Tænketank om fremtidens boliger for mennesker med handicap har udgivet en ny vision. Den 2. november holdt Tænketanken en høring om visionen, som tidligere er udsendt som et manifest til beslutningstagere i stat, regioner og kommuner. Oplægsholdere på høringen var Jan Lindhardt (teolog, tidligere biskop og medlem af Tænketanken), Lisbeth Jensen (formand for Udviklingshæmmedes Landsforbund, ULF), Anette Laigaard (adm. direktør i Socialforvaltningen, Københavns Kommune og medlem af Tænketanken), Jesper Nygård (adm. direktør i KAB og medlem af Tænketanken) samt Thomas Gruber på vegne af Sytter Kristensen (Landsforeningen LEV og medlem af Tænketanken). Deltagere i paneldebatten var: Søren Eriksen (Danske Regioner), Anny Winther (Kommunernes Landsforening), René Skau Björnsson (handicapordfører for Socialdemokraterne), Susanne Olsen (landsformand for Dansk Handicap Forbund og medlem af Tænketanken). Jesper Nygaard og Anette Laigaard deltog også i debatten.
Tænketankens ambition er at gøre op med de institutionelle tankegange, som efter institutionsbegrebets afskaffelse stadig præger boligområdet. Boligen skal kunne danne rammen om det hele liv, også hvis man vil bo sammen med en partner. Anette Laigaard pointerede behovet for selvbestemmelse og at møde borgeren, der hvor borgeren er. Ifølge Sytter Kristensen er det er gået for langsomt med at afinstitutionalisere boligområdet. Socialministeriets evaluering fra 2002 viste bl.a., at brugerne ikke havde indsigt i egen økonomi, skulle spise på faste tidspunkter og overholde husregler, som var bestemt af medarbejderne. Det er opfattelsen, at disse forhold i vid udstrækning stadig gælder for mange mennesker med udviklingshæmning.
Et budskab fra høringen er, at Danmark er langt fra at leve op til kravene om boliger til mennesker med handicap i FN’s handicapkonvention. Det kræver et kommunalt og statsligt engagement og ansvar at fuldføre afskaffelsen af fortidens institutioner og institutionelle tankegange.
Frihed til at vælge bolig er ikke en realitet for mange mennesker med handicap. Mange mennesker med udviklingshæmning bor i boliger på 10-15 kvadratmeter, og institutionerne fungerer stadig, både i forhold til drift og i vores syn på mennesker med handicap. Det er fx en udpræget opfattelse, at mennesker med udviklingshæmning som hovedregel bor i kollektiv. Man tager stordriftsfordele for givet i driften af boliger til mennesker med handicap, men ignorerer stordriftens ulemper, som handler om kvalitet i boligen.
Et element i Tænketankens vision for boligområdet er, at bolig og støtte adskilles, hvilket også Lisbeth Jensen efterlyste på høringen. ULF har set eksempler på, at mindre boenheder nedlægges, og da muligheden for støtte følger boligen, har beboerne ikke noget reelt valg, om de vil flytte med eller ej. Ønsket er, at personalets arbejdsplads ikke er samme fysiske lokalitet som beboernes eget hjem, men et hus for sig, således at den enkelte selv kan bestemme, hvornår han/hun modtager støtte. I mange tilfælde er det vejlederens arbejdskalender, der afgør hvor der kan gives støtte. Tænketanken anbefaler, at tildelingen af støtte skal være bundet op på den enkelte borger, og der skal etableres et hjælpeapparat, så borgeren kan klare sig i eget hjem og vælge hjælpen til eller fra.
Den almene sektor en vigtig del af boligforsyningen, og det er vigtigt at diskutere, hvordan den almene sektor bidrager til at skabe boliger, der kan løse forskellige behov. Tilgængelighed skal tænkes ind i boligbyggeri fra starten, for det er dyrt at skabe tilgængelighed til utilgængelige boliger. Jesper Nygård redegjorde for tilgængelighedsmærkningen af KABs boliger. Her er fokus på fysisk tilgængelighed, men der er også brug for at registrere de behov, der handler om andet end fysisk tilgængelighed.
Det er realistisk at bygge tilgængelige boliger inden for den eksisterende ramme, og det er nødvendigt at tænke den fornødne fleksibilitet ind i de almene boliger. Omkring 50 % af den samlede, almene boligmasse er i dag ikke tilgængelig, så behovet for renovering er stort.
Synliggørelsen af specialindretninger skal styrkes, så andre borgere bliver oplyst om mulighederne, når en bolig med specialindretninger bliver ledig.
Et andet budskab på høringen var også, at moms på byggegrunde og forhøjelse fra 7 % til 14 % på grundkapitalen, vil fordyre nybyggeri i kommunerne fra 1. januar 2011. Hvis der er behov for at øge antallet af bestemte boliger, så bør man følgelig ændre satsen. Som det ser ud nu, vil kommunerne tøve med at igangsætte nybyggeri.Et gennemgående budskab er, at der skal opbygges en større viden, som kan udgøre et solidt beslutningsgrundlag på boligområdet. Der er brug for en ambitiøs, langsigtet strategi og investeringsplan for at skabe tidssvarende boliger til mennesker med handicap, med tilstrækkelige, individuelle støttemuligheder, og som understøtter selvbestemmelse for den enkelte. Samtidig skal innovative indsatser styrkes, og det skal gøres mere tydeligt, hvilke velfærdsteknologiske muligheder der findes, og hvordan disse muligheder kan understøtte adskillelsen af bolig og støtte og selvbestemmelse i eget hjem.
Det blev foreslået, at der opbygges partnerskaber på boligområdet, for at støtten kan gives mere individuelt. Flere pointerede behovet for at styrke samarbejdet mellem kommunerne og boligselskaberne og at tænke visitationssystemet igennem, så bl.a. boligselskaberne i højere grad bliver inddraget i visitationen til den enkelte bolig. Styrkelsen af samarbejde gælder også de forskellige faggrupper, som mennesker med handicap er i kontakt med og/eller modtager støtte fra.
Danske Regioner påpegede, at regionerne har driftsansvar for nogle af de mest specialiserede boliger i Danmark, men efter kommunalreformen har regionerne ikke bevaret retten til at opføre nye boliger. Det bør diskuteres, om det kunne være hensigtsmæssigt at placere de mest specialiserede boliger til mennesker med handicap i regionalt regi, da kommunerne kan have svært ved at løse denne opgave og stille de nødvendige kompetencer til rådighed. Der bør også ses på rammeaftalerne mellem kommuner og regioner, for på nuværende tidspunkt er rammeaftalerne ikke stærke nok til at sikre en god opgaveløsning.
Sprogbrugen er vigtig, når man taler om mennesker med handicap, for mennesker med handicap er langt fra en homogen masse. Og når man taler om boliger til mennesker med handicap, er det vigtigt at vide, at det handler om at skabe rammerne for et hjem, hvor den enkelte selv sætter rammerne for, hvad der foregår. I hjemmet kan man restituere sig til at komme ud og klare verden. Et hjem er ikke en arbejdsplads.
Den etiske dimension af tilgangen til mennesker med handicap har været vægtet højt i Tænketankens arbejde. Jan Lindhardt understregede, at etisk grundviden er vigtig hos mennesker, som arbejder med mennesker, der har andre vilkår end dem selv. Etikken er til for, at man er klar over, hvad man kan forvente sig af dem, man møder i et samfund, og der er en klar grænse for, hvor dårlige forhold vi kan tåle at se for mennesker med handicap.