Kolofon og indholdsfortegnelse fra trykt udgave

Udgiver
Det Centrale Handicapråd
Bredgade 25, Skt. Annæ Passage, opg. F, 4. sal
1260 København K
Tlf.: 33 11 10 44
Fax: 33 11 10 82
Teksttelefon: 33 11 10 81
Mail: dch@dch.dk
Hjemmeside: www.dch.dk

Beretningen udgives også på bånd og diskette.
Den kan desuden hentes på Rådets hjemmeside.

Redaktion:
Sekretariatschef Mogens Wiederholt (ansvarshavende)
Sekretariatskoordinator Lise Holten
Informationsmedarbejder Christine Bendixen (layout)

Forsidefoto: Lena Granefelt/BAM

Oplag: 2000
ISBN 87-90985-11-7
ISSN 1395-4660
Tryk: Scanprint a/s
 

INDHOLD
Tid til handling 5
Handicap og ligebehandling 7
EU-direktiv om ligebehandling 11
Vejen til handling 15
Rådgivning til handicappede 19
Personalekvalifikationer 21
Kommunal handicappolitik 24
Handicappede adoptionsansøgere 26

Myndighedsområder 28
Det sociale område 28
Arbejdsmarkedsområdet 33
Kulturområdet 38
Trafikområdet 39
Uddannelsesområdet 43
Bolig- og erhvervsområdet 48
Forskningsområdet 51
IT- og Teleområdet 53
Sundhedsområdet 56
Justitsområdet 59

Fra vores egen verden 61
 

Tid til handling

De bærende søjler i dansk handicappolitik hedder dialog og samarbejde - dialog mellem myndigheder og brugere om i samarbejde at udvikle gode og langtidsholdbare løsninger til gavn for handicappede. Denne dialogiske vej er også, med et efterhånden lidt forslidt og til tider også misforstået begreb, blevet kaldt "de gode viljers vej".

Forslidt eller ej, så er virkeligheden den, at handicappede er henvist til "de gode viljer". Handicappede udgør - og heldigvis for det må man vel sige - et mindretal i samfundet. Handicappedes vilkår i samfundet er derfor helt beroende på flertallets "gode vilje" - flertallets vilje til at gå konstruktivt og handlingsberedt ind i dialogen om at forbedre handicappedes vilkår.

Et til tider misforstået begreb fordi mange tror, at den "gode vilje" blot består i at nikke forstående, snakke hinanden lidt efter munden ved festlige lejligheder og så i øvrigt lade tre og fem være lige. Men den gode vilje er dobbeltmoral og hykleri, når den ikke følges op af engagement, handling og en reel indsats for at sikre forandring. Netop det forhold, at handicappede udgør et mindretal i det danske samfund, pålægger "det ikke-handicappede Danmark" et særligt ansvar for at tilrettelægge et samfund, som bygger på handicappedes fulde deltagelse og lige ret som medborger.

Gennem dialog er vi i Danmark nået langt på handicapområde. Og Danmark er fortsat et godt land at være handicappet i. Vi har ikke mindst lov til at bryste os af en stor bredde i indsatsen, som sikrer en betydelig homogenitet i indsatsen over for alle handicapgrupper. Takket være et dynamisk handicapbegreb og en lovgivning, som bygger på behovsbestemte ydelser, har vi undgået det "kaste-system" mellem handicapgrupperne, som vi kender fra andre lande.

Men vi hviler på laurbærrene. Danmark er i fare for at rykke ud af elitedivisionen, fordi vi tærer på grundkapitalen og sover tornerosesøvn, mens verden omkring os tordner af sted i et tempo, som lader os bagud.

Eksempelvis har vores nabolande Norge og Sverige inden for de seneste få år gennemført meget omfattende analyser af handicappedes vilkår. Nu er analyser og rapporter naturligvis ikke noget mål i sig selv. Men ud over at være en stor kilde til viden er disse gennemgribende analyser et vidnesbyrd om en samfundsmæssig interesse for og prioritering af handicappedes livssituation.

Dette er derfor ikke en opfordring til at foretage tilsvarende gennemgribende analyser i Danmark. Men det er en opfordring til at sætte handling på dagsordenen. På en lang række områder har vi tilstrækkelig viden til at iværksætte de nødvendige handlinger. Vi ved godt, hvor skoen trykker. Det gælder helt elementære forhold som handicappedes adgang til bygninger og andre fysiske omgivelser, adgang til offentlig befordring, til anstændige og tidssvarende boliger, til videregående uddannelse og til efter- og videreuddannelse.

På andre områder er der behov for ny viden. Det gælder ikke mindst arbejdsmarkedsområdet. Trods mange gode initiativer og nye støtteforanstaltninger synes beskæftigelsesgraden blandt handicappede ikke at stige, snarere tværtimod. Derfor er der på ge os på sporet af nye indgangsvinkler.

Det er en stor opgave, der ligger foran os. Så stor, at omfanget i sig selv kan virke handlingslammende. Derfor er det vigtigt at arbejde med værktøjer, som kan bryde store og uoverskuelige problemstillinger ned til elementer, som bliver håndterbare og økonomisk overkommelige.

Det Centrale Handicapråd kan derfor ikke kraftigt nok opfordre regeringen og de enkelte ministre til at udarbejde handicappolitiske handlingsplaner for hvert enkelt ministerområde. Forpligtigende handlingsplaner med tidshorisonter og økonomiske rammer, erfaringsmæssigt et effektivt redskab til at virkeliggøre politiske visioner, som eller virker uoverskuelige.

For at fremme den proces har Det Centrale Handicapråd udarbejdet en model for, hvordan et ministerium konkret kan arbejde med handlingsplanmodellen. Modellen er nærmere beskrevet i beretningen og kan findes i sit fulde omfang på Rådets hjemmeside.

Ministerielle handlingsplaner er et første og helt nødvendigt skridt for igen at skabe fremdrift på handicapområdet. Men erfaringerne viser også, at en række handicappolitiske problemstillinger går på tværs af ministerierne. Derfor er der behov for at samordne og koordinere den samlede indsats på tværs af de administrative strukturer. Det Centrale Handicapråd opfordrer derfor regeringen til at etablere et tværgående ministerudvalg, som kan koordinere og gå foran som det lokomotiv, der holder Danmark på sporet i forhold til den handicappolitiske elitedivision.

Palle Simonsen
Formand for Det Centrale Handicapråd
 

Handicap og ligebehandling

Det Centrale Handicapråd har til opgave at rådgive regering og Folketing i spørgsmål, som vedrører handicappede mennesker. Det betyder, at Rådet kan og skal udtale sig om, hvordan samfundet bør indrettes, så mennesker med et handicap kan deltage på lige fod med ikke-handicappede. Hvem der er handicappet, og hvad "på lige fod" betyder, optager derfor Rådet meget. Rådet besluttede i 2000 at tage en temadrøftelse af begreberne handicap og ligebehandling, der udmøntede sig i et refleksionspapir om handicap og ligebehandling som et bidrag til diskussionen om og udviklingen af de to centrale begreber. Selve refleksionspapiret kan rekvireres ved henvendelse til Rådet eller læses på Rådets hjemmeside: www.dch.dk

Rådets drøftelse er vigtig, hvis de to centrale begreber skal forblive dynamiske og være i overensstemmelse med udviklingen i det omgivne samfund. Ligeledes er en åben diskussion en forudsætning for, at der kan eksistere en bred konsensus om, hvem der er handicappet. Rådet forestiller sig ikke, at der findes en bestemt definition af handicapbegrebet, men ønsker en diskussion om udviklingstendenser.

Denne artikel vil med udgangspunkt i Rådets refleksionspapir søge at afdække, hvad handicapbegrebet indeholder, og hvad det vil sige at arbejde for ligebehandling af handicappede. Afslutningsvis giver artiklen nogle bud på, hvorfor man trods en bred enighed om disse begreber alligevel ikke oplever, at handicappede er en integreret del af det danske samfund.

Handicapbegrebet
Hvem er det, vi taler om, når vi taler om handicappede mennesker? Socialforskningsinstituttet (SFI) lavede i 2000 en undersøgelse af "Holdninger til handicappede", som blandt andet så på, hvad befolkningen forstår ved det at være handicappet. Af undersøgelsen fremgår, at de fleste er i stand til at definere begrebet handicap, mens et mindretal har uklare eller ingen opfattelse af, hvad det betyder. De adspurgte mener fx, at handicappede er mennesker, der afviger fra det normale eller gennemsnitlige, mennesker som ikke kan klare sig uden hjælp, eller mennesker som har nedsat eller ingen erhvervsevne og derfor har vanskeligt ved at opnå en placering i arbejdslivet.

I Danmark findes der ikke nogen entydig vedtaget definition af begrebet handicap og hermed heller ikke en liste over, hvilke funktionsnedsættelser der giver særlige rettigheder. Der er imidlertid en bred opbakning til at anvende det miljørelaterede handicapbegreb og den begrebsafklaring, der findes i FN's Standardregler om lige muligheder for handicappede.

Her defineres begrebet handicap som en betegnelse for tab eller begrænsning af mulighederne for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Handicap beskriver relationen mellem et menneske med funktionsnedsættelse og dets omgivelser. Funktionsnedsættelsen er det givne, det objektive konstaterbare, mens handicappet er det relative og situationsafhængige. Handicappet er dermed ikke noget man er, men noget man bliver i mødet med en omverden og nogle systemer, som gør personen handicappet. Denne forståelse af sammenhængen mellem funktionsnedsættelse og handicap betyder, at handicap ikke forstås som en mangel eller skavank hos individet. En handicappet person er ikke en fejlproduktion, men derimod et individ hvis forudsætninger er i konflikt med den måde, vores omgivelser og systemer er indrettet på.

I og med at der ikke er nogen entydig definition på handicapbegrebet, anvendes der forskellige definitioner i de forskellige regelsæt og love. Således har man i serviceloven erstattet handicap med "nedsat funktionsevne". I lov om kompensation til handicappede i erhverv er målgruppen beskrevet som personer, der på grund af handicap kan have vanskeligt ved at få eller bevare beskæftigelse uden kompensation efter loven. Lov om specialundervisning for voksne og læsekurser for voksne handler blandt andet om specialundervisning af "personer med fysisk eller psykisk handicap", uden at det er nærmere defineret, hvad handicap betyder.

De sidste år har budt på en udvikling i international regi, der har udfordret det handicapbegreb, vi bruger i Danmark: WHO's klassifikation ICF (International Classification of Functioning, Disability and Health) og EU's direktiv om forbud mod diskrimination af handicappede på arbejdsmarkedet er eksempler herpå.

Den endelige klassifikation (ICF) fra Verdenssundhedsorganisationen WHO blev i maj 2001 vedtaget af FN's Generelforsamling med en opfordring til landene om at implementere klassifikationen. ICF's anvendelse af begreberne tager afsæt i FN's Standardregler om lige muligheder for mennesker med handicap. Den forventes oversat til dansk i løbet af 2002 af Sundhedsstyrelsen, som er den danske klassifikationsmyndighed. Der er tale om en videreudvikling af WHO's klassifikation ICIDH fra 1980.

Med ICF får man ud over et raffineret redskab til at måle vores kropsfunktioner, vores udførelse af daglige aktiviteter og vores deltagelse i samfundet også et fælles sprog for mange forskellige faggrupper. Dette sprog skal gøre det lettere for faggrupperne at tale om, hvad det enkelte menneske har brug for. Det står fortsat åbent (og afhænger både af oversættelsen af ICF og brugen heraf i Danmark), i hvor høj grad ICF vil ændre opfattelsen af, hvem der er omfattet af den handicappolitiske sprogbrug: mennesker med funktionsnedsættelse/handicap. På den ene side kan man forestille sig, at hvis selv mindre alvorlige begrænsninger på krop-, aktivitet- eller deltagelsesdimensionen betegnes som funktionsnedsættelser, vil det måske om mange år ændre opfattelsen af, hvem der er omfattet af den handicappolitiske sprogbrug. På den anden side kan handicapbegrebet blive så præcist, at det måske kun vil omfatte bestemte resultater fra en ICF-måling. Det vil for nogle betyde, at muligheden for at få bestemte ydelser måske bliver mindre, og for andre bliver den måske større end den er i dag.

EU har vedtaget et direktiv om forbud mod diskrimination af bl.a. handicappede på arbejdsmarkedet. Direktivet og den mulige indvirkning på handicappede er omtalt i den efterfølgende artikel. Derfor vil det kun kort blive omtalt her. I direktivet findes der ingen definition af, hvem der er omfattet af det handicapbegreb, som direktivet bygger på. Den manglende definition i direktivet betyder, at det i vidt omgang vil være overladt til EF-domstolen at afgøre de tvivlsspørgsmål, der kan opstå ved brug af direktivet. EF-domstolens måde at arbejde på betyder, at EF-domstolens opfattelse af, hvilke situationer der er omfattet af direktivet, formentlig løbende vil ændre sig. Dette kan medføre, at direktivet kommer til at omfatte mennesker med fysiske funktionsnedsættelser, som vi i Danmark normalt ikke vil betegne som handicap.

Ligebehandling
Handicapbegrebets konstante udvikling har i høj grad en afsmittende effekt på ligebehandlingsbegrebet, som også influeres af udviklingen i samfundet i øvrigt.

Målsætningen i dansk handicappolitik er i dag ligebehandling. Denne målsætning er et resultat af en udviklingsproces, der har medført, at mennesker med handicap (i stedet for som tidligere at være placeret på særlige institutioner) i stadig større grad integreres i samfundet. Handicappolitik er dermed ikke længere synonym med socialpolitik, men berører alle politikområder. For at handicappede kan opnå fuld deltagelse i samfundslivet, må alle sektorer involveres og påtage sig deres del af ansvaret for, at princippet om ligebehandling kan gennemføres.

Traditionelt forstås ligebehandling sådan, at personer med handicap skal kompenseres for deres funktionsnedsættelse, så de så vidt muligt opnår et lige udgangspunkt med ikke-handicappede. Ligebehandlingsbetragtningen medfører ikke kun et krav om, at folk behandles ens, men at handicappede i mange tilfælde skal tilbydes en række ekstraordinære ydelser og hjælpeforanstaltninger for så vidt muligt at sikre lige muligheder.

Det er samtidig et helt grundlæggende princip i dansk handicappolitik, at kompensationen er gratis for den enkelte og ydes uden hensynstagen til egen eller familiens indtægt eller formue. Kompensation kan bestå i individuelle personlige ydelser, som fx en kørestol til den der har mistet gangfunktionen, eller høreapparat til den der har nedsat hørelse. Kompensation kan også bestå i parallelle tilbud, fx at skriftlige pjecer udgives som lydbånd. Kompensationen kan endvidere bestå i kollektive tiltag, som betyder, at samfundet som sådan indrettes med de videst mulige hensyn til mennesker med en funktionsnedsættelse, fx ved at sikre niveaufri adgang til alle bygninger.

Positiv særbehandling kan være nødvendigt i situationer, hvor der konstateres en række samfundsmæssige barrierer, som ikke kan afhjælpes alene ved at sikre et lige udgangspunkt. For eksempel er der på arbejdsmarkedet en lov om ligestilling mellem mænd og kvinder ved udpegning af medlemmer til offentlige udvalg, kommissioner og lignende.

På handicapområdet har der indtil for få år siden været tradition for at behandle ligebehandlingsproblemer ved hjælp af information og holdningsbearbejdning. Men vi ser i stigende grad flere eksempler på positiv særbehandling, fx isbryderordningen hvor en arbejdsgiver kan få løntilskud ved ansættelse af en nyuddannet handicapet, og ved handicappedes fortrinsadgang til ansættelsessamtaler ved besættelse af offentlige stillinger.

Fra ord til handling
I Danmark er der generel enighed om at anvende det miljørelaterede handicapbegreb og ligebehandlingsprincippet. Alligevel oplever vi, som denne beretning er en afspejling af, at det ind imellem er med meget små skridt, det går fremad. Selvom det efterhånden er mange år siden, institutionsbegrebet blev ophævet, oplever vi fortsat, at handicappede på flere områder ikke er en integreret del af det danske samfund. Når nu alle er enige om, at handicappede skal ligebehandles med ikke-handicappede og kompenseres for deres handicap, kan det undre, at der fortsat er så mange hindringer for, at handicappede kan komme omkring i byrummet, med de offentlige transportmidler, få en uddannelse, et arbejde etc. Er det fordi, at den fælles forståelse kun findes i teorien? Er det en del af den politiske korrekthed, som viser sig ikke at holde stik, når det kommer til handling? Hvad er det, der skal til for at få handicappede integreret og reelt ligebehandlet med ikke-handicappede?

På baggrund af SFI-undersøgelsen om holdninger til handicappede har Rådet i løbet af året drøftet, hvordan man kan forbedre integrationen af handicappede i samfundet og dermed påvirke ikke-handicappede menneskers holdning til handicappede. Undersøgelsen viser, at integration fremmer positive holdninger over for handicappede. Jo mere kontakt, samvær og dialog der er mellem handicappede og ikke-handicappede, jo mere positiv er befolkningen over for handicappede. Derfor er Rådet blandt andet enige om, at det kan være hensigtsmæssigt med så tidlig en integration som muligt, og at mennesker med handicap optræder i sammenhænge, hvor det ikke er deres handicap, som er i fokus, men deres kunnen som menneske.

Rådet mener, at der er tale om "en ond cirkel". En bedre forståelse for handicappedes vilkår forudsætter en øget integration. For at handicappede kan blive integreret i det danske samfund, er det nødvendigt med den politiske handling, som vi efterlyser i forordet til denne beretning. Rådet håber, at vi kan bruge EU's Handicapår i 2003 til at få taget hul på denne onde cirkel og gøre en indsats for at fremme forståelsen og informationen om handicappede. Rådet vil som det danske koordineringsorgan arbejde for, at banen bliver kridtet op.
 

EU-direktiv om ligebehandling mht. beskæftigelse og erhverv

Dansk handicappolitik har hidtil afvist anti-diskriminationslovgivning i kampen for at skabe ligebehandling for handicappede. Dansk handicappolitik vil hellere arbejde med dialogen, det vi også kalder "de gode viljer". I Danmark har vi valgt at definere den handicappolitiske kamp som en politisk kamp, der skal udkæmpes i de samme politiske arenaer som de øvrige fordelingspolitiske kampe i samfundet. Men ved vedtagelsen af Amsterdamtraktaten har vi fået diskriminationslovgivning ind ad bagdøren. I artikel 13 i Amsterdamtraktaten står der:

"Med forbehold af denne traktats øvrige bestemmelser og inden for rammerne af de beføjelser, som traktaten tillægger Fællesskabet, kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet træffe hensigtsmæssige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion, eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering."

Artikel 13 er en såkaldt bemyndigelsesbestemmelse, som ikke har umiddelbar retsvirkning i de enkelte medlemslande. Men med artikel 13 får Kommissionen bemyndigelse til at kunne tage initiativer, som kan forhindre og forebygge diskrimination af bl.a. handicappede i de enkelte lande.

Med vedtagelsen af Rådets (EU) Direktiv 2000/78/EF den 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv er denne bemyndigelse udnyttet, og vi har fået indført lovgivning, der forbyder diskrimination af bl.a. handicappede på arbejdsmarkedet. Direktivet skal være implementeret i Danmark inden den 2. december 2003.

Ligebehandlingsdirektivet er en del af EU-kommissionens anti-diskriminationspakke, der indeholder tre centrale elementer:
- Ligebehandlingsdirektivet: Direktiv om ligebehandling mht. beskæftigelse og erhverv (direktiv 2000/78/EF).
- Racedirektivet: Direktiv om ligebehandling af alle uanset race eller etniske oprindelse (direktiv 2000/43/EF).
- Handlingsprogram (2001-2006) til bekæmpelse af diskrimination (Rådets beslutning 2000/750/EF). Ligebehandlingsdirektivet er således en del af en integreret strategi, hvor direktiverne og handlingsprogrammet skal modvirke diskrimination og fremme lige muligheder for alle. Kommissionen begrunder vedtagelsen af denne pakke med, at lovgivning alene aldrig kan sikre ligebehandling i praksis. Handlingsprogrammet skal supplere direktiverne ved at støtte konkrete tiltag og projekter mod diskrimination i medlemslandene. Formålet med handlingsprogrammet er, at der etableres en erfaringsudveksling om og afsøgning af veje, der i praksis leder til fjernelse af diskriminerende barrierer, idet erfaringerne med arbejde fra forskellige dele af EU kan blive sammenlignet.

Ligebehandlingsdirektivet fastsætter - ligesom racedirektivet - standarder, der skaber et fælles beskyttelsesniveau mod diskrimination i medlemslandene i EU.

Hvad mener Rådet om direktivet?
Det Centrale Handicapråd har haft direktiv-udkastet til høring. I høringssvaret til EF-specialudvalget vedrørende arbejdsmarkedet og sociale forhold udtrykker Rådet skepsis over for direktivet. Årsagen er, at direktivet indebærer en rettighedsorientering i bestræbelserne på ligebehandling, der bryder med de danske handicappolitiske traditioner for samarbejde og "de gode viljer". Rådet understregede, at EU-systemet hellere skulle udbygges med relevante politiske instrumenter frem for juridiske instrumenter i form af et diskriminationsforbud.

Der har dog været et stærkt ønske i flere lande og blandt de europæiske handicaporganisationer om ligebehandlingsdirektivet. Derfor arbejder Rådet på at få afklaret, hvad direktivet betyder, og hvilke konsekvenser dets implementering får.

Direktivets formål og indhold
Formålet med direktivet er at gennemføre princippet om ligebehandling af fx handicappede ved at bekæmpe forskelsbehandling. Spørgsmålet er så, hvordan gruppen af handicappede skal defineres. Der findes i EU ikke en fælles definition, men Det Centrale Handicapråd foreslår, at man anvender den samme definition af handicappede, som anvendes i FN's Standardregler om lige muligheder for handicappede.

Både direkte og indirekte forskelsbehandling er forbudt. Direkte forskelsbehandling vil sige, at en person med et handicap behandles dårligere end andre. Indirekte forskelsbehandling vil sige, at en tilsyneladende neutral regel, betingelse eller praksis stiller en person med et handicap særligt ufordelagtigt, medmindre dette er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opnå dette er hensigtsmæssige og nødvendige.

Chikane betragtes også som forskelsbehandling. Det er chikane, hvis en uønsket optræden finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt eller ubehageligt klima. Enhver instruktion om forskelsbehandling vil også være omfattet af reglerne.

Direktivet gælder både for offentlige og private virksomheder, og det omfatter såvel lønnet beskæftigelse som selvstændig virksomhed uanset branche og ansættelseniveau. Det store spørgsmål i denne forbindelse er, om fleksjob skal betragtes som lønnet beskæftigelse, eller der er tale om en social sikring, der ikke er omfattet af direktivet? Det fremgår af de præambulære (indledende) bestemmelser til direktivet, at der ved løn skal forstås den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, som arbejdstagerne som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren. Personer, der er ansat i et fleksjob, får som bekendt løn fra arbejdsgiveren, og Det Centrale Handicapråd er derfor ikke i tvivl om, at fleksjob er omfattet af direktivets beskyttelse.

Direktivet omfatter ansættelses- og udvælgelsesvilkår, løn og afskedigelse, samt medlemskab af organisationer, fagforeninger etc. Reglerne gælder også for andre arbejdsmarkedsområder som erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, efter- og videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring.

Det er vigtigt at bemærke, at direktivet kun stiller mindstekrav. Det er derfor muligt, at de enkelte lande kan have nationale regler, der er bedre end direktivets. Det er også vigtigt, at direktivet tillader positiv særbehandling. Et eksempel på dette er reglerne om fortrinsadgang i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Det fremgår af direktivet, at arbejdsgiveren skal foretage tilpasninger i rimeligt omfang for at sikre princippet om ligebehandling af handicappede. Det betyder, at arbejdsgiveren skal træffe foranstaltninger, der er hensigtsmæssige i forhold til, at en handicappet person får adgang til beskæftigelse, til at udøve den, eller for at den handicappede person kan have fremgang på arbejdspladsen, eller sikres adgang til uddannelse. Arbejdsgiveren skal dog ikke foretage disse foranstaltninger, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. Det fremgår af direktivet, at denne byrde ikke kan anses for at være uforholdsmæssig stor, hvis den i tilstrækkeligt omfang lettes gennem foranstaltninger, der er normale elementer i det pågældende lands handicappolitik.

Man kan frygte, at arbejdsgivere ikke ønsker at ansætte handicappede, hvis de samtidig pålægges en økonomisk byrde ved at skulle indrette arbejdspladsen, så den handicappede kan fungere på denne. Som retsstillingen er i dag, kan man ikke pålægge arbejdsgivere at indrette arbejdspladsen med fx særlige arbejdsredskaber. I dag er det kommunen eller Arbejdsformidlingen, der kompenserer for den nedsatte funktionsevne. Men som Rådet har læst direktivet, er det stadig muligt at lade den nuværende praksis være gældende, hvorfor det i Danmark ikke burde blive en økonomisk byrde for arbejdsgivere at ansætte handicappede.

Klagemulighed og delt bevisbyrde
Det fremgår af direktivet, at enhver der føler sig krænket, skal kunne klage til en retslig og/eller en administrativ instans. Organisationer, som har en legitim interesse i disse sager, kan indtræde som part i sagen. Her foreslår Rådet, at den administrative ankeinstans bliver Arbejdsmarkedets Ankenævn, hvor De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) får en plads, når Ankenævnet skal afgøre sager vedrørende handicappede.

Det vigtigste ved denne mulighed er, at der med direktivet indføres delt bevisbyrde. Dvs. at det alene påhviler klageren at "fremføre faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling". Det vil sige, at klageren skal sandsynliggøre forskelsbehandling. Når dette er sket, er det op til indklagede at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er tilsidesat. Dette er for Rådet meget positivt, idet det med reglen om delt bevisbyrde bliver langt lettere at føre bevis for, at man er blevet udsat for negativ forskelsbehandling, end det er i dag.

Direktivet indeholder også pålæg om, at medlemslandende skal formidle kendskab til direktivet og de regler, som har med handicappede og arbejdsmarkedet at gøre. Direktivet pålægger også medlemsstaterne at tilskynde til dialog mellem arbejdsmarkedets parter for at fremme ligebehandlingen, herunder gennem tilsyn med praksis på arbejdspladserne, kollektive overenskomster etc.

Endelig fremgår det af direktivet, at de enkelte medlemslande senest den 2. december 2005 og dernæst hvert femte år skal udarbejde en beretning til Europa-Parlamentet og EU-Rådet om anvendelsen af direktivet.

Hvordan bliver direktivet implementeret?
I Danmark er reglerne på arbejdsmarkedet oftest reguleret via overenskomstaftaler, der indgås mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Planen er derfor også, at man vil implementere direktivet i de kollektive overenskomster og kun lovgive der, hvor dette ikke er muligt. Indtil videre er det op til Implementeringsudvalget at sørge for denne del af arbejdet.

DSI og Center for Ligebehandling af Handicappede har i fællesskab udarbejdet et notat, som er sendt til Implementeringsudvalget. I dette notat har DSI og Centret forsøgt at opliste en række konkrete spørgsmål og problemstillinger, som DSI og Centret mener er vigtige at få belyst i forbindelse med den kommende implementering af ligebehandlingsdirektivet. Samtidig formodes ministerierne at "støvsuge" den relevante lovgivning for at få den justeret i forhold til direktivet.

Det Centrale Handicapråd vil fortsat følge ligebehandlingsdirektivets vej i implementeringsudvalget og den senere implementering ved udgangen af 2003. Samtidig har Rådet på Rådsmødet i december 2001 besluttet at opfordre beskæftigelsesministeren til at indkalde de relevante parter, (det være sig de berørte ministerier, LO, DA, DSI og Center for Ligebehandling af Handicappede) til en møderække, hvor der sættes fokus på implementeringen af direktivet.
 

Vejen til handling

Det er et stort problem inden for handicapområdet, at der kun er en ringe grad af koordinering af de forskellige initiativer både mellem de forskellige ministerier og stat, amt og kommune. Ligeledes mangler der en langsigtet planlægning på området. Mange af problemerne på handicapområdet er tværgående og kræver en overordnet koordinering for, at handicappede kan få gavn af tiltagene. Flere problemer kan virke uoverkommelige på kort sigt og står på grund af problemets massive omfang ikke til at løse lige her og nu. Det kræver tid og planlægning, hvis der skal findes en løsning på tilgængelighed for handicappede til alle offentlige bygninger.

Der er mange områder, hvor der er behov for en særlig indsats, og det er derfor vigtigt, at man samlet gør sig klart, hvordan man bedst løser problemerne på kort, lidt længere og lang sigt. Både for at anvende ressourcerne bedst muligt og for at sikre, at flest handicappede får mest gavn af tiltagene. Det nytter fx ikke meget, at man forbedrer handicappedes mulighed for optag på de videregående uddannelser, hvis bevægelseshandicappede ikke kan komme ind i undervisningslokalerne på grund af manglende tilgængelighed. Med en langsigtet planlægning af området vil man kunne undgå sådanne problemer.

Derfor var Det Centrale Handicapråd også meget tilfreds, da regeringen i november 1999 nedsatte et tværgående ministerudvalg på handicapområdet. Udvalget fik med udgangspunkt i FN's Standardregler til opgave at samordne og koordinere regeringens politik på handicapområdet og følge op på de initiativer, der blev sat i værk. Udvalget skulle endvidere overveje barrierer for handicappedes inddragelse i samfundslivet og fremlægge sine forslag til prioritering af initiativerne.

Ministerudvalget fremlagde i november 2000 en redegørelse om "Lige muligheder for Handicappede - Nye indsatsområder", som indeholder nogle gode om end ikke særlig vidtrækkende initiativer. Ministerudvalget var forud for folketingsvalget i november 2001 i gang med at udarbejde en handlingsplan for tilgængelighed til de eksisterende bygninger, som kunne være blevet banebrydende. Det Centrale Handicapråd har i den korte tid, udvalget har eksisteret, haft mere eller mindre gode erfaringer med udvalget. Det er imidlertid Rådets vurdering, at et tværgående ministerudvalg styrker koordination og planlægning.

Handlingsplaner
Det Centrale Handicapråd drøftede på et møde i marts 2001, hvordan man kan fremme den handicappolitiske indsats bl.a. med baggrund i den redegørelse, som det tværgående ministerudvalg havde udarbejdet. Udvalget anbefalede bl.a., at ministerierne udarbejder handlingsplaner for den handicappolitiske indsats, der konkret fastsætter, hvordan initiativerne gennemføres og af hvem. Akilleshælen er imidlertid, at der sjældent følges op på de gode intentioner, og at de handlingsplaner, der indtil videre er blevet udarbejdet, er af meget varierende kvalitet. Flere af de handlingsplaner, Rådet har set, er bagudrettede, deskriptive og uden klare mål. Der mangler ofte en organisation og klar ansvarsfordeling i forbindelse med udførelse af målene og opfølgning. Konsekvensen er, at målene som regel ikke bliver ført ud i livet, og at der ikke sker en løbende erfaringsudveksling.

Det Centrale Handicapråd har løbende drøftet dette problem og mener, at der bør fastsættes strategier for, hvordan vi når de mål, vi har på handicapområdet på kort, lidt længere og lang sigt. Ellers risikerer vi, at der intet sker, fordi udfordringen på kort sigt virker for uoverkommelig, og økonomien ikke er tilstrækkelig. Ved at udarbejde bindende handlingsplaner kan man virkeliggøre politiske visioner, som ellers synes uoverskuelige. Udarbejdelse af handlingsplaner har tillige et væsentligt forebyggende sigte. I lande som fx Sverige og Norge er man nået langt med at udarbejde bindende handlingsplaner inden for handicapområdet.

Det Centrale Handicapråd besluttede sig derfor til at fremme ministeriernes arbejde med handlingsplaner og kvaliteten deraf ved at udarbejde en model for, hvordan man kan arbejde med handlingsplaner. Hensigten var at tilskynde og inspirere ministerierne og gerne andre til at udarbejde handlingsplaner for deres handicappolitiske indsats. Handlingsplanen vil også kunne danne grundlag for ministeriernes årlige redegørelse.

Det Centrale Handicapråds model for en handlingsplan blev godkendt på et Rådsmøde i december 2001 og blev herefter præsenteret for socialminister Henriette Kjær på et møde mellem Rådets formandskab og ministeren i januar 2002. Rådets model for en handlingsplan vil også blive sendt til de andre ministerier. Model for en handlingsplan kan læses på Rådets hjemmeside www.dch.dk

Norske strategier og virkemidler
Det Centrale Handicapråd drøftede på et møde i oktober 2001 den norske regeringskommissions rapport om strategier og virkemidler for handicappedes fulde deltagelse i samfundet. Den norske regering nedsatte i april 1999 en kommission, som skulle udrede forskellige strategier og virkemidler for at fremme den fulde deltagelse og ligestilling for handicappede. Udvalget kom med en meget omfangsrig udredning "Fra bruker til borger - en strategi for nedbyggning av funksjonshemmende barrierer", som er fremsendt til regeringen med henblik på politisk behandling. Høringsfasen afsluttes 1. marts 2002, hvorefter de politiske forhandlinger vil begynde. Rådet følger med interesse det videre arbejde.

Hovedkonklusionen på udredningen er, at der er en stor kløft mellem de ligestillingsidealer, man har i Norge, og den virkelighed, som handicappede lever i. Udredningen dokumenterer, hvordan mennesker med et handicap møder ekskluderende barrierer på vigtige livs- og samfundsområder. Det centrale problem er, at hensynet til, at alle skal deltage og have lige muligheder, sjældent kommer ind i billedet som en vigtig forudsætning i planlægningen, beslutningsprocessen eller i den konkrete udformning af tiltag. En væsentlig konklusion i den norske udredning er derfor, at hensynet til handicappedes deltagelse og lige muligheder skal integreres i planlægning, beslutningsprocesser og i udformning af tiltag. De politiske virkemidler for at opnå overordnede mål om handicappedes fulde deltagelse og ligestilling har ikke været tilstrækkelig stærke. Derfor konstateres det også, at det er nødvendigt at tage nye virkemidler i brug for at ændre handicappedes position i samfundet.

De overordnede mål for handicappolitikken i Norge bygger i lighed med Danmark på principper som ligebehandling, sektoransvar, kompensation, brugerinddragelse og Universel Design. På visse områder er Norge foran i forhold til andre lande. Det gælder bl.a. på områder som velfærdsordninger, tryghedsrettigheder, individuelle tjenestetilbud og uddannelsesområdet. I Norge har man lagt vægt på at udbygge ordninger for at kompensere for en funktionsnedsættelse. Samtidig sakker Norge ifølge udredningen i betydelig grad agterud på områder som transport og tilgængelighed. Udvalget bemærker, at det mest urovækkende måske er det faktum, at det også gælder den manglende opmærksomhed, som de politiske myndigheder giver spørgsmål knyttet til handicappede.

I udredningen foreslås en omfattende treleddet strategi, der indeholder en lang række af forskellige virkemidler, som retter sig mod politiske kanaler og mekanismer i samfundet. Hvert led i strategien har et hovedmål, hvorunder der er beskrevet delmål samt konkrete tiltag og anbefalinger for at opnå målene.

Første led i strategien består i at udvikle et system, der sikrer, at sager kommer frem og bliver en del af dagsordenen, og at iværksættelsen følges op og kontrolleres. Som første led i strategien anbefaler udvalget følgende tiltag:

- Indførelse af en antidiskriminationslov for handicappede, der forbyder diskrimination og har til formål at ligestille og indeholder krav om mainstreaming af hensyn til handicappede i alle offentlige udredninger og kommunikéer.
- Styrkelse af eksisterende lovgivning bl.a. ved at lovfæste brugerinddragelse, begrænse dispensationsadgangen, indføre krav om universelle løsninger og forøge brugen af sanktioner.
- Oprettelse af Tilsyn for handicappedes rettigheder (TFR), der skal overvåge, kontrollere og føre tilsyn med handicappedes rettigheder samt evaluere målsætninger og resultater i forhold til gældende lov og regelsæt samt FN's Standardregler. TFR skal også initiere undersøgelser, dokumentere og rapportere om diskrimination og om kløften mellem målsætninger og realiteter.
- Styrkelse af forskningen inden for handicapområdet ved at sikre permanent og kontinuerlig finansiering af forskningsfeltet, etablering af forskerfora og miljø for faglig debat samt ved at satse på rekruttering til forskningsfeltet via universiteterne.
- Etablering af et dokumentationscenter i lighed med Center for Ligebehandling af Handicappede i Danmark, som skal afdække og udbrede viden samt have overblik over tidligere og igangværende forsknings- og udviklingsarbejde.
- Forøget driftstilskud til Norges 109 tilskudsberettigede handicaporganisationer på nationalt og amtsligt niveau, således at de har muligheder og betingelser for at føre interessepolitik på alle niveauer.
- At kommunerne organiserer mødefora for repræsentanter for handicaporganisationer og politikere/administration. Et flertal i udvalget foreslår, at kommunerne forpligtes til at organisere arenaer for lokal inddragelse af organisationsrepræsentanter, men at de frit kan vælge, hvordan samarbejdet konkret skal organiseres.

Andet led i strategien består af tre prioriterede indsatsområder, som har stor betydning for deltagelse og ligebehandling, men er præget af betydelige ekskluderende barrierer. Det ambitiøse mål er at opnå afgørende fremskridt inden for en kortere fastsat periode. Virkemidlerne omfatter forpligtende handlingsplaner, nationale tilgængelighedsstandarder, økonomiske incitamenter og bindende tidsfrister. De tre områder er fuld tilgængelighed til transport for alle, fuld tilgængelighed til bygninger og udendørsarealer og fuld tilgængelighed til information og til informationsteknologi.

Strategiens sidste og tredje led omhandler en række prioriterede tiltag, som skal supplere de øvrige tiltag. Princippet i det tredje led er, at analyserne af barrierer og begrænsninger for handicappedes fulde deltagelse og ligestilling i samfundet danner grundlag for en gennemgang af en lang række konkrete tiltag, der umiddelbart kan iværksættes.

Det Centrale Handicapråd synes, det var interessant at se, at man først i Sverige (jf. Regeringens proposition 1999/2000:79 "Från patient till medborgare - en nationell handlingsplan för handikappolitiken") og herefter i Norge har gennemført et så stort udredningsarbejde af handicapområdet. Ydermere er den norske regerings udredning interessant, fordi der er opstillet meget konkrete mål og ambitiøse tidsrammer for dens gennemførelse.

Rådet besluttede med inspiration i de store udredningsarbejder fra såvel Sverige som Norge at opfordre det tværgående ministerudvalg til, at en tilsvarende kulegravning gennemføres i Danmark - i første omgang inden for et mere afgrænset område. Rådet opfordrede ligeledes udvalget til med handicapår 2003 som mål at initiere, at ministerierne udarbejder bindende handlingsplaner med klare mål, som er debatteret i ministerudvalget, inden de fastsættes. På grund af valget i november 2001 og den nye regering har Rådet valgt at afvente om den nuværende regering vil etablere et tværgående ministerudvalg på handicapområdet.
 

Rådgivning til handicappede og deres familie

Der er i løbet af året blevet gennemført en række undersøgelser, som handler om kommuner og amters rådgivning til handicappede og deres familier. Det Centrale Handicapråd har drøftet disse undersøgelser og følger løbende udviklingen på området.

Forældre efterlyser viden om rettigheder
At blive forældre til et handicappet barn er som at komme ind i en ny verden, hvor forældrene er usikre, mangler viden og sammenlignelige handlemuligheder. Det er derfor af stor betydning, at samspillet med det sociale system i kommunen fungerer. To nye undersøgelser om dette emne blev udgivet i 2001. Socialministeriets evaluering af politikken over for børn med handicap og Socialforskningsinstituttets (SFI) undersøgelse af forældre til handicappede børn og deres møde med det sociale system i kommunerne.

Begge undersøgelser viser, at forældre til handicappede børn efterlyser, at kommuner oplyser dem om de rettigheder og muligheder, som gives til dem via sociallovgivningen. Forældrene ønsker også bedre information om, hvor de kan søge viden i sundhedsvæsenet, blandt videnscentre mv. Nogle forældre efterlyser også en uvildig "advokat", som kan bistå dem i kontakten med de sociale myndigheder og vise veje til de forskellige informationskilder. Forældrene udtrykker generel tilfredshed med kommunernes dækning af merudgiftsydelser og tabt arbejdsfortjeneste, som er nogle af de kompenserende ydelser, kommunerne kan yde til forældre med handicappede børn. Det er altså især på informationssiden, der er de største problemer i samspillet mellem kommunerne og forældre til handicappede børn.

Brugernes syn på den amtslige rådgivning
Mennesker med handicap klarer sig ikke godt uden støtte fra en bredt dækkende og specialiseret rådgivningsnetværk. Det er konklusionen på en undersøgelse af brugernes syn på den amtslige rådgivning på handicapområdet, som Amterne og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) har udarbejdet i 2001. Undersøgelsen er den ene af to undersøgelser, som AKF har gennemført på opdrag fra Udviklingscenter for Specialrådgivning.

Den første undersøgelse handler om kommunernes brug af den amtslige handicaprådgivning. Undersøgelsen viser, at de kommunale medarbejdere mangler overblik over, hvor der findes relevant rådgivning, og at der er behov for at udvikle den amtslige rådgivnings faglige kompetencer og kendskab til kommunerne og deres praksis. Den anden undersøgelse går tæt på handicappede brugeres erfaringer med den amtslige rådgivning på handicapområdet. Resultaterne fra denne undersøgelse peger i samme retning som de øvrige på området, nemlig at der er behov for at skabe gennemskuelighed i forhold til rådgivningssystemet, at udvikle den faglige kompetence hos rådgiverne og at sikre bedre koordinering. Derudover oplever nogle af brugerne, at de selv skal være meget opsøgende og kæmpe for at få kontakt til relevante rådgivningsenheder.

Handi-Krak og uvildige konsulenter
Det Centrale Handicapråd mener, der skal tages flere initiativer for at rette op på de problemer, der er på rådgivningsområdet for handicappede og deres familier. Det handler både om at skabe gennemsigtighed i et uoverskueligt rådgivningssystem og at sikre handicappede borgeres retssikkerhed i den kommunale sagsbehandling.

Der er tydeligvis behov for større gennemskuelighed og overblik over det samlede rådgivningssystem på handicapområdet. Dette kan ske i form af en "Handi-Krak" - en vejviser på handicapområdet som viser, hvor man kan hente viden. Rådet har på flere møder drøftet dette forslag og har modtaget positive tilbagemeldinger fra Amtsrådsforeningen. Amtsrådsforeningens melding er, at de vil se nærmere på, hvordan rådgivningen kan gøres bedre, og hvordan der kan skabes større overskuelighed, så det sikres, at brugeren får den rette viden på det rigtige tidspunkt.

Handicappede og deres familier har længe efterlyst en uvildig instans, som kan bistå dem i deres kontakt med de kommunale og amtslige myndigheder. Det Centrale Handicapråd er derfor meget tilfreds med, at der med grundtakstfinansieringsmodellen etableres en uvildige konsulentordning på handicapområdet, som kan yde handicappede råd og vejledning. Men det er vigtigt, at denne rådgivningsenhed kan arbejde helhedsorienteret og rådgive om alle de spørgsmål, som handicappede borgere har behov for at få svar på i deres kontakt med de lokale myndigheder.

Retssikkerhed i sagsbehandlingen
Handicappedes retssikkerhed er et tilbagevendende tema, når emnet er handicappedes kontakt til det offentlige system. Nogle forældre til handicappede børn oplever, at de kommunale sagsbehandlere ikke oplyser dem om de rettigheder og muligheder, der er i loven. Dette er et retssikkerhedsproblem, som muligvis bunder i, at kommunerne mangler indsigt i handicappolitiske principper, og at der er behov for at styrke den kommunale retskultur. Formandskabet for Det Centrale Handicapråd hsvde i august 2001 et møde med den daværende socialminister Henrik Dam Kristensen. På mødet forelagde og drøftede man problemerne om handicappedes retssikkerhed og det kommunale styre. Ministeren tilkendegav, at en måde at løse problemer på er ved at sætte fokus på forvaltningskulturen i kommunerne.

Handicappede forældre med behov for støtte en overset gruppe
Forældre med handicap kan have behov for støtte til at varetage rollen som forældre. De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) har i 2000 gennemført et udredningsarbejde om handicappede forældres muligheder for at få praktisk hjælp mv. for at udfylde deres forældrerolle. Målgruppen for udredningsarbejdet omfatter ikke forældre med handicap, der har behov for at udvikle deres forældrekompetence. Det handler således om forældre, der for eksempel har behov for praktisk hjælp til at klare de hektiske morgentimer, inden børnene skal i skole, eller har behov for tegnsprogstolkning af den teaterforestilling i børnehaven, hvor datteren spiller med.

Undersøgelsen viser, at de gældende regler i lov om social service ikke afskærer fra, at der ydes den nødvendige kompenserende hjælp. Problemet er blot, at denne hjælp ikke altid ydes, og at den ydes meget forskellige fra kommune til kommune. Det skyldes blandt andet, at de særlige behov, der udspringer af eller knytter sig til forældrerollen, ikke selvstændigt er beskrevet i lovgivningen som grundlag for tildeling af kompenserende ydelser. Det betyder, at handicappede forældre, der søger kommunen om støtte, oplever meget lange og omstændelige sagsforløb.

DSI rettede derfor i 2001 en henvendelse til socialministeren med en opfordring til at tydeliggøre regelgrundlaget. Socialministeren svarede, at han ville tage emnet op med kommunerne. DSI har samtidig udarbejdet en pjece om temaet, der besvarer tvivlsspørgsmål om lovgivningens muligheder for at støtte forældre med handicap. Pjecen er sendt til samtlige kommuner.
 

Personalekvalifikationer i botilbud

Med indførelsen af serviceloven i 1998 er der sat en udvikling i gang på boområdet fra standardiserede institutionstilbud til mere individuelle tilbud. Et af de væsentlige formål med loven er at styrke den individuelle indsats og forbedre brugernes muligheder for indflydelse på eget liv. Nogle botilbud har længe arbejdet med at udvikle metoder og forandre tilbudets karakter, så beboerne får større livskvalitet og indflydelse på eget liv. Serviceloven markerer, at disse målsætninger gælder for hele området. Rådet følger derfor også denne udvikling løbende.

De gode kvalifikationer
Personalet på de amtslige botilbud er ansat til at støtte og hjælpe beboerne for at give dem mulighed for at leve et liv på egne præmisser. Derfor er diskussionen om, hvad der er gode og relevante kvalifikationer helt central for udviklingen af en kvalificeret personalegruppe. Center for Ligebehandling af Handicappede har i 2001 gennemført en kvalitativ undersøgelse af personalekvalifikationer på de amtslige botilbud.

Formålet med undersøgelsen er at få et kvalitativt indblik i, hvad gode kvalifikationer er, når man er ansat i et amtsligt botilbud. Undersøgelsen er baseret på et mindre litteraturstudie og kvalitative interview med ledere, medarbejdere samt en enkelt beboer på fem amtslige botilbud. Formålet med undersøgelsen er ikke at dokumentere, hvorvidt personalet på de fem botilbud rent faktisk er i besiddelse af de rette kvalifikationer, men at bruge undersøgelsen som afsæt for en diskussion af, hvad der fremmer og hæmmer gode og relevante kvalifikationer og kompetencer hos personalet.

Idealerne for gode kvalifikationer
Undersøgelsen viser, at der grundlæggende kan skelnes mellem idealer for henholdsvis de personlige kvalifikationer og de faglige kvalifikationer. De faglige kvalifikationer handler om at have en relevant faglig uddannelse og at have faglig viden om den målgruppe, man er ansat til at støtte. I nogle botilbud, hvor beboerne har et kommunikationshandicap, er det nødvendigt, at personalet har kendskab til kommunikationsmetoder som fx tegn til tale og pædagogiske metoder til at aflæse og tolke nonverbalt sprog. De personlige kvalifikationer og kompetencer handler om at have en medmenneskelig omgangsform, situationsfornemmelse, tålmodighed og at være personlig i mødet med beboerne på en professionel måde.

De personlige kvalifikationer og kompetencer fremhæves i interviewene som vigtige, fordi personalet indgår i et meget tæt forhold til beboerne. Derfor er de personlige kvalifikationer og kompetencer på spil i det daglige sociale samvær, hvor personalet skal støtte den person, som har en funktionsnedsættelse.

Uddannelse og menneskesyn er også vigtige kvalifikationsaspekter, hvor en fagrelateret uddannelse fremhæves, fordi den giver personalet et professionelt grundlag at handle på og ofte udvikler personalets evne til at reflektere og dermed deres evne til at omsætte teori til praksis. Undersøgelsen tegner et ganske komplekst billede af de kvalifikationer og kompetencer, der skal til for at være kvalificeret til at arbejde i et amtsligt botilbud.

Center for Ligebehandling af Handicappede giver i undersøgelsen en række bud på, hvad der skal til for at skabe rammer for, at personalet kan udvikle sig og blive klædt på til at kunne kompensere for beboerens funktionsnedsættelse. Centret peger bl.a. på behovet for at styrke den faglige viden om beboernes funktionsnedsættelse, og hvad funktionsnedsættelsen betyder for beboerens relation til omgivelserne. Centret opfordrer til, at kvalifikations- og kompetenceudvikling sker i spændingsfeltet mellem videreuddannelse og praktisk læring i botilbudet for at sikre, at udviklingen af personalets kvalifikationer kommer beboerne til gavn.

Centret peger også på det behov, der er for at styrke personalets faglige viden om kommunikationsmetoder i de amtslige botilbud, hvor der bor personer, som har et kommunikationshandicap. Samlet handler det om at udvikle et lærende miljø med en personalegruppe, der er i udvikling, med det formål at give beboerne indflydelse på eget liv og livskvalitet.

Kvalitetsudvikling gennem brugerinddragelse
Rådet havde i december 2001 besøg af leder for Socialt Udviklingscenter SUS, Per Holm, som fortalte om udviklingscentret og deres evalueringsmetode KUBI. Mødet med Rådet var kommet i stand efter, at der i medierne havde været omtale af tre KUBI-evalueringer af botilbud for fysisk handicappede i Københavns Amt. Medieomtalen havde bl.a. foranlediget, at socialministeren blev indkaldt til samråd i Folketingets Socialudvalg.

Per Holm fortalte om den særlige evalueringsmetode KUBI, som udviklingscentret har udviklet. KUBI står for kvalitetsudvikling gennem brugerinddragelse. Evalueringen foretages på baggrund af en række værdier, som brugere har formuleret. Brugerne er også med til at foretage evalueringen, og brugernes (i dette tilfælde beboerne i botilbudene) hverdag og syn på botilbudet, er i centrum for evalueringen. Evalueringen foretages ved at et team af brugere, pårørende, en professionel og en teamleder fra Socialt Udviklingscenter interviewer beboere og personale og observerer, hvad der sker i botilbudet, og hvordan relationen mellem beboere og personale er. Formålet med at gennemføre en KUBI-evaluering er at sætte et udviklingsforløb i gang, der sigter mod øget brugerindflydelse. Botilbudet forpligtiger sig efterfølgende til at udarbejde en udviklingsplan. Et år efter evalueringen laves en opfølgning i form af et møde mellem parterne, hvor der gøres status over de forandringer, der har fundet sted.

KUBI-evalueringerne af de tre botilbud i Københavns Amt gav et billede af både gode forhold og forhold, hvor der er behov for en udvikling og forandring. Blandt de positive forhold nævner beboerne bl.a. det sociale samvær mellem beboerne, og at beboere og personale har det rart med hinanden.

Blandt de forhold, der bør forbedres, peges bl.a. på, at boligerne/værelserne er meget små, hvilket begrænser beboernes udfoldelsesmuligheder. Samtidig er der mangel på personale til at følge beboerne til aktiviteter uden for botilbudet, og der er blandt personalet ansat personer, hvis holdninger til beboernes udviklingsmuligheder kan være en barrierer, der hæmmer og passiviserer beboerne.

Endelig peges der på, at især beboere uden eller med kun lidt verbalt sprog overses af personalet, og at der er behov for at styrke personalet kendskab til forskellige kommunikationsformer. De tre KUBI-evalueringer foretages som led i Socialministeriets evaluering af institutionsbegrebets ophævelse.

Da der er tale om et meget komplekst område, hvor der løbende sker en udvikling, vil Rådet tage en større temadrøftelse af emnet i 2002. Derudover afventer Rådet Socialministeriets evalueringsprogram på området voksne med handicap, som forventes færdig i løbet af foråret 2002.

Nye initiativer til udviklingen af botilbud
Både Socialministeriet og Amtsrådsforeningen er på vej med nye initiativer til at sikre og udvikle kvaliteten af botilbudene for voksne handicappede. I forbindelse med ændringen af finansieringen på det sociale område skal der udarbejdes kvalitetsstandarder på voksenområdet. Socialministeriet udarbejder en bekendtgørelse og vejledning til formålet. Da arbejdet med kvalitetsstandarder på dette område er nyt, vil kravet om kvalitetsstandarder blive indført i etaper. Amtsrådsforeningen udarbejder en form for vejledning til amterne om, hvordan de kan tilrettelægge deres tilsyn med botilbudene. Dette gøres for at sikre, at amterne har et fælles grundlag for at udføre tilsynet. Amtsrådsforeningen er også på vej med en database over amternes sociale tilbud, som bl.a. vil give detaljerede oplysninger om nøgletal på det sociale område og oplysninger på institutionsniveau vedrørende pladser, målgruppe, ydelsesniveau på bl.a. de amtslige botilbud for voksne handicappede. Databasen vil kunne bruges af sagsbehandlere i et visitationsforløb og dele af basen vil sandsynligvis blive tilgængelig for offentligheden og give en bedre og mere detaljeret statistisk viden på området.
 

Kommunal handicappolitik

Det Centrale Handicapråd har i 2001 haft fokus på kommunernes handicappolitiske arbejde. I den anledning har Center for Ligebehandling af Handicappede foretaget en undersøgelse om kommunernes samarbejde med handicaporganisationerne. Ligeledes har Rådet på baggrund af Centrets udredning om fritidstilbud til børn og unge med handicap drøftet de kommunale tilbuds rummelighed over for handicappede børn og unge. Rådet besluttede, at der i 2002 skal sætte yderligere fokus på overgangen for handicappede mellem barn og voksen på fritidsområdet.

Kommunerne bør oprette handicapråd
Rådet drøftede på et møde i december 2001 Centrets undersøgelse af kommunernes samarbejde med handicaporganisationerne. Undersøgelsen viser, at kun 45 kommuner har et handicapråd. I 20 kommuner samarbejder kommunen med handicaporganisationerne via et socialt brugerråd. Omkring 22% af kommunerne har et formaliseret rådgivende organ, hvor handicaporganisationerne inddrages i de politiske planlægnings- og beslutningsprocesser. Omkring 43% af kommunerne inkluderer førtidspensionister i deres ældreråd. En række af disse ældreråd kalder sig ældre- og handicapråd og sender dermed et signal til omverdenen om, at de repræsenterer både ældre og handicappede borgere. Rådet mener ikke, at dette er en farbar vej at gå, da der ikke altid vil være overensstemmelse mellem ældre og handicappedes interesser. Ældre er ikke nødvendigvis handicappede, og handicappede er ikke nødvendigvis ældre.

Mange kommuner har endnu ikke forsøgt at oprette et handicapråd, og Rådet vil derfor opfordre kommunerne til at gøre det. Langt flere af især de store og mellemstore kommuner vil kunne finde repræsentanter til et handicapråd blandt deres borgere. De steder, hvor det ikke er muligt at finde repræsentanter fra handicaporganisationerne til et råd, opfordres kommunerne til at finde andre metoder til at sikre en kontinuerlig dialog med handicappede og deres organisationer.

Center for Ligebehandling af Handicappede udsender i begyndelsen af 2002 en eksempelsamling om kommunal handicappolitik til kommunerne. Eksempelsamlingen handler om, hvordan kommunerne kan udforme en handicappolitik, der med udgangspunkt i FN's Standardregler beskriver mål og retningslinier for kommunens initiativer og ansvar over for handicappede borgere. Rådet vil i denne forbindelse efterfølgende sende en skrivelse, hvor kommunerne opfordres til at oprette handicapråd og formulere deres egen skriftlige og tværgående handicappolitik.

Kommunale fritidstilbud til børn og unge med funktionsnedsættelser
Rådet har i december 2001 drøftet et projekt, som Center for Ligebehandling af Handicappede har gennemført, om kommunale fritidstilbud til børn og unge med handicap. Projektet sætter fokus på de kommunale tilbuds rummelighed over for denne gruppe.

I 2000 skrev Det Centrale Handicapråd til socialministeren på baggrund af en drøftelse af Det Sociale Danmarkskort, som blandt andet viste, at servicelovens § 23 om særlige klubtilbud til større børn og unge ikke blev brugt i ti amter. Rådet gjorde socialministeren opmærksom på, at det kunne være udtryk for, at der kunne være unge i disse ti amter, som måske manglede et sådant tilbud. Men socialministeren svarede, at amterne ikke har pligt til at oprette tilbud efter § 23, hvis opgaven bliver løst på anden vis. Ministeren mente således ikke, at oplysningerne gav anledning til særlig opmærksomhed.

Centrets projekt giver kun en pejling af, hvordan dette område håndteres i kommunerne. Der er ikke tale om en statistisk undersøgelse af kommunernes praksis, eller af hvor mange børn og unge der mangler et tilbud. Projektet tyder på, at der i kommunerne er forståelse for, at forældre til børn og unge med handicap har brug for et pasningstilbud efter skoletid. Men det kan være et langt større problem at få tilgodeset behovet for tilbud, som tager udgangspunkt i det enkelte barn eller den enkelte unges særlige behov. Et godt tilbud kræver, at der tages udgangspunkt i barnet/den unges ønsker og behov. Der skal være den nødvendige faglighed til stede i tilbudet, der skal være fysisk tilgængeligt og adgang til personlig hjælp, enten til rent praktisk hjælp eller til at få dagen til at fungere socialt, hvis barnet/den unge har behov for det. En anden væsentlig ting er, at barnet/den unge og vedkommendes forældre har et valg mellem forskellige tilbud - også mellem integrerede tilbud og specialtilbud.

Projektet viser, at der kan opstå særlige vanskeligheder for enkeltintegrerede børn med handicap, når de bliver 10-12 år. Der er brug for fleksible løsninger, så der er mulighed for at få et mere specialiseret tilbud på et tidspunkt, hvis det er relevant. Derudover viser projektet, at det kan være svært for den enkelte mindre kommune at finde tilbud, som kan rumme alle børn og unge med handicap. Det er meget vigtigt, at kommunen tager opgaven på sig og viser børn, unge og forældre, at der gives hjælp til at etablere et tilbud til den enkelte.

Efter en drøftelse af Center for Ligebehandling af Handicappedes projekt har Rådet opfordret Centret til at beholde fokus på fritidsområdet inden for temaet overgangen fra barn til voksen. Bl.a. ved at afholde en konference og udarbejde en materialesamling, der sætter fokus på de gode eksempler.
 

Handicappede adoptionsansøgere

Adoptionsloven blev ændret i 1999, og her blev der bl.a. sat fokus på de krav, der stilles til adoptionsansøgeres helbredsmæssige forhold. Dette skete bl.a. på baggrund af Center for Ligebehandling af Handicappedes kritik af den meget restriktive praksis over for handicappede adoptionsansøgere. Centret anbefalede i sin årsberetning for 1996, at handicappedes retsstilling i forhold til adoptionslovgivningen blev medtaget i det revisionsarbejde, som adoptionsudvalget på daværende tidspunkt var i færd med.

Det Centrale Handicapråd havde tilbage i 1997 en drøftelse med daværende justitsminister Frank Jensen på baggrund af Centrets årsberetning. Med udgangspunkt i denne drøftelse og en efterfølgende positiv dialog med Justitsministeriet, blev det i forarbejdet til adoptionslovændringen anført, at der skulle lægges op til en liberalisering af godkendelsespraksis på adoptionsområdet, navnlig for så vidt angik betydningen af handicap. Der skulle ske en lempelse af hidtidig praksis, og personer med handicap skulle i højere grad, efter en individuel vurdering, have mulighed for at blive godkendt som adoptanter. Ligeledes skulle der anlægges en bredere synsvinkel end den medicinske, så også anden sagkyndig bistand inddrages, herunder Det Centrale Handicapråd.

Revidering af retningslinier
Civilretsdirektoratet nedsatte en arbejdsgruppe i midten af 2000, som fik til opgave at foretage en gennemgang af de eksisterende retningslinier vedrørende helbredsmæssige krav til adoptionsansøgere samt udforme et forslag til fremtidige retningslinier på baggrund af lovforarbejderne. Det Centrale Handicapråd har i løbet af år 2000 og 2001 været med til at udforme disse retningslinier gennem to pladser i arbejdsgruppen.

Rådet kan med stor tilfredshed konstatere, at man i arbejdsgruppen har været meget lydhøre over for Rådets synspunkt om, at en adoptionsansøgers handicap, ikke i sig selv forhindrer, at den pågældende kan godkendes som adoptant. Afgørelsen af, om adoption kan tillades, må bero på en almindelig, konkret vurdering, og her skal der i forbindelse med handicappet anlægges en bredere synsvinkel end den rent medicinske.

Når en adoptionsansøger har et handicap, skal man foretage en samlet vurdering af handicappets betydning for forældreevnen, og det gør man ved at inddrage følgende forhold:
- Sværhedsgraden af funktionsnedsættelsen; hvordan og i hvilket omfang påvirker handicappet ansøgerens evne til at fungere som forældre
- Kompensatoriske faktorer; er ansøgeren eller kan ansøgeren blive velkompenseret for sit handicap på forskellig vis
- Ansøgerens livssituation i øvrigt

Det fremgår af de nye vejledende retningslinier, at hvis amtet er i tvivl om, hvorvidt der skal gives godkendelse til en handicappet adoptionsansøger på grund af handicappet, kan amtet indhente en udtalelse om betydningen af handicappet fra anden sagkyndig side, herunder Det Centrale Handicapråd. Hvis det er åbenlyst, at handicappet er uden betydning for godkendelsen som adoptant, skal der naturligvis ikke indhentes udtalelser.

I de gamle retningslinier for adoptionsgodkendelse stod der om sygdom/handicap blot: "Hvis ansøgeren lider af sygdom/invaliditet, der væsentligt nedsætter evnen til at forsørge/opdrage barnet, bør der gives afslag." Som eksempler nævnes alvorlig bevægelseshæmning og alvorlig sansedefekt. Der blev uden videre sat lighedstegn mellem sygdom og handicap. Handicapspørgsmålet blev alene et helbredsspørgsmål. Handicap er ikke identisk med sygdom. Men der er selvfølgelig nogle former for handicap, der er så snævert forbundet med sygdom og sygdomsforløb, at det kan føre til fx høj overdødelighed eller stor risiko for tidlig død, så det i sig selv kan begrunde afslag på godkendelse som adoptant.

Men den tidligere snævre fokusering på handicap som sygdom forhindrede, at man gik seriøst ind i en diskussion om grænsen mellem sygdom og handicap. Det har man til gengæld gjort nu i arbejdsgruppen, hvor der i de nye vejledende retningslinier er en klar skelnen mellem sygdom og handicap.

Rådet anser det som en større handicappolitisk landvinding, at det nu er lykkedes at få ændret retningslinierne for godkendelse som adoptant, så udgangspunktet er, at et handicap i sig selv ikke er til hinder for godkendelse. I stedet handler det om ansøgerens evne og mulighed for at kompensere for sit handicap, og de muligheder bliver hele tiden bedre i takt med teknologiske og medicinske fremskridt.
 

Myndighedsområder

Det sociale område

Det sociale område har fyldt meget i Det Centrale Handicapråds arbejde i 2001. Store tiltag som førtidspensionsreformen og grundtakstfinansieringen og de følger, disse får for handicappede, har optaget arbejdet i Rådet. Den følgende skitsering af emner viser også, hvor bredt og mangfoldigt det sociale område er.

Møde med Henrik Dam Kristensen
Der er i Rådet tradition for, at formandskabet holder møde med de relevante ministre. Ligeledes inviteres der også til hvert rådsmøde en minister alt efter, hvilket område der er mest fokus på.

Rådet havde i august 2001 et møde med daværende socialminister Henrik Dam Kristensen. Mødet var kommet i stand som følge af de problemstillinger om handicappedes retsstilling, der kom frem på Rådets retssikkerhedskonference i november 2000. På konferencen drøftede man bl.a. de markante forskelle i serviceniveauet kommunerne imellem; et problem, der også bliver peget på i flere af de undersøgelser, Rådet har behandlet i første halvdel af 2001.

På den baggrund opfordrede Rådet socialministeren til at løse retssikkerhedsproblemet ved at afskaffe § 69 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, der begrænser ankeinstansens muligheder for at efterprøve eller ændre kommunernes og amternes afgørelser. Den daværende socialminister anførte, at der skulle findes en løsning på problemet, men kunne ikke love, hvornår et sådant udspil ville komme. Henrik Dam Kristensen var ligeledes positivt stemt over for Rådets forslag om at erstatte de nuværende brugerråd med amtslige handicapråd. Samtidig blev behovet for efteruddannelse af sagsbehandlere i kommunerne drøftet på mødet, herunder behovet for en retskultur.

Førtidspensionsreformen
I januar 2001 fremsatte regeringen den længe ventede førtidspensionsreform, som skal ses i sammenhæng med det rummelige arbejdsmarked. Førtidspensionsreformen blev vedtaget i april 2001 og skal træde i kraft 1. januar 2003.

I modsætning til det gamle pensionssystem bygger det nye pensionssystem kun på én pensionssats, hvor pensionsniveauet vil svare til højeste dagpengesats. Pensionsbeløbet gøres almindeligt skattepligtigt som et samlet beløb. Der sker en lempelse af ægtefællers afhængighed ved udbetaling af pension, men den vil stadig ikke være helt uafhængig af ægtefællens økonomiske situation. Der etableres en obligatorisk ATP-opsparingsordning, samt en supplerende frivillig ordning. Forsørgelse (pension) og handicapkompenserende ydelser adskilles endvidere fuldstændigt.

Det gamle pensionssystem gav mulighed for tillæg til dækning af udgifter til pleje og bistand. Disse ydelser skal nu gives efter servicelovens regler om dækning af merudgifter. Her indføres der samtidig en bagatelgrænse på 6.000 kr. årligt på merudgifter, og en aldersgrænse, der betyder, at man kun kan få kompensation for merudgifter når man er mellem 18 og 65 år. Samtidig afskaffes boligydelsen for førtidspensionister, som i stedet kan søge om boligsikring på lige vilkår med alle andre.

Med de nye regler indføres begrebet "arbejdsevne" som et afgørende kriterium for tilkendelse af førtidspension. Derved fokuserer man på den enkeltes ressourcer. I den nuværende pensionslovgivningen opereres med erhvervsevnekriteriet som kriterium ved tilkendelse af pension. Her fokuserer man i højere grad på, hvad ansøgeren ikke kan i forhold til personer med fuld erhvervsevne.

Retssikkerheden i forbindelse med førtidspensionssager styrkes via indførelse af en sagsbehandlingsmetode og uddannelse af sagsbehandlerne.

Rådet afgav høringssvar på forslag til lov om ændring af socialpension i januar 2001 og gav her udtryk for, at man kunne tilslutte sig de overordnede principper bag førtidspensionsreformen. Der var dog en del punkter, især omkring kompensationsprincippet, Rådet var kritisk over for. Af disse kan fx nævnes egenbetalingen på merudgifter på 6.000 kr. om året og fratagelsen af handicapkompenserende ydelser ved 65-års-alderen.

Ved Rådsmødet i marts 2001 blev førtidspensionsreformen og dens konsekvenser for især kompensationsprincippet diskuteret. Her blev det besluttet, at Rådet ville rette henvendelse til den daværende socialminister for at få ministeren til endnu en gang at overveje de problemer, Rådet mener, den kommende førtidspension kan få. Desværre må Rådet konstatere, at der ikke i den vedtage lov er sket ændringer, der tager højde for de problemer, Rådet har påpeget i sit høringssvar og i henvendelsen til ministeren.

Grundtakstmodellen
På det sociale område er der pr. 1. januar 2002 indført en grundtakstfinansieringved udgifter til den sociale indsats for børn og unge med behov for særlig støtte og deres familier, børn med handicap og hjælp til voksne under 67 år med handicap eller særlige sociale problemer mv. Hidtil har kommunerne og amterne delt udgifterne. Ved en grundtakstfinansiering betaler kommunen udgiften op til en vis grænse (grundtaksten), mens amtet betaler, hvad der ligger derudover.

Der er ikke sket ændringer i selve reglerne for at få tildelt de sociale ydelser, men Rådet har imidlertid været forbeholden over for en grundtakstfinansiering af sociale ydelser, da der kan ligge en latent risiko for, at kommunerne vil holde sig under grundtaksten for at spare penge. Og det kan betyde, at kvaliteten af tilbudene falder.

Rådet har anbefalet, at man af hensyn til borgernes retssikkerhed indfører en ubegrænset adgang for borgerne til at få efterprøvet klagesager ved ankeinstanserne, da det er vanskeligt at vurdere de reelle konsekvenser af lovforslaget. Dette er ikke sket. Rådet er dog meget tilfreds med, at der samtidigt med grundtakstmodellen indføres en uvildig konsulentordning på handicapområdet, hvor man kan henvende sig, hvis en sag er gået i hårdknude.

Støtte- og kontaktpersonordning
Socialministeriet har i sommeren 2001 udarbejdet en vejledning om støtte- og kontaktpersonsordningen for personer med sindslidelser. Støtte- og kontaktpersonsordningen er et opsøgende tilbud målrettet de mest socialt udstødte og isolerede grupper af sindslidende. Målgruppen er meget forskellig, men vil ofte være sindslidende, som lever isoleret og ikke magter at etablere og fastholde kontakt med andre mennesker eller myndigheder. Støtte- og kontaktpersonens hovedopgave er at opsøge, opbygge og sikre kontakt til disse personer.

Rådet skriver i sit høringssvar, at det er positivt, at vejledningen lægger op til, at den enkelte sindslidendes behov og ønsker skal respekteres, således at ordningen fungerer på de sindslidendes præmisser. Det er også positivt, at vejledningen nævner, at det er nødvendigt, at kontaktpersonen både har de rette faglige og personlige kvalifikationer for at kunne udføre arbejdet, og at kvalifikationer kan styrkes ved, at der etableres faglige netværk for kontaktpersonerne.

Køb og salg af ydelser i amtslige botilbud
Det Centrale Handicapråd drøftede på et møde i marts 2001 en rapport fra Amtsrådsforeningen om køb og salg af individuelle ydelser i amtslige botilbud. Amtsrådsforeningen har undersøgt, hvordan amterne administrerer reglerne om betaling for ydelser i amtslige botilbud, og giver samtidig forslag til ændringer. Betaling for individuelle ydelser handler om alt fra betaling for mad og ledsagelse til selve huslejen for boligen.

Rådet har efterfølgende skrevet til Amtsrådsforeningen, at der er tale om en meget væsentlig diskussion, som det er vigtigt at få taget fat på. Rådet anførte blandt andet, at målet for nye standarder og regler på området må være fuld økonomisk ligestilling af handicappede, uanset boform, og Rådet understregede, at der ikke må tages betaling for den kompensation, der ydes til beboere i de amtslige boformer.

I juli 2001 afgjorde Den Sociale Ankestyrelse to sager om betaling for tilberedning af mad til beboere i amtslige botilbud. Ifølge disse afgørelser må amterne ikke tage betaling for madlavning på botilbud, hvor beboerne på en eller anden måde hjælper med, og der dermed er tale om en pædagogisk og social aktivitet. Det Centrale Handicapråd vil holde øje med dette område og i den forbindelse lægge vægt på, at amterne ikke i fremtiden, på baggrund af Ankestyrelsens afgørelser, vil lægge mindre vægt på, at beboerne deltager i madlavning.

Det Europæiske Handicapår 2003
Rådet for Den Europæiske kommission har udnævnt 2003 til Europæisk Handicapår. Formålet med handicapåret er bl.a. at skabe forståelse for handicappedes ligestilling og rettigheder, fremme udviklingen, udveksle erfaringer om god praksis og effektive strategier og styrke samarbejdet mellem alle aktører.

Det Centrale Handicapråd har haft forslag til Det Europæiske Handicapår 2003 til høring. Rådet mener, at året bør benyttes til at iværksætte nye og konkrete initiativer, som betyder, at året medfører positive forbedringer for handicappede. Rådet synes, det er vigtigt, at der ikke kun bliver tale om centrale markeringer, men at det lokale og regionale niveau også inddrages.

EU har opfordret de enkelte medlemslande til at nedsætte et nationalt koordineringsorgan, som skal stå for planlægning og koordinering af Det Europæiske Handicapår. Socialminister Henriette Kjær har i februar 2002 anmodet Rådet om i samarbejde med arbejdsmarkedets parter at varetage planlægnings- og koordineringsopgaverne for Handicapåret. I den forbindelse foreslår socialministeren, at der etableres en Nationalkomité for Handicapåret. Samtidig foreslår socialministeren, at Det Centrale Handicapråd også varetager sekretariatsfunktionen for Den Danske Nationalkomité for Handicapåret.

Den økonomiske ramme for Handicapåret ligger endnu ikke helt fast. Socialministeriet har oplyst, at EU stiller 200.000 Euro til rådighed for aktiviteter i Danmark i Handicapåret, og at dette beløb vil blive suppleret med nationale midler.

Pasning af børn med handicap i hjemmet
Rådet har gennem årene gentagne gange beskæftiget sig med problemerne med tabt arbejdsfortjeneste (lønkompensation for at passe sit handicappede barn i hjemmet). De problemer, som forældrene oftest støder på, er konflikten mellem reglerne for arbejdsløshedsunderstøttelse og servicelovens regler om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

I 1999 besluttede socialministeren at nedsætte en arbejdsgruppe for at se nærmere på problemerne i forbindelse med reglerne om tabt arbejdsfortjeneste. I oktober 2000 udkom „Rapport fra arbejdsgruppen om forholdet mellem lov om social service § 29 om tabt arbejdsfortjeneste og bestemmelserne om A-dagpenge, ferielovgivningen m.v."

I november 2001 afgav Rådet høringssvar på et udkast til ændring af de sociale love. Udkastet er en følge af arbejdsgruppens arbejde. Rådet er positiv over for de fremsatte forslag, da de alle relaterer sig til nogle af de kritikpunkter, som Rådet tidligere har fremført.

På grund af Folketingsvalget i november 2001 er lovforslaget ikke vedtaget.

Ventetider på det sociale område
På Rådets møde i juni 2001 blev Amtsrådsforeningens pjece "Tal om amternes socialområde" drøftet. Opgørelsen omfatter 17 enkeltområder, hvoraf ni omhandler handicapområdet. Det drejer dig om områder som bl.a. specialbørnehaver, botilbud til handicappede og sindslidende, dag- og døgntilbud og revalidering.

Det er ifølge Amtsrådsforeningen hensigten, at opgørelsen skal øge muligheden for at følge med i det amtskommunale område og give mulighed for at sammenligne amternes service på området. Det er også hensigten, at opgørelsen skal danne grundlag for en landspolitisk debat om fastsættelse af servicemål i form af maksimale ventetider.

Oversigten viser samlet set, at næsten 2.700 personer den 1. april 2001 venter på et egnet socialt tilbud i amterne til de i alt 35.000 pladser, som amterne råder over. Ser man amterne under ét, er det især inden for revalidering, botilbud til udviklingshæmmede og øvrige handicappede, sindslidende, døgntilbud til handicappede børn og unge, specialbørnehaver og aflastningstilbud til unge og børn, der er problemer med lange ventelister og/eller ventetider.

Rådet havde store forventninger til opgørelsen. Samtidig havde Rådet en forventning om, at opgørelsen kunne blive et nyttigt redskab til at følge udviklingen på det sociale område. Rådet havde dog imødeset en mere nuanceret ventetidsopgørelse, og at oplysningerne ville blive offentliggjort flere gange om året.

Bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse
I august 2001 afgav Socialministeriet Danmarks nationale handlingsplan til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Handlingsplanen er et bidrag til EU's samlede arbejde på området. Det Centrale Handicapråd har drøftet rapporten på sit møde i december 2001. Rådet konstaterer, at der er omtale af handicappedes forhold forskellige steder i rapporten, men at rapporten er struktureret på en måde, der gøre det vanskeligt at overskue den samlede beskrivelse af indsatsen.

Ifølge handlingsplanen er målsætningen for handicappolitikken, at der så vidt muligt gives den enkelte handicappede mulighed for at deltage i det almindelige samfundsliv på lige fod med andre, og at der i samarbejde med den handicappede tilrettelægges relevante service- og støttetilbud. Derudover omtales især problemerne omkring den fysiske tilgængelighed til bygninger mv. Mange af de øvrige problemer med manglende kompensation, sektoransvar og koordinering, der findes på handicapområdet i Danmark, og som bl.a. Rådet har gjort opmærksom på i sit høringssvar, bliver ikke berørt. Problemerne omkring støtte til handicappede forældre og manglende sektoransvar på uddannelsesområdet er således ikke nævnt i rapporten.

Ved udformningen af handlingsplanen har Socialministeriets høringsfrister været meget korte, og høringssvarene har kun ført til meget få ændringer i det endelige resultat. Det har generelt været utilfredsstillende for Rådet at blive inddraget på det niveau. Rådet har derfor gjort Socialministeriet opmærksom på, at Rådet gerne ser sig selv inddraget i højere grad ved udformningen af den næste handlingsplan.

Revalidering under studieophold i udlandet
Det Centrale Handicapråd har i en årræke fulgt en principiel sag om en blind studerende, der har ansøgt om at medtage revalidering under et toårigt bifagsstudie på Lunds Universitet i Sverige.

Sagen er afsluttet i Højesteret, der den 16. marts 2001 har afsagt dom i sagen, hvor Landsrettens dom blev stadfæstet og Den Sociale Ankestyrelse frifundet. Rådet har drøftet sagen på et møde i juni 2001.

Odense Kommune har med dommen fået medhold i afslaget til den blinde studerende om at medtage revalideringsydelse til udlandet. Begrundelsen er, at et toårigt studieforløb ikke anses for kortvarigt, og at der har udviklet sig en praksis, hvor kortvarige studieforløb forstås som typisk et til to semestre.

Rådet mener, at dommen er et eksempel på de ligebehandlingsproblemer, der i dag eksisterer for studerende med handicap på videregående uddannelse, som modtager revalideringsydelse. Med dommen begrænses muligheden for at studere mere end to semestre i udlandet. Kernen i problemet er manglen på sektoransvar i uddannelsessystemet. Det betyder, at handicappede studerendes forsørgelsesgrundlag ikke som andre studerendes ydes af SU-systemet, men af det sociale system. Derfor får handicappede studerende ikke som studerende i SU-systemet mulighed for at medtage SU til længere studieophold i udlandet.

Rådet har derfor løbende argumenteret for, at revalidender integreres fuldt ud i SU-systemet, så det ikke er det sociale system, som skal godkende handicappede studerendes ansøgninger om at medtage forsørgelsesgrundlag under studieophold i udlandet.

Rådet besluttede på baggrund af sagen at anmode Center for Ligebehandling af Handicappede om at foretage en tværgående analyse af problemstillingen om handicappedes vilkår i relation til internationaliseringen.
 

Arbejdsmarkedsområdet

Aktiviteterne inden for arbejdsmarkedsområdet afspejler, at det er lykkes at etablere en række ordninger og strukturer, som skal gøre det nemmere for handicappede at få en plads på arbejdsmarkedet. Det Centrale Handicapråd glæder sig over denne udvikling, men det er ikke godt nok. Bl.a. ansættes handicappede ikke i tilstrækkeligt omfang i ordinære job, selvom det for mange kan lade sig gøre med de rette støtteforanstaltninger. Derfor har Rådet med succes presset på for at få Beskæftigelsesministeriet til at foretage en udredning af de forhold som hindrer, at handicappede ikke i højere grad anvendes som arbejdskraft.

Ordningen om fleksjob
Reglerne om fleksjob er et af de områder, som er flyttet fra Socialministeriet til Beskæftigelsesministeriet i forbindelse med den nye ressortfordeling. Rådet har gennem årene arbejdet på, at personer i et fleksjob, skulle have de samme muligheder for fx at modtage arbejdsløshedsdagpenge og efterløn som lønmodtagere, der er ansat på ordinære vilkår. Det er derfor med stor tilfredshed, at reglerne om fleksjob med årene er blevet justeret sådan, at personer i et fleksjob efterhånden har nogenlunde identiske muligheder for at få arbejdsløshedsdagpenge og efterløn som lønmodtagere ansat på ordinære vilkår.

Den 1. juli 2001 blev reglerne om fleksjob atter ændret og forbedret. Niveauet for ledighedsydelse (erstatningen for arbejdsløshedsdagpenge) blev ændret fra at være 82% af dagpengenes højeste beløb til at være 91%. Ledighedsydelse kan udbetales tidsubegrænset dog ikke til personer over 60 år, der kun kan få ledighedsydelse i sammenlagt ½ år. Det er også nyt, at man kan få udbetalt ledighedsydelse ved afholdelse af ferie, allerede mens man venter på et fleksjob, ved midlertidige afbrydelser af arbejdet og under barsel eller sygdom.

Der har tidligere været et forsørgelsesproblem for personer, der blev afskediget kort efter ansættelsen i et fleksjob. Hvis de ikke havde nået at optjene ret til ledighedsydelse under ansættelsen i fleksjobbet, havde de intet andet forsørgelsesgrundlag end kontanthjælp. Men efter den seneste ændring af reglerne i juli 2001 kan de nu få ledighedsydelse, hvis de opfyldte betingelserne for at få ledighedsydelse forud for ansættelsen i et fleksjob. Har man ikke været berettiget til ledighedsydelse forud for ansættelsen i et fleksjob, kan man i forbindelse med ledighed kun få ledighedsydelse, hvis man har været ansat i et fleksjob i ni måneder inden for de seneste 18 måneder.

Der er samtidig indført en regel om en særlig ydelse for personer, der er visiteret til et fleksjob, og som ikke har et forsørgelsesgrundlag i form af sygedagpenge, kontanthjælp og lignende, der er større end kontanthjælpssatsen for ikke-forsørgere.

Det er også en forbedring af vilkårene for fleksjobbere, at det pr. 1. juli 2001 bliver muligt at holde flere feriedage med udbetalt ledighedsydelse, end det er tilfældet i dag.

I regelsættet for arbejdsløshedsdagpenge er der en mulighed for at "idømme" en person karantæne. Dette er nu også blevet en mulighed i reglerne om fleksjob.

Endelig medfører de nye bestemmelser i forbindelse med det ændrede regelsæt pr. 1. juli 2001, at der ikke længere kan ydes arbejdsgiveren entredjedel løntilskud til en fleksjobansat. Det bliver også muligt for selvstændig erhvervsdrivende af opnå støtte til at bevare beskæftigelsen i virksomheden. Det vides endnu ikke, hvornår reglerne om selvstændig erhvervsdrivende og entredjedel løntilskud træder i kraft, da reglerne først skal godkendes i EU.

Den nye fleksydelse
En anden stor ændring, der trådte i kraft den 1. juli 2001, er reglerne om fleksydelse, der kommer i stedet for den manglende mulighed for at gå på efterløn. Fleksydelse erstatter seniorydelse. For at overgå til fleksydelse skal man være fyldt 60 år, være visiteret til et fleksjob, betale fleksydelsesbidrag, have indbetalt fleksydelsesbidrag i mindst 25 år inden for de sidste 30 år, have indberettet værdien af pensionsformuen og endelig skal man have bopæl i Danmark eller et andet EU/EØS-land. Fleksydelse udgør som udgangspunkt et beløb, der svarer til 91% af sygedagpengenes højeste beløb. I dette beløb sker der modregning for evt. arbejdsindtægter og evt. pensionsordninger.

Rådet er positiv over for, at reglerne om fleksydelse åbner mulighed for, at en større personkreds nu vil kunne få "efterløn", og at reglerne er næsten identiske med reglerne om efterløn. Rådet skriver dog i sit høringssvar, at det er problematisk, at afgørelsen, om hvorvidt en person opfylder betingelsen for fleksydelse, træffes i departementet, og at borgeren dernæst kan klage over en afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse. Rådet mener, at det er et problem, at Den Sociale Ankestyrelse organisatorisk er underlagt departementet.

Undersøgelse om fleksjob
På Rådets møde i marts 2001 blev SFI's rapport "Fleksjob. En vej til et rummeligere arbejdsmarked" fremlagt. Rapporten gav anledning til en interessant drøftelse. Rådet fandt konklusionerne i undersøgelsen så interessante, at Rådet inviterede forsker Pernille Hohnen, som har udarbejdet rapporten, på besøg i Rådet.

Rapporten belyser, hvordan fleksjob oprettes, opleves og vurderes af væsentlige aktører, herunder ansatte i fleksjob, kolleger og ledere på de enkelte virksomheder og de kommunale myndigheder. Undersøgelsen peger på de konsekvenser, som fleksjobordningen har for udvikling af et mere rummeligt arbejdsmarked.

Undersøgelsen viser, at fleksjob ikke alene administrativt, men også kognitivt og socialt placeres midt imellem det sociale område og arbejdsmarkedet. Det skaber i flere tilfælde problemer, fordi personer i fleksjob ikke har nogen klart defineret arbejdsrolle, og fordi de har andre rettigheder end personer, der er ansat på ordinære vilkår. Forventningerne fra kolleger og ledelse bliver ambivalente, og på det individuelle plan er sådanne forventninger svære at honorere. Skånehensynet i fleksjob kan komme i konflikt med både organiseringen af arbejdet og gældende normer og værdier på en række arbejdspladser.

En af de centrale problemstillinger, som undersøgelsen peger på, er, at fleksjobordningen på længere sigt kan komme til at udgøre en særlig social zone på arbejdsmarkedet, eller et selvstændigt arbejdsmarkedet. Der er dermed fare for, at den sociale placering, de ansatte i fleksjob ser ud til at få, kan udgøre en tendens til, at "rummelighed" udvikles som et appendiks til arbejdsmarkedet og ikke som en integreret del af det.

Rådet mener, at der med den måde, ordningen er indrettet på, er en risiko for segmentering. Det er blevet drøftet, hvilke tiltag der kan tages i forhold til denne udvikling.

Pernille Hohnen pegede på flere løsningsmuligheder for det skisma, som de ansatte i et fleksjob synes at befinde sig i. Hun opfordrer til, at der sættes ind for at forbedre den sociale position i fleksjob og forbedre rummeligheden på arbejdsmarkedet. Man kan fx forbedre forholdene ved at sætte fokus på ansatte i fleksjobs kompetencer og løn, nuancere debatten om virksomhedernes sociale ansvar, styrke den kommunale opfølgning samt overveje formidlingsenhedernes administrative placering. Der blev også peget på, at man ved en øget brug af sociale kapitler og uformelle skånejob og en større opfindsomhed i oprettelsen af fleksjob kan skabe en bredere form for rummelighed for de ansatte i fleksjob.

Beskæftigelse på ordinær vilkår
Beskæftigelse på særlige vilkår er de senere år kommet mere og mere i fokus. Så meget, at det næsten kan opleves sådan, at der er synonymitet mellem handicappede og fleksjob. Efter Rådets opfattelse er der i lige så høj grad behov for tilsvarende fokus på handicappedes ordinære beskæftigelse. Hvis handicappede skal have en plads på arbejdsmarkedet - også ud fra en ligebehandlingsbetragtning - er det nødvendigt at få gjort op med den forestilling, at handicappede kun kan ansættes på særlige vilkår. Mange handicappede kan, hvis blot de kompenseres for deres handicap, ansættes på ordinære vilkår.

Gennem de seneste år er der etableret flere nye kompensationsordninger, som alle er med til at gøre det lettere for handicappede at have et arbejde. Samtidig burde den strukturelle udvikling på arbejdsmarkedet i sig selv gøre det lettere - i hvert fald for fysisk handicappede - at få adgang til arbejdsmarkedet. Og endelig burde den stigende efterspørgsel på arbejdskraft give handicappede den chance, som ikke var der op gennem 1980'erne.

På stort set alle områder er forudsætningerne gunstige. Alligevel oplever vi, at døren ikke springer op. Hvorfor ikke? Hvad er det, der gør, at det - på trods af positive odds - alligevel er så vanskeligt? Er det holdninger hos kolleger, holdninger hos arbejdsgiverne, eller er det holdninger hos den handicappede selv? Er der kompensationsmuligheder/former, som vi helt har overset? Fungerer samspillet mellem de mange aktører ikke, som det skal? Er der et mis-match mellem udbuddet af arbejdskraft fra handicappede og efterspørgslen efter arbejdskraft?

Rådet har på den baggrund rettet en henvendelse til Beskæftigelsesministeriet og anbefalet, at man igangsætter en grundig analyse af ovennævnte problemstillinger. Ministeriet har givet tilsagn om at igangsætte et sådant udredningsarbejde om barrierer for handicappedes deltagelse på arbejdsmarkedet.

Rådet har flere gange påpeget over for Socialministeriet, at de sociale ordninger, som relaterer sig til arbejdsmarkedet, bør høre ind under Beskæftigelsesministeriet. Rådet er derfor positiv over for de tiltag, der er taget i forbindelse med den nye ressortfordeling, og som betyder, at lov om fleksydelse og de dele af den aktive socialpolitik, som vedrører arbejdsmarkedet, nu er lagt ind under Beskæftigelsesministeriet.

Virksomhedernes sociale engagement
Årbog 2001 er den tredje i en række rapporter, Socialforskningsinstituttet udgiver frem til 2006. Formålet med rapporterne er at følge udviklingen på arbejdsmarkedet i virksomhedernes sociale engagement i henholdsvis 1998 og 2000. Undersøgelsen er foretaget som en spørgeskemaundersøgelse i 2.500 offentlige og private virksomheder. Virksomhedernes sociale engagement defineres som ressourcer, der anvendes til aktiviteter, som forebygger, løser eller minimerer sociale problemer.

Virksomhedernes svar tyder på, at man de sidste to år er blevet bedre til at fastholde syge medarbejdere eller ansatte med nedsat arbejdsevne. Især er antallet af store offentlige virksomheder, som søger at fastholde egne medarbejdere, steget markant. Det betyder, at de nu er på niveau med de private virksomheder, når det gælder det interne sociale engagement. Væksten i antallet af fleksjob tyder dog også på et øget eksternt socialt engagement.

På en række områder har man imidlertid ikke kunnet spore nogen udvikling fra 1998 til 2000. Bl.a. er virksomhedernes sociale engagement i forhold til bl.a. handicappede og flygtninge/indvandrere stort set uændret. Ifølge virksomhederne selv har de ansat omkring 20.000 personer med handicap i både 1998 og 2000. I en undersøgelse foretaget af Bengtsson (1997) sættes antallet af handicappede i danske virksomheder til 100.000. Forskellen kan fremkomme ved, at funktionshæmningen i denne undersøgelse vurderes af personen selv. Offentlige virksomheder har oftere end private virksomheder ansat personer med handicap. Store virksomheder har oftere end små virksomheder ansat personer med handicap.

Socialministeriet fremlagde i foråret 2001 en undersøgelse om, hvordan ordningen om kommunal virksomhedsservice efter lov om socialpolitik virker i praksis. Undersøgelsen omfatter 248 kommuner og er foretaget som en spørgeskemaundersøgelse.

Kommunerne har siden januar 2002 som en del af lov om aktiv socialpolitik haft pligt til at yde virksomhedsservice til private virksomheder for at fremme beskæftigelsen for personer, der ikke kan opnå eller fastholde ansættelse på arbejdsmarkedet på normale vilkår.

Servicen omfatter kontakt, vejledning og administrativ bistand til virksomhederne ved ansættelse af personer på særlig vilkår, både ved selve ansættelsen og under ansættelsesforholdet. Hensigten med ordningen er at gøre det lettere for virksomheder at overskue og anvende de forskellige offentlige støtteordninger og derved tilskynde virksomhederne til en øget aktiv social indsats.

Undersøgelsen viser bl.a., at de kommuner, som har valgt at prioritere bestemte støtteordninger, især arbejder på at fastholde langtidssygemeldte medarbejdere på arbejdsmarkedet. Dernæst følger etablering af fleksjob, iværksættelse af virksomhedsrevalidering, jobtræning og individuel jobtræning. Etablering af skånejob er det lavest prioriterede indsatsområde i kommunerne. Virksomhedsservicen har overvejende haft virksomhedens egne medarbejdere som fokuspunkt og været tilrettelagt som en bred indsats uden speciel prioritering af bestemte virksomheder.

De fleste kommuner vurderer, at der er størst behov for bistand i forbindelse med etablering af fleksjob og herefter i forbindelse med fastholdelse af ansatte, der har risiko for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet.

De fleste kommuner er delte i spørgsmålet om, hvorvidt der er behov for at udvide ordningen om virksomhederne til også at omfatte administrativ bistand til offentlige virksomheder. Især i hovedstadsområdet mener man, at der er behov for en sådan udvidelse af ordningen.

Rådet har tidligere drøftet de lokale koordinationsudvalg og fremhævet, at de tjener som et positivt redskab til at styrke en koordineret indsat for den "svagere" del af arbejdskraften.

Siden januar 1999 har det været lovpligtigt for landets kommuner at oprette koordinationsudvalg, eventuelt i fællesskab med andre kommuner. Udvalgene har til formål at fremme et mere rummelig arbejdsmarked ved at medvirke til et øget samarbejde mellem de relevante aktører og bidrage til udvikling af nye typer af løsninger. Endvidere har udvalget en rådgivende funktion i forhold til kommunerne. Udvalget består af centrale aktører fra det lokale arbejdsmarkedet, en repræsentant fra Praktiserende Lægers Organisation og De Samvirkende Invalideorganisationer.

Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) offentliggjorde i maj 2001 en undersøgelse af arbejdet i de lokale koordinationsudvalg med at skabe større plads på arbejdsmarkedet til dem, der ikke er fuldt arbejdsduelige. Undersøgelsen viser, at koordinationsudvalgene i mange kommuner er godt i gang med arbejdet. Udvalgene har i mange kommuner været med til at synliggøre visionerne om det rummelige arbejdsmarked. Ikke overraskende er effekten størst der, hvor udvalgene fungerer bedst, bl.a. på grund af et aktivt fremmøde. Her har det ført til en positiv ændring i den kommunale praksis i forhold til den sociale arbejdsmarkedsrettede indsats.

Imidlertid viser undersøgelsen også, at ca. en tredjedel af landets kommuner ikke lever op til den aftale, de indgik med regeringen. Disse kommuner har ikke fået formuleret en overordnet ramme for, hvordan de svageste sikres en plads på arbejdsmarkedet. Dette gør det sværere for koordinationsudvalgene at opstille mål og handlingsplaner for det arbejde, der skal fastholde de svageste på arbejdsmarkedet.

60% af medlemmerne af udvalgene og sekretariaterne vurderer, at koordinationsudvalgene allerede nu i nogen grad har en god effekt. Den sociale arbejdsmarkedsrettede indsats er ændret i positiv retning med hensyn til fx sygedagpengeopfølgning, virksomhedsrevalidering og ansættelse af personer i fleksjob.

AKF anbefaler på baggrund af undersøgelsen, at alle kommuner får udarbejdet en ramme for den forebyggende sociale arbejdsmarkedsrettede indsats.

Virker de forskellige ordninger?
I maj 2001 trådte lov om sociale klausuler på offentlige tilskudsområder i kraft. Rådet havde ikke lovforslaget til høring. Hensigten med loven er at skabe større rummelighed på arbejdsmarkedet. Det skal ske ved at give offentlige virksomheder mulighed for at stille krav, når de yder tilskud til foreninger, fonde, selskaber mv. til aktiviteter, der fremmer formålet i lov om socialpolitik og lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik (sociale klausuler).

Kommunernes Landsforening (KL) har i foråret 2001 undersøgt anvendelsen af sociale klausuler i forbindelse med udbud og udlicitering af kommunernes opgaver. I den økonomiske aftale mellem KL og regeringen i 2001 blev kommunerne og amterne opfordret til at anvende sociale klausuler i forbindelse med udbud og udlicitering. Brugen af sociale klausuler er et forholdsvis nyt fænomen i amter og kommuner, hvorfor der kun er få og spredte erfaringer.

Undersøgelsen viser i hovedtræk, at udbredelsen af sociale klausuler er størst i amterne, men endnu forholdsvis begrænset. De fleste kommuner og amter synes, at sociale klausuler er en god ide - interessen for at bruge sociale klausuler i fremtidens udbud er stor. Kommunerne og amterne ser mange forskellige muligheder i brugen af sociale klausuler. De fleste politikere og medarbejdere har kendskab til sociale klausuler, men kendskabet kan forbedres. 22% af de adspurgte har inden for de seneste år arbejdet med sociale klausuler i forbindelse med udarbejdelse af udbudsmateriale eller indgåelse af kontrakter med private leverandører.

I maj 2001 blev Arbejdsmarkedsstyrelsens redegørelse i forbindelse med de regionale arbejdsmarkedsråds årsberetning om administration af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. offentliggjort. Redegørelsen gennemgår de forskellige ordninger på området. Overordnet konkluderer Arbejdsmarkedsstyrelsen, at regionernes indsats på handicapområdet er ganske omfattende og succesfuld. Etablering af handicapkonsulentordningen spiller en stadig stigende rolle i bestræbelserne på at skaffe handicappede job på det ordinære arbejdsmarked. Af redegørelsen fremgår det, at der er tale om en beskeden fremgang i brugen af ordningerne, men at der bestemt ikke er tale om et omfang, som rykker noget.
 

Kulturområdet

Inden for kulturområdet har det igen været en velkendt sag, som har domineret Rådets arbejde, nemlig tv-service for døve. Emnet blev meget aktualiseret i efteråret 2001 både i forbindelse med de tragiske begivenheder, som tog sit udspring i terrorhandlingen i USA den 11. september, og valget til kommune, amt og Folketing i november 2001.

Public service-betjening af døve
Det Centrale Handicapråd har gang på gang drøftet de manglende fremskridt med hensyn til bedre og udvidet tegnsprogstolkning og tekstning af tv-udsendelser.

Senest drøftede Rådet de to public service-stationers (DR og TV2) dækning af de tragiske hændelser i USA og Afghanistan i efteråret 2001. Denne dækning indbefattede ikke døve og hørehæmmede, idet man sløjfede nyhedsudsendelsen på tegnsprog for døve, og ingen af de to tv-stationer gjorde et forsøg på at sikre, at døve og hørehæmmede fik relevante oplysninger om situationen.

Det de to tv-stationer praktiserede var en uacceptabel og uansvarlig forvaltning af deres public service-forpligtelser. Det følger af bekendtgørelsen om vedtægt for DR og vedtægt for TV2, at de to tv-stationer "skal sørge for at styrke handicappedes adgang til public service-tilbudene ved at udnytte nye teknologier, herunder til tekstning eller lignende af dansksprogede tv-programmer".

Det havde uden problemer og større omkostninger været teknisk muligt at indsætte en tegnsprogstolk på en afgrænset del af skærmfladen og/eller tekste dele af udsendelserne. Derfor henvendte Rådet sig endnu en gang til DR og TV2 med en henstilling om at efterleve deres public service-forpligtelse i forhold til at sikre døve og hørehæmmede borgere lige adgang til væsentlig samfundsinformation og debat i forbindelse med alvorlige begivenheder i ind- og udland.

DR og TV2 svarede, at de ikke tilsidesatte deres public service-forpligtelse over for døve og hørehæmmede. At det på nuværende tidspunkt ikke er teknisk muligt at simultantekste direkte udsendelser, men at de med skilte på skærmen løbende orienterede om det, der skete. Endvidere svarede DR og TV2, at de ikke vil benytte tegnsprogstolkning på skærmen, fordi det vil genere og distrahere langt flere seere, end det vil gavne - især i forhold til de mange informationer, der i forvejen var lagt ind i billedet.

Det mener Rådet ikke er en tilfredsstillende forklaring. Hvis viljen hos DR og TV2 var til stede, ville det ikke være et problem at placere en tegnsprogstolk på en afgrænset del af skærmfladen og tilsvarende forsøge at reducere nogle af de informationer, der i øvrigt er lagt ind i billedet. Dette gør man uden problemer i de andre nordiske lande og flere steder i resten af verden.

Ledsagerordning
Kulturministeriet kontaktede i foråret 2001 33 institutioner i Kulturministeriets regi for at få et billede af, hvilken betalingsordning de forskellige kulturelle institutioner har for handicappede gæster, som på grund af handicappet har en ledsager med. Ministeriet bad også om at få oplyst, om de pågældende institutioner reklamerer med den ordning, de tilbyder. 30 institutioner svarer, at der er gratis adgang for ledsagere til både fysisk handicappede og blinde. Fra tre institutioner foreligger der ikke svar. Syv institutioner oplyser, at de reklamerer med ordningen. To institutioner oplyser, at de er i gang med at udarbejde en handicappolitik. Kulturministeriet har sendt oplysningerne videre til DSI, så medlemmerne kan få glæde af dem.
 

Trafikområdet

At kunne komme rundt er stadig en af forudsætningerne for at kunne tage aktiv del i samfundslivet. Netop derfor har handicappedes muligheder for befordring altid haft høj prioritet i Det Centrale Handicapråd. I 2001 har handicappedes muligheder for befordring endog været et af Rådets hovedtemaer.

Daværende trafikminister Jacob Buksti fastslog på et møde med Rådet i marts 2001, at grundlaget for arbejdet med tilgængelighed er ligebehandling for alle i det danske samfund. Ifølge Jacob Buksti skal alle derfor have adgang til transport. Ministeren fastslog, at adgang til forskellige transportmidler er en betingelse for vores muligheder for at bevæge os frit og dermed vores muligheder for at udfolde os.

De individuelle kørselsordninger
Amterne og HT er forpligtiget til at etablere individuelle kørselsordninger som et alternativ for handicappede, der anvender et ganghjælpemiddel, og som ikke er i stand til at benytte den almindelige kollektive transport. Det Centrale Handicapråd har siden 1995 flere gange haft spørgsmålet om de individuelle kørselsordninger på dagsordenen.

I foråret 2001 udarbejdede Center for Ligebehandling af Handicappede en opdatering af Trafikministeriets rapport fra marts 1998 om de individuelle kørselsordninger. Undersøgelsen viste, at der desværre ikke er sket de store ændringer i de individuelle kørselsordninger siden 1998.

På den baggrund besluttede Rådet på dets møde i marts 2001 atter at rette henvendelse til trafikministeren og opfordrede til at se nærmere på de individuelle kørselsordninger i forbindelse med en planlagt revision af lovene om kollektiv trafik. Rådet bad ministeren om særligt at være opmærksom på følgende punkter:

Prisen
Samlet set er priserne i handicapkørslen generelt højere end i den almindelige kollektive trafik, og der er stor forskel på prisen fra amt til amt.

Antallet af ture
Loven angiver, at der mindst skal tilbydes 104 ture om året. Trafikministeriet har i rapporten fra 1998 påpeget, at trafikselskaberne ikke må administrere dette minimumsantal ture som 26 ture i kvartalet. Centrets undersøgelse viste, at nogle trafikselskaber stadig administrerer lovens minimumskrav om 104 ture om året som et maksimum fordelt på 26 ture pr. kvartal.

Nedre aldersgrænse
Mange trafikselskaber har en nedre aldersgrænse for at blive optaget i kørselsordningerne, på trods af at loven ikke fastsætter en nedre aldersgrænse.

En udvidelse af personkredsen
Personkredsen, der kan visiteres til ordningerne, er for snæver, idet det kun er personer, der anvender et ganghjælpemiddel, der kan optages. Ordningen burde udvides til at omfatte alle, der ikke er i stand til ved egen hjælp at benytte de almindelige kollektive transportmidler.

Dør til dør-transport
Ifølge bemærkningerne til lovene om den kollektive trafik skal de individuelle kørselsordninger etableres som "dør til dør-transport". Der har ikke været fuldstændig enighed om, hvordan man skulle forstå dette krav i lovene: Er det opfyldt, når passageren sættes af ved kantstenen, eller skal der gives hjælp fra kantsten til gadedør. Skal kørselsordningerne derudover tilbyde opbæring til indgangsdøren, hvis der kun er trapper og ingen elevator? Rådet har tilsluttet sig det brede begreb, som omfatter opbæring, hvis det er nødvendigt.

I Trafikministeriets rapport fra 1998 er det klarlagt, at de eksisterende ordninger stort set ikke omfatter dør til dør-transport i form af opbæring, hvis det er nødvendigt. Rapporten konkluderer, at dette vil kræve ekstra ressourcer, som i givet fald må indgå i forhandlingerne om kommunernes/amternes økonomi. Sådanne forhandlinger har ikke fundet sted, og Center for Ligebehandling af Handicappede undersøgelse viser, at der stadig kun er meget få ordninger, som inkluderer opbæring.

Landsdækkende kørselsordning
Endelig er der i Trafikministeriets rapport fra 1998 efterlyst en landsdækkende kørselsordning. I april 2000 lancerede Amtsrådsforeningen og DSB en sådan, men der er kun tale om en frivillig tilslutningsordning, hvilket betyder, at Ringkjøbing Amt ikke har tilsluttet sig ordningen. Betalingen for den landsdækkende ordningen er i øvrigt meget forskellig fra amt til amt.

I sin henvendelse til ministeren har Rådet gjort opmærksom på, at kørselsordningerne ikke altid lever op til intentionen om at være kompensation til den almindelige kollektive trafik. Fx er der ikke i den almindelige kollektive trafik begrænsede muligheder for at have ledsagere med.

Ministeren har aldrig svaret på Rådets henvendelse, og det ser desværre på nuværende tidspunkt ud til, at det trækker i langdrag med hensyn til den planlagte revisionen af lovene om kollektiv trafik. Trafikministeriet har oplyst, at der formentlig først i den kommende folketingssamling (2002/2003) bliver fremsat lovforslag om ændring af lovene om kollektiv trafik.

Udlicitering
Det bliver mere og mere almindeligt at udlicitere opgaver. Derfor er Rådet meget opmærksom på, at forholdene for handicappede ikke må blive dårligere, når dette sker. På mødet med trafikministeren fastslog ministeren, at udlicitering ikke vil ændre på forholdene for handicappede, og såfremt der er tale om ændringer, vil det være i en positiv retning. I forbindelse med udliciteringen af togtrafikken i Midt- og Vestjylland er der stillet krav om, at tilgængelighedsforholdene for handicappede og rabatordningerne mindst skal svare til forholdene i dag, hvor det er DSB, der kører på strækningerne.

Nærbaner
Rådet har også arbejdet med spørgsmålet om tilgængeligheden for handicappede i forbindelse med genetableringen af nærbaner i Aalborg og Århus. På Rådets møde i september 2001 oplyste Trafikministeriet, at der skal være tilgængelighed til nærbanestationerne. Trafikministeriet vil for at sikre tilgængelighed for handicappede sørge for, at Banestyrelsen tager kontakt til Dansk Center for Tilgængelighed, og at Banestyrelsen sørger for, at der etableres kontakt mellem kommunerne og de lokale handicaporganisationer.

Lifttaxi
Der findes regler om, at en taxi ikke må tage et ekstra gebyr for at anvende liften i forbindelse med en kørestolsbrugers kørsel med lifttaxi. Men der er ifølge taxibekendtgørelsens § 28 mulighed for, at der kan fastsættes en særlig høj takst for kørsel med særligt store køretøjer eller køretøjer med en særlig indretning. Der er desværre flere kommunalbestyrelser, der udnytter muligheden til at give taxivognmænd mulighed for at opkræve en særlig høj takst for kørsel med lifttaxien.

Det Centrale Handicapråd har gentagne gange beskæftiget sig med sagen, idet Rådet mener, der er tale om forskelsbehandling. Senest har Rådet i juli 2001 skrevet til den daværende trafikminister Jacob Buksti og bedt ham gøre noget ved sagen. Jacob Buksti har svaret Rådet, at han har forståelse for Rådets synspunkt, men han mener, at det er rimeligt, at taxivognmænd, der investerer i handicapvenligt udstyr, også skal have mulighed for at tjene sine meromkostninger ind. Buksti tilføjer ligeledes, at et af de grundlæggende principper i taxiloven netop er princippet om lokal forvaltning, hvorfor det skal være op til den enkelte kommunalbestyrelse at bestemme, om muligheden for den ekstra høje takst skal udnyttes eller ej.

Ledsagerordning
En anden gren af spørgsmålet om tilgængelighed til transportsystemet er spørgsmålet om en ledsagerordning. Nogle handicappede har på grund af deres handicap brug for en ledsager også under brugen af transportsystemet. Andre handicappede har på grund af dårlig fysisk tilgængelighed til transportmidlerne brug for en ledsager. Uanset årsagen til behovet for ledsager giver det handicappede en ekstra udgift i forbindelse med transport.

Center for Ligebehandling af Handicappede så nærmere på problemstillingen i 2000, og på baggrund af Centrets undersøgelse rettede Rådet i september 2000 henvendelse til den daværende trafikminister. Rådet anbefalede, at ministeren i samarbejde med De Samvirkende Invalideorganisationer skulle finde en landsdækkende ordning, som gælder for alle mennesker med dette kompensationsbehov, uanset hvilken konkret funktionsnedsættelse der udløser behovet. På mødet med Rådet i marts 2001 sagde Jacob Buksti, at han ikke mente, at de forskellige ordninger stiller nogle markant ringere end andre. Ministeren mente altså ikke, at der er behov for at ændre på forholdene.

Den sammenhængende transportkæde
I forbindelse med transport er der tale om en hel kæde af faktorer, der skal være i orden for, at det er muligt for handicappede at kunne færdes frit og tage aktiv del i samfundslivet. EU-kommissionen har bl.a. i meddelelsen fra den 10. maj 2000 "På vej mod et Europa uden barrierer for handicappede" fastslået, at det ikke er nok, at busser og tog er tilgængelige, hvis handicappede ikke kan komme hen til busstoppestedet eller ikke kan anvende billetautomaten.

I den sammenhæng er det derfor ganske positivt, at der er nedsat en projektgruppe under Vejregelrådet for at udvikle en metode, der sætter fokus på, at tilgængeligheden til handicappede indarbejdes i alle projekter inden for vejsektoren. Samtidig skal projektgruppen udarbejde en strategi for formidling og forberede en uddannelse af "tilgængelighedsrevisorer" for vejsektorens parter. Endelig skal gruppen være med til at vurdere de tilgængelighedsmæssige konsekvenser af nye eller ændrede regler inden for området.

Også på nordisk plan arbejdes der med den samlede transportkæde. Nordisk samarbejdsorgan for handicapspørgsmål og Nordisk Handicappolitisk Råd under nordisk ministerråd (NSH) indkaldte i april 2001 designere, designelever, arkitekter og andre interesserede til at deltage i en nordisk konkurrence om udviklingen af "Den moderne Rejse". Formålet med konkurrencen er at gøre den kollektive trafik mere tilgængelig for handicappede. Konkurrencen fokuserer ikke kun på selve transportmidlerne, men også på betalings- og informationssystemer der indgår som en del af rejsen. Det Centrale Handicapråds formand Palle Simonsen er formand for det udvalg, der skal finde frem til vinderne af konkurrencen. Vinderproduktet præsenteres ved en konference i Helsingfors i april 2002.

Der er heldigvis mange, der er opmærksomme på, at tilgængeligheden til transportsystemet og den sammenhængende transportkæde er en vigtig faktor for handicappedes muligheder for at tage aktiv del i samfundslivet. Kommissionen udsendte i 2001 en Hvidbog om den fælles europæiske transportpolitik frem til 2010. Rådet måtte i sit høringssvar konstatere, at tilgængeligheden for handicappede til transportsystemet kun er nævnt meget sporadisk i Hvidbogen.

Støtte til transport
Det Centrale Handicapråd er meget opmærksom på, hvilke forskellige former for økonomisk støtte der findes til individuel transport. En undersøgelse fra Center for Ligebehandling af Handicappede viser, at der er en række tilfælde, fx i forbindelse med transport til arbejde og fysioterapi, hvor handicappede ikke kan være sikre på at have en transportmulighed eller blive kompenseret for høje transportudgifter, som følge af handicappet.

På baggrund af analysen har Det Centrale Handicapråd rettet henvendelse til Socialministeriet. I henvendelsen skriver Rådet, at de generelle transportproblemer ikke bør løses i Socialministeriets regi. Men da Rådet formoder, at en god løsning på handicappedes tilgængelighedsproblemer i forhold til transport ligger et stykke ude i fremtiden, er det nødvendigt at kunne bevilge individuel befordring efter en konkret vurdering.

Her peger Rådet på servicelovens § 103, som giver kommunerne hjemmel til at tilgodese individuelle transportbehov, som er begrundet i et et handicap. Mange kommuner bruger imidlertid ikke bestemmelsen til at kompensere handicappede. En del af kommunerne har ikke afsat penge til bevillinger efter § 103, og en anden del af kommunerne giver kun støtte på basis af en trangsvurdering, hvilket der ikke er grundlag for at gøre ifølge loven. Rådet opfordrer derfor ministeriet til at sikre, at der rettes op på problemerne omkring § 103, så kommunerne forpligtes til at yde tilskud til individuel befordring efter en konkret vurdering, og borgeren får adgang til at klage over afslag.

Støtte til køb af bil
I forbindelse med de handicapkompenserende støtteordninger til transport er servicelovens § 99 om støtte til køb af bil en meget vigtigt bestemmelse. Det at kunne opnå støtte til køb af bil er for mange handicappede alfa og omega for at kunne tage en uddannelse, have arbejde, og for at kunne deltage i samfundslivet som sådan. I Socialministeriet har der været nedsat en arbejdsgruppe, der skulle se på en forenkling og en tydeliggørelse af reglerne om støtte til køb af bil. I august 2001 udkom arbejdsgruppens rapport til orientering. Hvis arbejdsgruppens indstillinger følges, ser det ud til, at de fleste af de problemstillinger, som Rådet tidligere har stiftet bekendtskab med, bliver løst.

Henvendelse til regeringen
De forskellige problemstillinger omkring handicappedes adgang til befordring, Rådet har drøftet, viser hvor komplekse løsninger, der er brug for. Der er mange aktører involveret i at sørge for de befordringsmuligheder, handicappede har i dag. Stort set alle sektorer er medansvarlige for en befordringsordning, og derfor er det vigtigt, at de i fællesskab finder frem til varige og bedre løsninger. Som opfølgning på transporttemaet i 2001 har Rådet derfor opfordret Trafikministeriet, Undervisningsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Socialministeriet til i samarbejde at sætte et særligt fokus på befordringsområdet i relation til handicappede.
 

Uddannelsesområdet

Uddannelsesområdet har fyldt meget i Rådets arbejde i 2001. Uddannelse er en meget væsentlig indgang til arbejdsmarkedet og ramme for personlig udvikling. I 2000 udarbejdede Rådet et politikpapir på uddannelsesområdet. I 2001 har arbejdet især bestået i at følge op på de mangler, der stadigvæk er for handicappede i det danske uddannelsessystem.

Med den nye regering er der sket en overførelse mellem ministerområderne, så området for arbejdsmarkedsuddannelser er overført fra det tidligere Arbejdsministerium til Undervisningsministeriet.

Sektoransvarlighedsprincippet
Sektoransvar på de videregående uddannelser har været en mærkesag i Rådet i mange år. I 1997 udarbejdede Center for Ligebehandling af Handicappede - på Rådets anmodning - en model for, hvordan sektoransvaret kan gennemføres på de videregående uddannelser. Det Centrale Handicapråd har siden arbejdet på at få indført principperne i modellen i praksis.

I 2000 blev den del af sektoransvaret gennemført, som handler om adgang til hjælpemidler, tolkning, sekretærbistand og anden form for kompensation. Der er vedtaget en lov om specialpædagogisk støtte på de videregående uddannelser. Loven indebærer, at studerende, der har et handicap, får bevilget den nødvendige kompensation som en del af uddannelsen. Dette foregik tidligere efter regler i den sociale lovgivning og krævede derfor en bevilling fra den kommunale forvaltning. Loven om specialpædagogisk støtte trådte i kraft 1. januar 2001, og ordningen er derfor endnu forholdsvis ny. Rådet følger udviklingen på området med stor interesse, bl.a. for at sikre at den faktisk fører til mere ligestilling for studerende, der har et handicap. Det er vigtigt, at de afgørelser, der træffes, ligger på et niveau, som giver handicappede reelle muligheder for at stole på, at den nødvendige kompensation bliver bevilget.

Tilbage er nu at sikre øget ligestilling af handicappede studerende med hensyn til forsørgelse under en videregående uddannelse. På nuværende tidspunkt er det sådan, at studerende med et handicap, som indebærer, at vedkommende ikke kan forsørge sig på SU alene, må ansøge kommunen om at få revalideringsydelse efter de sociale regler. For at få revalideringsydelse skal uddannelsesforløbet gennemføres på kortest muligt tid, og som en del af sagsbehandlingen skal den kommunale forvaltning godkende revalidendens valg af uddannelse. Det betyder, at handicappede, der ønsker at få en videregående uddannelse, i praksis skal igennem to optagelsesprocedurer: Uddannelsessystemet skal godkende den studerendes faglige niveau, og den kommunale forvaltning skal godkende, at uddannelsesvalget er den korteste vej til selvforsørgelse. Her mangler sektoransvarlighedsprincippet stadig at blive gennemført.

I juli 2001 skrev Rådet til den daværende undervisningsminister for at få en orientering om status med hensyn til at overføre ansvaret for handicappede studerendes forsørgelse på de videregående uddannelser fra det sociale system til uddannelsessystemet. Rådet ser gerne en ordning, hvor der indføres en særlig takst for SU til studerende med handicap. I august svarede den daværende undervisningsminister, at regeringen overvejede at lade gennemførelse af sektoransvaret indgå i lovprogrammet for 2001/2002, og at der i den anledning var nedsat en embedsmandsgruppe, med repræsentanter fra Socialministeriet, Undervisningsministeriet og Finansministeriet. Rådet ville bliver kontaktet, når embedsmandsgruppens arbejde var tilpas fremskreden.

Det Centrale Handicapråd henvendte sig igen til undervisningsministeren i november 2001. Denne gang var anledningen, at Rådet på sit møde i september havde drøftet et debatoplæg fra SU-rådet, som blandt andet handlede om, hvordan studerende med et handicap ville kunne få tilgodeset særlige behov i forbindelse med forsørgelsen inden for SU-systemet. Rådet var - og er stadig - meget positivt indstillet over for de konkrete forslag, der ligger i debatoplægget.

SU-rådets oplæg går ud på at udvide SU-systemet med mulighed for særlige tillæg til studerende, der pga. en funktionsnedsættelse ikke kan have indtjening ved siden af studiet. Studerende, der har børn, og studerende, der er fyldt 25 år, får også ret til særlige tillæg. Formålet er at tilgodese alle særlige behov, der alene handler om muligheden for at kunne klare sig økonomisk på en SU-sats, inden for SU-systemets egen ramme i stedet for at bruge revalidering og andre støtteordninger til disse grupper af studerende.

Det er afgørende for Rådet, at der sikres et frit uddannelsesvalg for den handicappede studerende, og at det særlige tillæg, der ydes til disse studerende, tilrettelægges, så det bliver udtryk for fuld kompensation for den indtjening, som andre studerende kan have ved siden af SU-stipendiet. Derudover har Det Centrale Handicapråd stillet sin viden og sit samarbejde til rådighed i forbindelse med videreudvikling af SU-rådets forslag. Dette er meddelt i brevet til den daværende undervisningsminister. Der er også sendt et tilsvarende brev til SU-rådet.

I det pågældende brev til undervisningsministeren gav Rådet også udtryk for stor tilfredshed med nedsættelsen af den omtalte embedsmandsgruppe lovforslaget om emnet på lovprogrammet for december måned. Grundet udskrivning af valg til Folketinget i november og det følgende regeringsskifte blev lovprogrammet imidlertid ikke gennemført.

I januar 2002 har den nuværende undervisningsminister besvaret Rådets henvendelse fra november. I svaret oplyses blot, at socialministeren og undervisningsministeren er enige i, at der er behov for at se nærmere på dette område i relation til regeringens punkt om det fælles ansvar for de svageste i samfundet. Det Centrale Handicapråd håber, at dette er udtryk for, at den nye minister arbejder videre med ideerne fra SU-rådet. Det Centrale Handicapråd er samtidig indstillet på, at der også i 2002 er brug for en ekstra indsats for at få gennemført det fulde sektoransvar på de videregående uddannelser.

Specialpædagogisk støtte
I 2000 gennemførte den daværende regering en voksen- og efteruddannelsesreform, som gav nye og bedre muligheder for voksen- og efteruddannelse. Reformen tog imidlertid ikke højde for handicappedes eventuelle behov for særligt tilrettelagt undervisning, hjælpemidler, tolkning mv. Denne mangel gjorde Rådet meget tydeligt opmærksom på i forbindelse med vedtagelsen af reformen i 2000, og Folketingets uddannelsesudvalg lagde vægt på, at undervisningsministeren lovede at ville arbejde for at få specialpædagogisk bistand implementeret i alle uddannelser.

Da der endnu ikke er taget initiativ til at få rettet op på dette, har Rådet i juli 2001 spurgt den daværende undervisningsminister, hvordan der arbejdes på at finde en løsning. Ministeren svarede, at der vil blive taget stilling til dette, når reformen har virket i et stykke tid. Først skal man gøre sig nogle erfaringer med reformen, som den ser ud uden specialpædagogisk støtte. Dernæst kan man tage stilling, hvordan der skal kunne gives den nødvendige støtte til voksne, der har et handicap, og som ønsker at uddanne eller efteruddanne sig. Rådet er ikke tilfreds med dette svar. Rådet har derfor opfordret den nuværende undervisningsminister og Folketinget til, at man snarest søger at leve op til det løfte, der er givet til uddannelsesudvalget, om specialpædagogisk bistand på voksen- og efteruddannelserne.

Tilgængelighedsundersøgelse
Som led i den daværende regerings opfølgning af "Redegørelsen om handicappedes adgang til de fysiske omgivelser" fra oktober 1998 har Undervisningsministeriet på hjemmesiden www.tgu.dk oprettet en oversigt over tilgængeligheden til mange af landets uddannelsesinstitutioner - lige fra folkeskoler til universiteter. Ved den enkelte institution kan man søge oplysninger om tilgængeligheden for syns- og hørehandicappede, kørestolsbrugere, gangbesværede og allergikere.

Rådet er ganske positivt indstillet over for ministeriets initiativ. Rådet vil følge op på undersøgelsen, når samtlige institutioner har besvaret det spørgeskema, som ligger til grund for oplysningerne på hjemmesiden.

Ud over oplysningerne på hjemmesiden vil Undervisningsministeriet udgive et inspirationsmateriale, der giver gode råd om, hvordan man kan indrette uddannelsesinstitutioner tilgængeligt. Det var ministeriets plan, at dette inspirationsmateriale skulle udkomme i oktober 2001, men det er endnu ikke offentliggjort i januar 2002.

Vejledning
I 2001 har Undervisningsministeriet udgivet to større rapporter om vejledning på uddannelsesområdet. Rådet vil fortsat følge udviklingen i udarbejdelsen af et bedre vejledningssystem for at sikre, at et nyt system vil blive bedre til at tilgodese handicappedes behov for vejledning i forbindelse med uddannelse.

Amternes og kommunernes forskningsinstitution har på opdrag fra Undervisningsministeriet gennemført en undersøgelse om kommunernes vejledning af børn og unge med særlige behov. Målgruppen for undersøgelsen er defineret som børn og unge, der modtager specialundervisning i folkeskolen, og som efter grundskolen må forventes at få problemer i overgangen fra skole til ungdomsuddannelse og beskæftigelse.

Undersøgelsen viser, at vejledningen af børn og unge med særlige behov bliver mest målrettet og struktureret, hvis der er en vejleder, som er særlig orienteret mod vejledning af denne gruppe. En sådan særlig vejleder kaldes en kurator og findes i lidt over halvdelen af kommunerne. Hvis kommunen ikke har en særlig vejleder, kan der være fare for, at børn og unge med særlige behov "forsvinder" i den samlede vejledningsindsats.

Undervisningsministeriet har også udgivet en rapport om tværsektoriel vejledning. Rapporten er oprindelig efterspurgt af Folketingets uddannelsesudvalg, som ønskede en analyse af den samlede vejledningsindsats med forslag til forbedringer. Et af udgangspunkterne for analysen skulle være, at der tages hensyn til elever og studerende med handicap.

Analysen konkluderer, at flere undersøgelser har vist et behov for bedre koordinering og vejledning på tværs af sektorer. Vejledningen er samtidig ikke tilstrækkeligt tilpasset den gruppe unge, der har størst behov for vejledning. Undersøgelser tyder på, at bedre vejledning vil kunne begrænse frafaldet på uddannelserne.

Analysens forslag til forbedringer handler bl.a. om en ny kommunal ungdomsvejledning, som skal være ansvarlig for vejledning i forbindelse med grundskole og overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse. Formålet er at gøre de unges valg af ungdomsuddannelse så kvalificeret som muligt. For unge med særlige behov kan forslaget føre til en mere målrettet vejledning i alle kommuner. Analysen foreslår også en fælles vejlederuddannelse. I den forbindelse lægger Det Centrale Handicapråd stor vægt på, at kendskab til særlige behov pga. handicap kommer til at indgå som en obligatorisk del af en sådan vejlederuddannelse.

Stafetten fra Nævnet for etnisk ligestilling
Nævnet for etnisk ligestilling uddeler hvert år stafetter til forskellige myndigheder, organisationer mv., som ved modtagelsen forpligter sig til at belyse forholdene for etniske minoriteter i Danmark. I 2000 modtog Rådet en sådan stafet og bad i den forbindelse Center for Ligebehandling af Handicappede undersøge, om der er en overrepræsentation af etniske minoriteter blandt børn, der modtager vidtgående specialundervisning i folkeskolen. Centret blev også bedt om at undersøge adgangen til information om sociale tilbud og kompenserende ydelser i kommunerne på andre sprog end dansk. Begge disse undersøgelser blev afsluttet i 2000, og Rådet kunne derfor i foråret 2001 aflevere stafetten tilbage i god orden.

Den ene undersøgelse, der blev gennemført i anledning af stafetten, viste samtidig, at der var et behov for at undersøge, om og hvordan elever i den vidtgående specialundervisning modtager den modersmålsundervisning, som de har krav på ifølge folkeskoleloven. Dette blev derfor genstand for en ny undersøgelse, som Rådet drøftede på sit møde i juni. Undersøgelsen viser, at der er forskellig opfattelser af, om det er amtet eller kommunerne, der har ansvar for at tilbyde og tilrettelægge modersmålsundervisning for børn i den vidtgående specialundervisning. Det er ofte tilfældigt om eleverne får et tilbud, og meget tyder på, at tilbudet som regel ikke er særligt tilrettelagt på en måde, som tager hensyn til de særlige behov eleven har, og som er baggrunden for at vedkommende modtager vidtgående specialundervisning i folkeskolens almindelige undervisning.

På baggrund af undersøgelsen sendte Det Centrale Handicapråd en henvendelse til både Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening (KL) med en opfordring til at samarbejde om at skabe opmærksomhed på dette område. Derudover opfordrede Rådet Amtsrådsforeningen til at se nærmere på, om det rette antal kvalificerede lærere er til stede. KL blev samtidig opfordret til at sikre, at den kommunale modersmålsundervisning gives i en særligt tilrettelagt form, når det er nødvendigt af hensyn til elevens særlige behov i forbindelse med indlæring.

Både Amtsrådsforeningen og KL har forståelse for problemstillingen. Der arbejdes på forskellig vis med at sikre bedre integration af tosprogede i folkeskolen, og i dette arbejde indgår også tosprogede elever i den vidtgående specialundervisning. Begge parter vil være opmærksomme på problemstillingen omkring afklaring af elevernes særlige behov i forbindelse med modersmålsundervisning, men mener ikke umiddelbart, der er brug for helt nye initiativer. Rådet har taget disse svar til efterretning.

I relation til modersmålsundervisning skal det ligeledes nævnes, at Rådet har afgivet høringssvar om udkast til Undervisningsministeriets bekendtgørelse om folkeskolens modersmålsundervisning for tosprogede elever, med tilhørende vejledning. Rådet gjorde opmærksom på, at noget tydede på en betydelig usikkerhed omkring handicappede elevers ret til modersmålsundervisning. Rådet anmodede derfor Undervisningsministeriet om at præcisere over for amter og kommuner, at tosprogede elever med handicap også er omfattet af retten til modersmålsundervisning, og at forpligtelsen gælder for den myndighed, der forestår den øvrige undervisning af eleven. Rådets bemærkninger er ikke medtaget i bekendtgørelsens endelige udgave, der trådte i kraft 1. august 2001. Den tilhørende vejledning er endnu ikke udstedt i januar 2002.

Høringssvar mv.
Arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) har i årene 1998-2001 været omfattet af en pulje til forbedring af handicappedes muligheder for at deltage i uddannelserne. Der blev udarbejdet en handlingsplan med to formål: forbedring af den fysiske tilgængelighed til AMU-centrene og sikring af specialpædagogisk bistand efter behov til deltagere i uddannelserne (kompenserende foranstaltninger).

Der var afsat 23 mio. kr. til gennemførelse af handlingsplanen, og ved udgangen af 2001 var der brugt ca. 20,5 mio. kr. Heraf er de 17,5 mio. kr. brugt på forbedring af den fysiske tilgængelighed i en sådan grad, at AMU-uddannelserne nu anses for at være fysisk tilgængelige. Derudover er der brugt ca. 3 mio. kr. til særligt tilrettelagt undervisningsmateriale, hjælpemidler mv.

Rådet er bekendt med, at Arbejdsmarkedsstyrelsen har udarbejdet en positiv evaluering af handlingsplanens aktiviteter. Men der er ikke ved udgangen af 2001 taget stilling til en videreførelse af den specialpædagogiske bistand på AMU. De uforbrugte midler på ca. 2,5 mio. kr. vil dog blive videreført til 2002. Det Centrale Handicapråd har været meget involveret i etableringen af handlingsplanen og dens gennemførelse. Rådet vil fortsat følge udviklingen i relation til kompensation ved deltagelse i AMU-uddannelser.

Det Centrale Handicapråd har to gange i 2001 haft lejlighed til at afgive høringssvar vedrørende reglerne for den fri ungdomsuddannelse. I begge svar har Rådet især påpeget, at der mangler en særskilt hjemmel til at yde kompensation i forbindelse med uddannelsen til elever, der har behov for dette pga. et handicap. Det betyder fx, at elever, der er hørehæmmede, kun kan få tolkebistand i forbindelse med den fri ungdomsuddannelse, hvis de vælger at lade uddannelsen bestå af dele af andre uddannelser, som giver ret til denne form for kompensation.

Det Centrale Handicapråd har derfor opfordret Undervisningsministeriet til at sikre, at elever på den fri ungdomsuddannelse, der har behov for kompenserende foranstaltninger, får fuld ret til denne kompensation som en del af uddannelsen. Rådets bemærkninger har ikke ført til ændringer. Senest er der i januar 2002 fremsat lovforslag om afvikling af den fri ungdomsuddannelse.

I september 2001 afgav Rådet svar på en høring over en pjece fra Undervisningsministeriet om fokus på beskrivelse af elevens alsidige personlige udvikling. Udgivelsen er tænkt som en hjælp til kommunernes og folkeskolernes arbejde med elevernes alsidige personlige udvikling. Rådet havde umiddelbart indtryk af, at udgivelsen ville være velegnet til formålet, men at der manglede en understregning af, at fokus på elevens alsidige personlige udvikling også gælder for elever med handicap. Rådet er meget opmærksom på, at der kan være en god grund til ikke eksplicit at nævne elever med handicap, netop for at understrege at den almene grundopfattelse selvfølgelig gælder alle elever. Alligevel fandt Rådet, at det ville være bedst at sikre opmærksomheden på særlige behov hos elever med handicap. Dette skyldes dels, at der kan være en tendens til at "glemme" særlige behov, når de ikke eksplicit er nævnt. Dels at det er vigtigt at være opmærksom på eventuelle særlige behov i tilrettelæggelsen af de fysiske rammer og aktiviteter, som kan indgå i arbejdet med at sikre fokus på den alsidige udvikling. Det er vigtigt, at alle elever kan deltage på lige fod. Rådets bemærkninger har ikke ført til ændring.
 

Bolig- og erhvervsområdet

I regel nr. fem om tilgængelighed i FN's Standardregler om lige muligheder for handicappede står der: "De enkelte lande må anerkende, at tilgængelighed er altafgørende for opnåelse af lige muligheder i alle områder af samfundet…" Dette er en af grundene til, at arbejdet med at forbedre tilgængeligheden for handicappede til eksempelvis information, transportmidler og bygninger altid har haft en meget høj prioritet i Det Centrale Handicapråds arbejde.

Rådet har været utroligt positivt over for det arbejde, som det nu nedlagte By- og Boligministerium har lagt i netop profileringen af tilgængeligheden for handicappede og i formandskabet for det daværende tværgående ministerudvalg på handicapområdet. Rådet håber med den nye ressortfordeling, at Økonomi- og Erhvervsministeriet vil vægte den del af ministeriets arbejdet lige så højt, som det nu nedlagte By- og Boligministerium har gjort.

Håb for Center for Tilgængelighed
Primo februar 2002 er der efter 1½ års usikkerhed endelig et tegn på afklaring på Center for Tilgængeligheds fremtid. Efter en beslutning i Hjælpemiddelinstituttet om at lukke Center for Tilgængelighed i oktober 2000 tog det nu nedlagte By- og Boligministerium, i kraft af formandskabet for det tværgående ministerudvalg, initiativ til en redningsaktion. Ministeriet fremskaffede i samarbejde med Socialministeriet midler til en midlertidig drift af Centret i 2001, samtidig med at der blev etableret en arbejdsgruppe, som skulle beskrive et grundlag for en videreførelse af Tilgængelighedscentret. Denne indstilling forelå i marts 2001. Her blev det forslået, at Centrets videreføres med et statsligt tilskud på 6 mio. kr., som aftrappes frem til 2005, hvor Centrets finansiering igen vil blive taget op til overvejelse.

Der var desværre ikke politisk vilje til at sikre Tilgængelighedscentret finansiering via finansloven. Derfor blev finansieringen henvist til satspuljeforhandlingerne i november/december 2001 - i sig selv en voldsom udskydelse af beslutningstidspunktet i forhold til Centrets videre skæbne i 2002. For at føje spot til skade ville skæbnen, at der blev udskrevet folketingsvalg i november 2001 med den konsekvens, at satspuljeforhandlingerne blev sat i stå i afventning af, at den ny regering fik udarbejdet sin finanslov.

Det Centrale Handicapråd har ved adskillige lejligheder gjort regeringen og administrationen opmærksom på det urimelige i denne situation. I en situation, hvor der samfundsmæssigt er så meget fokus på handicappedes vilkår i almindelighed og tilgængelighed i særdeleshed, vil det være et helt forkert signal at sende, hvis ressourceinstitutionen på området nedlægges.

Erhvervsminister Bengt Bengtsen har i februar 2002 via medierne udtalt, at regeringen er indstillet på at sikre Center for Tilgængeligheds fremtid. Rådet håber, at sagen om Centrets skæbne endelig har fundet en løsning, så Centret kan fortsætte arbejdet for at skabe tilgængelighed for handicappede.

Standard for tilgængelighed
Et arbejde som Det Centrale Handicapråd har forventet sig meget af, er udarbejdelsen af DS 3028 Tilgængelighed for alle, der blev offentliggjort den 1. september 2001. Standarden er udarbejdet som opfølgning på „Tilgængelighed for alle - handlingsplan for handicappedes adgang til det fysiske miljø".

Standarden indledes med en beskrivelse af forskellige handicapgruppers krav til bygninger og det ydre areal. Dernæst følger forskellige kapitler med krav til bygninger, der er åbne for publikum, boliger, erhvervsbygninger, sommerhuse etc. Disse krav er formuleret som funktionskrav til fx adgangsveje, toiletter og elevatorer. Ofte er funktionskravene suppleret af en vejledende tekst, der uddyber de enkelte krav. I modsætning til de tilgængelighedskrav, som findes i Bygningsreglement 1995, der især er rettet mod bevægelseshandicappede, medtager standarden også krav, der tilgodeser fx synshandicappedes særlige behov.

Det ser umiddelbart ud til, at "Tilgængelighed for alle" kan være med til at sikre en positiv udvikling inden for tilgængeligheden til det kommende byggeri, men det forudsætter, at standarden får bindende retsvirkning. Ifølge handlingsplanen for handicappedes adgang til det fysiske miljø, skulle der i Bygningsreglement 1995 og Bygningsreglement for småhuse henvises til standarden for tilgængelighed. Ved at henvise til standarden i bygningsreglementerne vil standarden opnå retskraft. Desværre har det vist sig, at det nu nedlagte By- og Boligministeriet kun har haft til hensigt at tillægge dele af standarden retskraft. Rådet skrev derfor allerede i 2000 til daværende by- og boligminister og opfordrede hende til at sikre, at hele standarden tillægges bindende virkning. Rådet ikke fået et positivt svar på denne henvendelse.

Tilgængelighed på turistområdet
En gren af Økonomi- og Erhvervsministeriets område er turistområdet, et område, som Rådet også er opmærksom på. I den forhenværende regerings turismepolitiske redegørelser år 2000 fremgår det, at et pejlemærke for turistudviklingen er, at Danmark fremstår som en handicapegnet turistdestination, og at der skal tages initiativ til udviklingen af en mærkeordning for tilgængelighed. I april 2001 blev der nedsat en projektgruppe, som fik til opgave at udarbejde et beslutningsgrundlag for at kunne realisere visionerne. I oktober 2001 udkom projektgruppens forslag.

Projektgruppen mener, at udformningen af et mærke for tilgængelighed skal bestå af et symbol, der i en enkel og international forståelig udformning både kan signalere "tilgængelighedskvalitet" over for forbrugerne og anvendes i virksomhedernes markedsføring. Symbolet skal suppleres med "tilgængelighedsfakta", der i lighed med de eksisterende "varefakta" på forbrugsvareområdet på en ensartet og systematisk måde beskriver graden og omfanget af tilgængelighed i den pågældende virksomhed.

En mærkeordning bør ideelt omfatte alle de virksomhedstyper, som én turist benytter i forbindelse med rejse og ophold i Danmark. I første omgang vil mærkningen dog ikke blive så omfattende, da det er vigtigt, at man er enige om en klar definition for tilgængelig. En sådan standard findes i øjeblikket kun i form af DS 3028 Tilgængelig for alle. Denne standard omfatter alle former for bygninger med offentlig adgang samt feriehuse. Det betyder, at en mærkeordning baseret på DS 3028 vil omfatte områder som indkvartering, bespisning, attraktioner og seværdigheder og øvrige servicevirksomheder som fx trafikterminaler, biblioteker.

Projektgruppen anbefaler, at der skal gennemføres et pilotprojekt, som færdigudvikler og afprøver de anbefalinger, som er resultatet af projektarbejdet. Endelig foreslår projektgruppen, at relevante danske myndigheder arbejder på, at der i forbindelse med det danske EU-formandskab i 2002 og det officielle handicapår 2003 tages initiativ til udvikling af en fælles international mærkeordning med udgangspunkt i rapportens anbefalinger. Der er blevet indgået en aftalen om at gennemføre projektet, som forventes afsluttet i begyndelsen af 2003. En række virksomheder vil deltage i udviklingen af den påtænkte mærkeordning for tilgængelighed for handicappede og være med til at afprøve ordningen i praksis. Det Centrale Handicapråd følger projektet med interesse.

Vejledning om fleksibel byggesagsbehandling
I efteråret 2001 udsendte det nu nedlagte By- og Boligministerium vejledning om fleksibel byggesagsbehandling. Vejledningen udmønter en række anbefalinger om nye procedurer i byggesagsbehandlingen, som fremgår af en betænkning, der er afgivet af udvalget om modernisering af byggesagsbehandlingen.

Rådet har i sit høringssvar foreslået, at der i vejledningen også anvendes eksempler, hvor reglerne om tilgængelighed inddrages. Der er i vejledningen nævnt eksempler på særligt sagkyndige, som kommunen kan forlange redegørelser eller attestationer fra. Her har Rådet foreslået, at Dansk Center for Tilgængelighed også nævnes som særlig sagkyndig. Vejledningen er endnu ikke udsendt, så det vides ikke, om Rådets forslag er medtaget.
 

Forskningsområdet

Flere forskningsenheder og -centre er efterhånden begyndt at producere forskning og udredninger på handicapområdet. Socialforskningsinstituttet (SFI) har i år gennemført en undersøgelse om forældre til handicappede børn og deres møde med det sociale system i kommunerne. Amterne og Kommunernes Forskningsinstitution (AKF) har undersøgt den amtslige rådgivning på handicapområdet, som er omtalt andet sted i beretningen. SFI offentliggjorde i år den tredje årbog om virksomhedernes sociale engagement, som udgives frem til 2006. Undersøgelsen peger på, at virksomhederne i de sidste to år er blevet bedre til at fastholde syge medarbejdere, hvorimod der ikke er sket de store ændringer i virksomhedernes engagement i forhold til ansættelse af handicappede.

SFI har også set nærmere på, hvordan Den Sociale Ankestyrelses praksiskoordinering virker, den såkaldte benchmarking på førtidspensionsområdet. Spørgsmålet er, om praksiskoordineringen er med til at sikre en bedre og mere ensartet sagsbehandling, som udjævner forskellene mellem kommunerne. Undersøgelsen viser, at praksiskoordinering har en effekt, om end den er meget lille. Praksiskoordinering er et relativt langsigtet virkemiddel, hvor man ikke kan forvente at se store effekter på kort sigt. Derfor er det også svært at se praksiskoordinering som et meget effektivt middel i sikringen af borgernes retssikkerhed.

Efter anmodning fra Socialministeriet har SFI undersøgt Socialministeriets puljemidler med fokus på, hvilken betydning de sociale puljemidler har for den socialpolitiske udvikling. Undersøgelsen blev fremlagt i oktober 2001. På Socialministeriets område blev der i 2000 afsat omkring halvanden milliard kroner til forskellige puljer. De sociale puljemidler har ofte til formål at sætte udviklings- og forsøgsvirksomhed i gang i kommunerne. Undersøgelsen viser, at puljemidlerne ikke som udgangspunkt skaber en socialpolitisk udvikling, men er medvirkende til at opprioritere indsatsen for et bestemt område og skabe udvikling her. Et problem ved puljefinansierede projekter er, at de ofte stopper, når puljefinansieringen udløber. Ifølge socialcheferne i kommunerne gør dette problem sig især gældende på handicapområdet. Der kan derfor være behov for at tage andre værktøjer i brug for at få kommunerne til lave udviklingsarbejde på handicapområdet.

Det Centrale Handicapråd har også drøftet SFI's undersøgelse af holdninger til handicappede fra november 2000, og hvilke strategiske overvejelser man kan drage af resultaterne, når det handler om holdningspåvirkning. Undersøgelsen viser, at integration fremmer positive holdninger over for handicappede. Rådet er enige om, at det er de forskellige handicaporganisationers opgave at være med til at informere om og synliggøre handicappede.

Seksuelle overgreb på handicappede
Socialt Udviklingscenter SUS har udarbejdet et internationalt litteraturstudie om seksuelle overgreb på mennesker med handicap. Formålet med studiet er at anvende den eksisterende viden fra udlandet til at finde ud af, hvordan seksuelle overgreb kan forebygges. Studiet viser, at handicappede generelt har en forøget risiko for seksuelle overgreb. Mennesker med psykisk udviklingshæmning udsættes oftere end andre for overgreb. Ofrene er hyppigst unge kvinder. Krænkeren er i 95% af tilfældene en person, som ofret kender, og typisk en mand. En stor del af overgrebene begås af andre mennesker med psykisk udviklingshæmning. Familiemedlemmer og personale i servicetilbud er også ofte gerningsmænd. Overgrebene anmeldes sjældent til myndighederne. Litteraturstudiet viser samtidig, at kun et fåtal af ofrene tilbydes behandling og støtte efter et overgreb.

Udviklingshæmmede og misbrug
Formidlingscenter Øst har gennemført en undersøgelse af misbruget blandt udviklingshæmmede. Undersøgelsen slår fast, at især alkoholmisbrug er et problem blandt udviklingshæmmede, og undersøgelsen antyder, at alkoholmisbruget sandsynligvis er større blandt udviklingshæmmede end i befolkningen som helhed. Udviklingshæmmede, der har et alkoholmisbrug, er typisk mænd, som bor i egen bolig. Årsagen kan være, at udviklingshæmmede i egen bolig er mere udsatte end beboere i bofællesskaber, fordi den socialfaglige støtte ikke er umiddelbart inden for rækkevidde. Behandlingen af denne gruppe misbrugere består oftest i antabus ordineret af egen læge, hvorimod amternes behandlingstilbud synes uegnet for udviklingshæmmede. Derfor påbegynder Formidlingscenter Øst et udviklingsarbejde for at kvalificere de eksisterende tilbud om misbrugsbehandling til også at rumme gruppen af udviklingshæmmede.
 

IT- og teleområdet

På IT- og Teleområdet har Det Centrale Handicapråd i 2001 fulgt op på sager, som også tidligere har været på dagsordenen. Det vigtigste er her sagen om handicappedes vilkår på teleområdet, hvor der peges på behovet for en fornyelse af lovgivningen om forsyningspligt. Derudover har Rådet i et høringssvar kritiseret den manglende hjemmel til at kræve handicaptilgængelighed i forbindelse med standarderne for elektroniske signaturer. Endelig har Rådet opfordret til, at offentlige myndigheder bliver forpligtet, fx gennem indkøbspolitik, til at sikre at deres hjemmesider overholder standarder for tilgængelighed, således som EU-kommisionen har lagt op til det i forbindelse med eEuropaplanen.

Forsyningspligten til revision
I løbet af 2001 har Telestyrelsen offentliggjort resultaterne af en udredning om handicappedes vilkår på teleområdet. Efterfølgende har Forskningsministeriet sendt udredningen til høring med henblik på at iværksætte politiske initiativer på baggrund af dens konklusioner. Rådet foreslår i sit høringssvar fra juli 2001, at man laver ændringer i lovgivningen om forsyningspligt med udgangspunkt i en ny model for forsyningspligten, som en arbejdsgruppe under De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) har peget på i et notat fra november 2000. På det Centrale Handicapråds møde i september 2001, hvor den daværende forskningsminister Birte Weiss var gæst, blev emnet diskuteret.

Telestyrelsens udredning konkluderer, at den danske forsyningspligtregulering ikke i tilstrækkeligt omfang sikrer, at handicappedes behov for telekommunikation opfyldes. Forsyningspligtreguleringen sikrer driften af teksttelefontjenesten og en nummeroplysningstjeneste til reduceret pris. Men hvis man ser på de nye teknologier, der er kommet på markedet de senere år, er der ingen eller kun ringe muligheder for at anvende dem for flere handicapgrupper.

Udredningen gennemgår endvidere de måder, hvorpå handicappedes adgang til telekommunikation fremmes gennem regulering og finansiering, og inddrager i den forbindelse forskellige modeller i de nordiske lande samt USA og England.

Standardisering fremhæves ofte som en vej frem for at sikre handicappedes adgang til telekommunikation. Udredningen påpeger, at standardisering som oftest er frivillig at følge for producenten, og at et lille land som Danmark ikke har store chancer for at fremme handicappedes adgang til telekommunikation gennem øget satsning på standardisering alene. Først hvis der er en regulering, der foreskriver, at standarderne følges, kan der forventes resultater ad den vej.

Notatet fra arbejdsgruppen under DSI konstaterer ligeledes, at den eksisterende forsyningspligtmodel ikke længere er tilstrækkelig fleksibel og dynamisk til at sikre handicappedes adgang til teleområdet. Notatet foreslår, at "forsyningspligten på handicapområdet ophæves og erstattes af en ny model, hvor teletjenester til handicappede udliciteres efter at have været sendt i udbud blandt samtlige teleoperatører på det danske marked. Tjenesterne skal finansieres solidarisk af samtlige teleoperatører på det danske marked, så tjenesterne kan leveres til handicappede på samme økonomiske vilkår, som tilsvarende ydelser leveres til ikke-handicappede."

Det foreslås også, at modellen skal administreres af en nyoprettet enhed i Telestyrelsen og støttes af et råd, hvor brugerne kan få mulighed for at påvirke enhedens arbejde og prioriteringer.

På Det Centrale Handicapråds møde i september 2001 var daværende forskningsminister Birte Weiss som nævnt gæst. Hun var positivt indstillet over for at inddrage handicaporganisationernes forslag til en ny ordning, så nye områder, der er vokset frem ved siden af den almindelige telefoni - bredbånd og trådløs teknologi - kan anvendes af handicappede på linie med ikke-handicappede. Hun kunne fortælle, at et embedsmandsudvalg var i færd med at kikke på mulige lovændringer, og at det ville indgå i forhandlingerne i løbet af efteråret. Folketingsvalget i november 2001 satte imidlertid en stopper for dette. Det bliver spændende at se, hvad den nye regering har tænkt sig at gøre for at følge op på det tidligere forløb. Rådet vil arbejde for, at sagen ikke bliver glemt.

Elektroniske signaturer
Rådet har ved flere lejligheder i høringssvar givet udtryk for, at det lovgrundlag, der skal regulere brugen af elektroniske signaturer, også skal tage højde for, at handicappede skal kunne anvende de nye teknologier.

I 2001 har Rådet afgivet høringssvar på tre udkast til bekendtgørelser om sikre signaturgenereringssystemer. Og ligesom tidligere efterlyser Rådet, at der tages højde for, at systemerne skal kunne anvendes af handicappede.

eEuropa 2002
Den fælles europæiske eEuropa handlingsplan, som så dagens lys i slutningen af 1999, indeholdt også et afsnit om handicappedes deltagelse i det moderne e-samfund, hvor nøgleordene alle starter med e: e-Businnes, e-Government, e-Learning etc. Afsnittet hed selvsagt eParticipation.

Som et led i eEuropaplanen blev det besluttet at arbejde frem mod det mål, at offentlige hjemmesider i medlemslandene var tilgængelige for handicappede inden udgangen af 2001. Dette skulle ske ved, at hjemmesiderne overholdt de retningslinier for tilgængeligt design af hjemmesider, som er udarbejdet i det internationale WAI-initiativ. EU-kommissionen udsendte i september 2001 en meddelelse, som gjorde status og udstak de veje, ad hvilke dette mål kan nås.

Rådet påpeger i sit høringssvar vedrørende den danske holdning til meddelelsen, at den foreslåede "åbne koordinationsmetode" ikke nødvendigvis sikrer, at målet nås. Det er naturligvis vigtigt, at landende indbyrdes udveksler "best practices" og laver "benchmarking", men det er også vigtigt at sørge for, at de retningslinier, der er tale om, bliver gjort gældende, så det ikke blot er en frivillig sag, om man vil følge dem.

Danske initiativer og retningslinier
I Danmark blev der allerede i 1999 udarbejdet statslige retningslinier for hjemmesiders tilgængelighed (et slags "bygningsreglement for hjemmesider") på baggrund af de internationale retningslinier fra WAI. Handicaptilgængelighed indgår som et delkriterium ved det årligt tilbagevendende kvalitetstjek af offentlige hjemmesider "Bedst på Nettet", som blev gennemført for første gang i 2001. Disse initiativer er der grund til at være stolte over i europæisk sammenhæng, men samtidig er det vigtigt at arbejde for, at de gode retningslinier bliver gjort mere bindende og forpligtende, end tilfældet er nu.

I den sammenhæng henviser Rådet til de planer, der har været fremsat af det tværgående ministerudvalg på handicapområdet i redegørelsen „Lige muligheder for Handicappede" fra november 2000. Heri forpligter den daværende regering sig til at sikre, at tilgængelighedshensyn indgår kontraktligt i udbudsforretninger og offentligt indkøb, og at der ved offentlige indkøb satses på produkter, der opfylder krav om tilgængelighed.

Det er ifølge Rådet helt oplagt at benytte den offentlige indkøbspolitik som løftestang til at sikre, at de IT-produkter (herunder webløsninger), som indkøbes af offentlige myndigheder, overholder standarder for tilgængelighed. På web-området kan der i kontrakterne henvises til, at web-stedet skal overholde WAI-retningslinierne, samt at dette skal kunne godtgøres.

Rådet imødeser med spænding, hvad den nye regering påtænker at gøre på dette område. Ikke mindst i lyset af de mange projekter, der er sat i gang for at styrke den "digitale forvaltning" i regi af den "digitale taskforce", der i efteråret 2001 blev etableret i Finansministeriet.

Sundhedsområdet

I disse år er psykiatriområdet i fokus, og det afspejler sig også i Rådets arbejde. Rådet har forsøgt at gøre opmærksom på behovet for, at der bliver iværksat forsøg med medicinfri afdelinger. Til trods for at både den daværende statsminister og formanden for Amtsrådsforeningen på jubilæumskonferencen om psykiatriens 25 år i amterne udtrykte sig positivt over for forsøg med medicinfri afdelinger, er der endnu ikke iværksat forsøg, som kan være med til at forbedre behandlingstilbudene for psykisk syge.

Rådets aktiviteter inden for sundhedsområdet har samtidig været præget af en ny overenskomst inden for fysioterapiområdet, som Rådet mener har nogle uhensigtsmæssige konsekvenser for den svære gruppe af handicappede. Endelig foreligger en længe ventet redegørelse fra Sundhedsstyrelsen om den fremtidige tilrettelæggelse af indsatsen i forhold til mennesker med sjældne handicap.

Psykiatri
I 2001 er der blevet udarbejdet tre rapporter om forholdene inden for psykiatri, herunder en statusrapport. Alle rapporter er udarbejdet af Socialministeriet og Sundhedsministeriet.

Rådet blev på sit møde i marts 2001 orienteret om regeringens årlige statusrapport om tilbudene til sindslidende, som er udarbejdet af Sundhedsministeriet og Socialministeriet. Rådet mener, at psykiatriområdet er et glimrende eksempel på et område, hvor der har været en positiv udvikling, fordi de nødvendige midler er til stede. Staten, amter og kommuner har været enige om, at der skal gøres en indsats. Der er dog fortsat store problemer inden for børne- og ungdomspsykiatri, bl.a. på grund af mangel på uddannet personale. Rådet mener, at udviklingen inden for psykiatriområdet kan tjene som en slags model for, hvordan det gennem en bevidst indsats kan lade sig gøre at udvikle et område i en positiv retning.

Statusrapporten ser tilbage på udviklingen i tilbudene til sindslidende over en seksårig periode fra 1993-1999. Baggrunden for den positive udvikling på psykiatriområdet er bl.a. de midler, som psykiatriaftalerne af hhv. april 1997 og juni 1999 har skaffet til området samt Socialministeriets botilbudspulje. Kommuner og amter har også bidraget til opførelsen af nye botilbud med beløb svarende til Socialministeriets botilbudspulje. Statusrapporten indeholder et omfattende talmateriale, som belyser udviklingen inden for psykiatriområdet. Fx er antallet af enestuer på de psykiatriske afdelinger og antallet af botilbudspladser steget langt mere end, hvad der var aftalt. Ved udgangen af 1999 var der lidt over 4.000 sindslidende brugere af støtte- og kontaktpersonsordningen, hvilket svarer til forventningerne. Der mangler endnu at blive etableret 70 pladser til psykisk skrøbelige børn og unge, før psykiatriaftalens mål er nået.

Den anden rapport, som også udkom i 2001 er: "Udredning af tilbudene til psykisk svage børn og unge i undervisnings- og socialsektoren og samspillet med sundhedssektorens tilbud", som er udarbejdet af en bredt sammensat arbejdsgruppe under Sundheds- og Socialministeriet. Arbejdsgruppen havde til opgave at se på sammenhængen i tilbudene på tværs af sektorerne. Arbejdsgruppen anbefaler bl.a., at udbygningen af kapaciteten inden for børne- og ungdomspsykiatri fortsætter, jf. psykiatriaftalen for 2000-2002, og at der sikres formelle samarbejdsstrukturer i amter og kommuner og mellem amter og kommuner, ved at der oprettes tværsektorielle koordinationsgrupper. Udvalget anbefaler også, at der lokalt udarbejdes beskrivelser af tilbudene inden for de forskellige sektorer, og at der udvikles informationsnetværk og en tovholderfunktion mellem sektorerne. Amter og kommuner opfordres til i 2002 at lave en status over, hvordan de har fulgt op på udvalgets anbefalinger for at forbedre indsatsen for psykisk svage børn og unge.

Den tredje rapport "Rapport fra Udvalget vedr. samspil mellem tilbudene i psykiatrien og socialpsykiatrien" er også udarbejdet af Sundhedsministeriet og Socialministeriet i maj 2001. Et bedre samspil mellem de to sektorer skal sikre et bedre forløb for den enkelte sindslidende og fremme en kvalitetsmæssig bedre og mere effektiv brug af ressourcerne på området. I dag er samarbejdet mellem amter og kommuner meget forskelligt organiseret. Udvalget foreslår bl.a., at der udarbejdes et fælles værdigrundlag for den samlede offentlige indsats for sindslidende, og at der gennemføres tiltag, som kan styrke samarbejdskulturen på tværs af sektorer og faggrænser. Endvidere foreslås det, at brugen af praksiskonsulenter på psykiatriområdet udbredes til hele landet, at der gennemføres erfaringsopsamling vedrørende brugen af forskellige handleplaner og behandlingsplaner mv., at amter og kommuner aktivt inddrager repræsentanter for de sindslidende og pårørende ved den lokale planlægning af indsatsen, at amterne sikrer lettere adgang til hjælp og støtte i aften- og nattetimerne, og at der på alle niveauer sker en større inddragelse af andre myndigheder og sektorer, fx uddannelses-, beskæftigelses- og boligsektoren.

Medicinfri behandling til sindslidende
Det er Det Centrale Handicapråds holdning, at det som en naturlig del af handicappedes rettigheder bør være muligt at bestemme over egen behandling. Rådet påpegede dette i 1998 og igen på et møde i marts 2001, da det kunne konstateres, at der ikke som anbefalet var blevet iværksat forsøg med medicinfri afdelinger.

I forbindelse med at lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien blev revideret i 1998, blev det i bemærkningerne til lovforslaget anført, at der ville blive iværksat en undersøgelse af muligheden for at etablere forsøg med medicinfri afdelinger. Forslaget blev indføjet efter langvarigt pres fra brugerorganisationerne og Det Centrale Handicapråd.

Sundhedsstyrelsen fremlagde i august 1998 en faglig redegørelse, som anbefaler, at der af hensyn til den generelle forbedring af behandlingstilbudene til psykiatriske patienter i Danmark etableres forsøgsafsnit med henblik på medicinfri behandling. Siden fremlæggelsen er der imidlertid ikke sket noget. Selvom der i Psykiatrilovsaftalen for 2000-2002 er afsat i alt 750 mio. kr. til udbygning af social- og sundhedssektoren.

Rådet skrev i marts 2001 til den daværende sundhedsminister Arne Rolighed og opfordrede til, at der hurtigst muligt blev taget initiativ til at iværksætte forsøg med medicinfri behandling. Han betoner i sit svar til Rådet i juni 2001, at redegørelsen også indeholder en række forbehold og henviser til, at amterne er i gang med overvejelser om at indlede forsøg om medicinfri behandling. Der er indtil videre ikke kommet noget ud af disse overvejelser.

Vederlagsfri fysioterapi
Det Centrale Handicapråd besluttede på sit møde i juni 2001 at skrive til den daværende sundhedsminister Arne Rolighed og gøre opmærksom på, at en stor gruppe af svært handicappede med den nye overenskomst vil få kvaliteten af deres behandling forringet.

Den nye overenskomst på fysioterapiområdet, som trådte i kraft 1. juni 2001, medfører at den hidtidige såkaldte modulbaseret honorering erstattes af et konsultationshonorar. Aftalen betyder, at den tidsafhængige honorering erstattes med en stort set fast takst svarende til tre eller fire moduler, uanset om der ydes, hvad der tidligere svarende til tre, fire eller seks moduler. For de fysioterapeuter, som har mange tidskrævende patienter, vil det blive mindre fordelagtigt at behandle disse patienter. Rådet frygter, at konsekvensen vil blive, at nogle fysioterapeuter fravælger nogle af de mere tidskrævende patienter for at undgå et indtægtstab.

Den daværende sundhedsminister svarer Rådet i oktober 2001, at han er blevet orienteret om, at overenskomstparterne på et møde har aftalt at se nærmere på sagen, og at parterne er indstillet på at indgå de fornødne aftaler om særlige honorarer, hvis det viser sig, at der er behov for det.

Sjældne handicap - indsatsen i sygehusvæsenet
I slutning af 2001 kunne Sundhedsstyrelsen endelig offentliggøre den længe ventede redegørelse: "Sjældne handicap. Den fremtidige tilrettelæggelse af indsatsen i sygehusvæsenet". Formålet med redegørelsen er at øge kvaliteten af den behandling, der tilbydes patienter med sjældne handicap. Redegørelsen indeholder forslag til organisation af undersøgelse, behandling og kontrol af sjældne handicap.

Problemet med området er bl.a., at de enkelte handicapgrupper er så sjældne og komplicerede, og at kendskabet til det enkelte handicap ofte er begrænset på grund af dets sjældenhed. Kendetegnende for denne gruppe er også, at de ofte svære og medfødte handicap kræver langvarig eller livsvarig behandling og støtte fra både sundheds-, social- og undervisningssektoren. Det stiller krav til en velkoordineret og tværfaglig indsats. Redegørelsen forholder sig alene til indsatsen inden for sygehusvæsenet.

Blandt de centrale anbefalinger er for det første, at der skal ske en bedre organisering i form af sammenhængende veltilrettelagt patientforløb med veldefinerede opgave- og ansvarsforløb. I den forbindelse skal der bl.a. udarbejdes en behandlingsplan for indsatsen. For det andet opfordres der til, at behandlingen af de specifikke sjældne handicap samles ved to landsdelssygehuse bl.a. med henblik på at opbygge og videreudvikle særlig viden, erfaring og ekspertise. For det tredje opfordres der til, at der foretages en systematisk registrering af oplysninger med henblik på indsamling af viden. For det fjerde opfordres der til, at der er en ansvarlig amtslig sygehusafdeling på basisniveau, der kan varetage funktionen som den højtspecialiserede enheds lokale samarbejdspartner.

Endelig indeholder redegørelsen forslag til et referenceprogram samt anbefalinger inden for 11 sjældne handicapgrupper. Arbejdsgruppen bag redegørelsen anbefaler også, at Sundhedsstyrelsen nedsætter en følgegruppe, som skal overvåge udviklingen og udbygningen på området og tage relevante opfølgende initiativer.

Justitsområdet

Inden for det retslige område har Det Centrale Handicapråd været optaget af en diskussion om, hvorvidt der bør etableres en FN-konvention på handicapområdet. De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) og Rådet har opfordret Udenrigsministeriet til en aktiv dansk støtte. En alvorlig forbrydelse begået af en psykisk udviklingshæmmede mand aktiverede en diskussion i Rådet om straffeloven og tidsubestemte domme.

Fra Standardregler til konvention?
Gennem de seneste år har der været en stadig mere intens diskussion om, hvorvidt tiden er inde til at supplere FN's Standardregler om lige muligheder for handicappede med en egentlig FN-konvention som internationalt trækdyr på handicapområdet.

DSI henvendte sig derfor i juli 2000 til udenrigsministeren med ønsket om, at Danmark arbejder aktivt for en konvention på handicapområdet. Daværende udenrigsministeren Niels Helveg Petersen vendte i juli 2000 tilbage med besked om, at han i efteråret 2000 vil tage initiativ til et møde herom med de relevante parter - herunder Det Centrale Handicapråd. Et sådan møde har endnu ikke været afholdt.

DSI og Rådets formand har benyttet mellemtiden til at drøfte, hvordan et dansk initiativ evt. kunne se ud, hvis det skulle kunne promoveres af DSI og Rådet i fællesskab. På et møde mellem DSI og Rådets formand i maj 2001 var der enighed om at opfordre Udenrigsministeriet til at støtte tanken om en handicapkonvention - gerne allerede i forbindelse med generalforsamlingen i 2001. På mødet var der ligeledes enighed om, at det ikke vil være hensigtsmæssigt at foreslå en egentlig og fuldt udbygget konvention i første omgang. I stedet blev der på mødet talt om en pragmatisk konvention, dvs. en konvention, som alene holder sig til at fastslå og bekræfte rettigheder til handicappede, som allerede er nedlagt i andre dokumenter - fx menneskerettighedskonventionen, børnekonventionen og FN's Standardregler. En sådan "pragmatisk konvention" ventes - set i forhold til en egentlig konvention - at kunne få en væsentlig lettere gang på jorden og være med til at bane vejen for en efterfølgende og mere omfattende konvention.

Anbefalingen af en aktiv dansk støtte til en handicapkonvention er naturligvis under forudsætning af, at der blandt de internationale handicaporganisationer er absolut enighed om, at en konvention er det rigtige og ønskede instrument.

Psykisk udviklingshæmmede lovovertrædere
I Det Centrale Handicapråd beretning for 2000 findes en beskrivelse af et mindre gennembrud i forhold til mere ligestilling af psykisk udviklingshæmmede lovovertrædere. En undersøgelse fra Center for Ligebehandling af Handicappede i 1996 viste, at psykisk udviklingshæmmede lovovertrædere var underlagt retslige foranstaltninger i urimelig lang tid set i forhold til karakteren af den begåede lovovertrædelse. Undersøgelsen gjorde Rådet opmærksom på, at der var et alvorligt ligebehandlingsproblem med retssystemets behandling af psykisk udviklingshæmmede lovovertrædere.

I 2000 blev den problemstilling behandlet i Straffelovrådet, og Det Centrale Handicapråd havde foretræde for justitsministeren. Der blev vedtaget et lovforslag, som er en forbedring, men som efter Rådets opfattelse slet ikke var vidtgående nok. Problemet er, at psykisk udviklingshæmmede lovovertrædere tidligere blev idømt helt tidsubestemte behandlingsdomme, og disse domme blev oftest først ophævet efter meget lang tid set i forhold til, hvilken forbrydelse den dømte havde begået. Efter lovændringen i 2000 blev der sat nogle tidsfrister som udgangspunkt for varigheden af en foranstaltning med mulighed for forlængelse.

Rådet tog sagen op igen i 2001 på en meget tragisk baggrund. Der blev begået en meget alvorlig forbrydelse af en udviklingshæmmet mand i foråret 2001. Ikke alene var forbrydelsen en af de værste, der kan begås, men manden var på det tidspunkt, hvor han begik forbrydelsen allerede underlagt en behandlingsdom. Den konkrete sag blev omtalt indgående i alle medier, og der var også et stærkt fokus på, hvad det betød, at forbryderen var psykisk udviklingshæmmet og underlagt retslige foranstaltninger i forvejen.

I sin behandling af sagen på Rådsmødet i juni 2001 understregede Rådet, at der ikke var tale om at tage den konkrete sag op til behandling. Men med Rådets store grad af involvering i de lempelser, der skete i lovgivningen, var det vigtigt at få lejlighed til at diskutere den omtale, der havde været i forbindelse med den konkrete sag, herunder af lovændringen, som blev udpeget til være en del af årsagen til, at forbrydelsen kunne ske. Samtidig havde Socialministeriet sat en udredning i gang af hele området omkring psykisk udviklingshæmmede lovovertrædere.

På baggrund af drøftelsen skrev Rådet til justitsministeren, at man bakkede op om de ændringer af straffeloven, som blev gennemført i 2000, og at Rådet også fortsat var indstillet på et samarbejde om yderligere ligebehandling af psykisk udviklingshæmmede lovovertrædere. Justitsministeren takkede for Rådets opbakning, men oplyste også, at der ikke var planer om at ændre den del af straffeloven igen, hverken i den ene eller den anden retning.

Til socialministeren anbefalede Rådet, at den igangsætte udredning også skulle omfatte spørgsmålet om perspektiverne i det behandlingssigte, der ligger i en behandlingsdom. Derudover anbefaler Rådet, at udredningen inddrager ligebehandlingsperspektivet og ser på behandlingen af psykisk udviklingshæmmede lovovertrædere i forhold til, hvordan ikke-psykisk udviklingshæmmede lovovertrædere behandles og agerer i ellers tilsvarende sager. Socialministeriet har svaret, at behandlingsperspektivet er en del af udredningen, men at sammenligningen med normalområdet - kriminelle der ikke er psykisk udviklingshæmmede - ikke er indtænkt i udredningen fra begyndelsen, og da det vil blive en meget stor opgave at lægge ind i udredningen efterfølgende, er det tvivlsomt, om det aspekt vil kunne belyses særlig grundigt.
 

Fra vores egen verden

Rådet holder fire møder årligt i hhv. marts, juni, september og december måned. Møderne i marts, juni og december er af ca. 3½ times varighed, hvorimod mødet i september er et heldagsmøde.

Ministerbesøg og andre gæster
I 2001 havde Det Centrale Handicapråd besøg af to ministre: Trafikminister Jacob Buksti (S) besøgte Rådet i marts, og IT- og forskningsminister Birte Weiss (S) besøgte Rådet i september.

Forsker ved Socialforskningsinstituttet Pernille Hohnen besøgte Rådet i juni måned, hvor hun fortalte Rådet om konklusionerne i Socialforskningsinstituttets rapport: "Fleksjob - En vej til et rummeligere arbejdsmarked?". Rådet havde på mødet i december besøg af Centerleder Per Holm fra Socialt Udviklingscenter SUS, som fortalte om udviklingsarbejdet på bosteder og evalueringsmodel for kvalitetsudvikling "KUBI - KvalitetsUdvikling gennem BrugerIndflydelse".

Temadrøftelser
På septembermødet havde Det Centrale Handicapråd en temadrøftelse om handicap, medicinsk teknologi og etik. Temadrøftelsen blev indledt med et oplæg ved formand for Etisk Råd, Erling Tidemann. På baggrund af drøftelsen blev det besluttet, at Rådet i 2002 skal udarbejde et refleksionspapir om etik og handicap med skitsering af de forskellige problemstillinger.

Rådets sekretariat og sekretariatsbetjeningen
I fortsættelse af overgangen til elektronisk dokumenthåndtering, der blev etableret 1. september 2000, er materiale i papirform til Det Centrale Handicapråd blevet parallelt distribueret elektronisk til medlemmer og særligt sagkyndige i Rådet, der måtte ønske det fra og med septembermødet. Det materiale der omfattes er:

- Indkaldelser og dagsordener
- Mødematerialer med dagsordenspunkter i form af sagsfremstillinger
- Bilag til dagsordenspunkter og bilag, der udsendes mellem møderne (rapporter, no- tater, høringssvar og rådskorrespondance)
- Referater af rådsmøderne

Når det endelige referat foreligger, bliver dette samt det materiale, der i øvrigt er udsendt til Det Centrale Handicapråd gjort offentligt tilgængeligt på Rådets hjemmeside www.dch.dk, hvor der er tre forskellige indgange:

- Referat af Rådsmøderne
- Bilagsoversigt, nummereret fortløbende (datoorden)
- Emneorienteret, ordnet efter grupperne i Rådets journalplan

Nogle bilag vil være offentligt tilgængelige for alle, der besøger hjemmesiden, hvor materialet er til rådighed som tekstindhold og i Word-format. Dog kan der være ophavsretsregler, der gør, at nogle bilag ikke må stilles til rådighed for den brede offentlighed.

Publikationer udgivet i 2001
Det Centrale Handicapråds publikationer udleveres gratis ved henvendelse til Rådet (fås også på bånd og diskette) og kan hentes på Rådets hjemmeside www.dch.dk.

Tyrkisk udgave af: Ret til hjælp for alle - En pjece om handicapkompenserende ydelser i de sociale love
Den tyrkiske udgave af pjecen er et led i Rådets arbejde med Stafet 2000 fra Nævnet for Etnisk Ligestilling. Pjecen, der blev trykt i et oplag på 1500, blev udsendt til kommuner, amter, organisationer mv. i maj 2001.

Handicap og ligebehandling - et refleksionspapir
På Rådets arbejdsprogram i 2000 var en afklaring af begreberne handicap og ligebehandling. Refleksionspapiret er et bidrag til diskussionen om udviklingen af de to begreber og blev udsendt juli 200l i et oplag på 500, og igen i oktober 2001 i 2. oplag på 1000.

Fleksjob
Pjecen om fleksjob, som er udarbejdet i samarbejde med Socialministeriet, udkom i 9. udgave i juli 2001, og med 10. udgave i september 2001 er pjecen nu udkommet i et samlet oplag på 360.000.

Beretning
Ifølge forretningsordenen for Det Centrale Handicapråd skal sekretariatet efter Rådets direktiv udarbejde en beretning om Rådets virksomhed hvert år. Beretningen sendes til socialministeren og offentliggøres efter aftale med Socialministeriet. Beretningen for 2000 udkom i marts 2001 i et oplag på 1.800.

Nyhedsbreve
I 2001 udkom Rådets nyhedsbreve i januar og april i et oplag på 1200. På Rådsmøde nr. 2/2001 blev det som en følge af den øgede elektroniske information til offentligheden om Rådets arbejde besluttet, at Rådets nyhedsbrev "HandicapRåd" ikke længere skulle udkomme. Til gengæld vil Center for Ligebehandling af Handicappedes nyhedsbrev "Lighedstegn" sætte øget fokus på Rådets arbejde, og det tilstræbes, at "Lighedstegn" udkommer i forlængelse af møderne i Rådet, så de seneste nyheder og beslutninger fra Rådets møder kan komme med. Det fusionerede "Lighedstegn" udkom i oktober og december i oplag på 2400.

Høringssvar
Rådets høringssvar på lovforslag fra Folketinget, som Rådet får til høring, kan læses på Rådets hjemmeside www.dch.dk i oversigten over udsendte bilag.
 

Rådets medlemmer 2001

Ifølge Socialministeriets bekendtgørelse nr. 988 af 11. december 1997 om et Centralt Handicapråd § 1 virker Handicaprådet for en fireårig periode fra 1. juli i året efter kommunalvalget, dog således at medlemmerne fungerer, indtil nyt medlem udpeges. Formanden og de 14 medlemmer udpeges af socialministeren, de 14 medlemmer efter indstilling fra nedennævnte organisationer, ministerier og kommuner.

Rådets medlemmer og særligt sagkyndige, der er beskikket for perioden 1. juli 1998 til udgangen af juni 2002, er følgende:

Formand
Fhv. finans- og socialminister Palle Simonsen

Næstformand
Direktør for Landsforeningen LEV, John Møller, udpeget som personligt medlem

Medlemmer
De Samvirkende Invalideorganisationer:
Formand for De Samvirkende Invalideorganisationer, Stig Langvad

Formand for Danske Døves Landsforbund, Knud Søndergaard

Medlem af Nyreforeningen, Willy Jagd Jensen, afgik ved døden december 2001
den 21. januar 2002 efterfulgt af
Formand for Danmarks Psoriasisforening, Ulla Gel

Næstformand i Landsforeningen for Laryngectomerede, Gudrun Mørup

Udviklingschef i Muskelsvindfonden, Jørgen Lenger

Formand for Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesramte, Holger Kallehauge

Direktør for Damp-foreningen, Birgit Christiansen

Indstillet af Amtsrådsforeningen:
Amtsborgmester Søren Eriksen, Vestsjællands Amt

Indstillet af Kommunernes Landsforening:
Borgmester Anny Winther, Støvring Kommune

Indstillet af Københavns og Frederiksberg Kommune:
Socialudvalgsformand Lilian Nilsson, Frederiksberg Kommune

Indstillet af Beskæftigelsesministeriet:
Specialkonsulent Elsebeth Foged, Beskæftigelsesministeriets 4. kontor

Indstillet af Socialministeriet:
Afdelingschef Grethe Buss

Indstillet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet:
Kontorchef Søren Hansen Thomsen, Indenrigs- og Sundhedsministeriets 3. kontor

Indstillet af Undervisningsministeriet:
Konstitueret kontorchef Erik Thorsen, Uddannelsesstyrelsen

Særligt sagkyndige
Boligforhold:
Kontorchef Ella Blousgaard, Det tidligere By- og Boligministeriet nu Erhvervs- og Boligstyrelsen

Trafikforhold:
Kontorchef Helga Theil Thomsen, Trafikministeriets planlægningsafdeling
fratrådt den 16. januar 2001 og efterfulgt af
Kontorchef Dorthe Nøhr Pedersen, Trafikministeriets planlægningsafdeling
fratrådt den 21. januar 2002 og efterfulgt af
Kontorchef Torkil Eriksen, Trafikministeriets planlægningskontor

Kultur:
Afdelingschef Lene Witte, Kulturministeriet
fratrådt den 28. marts 2001 og efterfulgt af
Ekspeditionssekretær Rosa Cedermark, Kulturministeriet

Kommunikation:
Kontorchef Jette Plenge Jakobsen, Telestyrelsen, Ministerium for Videnskab, Teknologi og Udvikling.

Tværsektoriel sagkundskab i forskning:
Professor, dr.med. Thomas Sinkjær, Center for Sansemotorisk Interaktion, Aalborg Universitet

Sekretariatet
Sekretariatsfunktionen varetages af Center for Ligebehandling af Handicappede
Sekretariatschef Mogens Wiederholt
Sekretariatskoordinator Lise Holten ansat den 1. marts 2001.
 

Bekendtgørelse om et Centralt Handicapråd

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 988 af 11. december 1997

I henhold til § 87, stk. 2, i lov nr. 453 af 10. juni 1997 om retssikkerhed og administration på det sociale område fastsættes følgende:

§ 1. Socialministeren nedsætter et Centralt Handicapråd, der rådgiver i handicapspørgsmål.

§ 2. Rådet består af 1 formand og 14 medlemmer, der udpeges af socialministeren. 7 medlemmer udpeges efter indstilling fra De Samvirkende Invalideorganisationer, 1 medlem efter indstilling fra Amtsrådsforeningen, 1 medlem efter indstilling fra Kommunernes Landsforening, 1 medlem efter indstilling fra Københavns og Frederiksberg kommuner, 1 medlem efter indstilling fra Undervisningsministeriet, 1 medlem efter indstilling fra Sundhedsministeriet, 1 medlem efter indstilling fra Arbejdsministeriet og 1 medlem efter indstilling fra Socialministeriet.

Stk. 2. Til støtte for Handicaprådets arbejde udpeger socialministeren endvidere særligt sagkyndige med sagkundskab vedrørende boligforhold, trafikforhold, kultur, kommunikation og tværsektorial sagkundskab i forskning. Stk. 3. Socialministeren kan herudover udpege personlige medlemmer af Rådet.

Stk. 4. Handicaprådet virker for en 4-årig periode fra 1. juli i året efter

kommunalvalget, dog således, at medlemmerne fungerer, indtil nyt medlem udpeges.

§ 3. Det påhviler Handicaprådet at følge og vurdere vilkårene i samfundet for personer med handicap, herunder på det forebyggende område.

§ 4. Folketinget og ministrene kan rådføre sig med Handicaprådet i alle anliggender af generel karakter, der har betydning for vilkårene i samfundet for personer med handicap.

Stk. 2. Med henblik på at sikre, at rimelige hensyn til personer med handicap tilgodeses i samfundets planlægning, kan centrale offentlige myndigheder rådføre sig med Handicaprådet i anliggender, der berører levevilkårene for personer med handicap. Stk. 3. Handicaprådet kan selv tage initiativ og fremsætte forslag til ændringer på de nævnte områder.

§ 5. Socialministeren fastsætter Rådets forretningsorden og stiller den fornødne sekretariatsmæssige bistand til rådighed.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1998.
 

Socialministeriet, den 11. december 1997

Karen Jespersen        / Birgit Elvang
 

Socialmin. j.nr. 7.kt.,j.nr. 0610-6