| Indholdsfortegnelse | Slut på afsnit | Næste afsnit | Forrige afsnit |

Standardregler kan inspirere danske initiativer

Interview med socialminister Karen Jespersen

FN's Standardregler er meget værdifulde, selv om de ikke formelt er juridisk bindende lovgivning. De formulerer nogle forudsætninger, mål og strategier for gennemførelsen af en handicappolitik, der har som mål at skabe ligebehandling af handicappede med ikke-handicappede.

- Den største værdi består i, at de kan inspirere de initiativer, der i øvrigt bliver taget, og i den forstand kan Standardreglerne sammenlignes med Verdenserklæringen om menneskerettighederne. FN's Standardregler bør være et fælles grundlag for de initiativer, vi tager på handicapområdet, siger Karen Jespersen.

Regeringens første skridt i forbindelse med Standardreglerne var at få dem oversat til dansk, således at alle, der ønsker det, kan sætte sig ind i reglerne. Det gælder også blinde, idet man har fået Standardreglerne indtalt på bånd og trykt dem i punktskrift.

- Oversættelse blev offentliggjort den 19. december 1994, hvor jeg holdt et pressemøde for at skabe opmærksomhed om dem. På dette pressemøde overrakte jeg 100.000 kr. til Palle Simonsen, som er formand for Det Centrale Handicapråd, der fik disse midler til at arbejde videre med at udbrede kendskabet til reglerne i Danmark.

På samme pressemøde fik De Samvirkende Invalideorganisationer 1.500 eksemplarer af Standardreglerne til fordeling blandt DSI's medlemsorganisationer og deres lokale afdelinger.

- Det var vigtigt, handicaporganisationernes egne medlemmer fik mulighed for at få kendskab til Standardreglerne, så de kunne bruge dem til at påvirke de mange lokale beslutningstagere, der har afgørende indflydelse på planlægningen af samfundsudviklingen, og som kan sikre, at det sker under hensyntagen til handicappedes behov. Karen Jespersen tilføjer:

- Det var samtidig en opfordring til handicaporganisationerne om at gå mere aktivt ind i det lokalpolitiske arbejde og ikke forlade sig på, at alle ligebehandlingsproblemer kan løses ved lovgivning og centrale beslutninger.

- Den centrale lovgivning er på mange måder en rammelovgivning, der skal udfyldes ved lokale beslutninger, og her må vi naturligvis sikre os, at de rammer, der skabes i den centrale lovgivning, kan bidrage til at gennemføre løsninger, som lokalt skal sikre handicappedes ligestilling. Her må vi lytte til råd, der kommer fra Det centrale Handicapråd og fra Center for Ligebehandling af Handicappede.

Forskning på handicapområdet

Regeringen har sat en række initiativer i gang for at indsamle, bearbejde og formidle viden på specifikke handicapområder. I samarbejde med amtskommunerne er der oprettet 11 videnscentre, som skal betjene de kommunale og amtskommunale forvaltninger, institutioner, skoler og de handicappedes organisationer. Etableringen af centrene er et væsentligt element i den fortsatte udvikling af både den almindelige og den specielle rådgivning på handicapområdet.

På forskningsområdet har regeringen taget initiativ til at udarbejde en national forskningsstrategi. Med dette initiativ vil regeringen afdække behovet for forskning indenfor hele samfundet, og i den forbindelse vil der også blive taget hensyn til behovet for forskning på handicapområdet.

Socialministeriet har bidraget til to undersøgelser, der gennemføres af Socialforskningsinstituttet:

- Den ene undersøgelse handler om "Arbejde trods handicap". Sigtet med denne undersøgelse har været at beskrive og perspektivere det danske sociale systems sikring af handicappede på arbejdsmarkedet.

- Den anden skal være en bred undersøgelse af "handicappedes vilkår" hvad angår bolig, uddannelse og arbejde med mere. Den skal blandt andet forklare eventuelt manglende integration af handicappede i samfundet - ikke kun ud fra den enkeltes ressourcer, men også ud fra barrierer i samfundslivet - og være referenceramme for mere dybtgående undersøgelser, fortæller Karen Jespersen.

Desuden har Socialministeriet i 1995 taget fat på en undersøgelse af bistandslovens botilbud til handicappede i samarbejde med de kommunale organisationer og brugerorganisationerne.

- Vi vil gerne have belyst, hvilke udviklingstendenser og problemer, der er ved bofællesskaber og institutionstilbud. Undersøgelsen skal danne grundlag for at tilrettelægge rammer for udviklingen, fortæller Karen Jespersen.

- Også Erhvervsministeriet er aktivt. Et udvalg under dette ministerium arbejder med at styrke hjælpemiddelindustrien. I denne forbindelse har man fremsat et forslag om at etablere et Forsknings- og Udviklingscenter for Hjælpemidler og Rehabilitering, og det er allerede i gang.

- Centret skal dels løse problemer for mennesker med funktionsnedsættelse, dels stimulere potentialet i dansk hjælpemiddelindustri.

Dansk tradition for samarbejde

FN's Standardregler foreskriver, at regeringerne samarbejder med handicaporganisationerne, og det er der en efterhånden lang tradition for i Danmark.

- Handicaporganisationerne inddrages altid i beslutningsprocesserne, når Det centrale Handicapråd bliver hørt, men ofte vil DSI også blive bedt om at lade sig repræsentere direkte i de udvalg, der gennemfører lovforberedende arbejde.

- I øvrigt har handicaporganisationerne i almindelighed brugerrepræsentanter i bestyrelserne for f.eks. videnscentre og i styregrupper for særlige udviklingsprojekter, der gennemføres på handicapområdet, siger Karen Jespersen.

Henvendelse fra FN's rapportør er og vil også fremover blive besvaret af regeringen, men Socialministeren vil være koordinerende, hvis en henvendelse vedrører forespørgsler på andre ministerområder.

Den danske regering har udpeget Det centrale Handicapråd til at varetage opgaverne, der er nævnt i regel 7 om koordinering af indsatsen. Rådet er som bekendt sammensat af ligelig repræsentation af en række ministerier, de kommunale organisationer og handicaporganisationerne. Der er yderligere tilknyttet nogle eksperter, som skal bidrage til rådets arbejde.

- Det Centrale Handicapråd følger samfundsudviklingen og rådgiver alle ministerier med henblik på at sikre, at der tages hensyn til handicappedes behov og ligebehandling i forbindelse med gennemførelse af lovgivningsinitiativer.

- Desuden laver "Center for Ligebehandling af handicappede", som er tilknyttet Det centrale Handicapråd, en årlig beretning. Denne danner grundlag for en redegørelse til Folketinget om udviklingen med hensyn til ligebehandling af handicappede.

- Jeg har haft drøftelser med centret om at gennemføre periodiske og målrettede analyser for bestemte områder, der kan omsættes til handleplaner inden for det pågældende ministerområde.

Et fundamentalt princip

Men regeringen retter også blikket mod andre lande, såvel med tanker om u-landspolitikken, som om samarbejdet med de øvrige EU-lande. Karen Jespersen:

- U-landspolitik. Ja, der er en udvikling på vej, hvor menneskerettigheder indgår med stadig større vægt i prioriteringen af u-landsprojekter, og her bør forholdene for handicappede også tages i betragtning, mener Karen Jespersen og fortsætter:

- Med hensyn til EU, så har der allerede været stillet forslag fra handicaporganisationerne om, at vi skal arbejde for at udnævne en såkaldt EU-rapportør, der skal følge og medvirke til at fremme gennemførelse af FN's standardregler i EU.

- Det er Danmarks politik at arbejde for det forslag, og vi vil snarest rette en henvendelse til EU, hvor vi også formelt fremsætter dette forslag. Vi er i dialog med handicaporganisationerne om at fremme sektoransvarlighedsprincippet som et fundamentalt princip i EU.

Demokratiske samfund bør kymre sig om minoriteternes problemer

Interview med Bengt Lindquist, Særlig Rapportør for FN og tidligere vicesocialminister i Sverige.


FN's Standardregler om ligebehandling af handicappede er ikke juridisk bindende for medlemsstaterne, men de er moralsk og politisk forpligtende for regeringerne. Man har koblet et system for overvågning til reglerne, og overvågningen skal hjælpe de enkelte lande i deres bestræbelser på at gennemføre standardreglerne.

- Vi skal dels påpege forhindringer og inspirere til nye løsninger, dels give landene redskaber til at måle fremskridtene og vurdere deres eget niveau i forhold til andre landes, siger Bengt Lindqvist.

Som særlig rapportør for FN er det hans opgave at forsøge at skabe en dialog, ikke kun med regeringerne, men også med lokale Non Governmental Organisationer, på dansk: ikke offentlige-organisationer.

Som en af de første opgaver sendte Bengt Lindqvist et spørgeskema ud til samtlige FN-medlemslande, men kun 38 lande, deriblandt Danmark, besvarede på det første spørgeskema, og blandt dem var der en overvægt af rige industrilande. Derudover meldte nogle få afrikanske, asiatiske og latinamerikanske lande tilbage.

- Det er meget skuffende antal i betragtning af, at mere end 70 lande aktivt deltog i arbejdet med at formulere standardreglerne, siger Bengt Lindqvist.

Han mener, at årsagen til den lave svarprocent først og fremmest er, at der er lang vej fra FN til det skrivebord i det enkelte land, hvorfra spørgeskemaerne skal besvares.

FN, i praksis Bengt Lindquist og hans panel af eksperter, sendte det første skema til landenes udenrigsministerier, som skulle sende det videre til den relevante myndighed.

- Risikoen for, at brevet forsvinder undervejs, er desværre stor. Men jeg er optimist og forventer, at processen finder sine veje at gå.

- Vi skal finde ud af, hvem i det enkelte land, der skal tage sig af opgaven, så spørgsmålene ikke forsvinder i regeringssamarbejdet. Det er jo foreslået i Standardreglerne, at de enkelte lande opretter nationale koordinationsudvalg eller lignende organer til at deltage i at gennemføre foranstaltninger for handicappede og følge op på bestræbelserne.

- Men få lande har et ligestillingscenter, som eksempelvis det danske Centrale Handicapråd og Center for Ligebehandling eller den svenske ombudsmandsinstitution. Vi vil lade viden om denne type institution gå videre til inspiration for andre. Desuden vil vi fremover lade de respektive landes handicaporganisationer vide, at spørgeskemaerne er afsendt, således at de kan holde regeringerne "i ørerne".

Lige ret og lige pligt

Standardreglerne er det vigtigste instrument til at få gennemført FN's verdenshandlingsprogram om lige adgang, lige muligheder og afskaffelse af diskrimination af handicappede. Ifølge Bengt Lindqvist er det meget vigtigt, at de enkelte lande indfører sektoransvarlighedsprincippet.

- Udviklingen på handicapområdet og en naturlig integration kan kun ske via sektoransvarlighedsprincippet. I Norden er det lykkedes os at slippe af med særlovgivningen for handicappede, og det kan andre lande lære af. Men vi har været alt for længe om det, andre bør lære det hurtigere.

- Særlove ikke er vejen frem, men man kan sagtens kombinere lovgivning på basis af sektoransvarlighedsprincippet med regler om positiv særbehandling, eksempelvis tilskud til firmaer, som ansætter handicappede, ledsagerordninger, med videre.

- Det indebærer naturligvis også, at handicappede, når de har opnået ligebehandling, skal have de samme forpligtelser som andre, påpeger Bengt Lindqvist.

De offentlige myndigheder har naturligvis det endelige ansvar for de handicappedes situation, men for at gennemføre forbedringer skal og må de handicappede selv tage aktivt del. De enkelte lande bør inddrage handicaporganisationerne i arbejdet og i alle de beslutninger, man tager om at iværksætte lovgivning, projekter og oplysninger om og for handicappede.

- For at kunne måle fremskridt, bør de enkelte lande igangsætte og-eller videreføre forskning og oplyse om handicappedes levevilkår på alle områder, og dermed skabe sig et overblik over, hvilke barrierer, der påvirker handicappedes tilværelse. Det er nødvendigt og muligt, siger Bengt Lindqvist.

- Alle lande må have oplysninger om deres egen befolkning, og denne viden er en forudsætning for at gennemføre Standardreglerne. Regeringens holdning og demokratiske regler er vigtige, men det er lige så nødvendigt, at handicappede selv deltager i arbejdet.

Standardregler og menneskerettigheder

Problemet er imidlertid, at mange lande ikke har tradition for stærke handicaporganisationer. På dette område kan de nordiske lande og andre med stærke traditioner for brugerorganisationer yde en stor hjælp ved at give deres erfaringer videre, og dermed hjælpe handicappede i u-lande med at opbygge en organisation.

- Via en stærk brugerorganisation er mulighederne for at få indflydelse langt større, og regeringerne har - via deres tilsagn til Standardreglerne - accepteret at inddrage organisationerne i udviklingsprocessen.

Kultur og fordomme spiller en stor rolle:

- Men man kan drage paralleller til de almene menneskerettigheder. I mange år var der eksempelvis ikke noget kvindeperspektiv, hvad angår menneskerettigheder i u-landene, men det er der nu. Der er sket fremgang for kvinder, og den fremgang skal udvides til også at omfatte handicappede. Der ligger en gigantisk opgave i at skabe en positiv indstilling til Standardreglerne, og det skal nok lykkes.

Bengt Lindqvist mener godt, man kan lovgive om det.

- Og der er en klar fordel ved at gøre det så tidligt som muligt. I Ghana, som er et meget fattigt land, har man lavet en ændring i grundloven, så den nu forbyder at diskriminere og udnytte mennesker med handicap. Det giver en stærk juridisk og politisk støtte til at gennemføre standardreglerne. I så fattigt et land vil det naturligvis tage lang tid, før reglerne om uddannelse, tilgængelighed med videre bliver gennemført, men ændringen i grundloven er et kraftfuldt udtryk for, at man tager det mål alvorligt.

- Ghana er inde i en spændende udvikling, og det er på et uhørt tidligt tidspunkt, de har taget skridtet.

Bengt Lindqvist er overbevist om, at det stærke politiske signal vil give en bedre beskyttelse af handicappede end den de får i andre lande, der ikke har en tilsvarende lovgivning. Sydafrika arbejder på at få indført en lignede lovgivning, Zimbabwe har den, og blandt de industrialiserede lande findes den i USA og Australien.

U-landshjælp med handicapkrav

FN-landene bør arbejde sammen og hjælpe hinanden til at gennemføre reglerne. Mange u-lande vil få brug for ikke alene moralsk støtte, men også økonomisk støtte. Derfor er måden, hvorpå man kan hjælpe u-landene, en generel forøgelse af bistanden.

- De nordiske lande har stærkere handicaporganisationer end der findes noget andet sted på jorden. Det betyder, at vi har et godt samarbejde med regeringerne. Det har ført os så langt, at vi også har kunnet medvirke til, at bistandsprojekter, som iværksættes af de nordiske lande, skal tage hensyn til handicappede, og at regeringerne afsætter øgede midler til formålet.

- Jeg synes, at vi i de nordiske lande med rette kan være stolte over det, der er lykkedes for os. Men der er store forskelle de europæiske lande indbyrdes, og vi kan give megen viden og erfaring videre til lande som Grækenland og Portugal.

- Men jeg møder ofte den indstilling hos nordiske politikere, at vi kan læne os tilbage og glæde os over de resultater, vi har nået.

- Det kan vi ikke. Det er vigtigt at sige til politikerne, at vi endnu ikke ved, hvor grænsen går. I de nordiske lande er tilgængelighedsnormerne eksempelvis blevet svækket på grund af udprægede decentraliseringstendenser, som gør det vanskeligt at få ensartede normer, siger Bengt Lindqvist og slutter:

- Et hvilket som helst demokratisk samfund bør bekymre sig om minoriteternes problemer. Minoriteten må integreres, og det er regeringernes ansvar, at de pågældendes stemmer høres. Vi politikere laver nødigt en lov, før vi har fået bekræftet, at den også vil blive virkningsfuld. Men via lovgivning kan man tilkendegive hensigten og siden falde tilbage til selve grundlaget, når der opstår tvivl. Ghana er et lysende eksempel.

| Indholdsfortegnelse | Start på afsnit | Næste afsnit | Forrige afsnit |