Kolofon og indholdsfortegnelse fra trykt udgave


Årsberetning 2000
Det Centrale Handicapråd
Bredgade 25
Sankt Annæ Passage, opg. F, 4. sal
1260 København K
Telefon: 33 11 10 44
Telefax: 33 11 10 82
Teksttelefon: 33 11 10 81
E-mail: dch@dch.dk
Hjemmeside: www.dch.dk

Beretningen udgives også på bånd og diskette.
Desuden kan den hentes på Rådets hjemmeside.

Redaktion
Sekretariatschef Mogens Wiederholt (ansv.)
Informationsmedarbejder Casper Hollerup

Marts 2001

Tryk: Scanprint a/s
Oplag: 1.800
ISBN: 87-90346-69-6
ISSN: 1395-4660

Det er Chatarina Mogensen på forsiden. Chatarina kommer på Espevangen, der er et specialfritidshjem for udviklingshæmmede. Billedet indgår også i bogen "Billeder af livskvalitet", udgivet af Socialpædagogernes Landsforbund 1999.
Fotograf: Trine Søndergaard
 
 

Forord 7

Handicappedes retssikkerhed 9

Mennesker med sindslidelser 13

Handicappolitik - mellem retorik og realiteter 17

Stafet fra Nævnet for Etnisk Ligestilling 20

Samarbejde med KL om kommunal handicappolitik 21

Myndighedsområder 22
Arbejdsmarkedet 23
Kultur 24
Socialområdet 26
Trafik 31
Uddannelse 34
By og bolig 36
Forskning 38
IT 40
Sundhed 42
Indenrigsministeriet 45
Justitsministeriet 46

Fra vores egen verden 48
Publikationer udgivet i 2000 50
Rådets medlemmer 2000 52
 

Forord

Under overskriften "Et nyt lokomotiv i dansk handicappolitik" gav jeg på denne plads i sidste års beretning udtryk for Rådets glæde over og store forventninger til det dengang nyetablerede tværgående ministerudvalg på handicapområdet.

Regeringens ministerudvalg for handicapområdet har nu eksisteret i et år og har umiddelbart før jul afgivet sin første redegørelse. Det rejser derfor naturligt spørgsmålet: Blev forventningerne indfriet? Og svaret er både ja og nej.

Ja, fordi redegørelsen indeholder forslag til nye relevante initiativer. I alt 25 nye initiativer inden for fem forskellige indsatsområder: IT og offentlig information, forskning og uddannelse, tilgængelighed, beskæftigelse og antidiskrimination. Og der er i hvert enkelt tilfælde tale om initiativer, som hver for sig og samlet vil bidrage til en positiv udvikling i ligebehandlingen af handicappede.

Nej, fordi udvalget ikke for alvor får fat om det samordnings- og koordinationsbehov, som er så presserende. Ideen med og behovet for et tværgående ministerudvalg er netop det tværgående. Når Det Centrale Handicapråd så varmt støttede etableringen af ministerudvalget, så var det ud fra en erfaring om, at der netop er behov for koordination og samordning på tværs af og hen over de traditionelle ressortgrænser. Flere og flere handicappolitiske problemstillinger hører ikke entydigt hjemme i ét ressort, men opstår i grænselandet mellem og på tværs af ressortområderne.

Der er selvfølgelig helt nødvendigt, at de enkelte ministre tager nye initiativer på de områder, som ligger i hjertet af deres ressort. Men der er i meget høj grad også behov for at få sat fokus på de problemer, som går på tværs af og involverer flere ministerier. Der hvor det tværministerielle handicapudvalg virkelig kan gøre en forskel er i samordningen og koordinationen af de problemstillinger, som ikke er ressortspecifikke.

En sådan samordning kan være begyndelsen til en sammenhængende handicappolitisk handlingsplan, som går et spadestik dybere end formuleringen af de helt overordnede politiske målsætninger om ligebehandling og sektoransvarlighed. Der er brug for et højere ambitionsniveau og større politisk handlekraft, når det gælder om at omsætte de smukke handicappolitiske principper i konkrete handlingsorienterede aktiviteter, som for alvor påvirker den enkelte handicappedes hverdag.

Store og helt grundlæggende handicappolitiske problemstillinger som handicappedes adgang til ordinær beskæftigelse, handicappedes adgang til uddannelse og efteruddannelse og sidst men ikke mindst samfundets grundlæggende tilgængelighed - også når det gælder gamle bygninger og ny informationsteknologi - må simpelthen adresseres mere målrettet og systematisk end hidtil. Vi har behov for, at der udformes konkrete handlingsplaner, som på tværs af ministerområder og på tværs af den administrative deling mellem stat, amter og kommuner opstiller strategier for, hvordan vi kommer videre, hvad tidshorisonten er, og inden for hvilke økonomiske rammer det skal ske.

Regeringens ministerudvalg for handicapområdet skal nu, hvor den første redegørelse er offentliggjort, ind i en ny fase. Rådet håber, at netop realiseringen af konkrete og tværgående handlingsplaner vil komme til at indgå med stor vægt i udvalgets kommende arbejde.

Palle Simonsen

Palle Simonsen

Formand for Det Centrale Handicapråd

Handicappedes retssikkerhed

Retssikkerhed har stået meget højt på Rådets dagsorden gennem især de to seneste år. I 1999 gennemførte Rådet således en temadrøftelse om retssikkerhed og denne temadrøftelse er i 2000 fulgt op af dels en pamflet om retssikkerhed, dels en konference under overskriften: "Kommunale forskelle - et retssikkerhedsproblem for handicappede?". Synspunkterne fra konferencen er opsummeret i et særnummer af HandicapRåd, som udkom i januar 2001.

Retssikkerhed er et bredt og meget omfattende tema, som kan angribes fra mange forskellige vinkler. Men som overskriften på Rådets konference indicerer, så har Rådet valgt at fokusere på den del af retssikkerhedsproblematikken, som udspringer af de meget store variationer, vi har kunnet konstatere fra kommune til kommune i serviceniveauet over for handicappede.

Når denne vinkel påkalder sig særlig opmærksomhed, så skyldes det først og fremmest, at vi gennem adskillige undersøgelser foretaget af Center for Ligebehandling af Handicappede, Socialforskningsinstituttet (SFI) og andre har fået tydelig dokumentation for, at der forekommer meget betydelige variationer fra kommune til kommune - fra amt til amt. Variationer, som ligger langt ud over, hvad der med rimelighed kan begrundes i det kommunale selvstyre. Lovgivningen er dog den samme, hvad enten vi er i Hørsholm eller Hirtshals, Tønder eller Tårs.

Senest har vi i SFI's undersøgelse af forældre til handicappede børn (februar, 2001) set, hvor massive forskelle forældrene oplever i kommunernes service, når de får et handicappet barn. Og vi har ikke mindst set, hvordan manglende og utilstrækkelig information om pligter og rettigheder i mange tilfælde er vigtigere for sagsforløbet end borgerens behov. Det helt grundlæggende retssikkerhedsprincip, om at man skal være oplyst om og kunne gennemskue ens rettigheder og pligter, er meget langt fra at være opfyldt i en stor del af de sager, som beskrives i SFI-rapporten.

Når handicappedes retssikkerhed er af særlig interesse, så skyldes det også, at handicappede, som en minoritetsgruppe der ofte er afhængig af offentlig service, er stærkt beroende på den rets- og forvaltningskultur, der gælder i den enkelte kommune. Som lokalpolitisk interessegruppe er handicappede for få - og ofte også for svagt organiseret - til at kunne drage nytte af de traditionelle demokratiske spilleregler. Ofte vil handicappede hverken gennem politisk pression eller via stemmesedlen kunne få direkte indflydelse på de lokalpolitiske beslutningsprocesser. Handicappede er ganske enkelt for få til at kunne stemme sig til lokal indflydelse. Derfor er det helt afgørende for den enkelte borgers retsstilling, at kommunen og den enkelte forvaltning har en meget højt udviklet retsbevidsthed og en forvaltningskultur, som bygger på strenge og præcise standarder.

Det er blevet sagt, at det er med retssikkerhed, som det er med vejret: Alle taler om det, men ingen gør noget ved det. Derfor var det også så meget desto mere glædeligt, at Rådets konference i efteråret 2000 om retssikkerhed blev så konkret og samtidig pegede på en række initiativer, som vil styrke handicappedes retssikkerhed.

Bedre efteruddannelse af sagsbehandlerne
Bemærkelsesværdig var det i sig selv, at ikke én - end ikke repræsentanterne fra kommunerne - bestred, at der er for store forskelle fra kommune til kommune.

Skal de store forskelle udjævnes, så er bedre uddannelse og især bedre efteruddannelse af sagsbehandlerne en af de vigtige veje at gå. På retssikkerhedskonferencen blev det gentagne gange understreget, at sagsbehandlerne har behov for efteruddannelse i både den konkrete lovgivning, som de dagligt administrere, og den tilgrænsende lovgivning. Det er ganske enkelt en forudsætning for, at borgerne får den kompetente og helhedsorienterede rådgivning, som lovgivningen kræver.

Men uddannelsesbehovet omfatter ikke blot faglig opkvalificering i forhold til det lovgivningsområde, som den enkelte sagsbehandler forvalter. Efteruddannelsesbehovet gælder i lige så høj grad indsigten i god forvaltningsskik. Retssikkerhed og de processer, som understøtter den enkelte borgers retssikkerhed, må i højere grad sættes på dagsordenen i den daglige forvaltning: skuffecirkulærerne skal frem i lyset, offentlighed i forvaltningen, aktindsigt, brug af bisiddere og partshøringer skal betragtes som tillidsskabende foranstaltninger frem for at blive fortolket som udtryk for borgernes mistillid til sagsbehandlingen. Derudover skal sagsbehandlingsfrister overholdes og afgørelser skal være begrundede, veldokumenterede og henvise til en klar lovhjemmel.

Hvis blot disse helt elementære spilleregler for god sagsbehandling blev overholdt, vil det i sig selv føre til en væsentlig bedre retskultur. Men - som det i øvrigt også blev understreget på konferencen - så forandrer man ikke en retskultur nedefra. Skal den kommunale retskultur ændres, skal det understøttes af klare signaler fra både den politiske og den administrative ledelse. Den øverste ledelse skal tydeligt tilkendegive, at man ønsker og forventer, at der forvaltes lovmedholdeligt, at borgernes retssikkerhed og retsfølelse sættes i højsædet, og at god forvaltningsskik efterleves. En ændret og forbedret retskultur i kommunerne forudsætter, at en sådan prioriteres og håndhæves som en central værdi i den forvaltningskultur, man ønsker i kommunen. Derfor indgår begreber som værdibaseret ledelse og en juridisk controllerfunktion også som nogle af de værktøjer, der skal i arbejde for at hæve retssikkerhedsstandarden i kommunerne.

Uvildig rådgivning
Al retssikkerhed tager udgangspunkt i en saglig og velkvalificeret sagsbehandling, og derfor er der behov for efter- og videreuddannelse af sagsbehandlerne. Men uanset hvor godt uddannet den enkelte sagsbehandler er, så vil der fortsat eksistere en strukturel modsætning mellem sagsbehandlerens rolle og borgerens interesser. En rollekonflikt, som kan kompromittere borgerens retssikkerhed. I virkeligheden har vi nemlig placeret sagsbehandleren i en rolle, som det i praksis er umuligt at leve op til. I realiteten forventer vi, at sagsbehandleren i en og samme person skal fungere som både rådgiver og vejleder, og den der bevilger, følger op og kontrollerer.

Det er i praksis en umulig opgave, og konsekvensen er, som det meget tydeligt fremgår af den ovenfor nævnte SFI-rapport om forældre til handicappede børn, at tilliden og dialogen mellem sagsbehandleren og borgeren bliver til mistillid og kamp. Derfor er der behov for en uvildig rådgivnings- og vejledningsinstans, som kan rådgive og bistå den enkelte handicappede med sine rettigheder og pligter - uafhængig af den konkrete sagsbehandling. I lovforslaget om grundtakstfinansieringen på det sociale områder er der lagt op til en uafhængig konsulentordning, men det er vigtigt at understrege, at der er behov for en rådgivningsenhed, som kan rådgive om alle spørgsmål af relevans for den handicappede borgers kontakt med de lokale myndigheder og ikke kun i spørgsmål, som relaterer sig direkte til finansieringsreformen.

Afskaf begrænsningerne i retssikkerhedslovens § 69
Domstolene er kun i yderst begrænset omfang egnet til at sikre handicappedes retssikkerhed. Domstolene fungerer naturligvis som en retsgaranti, men det tager lang tid, og det er omstændeligt at føre sagerne, bl.a. fordi det kræver involvering af advokater. Og netop på grund af den meget lange sagsgang bliver det et dobbelt problem, at en sag ved domstolene - ligesom i ankesystemet - ikke har opsættende virkning i forhold til den afgørelse, som kommunen eller amtet har truffet.

En helt afgørende og meget væsentlig del af handicappedes retssikkerhed er derfor muligheden for at få prøvet en afgørelse ved en administrativ klage- eller ankeinstans. Inden for det sociale område er der en meget lang og veludbygget tradition for en ganske omfattende processuel retssikkerhed i form af en udstrakt administrativ klageadgang. På et helt afgørende punkt er der imidlertid lagt en meget væsentlig begrænsning ind i borgernes mulighed for at få efterprøvet en afgørelse. Af retssikkerhedslovens § 69 fremgår det nemlig, at det sociale nævn og Ankestyrelsen kun under særlige omstændigheder kan efterprøve det kommunale eller amtslige skøn.

Bestemmelsen er indføjet i lovgivningen for at sikre, at klageinstanserne ikke træffer afgørelser, som går på tværs af kommunernes selvstyre. Bestemmelsen er imidlertid blevet opfattet og brugt af kommunerne som legitimering af de meget store forskelle, der forekommer fra kommune til kommune. Da en meget stor del af de afgørelser der træffes efter den sociale lovgivning er skønsmæssige afgørelser, så er § 69 en meget alvorlig og indgribende begrænsning i klageorganernes mulighed for at tage stilling til en meget stor del af de afgørelser der træffes.

Det Centrale Handicapråd har derfor kraftigt opfordret socialministeren til, at retssikkerhedslovens § 69 tages op til revision. Den nuværende bestemmelse sætter spørgsmålstegn ved hele klagesystemets troværdighed og medvirker i meget høj grad til at retfærdiggøre de store forskelle imellem kommunerne.

Etablering af amtslige handicapråd
Som nævnt indledningsvis er en af årsagerne til, at retssikkerhedsproblemstillingen bliver særligt presserende på handicapområdet, at handicappede som minoritetsgruppe har vanskeligt ved at gøre sig gældende gennem de traditionelle politiske kanaler.

En styrkelse af handicappedes retssikkerhed kan derfor også opnås gennem etablering af et mere formaliseret dialogforum mellem handicappede og regionale/lokale myndigheder. Et amtsligt handicapråd kan være en måde til at sikre, at handicappede inddrages i den politiske proces, uagtet at gruppen ikke er stor nok eller interessant nok til at påkalde sig almindelig politisk bevågenhed.

Der findes allerede i dag handicapråd i en række kommuner - råd som er oprettet på lokalt initiativ og uden lovgivningsmæssig forankring. Det er Rådets erfaring, at disse lokale handicapråd mange steder fungerer som et godt og velfungerende forum for en direkte dialog mellem handicappede og lokale politikere og embedsmænd. Med baggrund i disse positive erfaringer bør det overvejes at erstatte de nuværende sociale brugerråd med amtslige handicapråd.
 

Mennesker med sindslidelser

Der er ikke nogen tvivl om, at mennesker med sindslidelser er omfattet af såvel det handicapbegreb, vi benytter i Danmark, som i den måde handicapbegrebet defineres internationalt, fx i det miljørelaterede handicapbegreb i FNs Standardregler fra 1993. Sindslidende har ligesom andre handicapgrupper en nedsat eller anderledes virkende funktion, som gør, at de i visse situationer har behov for kompensation for at kunne fungere på lige fod med andre i samfundet.

Ikke desto mindre må vi erkende, at netop sindslidende og psykiatriområdet er et af de områder, Det Centrale Handicapråd hidtil kun har beskæftiget sig med i et begrænset omfang. Derfor besluttede Rådet, at psykiatriområdet skulle sættes på Rådets dagsorden i 2000 som et særligt tema, der skal udvikles og udbygges over de kommende år.

Psykiatriområdet har over de seneste år været præget af meget store forandringer og meget store økonomiske investeringer. Siden amterne i 1976 overtog ansvaret for psykiatrien inden for hospitalsområdet, er der sket en voldsom udbygning af området. Op gennem 90'erne er der investeret mere end 2 mia. kroner alene i puljemidler på områder, og fokus er flyttet fra den traditionelle hospitalspsykiatri til distriktspsykiatrien.

Fra hospitalspsykiatri til distriktspsykiatri
Der er ingen tvivl om, at de seneste 25 års udvikling generelt er udtryk for en nødvendig modernisering og et betydeligt kvalitetsløft i tilbuddene til mennesker med sindslidelser - også selv om overgangen fra hospitalspsykiatri til distriktspsykiatri bestemt ikke har været problemløs og uden omkostninger for den enkelte bruger af systemet. I visse regioner gik afviklingen af hospitalspsykiatrien noget hurtigere end etableringen og dimensioneringen af distriktspsykiatrien.

Udviklingen på psykiatriområdet er på mange områder en parallel til udviklingen i udlægningen af særforsorgen. I overgangen fra hospitalspsykiatri til distriktspsykiatri er der sket en normalisering, og der er sket en kraftig decentralisering af indsatsen: tilbuddene er generelt rykket tættere på borgeren og det miljø, borgeren befinder sig i. Også på psykiatriområdet er der som på andre handicapområder sket en af-hospitalisering og af-institutionalisering.

Patient eller handicappet
På grund af den psykiske lidelses særlige karakter som årsag til et handicap, så forløber den af-hospitaliseringsproces forståeligt nok en del anderledes og væsentlig mere langsomt end på andre handicapområder. Det forhold at psykiske lidelser i en række situationer kan behandles med succes - at medicinsk og terapeutisk behandling har en effekt - gør, at sundhedsvæsenet og den medicinske behandling spiller en helt anden og langt mere central rolle end på så mange andre handicapområder.

Den meget store oplevelsesmæssige forskel der er på at have en psykisk lidelse, som kan behandles og måske helbredes, og et kronisk handicap, som man skal leve med resten af sine dage, betyder, at hele området og ikke mindst den enkelte person med en psykisk lidelse oplever sig selv som spændt ud mellem en hospitals- og lægeorienteret verden og en social- og handicappolitisk verden: Mellem en patientrolle og en brugerrolle. Denne dobbelthed præger i meget høj grad den handicappolitiske diskussion om sindslidende og psykiatriområdet.

I diskussionen har der tilmed ofte været en tendens til at ville gøre resultatet op i et enten-eller: Enten forstår man sig selv som patient og dermed som en del af en behandlingslogik, hvor syg og rask og helbredelse er centrale begreber, eller også definerer man sig som handicappet og dermed som del af en handicappolitisk diskurs, hvor begreber som kompensation og ligebehandling er centrale begreber. Men der er næppe tale om et enten-eller. Realiteten er formentlig, at man er begge dele: At man i nogle situationer mest opfatter sig selv som patient, og i andre situationer først og fremmest forstår og oplever sig selv som handicappet.

I nogle situationer vil man have behov for behandling, og i andre situationer vil en eller anden form for kompensation eller social foranstaltning være det relevante tilbud. Og ofte vil behovet typisk være en kombination af de to former for indsats, hvor netop samspillet mellem forskellige aktører er det helt afgørende. I tilfælde hvor en sindslidelse fører til et handicap, som kan afhjælpes gennem en eller anden form for kompensation, skal sindslidende selvfølgelig have samme rettigheder som andre handicappede. Det er derfor helt afgørende, at diskussionen om sindslidendes vilkår ikke bliver en skyttegravskrig mellem forskellige faggrupper om ejerskabet til de sindslidende.

Det gode og relevante tilbud vil typisk være et tilbud, som bygger på mange forskellige fagpersoners bidrag. På dette områder er der ligesom på alle andre handicapområder først og fremmest behov for en helhedsorienteret indsats. Når Det Centrale Handicapråd ønsker at udbygge og udvide sine aktiviteter i forhold til mennesker med sindslidelser, er det netop for at styrke og bidrage til det tværdisciplinære i opgaven.

Det Centrale Handicapråd skal ikke og har heller ikke forudsætningerne for at indgå i en diskussion om relevansen og effekten af forskellige medicinske eller terapeutiske behandlingsformer. Rådets opgave er derimod at bidrage til udviklingen og kvalificeringen af de problemstillinger og løsninger, der relaterer sig til sindslindende som handicapgruppe. Og der er tilsyneladende problemstillinger nok at tage fat på. Ser man helt overordnet på sindslidendes vilkår set i forhold til det "traditionelle" handicapområde, får man meget let det indtryk, at udviklingen nok er forløbet parallelt, men at den er parallelforskudt ti år bagud, når det gælder sindslidende som handicapgruppe.

Kompensationsprincippet
I den sammenhæng er det først og fremmest vigtigt at få afklaret og defineret, hvad kompensationsprincippet indebærer i relation til mennesker med sindslidelser. Vores nuværende kompensationsbegreb er meget instrumentelt og bygger i meget høj grad på forestillingen om, at det der skal kompenseres for er et fysisk handicap - motorisk eller sensorisk. Det er en konsekvens af det forhold, at sindslidelser i høj grad er blevet betragtet som en sygdom og ikke et handicap. Derfor er sindslidende kun i meget begrænset omfang tænkt ind i de eksisterende kompensationsordninger.

På en lang række områder må vi derfor konstatere, at de kompenserende foranstaltninger til sindslidende er væsentlig dårligere udbygget end til andre handicapgrupper. Det kan skyldes, at vi enten ikke har viden om eller fantasi til at forestille os, hvad den relevante kompensation kan bestå i. Eller måske snarere, at vi er så indgroet i en bestemt og meget mekanisk opfattelse af, hvad kompensation kan være, at vi ikke er i stand til at tænke begrebet tilstrækkeligt rummeligt til også at kunne omfatte sindslidende. Det vil fx sige rummeligt nok til også at omfatte hjælp til at takle sociale relationer.

Sektoransvarlighed
Det er tilsvarende vigtigt at få sat fokus på sektoransvarlighedsprincippet. Netop når det gælder området for sindslidende, er der fortsat en udpræget tendens til at skyde både problemerne og løsningerne over til andre: det må social- eller sundhedsområdet tage sig af. Det er bl.a. en logik, vi er stødt på inden for områder som ledsagelse i forbindelse med transport, og det er et problem, vi har mødt i forbindelse med brug af personlig assistance til handicappede i erhverv. Det kan være svært at forestille sig, hvordan de kendte ordninger kan udbredes til også at omfatte personer med psykiske lidelser.

Holdningspåvirkning
Endelig er det en væsentlig opgave for Rådet at bidrage til at synliggøre og skabe accept for mennesker med psykiske lidelser. På det område er der en meget stor opgave at løse. Som nævnt er en af parallellerne mellem udviklingen på psykiatriområdet og udviklingen på handicapområdet i øvrigt, at der er sket en af-institutionalisering, og at tilbuddene er rykket tættere på den enkelte borger. Det betyder også, at både sindslidende og andre handicappede er blevet langt mere synlige i samfundet. Kun få sindslidende lever i dag deres tilværelse på store centrale institutioner eller hospitaler.

Den proces har langt hen ad vejen betydet en tilsvarende stor accept og forståelse for handicappedes vilkår. SFI's undersøgelse af holdninger til handicappede (november, 2000) viser generelt, at jo tættere vi kommer på handicappede i vores dagligdag, jo mere positive bliver vores holdninger. Men undersøgelsen viser også, at mennesker med psykiske lidelser rangerer nederst i det interne hierarki mellem de enkelte handicapgrupper. Den almindelige danskers holdning til personer med psykiske lidelser lader meget tilbage at ønske. Derfor er der en ekstraordinær stor informations- og oplysningsindsats at udføre i forhold til netop gruppen af sindslidende. På trods af gruppens størrelse (ca. 1/5 af Danmarks befolkning kommer på et eller andet tidspunkt i deres tilværelse i berøring med det psykiatriske behandlingssystem) er det fortsat gruppen af sindslidende, som vi har den laveste grad af accept og tolerance overfor.
 

Handicappolitik - mellem retorik og realiteter

Handicappolitikken er under forandring, og der blæser nye vinde, som påvirker den danske måde at udøve de politiske visioner på. Både herhjemme samt i EU- og FN-sammenhæng er der bevægelse i de strategier og metoder, som skal være med til at omsætte visioner til realiteter. Nogle handicappede oplever, at der er langt mellem de pæne ord, og den virkelighed de oplever til hverdag. Bliver handicappolitikken til tom retorik, vil det være med til at øge konfliktniveauet mellem handicappede og det politiske system.

Med EU's direktiv om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv og FN-menneskerettighedskommissionens planer om en handicapkonvention er handicappolitikken på vej mod en mere rettighedsorienteret strategi. På hjemmefronten markerer redegørelsen fra regeringens ministerudvalg på handicapområdet, at handleplaner og ekstern monitorering er en anden metode, som med politiske og styringsmæssige redskaber kan bygge bro mellem ord og handling.

Regeringens ministerudvalg for handicapområdet
Statsministeren nedsatte i november 1999 et tværgående ministerudvalg for handicapområdet. Udvalget fik, med udgangspunkt i FNs Standardregler, til opgave at samordne og koordinere regeringens politik på handicapområdet og følge op på de initiativer, der iværksættes.

I november 2000 offentliggjorde udvalget sin redegørelse indeholdende 25 initiativer, hvoraf der inden for fem områder iværksættes nye initiativer. Det drejer sig om IT og offentlige information for alle, forsknings- og uddannelsesområdet, fysisk tilgængelighed, arbejdsmarkedsområdet og antidiskrimination. I forbindelse med, at den daværende formand for udvalget, forhenværende by- og boligminister Jytte Andersen, besøgte Rådet, blev det ligeledes klart, at udvalget vil foretage eksterne evalueringer af handleplanerne, så disse ikke får lov at sande til. Rådet set med stor velvilje på dette og vil følge ministerudvalgets arbejde tæt.

Direktiv om ligebehandling ved beskæftigelse og erhverv
Rådet for den Europæiske Union vedtog den 27. november 2000 et direktiv, som forbyder forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Det Centrale Handicapråd har i sit høringssvar til EF-specialudvalg vedr. arbejdsmarked og sociale forhold udtrykt skepsis over for denne antidiskriminationsbestemmelse. Fakta er dog, at direktivet nu er vedtaget og skal implementeres i dansk ret inden den 2. december 2003.

Der er en række uafklarede forhold om direktivets konsekvenser for de offentligt finansierede kompenserende ydelser til handicappede arbejdstagere. Hvis konsekvensen af direktivet er, at arbejdsgiverne pålægges en øget finansiering af de handicapkompenserende ydelser, vil direktivet kunne få den modsatte effekt, nemlig at arbejdsgiverne bliver yderligere tilbageholdende med at ansætte handicappede. Det er ligeledes uklart, om der som følge af direktivet bliver oprettet et særligt klageorgan. Rådet er imod et sådan klageorgan og ønsker i stedet klagevejen etableret i det eksisterende klagesystem. Der er også uklarhed om, hvorvidt direktivet kommer til at omfatte fleks- og skånejob, da disse kan blive defineret som sociale ydelser, og dermed ikke er omfattet af direktivet.

Det store spørgsmål er, hvad direktivet i øvrigt vil betyde for integrationen af handicappede på arbejdsmarkedet. Der et tale om et rettighedsorienteret instrument, som styrker den enkeltes retssikkerhed - men vil dette instrument kunne åbne døren hos arbejdsgiveren? Eller vil direktivet reelt ikke få den store betydning i praksis og dermed ende som retorisk staffage?

På vej mod et Europa uden barrierer for handicappede
Set i en større sammenhæng, er anti-diskriminationsdirektivet kun en lille del af en bredere strategi, som Kommissionen i EU har udarbejdet for at fremme ligebehandling og lige muligheder for handicappede. I Kommissionens meddelelse om et Europa uden barrierer for handicappede beskrives de initiativer, som er iværksat på EU niveau. Her er der fokus på de EU-politikker, som fremmer handicappedes mobilitet, såsom tilgængelighed til transport, rejseinformation, tilgængelighed til bygninger og til informationsteknologi. Initiativer på netop disse områder vil have en synergieffekt på en lang række andre områder, såsom beskæftigelse og uddannelse. Af andre initiativer kan nævnes, at Kommissionen vil foreslå EU-Rådet, at år 2003 bliver erklæret Det Europæiske År for Handicappede borgere. Det sker for at styrke opmærksomheden om handicappedes vilkår og fjerne holdningsmæssige barrierer.

Planer om en FN-konvention på handicapområdet
De Samvirkende Invalideorganisationer har i en henvendelse til udenrigsministeren opfordret til, at Danmark arbejder aktivt for, at der udarbejdes en konvention på handicapområdet. Internationalt er der blandt handicaporganisationerne et ønske om en sådan konvention, der kan være med til at sætte fokus på de problemer, handicappede har. Udenrigsministeren svarede, at han vil indkalde interesserede danske parter, herunder Det Centrale Handicapråd, til drøftelse af en eventuel dansk indsats for en handicapkonvention.

At handicappolitik er på dagsordenen både nationalt og i internationale sammenhænge viser, at der er lydhørhed for handicappedes problemer og synspunkter. Men lydhørhed er ikke nok i sig selv, og konventioner, direktiver og handleplaner er ikke meget værd, hvis de ikke følges op af konkret handling. Der er mange led i den kæde som går fra ord til handling, og mange ting kan gå galt i denne proces. De politiske visioner kan køre af sporet, eller bliver måske aldrig omsat til virkelighed. Derfor bør man i langt højere grad sætte fokus på, at implementeringsprocesserne lykkes og fører til reelle forandringer. Ellers ender de handicappolitiske visioner i tom retorik.
 

Stafet fra Nævnet for Etnisk Ligestilling

I februar 2000 modtog Rådet en stafet fra Nævnet for Etnisk Ligestilling. Nævnet uddeler hvert år en række stafetter til forskellige myndigheder, organisationer mv. Ved modtagelsen af en stafet forpligter man sig til at gennemføre aktiviteter, som belyser forholdene for etniske minoriteter i Danmark. I 2000 modtog bl.a. Danmarks Radio, Rigspolitichefen, Amtsrådsforeningen også stafetter. Hvert år afholdes der en "Stafetkonference", hvor de enkelte projekter afrapporteres, og hvor stafetter til det efterfølgende år uddeles.

Rådet opfordrede Center for Ligebehandling af Handicappede til at gennemføre to dokumentationsprojekter, som belyser forholdene for etniske minoriteter. Det første projekt handlede om den vidtgående specialundervisning, som varetages af amterne. Det er undersøgt, om der er en overrepræsentation af tosprogede handicappede elever i den vidtgående specialundervisning. Undersøgelsen viser, at der på landsplan kun er tale om en marginal overrepræsentation af tosprogede handicappede børn. Desværre viste undersøgelsen også, at der er alvorlige mangler i skolernes og amternes information til de tosprogede forældre med børn i den vidtgående specialundervisning. I nogle skoler er der et godt og frugtbart samarbejde med forældrene, mens andre skoler slet ikke sørger for, at forældrene kan medvirke i barnets hverdag. Der anvendes kun sjældent uddannede tolke, og mange vigtige skriftlige informationer oversættes aldrig. Det betyder, at nogle forældre ikke får mulighed for at deltage aktivt i deres barns udvikling og skolegang.

Information om sociale tilbud
Det andet projekt, som Centret har gennemført, drejer sig om adgang til information om sociale tilbud om handicapkompenserende ydelser ude i kommunerne på andre sprog end dansk. 30 udvalgte kommuner deltog i spørgeskemaundersøgelsen. Kun meget få kommuner har sørget for, at deres informationsmateriale om kommunens tilbud om handicapkompenserende ydelser er oversat til andre sprog end dansk. Som opfølgning på projektet om adgang til information om sociale tilbud på andre sprog end dansk, vil Centret få oversat sin pjece "Ret til hjælp for alle". Pjecen udkommer i april 2001.
 

Samarbejde med KL om kommunal handicappolitik

Det Centrale Handicapråd har ved adskillige lejligheder forsøgt at få en tættere dialog med kommunerne om deres rolle i dansk handicappollitik. Og gentagne gange har det vist sig at være en vanskelig opgave. Men i år 2000 synes det endelig at være lykkedes.

På et møde mellem Det Centrale Handicapråds formandskab og formanden for Kommunernes Landsforening (KL), Anker Boye, i april 2000 blev det aftalt, at KL og Rådet i fællesskab skulle tage initiativ til at styrke kommunernes opmærksomhed omkring den kommunale handicappolitik i almindelighed og FNs Standardregler i særdeleshed. Det blev aftalt, at KL snarest muligt skulle udsende en informationsskrivelse til samtlige kommuner med en opfordring om at arbejde mere bevidst med sektoransvarlighedsprincippet i deres organisering af den lokale handicappolitiske indsats. Skrivelsen gik ud til samtlige kommuner i maj 2000.

Samtidig blev det aftalt, at KL og Rådet i efteråret 2000 skulle sende et fælles brev, hvor Anker Boye og Rådets formand Palle Simonsen i fællesskab opfordrer kommunerne til at styrke den handicappolitiske indsats i lyset af FNs Standardregler. Brevet blev udsendt i slutningen af november 2000 til samtlige kommuner - stilet til kommunalbestyrelsen, kommunaldirektøren, teknisk forvaltning og social- og sundhedsforvaltningen i den enkelte kommune. I henvendelsen understreges endnu engang betydningen af sektoransvarlighedsprincippet, og det understreges, at FNs Standardregler er det grundlag, som handicappolitikken må bygge på.

Sammen med henvendelsen fulgte et kort notat "Centrale problemstillinger om tilgængelighed til information og det fysiske miljø". Notatet peger på nogle af de centrale indsatsområder, som KL og Rådet mener, at kommunerne bør prioritere. Desuden modtog kommunerne Rådets udgivelse "Værktøjskasse til FNs Standardregler - ideer og redskaber til en kommunal handicappolitik".

Som opfølgning på Rådets og KLs fokusering på den kommunale handicappolitik har Center for Ligebehandling af Handicappede i øvrigt fået udvidet sin bevilling til ansættelse af yderligere en informationsmedarbejder. Denne ansættes netop med det formål at kunne styrke og forøge informationsindsatsen omkring de handicappolitiske grundprincipper og FNs Standardregler på kommunalt niveau. Den øgede bevilling giver således Centret de bedste muligheder for at følge op på Rådets og KLs politiske initiativ.
 
 

Myndighedsområder

Arbejdsmarkedet

Arbejdsmarkedet, og de problemer som handicappede kan have i forhold til det, har altid været højt prioriteret i Rådet. Der er i det indeværende år sket mange ting inden for området.

Forsøgsordninger er gjort permanente
Rådet finder det meget positivt, at de to forsøgsordninger i lov om kompensation til handicappede i erhverv mv.: "Isbryderordningen" og "Personlig assistance til handicappede under efter- og videreuddannelse" fra januar 2001 er blevet permanentgjort.

Rådet har afgivet høringssvar i forhold til det fremsatte lovforslag om ændring af lov om kompensation til handicappede i erhverv mv. I høringssvaret foreslog Rådet, at der i forbindelse med personlig assistance til efter- og videreuddannelse også skal være mulighed for at yde hjælp til undervisningsmidler, fx lydbånd og mindre fysiske ændringer af uddannelsesinstitutionen. Desværre kom disse ændringsforslag ikke med. Til gengæld er muligheden for personlig assistance til handicappede i erhverv forbedret set i forhold til, at det nu er muligt for fx døvblinde at få personlig assistance i op til 37 timer om ugen. Dette var en af de problemstillinger, som Rådet rejste over for arbejdsministeren som opfølgning på en diskussion i Rådet og Center for Ligebehandling af Handicappede's statusberetning 1999. I beretningen påvises det, at sindslidende, personer med hjerneskade og udviklingshæmmede i reglen ikke har mulighed for at få afhjulpet deres funktionsnedsættelse med den gældende bestemmelse om personlig assistance til handicappede i erhverv.

Arbejdsmarkedsstyrelsen har udsendt informationsmateriale om de forskellige handicapkompenserende ordninger i lov om kompensation til handicappede i erhverv mv. Arbejdsmarkedsstyrelsen har ligeledes på REHAB 2000 afholdt en konference om kompensation til handicappede i erhverv.

Det Centrale Handicapråd har i samarbejde med Arbejdsmarkedsstyrelsen udsendt temahæftet, AMU og Handicap. Arbejdsmarkedsstyrelsen har iværksat en forsøgsordning, der skal bedre handicappedes adgang til arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU), både hvad angår den fysiske tilgængelighed og muligheden for at modtage specialpædagogisk bistand. Forsøgsordningen løber fra 1998 til 2002.

Arbejdsmiljølov
Ved arbejdsministerens besøg i Rådet i 1999 rejste Rådet problemet med, at arbejdsmiljølovens regler ikke gjaldt ved beskyttet beskæftigelse eller ved arbejde på beskyttede værksteder. Arbejdsministeren har i et brev til Rådet i 2000 fastslået, at arbejdsmiljølovens regler også gælder for personer i beskyttet beskæftigelse eller ved arbejde på beskyttede værksteder. Endelig har Arbejdsministeriet anmodet Arbejdstilsynet om at ophæve en dispensationspraksis, hvorefter handicappede brugere af beskyttede værksteder ikke i lighed med andre ansatte har kunne vælge en sikkerhedsrepræsentant. Der vil ikke bliver udarbejdet en særlig arbejdsmiljøuddannelse for handicappede sikkerhedsrepræsentanter, men den eksisterende uddannelsesordning vil blive tilpasset, så den også kan følges af fx udviklingshæmmede.

Aktørerne på arbejdsmarkedet
Rådet afsluttede sit arbejde i 2000 med en temadrøftelse af de mange aktører på arbejdsmarkedet og deres initiativer. Der er taget mange initiativer og der er mange aktører i forbindelse med det rummelige arbejdsmarked. Spørgsmålet er, om disse initiativer er med til at fastholde og integrere handicappede på arbejdsmarkedet, eller om initiativerne er med til at segregere handicappede som en særlig arbejdskraft.

Rådet drøftede bl.a. "Det tostrengede system" dvs. arbejdsmarkedssystemet og det sociale system med hvert sit sæt af redskaber. Personalet inden for de to systemer kan have en tilbøjelighed til "kun" at finde løsninger inden for deres eget system. Det betyder, at handicappede, som kan have behov for at benytte ordninger eller muligheder fra begge systemer, ikke modtager den korrekte vejledning.

Et andet tema er fastholdelsesprocessen, som hidtil har været i fokus i forbindelse med det rummelige arbejdsmarked. Her tages oftest afsæt i at fastholde nuværende medarbejdere på arbejdspladsen og det kan dermed være en god indgang til at integrere handicappede. Men spørgsmålet er, om kommunerne er gode nok til at skabe kontakt til virksomhederne?

Der var på mødet enighed om, at vi i dag har nogle gode regler og ordninger, der gør det muligt at integrere handicappede på arbejdsmarkedet. Men forskellige barrierer gør, at disse redskaber ikke i tilstrækkelig grad finder anvendelse. Der er tale om et meget bredt og komplekst problem, hvorfor Rådet besluttede at henvende sig til regeringens ministerudvalg for handicapområdet.
 

Kultur

Det Centrale Handicapråd havde i juni 2000 besøg af kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen. Rådet og ministeren fik ved den lejlighed en god drøftelse om fremskridt og udfordringer i relation til at sikre mennesker med handicap lige adgang til kulturlivet. I den forbindelse diskuterede man også opfølgningen på Kulturministeriets handlingsplan fra 1999. Ministeriet har bl.a. uddelt penge til forbedring af tilgængeligheden på statens kulturinstitutioner og har afholdt en konference om de forskellige tiltag og muligheder for at gøre kulturinstitutionernes tilbud mere tilgængelige for handicappede.

Kulturministeriets uddannelser
Som led i ministeriet opfølgningsplan er der på arkitektuddannelserne indført krav om, at de studerende skal beskæftige sig med handicappedes særlige behov. Det har længe været svært at få denne viden ind på arkitektuddannelserne, og Rådet har derfor opfordret ministeren til at følge udviklingen tæt.

Kulturministeriet har indført et tilsvarende krav på bibliotekaruddannelsen, og har også "tilmeldt" ministeriets egne uddannelser til Undervisningsministeriets regler om specialpædagogisk bistand på de videregående uddannelser. Det betyder, at der i overensstemmelse med sektoransvaret ydes kompensation til studerende med funktionsnedsættelser på uddannelser under Kulturministeriet.

Tilgængelighed til Kulturministeriets institutioner
På Rådsmødet i juni oplyste kulturministeren, at resultatkontrakterne for de enkelte af ministeriets institutioner bruges til at sikre institutionernes fokus på tilgængelighed i bred forstand.

Der er også fremsat forslag til en museumsloven, som lægger op til, at tilgængelighed skal indgå som kriterium, når ministeriet anerkender og udbetaler støtte til museer, der ikke er ejet af staten. I forslaget er det formuleret, at museet skal tilstræbe størst mulig tilgængelighed for personer med handicap. Lovforslaget er fremsat den 31. januar 2001. Rådet opfordrede i sit høringssvar til, at ministeriet i en bekendtgørelse stiller minimumskrav til tilgængeligheden på museerne ud fra et bredt tilgængelighedsbegreb.

Ledsagerordning
Kulturministeren har henstillet til alle ministeriets egne kulturinstitutioner at indføre en ledsagerordning for handicappede. Ordningen betyder, at man som handicappet kan få en ledsager gratis med, og den gælder for alle, der er omfattet af DSB's ledsagerordning. Der er tale om et positivt initiativ, som virkelig vil kunne bidrage til nogle handicappedes muligheder for at bruge de mange kulturtilbud. Det er som nævnt den enkelte institution, der selv skal indføre ordningen, og henstillingen er ikke rettet til andre end ministeriets egne institutioner. Det er Rådets ønske, at ordningen må inspirere andre til at indføre lignende ordninger.

Tilgængeligt tv
Rådet har siden 1995 beskæftiget sig med manglende tekstning af tv-udsendelser. Sidste år henvendte Rådet sig direkte til de to danske public service-stationer, DR og TV2, for at gøre opmærksom på problemet og opfordre stationerne til at gøre noget ved det. Det førte til nedsættelse af en arbejdsgruppe om tekstning af tv med repræsentanter fra DR, TV 2, Danske Døves Landsforbund og Landsforeningen for bedre Hørelse. Arbejdsgruppen afleverede en rapport til kulturministeren i sommeren 2000, men blev bedt om at fortsætte arbejdet og komme med flere og mere konkrete forslag. Rådet følger arbejdet tæt.

Rådet har også fulgt gennemførelsen af medieaftalen fra marts 2000. Aftalen havde bl.a. et punkt om, at DR og TV2 skal udbygge deres public service i forhold til handicappede. Dette punkt skulle gennemføres ved en ændring af radio- og fjernsynsloven, som blev fremsat og vedtaget i efteråret 2000. Ifølge loven skal det stå i vedtægterne for DR og TV2, at stationerne skal styrke handicappedes adgang til public service-tilbuddene.

I sit høringssvar havde Rådet foreslået, at der blev fastsat konkrete mål for dette. Rådet foreslog bl.a., at man på meget kort sigt kunne løse opgaven ved at tekste alle udsendelser, der ikke sendes direkte, mens fristen kunne være længere for stationernes løsning af opgaven med tekstning af direkte programmer. Loven blev dog ikke ændret på det punkt.
 

Socialområdet

Det Centrale Handicapråd havde inviteret socialminister Henrik Dam Kristensen til Rådsmødet i september 2000. Selvom mødet faldt midt i den mest hektiske del af ØMU-valgkampen, tog ministeren sig alligevel tid til at komme og besøge Rådet. Ministeren fortalte bl.a. om arbejdet med at få førtidspensionsreformen forhandlet på plads. Retssikkerhed blev også behandlet på mødet, og ministeren havde stor forståelse for Rådets bekymring for retssikkerheden i kommunerne. Ministeren sagde, at der skal holdes fast i det kommunale selvstyre, men at man også må kræve, at kvaliteten i sagsbehandlingen bliver styrket. Der er behov for at se på uddannelse og holdninger. Hertil kommer, at det er vigtigt af fastholde brugerinddragelsen. Ministeren udtrykte desuden bekymring over problemerne med handicappede voksne på børneinstitutioner og handicappede voksne på plejehjem for ældre.

Grundtakstfinansiering i serviceloven
På baggrund af regeringens økonomiaftale for 2000 med Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen nedsatte regeringen et udvalg, som skulle vurdere konsekvenserne af indførelsen af en ny finansieringsmodel for ydelser efter lov om social service. I udvalget deltog repræsentanter for regeringen, amter og kommuner, brugerorganisationerne mv. Udvalget foreslår som udgangspunkt, at den myndighed som efter loven har pligt til at yde hjælpen, også selv skal betale alle udgifterne herved, fx for hjælp til handicappede børn i eget hjem og hjælp til voksne under 67 år i eget hjem. En række tilbud foreslås omfattet af en grundtakstfinansieringsmodel, som medfører, at kommunen fuldt ud dækker udgiften op til en vis grænse (grundtaksten) for ydelsen, mens amtet betaler, hvad der ligger herudover.

I forslaget fra udvalget lægges der op til, at der samtidigt med indførslen af en ny finansieringsmodel gennemføres en række initiativer til sikring af kvaliteten af ydelserne til brugerne. Det overvejes i forslaget, om der er behov for en uvildig konsulentfunktion på handicapområdet til dækning af det behov, der er opstået efter at de statslige specialkonsulenter er overflyttet til amterne. Forslaget lægger op til, at der bør fastsættes krav om udarbejdelse af kvalitetsstandarder for hele voksenområdet, der skal ske en kvalificering af sagsbehandlingen, og der skal i yderligere omfang anvendes handleplaner i forhold til den enkelte handicappede. Endelig skal der opbygges et analyse- og informationssystem, som skal følge udviklingen på området, herunder med nedsættelse af regionale råd i amterne.

Regeringen har i begyndelsen af 2001 fremsat et samlet lovforslag om indførelse af grundtakstfinansieringmodellen.

Brugerbetaling for høreapparater
Rådet mener, at brugerbetaling for handicapkompenserende ydelser er et alvorligt brud på et af de bærende principper i dansk handicappolitik. Kompensationsprincippet betyder, at handicappede skal kompenseres for de særlige udgifter og behov, som opstår på grund af en funktionsnedsættelse. Det gav derfor anledning til alvorlig kritik fra Rådets side, da socialministeren i slutningen af 1999 varslede et lovforslag, som omfattede egenbetaling for høreapparater.

Ministeren ændrede lovforslaget, så der fortsat gives fuldt tilskud til høreapparater, som tilpasses og udleveres fra en godkendt leverandør. Hvis amtet har indgået leverandøraftale med leverandører på høreapparatområdet, skal brugerne derfor intet betale, hvis de bruger den valgte leverandør. Personer over 18 år, som vælger en anden leverandør, får imidlertid kun et tilskud på 3.000 kr. Beløbet dækker både afprøvning, tilpasning og selve høreapparatet. Derfor vil nogle brugere selv skulle betale en del af udgifterne for det nødvendige høreapparat, selv om apparatet ikke er dyrere hos den private leverandør.

Retssikkerhed
Ifølge lov om retssikkerhed og administration på det sociale område skal kommuner og amter oplyse en frist for behandling af sociale sager. En undersøgelse fra Center for Ligebehandling af Handicappede om kommuner og amters sagsbehandlingsfrister i sociale sager og Den Sociale Ankestyrelses undersøgelser til Det Sociale Danmarkskort viser, at fristerne fastsættes meget forskelligt. I nogle tilfælde har kommuner og amter slet ikke fastsat frister. I de tilfælde, hvor der er fastsat frister, er der ofte tale om svarfrister i stedet for sagsbehandlingsfrister.

På denne baggrund har Rådet anbefalet socialministeren at sikre en ensartet måde at fastsætte sagsbehandlingsfrister på. Ministeren har svaret, at fristerne er en vigtig del af retssikkerheden. Ministeren vil bede Ankestyrelsen gennemføre endnu en uddybende undersøgelse, før han vil tage stilling til, om kravene skal præciseres. I februar 2001 var Socialministeriet og Den Sociale Ankestyrelse ved at formulere, hvordan den uddybende undersøgelse skal se ud.

Ventelister til specialdaginstitutioner
Rådet har fulgt den debat, der har været om manglende pladser i specialbørnehaver. I juli 2000 afgav socialministeren et svar til Folketinget, som viste, at i alt 161 børn stod på venteliste til specialbørnehaverne, og at 45 af disse børn havde et akut behov for en plads. Oplysningerne er fra 1999, og flere amter havde oplyst, at der var udbygninger i gang på området. Der er derfor brug for at følge udviklingen for at sikre, at ventelisterne bringes ned, så børn med alvorlige funktionsnedsættelser kan få den nødvendige behandling mv. i specialbørnehaverne. Amtsrådsforeningen har sat et arbejde i gang, som skal føre til offentliggørelse af amternes ventelisterne til tilbud på handicapområdet. Det Centrale Handicapråd vil afvente dette arbejde, som ud over specialdaginstitutioner også omfatter dag- og døgntilbud for voksne.

Voksne på børneinstitutioner
Rådet har siden 1995 løbende holdt øje med hvor mange voksne mennesker med handicap, der bor på institutioner for børn og unge. Antallet er faldet støt, og i 2000 kunne Amtsrådsforeningen opgøre, at tallet var nede på i alt 83 personer over 18 år. Heraf var 36 personer over 20 år: 11 personer havde ophold efter regler, som gælder for børn og unge under 20 år, mens de resterende 25 personer havde ophold i enkeltkonverterede voksenpladser. Her foregår opholdet formelt set efter reglerne om boformer for voksne, men fysisk er opholdet på en institution for børn og unge.

Det Centrale Handicapråd vil fortsat følge området og har bedt Amtsrådsforeningen om at lave en tilsvarende opgørelse i 2001. Opgørelsen skal indrettes på, at Folketinget har vedtaget en lovændring, som betyder, at børnereglerne nu kan omfatte unge op til 23 år, i stedet for som hidtil for unge op til 20 år. Rådet opfordrer derudover amter og kommuner til at gå i gang med at etablere botilbud for unge.

Tilsyn med amtslige botilbud til voksne
Rådet er blevet hørt over et forslag vedrørende indførelse af regler om tilsyn med amtslige botilbud til voksne efter servicelovens § 91 og 93. Rådet kunne fuldt ud tilslutte sig forslaget, som blev vedtaget i maj 2000. Amterne skal nu føre tilsyn med botilbudene, og sikre at de organisatoriske og økonomiske forhold for det enkelte botilbud er i overensstemmelse med stedets formål og brugergruppe. Desuden tjekkes de fysiske rammer, og personalets kvalifikationer skal vurderes. Dette kan medvirke til at højne standarden i de enkelte botilbud.

Nye fleksjobregler
En ændring og forbedring af reglerne om fleksjob har gennem årene været et stort ønske for Rådet. I 2000 blev reglerne om ledighedsydelse ændret, så det nu er muligt for en person at få udbetalt ledighedsydelse tidsubegrænset forud for ansættelsen i et fleksjob og i forbindelse med afholdelse af ferie, såfremt den pågældende person ikke har optjent feriepenge.

Det er vigtigt for Rådet, at personer i fleksjob ikke stilles dårligere end lønmodtagere ansat på ordinære vilkår. Rådet har derfor forsøgt at sammenligne de vilkår som personer ansat i fleksjob har i forhold til personer ansat på ordinære vilkår. Konklusionen var, at der med de seneste justeringer af reglerne om fleksjob er kommet en langt større parallelitet mellem de to regelsæt, men at det stadig er et problem med sektoransvaret.

Rådet har fortsat informationsindsatsen omkring fleksjob, som startede i 1998 med udgivelsen af pjecen "Fleksjob" i samarbejde med Socialministeriet. Pjecen er løbende blevet opdateret i forhold til lovændringer og nu udkommet i et oplag på 260.000.

Den Sociale Ankestyrelse har i 2000 offentliggjort en rapport om kommunernes tilbud om fleksjob. Det fremgår af rapporten, at der nu næsten er lige mange fleksjob i den offentlige og den private sektor, men udviklingen går i retning af flere fleksjob i den private sektor. Med hensyn til løntilskudsprocenten er hovedparten af fleksjob oprettet med 50 % løntilskud, og der er oprettet flest fleksjob inden for offentlige og personlige tjenesteydelser. Undersøgelsen viser, at 2/3 af de personer, der i 1999 kom i et fleksjob, havde enten sygedagpenge eller kontanthjælp som den væsentligste indkomstkilde forud for ansættelsen i fleksjobbet. Undersøgelsen viser også, at det afhænger af kommunetypen om revalideringsmulighederne er afprøvet forud for ansættelsen i fleksjobbet. 53 % af de personer, der indgår i undersøgelsen har lidelser i bevægeapparatet som den dominerende årsag til begrænsningen i arbejdsevnen.

Rådet har løbende fulgt udviklingen i antallet af fleks- og skånejob, men det har ikke givet anledning til egentlige diskussioner i Rådet, da Danmarks Statistik i forbindelse med indsamlingen af talmaterialet har anvendt forskellige opgørelsesmetoder, hvorfor det har været svært at foretage en egentlig sammenligning af det opgjorte materiale.

Rapport om tabt arbejdsfortjeneste
Rådet har i en årrække beskæftiget sig med problemerne omkring tabt arbejdsfortjeneste. Problemerne opstår ved modtagelse af tabt arbejdsfortjeneste i henhold til servicelovens § 29 og bestemmelserne om arbejdsløshedsdagpenge mv. Rådet har rettet adskillige henvendelser til socialministeren og arbejdsministeren og har forelagt problemstillingen ved ministrenes møder med Rådet.

I 2000 har der været nedsat en arbejdsgruppe med medlemmer fra Social- og Arbejdsministeriet, som har haft til formål at redegøre for og komme med løsningsforslag til problemstillingen. De Samvirkende Invalideorganisationer, Center for Små Handicapgrupper og Center for Ligebehandling af Handicappede har været indbudt til møder med arbejdsgruppen. Rådet har kommenteret rapporten og finder, at der ligger et godt og grundigt arbejde bag rapporten, og at en del af arbejdsgruppens anbefalinger vil løse en del af problemstillingen. Men Rådet finder også, at problemer som manglende helhedsorienteret rådgivning af forældrene, problemer med arbejdsløshedsdagpenge mv. ikke løses på en måde, der ligestiller forældre, der modtager tabt arbejdsfortjeneste, med forældre på arbejdsmarkedet. Rådet har som svar på henvendelsen til Socialministeriet fået oplyst, at Rådets bemærkninger vil indgå i de videre overvejelser om forbedringer for familier med børn med handicap.

Det Sociale Danmarkskort
Det Sociale Danmarkskort udgives hvert år af Den Sociale Ankestyrelse. I 2000 var handicapområdet godt repræsenteret blandt de områder, som blev belyst. Danmarkskortet viste blandt andet, at kommuner og amter forventer, at flere borgere i fremtiden vil få bevilget ledsagerordning efter servicelovens § 78, men at der samlet set vil blive brug for ledsagelse i færre timer, end tilfældet er i dag. Rådet har opfordret socialministeren til at være særlig opmærksom på dette, fordi en ledsagerordning giver borgeren retskrav på ledsagelse i 15 timer om måneden. Socialministeriet har svaret, at de er særligt opmærksomme på, hvordan ledsagerordningen udvikler sig.

Danmarkskortet viste også, at 10 amter ikke har særlige klubtilbud til større børn og heller ikke forventer at få det i perioden frem til 2003. Særlige klubtilbud drives efter servicelovens § 23, hvorefter amterne skal sørge for det nødvendig antal pladser. Rådet bad ministeren være opmærksom på, om de 10 amter, som ikke har særlige klubtilbud, opfylder deres forpligtelser ifølge loven. Ministeriet svarede, at kun meget få børn har brug for et særligt klubtilbud, og at amtet kun har pligt til at oprette et særligt klubtilbud, hvis der er børn i amtet, som har behov for et sådant tilbud. Ministeriet har derfor ikke ment, at Danmarkskortet giver anledning til at undersøge, om de 10 amter opfylder deres forpligtelser.

Den amtslige specialrådgivning
Udviklingscenter for Specialrådgivning har i løbet af året igangsat og udført en række udrednings- og analyseprojekter på specialrådgivningsområdet. Analyser af amternes tilbud på synsområdet og specialkonsulentordningerne er gennemført i 2000. Analyserne sætter fokus på, hvordan kvaliteten i rådgivningsindsatsen kan styrkes bl.a. ved at arbejde med landsdækkende faglige netværk, som kan styrke videns og erfaringsopsamling og udveksling. Derudover gennemfører Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) undersøgelser af kommunernes brug af amtslige rådgivning på handicapområdet, og hvordan mennesker med handicap og deres pårørende benytter specialrådgivningerne. Undersøgelserne offentliggøres i 2001.
 

Trafik

I Rådets arbejde på trafikområdet er målet at øge bevægelsesfriheden for handicappede. Det vil sige at få gennemført princippet om ligestilling af mennesker med funktionsnedsættelser i forhold til adgangen til at befordre sig. Mere lige adgang til transport skal sikres ved at sikre den fysiske tilgængelighed til terminaler og transportmidler, sikre tilgængelighed til information i forbindelse med trafik, og etablere effektive alternative transportmuligheder når det er nødvendigt.

Trafikministerens statusnotat
Trafikminister Jacob Buksti har udarbejdet et statusnotat, som beskriver de tiltag, der er taget i 2000 for at sikre tilgængelighed for handicappede. Notatet er en opfølgning på ministerens statusrapport fra 1999. Notatet blev drøftet på Rådets møde i september, hvor der også var andre væsentlige emner omkring trafik på programmet. Mødet resulterede i en henvendelse til trafikministeren, hvor Rådet opfordrede ministeren til at holde møde med organisationerne om den årlige statusoversigt og om etablering af landsdækkende ledsagerordning på tværs af transportformer. Derudover påtalte Rådet, at DSB's service over for passagerer med handicap er blevet nedprioriteret som et resultat af amternes landsdækkende kørselsordning. Rådet gjorde endelig opmærksom på, at ministeriet ved udlicitering eller bortsalg af offentlige opgaver bør sikre, at den, der overtager opgaven, sørger for tilgængelig transport af mennesker med funktionsnedsættelser.

De individuelle kørselsordninger
Det Centrale Handicapråd har i flere år arbejdet på at få forbedret de individuelle kørselsordninger. Der har været nedsat en analysegruppe, som kom med en afsluttende rapport i 1998. I 1999 ville ministeren sammen med Amtsrådsforeningen se på en løsning. Siden har ministeriet foretaget en juridisk vurdering af grundlaget for at handle over for amterne, og konklusionen blev, at ministeriet ikke kan pålægge amterne at ændre praksis. I stedet vil ministeriet se på, hvordan de forhold, der er blevet kritiseret, kan rettes op i forbindelse med en ændring af lov om kollektiv persontrafik. Det Centrale Handicapråd er derfor mindst lige så utålmodig i år som sidste år. Rådet har derfor bedt Center for Ligebehandling af Handicappede om at gentage analysen af de fire kritikpunkter, der blev rejst i analysegruppen. Det handler om taksering, dør-til-dør-kørsel, turantallet og nedre aldersgrænser. Analysen skal give grundlag for at vurdere, om ordningerne administreres som hidtil, hvilket Rådet anser for at være på kanten af loven. Folketingets Ombudsmand har løbende husket Trafikministeriet på sagen, og Ombudsmanden afventer nu ministeriets udspil i forbindelse med det planlagte lovforslag.

Landsdækkende kørselsordning og DSB's service
De individuelle kørselsordninger skal ifølge loven kun give ret til kørsel i amtet og naboamter - ikke i hele landet. Amterne har nu lavet en model for en landsdækkende ordning, som hvert amt frivilligt kan gøre brug af. Den landsdækkende ordning består i, at det lokale trafikselskab, som leverer den almindelige individuelle kørsel, agerer rejseselskab for den bevægelseshæmmede på en længere rejse. Passageren skal bruge DSB på den lange distance, og kørselsordningerne mellem togstationerne og bestemmelsesstedet. Det enkelte amt vælger selv, hvordan afregningen for kørsel i et andet amt skal foregå.

Ordningen er udarbejdet i nært samarbejde med DSB, og resultatet er blevet en væsentlig nedgang i DSB's generelle service over for passagerer med handicap. Forringelserne består især i, at en mindre del af togstationerne er udpeget som servicestationer over for passagerer med handicap, mens de øvrige stationer ikke kan benyttes, hvis passageren fx er kørestolsbruger, og skal have assistance til at komme af og på toget. Det betyder, at passagererne på nogle rejser skal befordres med taxi eller anden privat kørsel på længere strækninger, fordi den nærmeste station ikke kan bruges. Denne begrænsning i DSB's service gælder alle passagerer, der har brug for assistance pga. et handicap. Rådet har som nævnt påtalt dette i et brev til trafikministeren.

Ledsagerordning
Et eksempel på kompensation, som kan være afgørende for det offentlige transportsystems brugbarhed for mennesker med funktionsnedsættelser, er kompensation for den ekstra rejseudgift, der ligger i at skulle have en hjælper med på rejsen. Center for Ligebehandling af Handicappede har undersøgt denne problemstilling, og har fundet ud af, at der findes forskellige lokale aftaler om ledsagerrabat for bestemte handicapgrupper, men at der ikke er en samlet ordning for indenrigstrafikken.

Centrets undersøgelse viser, at det er ofte er blinde og svagtseende, som er omfattet af eksisterende ordninger, mens mennesker med motoriske funktionsnedsættelser, psykisk udviklingshæmning eller sindslidelser som oftest ikke er omfattet. På den baggrund har Rådet opfordret trafikministeren til at finde en løsning på dette problem i samarbejde med De Samvirkende Invalideorganisationer. Rådet anbefaler, at der findes en landsdækkende ordning, som gælder for alle mennesker med dette kompensationsbehov, uanset hvilken konkret funktionsnedsættelse, der udløser behovet.

Tilgængelige og sikre busser
EU's busdirektiv er fortsat undervejs, og i 2000 har Rådet afgivet bemærkninger til et forslag til rammenotat. Forslaget indeholder tekniske bestemmelser i relation til typegodkendelse af busser og indeholder bl.a. omfattende krav om tilgængelighed for handicappede. Forslaget går ud på, at tilgængelighedskravene gøres obligatoriske for bybusser og for andre busser, der indrettes for handicappede. Rådet har tilsluttet sig forslaget, og har anbefalet, at man også ser på regler om fastspænding af kørestole i busserne. Dette har ført til forslag om, at der skal være sikkerhedsseler til kørestolsbrugere i det samme omfang, som gælder for andre passagerer. Rådet har udtrykt tilfredshed med dette forslag. I forhold til sikkerheden omkring seler til fastspænding af kørestole eller sikkerhedsseler til kørestolsbrugere har Rådet anført, at selerne, seleforankringer og fastspændingsbeslag til kørestole mv. bør være godkendte ved realistiske prøver og bør opfylde ISO-standarder, hvis sådanne findes.

Parkeringskort
Der er nu udstedt regler om nye personlige parkeringskort for bevægelseshæmmede. De hidtil gældende lempelser i parkeringsreglerne er fortsat gældende, men der ændres i reglerne for selve kortet, som nu følger personen i stedet for bilen. Det Centrale Handicapråd hilser ændringen velkommen, fordi den tilgodeser kompensationsbehovet - også for handicappede, som ikke fører egen bil.

Handicapegnede veje
Vejdirektoratet har udgivet "Handicapegnede veje - en projekteringshåndbog" Den giver på en god og overskuelig måde anvisninger om, hvordan man skal indrette de ydre arealer som fx veje, stier og rundkørsler, så de bliver tilgængelige for handicappede.
 

Uddannelse

Handicappedes adgang til uddannelse har også i år været et væsentligt arbejdsområde for Det Centrale Handicapråd. Lige adgang til alle former for uddannelse er et vigtigt mål for at sikre generel ligebehandling af handicappede i samfundet. I 1999 havde Rådet en temadrøftelse om uddannelse og handicap. Med baggrund i temadrøftelsen har Rådet i år udarbejdet et politikpapir på uddannelsesområdet med en række anbefalinger, som skal sikre, at handicappede får lige adgang til uddannelse. Politikpapiret kan læses på Rådets hjemmeside: www.dch.dk

Rådet har også haft besøg af undervisningsminister Margrethe Vestager. Mødet var en god anledning for Rådet til at påpege de problemer, der fortsat er i uddannelsessystemet. Især to emner har fyldt meget i Rådets arbejde på uddannelsesområdet i år: indførelse af sektoransvar på de videregående uddannelser, og sikring af ret til kompenserende foranstaltninger som en del af voksen- og efteruddannelserne. Emnerne blev diskuteret indgående på mødet med undervisningsministeren.

Sektoransvar på de videregående uddannelser
Folketinget vedtog i maj 2000 loven om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser. Loven handler om, at handicappede studerende skal have kompenserende foranstaltninger såsom tolk, computer, sekretærhjælp mv. som en del af den almindelige uddannelse i stedet for at skulle søge særskilt om disse ting hos de sociale myndigheder. Med vedtagelsen er man kommet et skridt i den rigtige retning mod at gennemføre sektoransvar på de videregående uddannelser.

Rådet har i flere år presset på over for Undervisningsministeriet for at få ophævet det dobbelte optagelsessystem, som betyder, at handicappede studerende både skal opfylde de almindelige adgangskrav til uddannelserne og godkendes som studieegnet af de sociale myndigheder, hvis man har brug for et forsørgelsesgrundlag ud over SU.

Med loven er der ikke blevet ændret grundlæggende på problemerne omkring det dobbelte optagelsessystem, men der er til gengæld blevet indført en højere grad af sektoransvarlighed. Det er sket ved, at det ikke længere er socialforvaltningen, men uddannelsesinstitutionerne der skal sørge for, at handicappede studerende får den nødvendige specialpædagogiske bistand, fx tolk, sekretærbistand, lydbøger, computer mv.

Rådet vil naturligvis følge implementeringen af den nye lovgivning, og samtidig vil Rådet fortsat arbejde for, at også forsørgelsesdelen bliver omfattet af sektoransvaret, og således flyttes fra den sociale sektor over til Undervisningsministeriets område.

Voksen- og efteruddannelsesreform
Regeringen har gennemført en reform af voksen- og efteruddannelserne, som giver en ny og spændende struktur, men som desværre ikke tager højde for de behov for kompensation, som mennesker med handicap kan have. Der er enkelte voksenuddannelser i reformen, som faktisk har kompensation til handicappede. Det er de uddannelser, der udbydes efter de almindelige regler om erhvervsuddannelser til unge, og kompensationen findes i kraft af, at den allerede er indbygget i de almindelige uddannelser. Men der er ikke i reformen taget selvstændigt stilling til kompensation til handicappede. Det betyder, at alle voksenuddannelser på niveau med de videregående uddannelser, og alle voksenuddannelser, som ligger på samme faglige niveau som grundskolen ikke giver adgang til kompensation for handicappede, selv om de tilsvarende såkaldt almindelige uddannelser giver elever og studerende ret til nødvendig kompensation.

Undervisningsministeren har forklaret, at det vil være for vanskeligt at give ret til kompensation til handicappede, når reformen lægger op til en ny måde at tilrettelægge voksenuddannelser på. Ministeren mener, der er brug for erfaringer med uddannelserne, sådan som de ser ud nu, inden ministeriet kan gå videre med at udvide uddannelserne med den nødvendige kompensation. Rådet kan ikke anerkende ministerens forklaring som værende gyldig, og har gjort ministeren opmærksom på, at den foreløbige udgang på denne sag er klart utilfredsstillende. Rådet mener ikke, det er acceptabelt at tilrettelægge nye tilbud, som ikke medtager hensynet til, at borgere med et handicap skal kunne deltage på lige fod med andre. Derfor vil Rådet fortsat være meget opmærksom på sagen og holde undervisningsministeren fast på, at der så hurtigt som muligt skal rettes op på manglen.

Rådet har afgivet høringssvar til en række af de lovforslag og nye bekendtgørelser mv., der er et resultat af reformen. Ved høring over forslag til lov om statens voksenuddannelsesstøtte, som er en forsørgelsesydelse, man kan få under efteruddannelse, har Rådet fx påpeget, at ydelsen også skal kunne gives til personer, der er ansat i fleks- eller skånejob, eller som supplerer en social pension pga. handicap med deltidsarbejde på ordinære vilkår. Disse anbefalinger er kun delvist imødekommet.

Specialundervisning, folkeoplysning mv.
I 1999 satte Undervisningsministeriet og Amtsrådsforeningen en debat i gang om loven om specialundervisning for voksne. Der blev afholdt en konference i den anledning d. 25. april 2000. Her kom det frem, at alle, der havde deltaget i debatten og givet tilbagemeldinger til ministeriet og Amtsrådsforeningen, var enige om, at unge med særlige behov bør have samme ret til ungdomsuddannelse, som andre unge har. På den baggrund ville de to parter i fællesskab se på sagen for at fremme ligestillingen på dette område. Primo 2001 er der endnu ikke taget konkrete initiativer, men Rådet vil følge sagen nøje.

Rådet har i forbindelse med høring over bekendtgørelser om brobygningsforløb til ungdomsuddannelser og om optagelse i gymnasiale uddannelser i øvrigt understreget vigtigheden af, at unge med handicap optages på lige vilkår. Det bør også sikres, at den unge er sikret ret til kompensation under uddannelsen, hvis der er brug for dette.

Endelig har Rådet haft et forskelligartet udsnit af regelforslag til høring på undervisningsområdet. I sine høringssvar om folkeoplysningsloven har Rådet især lagt vægt på, at der fortsat er mulighed for at undervise handicappede på små hold, og at der skal anvendes tilgængelige lokaler.
 

By og bolig

Tilgængelighed er altafgørende for handicappedes muligheder for at opnå lige muligheder i samfundet. Tilgængelighed har derfor altid haft Det Centrale Handicapråds store opmærksomhed. I det forløbne år er der sket meget inden for dette område. Ikke mindst By- og Boligministeriet har gennem forskellige initiativer haft fokus rettet mod den fysiske tilgængelighed.

Rådet havde på sit møde i december 2000 besøg af daværende by- og boligminister, ligestillingsminister samt formand for regeringens ministerudvalg for handicapområdet Jytte Andersen. Det var et interessant møde, hvor ministeren gennemgik handlingsplanen fra regeringens ministerudvalg for handicapområdet samt By- og Boligministeriets øvrige initiativer på handicapområdet.

Tilgængelighed for alle
Som opfølgning på "Tilgængelighed for alle - handlingsplan for handicappedes adgang til det fysiske miljø" har Dansk Standard udarbejdet "Standard for tilgængelighed for alle". Standarden beskriver forskellige handicapgruppers krav til forskellige former for byggeri som fx beboelsesejendomme og sommerhuse. Standarden anviser forskellige løsningsmodeller for bygningsreglementernes funktionskrav, eksempelvis indretning af kørestolsegnet toiletrum, niveaufri adgangsforhold og brug af ledelinier for blinde. Det fremgår af handlingsplanen "Tilgængelighed for alle", at standarden skal have samme bindende virkning for de enkelte byggeprojekter som eksempelvis konstruktionskrav. Dette kan man opnå ved at lave henvisninger til standarden i bygningsreglementerne.

Rådet har løbende fulgt udarbejdelsen af standarden og ser frem til, at den forhåbentlig kan være med til at sikre, at det kommende byggeri bliver tilgængeligt. Desværre har det vist sig, at By- og Boligministeriet ikke umiddelbart vil henvise til den samlede standard i Bygningsreglement 1995 og Bygningsreglement for småhuse. Derved vil der være nogle former for byggeri som fx sommerhuse og plejeboliger, hvor standarden ikke får bindende virkning på samme måde som fx konstruktionsstandarder. Rådet har derfor i oktober 2000 rettet henvendelse til by- og boligministeren og opfordret til at gøre hele standarden bindende i form af henvisninger til standarden i begge bygningsreglementer.

Tilgængelighed og arkitektur
Som endnu et led i opfølgningen på handlingsplanen har By- og Boligministeriet i samarbejde Center for Tilgængelighed igangsat en kampagne om tilgængelighed. Kampagnen har fokuseret på den manglende tilgængelighed i samfundet og har især været rettet mod ungdommen. Og Center for Tilgængelighed har i samarbejde med Dansk Arkitekt Center og Statens Byggeforskningsinstitut udgivet eksempelsamlingen "Tilgængelighed og Arkitektur". Eksempelsamlingen henvender sig til arkitekter og andre, der er involveret i planlægning og projektering af byggeri.

Endelig har By- og Boligministeriet som opfølgning på handlingsplanen i samarbejde med Kommunernes Landsforening, De Samvirkende Invalideorganisationer og Center for Ligebehandling af Handicappede udarbejdet en vejledning til kommunerne, som giver en samlet redegørelse for dispensationskompetencens omfang, herunder vigtigheden af, at eventuelle dispensationer ledsages af vilkår. Denne vejledning blev udsendt til kommunerne og amterne sammen med et fællesbrev fra By- og Boligministeriet og Kommunernes Landsforening. Ud over dette fællesbrev har repræsentanter fra De Samvirkende Invalideorganisationer og By- og Boligministeriet ved gå-hjem-møder rundt om i landet informeret om vejledningen. Rådet er positiv over for vejledningen. Særligt set i lyset af, at By- og Boligministeriets tidligere undersøgelser af kommunernes dispensationspraksis, der har vist, at der i 13 % af byggesagerne skete overtrædelser af tilgængelighedskravene i bygningsreglementet.

Ændring af byggeloven
I efteråret 2000 fremsatte by- og boligministeren et lovforslag om ændring af byggeloven. Lovforslaget udvider bl.a. adgangen til at stille krav til bebyggelsers handicaptilgængelighed. Det foreslås, at det i byggelovens formålsbestemmelse medtages, at et af formålene med byggeloven er at fremme tilgængeligheden for handicappede. Det foreslås også, at det bliver muligt for by- og boligministeren at fastsætte regler i bygningsreglementerne om faste installationer af tekniske hjælpemidler for handicappede som for eksempel elektroniske ledelinier og teleslyngeanlæg. Som den sidste af de forbedringer, der vedrører tilgængeligheden for handicappede, fremgår det af lovforslaget, at det skal være muligt at fastsætte regler i bygningsreglement 1995 om niveaufri adgang til konstruktioner, der ikke er omfattet af begrebet "bygninger", det kan fx være IT-standere samt kort- og betalingsautomater. Rådet er meget positiv over for de kommende forbedringer af byggeloven.

Fremtiden for Tilgængelighedscentret
Alle er enige om, at tilgængelighed er en vigtig faktor for handicappedes lige muligheder i samfundet og at det er vigtigt at informere om, hvad tilgængelighed er. Center for Tilgængelighed har spillet en vigtig rolle som rådgivnings- og videnscenter, og det var derfor med stor beklagelse, at Rådet i oktober 2000 modtog meddelelse om, at Centret måtte lukke med udgangen af 2000. På baggrund af pressemeddelelsen tog Rådets formand kontakt til by- og boligministeren, og det blev aftalt at iværksætte en redningsaktion. Det er lykkedes at skaffe midler til Centrets fortsatte eksistens i 2001, og en arbejdsgruppe skal komme med forslag til, hvordan Tilgængelighedscentret kan drives og finansieres efter 2001.

Lokalplanvejledning
Rådet har afgivet høringssvar på Miljø- og Energiministeriets lokalplanvejledning: "Landsby med jordbrugsparceller". Denne vejledning er tænkt som et eksempel på, hvordan man kan opbygge en lokalplan. Rådet er meget positiv over for dette forslag til lokalplanvejledning, idet der i eksemplet er medtaget bestemmelser om tilgængelighed for handicappede.
 

Forskning

Socialforskningsinstituttet (SFI) lancerede i 1999 et udviklingsprogram for handicapforskningen. I november 2000 blev det første bidrag fra dette forskningsprogram offentliggjort i form af en undersøgelse af befolkningens holdninger til handicappede.

Holdninger til handicappede
På Rådets møde i december fremlagde seniorforsker Henning Olsen resultaterne fra holdningsundersøgelsen. Et af de væsentlige resultater er, at integrationslinien i dansk handicappolitik medvirker til at fremme befolkningens positive holdninger til handicappede. Undersøgelsen viser også, at befolkningen har de mest negative holdninger til grupper af handicappede, som opleves som afvigende i deres adfærd. Med afsæt i undersøgelsens resultater vil Rådet i 2001 diskutere holdningspåvirkning og handicappolitiske strategier. Det er tydeligt, at der skal en mere målrettet påvirkning til for at komme negative holdninger til livs.

SFI's forskningsprogram på handicapområdet byder i det kommende år på flere nye undersøgelser. I februar 2001 har SFI offentliggjort en undersøgelse af forældre til børn med handicap og deres møde med det sociale system, samt en undersøgelse af fleksjob, som de opleves af kommuner og fleksjobansatte.

Et liv i venteposition
Andre forskningsinstitutioner og centre har også i årets løb bidraget til, at der kom ny viden om handicappedes vilkår. Især kan nævnes Formidlingscenter Øst's undersøgelse af yngre fysisk handicappede på plejehjem "Et liv i venteposition". Undersøgelsen viser, at størstedelen af de yngre fysisk handicappede oplever situationen på plejehjem som uværdig, og at de er frustrerede over at leve et liv sammen med personer, hvis livsrytme, interesser og sociale fællesskab er væsentligt anderledes end deres. Undersøgelsen gav anledning til en del debat og presseomtale. Det Centrale Handicapråd gav i et brev til Socialministeriet, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen deres besyv med. Kritikken af boligforholdene for yngre fysisk handicappede resulterede i en ny lov, som giver by- og boligministeren mulighed for at yde tilskud til udgifter forbundet med etablering af almene boliger. På satspuljen blev der samlet afsat 112 mio. kr. i perioden 2001-2204, heraf er de 15 mio.kr afsat som tilskud til etablering af almene boliger til yngre fysisk handicappede i 2001. Eksemplet er et synligt bevis på, hvordan forskning kan være med til at forbedre forholdene for handicappede.

Endelig skal nævnes, at Socialministeriet i 2000 har sat en række undersøgelser i gang af området voksne handicappede. Undersøgelserne skal evaluere forskellige tiltag, som blev sat i gang med serviceloven. Det handler om institutionsbegrebets ophævelse, brugen af § 111, individuelle planer og sammenhængen i de handicapkompenserede ydelser. Undersøgelserne forventes færdige sommeren 2002.
 

IT

Den mest betegnende overskrift på IT og teleområdet i disse år er konvergens. Kommunikations og informatonsteknologi, der tidligere var - og blev opfattet som - adskilte størrelser med hver sit regelsæt og med hver sit sæt af handicapkompenserende ordninger, er ved at smelte sammen i kraft af den fortsatte udbredelse af internettet og de radiobaserede netværk. Det fordrer, at der bliver tænkt nyt, når man skal sikre handicappede fortsat adgang til information og kommunikation i fremtidens e-samfund. Rådet har i løbet af 2000 afgivet forskellige høringssvar med dette budskab til Forskningsministeriet og Telestyrelsen, både i relation til teleområdet og i relation til digital signatur og planen for det nye e-europa.

Teletjenester
Forsyningen af særlige teletjenester til handicappede, fx teksttelefon og nummeroplysning for handicappede, er i dag garanteret ved den såkaldte forsyningspligt, som pålægger Tele Danmark at drive disse særtjenester. Forsyningspligtmodellen er introduceret som et bolværk mod de risici, der umiddelbart kunne identificeres, da det danske telemarked blev privatiseret i løbet af 90'erne. Men med den hastige teknologiske udvikling er vi kommet derhen, at modellen ikke længere sikrer handicappede de bedste vilkår på teleområdet.

Det Centrale Handicapråd har derfor august 2000 i et høringssvar til Forskningsministeriet over bekendtgørelse om forsyningspligtydelser foreslået, at den nuværende model revurderes. En række handicaporganisationer, Center for Ligebehandling af Handicappede og Hjælpemiddelinstituttet har udviklet en alternativ model for, hvordan telekommunikationsydelserne til handicappede kan organiseres og Rådet foreslår, at Forskningsministeriet indleder drøftelser mellem handicaporganisationer, andre interessenter og ministerier om dette tema.

Et af problemerne ved den eksisterende model er, at teleselskaberne ikke er forpligtiget til at udvikle eller forske i nye tjenester til handicappede. Et andet problem er, at forsyningspligten alene sikrer handicappedes adgang til de grundlæggende telefoniydelser og ikke tager højde for den konvergens, der er ved at ske mellem telefoni, IT, radio, tv etc. Det betyder, at handicappede ikke sikres mulighed for at bruge nyt udstyr og nye tjenester, da disse ikke er omfattet af forsyningspligten, som fx bredbåndstjenester og tjenester på mobilområdet. Rådet har gjort Forskningsministeriet opmærksom på disse problemstillinger i et høringssvar til ministeriets udkast til forslag til lov om konkurrence og forbrugerforhold på telemarkedet.

Telestyrelsen har i løbet af efteråret 2000 gennemført en undersøgelse af handicappedes vilkår på teleområdet, som - sammen med den omtalte alternative model for organiseringen af teleydelser til handicappede - vil kunne danne udgangspunkt for fornyede tiltag på området. Rådet imødeser resultaterne af udredningen med stor interesse.

eEuropa - et informationssamfund for alle
EU-kommissionen har siden december 1999 arbejdet med en handlingsplan for det nye eEuropa. I handlingsplanen lægges der op til en styrkelse af Europa som et Internet-vækstområde. En række initiativer skal fremme udbredelsen af højhastighedsnetværk og elektronisk handel og forvaltning, men handlingsplanen indeholder også et delinitiativ med overskriften "eDeltagelse for Handicappede", som sigter mod, at handicappede skal kunne deltage på lige fod med andre i den digitale verden.

Rådet afgav høringssvar på handlingsplanen i februar 2000 og påpegede, i tråd med DSI, at der savnes en overordnet inddragelse af handicapperspektivet i samtlige de 10 delområder, handlingsplanen omfatter. Tilgængelighed for handicappede bør, som det er tilstræbt i dansk IT-handicappolitik de seneste år, tænkes ind i de andre initiativer også, så handicapinitiativerne ikke blot bliver et appendiks til mainstreamudviklingen.

eEuropaplanen blev diskuteret på en uformel ministerkonference i april 2000, hvor der også var en særskilt session, der handlede om handicapinitiativerne. På en ministerkonference i Portugal i juni 2000 blev planen endeligt vedtaget. Blandt de konkrete initiativer på handicapområdet skal bl.a. nævnes, at WAI-retningslinierne for tilgængeligt webdesign bliver gældende for offentlige hjemmesider i medlemslandene inden udgangen af 2001. De øvrige initiativer skal være gennemført ved udgangen af 2002.

Der blev i efteråret 2000 etableret en "eAccessibility expert group" med dansk repræsentation, som skal assistere Højniveaugruppen vedrørende beskæftigelse og den sociale dimension i informationssamfundet (ESDIS), der har det overordnede ansvar for at koordinere realiseringen af handicapinitiativerne. Forskningsministeriets initiativ "Bedst på Nettet", som har til formål at lave løbende kvalitetskontrol med offentlige hjemmesider, omfatter også kontrol af handicaptilgængeligheden. Dette projekt vil, sammen med de øvrige initiativer, der er iværksat af Forskningsministeriets følgegruppe om handicappedes IT-brug, være en naturlig del af den danske realisering af eEuropaplanens "eParticipation for All" mål. Faktisk ligger Danmark i front på dette område, sammen med Sverige og Portugal.

Elektronisk signatur
Rådet afgav allerede i 1998 høringssvar til Forskningsministeriet vedrørende Kommissionens forslag til et direktiv om fælles ramme for elektroniske signaturer. Rådet påpegede dengang, at det er vigtigt at sikre, at der stilles krav om, at de teknologier, som benyttes i forbindelse med afgivelse og kontrol af digital signatur, kan betjenes af mennesker med handicap.

I januar 2000 har Rådet afgivet høringssvar på et lovforslag om elektroniske signaturer. Her gentager Rådet sin utilfredshed med, at der ikke i lovforslaget er hjemmel til at stille handicaptilgængelighedskrav til signaturløsningerne. Senere har Rådet i høringssvar om to bekendtgørelser om sikkerhedskrav til nøglecentre og indberetning til Telestyrelsen beklaget stærkt, at der stadig mangler handicaphensyn.

Det er dog positivt, at der i forbindelse med den udbudsforretning, som Statens og Kommunernes Indkøbsservice gennemfører i starten af 2001, er blevet udpeget en repræsentant fra DSI's Tilgængeligheds og Hjælpemiddelpolitiske Udvalg til den arbejdsgruppe, der skal forberede udbudsbekendtgørelsen.

Det skal også nævnes, at handlingsplanen fra Regeringens ministerudvalg for handicapområdet tager initiativ til, at tilgængelighedshensyn indgår kontraktligt ved offentlige indkøb og i udbudsforretninger, og at der ved offentlige indkøb satses på produkter, der opfylder krav om tilgængelighed.
 

Sundhed

Begreberme funktionsnedsættelse og handicap er løsrevet fra sygdomsbegrebet. Derfor har Det Centrale Handicapråd ikke en særlig indgående interesse i sundhedsområdet i forhold til andre samfundsområder. Men området er vigtigt, fordi det handler om handicappedes ret til behandling i almindelighed og retten til behandling, der har specifik betydning for den konkrete funktionsnedsættelse.

Helbredstillæg
I december 2000 vedtog Folketinget nye regler for bl.a. helbredstillæg til pensionister. Helbredstillægget skal bruges til medicin og andre helbredsbetingede ydelser, som sygesikringen yder tilskud til efter lov om offentlig sygesikring. Tillægget skal gives efter faste regler, som er ens i alle kommuner. Størrelsen på helbredstillægget er som udgangspunkt 85 % af pensionistens udgift til medicin, men nedsættes hvis pensionisten og en eventuel ægtefælle eller samlever har indtægter ved siden af pensionen over et vist minimumsbeløb. Helbredstillægget udbetales ikke, hvis pensionisten og vedkommende ægtefælle eller samlever tilsammen har en likvid formue på over 50.100 kr. Tildeling af helbredstillæg sker på baggrund af en konkret og individuel vurdering i hver enkelt sag.

Rådet har også været hørt over et lovforslag om ændring af sygesikringens tilskud til medicin, hvor medicintilskuddet fastsættes ud fra et europæisk gennemsnitsniveau. I første omgang skulle de nye regler kun gælde for nogle lægemidler, men fra 1. marts 2001 gælder reglerne for alle typer lægemidler. Rådet har ikke haft bemærkninger til forslagets hensigt om at styre indtjeningen på medicin. Men Rådet har udtrykt bekymring for, om forslaget vil føre til højere medicinudgifter for den enkelte medicinbruger.

Amternes tandbehandling
I december 2000 vedtog Folketinget ændrede regler for, hvilke persongrupper som fremover kan få dækket udgifter til tandbehandling i amtslig regi. De nye regler indeholder bestemmelser om, at sindslidende, psykisk udviklingshæmmede, personer med odontologiske lidelser, der medfører varige funktionsnedsættelser, personer med udbredt mundtørhed (Sjøgrens sygdom) samt personer med skader på tænderne som følge af strålebehandling mod hoved- og halsregionen og personer med følger af kemoterapi kan visiteres til amtslig tandpleje. Tandplejen til disse persongrupper er gratis, bortset fra en egenbetaling på 1.300 kr. Egenbetalingen svarer til, hvad andre betaler for tandbehandling i gennemsnit, når tilskuddet fra sygesikringen er fratrukket.

Formålet med de ændrede regler er at sikre et forbedret tandplejetilbud til grupper af personer, der tidligere ikke har kunne udnytte de eksisterende tandplejetilbud, enten fordi de ikke er i stand til at benytte den kommunale tandpleje, eller fordi udgifterne for patienterne er væsentlig højere end normalt for regelmæssige brugere af tandplejen. Udgifterne til ordningen skal afholdes af de enkelte amter. Kommunerne har allerede tilsvarende forpligtelser gennem omsorgstandplejen til personer med nedsat førlighed og vidtgående psykisk eller fysiske handicap, som kun vanskeligt kan udnytte de eksisterende tandplejetilbud.

Rådet har ikke været hørt i forbindelse med de ændrede regler om amtslig tandpleje. Rådet mener, at de nye regler er et virkeligt godt tiltag med hensyn til ligebehandling af personer, som enten har meget store udgifter på grund af medfødte tandskader/deformiteter i munden, som lider af følger efter behandling, eller som ikke tidligere har haft mulighed for at komme til tandlægen, fordi det simpelthen har været for vanskeligt.

Vederlagsfri fysioterapi
I sommeren 1999 blev der som led i en aftale mellem regeringen og Amtsrådsforeningen lagt loft over vederlagsfri fysioterapi på 72 moduler, svarende til ca. 25 timer årligt. Dette medførte et voldsomt brud på kompensationsprincippet, idet en fysisk handicappet nemt kan komme til at betale for sit handicap, fordi der ikke kompenseres for den ekstraudgift, som behandling hos fysioterapeut kan være. Baggrunden for indførelsen af et maksimum for antal behandlinger var, at udgifterne på området var steget voldsomt gennem de seneste år. En undersøgelse foretaget af Sygesikringens Forhandlingsudvalg om årsagen til stigningen viste imidlertid, at der blev visiteret langt flere til ordningen, end det var hensigten. Dette skyldtes, at mange blev visiteret uden at opfylde kriterierne for vederlagsfri fysioterapi.

Sundhedsstyrelsen har i marts 2000 udgivet retningslinier for visitation til vederlagsfri fysioterapi til fysisk handicappede. Retningslinierne beskriver i detaljer, hvem der kan visiteres til vederlagsfri fysioterapi. Ud over at indeholde retningslinier for visitation til fysioterapi, er der også udarbejdet en positivliste over, hvilke diagnoser der kan visiteres til ordningen. Følgende kriterier skal være opfyldt for, at en person kan henvises til vederlagsfri fysioterapi:

· Personen skal have et svært fysisk handicap,

· Fysioterapien skal have til formål at forbedre den fysiske funktions- evne, vedligeholde funktionsevnen eller forhale forringelse af funktionsevnen,

· Tilstanden skal være varig.

Der er fortsat ikke mulighed for at få dækket udgifterne til transport mellem bopælen og fysioterapeuten. Rådet mener, at det også burde være omfattet af den gratis behandling hos fysioterapeuten.

Genoptræning efter sygehusophold
Med en ændring af sygehusloven, vedtaget i december 2000, er amtskommunerne nu forpligtet til at sørge for, at patienter, som ved udskrivning har et lægeligt begrundet behov for genoptræning, får tilbudt genoptræning. De ændrede regler skal koordinere genoptræningsindsatsen mellem amter og kommuner, så indsatsen sættes i værk allerede ved udskrivning fra sygehus, i amtsligt regi, og senere overtages af kommunen, når patienten kan vende tilbage til eget hjem.

ICIDH2
Rådet har, som omtalt i beretningen for 1999, gennem nogle år fulgt Sundhedsstyrelsens arbejde med at oversætte Verdenssundhedsorganisationens (WHO) 2. udgave af klassifikationen ICIDH-2. Der er tale om en videreudvikling af WHOs klassifikation af funktionshæmning, funktionsnedsættelse og handicap (ICIDH) fra 1980. ICIDH-2 er stadigvæk under udvikling. Den seneste udgave, der er fra december 2000, har fået titlen: The International Classification of Functioning, Disability and Health.

Formålet med klassifikationen er bl.a. at skabe et fælles sprog på tværs af faggrænser, og at give et redskab til registrering af forskningsresultater mv. Forskellige steder i verden har der været lavet forsøg med at bruge klassifikationens forskellige udgaver i praksis. Følgende feltforsøg har fra august 1999 til september 2000 været gennemført i Danmark:

· Fredericia Kommune: ICIDH-2 som arbejdsredskab i kommunal genoptræning,

· Frederiksborg Amt: ICIDH-2 som grundlag for tværfagligt og tværsektorielt samarbejde - og kvalitetsudvikling af indsatsen for ældre med apopleksi og yngre med hjerneskade,

· Danmarks Pædagogiske Institut: Anvendelsesmuligheder på under- visningsområdet,

· Videnscenter for Hjerneskade: ICIDH-2 som ramme for rehabilite- ring af senhjerneskadede - et nationalt referenceprogram.

Sundhedsstyrelsen, der er dansk klassifikationsmyndighed, har oplyst, at Klassifikationen forventes at blive vedtaget på WHOs samling i 2001. Det er endnu ikke besluttet, hvornår og hvordan arbejdet med den endelige version af Klassifikationen vil fortsætte i Danmark. Rådet vil fortsat følge arbejdet med ICIDH-2 med stor interesse.
 

Indenrigsministeriet

Ny lov om integration
I 1999 fremsatte indenrigsministeren forslag til ny lov om integration af indvandrere og flygtninge. Forslaget indeholdte en bestemmelse om, at handicappede ikke automatisk var omfattet af et integrationsprogram, hvis handicappet var en hindring for, at indvandrerne/flygtningene kunne lære dansk. I sit høringssvar kritiserede Rådet kraftigt denne åbenlyse diskrimination af handicappede, og opfordrede til, at Indenrigsministeriet lever op til FNs standardregel nr. 6 om lige adgang til uddannelse for alle.

I et svar til Rådet understregede indenrigsministeren, at der ikke var planer om, at handicappede automatisk skulle omfattes af integrationsprogrammet, og kommunerne skulle ikke forpligtes til at stille samme tilbud om undervisning til rådighed, som ikke-handicappede indvandrere og flygtninge får.

I lovforslaget til ny integrationslov, som trådte i kraft den 1. februar 2000, er der indføjet en bestemmelse om, at handicappede indvandrere og flygtninge kan få hjælp til integration - herunder sprogundervisning - efter lov om aktiv socialpolitik, og ikke efter integrationsloven. Selv om der var modstand mod, at handicappede skulle omfattes af retten til et introduktionsprogram, blev det alligevel gennemført. Rådet er naturligvis tilfreds med, at handicappede har fået denne ret, selv om den optimale løsning havde været, at også handicappede var omfattet af integrationslovens integrationsprogram.

Beredskab ved katastrofe- og krigssituationer
I 1999 gennemførte Center for Ligebehandling en større undersøgelse af beredskabsplanerne i alle landets kommuner for at undersøge, om handicappede er tænkt ind i planerne. Der kom svar fra 161 kommuner. Ud af disse kommuner havde 82 tænkt handicappede ind i planlægningen.

Som opfølgning på Centrets 1999-beretning sendte Rådet en henvendelse til indenrigsministeren med en opfordring til, at der blev gjort noget ved den manglende beredskabsplanlægning for handicappede. Henvendelsen blev også sendt til Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening. Indenrigsministeren svarede, at der i april 1998 blev udsendt en vejledning til kommunerne om beredskabsplanlægning fra Beredskabsstyrelsen. I 1990 havde Socialministeriet nedskrevet særlige retningslinier for beredskabsplanlægningen for handicappede i krigs- og katastrofesituationer.

Beredskabsstyrelsen arbejder på at udsende en planvejledning til kommunerne om fremtidig beredskabsplanlægning. Planen forventes udsendt i 2001. Fremover vil det være de enkelte forvaltninger i kommunerne, som skal sørge for, at der er udarbejdet beredskabsplaner for de dele af beredskabet, som hører under den enkelte forvaltning. Dette indebærer, at flere ministerier vil skulle udarbejde retningslinier for beredskabsplanlægning. For handicappede vil det være Socialministeriet, og Indenrigsministeriet har opfordret Socialministeriet til at se på retningslinierne fra 1990 med henblik på eventuel revision og ajourføring.

I Amtsrådsforeningens svar blev det oplyst, at amterne er blevet opfordret til at gøre mere ud af beredskabsplanlægningen for handicappede, mens Kommunernes Landsforening har svaret, at man giver opgaven videre til Beredskabsstyrelsen. Rådet følger fortsat udviklingen omkring indtænkningen af handicappede i den kommunale og amtslige beredskabsplanlægning.
 

Justitsministeriet

Tidsubestemte domme
Folketinget vedtog den 26. maj 2000 en række ændringer af straffelovens bestemmelser om tidsubestemte foranstaltninger over for psykisk handicappede, der har begået kriminalitet. Det Centrale Handicapråd har flere gange kritiseret det nuværende lovgrundlag i straffeloven, som medfører en urimelig forskelsbehandling af psykisk handicappede lovovertrædere i forhold til andre lovovertrædere, på grund af idømmelse af tidsubestemte domme. En undersøgelse foretaget af Center for Ligebehandling af Handicappede i 1996 viste bl.a., at udviklingshæmmede lovovertrædere bliver underkastet retslige foranstaltninger i urimelig lang tid set i forhold til karakteren af den begåede lovovertrædelse.

Rådets formandskab havde foretræde for Retsudvalget i forbindelse med udvalgsbehandlingen af loven. Dette medførte desværre ikke en afskaffelse af de tidsubestemte foranstaltninger. Loven indeholder dog en række mindre forbedringer:

· Der fastsættes en maksimal varighed på fem år for frihedsberøvende foranstaltninger i anledning af ikke-personfarlig kriminalitet

· Ved personfarlig kriminalitet skal anklagemyndigheden indbringe spørgsmålet om ændring eller ophævelse af foranstaltningen for retten fem år efter afgørelsen, medmindre spørgsmålet har været forelagt retten inden for de sidste to år

· For ikke-frihedsberøvende foranstaltninger fastsættes en maksimal varighed på tre år

Adoption
På adoptionsområdet har Rådet i år 2000 deltaget i en arbejdsgruppe vedrørende kravene til adoptionsansøgernes helbredsmæssige forhold. Arbejdsgruppen er nedsat af Civilretsdirektoratet og Justitsministeriet som følge af den voldsomme kritik fra Rådet og handicaporganisationerne i forbindelse med folketingsbehandlingen i 1999 af ændringen af adoptionsloven. Kritikken gik navnlig på, at den nuværende praksis på adoptionsområdet var præget af et utidssvarende syn på handicappede og deres evner som forældre. Arbejdsgruppen skulle således se på områder, hvor den nuværende praksis bør ændres. Gruppen har afholdt en række møder i løbet af året og forventes at afslutte sit arbejde i foråret 2001.

Abort
Justitsministeren fremsatte i foråret 2000 et forslag om ændring af abortloven, hvori det forbydes at foretage provokeret abort på fostre, som er levedygtige. I forbindelse med høringen over forslaget gav Rådet udtryk for stor utilfredshed med lovforslaget, fordi det fortsat tillades at foretage provokeret abort på levedygtige fostre, der risikerer at udvikle et alvorligt handicap. Man indfører med andre ord en åbenbar diskrimination af levedygtige handicappede fostre i forhold til andre fostre. Et flertal i Etisk Råd anbefalede ligeledes, at man som i Sverige og Norge bør indføre en absolut grænse for provokeret abort, hvis fostret er levedygtigt.

Uanset at forslaget således må anses for at være et væsentligt tilbageskridt for handicappedes ligestilling med andre borgere, blev det vedtaget i Folketinget den 31. maj 2000.
 

Fra vores egen verden

20-års jubilæum
Det Centrale Handicapråd holdt sit første møde den 7. marts 1980, hvor formanden var fhv. arbejdsminister Erling Dinesen og sekretariatschefen var tidligere chef for Statens Åndssvageforsorg Nils Erik Bank-Mikkelsen. De eneste af de oprindelige medlemmer, som har været med siden det allerførste møde, er John Møller og Knud Søndergaard.

Socialforsorgsprisen
Næstformand og personligt medlem i Det Centrale Handicapråd, John Møller modtog i september socialforsorgsprisen for år 2000, uddelt af Bank-Mikkelsen-fonden. Bank-Mikkelsen-fonden blev oprettet i 1994 og uddeles til en person, der arbejder efter Bank-Mikkelsens principper, "om at hjælpe de svage til et liv så nær det normale som muligt, normalisering eller snarere menneskeliggørelse".

Fire årlige møder i Rådet
I de 21 år der er gået, siden Rådet startede sin virksomhed, har der været afholdt fire møder årligt af gennemsnitligt to timers varighed. Med vedtagelsen af arbejdsplaner siden 1999 med ministerbesøg på hvert Rådsmøde og temadrøftelser, er der oftere og oftere tidnød på Rådsmøderne. Rådet besluttede derfor på mødet i marts at udvide mødetiden, således at marts-juni og septembermøderne fremover er af 3½ times varighed, medens decembermødet er et heldagsmøde af 6 timers varighed.

Ministerbesøg
Fire ministre har i løbet af 2000 besøgt Det Centrale Handicapråd: Undervisningsminister Margrethe Vestager (R) besøgte Rådet i marts, kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) var på besøg i juni, socialminister Henrik Dam Kristensen (S) i september og i december var det by-og boligminister samt ligestillingsminister Jytte Andersen (S), der også er formand for regeringens ministerudvalg for handicapområdet, som besøgte Rådet.

Temadrøftelser
Rådet har i løbet af året haft temadrøftelser om handicap og ligebehandling, psykisk syge og distriktspsykiatrien samt aktørerne på arbejdsmarkedet og deres initiativer.

Rådets sekretariat
Som en af de første offentlige institutioner (i den størrelsesorden) indførte Rådets sekretariat i samarbejde med Rigsarkivet elektronisk dokumenthåndtering den 1. september 2000.
 

Publikationer udgivet i 2000

Publikationerne udleveres gratis ved henvendelse til Rådet (fås også på bånd og diskette) og kan hentes på Rådets hjemmeside www.dch.dk

Uddannelse og handicap - et politikpapir
Efter en generel temadrøftelse i 1999 af handicappedes uddannelsessituation besluttede Rådet i maj måned at udforme et politikpapir, der indeholder Rådets anbefalinger og en beskrivelse af den samfundssituation, anbefalingerne er udformet på baggrund af.

Handicappede og retssikkerhed
Det Centrale Handicapråd udgav i oktober måned, forud for en konference i november, en pamflet om retssikkerhed med fokus på sagsbehandlingen på det sociale område. Målgruppen for pamfletten er kommuner, amter, handicaporganisationer og andre interesserede.

Voksnes holdninger til handicappede
Det Centrale Handicapråd har i samarbejde med Socialforskningsinstituttet (SFI) i november udgivet pjecen "Voksnes holdninger til handicappede". Pjecen indeholder hovedresultater af SFI's landsrepræsentative undersøgelse af voksnes holdninger til handicappede (Henning Olsen: Holdninger til handicappede. En surveyundersøgelse af generelle og specifikke holdninger, deres sammenhæng og specifikke holdningers bestemmende faktorer, SFI 2000).

Fleksjob
Pjecen om Fleksjob, som er udarbejdet i samarbejde med Socialministeriet, udkom i 8. udgave i juni. Den er nu udkommet i et samlet oplag på 260.000.

Beretning
Ifølge forretningsordenen for Det Centrale Handicapråd skal sekretariatet efter Rådets direktiv udarbejde en beretning om Rådets virksomhed hvert år. Beretningen sendes til socialministeren og offentliggøres efter aftale med Socialministeriet. Beretningen for 1999 udkom i marts 2000 i et oplag på 1.800.

Nyhedsbreve
I 2000 er Rådets nyhedsbreve udkommet i januar, april, juli og oktober i et oplag på 1.200. Nyhedsbrevene indeholder mindre artikler med udgangspunkt i de emner, Rådet har haft oppe til diskussion. Nyhedsbrevene, som afløste rådsmødereferaterne, er siden 1995 sendt til en bred kreds af interesserede. I januar 2001 udkom HandicapRåd i et særnummer, der refererede indlæg og synspunkter fra Rådets konference "Kommunale forskelle - et retssikkerhedsproblem for handicappede?", november 2000.

Høringssvar
I det omfang Rådet høres over lovforslag, der behandles i Folketinget, har høringssvarene siden starten af folketingsåret 2000/2001 været offentligt tilgængelige på Center for Ligebehandling af Handicappede's hjemmeside www.clh.dk
 

Rådets medlemmer 2000

Ifølge Socialministeriets bekendtgørelse nr. 988 af 11. december 1997 om et Centralt Handicapråd § 1 virker Handicaprådet for en 4-årig periode fra 1. juli i året efter kommunalvalget, dog således at medlemmerne fungerer, indtil nyt medlem udpeges. Formanden og de 14 medlemmer udpeges af socialministeren, de 14 medlemmer efter indstilling fra nedennævnte organisationer, ministerier og kommuner.

Rådets medlemmer og særligt sagkyndige, der er beskikket for perioden 1. juli 1998 til udgangen af juni 2002, er følgende:

Formand
Fhv. finans- og socialminister Palle Simonsen

Næstformand
Direktør for Landsforeningen LEV, John Møller

Indstillet af De Samvirkende Invalideorganisationer og udpeget som personligt medlem 8. juni 2000

Medlemmer
De Samvirkende Invalideorganisationer:
Formand for De Samvirkende Invalideorganisationer, Stig Langvad
Udpeget den 8. juni 2000

Medlem af Nyreforeningen, Willy Jagd Jensen

Formand for Danske Døves Landsforbund, Knud Søndergaard

Næstformand i Landsforeningen for Laryngectomerede, Gudrun Mørup

Medlem af Scleroseforeningen, Henny Jacobsen
Fratrådt den 8. juni 2000 og efterfulgt af
Udviklingschef i Muskelsvindfonden, Jørgen Lenger

Formand for Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede, Landsdommer Holger Kallehauge

Direktør for DAMP-foreningen, Birgit Christiansen

Indstillet af Amtsrådsforeningen:
Amtsborgmester Søren Eriksen, Vestsjællands Amt

Indstillet af Kommunernes Landsforening:
Borgmester Anny Winther, Støvring Kommune

Indstillet af Københavns og Frederiksberg Kommune:
Socialudvalgsformand Lilian Nilsson, Frederiksberg Kommune

Indstillet af Arbejdsministeriet:
Specialkonsulent Elsebeth Foged, Arbejdsministeriets 4. kontor

Indstillet af Socialministeriet:
Afdelingschef Grethe Buss

Indstillet af Sundhedsministeriet:
Kontorchef Søren Hansen Thomsen, Sundhedsministeriets 3. kontor

Indstillet af Undervisningsministeriet:
Undervisningsinspektør Jørgen Hansen, kontoret for børn, unge og voksne med særligt behov, fratrådt den 21. september 2000
Vakant

Særligt sagkyndige
Boligforhold:
Kontorchef Ella Blousgaard, By- og Boligministeriet

Trafikforhold:
Kontorchef Helga Theil Thomsen, Trafikministeriets planlægningsafdeling
Fratrådt den 16. januar 2001 og efterfulgt af
Kontorchef Dorthe Nøhr Pedersen, Trafikministeriets planlægningsafdeling

Kultur:
Adelingschef Lene Witte, Kulturministeriet
Vakant

Kommunikation:
Kontorchef Jette Plenge Jakobsen, Telestyrelsen, Forskningsministeriet

Tværsektoriel sagkundskab i forskning:
Professor, dr.med. Thomas Sinkjær, Center for Sansemotorisk Interaktion, Aalborg Universitet

Sekretariat
Sekretariatsfunktionen varetages af Center for Ligebehandling af Handicappede
Sekretariatschef Mogens Wiederholt
Sekretariatsleder Lene Kann-Rasmussen, fratrådt den 31. december 2000
 
 

Bekendtgørelse om et Centralt Handicapråd

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 988 af 11. december 1997

I henhold til § 87, stk. 2, i lov nr. 453 af 10. juni 1997 om retssikkerhed og administration på det sociale område fastsættes følgende:

§ 1. Socialministeren nedsætter et Centralt Handicapråd, der rådgiver i handicapspørgsmål.

§ 2. Rådet består af 1 formand og 14 medlemmer, der udpeges af socialministeren. 7 medlemmer udpeges efter indstilling fra De Samvirkende Invalideorganisationer, 1 medlem efter indstilling fra Amtsrådsforeningen, 1 medlem efter indstilling fra Kommunernes Landsforening, 1 medlem efter indstilling fra Københavns og Frederiksberg kommuner, 1 medlem efter indstilling fra Undervisningsministeriet, 1 medlem efter indstilling fra Sundhedsministeriet, 1 medlem efter indstilling fra Arbejdsministeriet og 1 medlem efter indstilling fra Socialministeriet.

Stk. 2. Til støtte for Handicaprådets arbejde udpeger socialministeren endvidere særligt sagkyndige med sagkundskab vedrørende boligforhold, trafikforhold, kultur, kommunikation og tværsektorial sagkundskab i forskning. Stk. 3. Socialministeren kan herudover udpege personlige medlemmer af Rådet.

Stk. 4. Handicaprådet virker for en 4-årig periode fra 1. juli i året efter

kommunalvalget, dog således, at medlemmerne fungerer, indtil nyt medlem udpeges.

§ 3. Det påhviler Handicaprådet at følge og vurdere vilkårene i samfundet for personer med handicap, herunder på det forebyggende område.

§ 4. Folketinget og ministrene kan rådføre sig med Handicaprådet i alle anliggender af generel karakter, der har betydning for vilkårene i samfundet for personer med handicap.

Stk. 2. Med henblik på at sikre, at rimelige hensyn til personer med handicap tilgodeses i samfundets planlægning, kan centrale offentlige myndigheder rådføre sig med Handicaprådet i anliggender, der berører levevilkårene for personer med handicap.

Stk. 3. Handicaprådet kan selv tage initiativ og fremsætte forslag til ændringer på de nævnte områder.

§ 5. Socialministeren fastsætter Rådets forretningsorden og stiller den fornødne sekretariatsmæssige bistand til rådighed.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1998.
 

            Socialministeriet, den 11. december 1997
                Karen Jespersen                                        / Birgit Elvang
 
 

Socialmin. j.nr. 7.kt.,j.nr. 0610-6