Rådet og Tværgående Ministerudvalg i konstruktivt
samarbejde
Der er i Ministerudvalget enighed om, at den centrale dialogpartner er Det Centrale Handicapråd. Planen er, at der bliver 3 typer møder mellem udvalget og Rådet. Der skal være et årligt møde mellem formandskabet og udvalget samt 2-3 møder om året mellem formandskabet og udvalgets formand, som er by- og boligministeren. Derudover bliver der løbende møder mellem embedsmænd i Rådets og udvalgets sekretariater.
Til september kommer Ministerudvalgets samlede oplæg til regeringen. Det består af en rapport om barrierer for handicappedes inddragelse i samfundslivet, og så en oversigt over handicappedes praktiske adgang til bygninger. Oversigten er et udtryk for, at Ministerudvalget i første omgang prioriterer opfølgningen på det hidtidige arbejde med den fysiske tilgængelighed. Oplægget skulle have været fremlagt til drøftelse i regeringen i maj, men er altså blevet forsinket. Ministerudvalget er i øvrigt indstillet på at tage tilgængelighed til information op som et prioriteret tema parallelt med den fysiske tilgængelighed.
Ministerudvalget vil rapportere til Folketinget hvert andet år i forlængelse af socialministerens redegørelse om handicapområdet. Rapporteringen følges op af en drøftelse i Folketinget af rapporteringen.
Udgivelse af engelsksproget pjece
På april-mødet mellem Rådets formandskab og formand
for Det Tværgående Ministerudvalget, by- og boligminister Jytte
Andersen, blev det aftalt, at man i fællesskab skal udgive en engelsksproget
pjece om dansk handicappolitik. Pjecen udarbejdes af Center for Ligebehandling
af Handicappede og finansieres af By- og Boligministeriet. Den forventes
at være færdig til By- og Boligministeriets internationale
konference i november 2000.
![[Linie]](streg1.gif)
Det Centrale Handicapråd Version 1. version den 28. juli 2000
Denne publikation findes på adressen: www.dch.dk/nyhed/hcraad32000
Copyright (c) Det Centrale Handicapråd