Dansk Handicappolitiks Grundprincipper Kolofon Det Centrale Handicapr†d Bredgade 25, Skt. Ann‘ Passage, opg. F, 4. sal 1260 K›benhavn K Tlf.: 33 11 10 44 Fax: 33 11 10 82 Teksttelefon: 33 11 10 81 Mail: dch@dch.dk Hjemmeside: www.dch.dk Pjecen udgives ogs† p† b†nd og diskette, og den kan desuden hentes p† www.dch.dk Tekst: Mogens Wiederholt Layout: Kasper Egeberg September 2005 Oplag: 5.000 ISBN 87-90985-36-2 Tryk: Scanprint a/s Indhold ? Forord ? Fra statslig s‘rforsorg til kommunale handicapr†d o Nye handicappolitiske grundprincipper o Opg›r med s‘rforsorgen og fremkomsten af et nyt handicapbegreb o Strukturreformen videref›rer s‘rforsorgens udl‘gning ? Handicapbegrebet ? Kompensationsprincippet o En vej til lige muligheder ? Sektoransvarligheds princippet o Sektoransvar i praksis o Finansiering af sektoransvaret o Hvorfor er sektoransvarlighedsprincippet s† vigtigt? ? Solidaritetsprincippet ? Ligebehandlingsprincippet ? L‘s mere o WWW. Forord Dansk handicappolitik har i kraft af den netop vedtagne strukturreform f†et mange nye vigtige akt›rer. Vi er blevet mange flere til at arbejde og k‘mpe for, at mennesker med en funktionsneds‘ttelse kan f† en tilv‘relse med samme muligheder, som ikke-handicappede har. Og det er der god brug for. Der er stadig lang vej at g†, f›r vi kan tale om fuld ligestilling. At vi trods alt er n†et s† langt, som vi er, skyldes ikke mindst, at der mellem myndigheder og brugerorganisationer har v‘ret udtalt enighed om grundprincipperne i handicappolitikken. Der har s†ledes v‘ret bred enighed om m†lene - men m†ske ikke altid om tempoet. Det Centrale Handicapr†d vil gerne bidrage til at b‘re kendskabet til disse grundpiller videre ud til de nye handicappolitiske milj›er, der nu er ved at tage form i de nye kommuner. Med denne pjece introducerer vi fire v‘sentlige grundprincipper: kompensationsprincippet, sektoransvarlighedsprincippet, solidaritetsprincippet og ligebehandlingsprincippet. De har siden begyndelsen af 1980'erne dannet fundamentet for dansk handicappolitik. Pjecen introducerer desuden det handicapbegreb, vi benytter i dag. Jeg h†ber, pjecen vil blive l‘st og brugt af de nye handicapr†d, de kommunale beslutningstagere og de kommunale medarbejdere, som i kraft af strukturreformen f†r nye og udvidede opgaver p† handicapomr†det. Vi modtager gerne kommentarer og synspunkter p† vores hjemmeside: www.kommunalehandicapraad.dk, hvor man ogs† kan blive orienteret om, hvad der i ›vrigt foreg†r af nyt med relevans for handicapomr†det. Ester Larsen formand Fra statslig s‘rforsorg til kommunale handicapr†d Det er i †r 2005 pr‘cis 25 †r siden, den statslige s‘rforsorg p† handicapomr†det blev udlagt til amterne. 1980 skriver sig dermed ind i den handicappolitiske historie som fikspunkt for et af de mest markante udviklingsspring i den nyere tids handicappolitik. Udl‘gningen blev den forel›bige kulmination p† handicappedes lange vandring v‘k fra de store totalinstitutioner, hvor beboernes samlede behov blev varetaget inden for institutionens eget lukkede kredsl›b. Bolig, uddannelse, besk‘ftigelse, medicinsk behandling, kontakt med tandl‘ge, pr‘st, fris›r - alt foregik inden for matriklen. I deres velmagtsdage udgjorde de store centralinstitutioner et kopi-samfund, som tilb›d alt, hvad "man" mente, beboerne havde behov for. Resultatet var, at mange mennesker med en funktionsneds‘ttelse levede st›rstedelen af deres tilv‘relse inden for institutionens rammer - uden at bev‘ge sig ud i det omkringliggende samfund. Og hvad der m†ske var nok s† vigtigt: dem udenfor var bekvemt fri for at blive konfronteret med dem indenfor. Op gennem 70'erne blev det imidlertid tydeligt, at den t‘nkning, der l† bag totalinstitutionerne havde udspillet sin rolle. Den velstands- og lighedsb›lge, som pr‘gede 60'erne og 70'erne, slog ogs† igennem i synet p† handicappede. Institutionerne blev i stigende omfang opfattet som utidssvarende, uv‘rdige og ikke mindst som udtryk for en underkendelse af handicappedes ligev‘rd som mennesker. Der var i h›j grad brug for at omdefinere og reformulere handicappolitikkens grundprincipper. Det er som bekendt nemt at v‘re bagklog. Den, der bruger st›vsugeren til at hovere over dem, der opfandt kosten, beg†r en historisk fejltagelse. Institutionerne har givetvis - m†lt med samtidens alen - repr‘senteret en nyt‘nkning i forhold til tidligere tilbud. Derfor var der ogs† dengang, man begyndte udflytningen fra totalinstitutionerne til mindre boenheder, en diskussion om afspecialisering, videnstab og b‘redygtighed. Diskussionen dengang ligner til forveksling den, vi har set i forbindelse med den aktuelle strukturreformdebat. Nye handicappolitiske grundprincipper Udl‘gningen af s‘rforsorgen blev ikke bare en administrativ reform. Den blev samtidig starten p† en omfattende indholdsreform, der, med s‘rforsorgen som modbillede, lagde grunden til et nyt handicapbegreb og skabte de fundamentale principper, som handicappolitikken bygger p† den dag i dag: ? ligebehandlingsprincippet (eller med datidens parole: en tilv‘relse s† t‘t p† det normale som muligt), blev skabt som modbillede til s‘rforsorgens udgr‘nsende s‘rforanstaltninger, ? sektoransvarlighedsprincippet som modsvar til institutionst‘nkningens centralisme og isolerende reservatt‘nkning og ? kompensationsprincippet som et opg›r med det l‘gev‘lde, der konservativt fastholdt, at en funktionsneds‘ttelse er en sygdomstilstand, der skal behandles, frem for at forst† funktionsneds‘ttelsen som en tilstand, der ikke n›dvendigvis kan kureres, men kan kompenseres gennem forskellige hj‘lpeforanstaltninger. Det fjerde og sidste princip - solidaritetsprincippet - udg›r i denne sammenh‘ng en undtagelse, fordi det ikke er skabt i s‘rforsorgens modbillede. Solidaritetsprincippet er derimod et produkt af den omfordelingspolitik, som velf‘rdsstaten bygger p†. Solidaritetsprincippet indeb‘rer, at ydelser til mennesker med en funktionsneds‘ttelse er gratis for den enkelte, fordi de finansieres solidarisk via skatterne. Opg›r med s‘rforsorgen og fremkomsten af et nyt handicapbegreb Ogs† selve handicapbegrebet undergik en ganske betydelig ‘ndring i lyset af s‘rforsorgens udl‘gning. Inden for murene herskede der i vid udstr‘kning et sn‘vert medicinsk og individorienteret handicapbegreb. At have en funktionsneds‘ttelse blev forst†et som en fejl hos det enkelte individ, der skulle diagnosticeres og eventuelt kureres. Denne individfokuserede forst†else blev i h›j grad udfordret i takt med, at mennesker med en funktionsneds‘ttelse blev integreret i normalsamfundet. Jo dybere integrationen gik, desto tydeligere blev det, at problemet ikke alene kunne l›ses p† individsiden. Det samfund og de omgivelser, mennesker med en funktionsneds‘ttelse skulle integreres i, var slet ikke indrettet til at modtage de borgere, som nu ikke l‘ngere skulle bo p† institutionerne. Foruds‘tningen for en vellykket integration var derfor, at det samfund, der skulle integreres til, forandrede sig. Udl‘gningen af s‘rforsorgen og den efterf›lgende afinstitutionalisering aff›dte et handicapbegreb, som i langt h›jere grad fokuserer p† de barrierer, som samfundet og omgivelserne skaber. Denne lokale danske udvikling forl›b parallelt med en helt tilsvarende international udvikling, som i 1993 f›rte til vedtagelsen af FN's Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede. Standardreglerne formulerer det s†kaldte milj›relaterede handicapbegreb - et begreb der efterf›lgende er blevet yderligere udbygget af WHO. Ud over at levere et v‘sentligt bidrag til udviklingen af handicapbegrebet har standardreglerne i det hele taget leveret et v‘sentligt fundament til formuleringen af den danske handicappolitik op gennem 1990'erne. Selv om den moderne handicappolitiks grundprincipper er rundet af opg›ret med s‘rforsorgst‘nkningen, s† er principperne stadig gyldige. Med strukturreformens nye opgavefordeling er der i h›j grad behov for at s‘tte lys p† handicappolitikkens principper. Strukturreformen videref›rer s‘rforsorgens udl‘gning Ved at videregive hovedansvaret for handicapomr†det fra amterne til kommunerne fuldbyrder strukturreformen den decentraliseringsproces, som udl‘gningen af s‘rforsorgen tog hul p†. Samtidig betyder strukturreformen, at der kommer nye vigtige spillere p† den handicappolitiske bane. De kommunale beslutningstagere og mange kommunale medarbejdere f†r nye og udvidede opgaver p† handicapomr†det, bl.a. inden for botilbudsomr†det og i den vidtg†ende specialundervisning. Samtidig kommer der nye kommunale handicapr†d i alle kommuner, og der etableres en helt ny vidensorganisation i form af VISO. Den ›gede decentralisering og de kommunale handicapr†d er i sig selv udtryk for en potentiel styrkelse af sektoransvarlighedsprincippet. Arbejdet i de lokale handicapr†d er en oplagt mulighed for at styrke den lokale forst†else for, at alle har et ansvar for, at de opgaver, de l›ser - hvad enten det vedr›rer transport, uddannelse, kulturtilbud eller andet - skal l›ses p† en m†de, s† ogs† mennesker med en funktionsneds‘ttelse er omfattet af l›sningen. Det st›rre lokale ansvar giver mulighed for at l›se opgaverne p† handicapomr†det i et meget t‘ttere samspil med det generelle ansvar, kommunerne har for kulturomr†det, besk‘ftigelsesomr†det, den fysiske planl‘gning etc. At kunne skabe sammenh‘ng og integration mellem normalomr†det og det hidtidige handicapomr†de rummer et enormt potentiale for st›rre ligebehandling. VISO VISO st†r for videns- og specialr†dgivningsorganisation. Det er en national organisation, der fra 1. januar 2007 samler en r‘kke videns- og udviklingscentret i ‚n enhed. L‘s mere p† viso.social.dk Handicapbegrebet Skal man arbejde med handicappolitik, er det n›dvendigt f›rst at g›re sig nogle overvejelser over begrebet handicap. Hvad er et handicap, og hvem er handicappet? Der findes i Danmark ikke ‚n vedtagen og kanoniseret definition af begrebet handicap. I daglig tale benytter man imidlertid typisk en definition, som ser nogenlunde s†dan ud: For at tale om et handicap - eller en handicappet person - m† der kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsneds‘ttelse, som aff›der et kompensationsbehov for, at den p†g‘ldende kan fungere p† lige fod med andre borgere. Men handicapbegrebet er dynamisk og udvikler sig hele tiden i samspil med det, der i ›vrigt sker i samfundet. Derfor findes der ikke ‚n simpel formel. Det handicapbegreb, der dominerede under s‘rforsorgen, var som n‘vnt meget anderledes end det, vi bruger i dag. Tilsvarende vil det begreb, vi bruger i dag, forh†bentlig forandre sig i takt med, at vi bliver i stand til at t‘nke og forst† handicap anderledes og endnu bedre, end vi g›r i dag. Ovenn‘vnte "husmandsdefinition" kommer faktisk ganske t‘t p† det, der er den mest officielle definition vi har, nemlig definitionen p† handicap i FN's Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede. Her hedder det: Betegnelsen handicap betyder tab eller begr‘nsning af mulighederne for at deltage i samfundslivet p† lige fod med andre. Den beskriver relationen mellem et menneske med funktionsneds‘ttelse og dets omgivelser. Form†let med denne betegnelse er at s‘tte fokus p† mangler ved omgivelserne og mangler ved de i samfundet iv‘rksatte aktiviteter, som for eksempel information, kommunikation og uddannelse, der forhindrer mennesker med funktionsneds‘ttelse i at deltage p† lige vilk†r med andre. Definitionen er vigtig, fordi den pr‘ciserer forholdet mellem de to n›glebegreber: handicap og funktionsneds‘ttelse. Funktionsneds‘ttelsen er det objektivt konstaterbare hos personen, for eksempel nedsat syn, manglende h›relse eller en psykisk eller kognitiv funktionsneds‘ttelse. Handicappet er derimod det, der s† at sige ligger uden for personen - det er ikke en skavank ved den enkelte, men en skavank ved omgivelserne. Handicappet er med andre ord de begr‘nsninger i ens udfoldelse, som f›lger af funktionsneds‘ttelsen, fordi det omgivende samfund ikke er indrettet, s† det modsvarer de behov og krav, mennesker med funktionsneds‘ttelser har. Sondringen mellem funktionsneds‘ttelse og handicap er grundlaget for det s†kaldte milj›- eller samfundsrelaterede handicapbegreb. Det milj›relaterede handicapbegreb - Funktionsneds‘ttelse + Barriere = Handicap - Funktionsneds‘ttelse + Kompensation = Lige muligheder Med det milj›relaterede handicapbegreb flyttes fokus v‘k fra individet over til samfundets indretning. Handicappolitik handler i mindre omfang om diagnoser, fejlfinding og "reparation" hos den enkelte og i stigende omfang om kompensation og om at forandre omgivelserne, s† der i videst muligt omfang tages hensyn til, at mennesker med funktionsneds‘ttelser ogs† skal kunne deltage. Derfor kommer det brede tilg‘ngelighedsbegreb - det vil sige b†de den fysiske, den intellektuelle og den mentale tilg‘ngelighed - ogs† til at spille en helt afg›rende rolle i den aktuelle handicappolitik. Tilg‘ngelighedsbegrebet B†de i Danmark og internationalt er tilg‘ngelighedsbegrebet over de seneste ti †r flyttet ind i det absolutte centrum for den handicappolitiske diskussion. Tilg‘ngelighedsbegrebet har ‘ndret sig i takt med, at der er kommet fokus p† samfundets generelle handicapegnethed. Fra at tilg‘ngelighed tidligere var lig med gode adgangsforhold for k›restolsbrugere, er det nu et bredt og omfattende begreb. Tilg‘ngelighed beskriver de mangeartede og komplekse processer, som handler om at tilpasse og tilrettel‘gge alle samfundets aktiviteter, s† de i udgangspunktet ogs† inkluderer de behov, mennesker med en funktionsneds‘ttelse har - uanset om funktionsneds‘ttelsen er fysisk, psykisk eller intellektuel. Kompensationsprincippet Kompensationsprincippet har sine r›dder i opg›ret med s‘rforsorgen. S‘rforsorgens institutioner var domineret af l‘ger, ligesom datidens handicapbegreb i h›j grad var medicinsk funderet og byggede p† en forestilling om handicappede som syge - som patienter, der skulle behandles. En v‘sentlig del af det holdningsm‘ssige opg›r med s‘rforsorgst‘nkning har derfor v‘ret at erobre retten til at kunne definere sig selv med en identitet - som et menneske med en funktionsneds‘ttelse, ikke som en patient med en sygdom. I det omfang en funktionsneds‘ttelse skyldes en sygdom, som kan behandles, skal der selvf›lgelig behandles, ligesom der selvf›lgelig skal forskes i de medicinske †rsager og behandlingstilbud, som kan forebygge eller helbrede de sygdomme, som f›rer til forskellige funktionsneds‘ttelser. Men behandling og forskning er i dag kun et delelement i en handicappolitik, som i lige s† h›j grad tager afs‘t i, at funktionsneds‘ttelsen er en tilstand. Derfor m† indsatsen fokusere p† l›sninger, der tager udgangspunkt i det vilk†r. I opg›ret med s‘rforsorgen har det v‘ret altafg›rende at ‘ndre synet p† funktionsneds‘ttelsen fra at v‘re en sygdom til et vilk†r, man lever med og kan kompenseres for, s† man kan fungere i en almindelig dagligdag p† lige vilk†r med alle andre. Kompensationsprincippet udg›r i dag, sammen med sektoransvarlighedsprincippet, kernen i bestr‘belsen p† at opn† ligebehandling. Kompensationsprincippet indeb‘rer, at samfundet tilbyder mennesker, som har en funktionsneds‘ttelse, en r‘kke ydelser og hj‘lpeforanstaltninger med det form†l at afhj‘lpe eller begr‘nse konsekvenserne af den nedsatte funktion mest muligt. Kompensationen skal - s† langt som det overhovedet er muligt - forhindre og forebygge de situationer, som begr‘nser udfoldelsesmuligheder for personer med en funktionsneds‘ttelse. Kompensationsprincippet er en helt afg›rende brik i bestr‘belsen p† at skabe lige muligheder. Ideen med kompensationsprincippet er at skabe et s† lige udgangspunkt som overhovedet muligt. Kompensation er ikke privilegier eller positiv s‘rbehandling, men et fors›g p† at udj‘vne et ulige udgangspunkt. En vej til lige muligheder Forst†r man kompensationsprincippet som en bro - en bro over kl›ften mellem de begr‘nsninger en funktionsneds‘ttelse afs‘tter, og de krav og forventninger samfundet stiller, s† bliver det tydeligt, at kl›ften m† angribes fra begge sider - man m† bygge p† broen fra b†de individsiden og fra samfundssiden. Kompensation kan derfor v‘re mange ting og have mange forskellige udgangspunkter: ? Kompensationen kan best† i individuelle personlige ydelser, for eksempel et h›reapparat eller en st›tte-kontaktperson. ? Kompensationen kan ogs† best† i parallelle tilbud, for eksempel at skriftlige pjecer udgives i en parallel version p† lydb†nd. Parallelle tilbud kan ogs† v‘re individuelle k›rselsordninger for personer, der ikke kan benytte ordin‘r kollektiv trafik. ? Endelig kan kompensationen best† i kollektive tiltag, det vilsige, at samfundet som s†dan indrettes, s† der tages de videst mulige hensyn til mennesker med en funktionsneds‘ttelse. Det kan i nogle situationer v‘re meget konkrete og praktiske initiativer - i andre situationer mere holdningsp†virkende aktiviteter. Initiativerne kan for eksempel v‘re at lave web-sider, s† de uden videre ogs† kan benyttes af blinde, at bev‘gehandicappede har fri og uhindret adgang gennem niveaufri adgang til bygninger, at kollektive transportmidler kan benyttes uanset funktionsneds‘ttelse etc. Men det handler ogs† om, at virksomheder har en politik for f.eks. rummelighed og forebyggelse af stress og andre arbejdsskader, at offentlige myndigheder gennem information og dialog fremmer tolerance og bek‘mper tabuer, s† eksempelvis etablering af botilbud og placering af institutioner ikke m›der holdningsm‘ssig modstand. Sektoransvarlighedsprincippet Handicappede borgere er selvf›lgelig individer og borgere p† lige fod med hvilke som helst andre borgere og har derfor ogs† de samme rettigheder og pligter som andre. For at samfundet skal kunne leve op til dette handicapsyn, og for at mennesker med en funktionsneds‘ttelse skal kunne nyde rettigheder og efterleve pligter, m† hvert eneste hj›rne af samfundet v‘re indrettet ud fra, at der er en vis del af befolkning, som har en eller anden form for funktionsneds‘ttelse. Hver eneste sektor, enhver myndighed, organisation eller virksomhed m† tage sin del af ansvaret for, at deres hj›rne af verden er tilg‘ngeligt for mennesker med en funktionsneds‘ttelse. Derfor indeb‘rer sektoransvarlighedsprincippet: at den myndighed, organisation eller virksomhed, som har ansvaret for at levere ydelser, tjenester eller service til borgerne i almindelighed, har en tilsvarende forpligtelse til at sikre og finansiere, at disse ydelser, tjenester eller services er tilg‘ngelige for mennesker med en funktionsneds‘ttelse. Sektoransvarlighedsprincippet er i lighed med kompensationsprincippet skabt som modbillede til forestillingen om institutionslivets totalforsorg. Sektoransvarlighedsprincippet er forbundet med kompensationsprincippet derved, at det er sektoransvarlighedsprincippet, der regulerer, hvem der er ansvarlig for at stille den n›dvendige kompensation til r†dighed. Sektoransvarlighedsprincippet er ikke et fast juridisk begreb. Der findes ikke en lov, som definerer og fastl‘gger rammerne for sektoransvarlighedsprincippet. Men princippet er over de seneste 20 †r l›bende og i stigende omfang blevet integreret i forskellige sektorlovgivninger. For eksempel indeholder lovgivning inden for uddannelse, byggeri, besk‘ftigelse og kollektiv trafik i dag bestemmelser, som fastl‘gger sektorens ansvar over for mennesker med funktionsneds‘ttelser. Sektoransvarlighedsprincippet er ligeledes en del af Folketingsbeslutningen om ligebehandling fra 1993 (B43), hvor det bl.a. understreges, at princippet ogs† omfatter private akt›rer. Princippet er desuden beskrevet i vejledningen til serviceloven, ligesom Den Sociale Ankestyrelsen har brugt princippet som afg›rende argument i flere afg›relser. Sektoransvar i praksis Hvad betyder sektoransvarlighedsprincippet i praksis? Det betyder i al sin enkelhed blot, at enhver akt›r - for eksempel et bibliotek eller en biograf - principielt er forpligtet til at s›rge for, at de ydelser og tilbud, de stiller til r†dighed for befolkningen som helhed, ogs† er tilg‘ngelige for mennesker med en funktionsneds‘ttelse. Det enkelte bibliotek og den kommune, der er ansvarlig for biblioteket, m† s†ledes p†tage sig et eget og selvst‘ndigt ansvar for, at k›restolsbrugere kan komme ind p† biblioteket, at der findes letl‘ste b›ger til l‘sesvage, at der er tegnsprogstolk til r†dighed ved arrangementer p† biblioteket etc. Tilsvarende m† biografejerne - hvis princippet skal efterleves - p†tage sig forpligtelsen til atsikre fysiske rammer, som g›r, at k›restolsbrugere kan komme i biografen og sidde sammen med dem, de f›lges med. Biograferne/ filmbranchen er p† samme principielle m†de forpligtet til at kunne tilbyde danske film med undertekster til h›reh‘mmede og arrangere forestillinger, hvor der er tegnsprogstolkning etc. Finansiering af sektoransvaret Det er som udgangspunkt en integreret del af sektoransvarlighedsprincippet, at den ansvarlige myndighed, organisation eller virksomhed ogs† er ansvarlig for at afholde de udgifter, der er forbundet med at leve op til sektoransvarlighedsprincippet. Mennesker med en funktionsneds‘ttelse er ligesom alle andre en del af den befolkning, der skal leve og fungere her i landet. Derfor b›r de naturligvis heller ikke v‘re hverken puljefinansieret eller have biografturen sponsoreret af de sociale myndigheder. Det m† v‘re en del af det at drive et bibliotek eller en biograf, at man ogs† betjener mennesker med en funktionsneds‘ttelse uden at skulle kompenseres af en anden myndighed. Hvorfor er sektoransvarlighedsprincippet s† vigtigt? Det er det af to grunde: For det f›rste er det ud fra en ligebehandlings- og v‘rdighedsbetragtning vigtigt, at mennesker med en funktionsneds‘ttelse f†r leveret identiske ydelser samme sted som alle andre. Handicappede skal ikke v‘re henvist til s‘rlige handicapbiografer eller biblioteket-kommer- ordninger, fordi biblioteket ikke er tilg‘ngeligt. Ligeledes skal mennesker med en funktionsneds‘ttelse ikke have leveret transport af socialforvaltningen, n†r alle andre f†r det fra trafikselskabet. For det andet er sektoransvarlighedsprincippet i praksis det eneste mulige princip. I et moderne decentraliseret samfund, hvor ansvar og beslutningskompetence er uddelegeret p† uendelig mange beslutningstagere, er enhver forestilling om, at handicappolitik drives og finansieres af ‚n central myndighed en praktisk umulighed. Kun ved at g›re hver enkelt beslutningstager medvidende om, at deres beslutninger har konsekvenser for mennesker med en funktionsneds‘ttelse, kan man skabe et mere tilg‘ngeligt og ligev‘rdigt samfund. Uanset om beslutningstageren er statsministeren eller den t›mre, der s‘tter vasken op i skolek›kkenet, har de beslutninger, de tr‘ffer, konsekvenser. Sektoransvarlighedsprincippet er s†ledes et fors›g p† at formulere et handicappolitisk princip, som er lige s† dynamisk og fleksibelt som den virkelighed, princippet skal virke i. Handicappolitik kan ikke organiseres centralistisk, n†r samfundet i ›vrigt er organiseret decentralt. Solidaritetsprincippet Solidaritetsprincippet betyder, at st›tteforanstaltninger og handicapkompenserende ydelser finansieres solidarisk via skattesystemet. Det indeb‘rer, at tildelingen af kompensation principielt er gratis for den enkelte og dermed uafh‘ngig af indkomst og formue. Solidaritetsprincippet er som allerede n‘vnt ikke et eksklusivt handicappolitisk princip, men et generelt velf‘rdspolitisk princip. N†r solidaritetsprincippet alligevel b›r n‘vnes blandt handicappolitikkens grundprincipper, skyldes det, at solidaritetsprincippet er med til at fastholde kompensationsprincippet som en ren ligebehandlingsforanstaltning - ikke en trangsbestemt foranstaltning. Hvad enten du er rig eller fattig, har du behov for kompensation for at f† et lige udgangspunkt. Ligebehandlingsprincippet Ligebehandlingsprincippet har formelt set v‘ret udgangspunktet for dansk handicappolitik siden 1993, hvor Folketinget vedtog beslutningsforslaget B43 om ligebehandling og ligestilling mellem handicappede og ikke-handicappede. Her fastsl†r Folketinget, at det p†hviler enhver offentlig som privat myndighed, organisation og virksomhed at efterleve princippet om ligebehandling af handicappede og ikke-handicappede. B43 er desuden helt i tr†d med FN's Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede, som ogs† kom i 1993. I beslutningsforslaget B43 st†r bl.a.: Folketinget henstiller til, at alle statslige og kommunale myndigheder samt private virksomheder med eller uden offentlig st›tte ? efterlever princippet om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere og ? tager hensyn til og skaber muligheder for hensigtsm‘ssige l›sninger under hensyntagen til handicappedes behov i forbindelse med forberedelse af beslutninger, hvor hensyntagen overhovedet kan komme p† tale. (fra B43, 2. april 1993) Ligebehandlingsprincippet opst†r, n†r man kombinerer sektoransvarlighedsprincippet med kompensationsprincippet og solidaritetsprincippet. Foruds‘tningen for ligebehandling er: ? at alle sektorer i samfundet tager deres del af ansvaret for at g›re netop deres omr†de tilg‘ngeligt, s† mennesker med en funktionsneds‘ttelse kan g›re brug af samme ydelser fra samme leverand›r som alle andre og ? at samfundet p†tager sig en solidarisk forpligtelse til at kompensere individuelt eller kollektivt for den enkeltes funktionsneds‘ttelse, s† der via kompensationen sikres et lige udgangspunkt. Ligebehandling betyder alts† ikke at behandle alle ens. Ligebehandling betyder derimod at sikre alle lige muligheder - lige muligheder for at udvikle og nyttigg›re sine potentialer og udvikle f‘rdigheder i overensstemmelse med den enkeltes evner. Ligebehandling vil derfor ofte betyde forskelsbehandling af mennesker, fordi handicappede har andre foruds‘tninger end ikke-handicap- pede, og fordi handicappede indbyrdes har vidt forskellige foruds‘tninger. Netop forst†elsen for, at handicappede indbyrdes har vidt forskellige foruds‘tninger, er vigtig. Grundl‘ggende g‘lder ligebehandlingsprincippet naturligvis for alle uanset karakteren af funktionsneds‘ttelsen. Men ligebehandlingsbegrebet er ogs† n›dsaget til at reflektere, at der er betydelig forskel p† at v‘re for eksempel blind og sv‘rt multihandicappet. Et er at tale om og forst† ligebehandling p† arbejdsmarkedet, n†r eksemplet er en blind jurist, som ikke har andre problemer end, at vedkommende ikke kan se. Noget andet er at tale om ligebehandlingsbegrebet for udviklingsh‘mmede, sindslidende og multihandicappede, hvor udgangspunktet er meget anderledes. Ligebehandlingsbegrebet skal kunne rumme alle former for funktionsneds‘ttelse. Det m† ikke blive eksklusivt og kun have relevans der, hvor der umiddelbart kan kompenseres til et lige udgangspunkt. For at rumme alle m† vi definere ligebehandlingsprincippet ud fra nogle mindre mekaniske, men m†ske snare moralske begreber om livskvalitet og det gode liv. Alts† ret til at leve et liv p† egne pr‘misser uanset funktionsneds‘ttelse og uanset, at man i mange situationer er dybt afh‘ngig af indsatsen fra det offentlige. Ligebehandlingsprincippet er med andre ord meget bredere end det, der kan rummes inden for kompensationsprincippets forestilling om det lige udgangspunkt. N†r det ikke er muligt fuldt ud at opn† lige muligheder, s† er ligebehandling at sikre "det gode liv". L‘s mere ? Dansk handicappolitik - lige muligheder gennem dialog. Center for Ligebehandling af Handicappede (2002). www.clh.dk ? FN's Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede. Dansk udgave af Socialministeriet (1999). www.dch.dk ? Historiske spor og nutidige udfordringer i handicappolitikken. Inge Storgaard Bonfils. Handicap, kvalitetsudvikling og brugerinddragelse. AKF Forlaget (2003) ? Sektoransvar: muligheder og problemer. Mogens Wiederholt. Sektoransvar p† programmet. Center for Ligebehandling af Handicappede (2004) ? Vejledning om Sociale tilbud til voksne med handicap (vejl. nr. 58, 1998). www.retsinfo.dk WWW. ? www.kommunalehandicapraad.dk ? www.handicapraad.dk ? www.clh.dk ? www.dch.dk ? www.handicap.dk