Uddannelse og handicap
- et politikpapir

Uddannelse og handicap

"De enkelte lande bør anerkende princippet om lige uddannelsesmuligheder og integration i grundskole, ungdomsuddannelse og højere uddannelse for handicappede børn, unge og voksne. De bør sikre, at uddannelse af mennesker med handicap er en integreret del af uddannelsessystemet."

(Regel nr. 6 i FN's Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede.)

Kolofon:

Det Centrale Handicapråd

Bredgade 25

Skt. Annæ Passage, opg. F, 4. sal

1260 København K

Telefon: 33 11 10 44

Telefax: 33 11 10 82

Skrivetelefon: 33 11 10 81

Hjemmeside: www.dch.dk

Email: dch@dch.dk

Politikpapiret er udarbejdet af:

Anne Vikkelsø

Mogens Wiederholt

Charlotte Trusell

Ane Fink

Layout:

Casper Hollerup

Oplag: 300

ISBN-nr: 87-90985-04-4

Maj 2000

Indholdsfortegnelse

Indledning 4

Rådets anbefalinger 5

1. Lige muligheder for uddannelse? 7

1.1 Uddannelse og arbejde - uddannelse til livet 7

1.2 35 års vandring på stedet? 8

1.3 Forudsætninger 10

1.3.1 Fysisk tilgængelighed 10

1.3.2 Kompenserende foranstaltninger 11

2. De enkelte uddannelsesområder 13

2.1 Folkeskoleområdet 13

2.1.1 Tilgængelighed 14

2.1.2 Ny byrdefordeling mellem amt og kommune 15

2.1.3 Påtegning på prøvebeviset 16

2.1.4 Specialundervisning 16

2.2 Ungdomsuddannelser 17

2.2.1 Produktionsskolerne 17

2.2.2 Ungdomsuddannelse til psykisk udviklingshæmmede 18

2.2.3 Den Fri Ungdomsuddannelse 19

2.2.4 Fra folkeskole til ungdomsuddannelse 20

2.3 De videregående uddannelser 21

2.4 Efter- og videreuddannelse 22

2.5 Folkeoplysning 25

2.5.1 Specialundervisning for voksne 27

Indledning

Det Centrale Handicapråd har ved adskillige lejligheder over de seneste år diskuteret handicappedes adgang til uddannelse: Påtegninger på eksamensbeviser, kompensation, sektoransvar på de videregående uddannelser etc.

I 1999 havde Rådet en generel temadrøftelse af handicappedes uddannelsessituation, hvor Rådet besluttede at udforme dette politikpapir. Papiret indeholder Rådets anbefalinger og en beskrivelse af den samfundssituation, anbefalingerne er udformet på baggrund af.

Udgangspunktet er FN's Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede.

Regel nr. 6 siger:

Rådets anbefalinger

Det Centrale Handicapråd anser det for afgørende, at følgende uddannelsesspørgsmål tillægges en sådan prioritet, at de bliver løst i den nærmeste fremtid:

Der skal arbejdes intenst for at sikre et uddannelsestilbud af mindst 13 års varighed for ALLE handicappede uanset handicappets sværhedsgrad

Der skal fortsat arbejdes for forbedring af den fysiske tilgængelighed til uddannelsesinstitutionerne

Der skal arbejdes for ret til kompenserende foranstaltninger i form af særlige undervisningsmaterialer, specialpædagogiske værktøjer, tolkning, sekretærbistand m.v. på alle uddannelser også inden for efter- og videreuddannelsesområdet

Der skal arbejdes for ret til dispensationsmuligheder omkring prøve- og eksamensbestemmelser, der kompenserer for handicappet på alle uddannelser

Der skal fortsat arbejdes for at få indført fuldt sektoransvar på alle videregående uddannelser, både med hensyn til kompenserende foranstaltninger og med hensyn til forsørgelse, således at det dobbelte optagelsessystem forsvinder

Der skal fortsat arbejdes for fjernelse af påtegning på prøvebeviser ved alle uddannelser, ligesom det er sket i folkeskolen og på gymnasier/HF

Der skal arbejdes for bedre rådgivning og vejledning af handicappede studerende på uddannelsesinstitutionerne

Der skal arbejdes for handicappedes lige adgang til videreuddannelserne for voksne, herunder ret til kompenserende foranstaltninger

Der skal arbejdes videre med handicappedes mulighed for deltagelse i folkeoplysende virksomhed på lige fod med ikke-handicappede

Der skal arbejdes for at afskaffe puljestyret finansiering af kompenserende foranstaltninger til fordel for behovsstyret, så det retskrav, den enkelte har, ikke kan tilsidesættes med henvisning til manglende midler.

1. Lige muligheder for uddannelse?

Der står i FN's Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede, at handicappede skal sikres uddannelse som en integreret del af uddannelsessystemet, og at princippet om lige uddannelsesmuligheder skal respekteres på alle uddannelsesniveauer. Lige uddannelsesmuligheder handler om mange ting. Det handler blandt andet om, at uddannelse også er en indgang til arbejde, og at uddannelse er en værdi i sig selv. Når man skal sikre lige muligheder, må man holde øje med, at den generelle forbedring af uddannelsesmulighederne kommer alle til gode.

1.1 Uddannelse og arbejde - uddannelse til livet

Når man taler uddannelse, så er der to perspektiver, som det er vigtigt at tage med i diskussionen:

For det første ved vi fra en række undersøgelser, at der er en snæver sammenhæng mellem manglende uddannelse og øget risiko for ledighed. Kombineres denne i forvejen uheldige cocktail med et handicap, så er der ingen tvivl om, at den generelle sammenhæng forstærkes yderligere. Handicappedes adgang til arbejdsmarkedet er derfor i meget høj grad afhængig af handicappedes uddannelsesniveau. Det er ikke tilstrækkeligt, at der opbygges et kompensationssystem, som alene fokuserer på den enkelte handicappedes konkurrencesituation i relation til et specifikt job. Det er helt afgørende, at der parallelt med den specifikke indsats også fokuseres på de generelle forudsætninger. Hvis handicappede ikke generelt er mindst lige så veluddannede som ikke-handicappede, så taber handicappede med sikkerhed slaget om arbejdsmarkedet. Et rummeligt arbejdsmarked forudsætter derfor et mindst lige så rummeligt uddannelsessystem.

For det andet har uddannelse altid værdi i sig selv. Uddannelse er ikke kun et forstadium til arbejde. Man uddanner sig for at tilegne sig kompetence, erhverve dannelse og personlig udvikling. Uddannelse giver øget livskvalitet og meningsfylde - også i de situationer, hvor vi ved, at perspektivet måske ikke er en fremtid på arbejdsmarkedet. Uddannelse er at give forudsætninger for det gode liv - ved at udvikle og udfordre den enkeltes personlige indsigt og kompetence - uanset om dette liv skal leves inden for eller uden for arbejdsmarkedet. Derfor må det - også ud fra et ligebehandlingsperspektiv - være en handicappolitisk mærkesag at sikre et uddannelsestilbud af mindst 13 års varighed til alle handicappede - uanset handicappets sværhedsgrad. Når regeringen formulerer en målsætning, som siger, at 95% af en årgang skal have en ungdomsuddannelse, så er det mest interessante spørgsmål, ud fra en handicapsynsvinkel, måske i virkeligheden: Hvem er de sidste 5%?

1.2 35 års vandring på stedet?

Ifølge Socialforskningsinstituttets rapport "Handicap og funktionshæmning i halvfemserne" er forholdet mellem handicappede og ikke-handicappedes uddannelsesniveau det samme i dag, som det var i 1962. De bestræbelser, der er gjort siden 1962 for at sikre handicappede uddannelse på lige fod med alle andre, har med andre ord ikke givet handicappede et skub fremad, men har blot betydet, at handicappede ikke har tabt terræn i forhold til den øvrige del af befolkningen. På trods af en ganske massiv indsats i både folkeskolen, på ungdomsuddannelserne og for så vidt også i de videregående uddannelser, så har indsatsen kun lige været tilstrækkelig til at sikre, at handicappede ikke er sejlet yderligere agterud i forhold til befolkningen som helhed.

Denne konstatering afføder naturligvis det helt grundlæggende spørgsmål, om vi overhovedet har fat i (alle) de rigtige instrumenter i den måde, hvorpå vi hidtil har forsøgt at integrere handicappede i uddannelsessystemet. Eller rettere: Problemet er måske i virkeligheden, at vi har defineret opgaven som et spørgsmål om at integrere handicappede frem for at inkludere handicappede i uddannelsessystemet. D.v.s. vi forsøger - så at sige efterfølgende - at få den enkelte handicappede til at passe ind i uddannelsessystemet ved hjælp af forskellige former for kompenserende foranstaltninger frem for grundlæggende at stille krav til uddannelsessystemets rummelighed. I stedet for et uddannelsessystem, som i udgangspunktet inkluderer alle, har vi skabt et uddannelsessystem fuldt af barrierer, som gør det nødvendigt, at vi efterfølgende integrerer handicappede gennem en polyfoni af særforanstaltninger (der tilmed i visse tilfælde skal stilles til rådighed af de sociale myndigheder). Herved fastholder vi også et snævert normalitetsbegreb og definerer alt andet som afvigende.

For blot at give et enkelt eksempel: Fravigelser fra gældende prøvebestemmelser. Hver eneste ene lille fravigelse fra prøvebestemmelserne kræver en individuel personlig dispensation. Og ikke nok med det. I lang tid har en fravigelse også været et kainsmærke i prøvebeviset.

Man spørger uvægerligt: Hvorfor indeholder enhver eksamens- og prøvebestemmelse ikke blot, som en del af det normale, de efterhånden velkendte og gennemprøvede alternative eksamens-og prøveformer, som er nødvendige for at tilgodese handicappedes behov? Og hvorfor har det været så svært at få gennemslag for den holdning, at påtegninger på prøvebeviserne er meningsløse, når en alternativ prøve- eller eksamensform blot er udtryk for, at man ønsker at eksaminere den handicappede elev i dennes faglige færdigheder og ikke eksaminere handicappet.

Når det har været så vigtigt at få fjernet påtegningerne fra eksamensbeviserne, er det, fordi det er svært at opfatte påtegningerne som andet end en grundlæggende mistillid til den kompensation, vi tilbyder handicappede elever og studerende. Påtegninger på prøvebeviser er ikke kun en påmindelse til den enkelte om, hvordan eksamen foregik. De er og bliver et signal til arbejdsgiveren om, at der er noget, han eller hun skal være særligt opmærksom på - og det kan betyde, at arbejdsgiveren er tilbageholdende med at ansætte vedkommende, fordi påtegningen kommer til at fungere som en indvending mod det faglige resultat, der er opnået.

En diskussion om handicappedes adgang til uddannelse er med andre ord en diskussion, som ikke alene kan føres som en diskussion om kompenserende foranstaltninger. Diskussionen må videre og længere end en diskussion om integration, og ind i en diskussion om hvordan de grundlæggende strukturer i uddannelsessystemet ændres, så handicappede og handicappedes behov inkluderes i de normer og holdninger, som bærer uddannelsessystemet. Hvordan sikrer vi, at uddannelsessystemet er rummeligt nok til alle fra starten, så handicappede ikke forbliver nogle, der skal applikeres på uddannelsessystemet efterfølgende?

1.3 Forudsætninger

Rådet har gentagne gange peget på de helt nødvendige forudsætninger, der skal være i orden, før vi kan tale om et uddannelsessystem, der inkluderer handicappede. Det handler først og fremmest om fysisk tilgængelighed og retten til kompenserende foranstaltninger.

Man skal dog være opmærksom på, at de enkelte handicapgrupper har forskellige forudsætninger og forskellige behov, som der må tages særskilt udgangspunkt i, når tilgængeligheden for den enkelte handicapgruppe skal sikres.

1.3.1 Fysisk tilgængelighed

Den fysiske tilgængelighed til undervisningsinstitutionerne er et grundvilkår, som har afgørende betydning for en meget stor gruppe handicappedes adgang til uddannelse. Det bliver oplagt meget afgørende, når der kun er ét uddannelsessted, som udbyder en bestemt uddannelse. Hvis det utilgængelige uddannelsessted betyder, at den handicappede må flytte eller får meget lang transport til et tilgængeligt uddannelsessted, kan det betyde meget for mulighederne og lysten til at gennemføre uddannelsen. I Undervisningsministeriet arbejdes der på en landsdækkende undersøgelse af tilgængelighedsniveauet i egne uddannelsesinstitutioner for at få et overblik over problemets omfang. Al erfaring viser, at nærhed til uddannelsesstedet er afgørende for uddannelsesfrekvensen - og den sammenhæng bliver givetvis ikke mindre for en gruppe elever/studerende med bevægelseshandicap. Tilsvarende er det nødvendigt, at trafiksystemet og trafikmidlerne er fysisk tilgængelige for handicappede. Boligproblemer og en forskellig kommunal praksis i forhold til handicapkompenserende ydelser efter sociallovgivningen lægger en yderligere væsentlig dæmper på handicappedes reelle adgang til uddannelse.

1.3.2 Kompenserende foranstaltninger

Kompensation er en helt afgørende forudsætning for tilgængelighed og skal derfor ses i ordets bredeste forstand.

I uddannelsessystemet taler man om specialpædagogisk bistand, der kan omfatte nødvendige hjælpemidler, undervisningsmaterialer i et tilgængeligt medie, sekretær- eller tolkebistand, pædagogiske og strukturelle værktøjer. Men der er ikke altid overensstemmelse imellem måden, begrebet specialpædagogisk bistand bruges på i forskellige sammenhænge. Der er imidlertid altid tale om foranstaltninger, som skal kompensere for et handicap i en bestemt undervisningssammenhæng, og de vil derfor blive omtalt som kompenserende foranstaltninger i dette notat.

Kompenserende foranstaltninger er en grundlæggende forudsætning for mange handicappedes reelle mulighed for at deltage i undervisning. Desværre er denne kompensation endnu ikke sikret i alle dele af uddannelsessystemet. Mange steder i uddannelsessystemet er det fortsat sådan, at det er overladt til den enkelte at søge sin socialforvaltning om støtte. Det betyder alt andet lige, at handicappedes adgang til uddannelse begrænses, fordi socialforvaltningen ifølge revalideringsreglerne kan give afslag, hvis forvaltningen vurderer, at der ikke er et forsørgelsesmæssigt sigte med uddannelsen, eller hvis socialforvaltningen ikke vurderer, at den handicappede vil kunne få beskæftigelse efter endt uddannelse. Vi har med andre ord et system, hvor man som handicappet stadig kan opleve, at det ikke er en uddannelsespolitisk logik, men en socialpolitisk logik, som bliver styrende for ens uddannelsesvalg.

I en situation, hvor vi i øvrigt gør alt, hvad vi kan, for at animere unge til at uddanne sig mest muligt - ja nærmest gør det til en borgerpligt at uddanne sig, virker det besynderligt, at unge handicappede fortsat skal kæmpe for at få lov til at stille deres ressourcer til rådighed.

På en lang række uddannelsesområder er de kompenserende foranstaltninger inkluderet som en integreret del af uddannelsestilbuddet. Men selv i de situationer har vi oplevet, at ikke mindst finansieringsreglerne har voldt vanskeligheder. På erhvervsskoleområdet er den pulje, som finansierer kompensationen, et fast beløb, som ikke er aktivitetsstyret. Konsekvensen er, hvilket rent faktisk forekommer, at puljen bruges op i løbet af året med det resultat, at der hen på efteråret ikke er midler til at betale for de kompenserende foranstaltninger, som eleverne har ret til. Erhvervsskolerne har derfor stået i en situation, hvor de har måttet afvise begrundede ansøgninger. Af den grund er det helt afgørende at sikre, at den pulje, som afsættes til kompenserende foranstaltninger, er fleksibel, så det retskrav på kompensation, den enkelte elev har, ikke kan tilsidesættes med henvisning til manglende midler. Det er en vigtig erfaring i forhold til, at lovforslaget om specialpædagogisk bistand på de videregående uddannelser opererer med en tilsvarende pulje. En sådan retstilstand ville eksempelvis aldrig blive godtaget i det sociale system. En kommune ville ikke kunne afslå bevilling af f.eks. et hjælpemiddel, som kommunen i øvrigt er enig i, borgeren har krav på, med henvisning til manglende midler.

2. De enkelte uddannelsesområder

Forudsætningerne om fysisk tilgængelighed og kompenserende foranstaltninger er problemstillinger, som går på tværs af de forskellige uddannelsesområder. Det er forhold, som har principiel betydning for handicappedes lige muligheder for uddannelse generelt, og de er centrale for gennemførelsen af de principper, vi normalt betegner som grundlæggende i dansk handicappolitik: Kompensationsprincippet, sektoransvarlighedsprincippet og ligebehandlingsprincippet.

Disse problemstillinger afspejler sig naturligvis i de enkelte uddannelsesområder, ligesom de enkelte dele af uddannelsessystemet har sine egne områdespecifikke problemstillinger. Nedenfor gennemgås de problemstillinger, Rådet har kendskab til, inden for de enkelte uddannelsesområder.

2.1 Folkeskoleområdet

På folkeskoleområdet er der mulighed for, at elever med handicap kan følge undervisningen i en almindelig folkeskole (eller privatskole samt efterskole) eller kan få specialundervisning i et særligt specialundervisningsmiljø, som kan være tilrettelagt enten på en almindelig folkeskole eller på en specialskole. Imidlertid er det et problem, at lærere, der både på specialskoler og i den almindelige folkeskole skal varetage undervisningen af handicappede elever, mangler viden om særlige forhold af betydning i relation til fysiske og psykiske handicap. En skole for alle forudsætter, at lærerne kender til de problematikker og løsningsmuligheder, der knytter sig til at undervise handicappede børn og unge.

Handicappede udgør ikke en homogen gruppe. Graden og arten af handicap varierer, og det betyder, at den indsats, som et handicappet barn kræver, kan være højst forskelligartet, afhængig af om det konkrete handicap består i psykisk udviklingshæmning, nedsat syn, nedsat hørelse eller andet. Det betyder, at stort set alle lærere har behov for en grundviden inden for handicapområdet og adgang til hurtig efteruddannelse den dag, de skal undervise en bestemt handicapgruppe.

2.1.1 Tilgængelighed

Center for Ligebehandling af Handicappede har undersøgt den fysiske tilgængelighed til landets folkeskoler. Undersøgelsen viste, at kun 5% af landets folkeskoler var fuldt ud tilgængelige for kørestolsbrugere, herudover var et større antal skoler delvist tilgængelige. Alene den fysiske tilgængelighed udgør derfor en alvorlig hindring for, at fysisk handicappede børn kan inkluderes i det almindelige folkeskolesystem.

I øjeblikket forestår en massiv udbygning og renovering på folkeskoleområdet med henblik på at udbedre byggeskader og imødekomme et stigende antal elever. Som hovedansvarlig for handlingsplanen om tilgængelighed for alle har by- og boligministeren foreslået undervisningsministeren at henvende sig til de lokale skolebestyrelser og kommunalbestyrelserne for at få gennemført tilgængelighedskravene, når nyt skolebyggeri sættes i gang, jf. regel nr. 6 i FN´s Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede. Undervisningsministeren har svaret, at Center for Tilgængelighed skal lave en tilgængelighedsguide og et inspirationsmateriale til ministeriets institutioner og forvaltninger. Ministeriet har nu udvidet målgruppen for dette materiale til også at omfatte skolebestyrelser og kommunalpolitikere.

2.1.2 Ny byrdefordeling mellem amt og kommune

I Folketingsåret 1999-2000 er der fremsat lovforslag om en ændret opgavefordeling mellem kommuner og amter vedrørende den vidtgående specialundervisning. Som noget nyt får kommunerne nu kompetencen til at afgøre, om et barn eller en ung skal tilbydes vidtgående specialundervisning eller ej, mens amtskommunen får kompetencen til at træffe afgørelse om foranstaltningens art. Den tilgrundliggende aftale mellem regeringen og de kommunale parter er indgået for at undgå de tvistigheder, der tidligere har været mellem amt og kommune om, hvem der skal have ansvaret for specialundervisning og støtte.

Samtidig bliver det næsten 3 gange så dyrt for kommunerne at visitere handicappede børn til vidtgående specialundervisning i en af amternes specialskoler. Tidligere har det været et problem, at kommunerne kunne have et økonomisk incitament til at overføre en elev til vidtgående specialundervisning, fordi kommunen aldrig ville kunne etablere et tilsvarende tilbud for den samme økonomi.

Frygten er selvfølgelig, at der nu er blevet skabt en omvendt incitamentsstruktur, som tilskynder kommunerne til at lave "discounttilbud" hos sig selv frem for at visitere til det relativt dyrere amtskommunale tilbud. Ifølge lovforslaget skal amter, kommuner og ministeriet etablere nogle samarbejdsfora, som kan følge udviklingen. Derudover vil ministeriet sætte et udviklingsprogram i gang inden for undervisning og rådgivning af elever i grundskolen med særlige behov.

Generelt arbejdes der målrettet for handicappedes integration i flest mulige sektorer i det danske samfund. Men integration forudsætter en samtidig sikring af kvalitet i opgavernes løsning. Krav til kvalitet vil ofte indebære, at bæredygtighed kun findes i administrative enheder af en vis størrelse. Visse opgaver kan ikke løses inden for snævre kommunalgrænser, herunder f.eks. undervisning af døve børn. Her kræves et større befolkningsunderlag.

2.1.3 Påtegning på prøvebeviset

Rådet har siden 1994 gjort opmærksom på det urimelige og overflødige i, at fravigelser fra prøveformen fremgår af prøvebeviset. På folkeskoleområdet skete det glædelige, at bestemmelsen om, at fravigelser fra prøveformen skulle fremgå af prøvebeviset, blev afskaffet, så handicappede folkeskoleelever, der fra og med 1. august 1998 har fået dispensationer ved eksamen, har ikke fået dette påført eksamensbeviset.

2.1.4 Specialundervisning

Der er mange muligheder for at indrette undervisningen i folkeskoleforløbet, så elever med handicap kan tilgodeses. Specialundervisningen kan som nævnt foregå i forskellige miljøer alt efter en vurdering af elevens behov. Der skal lægges vægt på forældrenes ønske.

Center for Ligebehandling af Handicappede har fået henvendelser fra en del forældre, som er betænkelige ved at lade deres barn undervise efter den vidtgående specialundervisning, dels af frygt for en stigmatiserende effekt, dels på grund af de individuelle læseplaner. Individuelle læseplaner et tænkt som et nødvendigt redskab for at sikre en optimal, individuelt tilpasset undervisning til den enkelte elev. Men nogle forældre frygter imidlertid, at konsekvensen af de individuelle læseplaner er, at barnet vil lære for lidt, fordi der skæres ned på timetallet i nogle fag for at give plads til mere specialundervisning i andre fag eller til særlig træning, og eleverne dermed taber terræn i uddannelsessystemet og senere på arbejdsmarkedet.

Denne bekymring kan være velbegrundet. Opnår elever, som rent faktisk kan tilegne sig folkeskolens "normpensum", ikke de nødvendige færdigheder, så får de et problem i forhold til deres videre uddannelsesforløb.

Det er formentlig ikke det generelle billede, at elever i den vidtgående specialundervisning lærer mindre, end de har forudsætninger for. Men der er eksempler på, at f.eks. svært ordblinde ikke har haft fag som geografi og engelsk. Formålet med folkeskolens specialundervisning er naturligvis at styrke den handicappede elevs standpunkt, men man kan ikke se bort fra, at den individuelt tilpassede undervisning kan få en negativ effekt, afhængigt af hvordan skolen bruger dette redskab. Det vil derfor være yderst interessant at få foretaget en grundig kortlægning af "karriereforløbet" for de elever, som gennemfører deres folkeskole i den vidtgående specialundervisning.

2.2 Ungdomsuddannelser

På ungdomsuddannelserne er der i meget høj grad sikret adgang til kompenserende foranstaltninger. Men på et område er der dog ingen pligt til at levere kompenserende foranstaltninger, nemlig på produktionsskolerne.

2.2.1 Produktionsskolerne

Produktionsskolerne er et tilbud til de unge under 25 år, som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse. Skoleforløbet former sig som et samspil mellem værkstedsproduktion og teoriundervisning i tilknytning til produktionen, og formålet med skoleforløbet kan blandt andet være at forberede deltageren på senere ansættelse i et fleks- eller skånejob. Ifølge lov om produktionsskoler kan kompenserende foranstaltninger indgå i undervisningstilbuddet. Men der er ikke formuleret en pligt for skolen til at yde kompenserende foranstaltninger, og skolen har ikke mulighed for at få dækket udgifterne til sådanne foranstaltninger.

Det er yderst uheldigt, at den nødvendige kompensation ikke er garanteret på produktionsskolerne. Ikke mindst i lyset af, at produktionsskolerne netop er tænkt som et bindeled til videre uddannelse eller arbejde for de unge, der ellers ville stå uden nogen af delene. Mange flere handicappede, end tilfældet er i dag, vil givetvis kunne profitere af de tilbud, som gives på produktionsskolerne, hvis reglerne blev ændret, så unge handicappede fik en ret til kompenserende foranstaltninger.

2.2.2 Ungdomsuddannelse til psykisk udviklingshæmmede

Et andet problem, som også tidligere har krydset Rådets bord, er unge psykisk udviklingshæmmedes vanskeligheder ved at få en ungdomsuddannelse. Mange psykisk udviklingshæmmede har ikke en realistisk chance for at gennemføre en ungdomsuddannelse i det ordinære uddannelsessystem. En del af disse unge vil i stedet have mulighed for at få en ungdomsuddannelse, som er tilrettelagt efter lov om specialundervisning for voksne. Lov om specialundervisning for voksne indeholder imidlertid ikke retningslinier for et sådant ungdomsuddannelsestilbud. Det er derfor op til det enkelte amt at beslutte, dels om der overhovedet skal være et flerårigt ungdomsuddannelsestilbud, dels hvordan dette tilbud i givet fald skal se ud.

Ligebehandlingscentret har gennemført en undersøgelse, der viser, at alle amter har et eller andet tilbud om "ungdomsuddannelse" efter lov om specialundervisning for voksne. Men både med hensyn til målgruppe, indhold og varighed er der meget store forskelle fra amt til amt. Der er derfor langt fra nogen sikkerhed for, at handicappede med de sværeste handicap får et tilbud efter denne lovgivning.

Der er derfor et åbenlyst behov for at diskutere, hvordan der sikres et fastere grundlag for ungdomsuddannelse til denne gruppe. Selv på kort sigt er det ikke tilfredsstillende, at tilbuddet til denne gruppe unge alene baserer sig på det enkelte amts velvilje.

I 1999 igangsatte Undervisningsministeriet og Amtsrådsforeningen en åben debat om lov om specialundervisning for voksne, herunder også om det tilbud, som de unge skal have efter loven. Debatten har blandt andet vist, at der er et massivt ønske om at sikre alle unge ret til en ungdomsuddannelse. Ved en foreløbig opsamling på debatten har Undervisningsministeriet og Amtsrådsforeningen meldt ud, at de i fællesskab vil se på, hvordan alle kan sikres retten til en ungdomsuddannelse.

2.2.3 Den Fri Ungdomsuddannelse

I 1994 blev der etableret en ny ungdomsuddannelse, der skulle give unge mulighed for en individuelt tilrettelagt ungdomsuddannelse. En fri ungdomsuddannelse varer normalt 2 år, og indeholder mindst 3 forskellige forløb, som kan bestå i dele af kendte eller nye uddannelser, projektarbejde, foreningsarbejde eller andre udviklende aktiviteter. Det giver den unge mulighed for at få en uddannelse med fokus på de områder, som den unge har interesse og evne for. Men det betyder samtidig, at den øvrige uddannelsesverden og arbejdsmarkedet ikke har så let ved efterfølgende at vurdere, hvilke kompetencer den unge har opnået på den fri ungdomsuddannelse.

Der skal altid være en uddannelsesansvarlig skole og en fast vejleder, som laver en uddannelsesplan sammen med den unge, og som følger den unges forløb gennem uddannelsen. Uddannelsen er ikke forbeholdt unge, der vil have svært ved at gennemføre en af de øvrige ungdomsuddannelser, hvilket har været med til at gøre uddannelsen til en del af det almindelige ungdomsuddannelsesbillede. Men uddannelsen giver nye og varierede muligheder for en del af de unge, der har et handicap, som gør det svært at gennemføre en af de almindelige ungdomsuddannelser.

2.2.4 Fra folkeskole til ungdomsuddannelse

Handicappedes adgang til ungdomsuddannelser handler også om handicappedes frafald fra ungdomsuddannelser eller frafald i overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse. En formel adgang til ungdomsuddannelse og kompenserende foranstaltninger er jo blot en sovepude, hvis det rent faktisk viser sig, at eleverne slet ikke kommer der, eller at modtagere af kompenserende foranstaltninger falder fra uddannelsen i højere grad end andre elever.

Ligebehandlingscentret har i 1999 gennemført en mindre undersøgelse af handicappedes frafald fra de ordinære ungdomsuddannelser. Resultatet peger i retning af, at der måske er en ekstra barriere for handicappedes overgang fra folkeskole til ungdomsuddannelse. I undersøgelsen indgik en række gymnasie- og HF-skoler og enkelte skoler for erhvervsfaglige uddannelser, der alle var anbefalet, fordi de havde erfaring med handicappede elever. Ofte havde skoler med omkring 500 årselever haft 4-5 elever med handicap inden for de seneste 2-3 år. Undersøgelsens resultat giver ikke grundlag for en klar konklusion om, at der er for lille en repræsentation af handicappede, men man kan måske undre sig over, at andelen ser ud til at være så forholdsvis lav.

Man må derfor spørge: Er der mon noget, som går galt i selve folkeskoleforløbet, eller måske i overgangen mellem folkeskole og ungdomsuddannelse?

Har unge med handicap en fuldt ud reel mulighed for at gøre brug af deres kompetencer og ressourcer på en ungdomsuddannelse?

Nogle handicaporganisationer har gennemført undersøgelser af egne medlemmers forløb i uddannelsessystemet, som kunne danne udgangspunkt for en større undersøgelse af handicappedes forløb fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Det er meget vigtigt at få belyst disse spørgsmål, så vi sikrer, at uddannelsessystemet styrker den unge til det videre forløb.

2.3 De videregående uddannelser

Tidligere var handicappolitik meget langt hen ad vejen synonym med socialpolitik. Sådan er det i mindre og mindre grad, men på enkelte områder kan denne reminiscens fra fortiden stadig genfindes. Det gælder bl.a., når vi taler om handicappede og videregående kompetencegivende uddannelse. Handicappedes støtte til den form for uddannelse skal stadig søges i socialforvaltningen.

I dag er det sådan, at en meget stor del af de handicappede, som gennemfører et uddannelsesforløb efter grund- og ungdomsskolen, gennemfører uddannelsen som et revalideringsforløb. Det er den måde, handicappede får finansieret deres uddannelse på, og det er sådan, man får sine handicapkompenserende ydelser.

Konsekvensen heraf er, at handicappede uddannelsessøgende dels skal leve op til uddannelsens formelle optagelseskriterier, og dels skal kommunen vurdere, om den handicappedes valg af uddannelse lever op til de betingelser, der gælder for modtagelse af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.

Dette "dobbelte optagelsessystem" har længe været genstand for kraftig kritik og under belejring som et af uddannelsessystemets mest massive ligebehandlingsproblemer. Handicappede uddannelsessøgende, som opfylder de formelle adgangsgivende kriterier for optagelse på en videregående uddannelse, risikerer at få blokeret deres uddannelsesvalg, fordi den kommunale sagsbehandler ikke finder, at uddannelsen opfylder kriterierne til en realistisk erhvervsplan. Sammenblandingen af uddannelse og sociallovgivningens forsørgelseslogik betyder endvidere, at handicappede studerende ikke får deres ydelser med "ud af landet" under studieophold i udlandet i mere end 1-2 semestre.

Der har længe været arbejdet på at få afskaffet det dobbelte optagelsessystem, men indtil videre uden større succes. Undervisningsministeriet har senest fremsat et lovforslag, som skal overføre ansvaret for de kompenserende foranstaltninger fra sociallovgivningen til uddannelseslovgivningen. Kirkeministeriet, Kulturministeriet, Erhvervsministeriet og Miljø- og Energiministeriet har meddelt Undervisningsministeriet, at de ønsker at blive omfattet af lovforslaget, så videregående uddannelser i de fire ministeriers regi også yder kompenserende foranstaltninger efter forslaget.

Undervisningsministeriet har tilkendegivet, at man ikke har kunnet finde en tilfredsstillende model for en overtagelse af forsørgelsesdelen fra det sociale system, men at ministeriet i samarbejde med Socialministeriet vil arbejde på at finde en løsning.

Selvom det er et skridt på vejen, at man er nået til forståelse af at lægge den specialpædagogiske bistand over i undervisningssektoren, så afskaffer den foreslåede halve model stadig ikke det dobbelte optagelsessystem.

2.4 Efter- og videreuddannelse

Der er generelt meget fokus på vigtigheden af efter- og videreuddannelse, og det er bestemt ikke mindre vigtigt for handicappede på arbejdsmarkedet at holde sig ajour med det fag, man arbejder indenfor. En arbejdsgiver ansætter ikke en nogenlunde kvalificeret ansøger til et job, men den bedst kvalificerede. Ligesom ansatte, der ikke er fagligt ajour, ofte vil sidde yderst på arbejdspladsen. En måde at sikre sig, at ens kvalifikationer er ajour, er at sikre sig de nødvendige kvalifikationer gennem efter- og videreuddannelse. Men efter- og videreuddannelse er et af de områder, der har været svagt prioriteret i den handicappolitiske diskussion.

Handicappede er generelt meget dårligt stillet i forhold til efter- og videreuddannelse, fordi udbyderne af efter- og videreuddannelse i ekstremt ringe grad kan imødekomme de særlige behov, som handicappede kan have i uddannelsessystemet. Samtidig er det offentlige støttesystem i forbindelse med efter- og videreuddannelse svagt udbygget.

I foråret 2000 er der lagt op til en reform på videreuddannelsesområdet med et selvstændigt videreuddannelsessystem for voksne. Handicappede er imidlertid ikke indtænkt i denne uddannelsesreform, idet der ikke er hjemmel til at yde kompensation til handicappede i forbindelse med videreuddannelsen. Dette til trods for, at ministeriet næsten samtidig har fremsat et lovforslag om sektoransvar på de videregående uddannelser og derfor må anses for at være velorienteret om handicappedes behov for kompenserende foranstaltninger.

Undervisningsministeriet har oplyst, at indførelse af bestemmelser om kompenserende foranstaltninger i videreuddannelsessystemet for voksne ville have forudsat tidskrævende undersøgelser af de økonomiske konsekvenser og ville have krævet økonomisk kompensation, som der ikke var afsat midler til i forliget om videreuddannelsesreformen. Derudover har ministeren oplyst, at der er i et vist omfang er adgang til kompenserende foranstaltninger på den Grundlæggende Voksenuddannelse (GVU), som er det niveau i videreuddannelsessystemet, der svarer til en erhvervsrettet ungdomsuddannelse. I den Forberedende Voksenundervisning (FVU), som består i undervisning i grundlæggende læse-, stave- og regnefærdigheder, og på de øvrige niveauer i videreuddannelsessystemet for voksne, der svarer i niveau til de korte, mellemlange og lange videregående uddannelser, er der ikke adgang til kompensation.

Handicappedes støtte- og hjælpebehov i forbindelse med efter- og videreuddannelse er dermed stadig et socialpolitisk anliggende. Og da sociallovgivningen grundlæggende er en forsørgelseslovgivning - ikke en uddannelseslovgivning, så er sociallovgivningen ganske uegnet til at løse kompensationsbehovet ved handicappedes efter- og videreuddannelse. Sociallovgivningen støtter alene uddannelse med det formål at sikre handicappede et forsørgelsesgrundlag - det vil typisk sige det niveau, hvor den handicappede har en kompetencegivende uddannelse.

Hvordan den enkelte vedligeholder og udbygger sine færdigheder og kompetencer ud over den grundlæggende forsørgelsesgivende uddannelse, bekymrer groft sagt ikke sociallovgivningen.

Der ligger derfor fortsat en stor udfordring i at sikre handicappede lige adgang til efter- og videreuddannelse. Det må generelt ske ved at sikre, at handicappedes behov for f.eks. særligt tilrettelagte undervisningsmidler, personlig assistance, fysisk tilgængelighed og andre kompenserende foranstaltninger integreres i al uddannelseslovgivning og gøres til den enkelte uddannelses ansvar. Det vil sige gennemførelse af sektoransvarlighedsprincippet. Men der er formentlig brug for mere end sektoransvar, fordi en stor del af efter- og videreuddannelsestilbuddet udbydes af private eller som indtægtsdækket virksomhed.

På enkelte områder er der sket forbedringer i forhold til handicappedes adgang til efter- og videreuddannelse. I forhold til arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) er der udarbejdet to handlingsplaner, som skal medvirke til, at det bliver lettere for handicappede at få adgang til uddannelserne. Den ene handlingsplan går ud på at forbedre handicappedes adgang til AMU-centrene, hvor der medio februar 2000 er udmeldt tilskud til forbedringer til iværksættelse hurtigst muligt. Den anden handlingsplan går ud på at forbedre handicappedes muligheder for at deltage i AMU-undervisning.

Endvidere er der i medfør af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. i en forsøgsordning indtil udgangen af år 2000 mulighed for personlig assistance til handicappede under efter- og videreuddannelse. Ordningen indeholder imidlertid den begrænsning, at den handicappede dels skal være i arbejde, og dels indeholder forsøgsordningen kun mulighed for at få assistance til efter- og videreuddannelsesforløb af højst 1 års varighed. Uddannelsen skal også have meget nære relationer til den nuværende beskæftigelse/uddannelse, og det sætter en række begrænsninger for handicappedes lige adgang til valg af efter- og videreuddannelse. Man tilsigter i øvrigt i Arbejdsministeriet at gøre forsøgsordningen permanent.

2.5 Folkeoplysning

Folkeoplysning vil oftest være ikke-kompetencegivende uddannelse, men i stedet netop oplysende og alment dannende og modnende.

Højskoler og folkeoplysning i almindelighed har som sin forudsætning, at undervisningstilbuddet skal være åbent for alle. Det er betingelsen for, at man som arrangør kan få offentligt tilskud efter reglerne om støtte til folkeoplysning og støtte til højskoler m.v.

Der er eksempler på, at kravet om åbenhed ikke fører til inklusion af handicappede, f.eks. når en kursusudbyder ikke vil flytte et kursus til lokaler, der er fysisk tilgængelige for kørestolsbrugere. Og der er også eksempler på, at åbenheden kan forstås på en måde, der virker direkte ekskluderende over for mennesker med psykiske funktionsnedsættelser. Vi har desværre set eksempler på, at nogle har været af den opfattelse, at åbenhed over for psykisk udviklingshæmmede og personer med diagnosen DAMP automatisk vil føre til lukkethed over for andre ikke-handicappede grupper af elever.

Der har været diskussioner mellem Undervisningsministeriet og handicaporganisationerne om, hvornår en skole og et kursus kan siges at leve op til kravet om at være åben for alle. Spørgsmålet har senest været diskuteret i Folketingets Uddannelsesudvalg i forbindelse med behandlingen af en ny lov på højskoleområdet, hvor udvalget har stillet ministeren en række spørgsmål om handicappedes adgang til folkehøjskolerne.

I sine svar til udvalget har undervisningsministeren fastholdt sit standpunkt om, at alle højskoler principielt skal være åbne for alle, og derfor ikke må rette sig eksklusivt til særlige grupper. Højskolerne er dog ikke forpligtede til at optage alle, der gerne vil optages. Ministeren mener heller ikke, der skal kunne oprettes kurser med særlige målgrupper, men oplyser, at loven ikke hindrer en overrepræsentation af bestemte grupper på enkelte kurser. Derudover understreger ministeren, at det er ønskeligt, at flere psykisk udviklingshæmmede får mulighed for at tage på et højskoleophold.

Landsforeningen LEV har bedt Uddannelsesudvalget om at sikre, at de udsagn, der ligger i ministerens svar, bliver indarbejdet i lovforslaget, så det kan hjælpe med til, at psykisk udviklingshæmmede fremover får bedre adgang til højskolerne.

I Lov om folkeoplysning er der mulighed for at få større tilskud til kurser for deltagere med handicap, hvilket gør det lettere at tilrettelægge kurser specielt for handicappede. Imidlertid er det et problem, at der ikke er mulighed for at få kompenserende foranstaltninger stillet til rådighed, hvis man som handicappet ønsker at deltage i et kursus, der ikke er specielt tilrettelagt for en handicapgruppe. Sektoransvaret gælder ikke her.

2.5.1 Specialundervisning for voksne

Ud over den kompensation, der tilbydes inden for hvert enkelt uddannelsesområde, kan mennesker med funktionsnedsættelser få kompenserende specialundervisning efter lov om specialundervisning for voksne og læsekurser for voksne. Voksenspecialundervisning har som mål at kompensere for følgerne af funktionsnedsættelsen, og på den baggrund vil voksenspecialundervisningen i nogle tilfælde være en helt nødvendig forudsætning for at skabe adgang til uddannelsessystemet som helhed.

I 1999 igangsatte Undervisningsministeriet og Amtsrådsforeningen en åben debat om voksenspecialundervisningen og dens lovgrundlag, som er fra 1980. På en konference i april 2000 havde ministeriet og Amtsrådsforeningen inviteret til en foreløbig opsamling på debatten, og det fremgik blandt andet, at der skal arbejdes videre med spørgsmålet om, hvordan voksenspecialundervisningen kan virke i et samspil med det øvrige uddannelsessystem.

Det Centrale Handicapr�d Version 1. version den 20. juli 2000
Denne publikation findes p� adressen http://www.dch.dk/pamf
Copyright (c) Det Centrale Handicapr�d