Uddannelse og handicap - et politikpapir Overskrift niveau 1: Uddannelse og handicap "De enkelte lande b›r anerkende princippet om lige uddannelsesmuligheder og integration i grundskole, ungdomsuddannelse og h›jere uddannelse for handicappede b›rn, unge og voksne. De b›r sikre, at uddannelse af mennesker med handicap er en integreret del af uddannelsessystemet." (Regel nr. 6 i FN's Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede.) Kolofon: Det Centrale Handicapr†d Bredgade 25 Skt. Ann‘ Passage, opg. F, 4. sal 1260 K›benhavn K Telefon: 33 11 10 44 Telefax: 33 11 10 82 Skrivetelefon: 33 11 10 81 Hjemmeside: www.dch.dk Email: dch@dch.dk Politikpapiret er udarbejdet af: Anne Vikkels› Mogens Wiederholt Charlotte Trusell Ane Fink Layout: Casper Hollerup Oplag: 300 ISBN-nr: 87-90985-04-4 Maj 2000 Overskrift niveau 1: Indholdsfortegnelse Indledning 4 R†dets anbefalinger 5 1. Lige muligheder for uddannelse? 7 1.1 Uddannelse og arbejde - uddannelse til livet 7 1.2 35 †rs vandring p† stedet? 8 1.3 Foruds‘tninger 10 1.3.1 Fysisk tilg‘ngelighed 10 1.3.2 Kompenserende foranstaltninger 11 2. De enkelte uddannelsesomr†der 13 2.1 Folkeskoleomr†det 13 2.1.1 Tilg‘ngelighed 14 2.1.2 Ny byrdefordeling mellem amt og kommune 15 2.1.3 P†tegning p† pr›vebeviset 16 2.1.4 Specialundervisning 16 2.2 Ungdomsuddannelser 17 2.2.1 Produktionsskolerne 17 2.2.2 Ungdomsuddannelse til psykisk udviklingsh‘mmede 18 2.2.3 Den Fri Ungdomsuddannelse 19 2.2.4 Fra folkeskole til ungdomsuddannelse 20 2.3 De videreg†ende uddannelser 21 2.4 Efter- og videreuddannelse 22 2.5 Folkeoplysning 25 2.5.1 Specialundervisning for voksne 27 Overskrift niveau 1: Indledning Det Centrale Handicapr†d har ved adskillige lejligheder over de seneste †r diskuteret handicappedes adgang til uddannelse: P†tegninger p† eksamensbeviser, kompensation, sektoransvar p† de videreg†ende uddannelser etc. I 1999 havde R†det en generel temadr›ftelse af handicappedes uddannelsessituation, hvor R†det besluttede at udforme dette politikpapir. Papiret indeholder R†dets anbefalinger og en beskrivelse af den samfundssituation, anbefalingerne er udformet p† baggrund af. Udgangspunktet er FN's Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede. Regel nr. 6 siger: "De enkelte lande b›r anerkende princippet om lige uddannelsesmuligheder og integration i grundskole, ungdomsuddannelse og h›jere uddannelse for handicappede b›rn, unge og voksne. De b›r sikre, at uddannelse af mennesker med handicap er en integreret del af uddannelsessystemet." Overskrift niveau 1: R†dets anbefalinger Det Centrale Handicapr†d anser det for afg›rende, at f›lgende uddannelsessp›rgsm†l till‘gges en s†dan prioritet, at de bliver l›st i den n‘rmeste fremtid: Der skal arbejdes intenst for at sikre et uddannelsestilbud af mindst 13 †rs varighed for ALLE handicappede uanset handicappets sv‘rhedsgrad Der skal fortsat arbejdes for forbedring af den fysiske tilg‘ngelighed til uddannelsesinstitutionerne Der skal arbejdes for ret til kompenserende foranstaltninger i form af s‘rlige undervisningsmaterialer, specialp‘dagogiske v‘rkt›jer, tolkning, sekret‘rbistand m.v. p† alle uddannelser ogs† inden for efter- og videreuddannelsesomr†det Der skal arbejdes for ret til dispensationsmuligheder omkring pr›ve- og eksamensbestemmelser, der kompenserer for handicappet p† alle uddannelser Der skal fortsat arbejdes for at f† indf›rt fuldt sektoransvar p† alle videreg†ende uddannelser, b†de med hensyn til kompenserende foranstaltninger og med hensyn til fors›rgelse, s†ledes at det dobbelte optagelsessystem forsvinder Der skal fortsat arbejdes for fjernelse af p†tegning p† pr›vebeviser ved alle uddannelser, ligesom det er sket i folkeskolen og p† gymnasier/HF Der skal arbejdes for bedre r†dgivning og vejledning af handicappede studerende p† uddannelsesinstitutionerne Der skal arbejdes for handicappedes lige adgang til videreuddannelserne for voksne, herunder ret til kompenserende foranstaltninger Der skal arbejdes videre med handicappedes mulighed for deltagelse i folkeoplysende virksomhed p† lige fod med ikke-handicappede Der skal arbejdes for at afskaffe puljestyret finansiering af kompenserende foranstaltninger til fordel for behovsstyret, s† det retskrav, den enkelte har, ikke kan tilsides‘ttes med henvisning til manglende midler. Overskrift niveau 1: 1. Lige muligheder for uddannelse? Der st†r i FN's Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede, at handicappede skal sikres uddannelse som en integreret del af uddannelsessystemet, og at princippet om lige uddannelsesmuligheder skal respekteres p† alle uddannelsesniveauer. Lige uddannelsesmuligheder handler om mange ting. Det handler blandt andet om, at uddannelse ogs† er en indgang til arbejde, og at uddannelse er en v‘rdi i sig selv. N†r man skal sikre lige muligheder, m† man holde ›je med, at den generelle forbedring af uddannelsesmulighederne kommer alle til gode. Overskrift niveau 2: 1.1 Uddannelse og arbejde - uddannelse til livet N†r man taler uddannelse, s† er der to perspektiver, som det er vigtigt at tage med i diskussionen: For det f›rste ved vi fra en r‘kke unders›gelser, at der er en sn‘ver sammenh‘ng mellem manglende uddannelse og ›get risiko for ledighed. Kombineres denne i forvejen uheldige cocktail med et handicap, s† er der ingen tvivl om, at den generelle sammenh‘ng forst‘rkes yderligere. Handicappedes adgang til arbejdsmarkedet er derfor i meget h›j grad afh‘ngig af handicappedes uddannelsesniveau. Det er ikke tilstr‘kkeligt, at der opbygges et kompensationssystem, som alene fokuserer p† den enkelte handicappedes konkurrencesituation i relation til et specifikt job. Det er helt afg›rende, at der parallelt med den specifikke indsats ogs† fokuseres p† de generelle foruds‘tninger. Hvis handicappede ikke generelt er mindst lige s† veluddannede som ikke-handicappede, s† taber handicappede med sikkerhed slaget om arbejdsmarkedet. Et rummeligt arbejdsmarked foruds‘tter derfor et mindst lige s† rummeligt uddannelsessystem. For det andet har uddannelse altid v‘rdi i sig selv. Uddannelse er ikke kun et forstadium til arbejde. Man uddanner sig for at tilegne sig kompetence, erhverve dannelse og personlig udvikling. Uddannelse giver ›get livskvalitet og meningsfylde - ogs† i de situationer, hvor vi ved, at perspektivet m†ske ikke er en fremtid p† arbejdsmarkedet. Uddannelse er at give foruds‘tninger for det gode liv - ved at udvikle og udfordre den enkeltes personlige indsigt og kompetence - uanset om dette liv skal leves inden for eller uden for arbejdsmarkedet. Derfor m† det - ogs† ud fra et ligebehandlingsperspektiv - v‘re en handicappolitisk m‘rkesag at sikre et uddannelsestilbud af mindst 13 †rs varighed til alle handicappede - uanset handicappets sv‘rhedsgrad. N†r regeringen formulerer en m†ls‘tning, som siger, at 95% af en †rgang skal have en ungdomsuddannelse, s† er det mest interessante sp›rgsm†l, ud fra en handicapsynsvinkel, m†ske i virkeligheden: Hvem er de sidste 5%? Overskrift niveau 2: 1.2 35 †rs vandring p† stedet? If›lge Socialforskningsinstituttets rapport "Handicap og funktionsh‘mning i halvfemserne" er forholdet mellem handicappede og ikke-handicappedes uddannelsesniveau det samme i dag, som det var i 1962. De bestr‘belser, der er gjort siden 1962 for at sikre handicappede uddannelse p† lige fod med alle andre, har med andre ord ikke givet handicappede et skub fremad, men har blot betydet, at handicappede ikke har tabt terr‘n i forhold til den ›vrige del af befolkningen. P† trods af en ganske massiv indsats i b†de folkeskolen, p† ungdomsuddannelserne og for s† vidt ogs† i de videreg†ende uddannelser, s† har indsatsen kun lige v‘ret tilstr‘kkelig til at sikre, at handicappede ikke er sejlet yderligere agterud i forhold til befolkningen som helhed. Denne konstatering aff›der naturligvis det helt grundl‘ggende sp›rgsm†l, om vi overhovedet har fat i (alle) de rigtige instrumenter i den m†de, hvorp† vi hidtil har fors›gt at integrere handicappede i uddannelsessystemet. Eller rettere: Problemet er m†ske i virkeligheden, at vi har defineret opgaven som et sp›rgsm†l om at integrere handicappede frem for at inkludere handicappede i uddannelsessystemet. D.v.s. vi fors›ger - s† at sige efterf›lgende - at f† den enkelte handicappede til at passe ind i uddannelsessystemet ved hj‘lp af forskellige former for kompenserende foranstaltninger frem for grundl‘ggende at stille krav til uddannelsessystemets rummelighed. I stedet for et uddannelsessystem, som i udgangspunktet inkluderer alle, har vi skabt et uddannelsessystem fuldt af barrierer, som g›r det n›dvendigt, at vi efterf›lgende integrerer handicappede gennem en polyfoni af s‘rforanstaltninger (der tilmed i visse tilf‘lde skal stilles til r†dighed af de sociale myndigheder). Herved fastholder vi ogs† et sn‘vert normalitetsbegreb og definerer alt andet som afvigende. For blot at give et enkelt eksempel: Fravigelser fra g‘ldende pr›vebestemmelser. Hver eneste ene lille fravigelse fra pr›vebestemmelserne kr‘ver en individuel personlig dispensation. Og ikke nok med det. I lang tid har en fravigelse ogs† v‘ret et kainsm‘rke i pr›vebeviset. Man sp›rger uv‘gerligt: Hvorfor indeholder enhver eksamens- og pr›vebestemmelse ikke blot, som en del af det normale, de efterh†nden velkendte og gennempr›vede alternative eksamens-og pr›veformer, som er n›dvendige for at tilgodese handicappedes behov? Og hvorfor har det v‘ret s† sv‘rt at f† gennemslag for den holdning, at p†tegninger p† pr›vebeviserne er meningsl›se, n†r en alternativ pr›ve- eller eksamensform blot er udtryk for, at man ›nsker at eksaminere den handicappede elev i dennes faglige f‘rdigheder og ikke eksaminere handicappet. N†r det har v‘ret s† vigtigt at f† fjernet p†tegningerne fra eksamensbeviserne, er det, fordi det er sv‘rt at opfatte p†tegningerne som andet end en grundl‘ggende mistillid til den kompensation, vi tilbyder handicappede elever og studerende. P†tegninger p† pr›vebeviser er ikke kun en p†mindelse til den enkelte om, hvordan eksamen foregik. De er og bliver et signal til arbejdsgiveren om, at der er noget, han eller hun skal v‘re s‘rligt opm‘rksom p† - og det kan betyde, at arbejdsgiveren er tilbageholdende med at ans‘tte vedkommende, fordi p†tegningen kommer til at fungere som en indvending mod det faglige resultat, der er opn†et. En diskussion om handicappedes adgang til uddannelse er med andre ord en diskussion, som ikke alene kan f›res som en diskussion om kompenserende foranstaltninger. Diskussionen m† videre og l‘ngere end en diskussion om integration, og ind i en diskussion om hvordan de grundl‘ggende strukturer i uddannelsessystemet ‘ndres, s† handicappede og handicappedes behov inkluderes i de normer og holdninger, som b‘rer uddannelsessystemet. Hvordan sikrer vi, at uddannelsessystemet er rummeligt nok til alle fra starten, s† handicappede ikke forbliver nogle, der skal applikeres p† uddannelsessystemet efterf›lgende? Overskrift niveau 2: 1.3 Foruds‘tninger R†det har gentagne gange peget p† de helt n›dvendige foruds‘tninger, der skal v‘re i orden, f›r vi kan tale om et uddannelsessystem, der inkluderer handicappede. Det handler f›rst og fremmest om fysisk tilg‘ngelighed og retten til kompenserende foranstaltninger. Man skal dog v‘re opm‘rksom p†, at de enkelte handicapgrupper har forskellige foruds‘tninger og forskellige behov, som der m† tages s‘rskilt udgangspunkt i, n†r tilg‘ngeligheden for den enkelte handicapgruppe skal sikres. Overskrift niveau 3: 1.3.1 Fysisk tilg‘ngelighed Den fysiske tilg‘ngelighed til undervisningsinstitutionerne er et grundvilk†r, som har afg›rende betydning for en meget stor gruppe handicappedes adgang til uddannelse. Det bliver oplagt meget afg›rende, n†r der kun er ‚t uddannelsessted, som udbyder en bestemt uddannelse. Hvis det utilg‘ngelige uddannelsessted betyder, at den handicappede m† flytte eller f†r meget lang transport til et tilg‘ngeligt uddannelsessted, kan det betyde meget for mulighederne og lysten til at gennemf›re uddannelsen. I Undervisningsministeriet arbejdes der p† en landsd‘kkende unders›gelse af tilg‘ngelighedsniveauet i egne uddannelsesinstitutioner for at f† et overblik over problemets omfang. Al erfaring viser, at n‘rhed til uddannelsesstedet er afg›rende for uddannelsesfrekvensen - og den sammenh‘ng bliver givetvis ikke mindre for en gruppe elever/studerende med bev‘gelseshandicap. Tilsvarende er det n›dvendigt, at trafiksystemet og trafikmidlerne er fysisk tilg‘ngelige for handicappede. Boligproblemer og en forskellig kommunal praksis i forhold til handicapkompenserende ydelser efter sociallovgivningen l‘gger en yderligere v‘sentlig d‘mper p† handicappedes reelle adgang til uddannelse. Overskrift niveau 3: 1.3.2 Kompenserende foranstaltninger Kompensation er en helt afg›rende foruds‘tning for tilg‘ngelighed og skal derfor ses i ordets bredeste forstand. I uddannelsessystemet taler man om specialp‘dagogisk bistand, der kan omfatte n›dvendige hj‘lpemidler, undervisningsmaterialer i et tilg‘ngeligt medie, sekret‘r- eller tolkebistand, p‘dagogiske og strukturelle v‘rkt›jer. Men der er ikke altid overensstemmelse imellem m†den, begrebet specialp‘dagogisk bistand bruges p† i forskellige sammenh‘nge. Der er imidlertid altid tale om foranstaltninger, som skal kompensere for et handicap i en bestemt undervisningssammenh‘ng, og de vil derfor blive omtalt som kompenserende foranstaltninger i dette notat. Kompenserende foranstaltninger er en grundl‘ggende foruds‘tning for mange handicappedes reelle mulighed for at deltage i undervisning. Desv‘rre er denne kompensation endnu ikke sikret i alle dele af uddannelsessystemet. Mange steder i uddannelsessystemet er det fortsat s†dan, at det er overladt til den enkelte at s›ge sin socialforvaltning om st›tte. Det betyder alt andet lige, at handicappedes adgang til uddannelse begr‘nses, fordi socialforvaltningen if›lge revalideringsreglerne kan give afslag, hvis forvaltningen vurderer, at der ikke er et fors›rgelsesm‘ssigt sigte med uddannelsen, eller hvis socialforvaltningen ikke vurderer, at den handicappede vil kunne f† besk‘ftigelse efter endt uddannelse. Vi har med andre ord et system, hvor man som handicappet stadig kan opleve, at det ikke er en uddannelsespolitisk logik, men en socialpolitisk logik, som bliver styrende for ens uddannelsesvalg. I en situation, hvor vi i ›vrigt g›r alt, hvad vi kan, for at animere unge til at uddanne sig mest muligt - ja n‘rmest g›r det til en borgerpligt at uddanne sig, virker det besynderligt, at unge handicappede fortsat skal k‘mpe for at f† lov til at stille deres ressourcer til r†dighed. P† en lang r‘kke uddannelsesomr†der er de kompenserende foranstaltninger inkluderet som en integreret del af uddannelsestilbuddet. Men selv i de situationer har vi oplevet, at ikke mindst finansieringsreglerne har voldt vanskeligheder. P† erhvervsskoleomr†det er den pulje, som finansierer kompensationen, et fast bel›b, som ikke er aktivitetsstyret. Konsekvensen er, hvilket rent faktisk forekommer, at puljen bruges op i l›bet af †ret med det resultat, at der hen p† efter†ret ikke er midler til at betale for de kompenserende foranstaltninger, som eleverne har ret til. Erhvervsskolerne har derfor st†et i en situation, hvor de har m†ttet afvise begrundede ans›gninger. Af den grund er det helt afg›rende at sikre, at den pulje, som afs‘ttes til kompenserende foranstaltninger, er fleksibel, s† det retskrav p† kompensation, den enkelte elev har, ikke kan tilsides‘ttes med henvisning til manglende midler. Det er en vigtig erfaring i forhold til, at lovforslaget om specialp‘dagogisk bistand p† de videreg†ende uddannelser opererer med en tilsvarende pulje. En s†dan retstilstand ville eksempelvis aldrig blive godtaget i det sociale system. En kommune ville ikke kunne afsl† bevilling af f.eks. et hj‘lpemiddel, som kommunen i ›vrigt er enig i, borgeren har krav p†, med henvisning til manglende midler. Overskrift niveau 1: 2. De enkelte uddannelsesomr†der Foruds‘tningerne om fysisk tilg‘ngelighed og kompenserende foranstaltninger er problemstillinger, som g†r p† tv‘rs af de forskellige uddannelsesomr†der. Det er forhold, som har principiel betydning for handicappedes lige muligheder for uddannelse generelt, og de er centrale for gennemf›relsen af de principper, vi normalt betegner som grundl‘ggende i dansk handicappolitik: Kompensationsprincippet, sektoransvarlighedsprincippet og ligebehandlingsprincippet. Disse problemstillinger afspejler sig naturligvis i de enkelte uddannelsesomr†der, ligesom de enkelte dele af uddannelsessystemet har sine egne omr†despecifikke problemstillinger. Nedenfor gennemg†s de problemstillinger, R†det har kendskab til, inden for de enkelte uddannelsesomr†der. Overskrift niveau 2: 2.1 Folkeskoleomr†det P† folkeskoleomr†det er der mulighed for, at elever med handicap kan f›lge undervisningen i en almindelig folkeskole (eller privatskole samt efterskole) eller kan f† specialundervisning i et s‘rligt specialundervisningsmilj›, som kan v‘re tilrettelagt enten p† en almindelig folkeskole eller p† en specialskole. Imidlertid er det et problem, at l‘rere, der b†de p† specialskoler og i den almindelige folkeskole skal varetage undervisningen af handicappede elever, mangler viden om s‘rlige forhold af betydning i relation til fysiske og psykiske handicap. En skole for alle foruds‘tter, at l‘rerne kender til de problematikker og l›sningsmuligheder, der knytter sig til at undervise handicappede b›rn og unge. Handicappede udg›r ikke en homogen gruppe. Graden og arten af handicap varierer, og det betyder, at den indsats, som et handicappet barn kr‘ver, kan v‘re h›jst forskelligartet, afh‘ngig af om det konkrete handicap best†r i psykisk udviklingsh‘mning, nedsat syn, nedsat h›relse eller andet. Det betyder, at stort set alle l‘rere har behov for en grundviden inden for handicapomr†det og adgang til hurtig efteruddannelse den dag, de skal undervise en bestemt handicapgruppe. Overskrift niveau 3: 2.1.1 Tilg‘ngelighed Center for Ligebehandling af Handicappede har unders›gt den fysiske tilg‘ngelighed til landets folkeskoler. Unders›gelsen viste, at kun 5% af landets folkeskoler var fuldt ud tilg‘ngelige for k›restolsbrugere, herudover var et st›rre antal skoler delvist tilg‘ngelige. Alene den fysiske tilg‘ngelighed udg›r derfor en alvorlig hindring for, at fysisk handicappede b›rn kan inkluderes i det almindelige folkeskolesystem. I ›jeblikket forest†r en massiv udbygning og renovering p† folkeskoleomr†det med henblik p† at udbedre byggeskader og im›dekomme et stigende antal elever. Som hovedansvarlig for handlingsplanen om tilg‘ngelighed for alle har by- og boligministeren foresl†et undervisningsministeren at henvende sig til de lokale skolebestyrelser og kommunalbestyrelserne for at f† gennemf›rt tilg‘ngelighedskravene, n†r nyt skolebyggeri s‘ttes i gang, jf. regel nr. 6 i FNs Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede. Undervisningsministeren har svaret, at Center for Tilg‘ngelighed skal lave en tilg‘ngelighedsguide og et inspirationsmateriale til ministeriets institutioner og forvaltninger. Ministeriet har nu udvidet m†lgruppen for dette materiale til ogs† at omfatte skolebestyrelser og kommunalpolitikere. Overskrift niveau 3: 2.1.2 Ny byrdefordeling mellem amt og kommune I Folketings†ret 1999-2000 er der fremsat lovforslag om en ‘ndret opgavefordeling mellem kommuner og amter vedr›rende den vidtg†ende specialundervisning. Som noget nyt f†r kommunerne nu kompetencen til at afg›re, om et barn eller en ung skal tilbydes vidtg†ende specialundervisning eller ej, mens amtskommunen f†r kompetencen til at tr‘ffe afg›relse om foranstaltningens art. Den tilgrundliggende aftale mellem regeringen og de kommunale parter er indg†et for at undg† de tvistigheder, der tidligere har v‘ret mellem amt og kommune om, hvem der skal have ansvaret for specialundervisning og st›tte. Samtidig bliver det n‘sten 3 gange s† dyrt for kommunerne at visitere handicappede b›rn til vidtg†ende specialundervisning i en af amternes specialskoler. Tidligere har det v‘ret et problem, at kommunerne kunne have et ›konomisk incitament til at overf›re en elev til vidtg†ende specialundervisning, fordi kommunen aldrig ville kunne etablere et tilsvarende tilbud for den samme ›konomi. Frygten er selvf›lgelig, at der nu er blevet skabt en omvendt incitamentsstruktur, som tilskynder kommunerne til at lave "discounttilbud" hos sig selv frem for at visitere til det relativt dyrere amtskommunale tilbud. If›lge lovforslaget skal amter, kommuner og ministeriet etablere nogle samarbejdsfora, som kan f›lge udviklingen. Derudover vil ministeriet s‘tte et udviklingsprogram i gang inden for undervisning og r†dgivning af elever i grundskolen med s‘rlige behov. Generelt arbejdes der m†lrettet for handicappedes integration i flest mulige sektorer i det danske samfund. Men integration foruds‘tter en samtidig sikring af kvalitet i opgavernes l›sning. Krav til kvalitet vil ofte indeb‘re, at b‘redygtighed kun findes i administrative enheder af en vis st›rrelse. Visse opgaver kan ikke l›ses inden for sn‘vre kommunalgr‘nser, herunder f.eks. undervisning af d›ve b›rn. Her kr‘ves et st›rre befolkningsunderlag. Overskrift niveau 3: 2.1.3 P†tegning p† pr›vebeviset R†det har siden 1994 gjort opm‘rksom p† det urimelige og overfl›dige i, at fravigelser fra pr›veformen fremg†r af pr›vebeviset. P† folkeskoleomr†det skete det gl‘delige, at bestemmelsen om, at fravigelser fra pr›veformen skulle fremg† af pr›vebeviset, blev afskaffet, s† handicappede folkeskoleelever, der fra og med 1. august 1998 har f†et dispensationer ved eksamen, har ikke f†et dette p†f›rt eksamensbeviset. Overskrift niveau 3: 2.1.4 Specialundervisning Der er mange muligheder for at indrette undervisningen i folkeskoleforl›bet, s† elever med handicap kan tilgodeses. Specialundervisningen kan som n‘vnt foreg† i forskellige milj›er alt efter en vurdering af elevens behov. Der skal l‘gges v‘gt p† for‘ldrenes ›nske. Center for Ligebehandling af Handicappede har f†et henvendelser fra en del for‘ldre, som er bet‘nkelige ved at lade deres barn undervise efter den vidtg†ende specialundervisning, dels af frygt for en stigmatiserende effekt, dels p† grund af de individuelle l‘seplaner. Individuelle l‘seplaner et t‘nkt som et n›dvendigt redskab for at sikre en optimal, individuelt tilpasset undervisning til den enkelte elev. Men nogle for‘ldre frygter imidlertid, at konsekvensen af de individuelle l‘seplaner er, at barnet vil l‘re for lidt, fordi der sk‘res ned p† timetallet i nogle fag for at give plads til mere specialundervisning i andre fag eller til s‘rlig tr‘ning, og eleverne dermed taber terr‘n i uddannelsessystemet og senere p† arbejdsmarkedet. Denne bekymring kan v‘re velbegrundet. Opn†r elever, som rent faktisk kan tilegne sig folkeskolens "normpensum", ikke de n›dvendige f‘rdigheder, s† f†r de et problem i forhold til deres videre uddannelsesforl›b. Det er formentlig ikke det generelle billede, at elever i den vidtg†ende specialundervisning l‘rer mindre, end de har foruds‘tninger for. Men der er eksempler p†, at f.eks. sv‘rt ordblinde ikke har haft fag som geografi og engelsk. Form†let med folkeskolens specialundervisning er naturligvis at styrke den handicappede elevs standpunkt, men man kan ikke se bort fra, at den individuelt tilpassede undervisning kan f† en negativ effekt, afh‘ngigt af hvordan skolen bruger dette redskab. Det vil derfor v‘re yderst interessant at f† foretaget en grundig kortl‘gning af "karriereforl›bet" for de elever, som gennemf›rer deres folkeskole i den vidtg†ende specialundervisning. Overskrift niveau 2: 2.2 Ungdomsuddannelser P† ungdomsuddannelserne er der i meget h›j grad sikret adgang til kompenserende foranstaltninger. Men p† et omr†de er der dog ingen pligt til at levere kompenserende foranstaltninger, nemlig p† produktionsskolerne. Overskrift niveau 3: 2.2.1 Produktionsskolerne Produktionsskolerne er et tilbud til de unge under 25 †r, som ikke har gennemf›rt en ungdomsuddannelse. Skoleforl›bet former sig som et samspil mellem v‘rkstedsproduktion og teoriundervisning i tilknytning til produktionen, og form†let med skoleforl›bet kan blandt andet v‘re at forberede deltageren p† senere ans‘ttelse i et fleks- eller sk†nejob. If›lge lov om produktionsskoler kan kompenserende foranstaltninger indg† i undervisningstilbuddet. Men der er ikke formuleret en pligt for skolen til at yde kompenserende foranstaltninger, og skolen har ikke mulighed for at f† d‘kket udgifterne til s†danne foranstaltninger. Det er yderst uheldigt, at den n›dvendige kompensation ikke er garanteret p† produktionsskolerne. Ikke mindst i lyset af, at produktionsskolerne netop er t‘nkt som et bindeled til videre uddannelse eller arbejde for de unge, der ellers ville st† uden nogen af delene. Mange flere handicappede, end tilf‘ldet er i dag, vil givetvis kunne profitere af de tilbud, som gives p† produktionsskolerne, hvis reglerne blev ‘ndret, s† unge handicappede fik en ret til kompenserende foranstaltninger. Overskrift niveau 3: 2.2.2 Ungdomsuddannelse til psykisk udviklingsh‘mmede Et andet problem, som ogs† tidligere har krydset R†dets bord, er unge psykisk udviklingsh‘mmedes vanskeligheder ved at f† en ungdomsuddannelse. Mange psykisk udviklingsh‘mmede har ikke en realistisk chance for at gennemf›re en ungdomsuddannelse i det ordin‘re uddannelsessystem. En del af disse unge vil i stedet have mulighed for at f† en ungdomsuddannelse, som er tilrettelagt efter lov om specialundervisning for voksne. Lov om specialundervisning for voksne indeholder imidlertid ikke retningslinier for et s†dant ungdomsuddannelsestilbud. Det er derfor op til det enkelte amt at beslutte, dels om der overhovedet skal v‘re et fler†rigt ungdomsuddannelsestilbud, dels hvordan dette tilbud i givet fald skal se ud. Ligebehandlingscentret har gennemf›rt en unders›gelse, der viser, at alle amter har et eller andet tilbud om "ungdomsuddannelse" efter lov om specialundervisning for voksne. Men b†de med hensyn til m†lgruppe, indhold og varighed er der meget store forskelle fra amt til amt. Der er derfor langt fra nogen sikkerhed for, at handicappede med de sv‘reste handicap f†r et tilbud efter denne lovgivning. Der er derfor et †benlyst behov for at diskutere, hvordan der sikres et fastere grundlag for ungdomsuddannelse til denne gruppe. Selv p† kort sigt er det ikke tilfredsstillende, at tilbuddet til denne gruppe unge alene baserer sig p† det enkelte amts velvilje. I 1999 igangsatte Undervisningsministeriet og Amtsr†dsforeningen en †ben debat om lov om specialundervisning for voksne, herunder ogs† om det tilbud, som de unge skal have efter loven. Debatten har blandt andet vist, at der er et massivt ›nske om at sikre alle unge ret til en ungdomsuddannelse. Ved en forel›big opsamling p† debatten har Undervisningsministeriet og Amtsr†dsforeningen meldt ud, at de i f‘llesskab vil se p†, hvordan alle kan sikres retten til en ungdomsuddannelse. Overskrift niveau 3: 2.2.3 Den Fri Ungdomsuddannelse I 1994 blev der etableret en ny ungdomsuddannelse, der skulle give unge mulighed for en individuelt tilrettelagt ungdomsuddannelse. En fri ungdomsuddannelse varer normalt 2 †r, og indeholder mindst 3 forskellige forl›b, som kan best† i dele af kendte eller nye uddannelser, projektarbejde, foreningsarbejde eller andre udviklende aktiviteter. Det giver den unge mulighed for at f† en uddannelse med fokus p† de omr†der, som den unge har interesse og evne for. Men det betyder samtidig, at den ›vrige uddannelsesverden og arbejdsmarkedet ikke har s† let ved efterf›lgende at vurdere, hvilke kompetencer den unge har opn†et p† den fri ungdomsuddannelse. Der skal altid v‘re en uddannelsesansvarlig skole og en fast vejleder, som laver en uddannelsesplan sammen med den unge, og som f›lger den unges forl›b gennem uddannelsen. Uddannelsen er ikke forbeholdt unge, der vil have sv‘rt ved at gennemf›re en af de ›vrige ungdomsuddannelser, hvilket har v‘ret med til at g›re uddannelsen til en del af det almindelige ungdomsuddannelsesbillede. Men uddannelsen giver nye og varierede muligheder for en del af de unge, der har et handicap, som g›r det sv‘rt at gennemf›re en af de almindelige ungdomsuddannelser. Overskrift niveau 3: 2.2.4 Fra folkeskole til ungdomsuddannelse Handicappedes adgang til ungdomsuddannelser handler ogs† om handicappedes frafald fra ungdomsuddannelser eller frafald i overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse. En formel adgang til ungdomsuddannelse og kompenserende foranstaltninger er jo blot en sovepude, hvis det rent faktisk viser sig, at eleverne slet ikke kommer der, eller at modtagere af kompenserende foranstaltninger falder fra uddannelsen i h›jere grad end andre elever. Ligebehandlingscentret har i 1999 gennemf›rt en mindre unders›gelse af handicappedes frafald fra de ordin‘re ungdomsuddannelser. Resultatet peger i retning af, at der m†ske er en ekstra barriere for handicappedes overgang fra folkeskole til ungdomsuddannelse. I unders›gelsen indgik en r‘kke gymnasie- og HF-skoler og enkelte skoler for erhvervsfaglige uddannelser, der alle var anbefalet, fordi de havde erfaring med handicappede elever. Ofte havde skoler med omkring 500 †rselever haft 4-5 elever med handicap inden for de seneste 2-3 †r. Unders›gelsens resultat giver ikke grundlag for en klar konklusion om, at der er for lille en repr‘sentation af handicappede, men man kan m†ske undre sig over, at andelen ser ud til at v‘re s† forholdsvis lav. Man m† derfor sp›rge: Er der mon noget, som g†r galt i selve folkeskoleforl›bet, eller m†ske i overgangen mellem folkeskole og ungdomsuddannelse? Har unge med handicap en fuldt ud reel mulighed for at g›re brug af deres kompetencer og ressourcer p† en ungdomsuddannelse? Nogle handicaporganisationer har gennemf›rt unders›gelser af egne medlemmers forl›b i uddannelsessystemet, som kunne danne udgangspunkt for en st›rre unders›gelse af handicappedes forl›b fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Det er meget vigtigt at f† belyst disse sp›rgsm†l, s† vi sikrer, at uddannelsessystemet styrker den unge til det videre forl›b. Overskrift niveau 2: 2.3 De videreg†ende uddannelser Tidligere var handicappolitik meget langt hen ad vejen synonym med socialpolitik. S†dan er det i mindre og mindre grad, men p† enkelte omr†der kan denne reminiscens fra fortiden stadig genfindes. Det g‘lder bl.a., n†r vi taler om handicappede og videreg†ende kompetencegivende uddannelse. Handicappedes st›tte til den form for uddannelse skal stadig s›ges i socialforvaltningen. I dag er det s†dan, at en meget stor del af de handicappede, som gennemf›rer et uddannelsesforl›b efter grund- og ungdomsskolen, gennemf›rer uddannelsen som et revalideringsforl›b. Det er den m†de, handicappede f†r finansieret deres uddannelse p†, og det er s†dan, man f†r sine handicapkompenserende ydelser. Konsekvensen heraf er, at handicappede uddannelsess›gende dels skal leve op til uddannelsens formelle optagelseskriterier, og dels skal kommunen vurdere, om den handicappedes valg af uddannelse lever op til de betingelser, der g‘lder for modtagelse af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Dette "dobbelte optagelsessystem" har l‘nge v‘ret genstand for kraftig kritik og under belejring som et af uddannelsessystemets mest massive ligebehandlingsproblemer. Handicappede uddannelsess›gende, som opfylder de formelle adgangsgivende kriterier for optagelse p† en videreg†ende uddannelse, risikerer at f† blokeret deres uddannelsesvalg, fordi den kommunale sagsbehandler ikke finder, at uddannelsen opfylder kriterierne til en realistisk erhvervsplan. Sammenblandingen af uddannelse og sociallovgivningens fors›rgelseslogik betyder endvidere, at handicappede studerende ikke f†r deres ydelser med "ud af landet" under studieophold i udlandet i mere end 1-2 semestre. Der har l‘nge v‘ret arbejdet p† at f† afskaffet det dobbelte optagelsessystem, men indtil videre uden st›rre succes. Undervisningsministeriet har senest fremsat et lovforslag, som skal overf›re ansvaret for de kompenserende foranstaltninger fra sociallovgivningen til uddannelseslovgivningen. Kirkeministeriet, Kulturministeriet, Erhvervsministeriet og Milj›- og Energiministeriet har meddelt Undervisningsministeriet, at de ›nsker at blive omfattet af lovforslaget, s† videreg†ende uddannelser i de fire ministeriers regi ogs† yder kompenserende foranstaltninger efter forslaget. Undervisningsministeriet har tilkendegivet, at man ikke har kunnet finde en tilfredsstillende model for en overtagelse af fors›rgelsesdelen fra det sociale system, men at ministeriet i samarbejde med Socialministeriet vil arbejde p† at finde en l›sning. Selvom det er et skridt p† vejen, at man er n†et til forst†else af at l‘gge den specialp‘dagogiske bistand over i undervisningssektoren, s† afskaffer den foresl†ede halve model stadig ikke det dobbelte optagelsessystem. Overskrift niveau 2: 2.4 Efter- og videreuddannelse Der er generelt meget fokus p† vigtigheden af efter- og videreuddannelse, og det er bestemt ikke mindre vigtigt for handicappede p† arbejdsmarkedet at holde sig ajour med det fag, man arbejder indenfor. En arbejdsgiver ans‘tter ikke en nogenlunde kvalificeret ans›ger til et job, men den bedst kvalificerede. Ligesom ansatte, der ikke er fagligt ajour, ofte vil sidde yderst p† arbejdspladsen. En m†de at sikre sig, at ens kvalifikationer er ajour, er at sikre sig de n›dvendige kvalifikationer gennem efter- og videreuddannelse. Men efter- og videreuddannelse er et af de omr†der, der har v‘ret svagt prioriteret i den handicappolitiske diskussion. Handicappede er generelt meget d†rligt stillet i forhold til efter- og videreuddannelse, fordi udbyderne af efter- og videreuddannelse i ekstremt ringe grad kan im›dekomme de s‘rlige behov, som handicappede kan have i uddannelsessystemet. Samtidig er det offentlige st›ttesystem i forbindelse med efter- og videreuddannelse svagt udbygget. I for†ret 2000 er der lagt op til en reform p† videreuddannelsesomr†det med et selvst‘ndigt videreuddannelsessystem for voksne. Handicappede er imidlertid ikke indt‘nkt i denne uddannelsesreform, idet der ikke er hjemmel til at yde kompensation til handicappede i forbindelse med videreuddannelsen. Dette til trods for, at ministeriet n‘sten samtidig har fremsat et lovforslag om sektoransvar p† de videreg†ende uddannelser og derfor m† anses for at v‘re velorienteret om handicappedes behov for kompenserende foranstaltninger. Undervisningsministeriet har oplyst, at indf›relse af bestemmelser om kompenserende foranstaltninger i videreuddannelsessystemet for voksne ville have forudsat tidskr‘vende unders›gelser af de ›konomiske konsekvenser og ville have kr‘vet ›konomisk kompensation, som der ikke var afsat midler til i forliget om videreuddannelsesreformen. Derudover har ministeren oplyst, at der er i et vist omfang er adgang til kompenserende foranstaltninger p† den Grundl‘ggende Voksenuddannelse (GVU), som er det niveau i videreuddannelsessystemet, der svarer til en erhvervsrettet ungdomsuddannelse. I den Forberedende Voksenundervisning (FVU), som best†r i undervisning i grundl‘ggende l‘se-, stave- og regnef‘rdigheder, og p† de ›vrige niveauer i videreuddannelsessystemet for voksne, der svarer i niveau til de korte, mellemlange og lange videreg†ende uddannelser, er der ikke adgang til kompensation. Handicappedes st›tte- og hj‘lpebehov i forbindelse med efter- og videreuddannelse er dermed stadig et socialpolitisk anliggende. Og da sociallovgivningen grundl‘ggende er en fors›rgelseslovgivning - ikke en uddannelseslovgivning, s† er sociallovgivningen ganske uegnet til at l›se kompensationsbehovet ved handicappedes efter- og videreuddannelse. Sociallovgivningen st›tter alene uddannelse med det form†l at sikre handicappede et fors›rgelsesgrundlag - det vil typisk sige det niveau, hvor den handicappede har en kompetencegivende uddannelse. Hvordan den enkelte vedligeholder og udbygger sine f‘rdigheder og kompetencer ud over den grundl‘ggende fors›rgelsesgivende uddannelse, bekymrer groft sagt ikke sociallovgivningen. Der ligger derfor fortsat en stor udfordring i at sikre handicappede lige adgang til efter- og videreuddannelse. Det m† generelt ske ved at sikre, at handicappedes behov for f.eks. s‘rligt tilrettelagte undervisningsmidler, personlig assistance, fysisk tilg‘ngelighed og andre kompenserende foranstaltninger integreres i al uddannelseslovgivning og g›res til den enkelte uddannelses ansvar. Det vil sige gennemf›relse af sektoransvarlighedsprincippet. Men der er formentlig brug for mere end sektoransvar, fordi en stor del af efter- og videreuddannelsestilbuddet udbydes af private eller som indt‘gtsd‘kket virksomhed. P† enkelte omr†der er der sket forbedringer i forhold til handicappedes adgang til efter- og videreuddannelse. I forhold til arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) er der udarbejdet to handlingsplaner, som skal medvirke til, at det bliver lettere for handicappede at f† adgang til uddannelserne. Den ene handlingsplan g†r ud p† at forbedre handicappedes adgang til AMU-centrene, hvor der medio februar 2000 er udmeldt tilskud til forbedringer til iv‘rks‘ttelse hurtigst muligt. Den anden handlingsplan g†r ud p† at forbedre handicappedes muligheder for at deltage i AMU-undervisning. Endvidere er der i medf›r af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. i en fors›gsordning indtil udgangen af †r 2000 mulighed for personlig assistance til handicappede under efter- og videreuddannelse. Ordningen indeholder imidlertid den begr‘nsning, at den handicappede dels skal v‘re i arbejde, og dels indeholder fors›gsordningen kun mulighed for at f† assistance til efter- og videreuddannelsesforl›b af h›jst 1 †rs varighed. Uddannelsen skal ogs† have meget n‘re relationer til den nuv‘rende besk‘ftigelse/uddannelse, og det s‘tter en r‘kke begr‘nsninger for handicappedes lige adgang til valg af efter- og videreuddannelse. Man tilsigter i ›vrigt i Arbejdsministeriet at g›re fors›gsordningen permanent. Overskrift niveau 2: 2.5 Folkeoplysning Folkeoplysning vil oftest v‘re ikke-kompetencegivende uddannelse, men i stedet netop oplysende og alment dannende og modnende. H›jskoler og folkeoplysning i almindelighed har som sin foruds‘tning, at undervisningstilbuddet skal v‘re †bent for alle. Det er betingelsen for, at man som arrang›r kan f† offentligt tilskud efter reglerne om st›tte til folkeoplysning og st›tte til h›jskoler m.v. Der er eksempler p†, at kravet om †benhed ikke f›rer til inklusion af handicappede, f.eks. n†r en kursusudbyder ikke vil flytte et kursus til lokaler, der er fysisk tilg‘ngelige for k›restolsbrugere. Og der er ogs† eksempler p†, at †benheden kan forst†s p† en m†de, der virker direkte ekskluderende over for mennesker med psykiske funktionsneds‘ttelser. Vi har desv‘rre set eksempler p†, at nogle har v‘ret af den opfattelse, at †benhed over for psykisk udviklingsh‘mmede og personer med diagnosen DAMP automatisk vil f›re til lukkethed over for andre ikke-handicappede grupper af elever. Der har v‘ret diskussioner mellem Undervisningsministeriet og handicaporganisationerne om, hvorn†r en skole og et kursus kan siges at leve op til kravet om at v‘re †ben for alle. Sp›rgsm†let har senest v‘ret diskuteret i Folketingets Uddannelsesudvalg i forbindelse med behandlingen af en ny lov p† h›jskoleomr†det, hvor udvalget har stillet ministeren en r‘kke sp›rgsm†l om handicappedes adgang til folkeh›jskolerne. I sine svar til udvalget har undervisningsministeren fastholdt sit standpunkt om, at alle h›jskoler principielt skal v‘re †bne for alle, og derfor ikke m† rette sig eksklusivt til s‘rlige grupper. H›jskolerne er dog ikke forpligtede til at optage alle, der gerne vil optages. Ministeren mener heller ikke, der skal kunne oprettes kurser med s‘rlige m†lgrupper, men oplyser, at loven ikke hindrer en overrepr‘sentation af bestemte grupper p† enkelte kurser. Derudover understreger ministeren, at det er ›nskeligt, at flere psykisk udviklingsh‘mmede f†r mulighed for at tage p† et h›jskoleophold. Landsforeningen LEV har bedt Uddannelsesudvalget om at sikre, at de udsagn, der ligger i ministerens svar, bliver indarbejdet i lovforslaget, s† det kan hj‘lpe med til, at psykisk udviklingsh‘mmede fremover f†r bedre adgang til h›jskolerne. I Lov om folkeoplysning er der mulighed for at f† st›rre tilskud til kurser for deltagere med handicap, hvilket g›r det lettere at tilrettel‘gge kurser specielt for handicappede. Imidlertid er det et problem, at der ikke er mulighed for at f† kompenserende foranstaltninger stillet til r†dighed, hvis man som handicappet ›nsker at deltage i et kursus, der ikke er specielt tilrettelagt for en handicapgruppe. Sektoransvaret g‘lder ikke her. Overskrift niveau 3: 2.5.1 Specialundervisning for voksne Ud over den kompensation, der tilbydes inden for hvert enkelt uddannelsesomr†de, kan mennesker med funktionsneds‘ttelser f† kompenserende specialundervisning efter lov om specialundervisning for voksne og l‘sekurser for voksne. Voksenspecialundervisning har som m†l at kompensere for f›lgerne af funktionsneds‘ttelsen, og p† den baggrund vil voksenspecialundervisningen i nogle tilf‘lde v‘re en helt n›dvendig foruds‘tning for at skabe adgang til uddannelsessystemet som helhed. I 1999 igangsatte Undervisningsministeriet og Amtsr†dsforeningen en †ben debat om voksenspecialundervisningen og dens lovgrundlag, som er fra 1980. P† en konference i april 2000 havde ministeriet og Amtsr†dsforeningen inviteret til en forel›big opsamling p† debatten, og det fremgik blandt andet, at der skal arbejdes videre med sp›rgsm†let om, hvordan voksenspecialundervisningen kan virke i et samspil med det ›vrige uddannelsessystem. Version 1. version den 20. juli 2000 Denne publikation findes p† adressen http://www.dch.dk/pamf Copyright (c) Det Centrale Handicapr†d