Behov for landsdækkende ledsageordning
Trafikministeren opfordres til at tilrettelægge ordningen med udgangspunkt i den undersøgelse, som "Center for Ligebehandling af Handicappede" har lavet, og som viser, at der savnes ensartede løsninger på handicappedes ledsageproblemer i den kollektive trafik.
For nogle handicappede er ledsagebehovet knyttet specifikt til manglende tilgængelighed ved selve transportmidlet eller de tilstødende omgivelser. Men for de fleste vil der være brug for en ledsager til rejsen som helhed, enten på grund af de tilgængelighedsproblemer, der opstår i overgangene mellem forskellige transportmidler, eller fordi ledsageren er nødvendig under hele rejsen som personlig assistance. I de tilfælde er det ikke muligt for den handicappede at rejse uden ledsager. Ønsket er, at det skal være omkostningsfrit at få ledsageren med i den nationale kollektive trafik.
Der findes i dag forskellige ordninger, men de er afgrænset til
at dække enkelte udbydere. Undersøgelsen fra Ligebehandlinscentret
peger på, at der skal inddrages flere transportudbydere end trafikselskaberne
og privatbanerne, hvis personer med et ledsagebehov, der er begrundet i
et handicap, skal kunne ligestilles med andre. Målet er, at der kommer
en landsdækkende ledsageordning, som dækker al rutetrafik,
herunder også private busruter og indenrigsflytrafik. Der skal visiteres
til ordningen, og Trafikministeriet opfordres til at lade dækningen
af handicappedes ledsagebehov indgå i kontrakterne, når den
kollektive trafik privatiseres.
Det Centrale Handicapråd Version 1 den 18. oktober 2000
Denne publikation findes på adressen: http://www.dch.dk/nyhed/hcraad42000
Copyright (c) Det Centrale Handicapråd