bryder med kompensationsprincippet i det øjeblik, at der indføres en årlig brugerbetaling på 6.000 kroner i forbindelse med dækning af merudgifter efter servicelovens § 84. Reformen tilsidesætter desuden ældre handicappedes behov for kompensation, hvilket også strider mod kompensationsprincippet. Er man over 65 år kan man med den nye reform ikke få dækket handicapbetingede merudgifter efter § 84. Pleje- og bistandstillægget falder bort og dermed vil førtidspensionister opleve en væsentlig forringelse af deres økonomiske forhold ved overgangen til folkepension. Rådet mener, at aldersgrænsen på 65 år skal afskaffes.

Rådet har også gjort socialministeren op-mærksom på, at man i reformens økonomiske forudsætninger antager, at andelen af førtidspensionister, som kan få støtte efter merudgiftsreglerne i servicelovens § 84 er væsentlig mindre end andelen af førtidspensionister, som i dag får støtte til kompensation efter "de gamle regler".

Reformen i praksis
Rådet har tidligere i sit høringssvar kommenteret, at aftalepartierne er forpligtede til at revurdere reformen, hvis forudsætningerne for den ikke viser sig at holde. Det Centrale Handicapråd og Center for Ligebehandling af Handicappede vil følge udviklingen nøje, herunder særligt udviklingen i antallet af fleksjob, som er den helt afgørende forudsætning for reformens succes.

Det bliver også interessant at følge, om handicappedes retssikkerhed bliver styrket. Rådet har længe insisteret på, at der skal tages fat om problemstillingen og har senest i november 2000 holdt en konference "Kommunale forskelle - et retssikkerhedsproblem for handicappede?". Bl.a. er den kommunale sagsbehandling i mange tilfælde for dårlig, hvilket medfører forkerte afgørelser på pensionsområdet. Med reformen bliver retssikkerheden umiddelbart styrket, ved at der indføres en sagsbehandlingsmetode, og at der uddannes sagsbehandlere. Reformen træder i kraft den 1. januar 2003.

§ 84. Kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov.
Stk. 2. Udmålingen af tilskuddet sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte, f.eks. merudgifter til individuel befordring, håndsrækninger og fritidsaktiviteter.
Stk. 3. Tilskud til nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst 6.000 kr. pr. år, svarende til 500 kr. pr. måned. (...)
 

Kørselsordninger til eftersyn

I forbindelse med den planlagte revision af lov om kollektiv trafik vil Det Centrale Handicapråd opfordre Trafikministeriet til at se nærmere på de individuelle kørselsordninger. På baggrund af Center for Ligebehandling af Handicappedes opdatering af Trafikministeriets rapport fra 1998 om de individuelle kørselsordninger vil Rådet bede Trafikministeriet om at se på blandt andet taksering, administration af 104-turs-reglen og den nedre aldersgrænse for optagelse i kørselsordningerne.

Priserne er for høje
Ligehandlingscentrets undersøgelse af de individuelle kørselsordninger fra 2001 viser, at handicapkørsel er markant dyrere end almindelig kollektiv trafik på trods af, at prisen for handicapkørsel ifølge loven ikke må være væsentligt dyrere end kollektiv trafik. I en sammenligning mellem priserne på handicapkørsel og den almindelige kollektive trafik på nogle konkrete destinationer viste det sig fx, at prisen på handicapkørsel på flere ture var mellem 33% og 266% dyrere end den almindelige kollektive trafik.

Rådet mener, at priserne på handicapkørsel som udgangspunkt må kunne sammenlignes med den almindelige kollektive trafik, og at priserne skal ligge på samme niveau. Det skal de, fordi den individuelle kørselsordning netop skal kompensere for, at den almindelige kollektive trafik ikke er tilgængelig for handicappede.

Flere trafikselskaber fortolker „dør-til-dør-kørsel" i de individuelle kørselsordninger som en „kantsten-til-kantsten-kørsel", hvilket er i strid med loven. Denne ulovlige praksis resulterer i, at flere brugere ikke kan benytte kørselsordningen, fordi det kun er de personer, der ved egen hjælp kan bevæge sig ned til bilen, som kan få glæde af ordningen.

Flere af de individuelle kørselsordningers kunder benytter sig desuden langt fra af tilbudet om 104 ture om året. Det bør derfor give de kunder, der har behov for flere ture end 104, mulighed for at få deres behov dækket. Det har der indtil videre ikke været mulighed for for alle.

Aldersgrænsen skal sænkes
Centrets undersøgelse viser også, at der er en nedre aldersgrænse på 18 år i næsten alle de individuelle kørselsordninger, på trods at der ikke i loven er sat en nedre aldersgrænse. Ved vedtagelse af den nye lovgivning på området anbefaler Rådet derfor, at Trafikministeriet fastsætter en nedre grænse på 15 år og helst lavere - set i forhold til den almindelige kollektive trafik.

Rådet vil samtidig gøre Trafikministeriet opmærksom på, at de individuelle kørselsordninger på andre væsentlige punkter ikke lever op til intentionen om at kompensere for manglende tilgængelighed til almindelig kollektiv trafik. Her peger Rådet bl.a. på den begrænsede mulighed for spontane ture og at få ledsagere med på ture samt begrænsningen af personer, der kan visiteres til kørselsordningen. Rådet ønsker også et krav i loven om, at trafikselskaberne tilslutter sig den landsdækkende ordning, der giver kunderne i den individuelle kørselsordning mulighed for landsdækkende kørsel.

Undersøgelsen af de individuelle kørselsordninger kan rekvireres hos Center for Ligebehandling af Handicappede tlf.: 33 11 10 44, mail: clh@clh.dk eller hentes på www.clh.dk
 

Forældre til handicappede børn

SFI-undersøgelsen "Der er ikke nogen der kommer og fortæller hvad man har krav på - forældre til børn med handicap møder det sociale system" (feb. 2001) bygger på svar fra samtlige forældre til handicappede børn i 11 kommuner. Undersøgelsen viser, at det at blive forældre til et handicappet barn afføder en situation, hvor forældrene er usikre og mangler viden og information samt skal lære det sociale og behandlingsmæssige system at kende. Det drejer sig derfor om, at forældrene skal have information om rettigheder og muligheder for offentlig støtte samt viden og rådgivning om barnets handicap.

Rådet vil gerne gøre noget ved det problem, som undersøgelsen dokumenterer, og retter derfor henvendelse til socialministeren, som opfordres til at præcisere over for kommunerne, at de har en forpligtigelse til at rådgive og informere forældre til børn med handicap om alle de tilbud og tilskud, der kan være tale om i situationen. Desuden skal forældrene oplyses om, at der etableres en uvildig konsulentfunktion i forbindelse med lov om grundtaksfinansiering på det sociale område, som kan rådgive og bistå forældrene.

Handi-Krak
Rådet vil også ved hjælp af IT forsøge at gøre noget ved problemerne med den manglende service over for forældre til handicappede børn. Således opfordrer Rådet regeringens ministerudvalg for handicapområdet til at tage initiativ til, at der udarbejdes en hjemmeside med en vejviser ("Handi-Krak") over de forskellige rådgivningsfunktioner, videnscentre, formidlingscentre, handicaporganisationer og andre, som arbejder og formidler viden om handicap.
 

Tilgængelighedscentrets fremtid

Arbejdsgruppen har efter planen afleveret sin indstilling til by- og boligministeren, som tidligere har udtrykt positiv vilje til at finde en langsigtet løsning for Center for Tilgængelighed. Indstillingen lægger op til, at centret skal fungere som et regulært videnscenter, hvor man opererer med tilgængelighed i bred forstand. Der lægges også op til, at centret videreføres som en landsdækkende selvejende institution i tilknytning til By- og Boligministeriet og at det placeres i Århus Amt. Arbejdsgruppen indstiller desuden til, at Center for Tilgængelighed finansieres af offentlige midler og tilføres en basisbevilling, som evt. suppleres med indtægtsdækket virksomhed.
 

Integration af mennesker med handicap

Det er Socialforskningsinstituttets (SFI) undersøgelse af befolkningens holdninger til handicappede fra 2000, der har fået Rådet til at reagere og diskutere, hvordan man strategisk kan påvirke fordomsfulde og negative holdninger over for handicappede.

En klar konklusion i undersøgelsen er, at personligt kendskab og kontakt med handicappede fremmer de positive holdninger hos den enkelte. Bl.a. fremmer det ens holdninger til handicappede som voksen, hvis man som barn har kendt, leget eller gået i skole med handicappede. Derfor ser Rådet med interesse frem til, at Center for Ligebehandling af Handicappede og et skolebogsforlag bliver færdig med at udarbejde et undervisningsmateriale til folkeskolernes 4.-5. klasse, som netop har handicappedes livssituation og mødet mellem handicappede og ikke-handicappede som det gennemgående tema.

Den virkelige integrationseffekt
Da integrationen af handicappede borgere i samfundet først for alvor lykkes ved personlig kontakt og konfrontation mellem handicappede og ikke-handicappede, må handicappede selvfølgelig også gøre en indsats for at være åbne og vise sig i de offentlige rum, hvor folk nu engang færdes og mødes.

Den virkelige integrationseffekt opnås ved, at handicappede færdes i sammenhænge, hvor det ikke er handicappet, der er i centrum, men hvor de har et almindeligt job eller er synlig i en anden offentlig sammenhæng. Det er også meget vigtigt at være opmærksom på, at specialbørnehaver, specialskoler med mere er med til at isolere handicappede. Derfor skal de ansvarlige være mere bevidste om, hvordan man kan koble tilbuddene til handicappede med de eksisterende tilbud.

Informatører
Rådet vurderer, at det frivillighedsbaserede arbejde med at påvirke omgivelsernes holdninger til mennesker med handicap generelt set hører mest naturligt hjemme i handicaporganisationerne og blandt medlemmer, som selv i en eller anden form kan opsøge de grupper, som vil høre om handicappedes liv: Tager ud på skoler, arbejdspladser, idrætsforeninger, politiske partier osv. Der findes i dag flere af den type informatører, som Rådet overvejer, bl.a. er der trafikinformationsordningen, transplantationsgruppen og LEV tilbyder også at rykke ud og fortælle og diskutere.

SFI's undersøgelse viser, at psykisk handicappede og fysisk handicappede med "afvigende" kropslig adfærd eller udseende - fx spastikerens savlen og ukontrollerede muskelbevægelser - oplever de mest negative holdninger i befolkningen i forhold til fx døve og blinde. Mht. psykisk handicappede er de i forvejen en udsat gruppe, og det er ekstra vigtigt at påvirke befolkningens holdninger og røre ved deres fordomme for at rette op på marginaliseringen af disse mennesker. Og fordi der på den måde knytter sig særlige problemstillinger til forskellige handicapgrupper, vil det være naturligt, at handicaporganisationerne sammen med eksempelvis Center for Ligebehandling af Handicappede laver en fælles handlingsplan for, hvordan denne store opgave konkret kan gribes an. Derudover skal der findes penge, evt. i form af puljemidler, til at finansiere indsatsen. Rådet genoptager emnet på et senere tidspunkt.

Pjecen „Voksnes holdninger til handicappede" indeholder SFI-undersøgelsens hovedresultater og kan rekvireres hos Rådet.
 

Fleksjob: integration eller udskillelse?

Undersøgelsen „Fleksjob - en vej til et rummeligere arbejdsmarked" er gennemført af Socialforskningsinstituttet (SFI) og udgør en del af SFIs forskningsprogram om arbejdsmarkedes rummelighed. Undersøgelsen har haft tre formål:

1. At beskrive og analysere hvordan fleksjob oprettes, opleves og vurderes af væsentlige aktører, herunder kommunale myndigheder, ansatte i fleksjob samt kolleger og ledere på de enkelte virksomheder
2. At analysere sammenhængen mellem fleksjobtype, afgrænsningen af arbejdsopgaver og den ansattes position på arbejdspladsen.
3. At diskutere konsekvenserne af fleksjobordningen for udviklingen af et mere rummeligt arbejdsmarked.

Undersøgelsens resultater viser, at fleksjob ikke alene administrativt, men også kognitivt og socialt placeres midt imellem det sociale område og arbejdsmarkedet. Dette giver i flere tilfælde problemer, idet personer i fleksjob ikke har nogen klart defineret arbejdsrolle, og fordi de har andre rettigheder end personer, der er ansat på ordinære vilkår. Forventningerne fra kolleger og ledelse bliver ambivalente, og på det individuelle plan er sådanne forventninger svære at honorere. Skånehensynet i fleksjob kan komme i konflikt med både organiseringen af arbejdet og gældende normer og værdier på en række arbejdspladser. Etableringen af fleksjob og andre job på særlige vilkår kan derfor ikke ses uafhængigt af forholdende på arbejdsmarkedet generelt. Ifølge undersøgelsen kunne en antagelse være, at udviklingen på arbejdsmarkedet med dets stigende krav på én gang øger behovet for fleksjob og gør fleksjobbene sværere at oprette.

En særlig zone på arbejdsmarkedet
Fleksjob kan på længere sigt komme til at udgøre en særlig social zone på arbejdsmarkedet, eller et selvstændigt arbejdsmarked. Man kan derfor frygte, at den social placering som fleksjobbene ser ud til at få, kan udgøre en tendens til at "rummelighed" udvikles som et appendiks til arbejdsmarkedet og ikke som en integreret del af det. Det anføres som en forlængelse af dette, at integration af personer med nedsat arbejdsevne gennem fleksjob ikke kun handler om oprettelse af et bestemt antal fleksjob men også om, i hvilket omfang der socialt skabes plads til disse job både på de enkelte arbejdspladser og på arbejdsmarkedet.

Udviklingen af større rummelighed hænger nøje sammen med arbejdskravene og hensynene til arbejdskraften på arbejdsmarkedet som sådan. Indsatsen for at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt må være flerstrenget og må også omfatte det "ordinære" arbejdsmarked gennem en generel forbedring af arbejdsmiljøet. Ligesom det foreslås at udnytte muligheden for at oprette aftalebaserede skånejob i henhold til de social kapitler i overenskomsterne. Det betyder, at ansatte med reduceret arbejdsevne bevarer alle deres rettigheder inden for arbejdsmarkedet.

Rådet vil drøfte problemstillingen på rådsmødet i juni og i den anledning vil forskeren bag undersøgelsen Pernille Hohnen deltage med uddybninger af undersøgelsens metode og resultater.
 

Ydelser i amtslige botilbud

Rådet har ikke haft Amtsrådsforeningens rapport til høring, men vil alligevel påpege vigtigheden af nogle af rapportens anbefalinger. Amtsrådsforeningen anbefaler bl.a., at servicebetalingen fjernes. Denne anbefaling tilslutter Det Centrale Handicapråd sig, da Rådet tidligere har forslået Socialministeriet at fjerne servicebetalingen. Det gjorde Rådet, fordi det ikke er specificeret, hvilken ekstra service beboeren betaler for, eller om det er en service, beboeren med rimelighed selv skal betale.

Egenbetaling
Beboerne på botilbudene skal ifølge Amtsrådsforeningens anbefalinger selv betale for råvarer og tilberedning af deres mad. Samtidig skal beboerne også betale for udgifter til rengørings- og vaskemidler, samt til rengøring og tøjvask hvis de selv kan hjælpe til, men vælger ikke at gøre det.

Det er i overensstemmelse med kompensationsprincippet, at beboerne selv skal betale for ydelser, de kan, men vælger ikke at hjælpe til med. Det er det derimod ikke, hvis ydelsen er kompensation for funktionsnedsættelsen. Dette bør derfor betyde, at beboere ikke selv skal betale for madlavning, hvis de ikke selv kan lave mad. Rådet fremhæver derfor det vigtige i, at beboernes mulighed for tilkøb af ydelser ikke medfører, at botilbudene ikke giver den støtte, der bevilges efter servicelovens regler.

Tydelige servicedeklarationer
I rapporten anbefaler Amtsrådsforeningen også, at botilbudene i deres servicedeklarationer tydeligt angiver hvor meget og til hvad, de yder transport, samt hvilke udgifter beboeren selv skal betale i forbindelse med ledsagelse. Amtsrådsforeningen anbefaler, at beboeren ikke selv skal betale for transport og ledsagelse til behandling, fordi dette er en kompensation for beboerens funktionsnedsættelse. Derimod skal beboeren selv betale for ledsagelse til rejser, der ikke er indeholdt i botilbudet.

I den forbindelse gør Rådet opmærksom på, at ledsagelse er en kompenserende ydelse. Muligheden for at nogle beboere kan købe ekstra kompensation, må derfor ikke fjerne bevilling til den kompensation, der er nødvendig. Rådet vil samtidig bemærke over for Amtsrådsforeningen, at gennemskuelige servicedeklarationer skal medføre, at handicappede også har en reel mulighed for at fravælge botilbud på baggrund af servicetilbudene.
 

Forsøg med medicinfri behandling

Sundhedsstyrelsens redegørelse er udarbejdet i forbindelse med revision af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien i1998. I redegørelsen defineres medicinfri afdelinger som afdelinger, der kan tilbyde visse patienter medicinfri behandling, og som undlader tvangsmedicinering. I stedet for en medicinsk behandling skal patienten tilbydes et behandlingsforløb, der indbefatter psykoterapeutiske og socialpsykiatriske behandlingsmetoder. I redegørelsen opfordrer Sundhedsstyrelsen dog til, at det kun er en bestemt patientgruppe, der tilbydes medicinfri behandling. Denne patientgruppe omfatter patienter, hvor tidligere medicinsk behandling ikke har haft nogen effekt eller har givet alvorlige bivirkninger, samt yngre patienter med førstegangsudbrud af sindssygdom.

SIND og Landsforeningen af Pårørende til Sindslidende, der bl.a. har haft redegørelsen til høring, var enige med andre brugerorganisationer om, at det er vigtigt at holde fast på anbefalingen om forsøg med medicinfri afdelinger. De tilslutter sig dog ikke idéen om kun at tilbyde medicinfri behandling til de nævnte grupper. De mener, at alle patienter frit bør kunne vælge, hvilken behandling, de vil indgå i. Det har i mange år været brugerorganisationernes ønske, at behandlingsmæssige tilbud til sindslidende også inkluderede tilbud om medicinfri behandling. Med Sundhedsstyrelsens redegørelse er der forhåbentlig mulighed for, at dette ønske bliver imødekommet.
 

Rådets årsberetning 2000

Derudover indeholder beretningen en redegørelse for det forgangne års andre fokusområder, bl.a. mennesker med sindslidelser, handicappolitikkens udvikling og Rådets samarbejde med Kommunernes Landsforening om at styrke den handicappolitiske indsats i kommunerne.

Beretningen beskriver også den handicappolitiske udvikling inden for de myndighedsområder, hvor der i udpræget grad udvikles politik og konkrete tiltag, som har indflydelse på handicappedes vilkår i samfundet, eksempelvis arbejdsmarkedet, kultur, socialområdet, trafik, uddannelse, by- og boligområdet, forskning, IT og sundhed. Rådets arbejde i 2000 på de forskellige områder indgår også i denne beskrivelse.

Beretningen kan hentes på Rådets hjemmeside www.dch.dk. Den fås også på tryk, bånd og diskette ved henvendelse til Rådet 33 11 10 44 eller dch@dch.dk
 

SU-konsulenter med kendskab til handicapområdet

Til april/maj ansættes to faglige konsulenter i SU-styrelsen, som får ansvaret for faglige afgørelser i forbindelse med specialpædagogisk støtte på de videregående uddannelser. Til at varetage de decentrale ordninger ansættes fire konsulenter. Konsulenterne vil ud over at have viden om de forskellige uddannelsesinstitutioner også have kendskab til handicapområdet. Det er hensigten, at konsulenterne skal være kontaktled til institutionen og de studerende. Årsagen til at de faglige konsulenter placeres i SU-styrelsen og ikke i ministeriet, er, at det så bliver muligt at anke en afgørelse. Man er dog i Undervisningsministeriet opmærksom på, at det er vigtigt at udvikle det faglige miljø.
 

Nye regler for parkeringskort

Parkeringskortet adskiller sig fra det tidligere invalideskilt, ved at kortet knytter sig til en bestemt person og ikke til en bestemt bil. Det betyder, at personen kan bruge kortets bestemmelser om parkeringslempelser, selvom vedkommende ikke kører i sin egen bil. Der er ikke ændret i reglerne om parkeringslempelser, så her gælder de gamle regler, fx muligheden for at parkere indtil 15 minutter på steder, hvor alene af- og pålæsning er tilladt.

Betingelserne for at få tildelt parkeringskort er nu, at det ikke kun er personer, der opfylder betingelserne for støtte til køb af bil i henhold til serviceloven, der har mulighed for tildeling af et parkeringskort. Man kan også få tildelt parkeringskort, hvis man er godkendt til at deltage i den individuelle handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede, og hvis man har en stærkt reduceret gangdistance, varig nedsættelse af funktionsevnen eller lignende helbredsmæssige forhold, der forringer mulighederne for færdsel, opnåelse eller fastholdelse af arbejde eller muligheden for at gennemføre en uddannelse.
 

Nyt om navne

Bilag

Rådets høringssvar
6/2001: Rådets høringssvar af 11. januar 2001 til Socialministeriet vedr. lovforslag nr. 135 forslag til lov om fleksydelse.
7/2001: Rådets høringssvar af 11. januar 2001 til Socialministeriet vedr. L 136 Forslag til Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik og andre love /Ændring af reglerne om fleksjob, ledighedsydelse, sagsbehandling m.v.
8/2001: Rådets høringssvar af 5. januar 2001 til Socialministeriet vedr. lovforslag om tilsynet med indsatsen overfor ældre m.v.
9/2001: Rådets høringssvar af 26. februar 2001 til Socialministeriet vedr. høring over Rapport om ungdomskriminalitet.
12/2001: Rådets høringssvar af 28. februar 2001 til Socialministeriet vedr. lovforslag om indførelse af en grundtakstmodel.
13/2001: Rådets høringssvar af 27. feb. 2001 til Undervisnings- og Kirkeministeriet vedr. bekendtgørelse og vejledning om modersmålsundervisning.
21/2001: Rådets høringssvar af 13. marts 2001 til Undervisningsministeriet vedr. udkast til lov om ændring af lov om den fri undgomsuddannelse.

Andet sagsmateriale
1/2001: Regeringens redegørelse for den handicappolitiske udvikling 1999/2000, februar 2001, Socialministeriet, jf. Rådsmødet 1/2001, dagsordenspkt. 3J.
10/2001: Det Centrale Handicapråds årsberetning 2000.
15/2001: Undersøgelse af de individuelle kørselsordninger, Center for Ligebehandling af Handicappede, marts 2001, jf. Rådsmødet 1/2001, dagsordenspkt. 6.