| Indholdsfortegnelse | Slut på afsnit | Forrige afsnit |

Demokrati er den danske måde og den gode måde

Interview med borgmester Henrik Christiansen, Roskilde.

- Det er på det kommunale niveau, at borgeren - handicappet eller ikke handicappet - står ansigt til ansigt med politikerne og medarbejderne. Det er i den handicappedes løbende kontakt til og samspil med medarbejderne, at de praktiske muligheder udmøntes, påpeger borgmester Henrik Christiansen, Roskilde og understreger dermed de vigtige funktioner, kommunen har med henblik på handicappedes vilkår.

Netop af den grund mener Henrik Christiansen, at det vil være en god idé, at Roskilde Kommune laver en høring om FN's Standardregler for at få præciseret, hvilke områder, kommunen har ansvaret for at udvikle.

- Man kan bruge resultatet af en sådan høring som et idékatalog, men i det daglige arbejde lægger vi vægt på de konkrete ting, der foregår i kommunen. Vi har et godt samarbejde både med brugerrådet og de enkelte handicaporganisationer.

I Danmark er vi nået er godt stykke hen ad den vej, som Standardreglerne anviser. Ifølge regel 6 om uddannelse bør man anerkende princippet om lige uddannelsesmuligheder og integration, blandt andet i grundskolen. Det lever Roskilde ganske godt op til, idet kommunen hvert år bevilger penge til særlig indretning af klasselokaler, så fysisk handicappede børn kan integreres i normal skolegang.

- Sport, kultur- og fritidslivet skal handicappede også kunne deltage i ifølge Standardreglerne, men det kommer ikke bag på os. De fleste steder i landet er der et bredt udbud af idrætsaktiviteter, og her i byen har vi for eksempel indrettet klubhus til handicappede idrætsfolk. Det ligger i tilknytning til idrætshallen og byens øvrige idrætsfaciliteter. Det er lykkedes takket være kombinationen af ildsjæle i Dansk Handicap Idrætsforbund, som har arbejdet for sagen, og kommunens velvilje.

Sløjt med integration på arbejdsmarkedet

Ligebehandling er også at have sin egen bolig i stedet for at bo på institution eller hjemme hos forældrene, til de ikke kan mere:

- Vi startede i foråret byggeriet af et nyt bofællesskab for psykisk udviklingshæmmede og har ansat hjemmevejledere, som har til opgave at kompensere for de manglende evner hos den enkelte beboer, så han eller hun kan klare sig i egen bolig, fortæller Henrik Christiansen og tilføjer, at hjemmevejlederne naturligvis skal respektere den enkeltes private sociale netværk.

Afhængigheden af den enkelte hjemmevejleder bliver selvsagt større, når en beboer ikke er beskæftiget om dagen. Det er derfor ifølge Henrik Christiansen meget vigtigt, at der er tilbud om beskyttet beskæftigelse til psykisk udviklingshæmmede, som ikke kan begå sig på en almindelig arbejdsplads og i øvrigt har svært ved at få tiden til at gå på egen hånd.

Desværre står det generelt set sløjt til med handicappedes integration på arbejdsmarkedet.

- I den lange periode med arbejdsløshed har det været et problem at få handicappede ud på arbejdsmarkedet. Så snart der bliver mangel på arbejde, betaler handicappede prisen. De får pension i stedet for job, og det er jo ikke ligebehandling.

- Men arbejdsløsheden er ikke den eneste faktor, vi har ganske enkelt fokuseret for lidt på problemer og muligheder. Handicappede er i konkurrence med flygtninge, indvandrere og andre svage grupper, når det gælder fortrinsstillinger og skånejob, men det ændrer ikke ved målsætningen. Både det offentlige og det private arbejdsmarked kunne godt gøre en større indsats.

Kompromis om tilgængelighed

- Det handler om holdning, kultur, socialt sindelag og om, hvordan vi hjælper på en god måde.

FN's Standardregler dækker et bredt felt, og man kan altid diskutere, om vi gør nok for at afhjælpe problemerne for handicappede, men helt at fjerne dem er nok umuligt.

Som et eksempel nævner Henrik Christiansen tilgængeligheden i bymidten, hvor man blandt andet har renoveret gågaden og i den forbindelse tog brugerne med på råd.

- Alle har ikke givet deres bifald. Kørestolsbrugerne syntes ikke, vi havde fundet den allerbedste løsning, men vi nåede dog til et rimeligt kompromis mellem det æstetiske og det funktionelle, eksempelvis med gålinjer til blinde.

- Der kan gøres meget på området fysisk tilgængelighed. På hjælpemiddelområdet er det også svært ved at følge med. Der bliver udviklet stadigt mere avancerede hjælpemidler og behovene for dem er efterhånden så store, at kommunen ikke altid har råd til at betale for det aller, aller nyeste, hvis man i forvejen har et brugbart.

Pengepungen bestemmer

- Det skal ikke opfattes negativt, men det afspejler helt klart, at det er nødvendigt at prioritere. Selv om det er upopulært at sige det, så er det nu engang sådan, at ingen borgere kan opnå det maksimale på alle punkter, og at det er pengepungen, som er afgørende for, hvad der kan realiseres. Det kræver en vis forståelse fra alle parter. Vi skal afhjælpe handicap, men med den viden i baghovedet, at der findes flere gradueringer for afhjælpning, og vi gør det så godt som muligt, uden at det dermed altid bliver den optimale løsning, siger Henrik Christiansen.

Han er ikke tilhænger af, at der kommer mere detaljeret lovgivning på området, men går ind for, at Folketinget sikrer minimumsrettigheder, så der ikke opstår meget store forskelle i rettighederne. På Christiansborg skal de vedtage fornuftige rammelove og overlade det til lokalsamfundet selv at udfylde dem.

- Vi lever i et demokrati, den lokale indflydelse skal dække bredt og ikke kun nogle få områder. Det er den danske måde at gøre tingene på, og det er også den gode måde.

- Handicappede, som jo er underlagt de beslutninger, flertallet - af ikke handicappede - tager, har krav på beskyttelse og for kompensation for deres handicap. Jeg er overbevist om, at det er en generel holdning i befolkningen, at der skal gøres meget for handicappede.

Standardregler kræver en indsats på tværs af sektorer

Interview med amtsborgmester Søren Eriksen, Vestsjællands Amt.


"De enkelte lande bør træffe foranstaltninger til at skabe øget opmærksomhed om mennesker med handicap, deres rettigheder, behov, medvirken og udviklingsmuligheder."

Sådan lyder indledningen til regel nummer et i FN's Standardregler om lige muligheder for mennesker med handicap, og det er den regel, som i første omgang er den vigtigste, mener amtsborgmester Søren Eriksen, Vestsjællands Amt.

- Den politiske hovedopgave er at skabe øget opmærksomhed omkring handicapbegrebet. Gruppen er meget stor og de enkelte personers behov er meget forskellige.

Standardreglerne dækker alle områder af samfundslivet, hvilket er i fin overensstemmelse med det danske princip om sektoransvarlighed, som går ud på, at forhold for handicappede skal behandles i de ministerier, amtslige og kommunale forvaltninger, hvis ansvarsområder et spørgsmål hører ind under.

- Vi må derfor først og fremmest se på, hvilke instanser, der har det politiske og forvaltningsmæssige ansvar for de forskellige områder, som de i alt 22 regler dækker. At fordele ansvaret er en forudsætning for at indfri formålet med reglerne, nemlig udvikling.

- Derefter må vi vurdere, hvordan samfundet fungerer i forhold til de normer, Standardreglerne sætter. Danmark er et af de lande, som aktivt har arbejdet for at få reglerne vedtaget, og derfor har vi en politisk og moralsk forpligtelse til at forsøge at leve op til dem, siger Søren Eriksen.

Amternes ansvar

En del af de forhold, som er beskrevet i reglerne, hører ind under amternes resort-områder. Her kan nævnes behandling, idet sygehusvæsenet i vidt omfang drives af amterne. Amterne har også ansvaret for revalidering, for mange døgn- og daginstitutioner for børn og voksne med handicap, for etablering af boliger og beskyttede værksteder.

Dertil kommer, at amternes uddannelsesforpligtelser indeholder elementer for de mange mennesker, der har kontakt med fysisk og psykisk handicappede, for eksempel gymnasier og HF, og ikke mindst uddannelse af social- og sundhedssektorens personale, indbefattet den praktiske uddannelse, læger skal have efter bestået embedseksamen.

- Vi må nu gå ind og se på, om vore uddannelser respekterer Standardreglerne, mener Søren Eriksen. Han fortsætter:

- Indsatsen skal ske på tværs af sektorer. Det er nødvendigt, fordi flere forskellige instanser skal samarbejde for at få tingene til at gå op i en større enhed. Det nytter for eksempel ikke, at vi løser opgaven med at indrette vore HF-skoler og gymnasier perfekt til at modtage - og dermed integrere - handicappede, hvis eleverne ikke kan komme. Man skal altså gøre sig overvejelser over, hvilke hjælpemidler, transportmuligheder og ledsagerordninger, der kan være brug for.

Standardregel nr. 5 om adgang til de fysiske omgivelser er et godt eksempel på, at problemerne skal løses på tværs af sektorerne, og at løsningen også kræver medvirken fra private.

- Umiddelbart ser det ud til, at regel 5 er nem at gå til, men man skal tænke langt ud i fremtiden, så man ikke fejlinvesterer, specielt indenfor transportsektoren kan det blive dyrt. Desuden er diskussionen om, hvor langt vi skal gå, svær.

- Handicappede har naturligvis krav på, at man nedbryder barriererne for tilgængelighed, men vi kan ikke indrette alt, så der bliver uhindret adgang for handicappede. Det vil kun være muligt, hvis man endegyldigt definerer handicappedes behov, men disse ændrer sig med tiden. Der er tale om en løbende udvikling, hvorfor ingeniører, arkitekter og andre hele tiden må udvikle hjælpemidler til transport med mere, siger Søren Eriksen.

Handlingsplaner skal sættes i gang

Som en konsekvens af Standardreglerne vil Amtsrådsforeningen sandsynligvis anbefale, at alle amter holder en temadag om reglernes indhold og det ansvar, der påhviler amterne i forbindelse med at gennemføre dem.

- Jeg mener, det ville være en god idé at invitere amtets kommuner med til temadagen, som tidligere nævnt fordi mange opgaver kun kan løses ved, at amtskommunerne og kommunerne samarbejder.

- Efterfølgende bliver det nødvendigt at lave handlingsplaner for den indsats, vi nu skal til at gøre for mennesker, der har et handicap. Der skal gøres status over problemerne, målene skal fastlægges, og de nødvendige økonomiske midler skal afsættes, hvis der skal være en chance for, at der sker noget.

- Derefter må vi vurdere, om de foranstaltninger, vi gjorde, lykkedes. Var vore anstrengelser en hjælp? For at kunne besvare det spørgsmål må vi også finde metoder til at måle fremgang.

Et godt mål at stræbe efter

Søren Eriksen mener ikke, at vi behøver kæmpe hårdt for at få handicappede integreret, det er alment accepteret i Danmark.

- Der er nogle punkter, hvor vi kan gøre tingene bedre. FN's Standardregler er et godt mål at stræbe efter, men uanset hvilke to mennesker, man kigger på, er deres muligheder aldrig helt lige, så jeg tror ikke, målene kan nås et hundrede procent. Men vi skal alligevel bestræbe os på det. Og det er regeringens ansvar, at vi får en national opfølgning af FN's budskab.

- Det ville være trist, hvis holdningen er "godt vi fik reglerne" - og så sker der ikke mere. I denne sammenhæng har Det centrale Handicapråd en væsentlig opgave med at "prikke" til staten, så man sikrer sig, at staten er med til at sørge for, at ansvaret for og finansiering af løsninger bliver fordelt.

- Med hensyn til det sidste og i forhold til opgavens art, er det nødvendigt, at vi kommer kassetænkningen til livs.

- Det kan også blive Det centrale Handicapråds opgave at følge, hvordan reglerne kommer til at virke - eller ikke virke, og i så tilfælde gøre opmærksom på det, så vi kan få det rettet. Vi skal huske på, at mennesker med handicap udgør en lille del af befolkningen, tilføjer Søren Eriksen, som ikke vil afvise, at der kan være fordele ved at oprette decentrale handicapråd til at følge implementering af reglerne på lokalt plan.

Decentralisering er et rigtigt princip

Han er ikke enig med dem, der mener, at en stærk central lovgivning bør følge i kølvandet på vedtagelsen af Standardreglerne.

- Det er i bund og grund et rigtigt princip, at lokale beboere har ansvaret for lokale forhold. Argumentet om, at forskellen i vilkårene fra amt til amt eller kommune til kommune er for store, holder ikke. De, der siger, at den offentlige service er ringere nu, har glemt, hvordan det var tidligere.

De tiltag, der er gjort for at udligne indkomsterne, har ført til mere ens vilkår for borgerne i det forskellige dele af landet, mener Søren Eriksen, og han er overbevist om, at det også vil blive tilfældet fremover for handicappede, når bare den politiske opgave bliver formuleret tilstrækkeligt præcist.

- Og hvis lokale politikere og myndigheder mangler viden på nogle områder, findes der efterhånden videnscentre for alle handicapgrupper, hvis ekspertise man kan trække på.

- Desuden har handicappede og deres organisationer langt større mulighed for at få fat i de folkevalgte, som har ansvar for beslutningerne, når disse er taget lokalt, slutter Søren Eriksen.

Handicappedes stilling på arbejdsmarkedet skal styrkes

Interview med departementschef Henning Olesen, Arbejdsministeriet.

De principper om handicappedes ret til arbejde, der kommer til udtryk i FN's Standardregler, indgår allerede naturligt i Arbejdsministeriets arbejde inden for dette område, siger departementschef Henning Olesen.

Udgangspunktet for Arbejdsministeriets arbejde er at skabe ligestilling på arbejdsmarkedet, så FN's Standardregler om lige muligheder for handicappede vil ikke medføre ændringer i ministeriets arbejdsområder.

- At skabe ligestilling betyder, at vi forsøger at bearbejde holdninger til beskæftigelse af "minoritetsgrupper" i bred forstand: Handicappede, kvinder, mænd på orlov, etniske minoriteter for eksempel. Ministeriets strategi går ud på via lovgivning, men lige så meget ved bearbejdning af holdninger, at skabe lige forhold for alle, siger Henning Olesen. Han tilføjer, at der som et led i disse bestræbelser i foråret 1995 blev vedtaget nogle forbedringer af lov om personlig assistance til handicappede i erhverv.

- For at styrke antallet af handicappede i arbejde er Arbejdsministeriet sammen med Socialministeriet ved at iværksætte en oplysningskampagne om fortrinsadgang for handicappede til visse offentligt regulerede beskæftigelser. Vi vil også gøre en indsats for at oplyse om muligheder for beskæftigelse i individuelt beskyttede stillinger, siger Henning Olesen.

Nej til kvoteordninger

I flere europæiske lande har man kvoteordninger, der fastslår, hvor stor en procentdel af virksomheders medarbejdere der skal udgøres af personer med nedsat erhvervsevne. Det er ikke en løsning, man i Danmark vælger for at få flere handicappede ud på det almindelige arbejdsmarked.

- Alle parter på arbejdsmarkedet har taget afstand fra at indføre kvoteordninger. Senest er det sket i Skånejobudvalget, der netop har afleveret to rapporter om beskæftigelse på særlige vilkår for personer med nedsat erhvervsevne.

- De principper, der kommer til udtryk i Standardreglerne, indgår således allerede naturligt i Arbejdsministeriets arbejde indenfor dette område. Derfor har vi ikke fundet behov for at udarbejde en handlingsplan for ministeriets arbejdsopgaver med særligt henblik på at øge mulighederne for beskæftigelse til handicappede, tilføjer Henning Olesen.

Arbejdsministeriets har ikke gennemført særlige undersøgelser om handicappedes forhold på arbejdsmarkedet inden for de seneste år. Men Socialforskningsinstituttet har udsendt en undersøgelse for Socialministeriet. Rundt om i landet bliver der ligeledes foretaget lokale undersøgelser, hvis resultater bliver sendt til Arbejdsministeriet.

- I Arbejdsministeriet har vi derimod fremadrettet - som en tre-årig forsøgsordning - ansat handicap-konsulenter i alle Arbejdsformidlings-regioner.

- Disse konsulenter, der selv skal være handicappede, har til opgave at skaffe arbejde på det almindelige arbejdsmarked til personer med handicap. Konsulenterne skal således også orientere om mulighederne for uddannelse og indretning af arbejdspladsen.

Vil gerne ansætte handicappede

Ifølge Standardregel 7 bør offentlige myndigheder som arbejdsgivere skabe gunstige betingelser for at beskæftige handicappede i den offentlige sektor. Arbejdsministeriet har ikke i sin personalepolitik særlige målsætninger for ansættelse af handicappede, men er positive over for det.

- Det sociale kapitel er jo med i overenskomsterne inden for det statslige område. På det grundlag drøfter vi i Arbejdsministeriets samarbejdsudvalg spørgsmålet om en politik for at ansætte personer med nedsat erhvervsevne, oplyser Henning Olesen.

Handicaporganisationer i samspil med AF

Offentlige myndigheder, fagforeninger og arbejdsgivere bør samarbejde med handicaporganisationerne om at skabe uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, siger regel 7. For eksempel med henblik på deltidsbeskæftigelse, jobdeling og selvstændig virksomhed.

Arbejdsministeriet indgår allerede i et sådant samarbejde.

- I Arbejdsministeriet er der en positiv holdning til at samarbejde med organisationer af mennesker med handicap.

Arbejdsministeriet afholdt for eksempel sammen med Det centrale Handicapråd i foråret 1995 en temadag om handicappede og arbejdsmarkedet, hvor handicaporganisationerne deltog.

- Der er, indenfor Arbejdsministeriets område, i forbindelse med satspuljeforliget for 1996 afsat midler til integration af handicappede på det ordinære arbejdsmarked. Blandt andet gennem en særlig beskæftigelses- og uddannelsesindsats over for handicappede. Fra denne konto kan der ydes tilskud til handicaporganisationer, der i samspil med AF medvirker i indsatsen, slutter Henning Olesen.

Integration beskytter mindretal

Interview med landsdommer Holger Kallehauge, formand for DSI's internationale udvalg og for Landsforeningen af Polio-, Trafik - og Ulykkesskadede, PTU.


FN's Standardregler om Lige muligheder for handicappede og FN's Long Term Strategies er de vigtigste dokumenter for handicappolitik, der er vedtaget i dette tiår.

- Selv om det tydeligt fremgår af dokumenterne, at det er de enkelte landes regeringer, som har ansvaret for at arbejde for at gennemføre reglerne, betyder det ikke, at handicaporganisationerne kan læne sig tilbage.

- Vi må stadig arbejde aktivt for sagen, heldigvis møder vi stor velvilje. Vi bliver da ofte hørt og får indflydelse, og meget godt er gennemført, siger Holger Kallehauge.

- Det er jo sandt, at der i Danmark er langt bedre forhold for handicappede end i mange andre lande. Alligevel er der lang vej igen, før mennesker med handicap har lige muligheder med ikke handicappede. Og det er jo andre danskere, vi skal sammenligne os med, ikke folk fra Bangladesh, siger Holger Kallehauge.

- Vi skal alle tage FN's Standardregler alvorligt, ikke opføre os som principløse danskere ofte gør. Vedtagelsen af Standardreglerne er alle tiders chance for at lave en total gennemgang af den indsats, der gøres for handicappede herhjemme. Hvis man gør det med let hånd, er alle anstrengelserne spildt arbejde. Også De Samvirkende Invalideorganisationer må tage sagen alvorligt.

Der er efter Holger Kallehauges mening tre ting, der umiddelbart er de vigtigste:

For det første skal handicappedes levevilkår i Danmark kortlægges. For det andet skal der udarbejdes tidsfæstede handlingsplaner for at gennemføre Standardregler på statsligt, amtslig og kommunalt niveau. For det tredie skal resultaterne af indsatsen måles.

Udvalg under Statsministeriet

- Det kræver, at man på regeringsplan nedsætter et udvalg eller en arbejdsgruppe, som får ansvaret for handicapindsatsen. Dette udvalg ser jeg helst nedsat under Statsministeriet med den begrundelse, at det er en tværministeriel opgave.

- Udvalget bør bestå af repræsentanter for hvert parti, og statsministeren skal være formand, men bør naturligvis have en stedfortræder. For vi kan nok ikke regne med, at statsministeren vil kunne komme til alle møder. Holger Kallehauge fortsætter:

- Dette udvalg skal udarbejde en sammenhængende, landsdækkende plan for indsatsen på handicapområdet, og denne plan skal forelægges regeringen til beslutning. På den måde viser man, at man tager sagen alvorligt i alle ministerier. DSI må også tage sagen alvorligt ved at sørge for, at de nødvendige ressourcer afsættes og følge op med kontrol af det, regeringen og andre beslutningstagere gør.

Næste skridt bør være, at udvalget indkalder Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening til et møde og foreslår dem, at samtlige deres medlemmer laver en handlingsplan for, hvordan de vil arbejde for at gennemføre Standardreglerne inden for deres ansvarsområder.

- Staten kan naturligvis ikke pålægge amter og kommuner at gøre det, men de kan lade det få konsekvenser for størrelsen af bloktilskuddene. Det skulle være et stærkt incitament til at få arbejdet gjort, mener Holger Kallehauge.

Dernæst bør man nedsætte udvalg i Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening efter samme model som det statslige, og disse udvalg skal ligeledes være præsideret af politisk fremtrædende formænd. Udvalgene skal lave forslag til, hvordan man kan udarbejde handlingsplaner for amter og kommuner.

- Når det er gjort, kan man tage fat på at gennemføre handlingsplanen. Det vil være naturligt at foretage en prioritering, og målene skal være tidsfæstede. Når programmet er sat i værk, skal vi kunne måle, hvad vi får ud af skatteydernes penge - "er de spildt, eller er det gode ting, vi har fået gennemført"?

Resultater måles med handicapindeks

Resultaterne kan måles med direkte svar tilbage fra de handicappede selv. Dette svar fremkommer ved hjælp af DSI's handicapindeks med henblik på overvågning af FN's Standardregler om lige muligheder for handicappede. Handicapindekset bygger på alle 22 enkeltregler og kan måle, hvilken livskvalitet mennesker med handicap har.

- Vi har afprøvet indekset med repræsentanter for 22 lande, og derfor ved vi, at det er et egnet instrument. DSI har ladet de resultater, som er fremkommet ved en række tests - 67 besvarelser fra 22 lande - undergå videnskabelig analyse af en forsker med stor erfaring med indeks vedrørende samfundsforhold.

- Hans konklusion er, at spørgeskemaet fungerer godt, og at besvarelserne viser et sammenhængende mønster, som gør det meningsfuldt at tale om et alment niveau for handicappedes rettigheder og muligheder i et bestemt land.

- Som illustration kan nævnes, at de nordiske landes repræsentanter ved en prøvekørsel kom til resultater, der i det store og hele var ens, hvilket må anses for at være realistisk. Senere tests har vist, at også lokale afdelinger i handicaporganisationerne i henholdsvis Norge og Danmark er kommet til tilsvarende resultater.

- På denne baggrund mener vi, at vort indeks er egnet til at give et retvisende billede af situationen på et givet tidspunkt i et hvilket som helst land - altså også Danmark. Her er handicappedes basale behov dækket, men vi har, som nævnt, stadig ikke lige muligheder. Lad os tage et eksempel: hvis en undersøgelse viser, at kravene omkring tilgængelighed til kulturtilbud er opfyldt til 60 procent, så er der altså 40 procent af tilbudene, som handicappede ikke kan benytte.

Ligestilling, ikke fortrinsret

Ifølge Holger Kallehauge er de tre vigtigste Standardregler for Danmark reglerne 5, 6 og 7, som omhandler tilgængelighed, uddannelse og beskæftigelse. På disse områder skal der gøres en indsats nu, men DSI går ikke ind for rettighedslovgivning med den hovedbegrundelse, at en generel rettighedslovgivning ikke vil virke.

USA er et af de lande, der har rettighedslovgivning, og det betyder, at en handicappet kan anlægge civil retssag mod offentlige og private, hvis vedkommende ikke kan komme ind i bygninger - et teater, restaurant eller anden offentlig tilgængelig bygning.

- DSI tror ikke, at det danske retssamfund kan eller skal fungere som det amerikanske og ønsker ikke at påvirke holdninger til handicappede i negativ retning. Og det kunne ske, hvis for eksempel en restaurant kommer til at betale erstatning til en handicappet på grund af utilstrækkelige adgangsforhold. Det vil meget let kunne skade den gode vilje. Kvoteordninger har vi dårlige erfaringer med, især hvad angår arbejdsmarkedet.

- Integration er den bedste beskyttelse, et mindretal, som vi handicappede jo udgør, kan få. Hvis man laver særlove, der begunstiger handicappede i gode tider, kan man let tage disse begunstigelser ud af loven igen, når tiderne bliver dårlige.

Som hovedregel skal der altså ikke indføres fortrinsret for handicappede, men man skal heller ikke på forhånd udelukke den mulighed, som lovgivning på enkelte punkter giver for at løse et specifikt problem. Holger Kallehauge nævner som et eksempel:

- Når unge har gennemført deres uddannelse, skal de ud på arbejdsmarkedet. Hvis det viser sig, at ansøgerne til et job har lige gode kvalifikationer, ser man på, hvilke øvrige erfaringer den unge har gjort. Her taber handicappede altid.

- De har ikke været soldater, arbejdet i kibbutz, ikke været spejderførere, sjældent studeret i udlandet. Her mener jeg, at unge handicappede skal have kompensation. Det kunne bestå i, at de bliver tilbudt arbejde i et år til normal løn, som en form for jobtræning. Derefter konkurrerer de på lige fod med alle andre. Det er nødvendig kompensation for at skabe ligestilling, ikke fortrinsret, slutter Holger Kallehauge.

| Indholdsfortegnelse | Start på afsnit | Forrige afsnit |