Udgiver

Det Centrale Handicapråd
Bredgade 25, opg. F, 4. sal
1260 København K
Tlf.: 33 11 10 44
Fax: 33 11 10 82
Teksttelefon: 33 11 10 81
Mail: dch@dch.dk
Hjemmeside: www.dch.dk

Beretningen udgives også på bånd og diskette.
Den kan desuden hentes på Rådets hjemmeside.

Redaktion:
Sekretariatschef Mogens Wiederholt (ansvarshavende)
Sekretariatskoordinator Lise Holten
Informationsmedarbejder Casper Hollerup

Februar 2003
Oplag: 2000
ISBN 87-90985-18-4
ISSN 1395-4660

Foto af ønskebrønd på forsiden: Scanpix/Johnér
Tryk: Scanprint a/s

Indholdsfortegnelse fra trykt udgave:

Forord 7

Handicapår 2003 9

Et skridt tilbage? 13

Afvikling af institutionerne 16

Udlandsophold 20

Boliger til handicappede 22

Mod en FN-konvention 25

Myndighedsområder 27
Det sociale område 27
Arbejdsmarkedet 31
Kultur 35
Trafik 36
Uddannelse 38
Økonomi og erhverv 41
Forskning 43
EU 45
IT og tele 47
Sundhed 49
Justitsområdet 53

Fra vores egen verden 55
Rådets medlemmer 2002 57
Bekendtgørelse om et Centralt Handicapråd 58


Forord

Ambitionsniveauet skal være højere

Af Palle Simonsen
Formand for Det Centrale Handicapråd

„Jeg kan næsten glemme, at jeg sidder i kørestol. Lige indtil jeg kommer til et nyt sted." Sådan skrev en yngre kvinde med sclerose i en kronik i Berlingske Tidende i sommeren 2002.

Det er et udsagn, som i alt dets enkelthed går lige til benet af det, der er så vigtigt at få slået fast i den handicappolitiske diskussion: Handicappet bor ikke i den enkelte. Handicappet er ikke noget, man er, men noget der påføres en udefra. Der, hvor omgivelserne er tilgængelige og holdningerne indrettet efter, at her lever og bor et menneske, som har en funktionsnedsættelse, der er der ikke noget handicap. Først når man kommer til „et nyt sted", bliver det at være fx i kørestol til et handicap.

Derfor er tilgængelighed så vigtigt. Tilgængelighed er nøglen til det, det hele handler om, nemlig ligebehandling. Og med tilgængelighed forstås ikke blot tilgængelighed for kørestolsbrugere til det fysiske rum, men tilgængelighed i ordets bredeste og mest omfattende betydning. Altså også tilgængelighed til uddannelse, arbejde, tjenester og serviceydelser, tilgængelighed til information ja, kort sagt tilgængelighed til et godt liv på lige fod med alle andre mennesker.

Hidtil har vi i Danmark ikke formået at løfte den opgave godt nok. Rapport på rapport herunder ikke mindst ti års dokumentation fra Center for Ligebehandling af Handicappede har blotlagt det ene område efter det andet, hvor vi forskelsbehandler eller ligefrem diskriminerer mod handicappede, uden det har ført til de nødvendige ændringer.

Det er stadig stort set umuligt at finde en tilgængelig helseklinik, den ny Metro installerer billetautomater, som ikke kan benyttes af blinde og svagsynede. Offentlige myndigheder installerer nye administrative edb-systemer, som gør det umuligt at ansætte handicappede. Dansk Standard udarbejder en flot standard for tilgængelighed (DS 3028), men myndighederne vil ikke bruge den i lovgivningen, og Danmark beder om udsættelse for gennemførsel af EU's direktiv om ikke-diskrimination af handicappede på arbejdsmarkedet.

Er det sådan, vi forestiller os, at vi skal fejre Det Europæiske Handicapår 2003? Nej vel. Den kendsgerning, at 2003 er udnævnt til Handicapår, skal bruges til en ny start. Det Centrale Handicapråd forventer, at 2003 vil blive brugt af såvel regeringen som de kommunale myndigheder til at løfte ambitionsniveauet i handicappolitikken.

Regeringen har med „Handlingsplan for handicapområdet" tematiseret en stor del af de handicappolitiske problemstillinger, Rådet har peget på over for regeringen. Men handlingsplanen giver meget få bud, når det gælder de konkrete og præcise initiativer, som skal realisere de overordnede temaer. Det Centrale Handicapråd opfatter derfor handlingsplanen som en skitse, der i den kommende tid skal konkretiseres og præciseres for så vidt angår konkrete midler og initiativer. Det Centrale Handicapråd forventer, at såvel det tværministerielle udvalg på handicapområdet som de enkelte ministerier tager initiativ til drøftelser med Rådet og handicaporganisationerne om, hvilke initiativer der skal tages for at leve op til handlingsplanens overskrifter.

Skal handlingsplanen også blive en handlingsplan af gavn, må der opstilles præcise målsætninger på kort, mellemlangt og langt sigt, som skal kunne evalueres. Det gælder handlingsplanen som helhed og det gælder de enkelte aktiviteter i planen. Det er nødvendigt, hvis handlingsplanen skal have nytteværdi for de 500.000 mennesker med et handicap, som har set frem til denne plan.


Handicapår 2003

Det Europæiske Råd traf på sit møde den 3. december 2001 endelig beslutning om at gøre 2003 til Europæisk Handicapår. I februar 2002 anmodede socialminister Henriette Kjær Det Centrale Handicapråd om at varetage opgaven som nationalkomite for den danske del af det Europæiske Handicapår. Rådet blev til opgaven som Nationalkomite suppleret med en repræsentant fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Landsorganisationen i Danmark (LO).

Nationalkomiteen har dels formuleret en overordnet målsætning for Handicapåret, dels udpeget de hovedtemaer, som skal være gennemgående i året:

Synliggørelse og fokusering
Det overordnede formål med Handicapåret er at udvikle og styrke handicappedes integration, dialogen mellem handicappede og ikke-handicappede samt forbedre handicappedes ligebehandling i samfundet. Det helt afgørende formål med handicapåret er derfor at synliggøre og sætte fokus på handicappedes liv og vilkår over for det store flertal af danskere, som ikke er handicappede.

Men synlighed gør det ikke i sig selv. Synlighed er forudsætningen, men ikke målet. Derfor skal handicapåret også bruges som afsæt for nye konkrete politiske initiativer, som forbedrer handicappede menneskers ligestilling i det danske samfund.

Politiske initiativer
Overordnet har Nationalkomiteen for Handicapåret peget på fire hovedområder, hvor der bør tages nye initiativer i løbet af året:

Brugerinddragelse
Handicappede skal generelt inddrages langt mere i de processer, som påvirker deres egen hverdag. Det gælder den overordnede politiske beslutningsproces lokalt og regionalt. Og det gælder sagsbehandlingen i ens egen konkrete sag.

Tilgængelighed
Samfundet må helt generelt og inden for stort set alle samfundssektorer gøre en ekstra indsats for at sikre, at der er fuld og lige adgang for mennesker med handicap. Det gælder uddannelse, befordring, information, boliger og andre bygninger.

Arbejde
Beskæftigelse er den sikreste og mest effektive vej til integration og ligeværd. Derfor er det helt afgørende, at vi får gjort noget effektivt ved den voldsomme arbejdsløshed, der findes blandt handicappede. Indsatsen skal primært være rettet mod beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked og rumme nye kompenserende foranstaltninger samt påvirke arbejdsgiveres og kollegers holdninger til mennesker med handicap. Kampen om arbejdsmarkedet udkæmpes imidlertid ikke alene fra job til job - den begynder allerede i uddannelsessektoren. Skal handicappede have adgang til arbejde, skal vi først sikre adgang til uddannelse.

Teknologi og hjælpemidler
Skal vi realisere drømmen om ligebehandling af handicappede, så er det helt uomgængeligt, at vi inddrager den nyeste teknologi . Den nye informationsteknologi åbner mulighed for udvikling af hjælpeforanstaltninger, som vi i dag dårligt nok tør drømme om: Tekstning via talegenkendelse, stemmestyrede computere til kommunikationshandicappede etc. Vi skal sikre, at de almindelige borgerrettede teknologier, vi anvender, er indrettet, så de også kan bruges af handicappede. Det er ikke et Handicapår værdigt, at man åbner en ny Metro, hvis billetautomater bygger på en teknologi, som ikke kan bruges af blinde og mange kørestolsbrugere.

Ønsker til Handicapåret
Regeringen offentliggjorde "Handlingsplan for handicapområdet" i forbindelse med den officielle åbning af Handicapåret i februar 2003. For at hjælpe processen på vej har Det Centrale Handicapråd i september 2002 fremsendt en lang "ønskeseddel" til regeringens tværministerielle handicapudvalg, som er ansvarlig for udformningen af handlingsplanen. Ønskesedlen er omfattende, men Rådet lagde især vægt på:

- En langsigtet handlingsplan, som sikrer fuld fysisk tilgængelighed til eksisterende bygninger ved at opstille en strategi for både værktøjer, finansiering og målsætninger for det korte, mellemlange og lange sigte.

- Et strategioplæg med tilhørende handlingsplaner, som sikrer handicappede lige adgang til alle dele af den kollektive befordring og de terminalbygninger, som knytter sig hertil. Herunder også en revision og opdatering af de nu ti år gamle regler om individuel befordring.

- Et politisk initiativ, som sikrer, at der etableres lokale handicapråd eller andre tværgående dialogfora mellem de lokale myndigheder og brugerorganisationerne i kommunen.

- En tilbundsgående analyse af handicappedes beskæftigelsessituation med det formål at skabe det fornødne vidensgrundlag for nye initiativer, der kan skaffe handicappede beskæftigelse på ordinære vilkår.

- En endelig løsning på handicappede studerendes forsørgelsesproblem, så handicappede kan studere på SU - ikke på revalidering.

- Specialpædagogisk bistand i alle de uddannelser, hvor det endnu ikke findes, herunder ikke mindst på voksen- og efteruddannelsesområdet.

Regeringens handlingsplan
Regeringen fremlagde som bebudet sin handlingsplan for handicapområdet i forbindelse med åbningen af Handicapåret den 5. februar 2003. På det tematiske plan er handlingsplanen i god overensstemmelse med Rådets ønsker. De hovedtemaer, Rådet har ønsket prioriteret, er i vid udstrækning reflekteret i handlingsplanen. Men handlingsplanen lider imidlertid under en meget lav konkretiseringsgrad, når det gælder de konkrete og præcise initiativer, som skal realisere de overordnede temaer.

Det Centrale Handicapråd opfatter derfor handlingsplanen som en skitse, der i den kommende tid skal konkretiseres og præciseres for så vidt angår konkrete midler og initiativer. Det er Det Centrale Handicapråds forventning, at såvel det tværministerielle handicapudvalg som de enkelte ministerier tager initiativ til drøftelser med Rådet og handicaporganisationerne om, hvilke initiativer der skal tages for at leve op til handlingsplanens overskrifter.

Informationsaktiviteter i Handicapåret
Som nævnt er det et hovedformål med Handicapåret at synliggøre og sætte fokus på handicappedes liv og vilkår over for det store flertal af danskere, som ikke er handicappede.

Nationalkomiteen er ansvarlig for de centrale aktiviteter, som skal udgøre skelettet til Handicapåret. Men det er helt afgørende at understrege, at det netop kun er et skelet. Det kød og blod, som skal give året liv og få Handicapåret til at fremstå som et omfattende og bredt forankret initiativ, skal komme fra de forhåbentlig mange hundrede centralt, regionalt eller lokalt placerede ildsjæle, som tager Handicapåret til sig, gør det til deres og sætter aktiviteter i gang netop der, hvor de er. For at tilgodese det dobbelte formål med dels af fokusere på den handicappolitiske udvikling, dels at skabe rum for dialog og holdningspåvirkning, har Nationalkomiteen planlagt aktiviteter, som er rettet mod begge formål.

Nordisk konference
Ud over selve åbningen af Handicapåret, som fandt sted i København ved en kombineret konference og event den 5. februar 2003, bliver årets første arrangement i regi af Nationalkomiteen en nordisk konference, som arrangeres i samarbejde med det nordiske samarbejdsorgan på handicapområdet, NSH.

Titlen på den nordiske konference er "Findes der en nordisk handicappolitik". Formålet med konferencen er at belyse og analysere, om der fortsat er mening i at tale om en fælles nordisk handicappolitik, eller om udviklingen i landene er gået i så vidt forskellige retninger, at der i dag er lige så langt imellem de nordiske handicappolitikker, som der er imellem de europæiske i øvrigt.

Reklamekampagne
Som opvarmning til Handicapårets mest omfattende event nemlig buskaravanen, afvikler Nationalkomiteen i de sidste 14 dage af maj 2003 en tv-reklamekampagne. Tv-seerne vil i reklamespots blive gjort begribeligt, at et handicap ikke er noget, der kommer indefra i den handicappede person, men en konsekvens af det samfund vi har indrettet os med.

Buskaravanen
Handicapårets største og mest omfattende arrangement er buskaravanen, som i tidsrummet fra den 2.-18. juni 2003 kører gennem Danmark, eskorteret af en gruppe blinde tandemcyklister, som følger bussen fra amt til amt med stop i de byer, hvor amtsgården ligger. Bussen er netop et eksempel på, hvordan Handicapåret udmønter ønsket om at skabe arenaer og mødepladser for mennesker med og uden handicap.

Når buskaravanen kommer frem til en af sine destinationer, vil den om formiddagen besøge en skole, hvor et team bestående af personer, som selv er handicappede, vil holde et arrangement for skolens 4.-5. klasser.

Efterfølgende vil bussen tage ophold på et centralt torv i byen. I tilknytning til bussen vil der blive afholdt en lang række aktiviteter, som har det fælles formål at skabe dialog og forståelse mellem handicappede og ikke-handicappede. Det centrale i disse aktiviteter vil være mødet mellem amtsborgmesteren og den regionale DSI-formand, som i fællesskab vil få overdraget en check på 10.000 kr. Pengene skal de bruge til at iværksætte en eller anden aktivitet i amtet, som vil være af blivende enten symbolsk eller konkret betydning for handicappede i regionen.

Konferenceugen i Aalborg
Som del af et Handicapår er der naturligvis et stort behov for at diskutere handicappolitik. Derfor er det en selvfølgelig del af inventaret i Handicapåret, at der afholdes et antal konferencer, som fokuserer på de centrale handicappolitiske problemstillinger. Konferencer har imidlertid en tendens til ikke at trække den store opmærksomhed fra offentligheden og medierne. Derfor har Nationalkomiteen - i stedet for at drysse et antal konferencer ud over året - valgt at afholde én samlet handicapuge med en stribe konferencer for at generere større opmærksomhed. Det sker i uge 39. Hver konference henvender sig til hvert sit publikum og har hvert sit tema.

De fem temaer er:

Kulturelle arrangementer
I oktober 2003 holdes et eller flere arrangementer i samarbejde med Berlingske Tidende om handicappede, kunst og kultur. Arrangementerne planlægges indholdsmæssigt af Nationalkomiteen, men afvikles i samarbejde med Det Berlingske Hus.

Åbent hus
Som rosinen i pølseenden har vi på den 3. december 2003 - som jo hvert år er international handicapdag - opfordret samtlige kommuner og amter til at holde åbent hus-arrangementer i alle de organisationer, virksomheder og institutioner, som har noget med handicapområdet at gøre. Det kan være værksteder, specialbørnehaver og -skoler, ungdomsklubber eller botilbud. Åbent hus-arrangementer er en glimrende måde at skabe et rum for mødet mellem handicappede og ikke-handicappede.

Afslutning på Københavns Rådhus
Præcis på årsdagen for åbningsarrangementet, dvs. den 5. februar 2004, slutter vi ringen med et stort afslutningsarrangement på Københavns Rådhus. Her vil vi med udgangspunkt i årets begivenheder, bl.a. erfaringerne fra buskaravanens rundtur til amterne, gøre status over Handicapår 2003.

Lokale arrangementer
De nævnte arrangementer er de aktiviteter, som Nationalkomiteen er initiativtager til eller medarrangør af. Men de udgør kun skelettet til Handicapår 2003. Ind imellem disse aktiviteter vil der året igennem blive afholdt hundredevis af nationale, regionale og lokale arrangementer, som tager afsæt i Handicapåret.

Nationalkomiteen har kunnet støtte et fåtal af disse aktiviteter gennem en projektpulje på 750.000 kr. Støtten er givet til 32 lokalt forankrede projekter, hvor lokale handicaporganisationer, kommuner, handicapråd m.fl. hver for sig eller sammen igangsætter lokale markeringer af Handicapåret.

Handicapårets gang kan følges på www.handicapaar.dk
Hjemmesiden bliver løbende opdateret med nyheder og nye arrangementer.


Et skridt tilbage?

Det Centrale Handicapråd har ofte i 2002 drøftet konsekvenserne af det økonomiske pres på handicapområdet. Den øgede efterspørgsel og stigende krav kombineret med en stram økonomisk ramme betyder, at mange amter og kommuner i disse år rationaliserer og omstrukturerer på handicapområdet.

Regeringens fokus har i høj grad været rettet mod de såkaldt svageste grupper, som alkoholikere, hjemløse mv. Rådet har gentagende gange påpeget, at handicappede ikke skal betragtes som svage, men at de hurtigt kan blive det, hvis ikke de får den rette støtte og kompensation. Rådets bekymring er især stor, fordi de økonomiske stramninger i amternes og kommunernes økonomi synes at være vedvarende. Kombineret med en noget tilbageholden regering frygter Rådet, at handicappede de kommende år kommer til at opleve stilstand og tilbageskridt på mange områder. Vi oplever nu politikere, som sætter spørgsmålstegn ved rettigheder, som ellers synes almindeligt accepteret, når vi taler om kompensation til handicappede. Det Centrale Handicapråd mener derfor, at tiden er inde til en generel socialpolitisk debat om, hvordan vi som samfund vil prioritere vores indsats.

De økonomiske realiteter
Regeringens aftale med amter og kommuner (juni 2002) om økonomien for 2003 betyder, at det offentlige forbrug samlet ikke må stige mere end 0,7% i 2003, og at de næste år bliver lige så stramme. På socialområdet medfører det, at udgiftsstigningen i amterne skal minimeres fra de hidtidige ca. 6-8% på handicapområdet til under 1% - hvis ikke der finder en bred prioritering sted, som kan sikre socialområdet midler i overensstemmelse med behovet for udvikling. Hertil kommer, at omlægninger i effektiviseringens navn er vanskelige at vurdere, fx samdrift af botilbud. Her kan man frygte, at udviklingen går i retning af større institutioner og ensretning frem for individualitet i muligheder mv. for den enkelte.

I november 2002 indgik regeringen og Dansk Folkeparti en aftale om finansloven for 2003. Aftalen bygger på tre målsætninger: Nedbringelse af den offentlige gæld, skattestop og en stram finanspolitik. I aftalen fremhæves indsatsen for de svage grupper i samfundet, herunder ældre og handicappede, som skal ske gennem målrettede forbedringer. Disse forbedringer skal dog primært ske ved brug af midler fra satspuljen.

Amtsrådsforeningen forventer, at amternes budgetter for 2003 samlet set kommer til at ligge på niveau med regnskaberne for 2002. Disse tal dækker imidlertid over nogle store forskelle amterne imellem. I otte amter er der således tale om, at budgettet reduceres i 2003. Den vækst, der er i nogle amter, synes i høj grad at blive anvendt til at udvide antallet af pladser for at imødekomme den stigende efterspørgsel. 11 amter foretager besparelser på i alt 132 mio. kr., som primært omfatter udgifter til løn, personale, administration, vedligeholdelse af bygninger etc. Også midler til ledsagerordning, hjælpemidler, beskæftigelse, forplejning og aktiviteter bliver berørt.

Hen over efteråret har myndighederne og flere interessenter hver især været på banen og givet deres bud på, hvilke konsekvenser de økonomiske aftaler og budgetlægningen i amter og kommuner vil få for de forskellige grupper. Regeringen påpeger, at der samlet set er afsat penge til en øget indsats - også over for handicappede. Det Centrale Handicapråd mener, at det skal påpeges, at man blot ved at se på den samlede og overordnede økonomiske udvikling ikke får det fulde billede af, hvilke levevilkår den enkelte handicappede har i dag - og får de kommende år.

Det Centrale Handicapråd har ved hjælp af egne og andres analyser vist, at mange amter og kommuner reducerer udgifterne på det sociale område gennem rationaliserings- og effektiviseringstiltag og reduktion i service. Ansvaret for disse forringelser må regeringen, amterne og kommunerne finde ud af at placere imellem sig. For så længe ingen gør noget, står mange handicappede tilbage med en nedsat livskvalitet. Er det dét, vi vil?

Rådet er bekymret for udviklingen også set i lyset af, at det økonomiske pres, som handicapområdet står overfor ikke synes at være et forbigående fænomen. Rådet er ikke som udgangspunkt imod amter og kommuner, der omlægger, effektiviserer eller sammenlægger botilbud, så længe det er begrundet i, at det vil skabe en bedre livskvalitet for handicappede, og at det sker i samråd med brugerne. Mennesker med handicap stiller samme krav til kvalitet som ikke-handicappede. Det handler blandt andet om krav til informationstilgængelighed, frit valg, individualiserede løsninger og medinddragelse. Den demografiske udvikling og bedre behandlingsmuligheder mv. medfører stigende udgifterne til hjælpemidler og støtteforanstaltninger.

Til trods for, at handicappede siden særforsorgens udlægning har fået et bedre liv, er der fortsat mange forhold, som halter bagefter sammenlignet med ikke-handicappede og sammenlignet med handicappede i vores nabolande. Der er bl.a. problemer med mangel på boliger til yngre fysisk handicappede og sindslidende, pladser i botilbud og behov for forbedringer af boligstandarden, hvis det skal leve op til nutidig standard.

Det Centrale Handicapråds liste, som er sendt til regeringen i anledningen af Det Europæiske Handicapår 2003, illustrerer fint det virvar af problemer, der fortsat bakses med (se også artiklen her i beretningen om Handicapår 2003).

Regeringens handicappolitik
Regeringens udspil i forhold til handicappede "Handlingsplan for handicapområdet" blev lanceret den 5. februar 2003 i forbindelse med åbningen af Det Europæiske Handicapår 2003. Hermed fik Det Centrale Handicapråd og handicaporganisationerne for første gang et bud på, hvad der er regeringens politik på området.

Rådet kan konstatere, at regeringen tager fat om nogle meget centrale omdrejningspunkter i handicappedes liv såsom tilgængelighed, boliger, livskvalitet, uddannelse og beskæftigelse. Men billedet bliver sløret, når de gode intentioner skal omdannes til realiteter, og når bevillingerne skal gives. Vi befinder os altså fortsat i en ond cirkel uden mulighed for at løse nogle store problemer som fx tilgængelighed til bygninger, udearealer mv., der kræver langsigtet planlægning.

Som økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen påpegede i forbindelse med åbningen af Handicapår 2003, er der tale om en stor gruppe, som skal have de bedste muligheder for et selvstændigt liv med valgmulighed og ansvar. Men vi mangler fortsat at se de langsigtede handlingsplaner, som med konkrete tidsrammer og allokering af økonomiske ressourcer viser, hvordan ambitionerne skal indfries.

Hvor er vi på vej hen?
Det Centrale Handicapråd mener, at tiden er moden til en overordnet socialpolitisk debat. En sådan diskussion har ikke fundet sted siden 1970'erne. Den omprioritering, der foregår, ønsker vi ikke skal finde sted, uden det åbent er drøftet og fastlagt, hvilke intentioner og mål, man har for området. Hvilke overordnede socialpolitiske mål skal samfundet opstille? Skal prioriteringen ske inden for handicapområdets økonomi, eller skal der åbnes for en prioriteringsdiskussion på tværs af områderne, hvor også støtten til de såkaldt stærke grupper overvejes? Skal handicappede ikke have ret til at bo i egen bolig, fordi det er for dyrt for samfundet, hvis vedkommende har brug for hjælp døgnets 24 timer? Og hvad så med folkepensionister, der har hjemmehjælp og hjemmesygeplejerske flere gange i døgnet?

Vi bør diskutere, hvordan vi sikrer et samfund, hvor alle mennesker behandles lige, handicap eller ej. Det Centrale Handicapråd håber, at Handicapår 2003 bliver afsættet til en grundig debat om vores holdninger til handicappede, og hvilke vilkår vi vil byde disse borgere.

Det Centrale Handicapråd mener, at der er behov for en offentlig diskussion om følgende:

- Prioriteringen mellem de forskellige politikområder.
-
Opgavevaretagelsen mellem stat, amt og kommune.

-
Kvaliteten på handicapområdet og handicappedes livsvilkår.


Afvikling af institutionerne

Institutionsbegrebet er ophævet. Hermed er der endeligt gjort op med et af levnene fra særforsorgstiden og opbygningen af totalinstitutionerne, som var med til at isolere handicappede fra den øvrige verden. Administrativt betyder ophævelsen af institutionsbegrebet en adskillelse af boformen og den individuelt tildelte støtte. Botilbud og støtte tildeles efter den enkeltes individuelle behov og støtten kan fx kombineres med tilbud efter andre love, såsom lov om aktiv socialpolitik.

Institutionsbegrebets ophævelse har dog langt videre konsekvenser for praksis, fordi der også i tankegangen ligger et opgør med tidligere tiders måde at tænke rammerne for handicappedes liv og udfoldelsesmuligheder. Institutionsbegrebets ophævelse danner sammen med andre bestemmelser i serviceloven nye rammer for, hvordan vi kan og bør tænke medborgerskabet ind i forhold til den service, støtte og kompensation, som det offentlige yder mennesker med handicap. Begreber som øget brugerindflydelse, retssikkerhed og selvbestemmelse aktualiserer et behov for at tænke i nye metoder og holdninger til mennesker med handicap.

Det Centrale Handicapråd har i løbet af 2002 i flere omgange drøftet aspekter af denne udvikling. Rådet havde i december 2001 besøg af Per Holm, leder af Socialt Udviklingscenter SUS, der i samarbejde med COWI har stået for evalueringen af institutionsbegrebets ophævelse. Anledningen var, at der kort forinden havde været en del omtale i forskellige medier om tre evalueringer, som Socialt Udviklingscenter bl.a. havde foretaget for Københavns Amt. Evalueringerne pegede bl.a. på en række problemer med livskvalitet, medbestemmelse, boligforhold mv. Besøget gav også anledning til at drøfte KUBI-metoden (KvalitetsUdvikling gennem BrugerIndflydelse), der er anvendt i evalueringen.

Rådet drøftede på det efterfølgende møde i marts 2002 Center for Ligebehandling af Handicappedes undersøgelse af personalekvalifikationer i amtslige botilbud. Efterfølgende har Rådet rettet henvendelse til Socialministeriet og Amtsrådsforeningen og pointeret vigtigheden af, at personalet udvikler gode og relevante kvalifikationer og kompetencer. Rådet har derefter afventet Socialministeriets evalueringer på voksen-handicapområdet.

Voksen-handicapområdet
Socialministeriet har med evalueringsprogrammet på voksen-handicapområdet taget tre temaer op: Erfaringerne med institutionsbegrebets ophævelse, udarbejdelse og brugen af handleplaner efter servicelovens § 111 samt sammenhængen i de handicapkompenserende ydelser og tilgrænsende lovgivning.

Det Centrale Handicapråd drøftede de to førstnævnte evalueringer i december 2002. Evalueringen om sammenhængen i de handicapkompenserende ydelser og tilgrænsende lovgivning forventes først udgivet i foråret 2003.

Socialministeriet har med evalueringen af institutionsbegrebets ophævelse ønsket at indsamle viden og erfaringer om, i hvor høj grad og på hvilke måder amterne og kommunerne implementerer loven, først og fremmest ud fra brugernes synspunkter, oplevelser, ønsker og behov. Evalueringen viser, at omstillingen fra institution til boformer er en proces, der på den ene side er begyndt før servicelovens vedtagelse, og på den anden side endnu ikke er tilendebragt. Loven har på denne måde i et vist omfang legitimeret en allerede igangsat udvikling og samtidig initieret denne udvikling.

Der er således tale om, at der i dag eksisterer ret store forskelle på graden af afinstitutionalisering både imellem amterne, imellem kommuner og amter og imellem forskellige botilbud. Historiske forhold betyder, at nogle amter har haft en boligmasse med udgangspunkt i de gamle centralinstitutioner, som det tager tid at gøre noget ved. Sammensætningen af personalegruppen har ligeledes betydning for, hvilket fagligt perspektiv serviceloven tolkes ud fra, ligesom forskellige brugergrupper har forskellige forudsætninger for at udnytte de nye brugerinddragelsesmuligheder.

Evalueringen viser, at den lidt større institution er blevet erstattet af mindre, forskelligartede boenheder, fx parcelhuse med mere familiepræget boligform. Brugerne deltager mere i hverdagens praktiske gøremål og i mange og forskelligartede fritidsaktiviteter. Brugerne kommer både nemmere og mere rundt i lokalsamfundet end tidligere, ligesom de har mere kontakt med samfundets almindelige tilbud i form af indkøbsmuligheder, kulturaktiviteter og serviceydelser. Disse muligheder afhænger dog i et vist omfang af, hvor aktivt personalet er med hensyn til at uddelegere opgaver og ansvar, ligesom brugernes egen formåen spiller ind. Institutionsbegrebets ophævelse har haft mindst gennemslagskraft i botilbud, hvor brugerne er svært handicappede eller svært sindslidende og ofte samtidig har kommunikationshandicap.

Ændringer i de fysiske rammer er lette at håndtere i praksis under forudsætning af, at de økonomiske midler til ombygning og nybyggeri prioriteres. I evalueringen peges der på, at servicelovens fulde implementering også afhænger af et "kulturskifte" blandt personalet på området, og at amterne og kommunerne generelt står over for en ganske stor ledelsesmæssig og holdningspåvirkende indsat, hvad dette angår.

Men de nye rammer stiller også nye forventninger til brugernes rolle. Blandt andet om at kunne formulere ønsker og behov og i højere grad være "herre i eget hus". Brugerne får nye rettigheder, men også nye pligter.

Handleplaner
Indførelsen af handleplaner (§ 111-handleplaner) er et af de synlige skridt i retning af en øget brugerinddragelse og selvbestemmelse. Handleplanerne skal på samme tid styrke brugerinddragelsen, sikre at indsatsen tilrettelægges individuelt ud fra brugernes ønsker, behov og livssituation, styrke en helhedsorienteret indsats og øge kontrollen af kvaliteten på det sociale område og brugerens retssikkerhed.

Socialministeriets evaluering af handleplaner viser, at anvendelsen af handleplaner er spredt og uensartet, og at lovens bestemmelser langt fra er gennemført. I kommunerne er man ikke nået langt med handleplanerne, mens amterne ser ud til at være nået længst. Der er store forskelle på planernes form, omfang og indhold, ligesom der er en vis uklarhed om, hvad en § 111-handleplan er. Planerne er oftest formuleret af brugerens plejefaglige personale eller kontaktperson og i mindre grad i samarbejde med brugeren eller pårørende. Det gælder især for handicappede og sindslidende, der har svært ved at udtrykke sig verbalt. Disse brugere har kun i ringe grad mulighed for at få indflydelse på deres egen dagligdag, bolig, arbejdsplads og uddannelse. Det er også i disse botilbud, at intentionen om at ophæve institutionsbegrebet har haft mindst gennemslagskraft.

Det Centrale Handicapråd forventer, at brugen af handleplaner udbredes i såvel amter som kommuner, og har i et brev til Socialministeriet opfordret til at intensivere arbejdet med handleplaner i amter og kommuner og få de usikkerheder, der eksisterer, ryddet af vejen.

Det lange seje træk
At forandre de fysiske boligrammer, personalets kvalifikationer og brugernes rolle er ikke lige noget, der sker "over night". Der er tale om en fortløbende proces, som kræver en kontinuerlig opmærksomhed og indsats. Rådet har løbende haft dette tema på dagsordenen og ser det som et fremskridt, at der i 2002 er fremkommet ny viden på området.

Særligt synes der at være behov for at rette fokus på personalets kvalifikationer og kompetencer. Det handler ikke bare om, at personalet skal have en relevant faglig uddannelse, men også om at forandre holdninger, menneskesyn og finde metoder til at arbejde i et langt mere lærende miljø med det formål at give brugerne mere indflydelse på deres eget liv og derigennem øget livskvalitet. Især er der behov for at udvikle og udbrede metoder til brugerinddragelse. Forskellige brugere har forskellige behov. Nogle brugere har i en lang årrække levet under institutionsrammer, regler og normer, som gør det svært at bryde med den gængse institutionsrolle.

Brugerne har i lighed med personalet behov for at vide, hvad serviceloven medfører af muligheder og krav til dem. Brugere med kommunikationshandicap er her stillet i en særlig vanskelig situation, hvis ikke personalet har kendskab til kommunikationsmetoder som tegn-til-tale, tegnsprog og pædagogiske metoder til at aflæse og tolke nonverbalt sprog. Her spiller efteruddannelse af personalet naturligvis en rolle. Der er især behov for at udvikle metoder, som er rettet mod de brugere, hvis funktionsnedsættelse personalet skal kompensere for.

Der bør også sættes ind overfor tendensen til, at det er medarbejderne i botilbuddene, der bestemmer over boligens indretning og møblement, som opstiller husregler og på andre måder bestemmer over beboernes bolig og hverdag. Respekten for den enkelte beboers individuelle ønsker, smag og behov er et element i at være herre i eget hus.

Det Centrale Handicapråd ser evalueringerne som et vigtigt redskab i den videre proces, fordi de kan give et fingerpeg om, hvor der særligt skal sættes ind, for at udviklingen de kommende år kan komme i tråd med lovgivningens intentioner. Men samtidig skal Socialministeriet, amter og kommuner også holdes fast på, at det ikke er rimeligt, at der i dag eksisterer så store forskelle i indsatsen, som evalueringerne viser. Det er ganske enkelt ikke rimeligt, at der er så stor forskel i tempoet for så vidt angår implementering af ny lovgivning. Der er behov for større fokus på retskulturen i kommunerne, når vi kan se - som tilfældet er med handleplanerne - at kommunerne reagerer så trægt.

Det er Socialministeriets intention, at området skal udvikles ved at udbrede kendskabet til de gode eksempler, ved metodeudviklingsprojekter og ved efteruddannelse af personalet. Det er alt samme gode og hensigtsmæssige intentioner. Men samtidig kan man ikke komme uden om, at en udvikling på området også hænger sammen med økonomien. En stram økonomisk styring af kommuner og amter rammer også handicappede borgere, når planerne for ombygning eller udbygning af boliger udsættes, og når der spares på personalenormeringerne og dermed på støtten til den enkelte beboer.

Ophævelsen af institutionsbegrebet og hele institutionstankegangen er en løbende proces, som kræver noget af mange parter. Der stilles store krav til personalegruppernes evne til omstilling, metodeudvikling og holdninger. Der er ingen tvivl om, at personalegrupperne gerne vil gøre det så godt som muligt. Men et lærende miljø kræver overskud og gode arbejdsforhold, tid til den enkelte beboer ligesom det kræver ledelse og en ordentlig økonomi at arbejde ud fra.

Der er sat gang i en udviklingsproces, som vil ændre på mange af tidligere tiders holdninger og fordomme over for handicappede. En proces som med tiden vil betyde, at handicappede borgere kan udøve deres medborgerskab på langt mere lige vilkår med den øvrige befolkning. Men det er også en proces, som kan skifte spor, og hvor nogle grupper af handicappede lades i stikken i forhold til andre mere velfungerende grupper. Der bør derfor rettes en særlig opmærksomhed mod de handicappede borgere, som har de største behov for kompensation og støtte.


Udlandsophold

Der foregår en stigende internationalisering af samfundet. Det indebærer, at arbejdsmarkeder på tværs af landegrænser og regioner integreres, at uddannelser oftere tages delvis i udlandet, og at folk rejser mere og længere væk.

Det Centrale Handicapråd bad derfor i begyndelsen af 2001 Center for Ligebehandling af Handicappede om at foretage en tværgående analyse af handicappedes muligheder for at tage del i den stigende internationalisering i form af uddannelse, arbejde og ferieophold i udlandet. Baggrunden for Rådets anmodning var en tidligere sag om en ung, blind mand, der ønskede at studere ved et universitet i udlandet i to år, men fik afslag på at få sit forsørgelsesgrundlag samt hjælpemidler med sig. Begrundelsen var, at en af forudsætningerne for at få handicapkompenserende hjælp er, at man fysisk opholder sig her i landet.

Der er koblet et snævert domicilbegreb til den lovgivning, som handicapbetingede serviceydelser bevilges efter. Bopæl i Danmark i snæver forstand antages at være en betingelse for enhver handicapkompenserende ydelse. Det betyder, at det snævre domicilbegreb udgør en væsentlig barriere for at få fx hjælpemidler, bil, personlig hjælp mv. med under udlandsophold. Endvidere er der meget dårlige muligheder for at få bevilget dækning af ekstraudgifter, der er en følge af handicappet. Dog kan handicappede få lov at medtage hjælp og støtte under ganske kortvarige ophold i udlandet under bestemte forudsætninger, der er beskrevet i en "udlandsbekendtgørelse".

Centrets analyse har således vist følgende problemer inden for de tre undersøgte områder ferie, uddannelse og arbejde i udlandet:

Ferie i udlandet
For bevillinger til udlandsrejser viste der sig primært to generelle problemer, nemlig merudgifter i forbindelse med hjælper på udlandsophold og tidsgrænser.

Ifølge Centrets undersøgelse er udgangspunktet i praksis, at en handicappet person kun kan tage sin hjælperordning med til udlandet i højst 14 dage. Det svarer til et kortvarigt ferieophold efter udlandsbekendtgørelsen. Denne praksis giver altså ikke mennesker med handicap mulighed for at rejse ud på ferie på lige vilkår med ikke-handicappede. Endvidere fastslår udlandsbekendtgørelsen, at der kun i særlige tilfælde kan ydes tilskud til dækning af ekstra omkostninger, der er forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet. Det vil sige, at den handicappede fx selv skal betale de ekstraomkostninger til hotel, transport mv., der er forbundet med at have en hjælper med til udlandet.

Arbejde i udlandet
Ved midlertidige arbejdsophold i form af tjenesterejser eller udstationering gælder de samme problemer som skitseret ovenfor om hjælperordning under ferieophold i udlandet.

Dertil kommer, at en del mennesker med handicap har fået bevilget en personlig assistent til arbejdsopgaver, de på grund af handicappet ikke selv kan varetage efter lov om kompensation til handicappede i erhverv. Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen gælder kompensationsloven i udgangspunktet ikke uden for Danmarks grænser. Men loven skal forstås således, at refusion af udgifter til personlig assistance kan ydes ved arbejdsbetingede rejser og dermed også arbejdsbetingede udlandsrejser. Der findes imidlertid ikke i kompensationsloven en nærmere præcisering af, hvor lang en udlandsrejse kan være. Centrets undersøgelse af praksis viste, at der er en markant forskel på handicappedes muligheder, hvad angår varigheden af rejser i forbindelse med ferier og arbejde. Det offentlige sætter her forskellige grænser for, hvor længe man vil dække en dansk handicappet person på tjenesterejse i udlandet.

Ved udstationering i udlandet gælder kompensationsloven ikke. Arbejdstagere i fleks- og skånejob har heller ikke mulighed for udstationering i udlandet, men kan kun deltage i tjenesterejser af kortere varighed. Tidsbegrænsningen er heller ikke nærmere defineret her.

Mennesker med handicap, der er bosat i Danmark, men dagligt pendler frem og tilbage over landegrænser til fx Sverige eller Tyskland kan heller ikke benytte kompensationsloven, ligesom de heller ikke kan benytte arbejdslandets kompensationsordninger, fordi de ikke er bosat i landet.

Uddannelse i udlandet
Handicappede studerende, der modtager revalideringsydelse eller særlige hjælpemidler under uddannelse, har ikke samme muligheder for at studere i udlandet som andre studerende. Grænsen for udlandsophold er ifølge aktivloven på et til to semestre. Endvidere skal den studerende opfylde en række krav bl.a. om, at udlandsopholdet skal være et obligatorisk led i uddannelsen for at kunne bevilges. Dette er med til at afskære handicappede studerende fra at tage på almindelige studieophold i udlandet på lige fod med andre studerende på SU. Studerende på SU kan tage SU'en med i op til fire år under studier i udlandet.

Det Centrale Handicapråd mener, at det er dybt problematisk, at mennesker med handicap ikke har de samme muligheder som andre for at tage del i den stigende internationalisering. På andre retsområder anses dansk domicil ikke for opgivet, selv ved længere tids fravær fra Danmark, hvis vedkommende har til klar hensigt at vende tilbage til landet. Rådet mener derfor, at det meget snævre domicilbegreb skal åbnes i relation til handicapkompenserende ydelser for at sikre, at mennesker med handicap kan deltage i internationaliseringen.

Boliger til handicappede

"Ude godt - hjemme bedst" , hvorfor er det nu, vi siger sådan? Ja, svaret skulle helst være, at vi forbinder vores hjem, vores bolig med noget positivt, noget trygt, noget værdifuldt. Boligen forbinder vi med et "hjem", hvor vi er os selv, kan være sammen med vores familie og venner og gøre, hvad der passer os.

Boligen udgør en væsentlig del af vores identitet og er derfor en vigtig faktor både i forhold til opfattelsen af os selv og i kontakten med omverdenen. Dette gælder, uanset om personen er handicappet eller ej. Det Centrale Handicapråd har i årets løb fulgt med i debatten om mangel på boliger til handicappede, og de initiativer der er taget for at afhjælpe denne ulykkelige situation. Rådet har ligeledes afventet regeringens handlingsplan for handicapområdet for et udspil.

Boligformer
For de fleste er livets første bolig den, de deler med forældrene. Dernæst flytter mange i ungdomsbolig, på kollegium eller lignende. Herfra fortsætter "boligkarrieren" for mange med en lejebolig, en andelsbolig eller en ejerbolig. For nogle menneske slutter "boligkarrieren" her, for andre sluttes med ophold på et plejehjem, i et bofællesskab for ældre etc. Men fælles er, at vi, så vidt det er muligt, selv vælger vores bolig og vores boligform alt efter vores ønsker, behov og økonomi.

Men sådan er det ikke altid for personer med et handicap. Handicappede har som alle andre ønsker til bolig og boformer. Herudover kan handicappede have særlige krav til boligens fysiske indretning, til hjælpermidler og/eller personlig hjælp.

Tidligere var mange mennesker med især vidtgående handicap pr. automatik henvist til et liv på institutioner. På disse institutioner blev samtlige personens behov dækket. Institutionen fungerede som bolig, arbejdsplads og fritidsaktivitetssted. Men med serviceloven (1998) blev det hidtidige institutionsbegreb ophævet og erstattet med et princip om, at boligen (uanset form) skal være brugerens hjem. Et hjem for privatliv og selvbestemmelse - og et skridt i den rigtige retning.

Hvorfor er der boligmangel?
Men hvorfor hører vi så igen og igen, at der mangler boliger til mennesker med handicap, at handicappede ikke har mulighed for at flytte fra forældrene, at yngre handicappede bor på plejehjem for ældre etc.?

Generelt set er der boligmangel, og det gælder for handicappede som for ikke-handicappede. Men for handicappede gælder der andre spilleregler, når der skal findes en bolig. Mange handicappede stiller særlige krav til boligen. Det kan være i form af fysiske krav til boligens indretning og størrelse. Hvis vi fx ser på antallet af boliger, der er indrettet, så kørestolsbrugere kan færdes uden problemer, er antallet minimalt. Ganske vist er der mulighed for at få hjælp til boligændringer, så boligen kan blive tilgængelig, men der er grænser for, hvor megen hjælp, der er at hente. Det er eksempelvis ikke almindeligt, at man bare lige opfører en elevator til 4. sal, hvis en kørestolsbruger er så heldig at finde en ledig lejlighed på 4. sal.

Har man særlige behov, som ikke vil kunne afhjælpes i "egen" bolig, kan man tilbydes et botilbud efter kapitel 18 i lov om social service. Eksempler på botilbud kan være botilbud til udviklingshæmmede og sindslidende. Der kan imidlertid være langt mellem disse botilbud, og kvaliteten kan variere meget.

For mennesker med handicap er boligvalget derfor ofte begrænset alt efter karakteren af handicap. Mulighederne er ikke mange og ofte går processen via den kommunale eller amtskommunale forvaltning. Handicappede, der har behov for botilbud efter lov om socialservice kapitel 18, har kun i begrænset grad indflydelse på valg af bolig og medbeboere. Indflydelsen sker gennem visitation, ligesom der specielt i de små kommuner er et begrænset antal bomuligheder at vælge imellem. Det er dermed ofte "den tomme plads princip", der bestemmer, hvor man kommer til at bo. Det begrænsede udbud af boliger medfører, at det er svært at sige nej til et tilbud. Det resulterer i, at brugere med meget forskellige handicap og støttebehov og alder kommer til at bo sammen. Hvad ville ikke-handicappede sige til at blive "placeret" i en bolig sammen med mennesker, som ikke var selvvalgte?

Målsætninger
Det fremgår af regeringens "Handlingsplan for handicapområdet" (februar 2003), at målsætningen inden for boligområdet er, at "Handicappede skal have mulighed for at vælge en bolig, som passer til den enkeltes behov." En flot målsætning, som Rådet støtter. Spørgsmålet er så, hvordan målsætningen realiseres?

- Der er for perioden 2001-2004 samlet afsat 112 mio. kr. til at forbedre boligforholdene for yngre, fysisk handicappede.

- Socialministeriet har to puljer til at forbedre boligforholdene. Den ene kaldes BOFY-puljen. Det er sigtet, at puljen primært skal anvendes til ombygning, tilbygning og modernisering af eksisterende boliger og især i de tilfælde, hvor yngre, fysisk handicappede bor sammen med ældre mennesker. Puljen er desuden tilrettet opkvalificering af personale på eksisterende plejehjem og botilbud i kommuner og amter. Der var i 2002 afsat 19 mio. kr. til puljen. Erhvervs- og Boligstyrelsen administrerer en del af puljen, nemlig den del der går til nybyggeri i henhold til lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger mv.

- Socialministeriets anden pulje kaldes BOSIM-puljen. Den er etableret for at forbedre boligforholdene for udviklingshæmmede og fysisk handicappede. I 2002 er der afsat 8,6 mio. kr. Puljen kan søges til udgifter ved ombygning og modernisering af eksisterende bygninger og aktiviteter i og uden for boligen, samt til kurser og efteruddannelse af personer, der arbejder med udviklingshæmmede og fysisk handicappede.

- I aftalen om flere og bedre boliger, som regeringen indgik i oktober 2002, indgår bl.a. en aftale om, at der af Landsbyggefondens midler bliver mulighed for at yde støtte til forbedring rettet mod handicappede og tilgængelighed i almene boliger inden for en ramme på 50 mio. kr. årligt i perioden 2003-2008.

- Som en del af boligaftalen fra efteråret 2002 er det besluttet, at staten i årene 2003 og 2004 overtager hele det offentlige tilskud til almene boliger til yngre, fysisk handicappede.

Ovenfor er nævnt de økonomiske midler, der er afsat til at forøge og forbedre boliger for handicappede. Herudover har lovgivningen fra 1. juli 2002 været ændret, så det i dag skulle være lettere for handicappede at vælge et botilbud eller anden særlig bolig for handicappede (fx ældreboliger efter almenboligloven) et andet sted i landet end den kommune, hvor personen bor.

Socialministeriet afholdte i oktober 2002 en lukket arbejdshøring om boliger til handicappede. Formålet med høringen var at få belyst de barrierer og udfordringer, der er i den kommunale og amtskommunale beslutningsproces, når det drejer sig om at etablere boliger for handicappede. I høringen deltog politikere, ledende embedsmænd i kommuner og amtskommuner, praktikere og handicaporganisationer. Det Centrale Handicapråd var også repræsenteret. Høringen gav ikke anledning til, at der kom nye oplysninger frem. Det synes fortsat at være driftsudgifterne, som afholder kommuner og amter fra at bygge tilstrækkeligt med boliger til handicappede. Endelig er der i aftalerne om den kommunale økonomi for 2003 aftalt at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal foretage en udredning af handicapområdet. Arbejdsgruppen er nedsat under Socialministeriet og skal kortlægge det samlede handicapområde i amterne (bortset fra hjælpemiddel- og bilområdet), herunder det fremtidige behov for udbygning inden for realistiske økonomiske rammer. Arbejdsgruppen skal aflevere sin redegørelse senest 1. marts 2003.

Mod en FN-konvention

Det Centrale Handicapråd har også i 2002 fulgt arbejdet med at etablere en FN-konvention på handicapområdet. I det forløbne år er der taget væsentlige indledende skridt mod udarbejdelse af en FN-konvention på området. Rådet har forholdt sig til denne internationale udvikling med stor interesse, da det i Danmark er forholdsvis nyt, at overnationale, retlige dokumenter foreslås som løftestang til at forbedre handicappedes forhold.

De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) opfordrede i 2000 den danske udenrigsminister til at engagere sig i arbejdet for en konvention på handicapområdet. Det Centrale Handicapråds formandskab og DSI har herefter drøftet, hvordan et konkret initiativ om en handicapkonvention eventuelt kan se ud, når det skal falde i tråd med hidtidig dansk handicappolitik og den internationale udvikling i forhold til rettigheder og mennesker med handicap. På et møde i maj 2001 blev Rådets formand og DSI enige om at støtte idéen om en egentlig konvention på handicapområdet. Støtten forudsættes af, at der blandt internationale handicaporganisationer er fuld opbakning til, at en konvention er det rigtige handicappolitiske instrument.

Der er således opnået en enighed om, at Danmark skal støtte idéen om en bred strategi med en FN-konvention, der på den ene side fastslår grundlæggende menneskerettigheder for handicappede, og på den anden side bidrager til, at handicapperspektivet integreres i de seks øvrige FN-konventioner, som Danmark har ratificeret, og til en styrkelse af FN's Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede.

Der er tale om en tosporet strategi for at sikre handicappedes rettigheder: Handicapaspektet skal være en del af - eller „mainstreames" med et engelsk udtryk - i de eksisterende FN-konventioner, og samtidig skal der arbejdes mod en specifik handicapkonvention, som fastslår og styrker handicappedes menneskerettigheder.

Denne handicappolitiske strategi er i tråd med anbefalingerne fra Bengt Lindquist, som er FN's særlige rapportør for FN's Standardregler, og med konklusionerne i FN's Menneskerettighedskommissions analyse af relevansen og anvendelsen af FN's menneskerettighedsinstrumenter på handicapområdet.

Det internationale arbejde
I 2001 nedsatte FN's generalforsamling på foranledning af Mexico og andre lande en ad hoc-komite, som havde til opgave at undersøge mulighederne for at udarbejde en FN-konvention på handicapområdet. Hermed er tanken om en international handicapkonventionen sat i søen i FN-regi.

Det Centrale Handicapråd har også i 2002 fulgt ad hoc-komiteens arbejde med stor interesse, da der her er tale om et konkret skridt i retning af en retlig bindende handicapkonvention. Fra den 29. juli til 9. august 2002 holdt FN's ad hoc-komite sit første møde i New York. På mødet deltog formanden for DSI, Stig Langvad, i den danske regeringsdelegation. Mødet viste en bred opbakning blandt deltagerne fra andre lande til et fortsat samarbejde om at vurdere mulighederne og behovet for en FN-konvention. Den danske delegation fik, som talerør for EU, sat fire emner på dagsordenen for diskussionerne i komiteen: Hvorfor skal der udarbejdes et retligt bindende dokument? Hvilken type retligt bindende dokument skal det være? Hvordan skal dokumentet knyttes til FN's Standardregler og andre menneskerettighedsdokumenter fra FN? Hvordan skal en overvågningsmekanisme konstrueres?

Nordisk oplæg
Før komiteens første møde havde DSI deltaget med en repræsentant i den danske delegation ved FN's Menneskerettighedskommissions møde i Genève i april 2002. Danmarks indlæg var på forhånd sikret en officiel opbakning fra de øvrige nordiske landes officielle regeringsdelegationer. Talen præsenterede den tosporede tilgang om at sikre handicappedes menneskerettigheder: Dels skal handicapdimensionen indføres i de seks eksisterende FN-konventioner, dels skal der udarbejdes en FN-konvention på handicapområdet, som er baseret på FN's Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede (1993) og på FN's Verdenshandlingsprogram (1982), som standardreglerne er baseret på.

Disse synspunkter blev også bakket op af Det Europæiske Handicap Forum (EHF) på generalforsamlingen i Madrid i 2002, hvor PTU's formand, landsretsdommer Holger Kallehauge, fremlagde forslaget på vegne af de nordiske lande sammen med nogle bud på indholdet af et muligt konventionsforslag. Hermed står de europæiske paraplyorganisationer samlet bag den strategi om en konvention, som blev fremført af den danske delegation i FN.

Rådets fremtidige fokus
Ad hoc-komiteens anbefalinger er sendt videre til FN's Generalforsamlings tredje udvalg, og komiteen mødes i efteråret 2003 forud for mødet i FN's Generalforsamling. Komiteen har anmodet FN-systemet om at indsamle synspunkter forud for mødet for at få overblik over medlemslandenes og handicaporganisationers holdninger til de fire temaer, som den danske delegation fik sat på dagsordenen for det videre arbejde mod en FN-konvention.

2002 mundede ud i, at en FN-konvention på handicapområdet ser ud til at være sat på skinner. For Det Centrale Handicapråd er det derfor ikke så meget et spørgsmål om, at der kommer en handicapkonvention, men mere et spørgsmål om hvornår og hvad den kommer til at indeholde. Opmærksomhed på de danske og internationale aktiviteter i den forbindelse vil derfor også blive en vigtig del af Rådets arbejde i 2003.

Myndighedsområder

Det sociale område

Det Centrale Handicapråd indledte 2002 med at få besøg af socialminister Henriette Kjær, som den første minister fra den nye regering. På mødet slog ministeren hurtigt fast, at handicappede ikke skal indgå i massebetegnelsen "de svage" eller blandt de "særligt udsatte grupper". Der er et tydeligt behov for at signalere, at handicappede absolut ikke behøver at være en svag gruppe, men er en gruppe, der har andre behov, og derfor også skal have sin egen handleplan. Signalet er også vigtigt at sende i forhold til specifik, målrettet uddannelse til de mennesker, der arbejder med og for mennesker med handicap. Det rejser nogle helt særlige krav til viden og indsigt, som man ikke får på generalistuddannelser og andre steder, hvor man skoles til at håndtere "massen".

Socialminister Henriette Kjær
Socialminister Henriette Kjær besøgte Det Centrale Handicapråd i marts 2002. Ministeren fastslog, at handicapområdet er et af regeringens kerneområder. Af regeringsgrundlaget fremgår derfor også, at der skal gøres en særlig indsats for de udsatte grupper af blandt andet alkoholikere, psykisk syge m.m. Handicappede er også nævnt som en af de udsatte grupper, men socialministeren mener, at det giver en forkert signalværdi. Hun mener ikke, at handicappede skal opfattes som en udsat gruppe. Ved hjælp af sektoransvarsprincippet skal hvert ministerium gøre sin indsats, så der i den øvrige politik tages højde for handicappede mennesker. Ministeren har derfor besluttet, at der ikke kun skal udarbejdes en handlingsplan, men to handlingsplaner: En handlingsplan for de svageste grupper "Det fælles ansvar" og en handlingsplan for handicappede.

Henriette Kjær pointerede, at sektoransvarsprincippet kræver en del koordination ministerierne imellem. Regeringen har derfor besluttet, at økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen skal være koordinerende minister for handicapområdet. Valget faldt på økonomi- og erhvervsministeren, fordi han er vicestatsminister, og regeringen ønsker at signalere, at man prioriterer området højt. Socialministeren slog fast, at hun er meget interesseret i handicapområdet og derfor vil have en naturlig interesse i at gå ind i og følge op på sagerne.

Ministeren opfordrede alle til at bruge Det Europæiske Handicapår 2003 til at sætte fokus på de problemer der er, men også til at formidle de gode og positive historier og at være aktive i deres handlinger.

Socialministeren diskuterede blandt andet satspuljemidlerne med Rådets medlemmer. Mange projekter, der involverer mennesker med handicap, får midler fra satspuljen. Problemet er, hvordan der følges op på disse velevaluerede projekter, og hvordan man sikrer, at projektet kan fortsætte, når midlerne fra puljen er opbrugt. Ministeren tilkendegav, at hun var klar over problematikken, når en pulje ophører, og derfor vil hun også forsøge at arbejde mod mere permanente løsninger, når initiativer har vist sig bæredygtige.

Socialministeren støttede et forslag om, at de amtslige brugerråd kunne udvikles/omstruktureres til amtslige handicapråd, og hun opfordrede Rådet til at udarbejde et oplæg om amtslige handicapråd, som passende kan være med til at markere Handicapåret.

Amtslige handicapråd
De amtslige brugerråd beskæftiger sig i dag udelukkende med det sociale område og tilgrænsende områder. Udviklingen har imidlertid medført, at handicappolitik er blevet langt mere tværgående. Integrationspolitikkens resultater medfører, at handicappedes forhold set i en mere tværgående og generel samfundspolitisk sammenhæng påkalder sig stadig større opmærksomhed. Dette understøttes af FN's Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede, der understreger, at handicapbegrebet skal ses og søge sine løsninger i en bred samfundspolitisk sammenhæng.

Rådet foreslår derfor, at de amtslige brugerråd nedlægges, og der etableres amtslige handicapråd i lighed med udviklingen i mange kommuner. De opgaver, der ikke naturligt kan flyttes med til de nye handicapråd, skal placeres i andre råd eller lignende. Det Centrale Handicapråd mener, at de amtslige handicapråd selv skal kunne tage initiativ og fremsætte forslag til ændringer i forhold til handicappolitiske problemstillinger. Derudover bør handicaprådet have ret til at komme med forslag og initiativer til, hvordan amtet bedst muligt løser opgaverne under hensyntagen til handicappedes behov og særlige vilkår. Amtsrådet bør også høre og rådgive sig med de amtslige handicapråd. Amtsrådsforeningen var i begyndelsen af 2003 ved politisk at tage stilling til ideen om amtslige handicapråd, dog uden at lægge sig fast på en konkret model.

"Fra barn til voksen"
Center for Ligebehandling af Handicappede har iværksat et projekt om handicappedes overgang fra barndom til voksentilværelse. Der kan for alle være problemer forbundet med at gå fra at være barn til at være voksen, men har man tillige et handicap kan det være endnu sværere. Unge med handicap er underrepræsenterede på mange ungdomsuddannelser og på arbejdsmarkedet, og de støder mod mange forhindringer, når de ønsker at flytte hjemmefra.

Projektet består af to delprojekter om henholdsvis egen bolig og overgang fra grundskole til ungdomsuddannelse. For begge delprojekter viser det sig, at både de unge med handicap og det offentlige system ikke er klædt tilstrækkeligt på til at tackle udfordringerne. På boligområdet har især fire barrierer vist sig: 1) økonomi, manglende støtte i overgangen og i samarbejdet, 2) mangel på boliger og valgmuligheder, 3) handicappedes ret til en fri, ustruktureret ungdom, 4) forældrenes rolle. På uddannelsesområdet er det lidt andre barrierer, der har vist sig, men hvor ovenstående også kan spille ind: 1) svært at få relevant vejledning til valg af uddannelse, 2) manglende faglig kompetence fra grundskolen, 3) manglende brobygning i overgangen, 4) ikke tilstrækkeligt gode kompensationsmuligheder.

Fælles for begge områder er, at der ikke i serviceloven er en glidende overgang fra børne- til voksenregler. Rådet har derfor opfordret socialministeren til at granske specielt serviceloven med tilhørende vejledninger. Rådet mener, at den mekaniske opdeling mellem børne- og voksenreglerne med fordel kan opblødes. Reglerne kan med fordel suppleres med et mere synligt ungdomsbegreb, som kan præcisere forpligtelsen til at give støtte til handicappede unge ud fra et princip om ligebehandling i forhold til andre unge, samt respekt for den unges ret til at kunne gennemgå den nødvendige selvstændighedsproces.

Uddannelse på det sociale område
Uddannelse er en forudsætning for bl.a. at kunne implementere intentionerne bag institutionsbegrebets ophævelse. Det er derfor godt, at Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) har udgivet to rapporter om kortlægning af grund-, videre- og efteruddannelse på det sociale område. Kortlægningen er bestilt af Socialministeriet, som dermed ønsker et bedre grundlag for tilrettelæggelsen af uddannelsesindsatsen på det sociale område.

Det Centrale Handicapråd har flere gange drøftet en række problemer vedrørende behovet for uddannelse af personale, der arbejder med mennesker med handicap. Der er generelle problemer med opmærksomhed og midler til at sikre løbende kvalificering af personalet. Dette er et stort problem, da de sociale grunduddannelser er generalistuddannelser, der ikke giver specialviden til at arbejde på et bestemt område, og dermed heller ikke en specifik viden om forskellige handicapgrupper og deres behov.

Rådet vil følge udviklingen og gøre sit for at påse, at der fra central side afsættes midler til efter- og videreuddannelse.

Støtte-kontaktpersonordning
Siden 1993 har der eksisteret en støtte-kontaktpersonordning for mennesker med sindslidelser. De første fem år dog kun som forsøgsordning, men fra 1998 blev ordningen gjort permanent i lov om social service. Målgruppen for ordningen er de mest udsatte og isolerede grupper af psykisk syge mennesker. Formålet med ordningen er at opnå og bevare social kontakt med psykisk syge mennesker og derved bryde deres isolation. Ordningen skal hjælpe disse mennesker i gang med at bruge andre sociale tilbud.

København Kommunes Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning bestilte i 2001 en evaluering af støtte-kontaktpersonordningen i kommunen. Den kvalitative undersøgelse viser, at brugeren af ordningen udtrykker en meget stor tilfredshed med støtte-kontaktpersonen. Støtte-kontaktpersonen betyder, at brugeren får forbedret livskvalitet, og at brugerens evne til at administrere de psykiske problemer forbedres. Støtte-kontaktpersonen opfylder flere forskelligartede behov hos brugeren. Det kan være behov for hjælp til praktiske gøremål, såsom orden i boligen, støtte til at håndtere økonomien og støtte til kontakten med myndighederne. Støtte-kontaktpersonen dækker også eksistentielle behov ved at fungere som en person, brugeren kan betro sig til og snakke personlige problemer igennem med. Støtte-kontaktpersonen udfører ikke egentlig behandlingsarbejde, men deres indsats går på at mildne brugerens psykiske problemer ved løbende støtte til, at brugeren lærer at tackle disse problemer selv.

Støtte-kontaktpersonjobbet er dermed både krævende og forpligtende. Man skal kunne håndtere en kompliceret balance mellem nærhed og distance til brugere, mellem spontan medmenneskelig kontakt og professionel knowhow, mellem forståelse og empati til nødvendige udfordringer og modspil.

Det stiller store krav til støtte-kontaktpersonen. Derfor anbefaler arbejdsgruppen bag evalueringen, at uddannelsen af støtte-kontaktpersoner, hvor såvel fagprofessionelle, kolleger og brugere underviser kommende støtte-kontaktpersoner, sikres en offentlig beskrivelse og godkendelse. Eventuelt gennem en studieordning. Det anbefales også, at det opsøgende arbejde intensiveres, for at ordningen kan nå de allermest skrøbelige personer i målgruppen.

Madlavning i amtslige botilbud
Den Sociale Ankestyrelse afgjorde i sommeren 2001, at der ikke kan opkræves betaling for personaleudgifter i forbindelse med madlavning, hvis beboerne på en eller anden måde deltager. Opkrævning kan dermed i realiteten kun finde sted, hvis der er tale om en decideret madordning, som leveres udefra. Problemet er imidlertid, at de svageste handicappede i amternes botilbud kommer til at betale mere for maden end øvrige handicappede, fordi de ikke kan medvirke til madlavningen. Det Centrale Handicapråd har tidligere drøftet Ankestyrelsens afgørelse og konkluderet, at den ikke må føre til, at amterne finder alternative løsninger for at kunne fortsætte med at opkræve betaling for madlavning. Madlavning er en meget vigtig del af dagligdagen for beboerne på et bosted, og det har en stor pædagogisk værdi. Med udgangspunkt i sagen vil Rådet sætte fokus på betalingsvilkårene generelt på bostederne. I økonomiaftalen for 2003 mellem regering og amterne blev det aftalt, at betalingsreglerne for ydelser i botilbud vil blive vurderet i fællesskab. Grundlaget for vurderingen vil omfatte Amtsrådsforeningens rapport om køb og salg af individuelle ydelser fra december 2000.

Magtanvendelse
Mennesker med handicap kan i forskellige sammenhænge blive udsat for tvang fra det omgivende samfunds side. I 1999 vedtog Folketinget nye regler om omsorgspligt og magtanvendelse på det sociale område. Det Centrale Handicapråd fulgte regeludformningen tæt. Loven blev vedtaget i 1999 og trådte i kraft den 1. januar 2000. Godt to år senere offentliggjorde Socialministeriet en lovfæstet evaluering af servicelovens regler om selvbestemmelse og magtanvendelse.

Udgangspunktet for servicelovens regler om omsorgspligt og magtanvendelse er, at der ikke må bruges fysisk magt, men at der i særlige situationer alligevel er mulighed for at bruge bestemte tvangsmidler for at undgå nærliggende risiko for alvorlig personskade. Muligheden for at bruge tvang gælder over for mennesker med psykiske handicap, der medfører, at personen ikke kan overskue sin egen situation. Adgangen til at udøve tvang er uafhængig af, hvilken form for bopæl personen har, og hvor personen opholder sig på det pågældende tidspunkt. Det afgørende er personens funktionsnedsættelse, og at vedkommende modtager praktisk og personlig hjælp og støtte efter servicelovens regler. I forhold til de tidligere gældende regler er der især tale om, at anvendelsesområdet blev udvidet fra amtslige døgninstitutioner for voksne med handicap til ikke at være afhængig af personens boform. Derudover blev fiksering som muligt tvangsmiddel taget ud af reglerne, og det blev gjort tydeligere, at fysisk magt kun må anvendes, hvis det foregår under de betingelser, der er nævnt som kriterier for at iværksætte tvangsindgreb.

Evalueringen (juni 2002) viste imidlertid, at der ikke er gjort nok for at støtte lovens gennemførelse, og at gennemførelsen nogle gange forudsætter en ny kultur. Det er en lang proces, og Rådet mener, at den havde krav på yderligere tid, før en ændring af regelsættet burde være kommet på tale. Der er brug for information og udvikling til ledere, personale og brugere, samt fokus på de fysiske rammer, normeringer og tilrettelæggelsen af arbejdet, så disse forhold ikke bliver en barriere for at yde støtte uden at bruge fysisk magt.

Høring
Det Centrale Handicapråd opfordrede socialministeren til at forbedre de vilkår, der fører til behov for at bruge tvang, frem for at gennemføre regelændringer. Alligevel sendte Socialministeriet et lovforslag om at lempe servicelovens regler om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten til høring i december 2002. Det Centrale Handicapråd har derfor i sit høringssvar igen anbefalet at sikre løbende information og opfølgning på området, så erfaringerne med alternative pædagogiske metoder kommer flere til gode, og så personalet får mulighed for at hente kvalificeret hjælp. Derved burde det ikke være nødvendigt at lempe magtanvendelsesreglerne. Derudover har Rådet anbefalet, at et forslag om at kunne bruge fysisk magt i hygiejnesituationer helt udgår af lovforslaget. Brugen af særlige døråbningsmekanismer må ifølge Rådet ikke føre til nedskæring i personalet, og utilstrækkelig normering kan ikke begrunde brug af disse foranstaltninger.

Arbejdsmarkedet

Arbejdsmarkedet og problemstillingerne i forhold til handicappede har atter i 2002 haft Det Centrale Handicapråds store bevågenhed. Rådet har dog ikke foretaget særskilte initiativer i 2002, da man har stået i en slags venteposition i forhold til Beskæftigelsesministeriets længe ventede undersøgelse: Ministeriet vil kulegrave, hvorfor der er så få handicappede ansat på ordinære vilkår på arbejdsmarkedet, når der findes flere gode kompensationsordninger.

Rådet har i 2002 haft besøg af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen - et meget aktuelt besøg, fordi regeringen dagen før offentliggjorde planen "Flere i arbejde". Rådet har også fulgt udviklingen på arbejdsmarkedet gennem diskussion af publikationer, der er udkommet i det forløbne år.

Besøg af beskæftigelsesministeren
Claus Hjort Frederiksens besøg i Rådet i september 2002 var interessant og positivt. Visionen i regeringens plan "Flere i arbejde" om det enstrengede arbejdsmarkedssystem - et system, hvor de samme redskaber er til stede uafhængigt af, om man befinder sig i det kommunale system eller i Arbejdsformidlingens regi - blev overvejende modtaget positivt af Det Centrale Handicapråd.

Et af forslagene i planen er en forenkling af løntilskudsordningerne, så der fremover kun skal være tre-fire satser i form af faste kronebeløb. Rådet er ikke enig i denne meget mekaniske opdeling. Det var derfor med stor glæde, at Rådet konstaterede, at fleksjob ikke var omfattet af de nye regler om løntilskud, som fremgår af "Flere i arbejde". Desværre er Rådet senere blevet bekendt med, at beskæftigelsesministeren vil arbejde på at få fleksjob med ind i de forenklede løntilskudsregler. Rådet har derfor i januar 2003 skrevet til ministeren og gjort opmærksom på det uhensigtsmæssige i at ændre de nuværende løntilskudsregler i fleksjob, idet arbejdsgiverne ved de nuværende regler reelt kompenseres for den ansattes manglende arbejdsevne. Ministeren har oplyst, at reglerne om fleksjob ikke vil blive ændret som led i arbejdsmarkedsreformen "Flere i arbejde". Der vil således ikke blive ændret på reglerne om løntilskud i forbindelse med fleksjob.

Claus Hjort Frederiksen fortalte på mødet med Rådet om sammenlægningen af Landsarbejdsrådet og Det Sociale Råd. Han informerede også om forlængelse af forsøgsordningen om hjælpemidler af hastende karakter samt mindre ændringer af arbejdspladsen i lov om kompensation til handicappede i erhverv. Rådet har efterfølgende haft lovforslaget om forlængelse af forsøgsordningen til også at dække 2003 til høring. Det var med glæde, at Rådet konstaterede, at Beskæftigelsesministeriet i bemærkningerne til lovforslaget skriver, at ministeriet vil analysere, hvordan man kan sammentænke regler om støtte til hjælpemidler fra lov om aktiv socialpolitik og reglerne fra lov om kompensation til handicappede i erhverv mv. Ved at sammenlægge reglerne og overføre disse til arbejdsformidlingens ressortområde følges principperne om sektoransvarlighed.

Endvidere fortalte ministeren, at arbejdsmarkedets parter i Implementeringsudvalget behandler Ministerrådets direktivnr. 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. Rådet har løbende fulgt arbejdet med implementeringen tæt, da direktivet er det første eksempel på lovgivning i Danmark, hvor diskrimination af blandt andet handicappede forbydes. Rådet har eksempelvis skrevet til beskæftigelsesministeren og opfordret til, at der tages initiativ til indkaldelse til møder om direktivets implementering i Danmark med de relevante parter her i blandt Det Centrale Handicapråd. I brevet henvises til et notat, som Center for Ligebehandling af Handicappede og De Samvirkende Invalideorganisationer i fællesskab har udarbejdet om EU-direktivet med fokus på problemstillinger i forhold til handicappede. Desværre har ministeren endnu ikke taget initiativ til sådanne møder. Den seneste udvikling er, at ministeren i forbindelse med et § 20-svar i januar 2003 fra en folketingspolitiker oplyser, at ministeriet vil søge udsættelse med hensyn til direktivets implementering, der ellers skal være implementeret inden 2. december 2003.

På mødet pointerede ministeren, at han var meget positivt overrasket over det sociale arbejde, som en lang række virksomheder udfører. Ministeren sagde, at for nogle virksomheder er det sociale ansvar en del af deres strategi. Andre virksomheder udøver arbejdet uden at kalde det et social ansvar, men alene ud fra den opfattelse, at det er en del af den almindelige menneskeopfattelse. Ministeren advarede imod at lovgive om det sociale ansvar og talte i stedet for, at det skal ske af frivillighedens vej.

Det Centrale Handicapråd har også gennem årene beskæftiget sig en del med spørgsmålet om det rummelige arbejdsmarked, hvor det sociale ansvar indgår som et delelement. Rådet har i 2002 primært orienteret sig på området gennem forskellige undersøgelser. Det gennemgående træk ved undersøgelserne har været, at der er megen positivitet i forhold til at ansætte handicappede. Kun undersøgelsen "Flaskehalse på det danske arbejdsmarked", som Arbejdsmarkedsstyrelsen har udsendt i 2002, tegner et noget mere dystert billede. Dog viser Beskæftigelsesministeriets egen undersøgelse fra juni 2002 "Det rummelige arbejdsmarked", at kendskabet til selve begrebet "Det rummelige arbejdsmarked" ikke er så stort. 34% svarer ja til at have et godt kendskab til "Det rummelige arbejdsmarked", mens 26% aldrig har hørt om det. Ifølge undersøgelsen er det tydeligt, at jo færre ansatte på virksomheden, jo mindre er kendskabet til begrebet "Det rummelige arbejdsmarked". Det manglende kendskab til begrebet overraskede Rådets medlemmer.

Undersøgelse færdig i 2003
Det var med stor glæde, at Rådet ved beskæftigelsesministerens besøg i september modtog nyheden om, at ministeriet nu vil iværksætte undersøgelsen af, hvorfor så få handicappede er ansat på ordinære vilkår på arbejdsmarkedet. Rådet er repræsenteret i følgegruppen bag undersøgelsen, som skal ligge færdig i efteråret 2003 og drøftes på en konference.

Emnet har optaget Det Centrale Handicapråd gennem flere år og bliver yderligere aktualiseret, når forskellige undersøgelser som fx "Danske arbejdspladser - Plads til alle?" viser, at handicappede gerne vil have et arbejde, mange gerne på deltid. Spørgsmålet er så, hvorfor arbejdsløshedsprocenten blandt handicappede alligevel er 50% større end for arbejdsstyrken som helhed.

Undersøgelser viser, at arbejdspladserne er blevet mere rummelige - to ud af tre i den erhvervsaktive befolkning oplyser, at de gerne vil arbejde sammen med en handicappet person, og de er parate til at hjælpe vedkommende. Samtidig er der sket en kraftig stigning i antallet af fleksjob. Udviklingen fra 2000 til 2001, gennemgået på Rådets møde i juni 2002, viser, at der i 2001 var 20.897 skåne- og fleksjob fordelt på 15.164 fleksjob og 5.736 skånejob. I forhold til 4. kvartal 2000 er der tale om en stigning på godt 36% (5.586 skåne- og fleksjob). Den største stigning er sket inden for oprettelsen af fleksjob med godt 53% (5.247), mens der kun er sket en stigning på godt 6% (334) skånejob.

Kun lav stigning i skånejob
Den relative lave stigning i antal skånejob har givet anledning til diskussion i Det Centrale Handicapråd. Flere gav udtryk for, at den megen fokus på fleksjob gør, at kommunerne prioriterer oprettelsen af skånejob lavt. Nedgangen kan også hænge sammen med nedgangen i tilkendelser af førtidspension. En nedgang som ifølge LO's analyse "Øje på beskæftigelsen" fra november 2002 kun er sket inden for den almindelige og den forhøjede almindelige førtidspension. Ifølge LO's analyse er der sket en samlet stigning i antallet af førtidspensioner på 11% på et år.

Andre af Rådets medlemmer gav udtryk for, at det er mere attraktivt for virksomhederne at ansætte personer i fleksjob, da de generelt er mere velfungerende end personer i skånejob. Endelig blev det påpeget, at problemet med skånejob måske hænger sammen med de problemer, som en rapport fra Social Udviklingscenter SUS om aktiviteter og beskæftigelse for mennesker med udviklingshæmning rejser. Formålet med rapporten er at give et overblik over, hvad der foregår på dagtilbuddene for voksne psykisk udviklingshæmmede. Rapporten viser bl.a., at der er en udvikling i gang i forhold til at flytte produktionsopgaver ud på virksomheder og at bruge produktionsaktiviteten på værkstedet som indgang til at etablere skånejob for brugerne på virksomheder uden for dagtilbuddet.

Desværre viser undersøgelsen også, at nogle amter stiller krav om, at dagtilbuddene skal levere en fast årlig indtjening. Flere dagtilbud gør opmærksom på, at indtjeningskravet kan sætte grænser for tilbuddets fleksibilitet over for brugere. Det kan være en barriere i forhold til at etablere skånejob på arbejdsmarkedet uden for dagtilbuddet. Rådet har skrevet til socialministeren og opfordret til, at ministeren bl.a. ser nærmere på dette spørgsmål i forbindelse med den yderligere kulegravning af området, som ministeren selv har ønsket iværksat.

Koordinationsudvalgene 2001
Det Sociale Råds "Årsrapport for koordinationsudvalgene 2001" viser, at samarbejdet mellem kommunen, AF, A-kasser, virksomheder mv. er intensiveret. Temaet for årsrapporten var målsætninger og handlingsplaner for det rummelige arbejdsmarked. I de 2/3 af udvalgene, hvor der er arbejdet målrettet med mål og handlinger, er der opnået en række gode resultater. Ca. halvdelen af udvalgenes aktiviteter koncentreres om indsatsområder som forebyggelse, arbejdsfastholdelse og integration. Den anden halvdel er mere målrettet områder som information, analyse og samarbejds- og netværksudvikling. Alt i alt konkluderer Det Sociale Råd, at arbejdet med det rummelige arbejdsmarked glider stille og roligt fremad, og koordinationsudvalgene er ved at blive en fast integreret del af den lokale indsats.

Kompensation til handicappede
På samme måde fremgår det af den årlige redegørelse for de regionale arbejdsmarkedsråds beretning for administrationen af lov om kompensation til handicappede i erhverv mv., at de fleste ordninger i loven bliver flittigt brugt. AF-regionerne er som helhed positive over for reglerne om fortrinsadgang, men samtidig fremgår det, at fortrinsadgangen isoleret set giver AF et stor administrativt arbejde uden at skaffe væsentlig flere i arbejde. Den økonomiske udgift til personlig assistance er steget med 25% i forhold til 2001. Det skyldes dels, at antallet af bevillinger er steget, dels at antallet af timer pr. bevilling er steget. Der er store regionale forskelle på anvendelsen og brugen af personlig assistance.

Nogle AF-regioner foreslår, at målgruppen for personlig assistance også skal omfatte psykisk handicappede. Det Centrale Handicapråd har tidligere foreslået beskæftigelsesministeren at udvide målgruppen for personlig assistance. Det fremgår af beretningen, at Isbryderordningen og reglerne om personlig assistance til efter- og videreuddannelse er velegnede redskaber til at give handicappede fodfæste/fastholde handicappede på arbejdsmarkedet, men reglerne anvendes ikke så ofte.

Til gengæld anvendes reglerne om hjælpemidler og mindre ændringer af arbejdspladsen flittigt. Men det vurderes, at et af den kommende tids største problemstillinger er en eventuel ændret fordeling af kompetencen til bevilling af arbejdsredskaber og arbejdspladsindretning mellem det sociale system og arbejdsmarkedssystemet.

Handicappede og karriere
Center for Ligebehandling af Handicappede har i 2002 via interview med ti personer med forskellige handicap søgt at belyse, hvilke forhold der har betydning for handicappedes jobkarriere. Undersøgelsens resultater fremgår af Center for Ligebehandling af Handicappedes "Status over udviklingen i ligebehandlingen af handicappede 2002", som Det Centrale Handicapråd fik præsenteret i december 2002.

Undersøgelsen viser, at det har stor betydning for karriereforløbet, hvordan den enkelte person håndterer sit handicap. Åbenhed og accept af handicappet har stor betydning. Men også arbejdets betydning for den enkelte er vigtig. "At have noget at lave", "at have noget at stå op til", "at bidrage aktivt" og endda "at ville bevise, at man kan udføre et stykke arbejde trods handicappet " er nogle af de centrale temaer, som interviewpersonerne i undersøgelsen anvender for at beskrive, hvad arbejdet betyder for dem. Løn og indtægt er prioriteret lavere, selvom flere nævner, at de ønsker højere indtjening. Men også arbejdspladsens rummelighed har stor betydningen for karriereforløbet. Her viser Centrets undersøgelse, at der er størst rummelighed i de situationer, hvor personen er ansat på særlige vilkår. Det betyder, at langt hovedparten af de interviewede er ansat i job på særlige vilkår.

Også rådgivningen har stor betydning. For de ti personer, som deltog i undersøgelsen, var kommunen den mest benyttede rådgivningsinstans. Der er i mange tilfælde problemer med rådgivningen, især i spørgsmålet om personen skal fastholdes/integreres på arbejdsmarkedet, eller der skal bevilges førtidspension. Men også spørgsmålet om den fysiske tilgængelighed har - ikke overraskende - stor betydning for gruppen af fysisk handicappede. Dette støttes af Socialforskningsinstituttets rapport "Revalidering - deltagere, forløb og effekter". Rapporten viser, hvad det er for en gruppe af personer, der bliver revalidender, hvor tilfredse revalidenderne er med revalideringsforløbet og samarbejdet med kommunen, hvilket forsørgelsesgrundlag revalidenderne har haft forud for revalideringen, og om revalidenderne gennemfører revalideringen og efterfølgende bliver selvforsørgende. Rapporten peger på, at kommunerne ikke er opmærksomme på, at der i relativt stort omfang forekommer behov for støtte efter afsluttet revalidering. Undersøgelsen viser også, at der er behov for at styrke den socialfaglige indsats i revalideringsforløbene for at fastholde borgerne og styrke deres ansvar i forhold til egen sag.

Da Beskæftigelsesministeriet vil undersøge, hvorfor så få handicappede kommer ind på arbejdsmarkedet, foretager Rådet sig ikke noget særskilt i forhold til Centrets undersøgelse, men vil være opmærksom på, at netop ovenstående problemstillinger kommer med i ministeriets undersøgelse.

Kultur

I Kulturministeriets "Betænkning om handicappedes adgang til kulturen" fra 1997 peges på mange adgangsforhindringer i den kulturelle sektor, som man forventes at få løst, så kultur bliver for alle. Det gælder de fysiske adgangsforhold, men ikke mindst tilgængelighed til information. Det understreges, at den kulturelle sektor selv har et ansvar for at leve op til tilgængelighedsprincipperne. Under løsninger nævnes det igen og igen, at der skal tilføres viden til den kulturelle sektor om, hvordan tilgængelighedsprincipperne kan imødekommes.

Arkitektuddannelsen
Det Centrale Handicapråd har i adskillige år forsøgt at få inkorporeret mere undervisning om viden og kundskaber vedrørende bygningsmæssig og designmæssig tilgængelighed for mennesker med handicap på landets to arkitektskoler. Formålet er netop at få tilført mere viden om, hvordan tilgængelighedsprincipperne kan imødekommes. Rådet reagerede derfor straks i et høringssvar i maj 2002 på Kulturministeriets planer om at fjerne bestemmelsen om, at de studerende gennem studiet skulle opnå viden og kundskab om tilgængelighed. Rådets reaktion medførte, at bestemmelsen alligevel ikke blev fjernet. Rådet kunne endvidere med glæde konstatere, at den nye bekendtgørelse åbner mulighed for, at der ved eksamensbedømmelsen kan tilbydes særlige vilkår for bl.a. studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Dermed vil de blive bedømt på deres faktiske kunnen og ikke på funktionsnedsættelsen.

Tekstning og tolkning af tv-programmer
Der er store krav til læsning og auditiv orientering i samfundet. Store grupper af mennesker med funktionsnedsættelse har brug for formidlingsmæssig hensyntagen og valgmuligheder. En af disse grupper er hørehæmmede og døve, der ikke kan følge de mange tv-udsendelser uden undertekster eller en tegnsprogstolk placeret i et hjørne af skærmfladen.

Rådet har i flere år drøftet de mangelfulde fremskridt med hensyn til bedre og udvidet tv-service for døve og hørehæmmede og har derfor rettet henvendelse til skiftende kulturministre og påpeget problemet. Men ingen af ministrene har indtil nu formået at forbedre forholdene for hørehandicappede.

Den 3. juni 2002 indgik regeringen og Dansk Folkeparti en aftale om mediepolitikken for perioden 2002-2006. Medieaftalen medfører bl.a., at der skal indgås public service-kontrakter med DR, TV2/Danmark og de regionale TV2-virksomheder. Public service-reglerne omfatter blandt andet bestemmelser om befolkningens, herunder selvfølgelig handicappedes adgang til væsentlig samfundsinformation og debat.

I den hidtidige medielov var de nærmere regler om udmøntningen af public service-forpligtelserne fastsat af Kulturministeriet i bekendtgørelser om vedtægter for henholdsvis DR og TV2. Heraf fremgik det, at handicappedes adgang til public service-tilbuddene skulle styrkes, hvilket ikke er sket i tilstrækkelig grad. Det Centrale Handicapråd har derfor atter i oktober 2002 skrevet til kulturministeren med en opfordring om at sikre, at handicappedes adgang til væsentlig samfundsinformation og debat på både DR og TV2 forbedres. De nye kontrakter bør udformes, så der inden for en given periode kommer fuld tolkning og tekstning af programmer.

Trafik

Det Centrale Handicapråd havde i 2001 sit fokus rettet på trafikområdet og fik således et godt grundlag for det videre arbejde. Der er sket enkelte små forbedringer i 2002, men i det store hele står handicappede i Danmark tilbage med store transportproblemer.

Handicappedes adgang til befordring er vigtig for at kunne deltage i samfundet på lige fod med andre. Vi ved i store træk, hvad der er behov for, men det har vist sig svært at få den viden gjort til levende praksis. Der er brug for forbedringer af den fysiske tilgængelighed til transportmidler og trafikanlæg og til samfundet i det hele taget. Det handler om tilgængelighed ved fortove og kantsten, billetautomater, togperroner og meget andet - ændringer, som koster penge og tager tid at få gennemført. Der er også brug for ledsagerordning, hvor der ikke opkræves betaling for nødvendig ledsagelse grundet et handicap. Endelig skal der være mulighed for individuel kørsel til mennesker, som på grund af et handicap ikke kan benytte almindelig kollektiv trafik.

Ud over disse elementer, som hører til i Trafikministeriets verdenshjørne, er der brug for at revidere reglerne om støtte til handicapbil og udvikle individuelle løsninger på de meget forskellige, men meget begrænsende kørselsbehov, man kan have som handicappet. I 2001 blev der afsluttet et udvalgsarbejde om ændring af reglerne om støtte til handicapbil. Der har siden været planer om at fremsætte lovforslag, som kunne gennemføre udvalgets konklusioner. Lovforslaget er ikke fremsat i 2002.

Besøg af ministeren
Trafikminister Flemming Hansen besøgte Det Centrale Handicapråd i december 2002. Der var mange emner på programmet, og ministeren fik lejlighed til at give sit synspunkt på mange af de spørgsmål, hans forgængere også har diskuteret med Rådet. Ministeren mente blandt andet, at tilgængelighed ikke længere kun er en central del af handicapbegrebet, men også en integreret del af transportsektoren. Ministeren var derfor meget fortrøstningsfuld med hensyn til ønsket om øget tilgængelighed, som efter hans opfattelse nu helt naturligt indgår som en del af planlægningen. Flemming Hansen gjorde samtidig opmærksom på, at det kan tage lang tid at få de ønskede forbedringer, fordi det er dyrt. Men det er netop derfor, at Rådet anbefaler handlingsplaner med brug af forskellige tidsintervaller. Ved hjælp af planlægning, prioritering og fastsættelse af mål kan man skabe tilgængelighed over en årrække og dermed også gøre det økonomisk overskueligt.

Individuelle kørselsordninger
Det Centrale Handicapråd drøftede i 2001 en undersøgelse fra Center for Ligebehandling af Handicappede om amternes administration af de individuelle kørselsordninger for bevægelseshæmmede. Undersøgelsen gav Rådet anledning til kritik, da den dokumenterede, at forhold, som Trafikministeriet ville forbedre, stort set ikke var ændret siden 1998. Ministeriet har haft planer om at ændre lovgivningen på området siden 2001. Folketingets Ombudsmand har korresponderet med ministeriet om lovforslaget og fik i 2002 tilsagn om, at forslaget ville blive fremsat i Folketinget senest ultimo januar 2003. Det er imidlertid ikke sket. Det skyldes ifølge ministeriet, at det er svært at nå til enighed med amterne om nogle helt andre dele af lov om kollektiv trafik. Rådet ser meget gerne, at det ikke går ud over de nødvendige ændringer af kørselsordningerne.

Det fremgår af regeringens handlingsplan for handicapområdet (februar 2003), at der skal ske en præcisering af de individuelle kørselsordninger. Folketingets Ombudsmand kunne imidlertid oplyse på et møde i februar 2003 med Rådets sekretariat, at Trafikministeriet vil lade lovforslaget udgå af lovprogrammet. Dette begrundes i det arbejde, der pågår i "Strukturkommissionen" og de eventuelle konsekvenser heraf.

Status på trafikområdet
På et møde med den daværende trafikminister Sonja Mikkelsen i september 1998 blev det aftalt, at ministeriet hvert år udarbejder en oversigt over ministeriets indsats for handicappede, som efterfølgende skulle drøftes med handicaporganisationerne. Af forskellige grunde har der imidlertid været nogle år, hvor Trafikministeriet ikke har leveret disse statusnotater. Men det blev der rettet op på, da trafikminister Flemming Hansen medbragte et statusnotat over indsatsen siden 1999 på sit besøg i Rådet.

Statusnotatet beskriver en række forskellige initiativer og viser blandt andet, at der gennemføres en række forbedringer af den fysiske tilgængelighed på stationer rundt omkring i landet som del af den almindelige modernisering af togstrækningerne. Der er udpeget stationer, hvor det er særligt ønskeligt at få elevator installeret, som er baseret på antallet af passagerer og tilstedeværelsen af botilbud og dagtilbud for handicappede i nærheden af stationen. Der angives også planer for at forbedre tilgængeligheden til togmateriel ved den løbende udskiftning, og der er nævnt et forventet EU-direktiv, som vil stille øgede krav om tilgængelighed for bevægelseshæmmede til bybusser. Fra den 13. februar 2004 regner Trafikministeriet med at benytte direktivets adgang til at nægte registrering af nye køretøjer, som ikke lever op til direktivets krav. Endelig gennemgår notatet initiativer på vejområdet, hvor der blandt andet er fast procedure for, at alle forslag til nye regler gennemgås af en særlig tilgængelighedsgruppe.

I statusnotatet omtales også etablering af et Luftfartens Handicapråd, som Det Centrale Handicapråd har interesseret sig for. Det nye handicapråd har afholdt et møde i november 2002 og har planer om to årlige møder, hvor handicaporganisationerne, Statens Luftfartsvæsen og diverse udbydere og interessenter på området kan tale om handicappede flyrejsendes behov. Det Centrale Handicapråd vil opfordre ministeren til at holde et møde med handicaporganisationerne, hvor statusnotatet kan drøftes.

Den moderne rejse
Designere blev i 2001 indbudt til at dyste om, hvem der kunne finde på de bedste løsninger til at fjerne de barrierer, som viser sig, når offentlig transport skal være tilgængelig for handicappede rejsende. Rådet for Nordisk Handicappolitik havde udbudt konkurrencen: Den Moderne Rejse. Det Centrale Handicapråds formand, Palle Simonsen, var udnævnt til formand for bedømmelsesudvalget og kunne dele præmierne ud den 4. april 2002 i Helsinki.

Konkurrencen havde fokus på den sammenhængende rejse. Vinderen fra de professionelle designere var et projekt, som giver hjælp til tilrettelæggelsen af et helt transportsystem, hvor der er taget højde for alle relevante handicapgruppers behov. Vinderen fra gruppen af nordiske designskoler havde udarbejdet et koncept for en fuldt tilgængelig togperron. Begge vinderprojekterne var danske, men der var også mange andre projekter fra de nordiske lande, som fik priser.

Generelt var Rådet for Nordisk Handicappolitik tilfreds med interessen for konkurrencen, som forventes at være med til at afhjælpe nogle af de designmæssige vanskeligheder, der findes i den kollektive trafik i forhold til at opnå fuld tilgængelighed.

Uddannelse

I 2002 har Det Centrale Handicapråd beskæftiget sig med mange aspekter af uddannelse og vedvarende arbejdet på at få gennemført sektoransvarlighedsprincippet i alle dele af uddannelsessystemet. Rådet mener overordnet, at der er brug for bedre tilgængelighed til uddannelse. Det gælder både den fysiske og pædagogiske tilgængelighed. Helt konkret ønsker Rådet, at der laves en plan for at sikre ret til den nødvendige kompensation i form af hjælpemidler, tolkning mv. på alle uddannelser og en plan for forbedring af den fysiske tilgængelighed til uddannelsesinstitutioner.

Der er ikke sket væsentlige forbedringer på områderne i 2002, men forventningen er, at Det Europæiske Handicapår 2003 kan være anledning til at tage fat på nogle af de store tilgængelighedsproblemer inden for uddannelse.

Undervisningsministeren
Undervisningsminister Ulla Tørnæs deltog som gæst i Det Centrale Handicapråds møde i juni 2002. Ved den lejlighed understregede ministeren to mål for det danske uddannelsessystem: At være blandt de bedste i verden og at give alle lige muligheder for at få en uddannelse. Undervisningsministeren oplyste, at regeringen er opmærksom på, at mennesker er forskellige og derfor har forskellige behov for offentlig service. En opmærksomhed, som har særlig betydning for mennesker med handicap, der ifølge ministeren har for få muligheder i samfundet i dag. Der var på mødet lejlighed til at drøfte forskellige sager på uddannelsesområdet, som Rådet interesserer sig særligt for: Specialundervisning i folkeskolen, sektoransvarlighed på alle uddannelser og især på de videregående uddannelser og efter- og videreuddannelserne.

Folkeskolen
Handicappede børns betingelser i folkeskolen har Rådets bevågenhed. I 2002 har Rådet beskæftiget sig med en analyse gennemført af Amtsrådsforeningen, som viser udviklingstendenserne i den vidtgående specialundervisning. Siden 1994 er antallet af elever i folkeskolens vidtgående specialundervisning vokset betydeligt. Analysen viser, at stigningen i det samlede elevantal i den vidtgående specialundervisning især skyldes en markant stigning i antallet af elever med autisme eller Asperger Syndrom. Der er dog ikke fundet svar på, om det er fordi, der fødes flere børn med disse problemer, eller fordi den almindelige undervisning i folkeskolen får sværere ved at rumme børn med disse vanskeligheder.

Rådet har haft et udkast til en ny vejledning om folkeskolens indsats over for elever med handicap til høring og har i den forbindelse understreget vigtigheden af, at børn, der modtager specialundervisning, er omfattet af folkeskolens almindelige formål. Børnene og forældrene bør få klare retningslinier for, hvordan der træffes beslutninger om specialundervisning, og der skal tages hensyn til forældrenes ønsker, når beslutningerne træffes.

Fysisk tilgængelighed på folkeskoler
Center for Ligebehandling af Handicappede har undersøgt den fysiske tilgængelighed på de kommunale folkeskoler for at finde ud af, om tilgængeligheden er forbedret efter alle de ombygninger mv., som har været gennemført de seneste år. Da bygningsreglementets krav om tilgængelighed gælder ved større ombygninger, var der håb om, at renoveringen af skolerne har givet bedre tilgængelighed.

Undersøgelsen handler om skolernes tilstand for så vidt angår niveaufri adgang, handicaptoilet og parkeringspladser. Resultatet var, at ca. halvdelen af alle folkeskoler har niveaufri adgang, men at der ikke nødvendigvis er tale om niveaufri adgang til alle lokaler. Omkring 50% af skolerne har et handicaptoilet og endnu færre har handicapparkeringspladser. Det Centrale Handicapråd har med baggrund i undersøgelsen opfordret undervisningsminister Ulla Tørnæs til at foretage en fuldstændig analyse af de byggeprojekter på skoleområdet, som er omfattet af bygningsreglementet. Rådet har anbefalet ministeren at lade Center for Tilgængelighed forestå analysen.

Ungdomsuddannelser
Det Centrale Handicapråd lægger stor vægt på, at unge, der har et handicap, har lige adgang til en ungdomsuddannelse. Manglende muligheder på dette område er ikke alene udtryk for uligebehandling, men kan også risikere at stille de unge væsentligt dårligere i forhold til senere at få et sikkert ståsted i samfundet.

I 2002 har Rådet haft to lovforslag til høring, hvor formålet var at nedlægge særligt fleksible ungdomsuddannelsesforløb. Det er dels den frie ungdomsuddannelse, dels de særlige uddannelses- og jobkvalificerende forløb på erhvervsskolerne. Regeringen mener, at de kan erstattes af andre eksisterende tilbud, såsom produktionsskoler og de almindelige ungdomsuddannelser. Rådet har opfordret regeringen til at afdække behovet for ungdomsuddannelse hos unge handicappede, så der er de tilbud, der er brug for.

Rådets bemærkninger har ikke ført til særlige initiativer fra ministeriets side, men Center for Ligebehandling af Handicappede er på Rådets opfordring i gang med at afdække unge handicappedes overgang fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Undersøgelsen er sat i gang i 2002 og fortsætter i de følgende år.

Vejledning
Både den nuværende og den tidligere regering har arbejdet på at forenkle hele systemet for uddannelses- og erhvervsvejledningen. I 2002 er der fremsat lovforslag om, at der skal være større opmærksomhed på vejledning til unge med særlige behov, herunder handicap. Derudover lægger forslaget op til bedre muligheder for generel vejledning via internettet.

Det Centrale Handicapråd støtter en styrkelse af vejledningen til unge i almindelighed og til unge, der har et handicap, i særdeleshed. Rådet har påpeget, at vejlederne skal have kendskab til handicapområdet og de særlige muligheder, der findes for mennesker med handicap i relation til uddannelse og arbejde. Derudover skal vejledningslokalerne være fysisk tilgængelige for handicappede, og der skal være adgang til tolk mv. for personer, som har et kommunikationshandicap. Hvis der etableres en portal eller lignende på internettet, som skal give bedre mulighed for generel vejledning, skal den være tilgængelig for alle, og den skal indeholde information, der har relevans i forhold til det at have et handicap. Det er endnu ikke muligt at sige, hvordan Rådets bemærkninger vil blive tilgodeset. Lovforslaget forventes vedtaget i 2003.

Videregående uddannelser
Gennemførelse af sektoransvarlighedsprincippet på de videregående uddannelser har i mange år været et kerneområde for Det Centrale Handicapråd. I 2000 blev sektoransvaret gennemført for så vidt angår hjælpemidler og anden kompensation. Det betyder, at studerende på videregående uddannelser, som har brug for handicapkompensation for at få adgang til undervisningen, får ydelsen som en del af uddannelsen. Tilbage står stadigvæk, at handicappede studerendes forsørgelse under studiet skal overføres fra revalideringssystemet til SU-systemet. For den enkelte vil det ofte betyde færre penge, men til gengæld mere ligestilling i form af frihed i uddannelsesvalget. Revalidering forudsætter, at valget af uddannelse er godkendt af sagsbehandleren i kommunen. Det gør SU ikke.

Siden 1997 har Det Centrale Handicapråd arbejdet målrettet på at få disse ændringer gennemført. I 2002 har Rådet været i dialog med regeringen om handlingsplanen for handicapområdet og understreget, at gennemførelsen af sektoransvarlighedsprincippet på de videregående uddannelser er vigtigt. Undervisningsministeren har oplyst, at der sammen med Beskæftigelsesministeriet arbejdes på at finde en løsning.

Der er endvidere ved årsskiftet 2002/2003 fremsat beslutningsforslag i Folketinget om, at der skal forberedes et lovforslag om indførelse af sektoransvar, som kan fremlægges for Folketinget i 2003/2004. Beslutningsforslaget er endnu ikke færdigbehandlet, men både regeringen og partier uden for regeringen viser forståelse for sagen. Det fremgår af regeringens handlingsplan for handicapområdet, at regeringen vil drøfte mulighederne for at finde en løsning på problemet med det dobbelte optag med Folketingets partier.

Efter- og videreuddannelse
I 2000 blev der vedtaget en reform af efter- og videreuddannelse, som ikke tog højde for handicappedes behov for kompensation. Det har Rådet siden arbejdet på at få ændret, og undervisningsminister Ulla Tørnæs har givet udtryk for at ville se på sagen, hvilket Rådet vil holde ministeren fast på.

Rådet har derudover i Undervisningsministeriets regi været involveret i tilrettelæggelsen af en kort videreuddannelse for voksne på det pædagogiske område. Oprindelig var det tanken, at uddannelsen skulle have "menneskelige relationer" som emne. En sådan uddannelse kunne blandt andet være med til at give kvalifikationer til arbejde, hvor hjælp og støtte til mennesker med handicap er centralt. Uddannelsens orientering blev imidlertid ændret, så der nu bliver tale om en erstatning for den nedlagte klubpædagoguddannelse. Men ungdomspædagogik - som nu er uddannelsens tema - omfatter også viden om unge, der har et fysisk eller psykisk handicap, som derfor er en del af uddannelsens område.

Større åbenhed
Information er vigtig i alle dele af samfundet. Information til borgerne om samfundet findes mange forskellige steder. På uddannelsesområdet er der i 2002 vedtaget regler om gennemsigtighed og åbenhed i uddannelserne, som forpligter alle lovregulerede uddannelser til at lægge bestemte oplysninger ud på deres hjemmeside. Rådet har påpeget, at der også bør indgå oplysninger om uddannelsens tilgængelighed for mennesker med handicap. Dette er ikke præciseret i den endelige lov, men Rådet forventer, at tilgængelighedselementet indgår i uddannelsernes oplysninger på hjemmesiden.

Økonomi og erhverv

Med regeringsskiftet i november 2001 skiftede blandt andet byggelovgivningen ressortministerium, så det i dag er Økonomi- og Erhvervsministeriet, der har ansvaret for lovgivningen. Økonomi- og erhvervsminister Bent Bentsen er udnævnt til koordinerende minister for handicapområdet, og Erhvervs- og Boligstyrelsen er sekretariat for det tværgående embedsmandsudvalg, der har til opgave at udarbejde en handlingsplan for det handicappolitiske arbejde. Økonomi- og Erhvervsministeriet har således efter regeringsskiftet fået en central rolle i bestræbelserne for at sikre anstændige forhold for handicappede.

Af kommissoriet for handlingsplanen fremgår det, at regeringens handicappolitik er baseret på målsætningen om et samfund for alle. Der skal sættes fokus på tilgængelighed i bred forstand. Dermed tænkes på tilgængelighed til det fysiske miljø, men også tilgængelighed til uddannelse, arbejdsmarkedet og ny teknologi. I kommissoriet understreges, at princippet om sektoransvarlighed er det bærende element for udformningen af handicappolitikken. Det Centrale Handicapråds formandskab har forelagt sine ønsker til handlingsplanen for udvalget. Rådet har i den forbindelse anbefalet, at udvalget i arbejdet med at udarbejde en handlingsplan lader sig inspirere af Rådets folder "Model for en handlingsplan" (2001). Regeringen fremlagde sin handlingsplan den 5. februar 2003 ved åbningen af den danske del af Det Europæiske Handicapår. Tilgængeligt byggeri
Det Centrale Handicapråd har altid haft megen fokus på byggeloven og de tilhørende bekendtgørelser, da bestemmelserne i disse har stor betydning for, hvordan tilgængeligheden for handicappede er til både nye og ombyggede bygninger. Desværre er der ikke inden for dette område sket ændringer af betydning i forhold til tilgængeligheden for handicappede. Rådet havde ellers håbet og arbejdet på, at der ville komme henvisninger til Dansk Tilgængelighedsstandard "DS 3028 Tilgængelighed for alle" i Bygningsreglement 1995 og i Bygningsreglement for småhuse. Ved en sådan henvisning ville tilgængeligheden til bygningerne sikres. Regeringen påpeger i sin handlingsplan for handicapområdet (februar 2003), at den frivillige standard er en god inspirationskilde ved projektering af byggeriet og anlæg. Derfor finder regeringen det ikke hensigtsmæssigt at gøre standarden retlig bindende. Det fremgår ikke, hvordan regeringen vil sikre kendskab til standarden, som ikke umiddelbart er frit tilgængelig, men koster penge at rekvirere.

Tilgængelighedscentret
Dansk Center for Tilgængelighed har de seneste år levet en noget usikker tilværelse. Men på baggrund af anbefalingerne fra en arbejdsgruppe, hvor blandt andet Det Centrale Handicapråd var repræsenteret, blev det besluttet at videreføre Centret som en selvejende institution tilknyttet Erhvervs- og Boligstyrelsen. Der er over satspuljen bevilget økonomisk støtte til Centret på seks mio. kr. fra 2002, der nedtrappes med en mio. kr. om året til og med år 2005. Fra dette tidspunkt forudsættes det, at Centret vil være selvfinansierende. I begyndelsen af 2003 var der endnu ikke sammensat en bestyrelse.

Mærkningsordning inden for turisme
Et andet hjørne af Økonomi- og Erhvervsministeriets område er turisme. I den turismepolitiske redegørelse fra 2000 fremgår det, at Danmark skal fremstå som en handicapegnet turistdestination. Omkring 37 mio. personer i EU er handicappede og udgør en stor potentiel brugergruppe. Ved at indføre en mærkningsordning får man beskrevet tilgængeligheden til fx hoteller, museer og trafikterminaler for forskellige handicapgrupper ud fra nærmere fastsatte standarder. Det er planen, at "DS 3028 Tilgængelighed for alle" er udgangspunktet for standarden, som så tilpasses i forhold til eksisterende byggeri og faciliteter.

Dansk Standard og Dansk Center for Tilgængelighed har som projektansvarlige anbefalet, at tildeling og erhvervelse af tilgængelighedsmærket skal ske på frivillig basis. Ud over at leve op til nærmere fastsatte standarder for tilgængelighed skal virksomheden udarbejde en handlingsplan for det videre arbejde. Der skal også udarbejdes rådgivningsmateriale, og der bør etableres bedre adgang til finansiering af tilgængelighedsforbedrende tiltag. Projektgruppen foreslår, at der tages initiativ til etablering af en selvstændig forening eller fond, der skal påtage sig ejerskabet til mærkningsordningen. Endelig anbefaler projektgruppen, at Økonomi- og Erhvervsministeriet/Danmarks Turistråd tager initiativ til en dialog med offentlige myndigheder, turismens brancheorganisationer og handicaporganisationerne for at få afklaret den organisatoriske forankring samt finansiering af driften af mærkningsordningen. Rådet har fulgt arbejdet tæt bl.a. gennem Center for Ligebehandling af Handicappede, der har haft projektgruppens forslag til høring.

Også på nordisk plan arbejdes der med at etablere en mærkningsordning. Det Centrale Handicapråd har deltaget i konference "Turisme for alle", som Nordisk Handicappolitisk Råd afholdt i efteråret 2002.

Forskning

Forskning er en af mange kilder, som danner baggrund for Det Centrale Handicapråds arbejde og drøftelser. Viden og overblik over forholdene på handicapområdet gør det muligt at træffe bedre beslutninger om, hvordan udviklingen skal forme sig i fremtiden for at opnå bedre vilkår for handicappede i det danske samfund. Derfor følger Rådet løbende de undersøgelser, som publiceres med relation til handicapområdet.

Forskningen på handicapområdet i Danmark har typisk karakter af evalueringer og udredningsprojekter, som sættes i værk af ministerier, amter eller kommuner. Tilknytningen til universitetsmiljøet er kun sporadisk sammenlignet med fx de andre nordiske lande. Rådet har derfor også i en længere årrække arbejdet for en opprioritering af forskningen på handicapområdet med det håb, at universitetsmiljøerne ville finde interesse for emnet.

Dansk forening for handicapforskning
Så skete det endelig. En gruppe af interessenter inden for handicapforskning har i 2002 dannet en forening for handicapforskning i Danmark. Foreningen NNDR.dk er en dansk undergruppe af det nordiske netværk NNDR, som står for "Nordic Network on Disability Research".

Den danske undergruppe arbejder for at fremme og forbedre forskning og udvikling på handicapområdet i Danmark og for at skabe rammer for, at forskere kan præsentere og publicere forskningsresultater. Derudover er det formålet at styrke netværket af danske forskere på området og skabe kontakter til nordiske og internationale forskere. Netværksdannelsen forventes at ske og blive fremmet ved at afholde konferencer og seminarer, hvor forskere kan fremlægge og diskutere deres projekter. Foreningens første konference afholdes den 3. april 2003 på Danmarks Pædagogiske Universitet. Bestyrelsen er sammensat af foreningens initiativtagere og består af forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet, Socialforskningsinstituttet samt en person fra Landsforeningen LEV og en fra Center for Ligebehandling af Handicappede. Det Centrale Handicapråd har i en længere årrække arbejdet for at fremme forskningen på handicapområdet og hilser derfor initiativet velkommen og håber, at foreningen kan bidrage til samarbejdet om handicapforskning på tværs af landene.

Udviklingshæmmede som forældre
Formidlingscenter Øst udgav i foråret 2002 en rapport om udviklingshæmmede som forældre. Undersøgelsen belyser udviklingen i antallet af udviklingshæmmede, der bliver forældre, kommunernes vejledning og støtte samt behovet for initiativer, der kan bidrage til at kvalificere indsatsen. Baggrunden for undersøgelsen var en heftig debat i medierne i sommeren 2000 om udviklingshæmmede forældre. Debatten aktualiserede et behov for viden om, hvor mange udviklingshæmmede der bliver forældre, og hvordan denne situation håndteres af forældrene og kommunerne.

Undersøgelsen viser, at antallet af udviklingshæmmede, der bliver forældre, er stagnerende. En betydelig del af udviklingshæmmede forældre har deres børn boende hjemme med nogen eller meget støtte fra kommunen. Langt størstedelen af de børn, der er anbragt uden for hjemmet, er det med forældrenes samtykke. Kommunerne har meget forskellige holdninger til udviklingshæmmede som forældre, og disse holdningsforskelle afspejles i den støtte og vejledning, som forældrene tilbydes. Nogle kommuner har den grundholdning, at udviklingshæmmede ikke evner at være forældre og arbejder for sterilisation, abort eller fjernelse af barnet. Andre er af den opfattelse, at udviklingshæmmede med den fornødne støtte kan udvikle forældrekompetencer. Den sidstnævnte tilgang understøttes af internationale undersøgelser på området.

Vold mod kvinder med handicap
I "Regeringens handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder" er der særlig fokus på vold mod kvinder med handicap. Ligestillingsministeren iværksatte en forundersøgelse af problematikken, som blev gennemført af Formidlingscenter Øst. Forundersøgelsen peger på, at der er behov for at indsamle den eksisterende viden om vold mod kvinder med handicap i Europa, at undersøge krise- og støttetilbud i Danmark og partnervold blandt handicappede kvinder i Danmark. I forundersøgelsen anbefales det bl.a., at de eksisterende krisecentre gøres fysisk, kommunikativt og socialt tilgængelige for handicappede, hvilket vil kræve, at der afsættes midler til bl.a. ombygning af de fysiske rammer. Ligeledes er der behov for, at informationen om disse tilbud gøres tilgængelig for kommunikationshandicappede.

Socialforskningsinstituttets publikationer
Igen i år har Socialforskningsinstituttet udgivet en række forskningsrapporter med relevans for handicapområdet. Socialforskningsinstituttets opsamling på deres undersøgelser på arbejdsmarkeds- og førtidspensionsområdet "Danske arbejdspladser - plads til alle" og "Vejen til førtidspension" giver et overblik over forskningen på disse områder. Resultaterne fra disse undersøgelser indgik i Det Centrale Handicapråds drøftelser med beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.

Andre evaluerings- og udredningsprojekter
Med Socialministeriets evalueringsprogram på voksen-handicapområdet blev der igangsat tre evalueringer, hvoraf de to blev afrapporteret i 2002. Evaluering af "Erfaringerne med institutionsbegrebets ophævelse på handicapområdet" og evalueringen af "Udarbejdelse og brugen af handleplaner efter servicelovens § 111" blev drøftet på Rådets møde i december 2002. Den sidste evaluering om "Sammenhængen i de handicapkompenserende ydelser efter Serviceloven og tilgrænsende lovgivning" forventes offentliggjort i begyndelsen af 2003.

Resultaterne fra de to første evalueringer er omtalt her i beretningen i artiklen "Afvikling af institutionerne".

Det Centrale Handicapråd forventer, at Socialministeriet vil følge op på resultaterne fra evalueringerne bl.a. ved at intensivere arbejdet med handleplaner i amter og kommuner og ved at styrke uddannelse og opkvalificering af det personale, som er ansat til at støtte og hjælpe handicappede i deres dagligdag. Dette er et meget afgørende element, hvis intentionerne med serviceloven skal gennemføres og brugerne får selvbestemmelse og indflydelse på deres eget liv. Rådet har derfor skrevet til Socialministeriet med kopi til Amtsrådsforeningen og Kommunernes Landsforening med forslag til, hvordan den videre proces kan fremmes.

Socialministeriets evalueringsprogram 1999-2002 er nu tilendebragt. Evalueringsprogrammet har bidraget til væsentlige indblik i den sociale service på bl.a. handicapområdet, men har også synliggjort behovet for mere forskning, som går i dybden med bestemte problemstillinger og brugergrupper. Socialministeriet følger evalueringerne op med en række udviklingsprojekter, der skal udvikle metoder, som blandt andet skal styrke brugerinddragelse i udviklingen af den sociale service til handicappede.

EU

Det Centrale Handicapråds arbejde i anden halvdel af 2002 var præget af, at Danmark havde formandskabet for EU. Der har efterhånden udviklet sig en tradition for, at det land, som har EU-formandskabet, afholder en række konferencer eller seminarer. Rådet markerede bl.a. formandskabet ved at invitere lederen af EU-Kommissionens enhed for integration af mennesker med handicap til et besøg i Rådet.

Dansk EU-formandskab
Det overordnede tema for det danske EU-formandskab inden for beskæftigelses- og socialpolitik var "Rummelighed gennem social dialog og partnerskab". Temaet hænger sammen med de centrale punkter fra Det Europæiske Råds møde i Lissabon i marts 2000, hvor der blev fastsat nye mål for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. På mødet blev det besluttet, at socialpolitikken og beskæftigelsespolitikken fremover skal ligestilles. Landene var enige om, at en forudsætning for et stabilt og solidarisk velfærdssamfund er, at alle borgere skal have mulighed for at leve et værdigt og aktivt liv med lige muligheder for kvinder og mænd, og at de så vidt muligt skal forsørge sig selv. Dette kan kun lade sig gøre, hvis flest mulige får mulighed for at arbejde og dermed bidrage til samfundets velfærd.

På det uformelle ministermøde i Kolding i juli 2002, hvor repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter og interesseorganisationer også var til stede, blev den sociale dialog på europæisk niveau, investeringer i menneskelige ressourcer og bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse drøftet.

I september 2002 blev der afholdt en konference i Skagen om "Rummelighed - gennem social dialog og partnerskab", hvor en lang række europæiske aktører på det sociale- og arbejdsmarkedspolitiske område var inviteret. I det europæiske samarbejde er der en udbredt opfattelse af, at rummelighed er en afgørende faktor for at nå de fælles mål om en højere beskæftigelse, social samhørighed, lige muligheder og en videreførelse af den europæiske velfærdsmodel. Alligevel er der lang vej igen, før visionerne om rummelighed er virkeliggjort. Ministrene debatterede, hvorvidt en del af forklaringen på dette ligger i en fælles forståelse af, hvad begrebet rummelighed indebærer i praksis. Det blev ligeledes debatteret, hvilket potentiale der ligger i at udbrede ansvaret for øget rummelighed - ikke mindst i form af en styrket dialog og videreudvikling af partnerskabet på tværs af traditionelle grænser og interessevaretagelser.

Af særlig relevans for handicapområdet var især et todages seminar, som Social- og ligestillingsministeriet afholdt i november 2002 om "Livskvalitet og kvaliteten i service til mennesker med handicap". Formand for Det Centrale Handicapråd Palle Simonsen var ordstyrer under konferencen. I seminaret deltog ca. 150 europæiske politikere, embedsfolk, forskere og organisationsrepræsentanter. Nøgleordet for seminaret var kvalitet: Kvalitet i den service, der ydes til mennesker med handicap - og kvalitet i det liv mennesker med handicap lever med de muligheder og tilbud, der er til rådighed. Formålet med seminaret var derfor blandt andet at diskutere forskellige strategier for formidling af service til handicappede og omfanget og kvaliteten af de serviceydelser, der stilles til rådighed for handicappede i de forskellige lande - og hvordan det påvirker den enkeltes livskvalitet.

Besøg fra EU-Kommissionen
Det Centrale Handicapråd havde i anledningen af det danske formandskab og Det Europæiske Handicapår 2003 inviteret leder af EU-Kommissions enhed for integration af mennesker med handicap Wallis Goelen-Vandebrock til at besøge Rådet. Mødet blev en god anledning til at hilse på Wallis Goelen-Vandebrock, som lige var blevet udpeget til stillingen.

Wallis Goelen-Vandebrock udtalte sig rosende om det arbejde, som Nationalkomiteen havde bidraget med til Det Europæiske Handicapår 2003 og fandt det interessant, at et af Rådets medlemmer (DSI's formand Stig Langvad) var repræsenteret i EU's Advanced Committee. Hun påpegede, at en af hovedopgaverne for EU-Kommissionen bliver at følge op på de nye initiativer, der udspringer af Handicapåret.

Rådet havde bedt Wallis Goelen-Vandebrock om at fortælle om Kommissionens overvejelser om anvendelse af artikel 13 i forbindelse med mennesker med handicap, nye initiativer fra Kommissionen, som vedrører mennesker med handicap og om Kommissionens forventninger til Det Europæiske Handicapår 2003.

Artikel 13 åbner mulighed for Kommissionen til at tage initiativer, som kan forhindre eller forebygge diskrimination af blandt andet handicappede i de enkelte lande. Det var intentionen, at direktivet skulle være implementeret i Danmark inden 2. december 2003. Beskæftigelsesministeriet har dog meddelt, at Danmark vil søge om udsættelse. Wallis Goelen-Vandebrock fremførte, at med artikel 13 får handicappede ret til fuld deltagelse i samfundslivet. Med artikel 13 nævnes handicappede for første gang i Amsterdamtraktaten. Traktaten anerkender hermed diskrimination, som den opleves af handicappede og giver desuden Ministerrådet mulighed for aktivt at bekæmpe diskrimination.

Wallis Goelen-Vandebrock påpegede, at handicappedes rettigheder ligger EU-kommissionen meget på sinde. Dette er baggrunden for, at de har foreslået 2003 som Europæisk Handicapår. Det er Kommissionens forventning, at året skal resultere i konkrete resultater og være med til at nedbryde barrierer. Wallis Goelen-Vandebrock påpegede dog, at en stor del af ansvaret for handling inden for handicapområdet ligger hos medlemslandene, men at der også er en stærk europæisk dimension.

IT og tele

I løbet af 2002 er der sket flere spændende ting på IT- og teleområdet. Den nye regering omorganiserede i slutningen af 2001 styrelserne under det tidligere Forskningsministerium, nu Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Ved den lejlighed blev den store Telestyrelse lagt sammen med det noget mindre Statens Information under navnet IT- og Telestyrelsen. Dele af den nydannede IT- og Telestyrelse blev derudover placeret organisatorisk meget tæt på departementet.

Under den tidligere regering blev der i sommeren 2001 etableret en såkaldt Digital Taskforce i Finansministeriet, som skulle sætte turbo på digitaliseringen af den offentlige sektor. Området, der tidligere havde ligget i Forskningsministeriet, blev flyttet over i taskforcen. Efter omlægningerne i Videnskabsministeriet står netop det ministerium nu som en styrket spiller på banen i forbindelse med videreudviklingen af den digitale forvaltning. Og som garant for at handicaptilgængelighed ikke bliver glemt i digitaliseringsiveren.

På internetområdet har projektet "Bedst På Nettet" gennemført sit andet års kvalitetscheck af offentlige hjemmesider. De generelle resultater på handicaptilgængelighedsområdet er nedslående, selv flere af de vindende hjemmesider havde mange tilgængelighedsproblemer. Det er selvsagt helt uacceptabelt, og Center for Ligebehandling af Handicappede har arbejdet for at få justeret mål og metoder for tilgængelighedsdelen af Bedst På Nettet 2003. Dette projekt er beskrevet nærmere i Statusberetning 2002 fra Center for Ligebehandling af Handicappede.

Handlingsplan på IT- og teleområdet
Handlingsplanen "Handicap ingen hindring" blev annonceret i regeringens generelle IT-handlingsplan fra april 2002, "IT for alle". I løbet af sommeren og efteråret 2002 er der foregået et intensivt udvalgsarbejde med repræsentanter for ministeriet, brancheforeninger samt DSI, Hjælpemiddelinstituttet og Center for Ligebehandling af Handicappede.

Handlingsplanen lægger ikke op til nye lovgivningsinitiativer. Handicappedes adgang til netværkssamfundet skal derimod fremmes ved hjælp af "viden, rådgivning, opsøgende virksomhed og understøttet teknologiudvikling". Hvis opfølgningen på handlingsplanens initiativer viser, at disse tiltag ikke er tilstrækkelige til at opfylde målene, vil lovgivning blive overvejet som et nødvendigt skridt. Handlingsplanen oplister en lang række hovedmål for at fremme tilgængelighed til IT- og teleområdet.

For at realisere målene opstiller handlingsplanen også en række initiativer, som især vedrører organisatoriske fornyelser. Der etableres et nyt "IT for alle-kompetencecenter" i tilknytning til Videnskabsministeriet og IT- og Telestyrelsen. Kompetencecentret skal påvirke de centrale IT-politiske initiativer og sikre, at tilgængelighed indtænkes, hvor det er relevant. Sikring af tilgængelighed i den digitale forvaltning, herunder de offentlige IT-arbejdspladser vil stå centralt i kompetencecentrets arbejde. Sikring af IT-tilgængelighed gennem offentlig indkøbspolitik er et andet vigtigt område. Der afsættes fire mio. kr. til etablering og drift af kompetencecentret i en toårig periode. Det Centrale Handicapråd imødeser med spænding, hvordan kompetencecentret kommer til at opfylde sin mission som "tilgængelighedsvagthund" i forhold til de mange offentlige digitaliseringsinitiativer, der bliver rullet ud i løbet af 2003.

Der gives derudover tilskud til en styrkelse af rådgivningen om IT-tilgængelighed i det reetablerede Dansk Center for Tilgængelighed. Der bliver endvidere givet tilskud på ca. 500.000 kr. til driften af et sekretariat for det europæiske netværk af "Centres of excellence" inden for e-accessibility. Sekretariatet er forankret i Hjælpemiddelinstituttet og skal primært beskæftige sig med koordination på europæisk plan. Der etableres også en investeringspulje til finansiering af forskning og udvikling af nye handicapkompenserende produkter og tjenester. Puljen administreres af Videnskabsministeriet og IT- og Telestyrelsen. Puljen skal være med til at finansiere den forskning og udvikling inden for IT- og teleområdet, som den nuværende forsyningspligtlovgivning på teleområdet ikke har kunnet tilvejebringe. Det Centrale Handicapråd har argumenteret for, at puljen skal opbygges ud fra sektoransvarlighedsprincippet, dvs. finansieres af branchen.

Der nedsættes en styregruppe for IT-handlingsplanen, hvor bl.a. Center for Ligebehandling af Handicappede er repræsenteret. Styregruppen skal tage stilling til de ansøgninger, der kommer til investeringspuljen og senest ved udgangen af 2004 medvirke til en evaluering af handlingsplanen.

IT-handlingsplanen kridter banen op for det fremtidige arbejde på området, som har været ventet et stykke tid. Der forestår i første omgang et nyt udvalgsarbejde, som skal arbejde videre med at definere nye rammer for handicappede på teleområdet og tage reguleringen af forsyningspligtydelserne til handicappede op til revision.

E-accessibility
I slutningen af 2002 har Det Centrale Handicapråd afgivet høringssvar på to udkast til en EU-resolution om e-accessibility. Resolutionen fokuserer på midler til at få gennemført de initiativer inden for områderne universelt design og tilgængelighed til netværkssamfundet, som blev lagt frem i den oprindelige e-Europaplan fra 2000. Resolutionen opfordrer medlemsstaterne til at sikre en mere fokuseret indsats for at fremme handicappedes adgang til det videnbaserede samfund.

Indsatsområderne er delt op i teknologi og standarder, lovgivning og incitament (persuasion) og endelig uddannelse og oplysning. Rådet finder det især positivt, at resolutionen opfordrer til at bruge de muligheder, der er for at opstille tilgængelighedskrav i forbindelse med offentligt indkøb.

Hvis det offentlige køber elektronisk udstyr (webløsninger, Intranet, ESDH-systemer m.m), som er utilgængeligt for handicappede, bliver det umuligt at integrere handicappede på arbejdsmarkedet, hvor det er nødvendigt at kunne betjene disse teknologier. Derved modarbejder man også de intentioner, der ligger i EU's ligebehandlingsdirektiv 2000/78/EF på beskæftigelsesområdet.

Resolutionen peger på behovet for fælles metoder ved evaluering af, hvordan arbejdet skrider frem i medlemslandene mht. e-Europaplanens krav om tilgængelige offentlige hjemmesider. Der er behov for at stramme op, hvis den benchmarking, man anbefaler som metode, skal have en effekt. Desværre blev resolutionsteksten gradvist udvandet, så de oprindelige formuleringer blev gjort mindre bindende.

Resolutionsudkastene lagde også op til at overveje fremtidig lovgivning, som skal udvide omfanget af ikke-diskriminationsforanstaltninger til fordel for handicappede til at gælde uden for arbejdsmarkedsområdet. Det er ikke traditionel dansk handicappolitik, men Det Centrale Handicapråd vurderer, at det måske kan være et nødvendigt instrument for at få sat skub i udviklingen. Den endelige resolution blev imidlertid også svækket på dette område, hvor ordet lovgivning udgik.

Sundhed

Igen i år har Det Centrale Handicapråds fokus på sundhedsområdet været rettet mod psykiatriområdet. Det er bl.a. sket i form af drøftelse af to udredninger fra Center for Ligebehandling af Handicappede om hhv. kompensation til sindslidende og behandling af udviklingshæmmede med psykiske lidelser samt rapporter om udviklingen på området og politiske tiltag og overvejelser. Rådet har i årets løb haft en række meget spændende lovforslag til høring om bl.a. medicinprofiler og biobanker. Rådet følger endvidere fortsat udviklingen i den overenskomstaftale, der blev indgået i december 2000 mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Danske Fysioterapeuter om vederlagsfri fysioterapi og de forringelser, aftalen medfører for sværere handicappede.

Psykiatri
Center for Ligebehandling af Handicappede har i 2002 beskæftiget sig med forholdene for mennesker med sindslidelser på to forskellige områder. Den ene analyse søger at give et bud på, hvordan kompensationsprincippet kan anvendes til at hjælpe mennesker med sindslidelser. Den anden analyse gennemgår behandlingstilbud til udviklingshæmmede med en psykisk lidelse, og den kommer med en række anbefalinger om, hvad der skal til for at give denne gruppe en optimal behandling, der tager højde for dobbeltdiagnosen. Disse analyser blev forelagt for Rådet i december 2002 og kan læses som uddrag i Center for Ligebehandling af Handicappedes statusberetning 2002 og i den fulde tekst på Centrets hjemmeside: www.clh.dk.

Kompensation til sindslidende
Center for Ligebehandling af Handicappede har i et arbejdsnotat søgt at give et bud på, hvordan sindslidende kan kompenseres for funktionsnedsættelsen på forskellige områder. Det særlige ved sindslidende er, at personens nedsatte funktion ofte vil være usynlig for omverdenen, blandt andet fordi sindslidende begrænser deres deltagelse i sociale sammenhænge. Centret stiller i notatet spørgsmål ved, om der ikke er behov for at ændre fokus væk fra individet/den sindslidende og over mod det professionelle personalets kompetencer i forhold til at inkludere mennesker med sindslidelser i en fungerende hverdag. Dette skift vil medføre, at fokus rettes mod at afdække social praksis og udstødelsesmekanismer, som hæmmer integration i samfundet. Fokus vil i stedet blive rettet mod, hvordan der skabes inkluderende miljø på blandt andet bolig-, uddannelses- og arbejdsområdet. Notatet oplister en række anbefalinger inden for de forskellige områder. Det er hensigten, at Centret i 2003 vil arbejde videre på at operationalisere disse anbefalinger i dialog med bl.a. handicaporganisationerne.

Udviklingshæmmede med psykiske lidelser
Center for Ligebehandling af Handicappede har skrevet et notat om behandling af udviklingshæmmede med psykiske lidelser. Det har i mange år været kendt, at denne gruppe ikke modtager behandling eller den rette behandling for den psykiske lidelse. Centret kan konstatere, at der er gode initiativer i gang, men at en sammenhængende og systematisk indsats fortsat mangler.

Det skønnes, at der er mellem 5.000 og 10.000 udviklingshæmmede i Danmark med en psykisk lidelse, som kræver behandling. Undersøgelse og behandling af gruppen kræver særlig ekspertise og en høj grad af tværfagligt samarbejde mellem de forskellige behandlergrupper. I dag findes der kun ni psykiatere, som har specialiseret sig i at behandle udviklingshæmmede med psykiske lidelser, hvoraf otte befinder sig et par år fra pensionsalderen. Der er kun to speciallæger, der har ytret interesse i området.

Kendskabet til udviklingshæmmede i alle dele af behandlersystemet er lille. Udviklingshæmmede med psykiske problemer, der bor i bofællesskaber eller i egen bolig har de største problemer med at få den optimale behandling. De henvises til den praktiserende læge, som ofte henviser til distriktspsykiatrien. Distriktspsykiatrien har som regel ikke den fornødne viden og kompetence. Men også praktiserende psykiatere, psykologer og de psykiatriske sygehuse har ikke tilstrækkelig viden om, hvordan man behandler mennesker med denne dobbeltdiagnose.

Også personalet på bostederne og i bofællesskaberne mangler psykiatrisk indsigt. Dette medvirker, at mange udviklingshæmmedes sindslidelse ikke bliver opdaget, eller at personalet har svært ved at forstå og håndtere denne gruppe. Dette resulterer både i en dårlig livskvalitet for den udviklingshæmmede med psykiske lidelser og slider på personalet. Det medfører også nogle høje udgifter for kommunen eller amtet, når de som en sidste løsning bliver nødt til at ty til en dyr løsning som fx at etablere et såkaldt enkeltmandsprojekt.

En række amter har etableret særlige tilbud, så udviklingshæmmede med psykiske lidelser bliver behandlet af fagfolk, som har kendskab til denne særlige gruppe bl.a. ved at etablere oligofreni-teams, lave aftaler med psykiatere og psykologer mv. Generelt mangler der dog en mere systematisk indsats, som sikrer, at udviklingshæmmede med sindslidelser, uanset hvor de bor, får den optimale behandling af kompetente fagpersoner.

Med psykiatriaftalen 2003 er der blevet afsat penge til at fortsætte driften af Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning. Hermed er der basis for, at vidensindsamling, formidling og forskning for alvor kan komme i stand.

Notatet udmunder i en række anbefalinger. Center for Ligebehandling af Handicappede anbefaler, at indsatsen øges på forebyggelse af, at en sindslidelse opstår og udvikles, samt uddannelse af det pædagogiske personale. Der bør arbejdes med modeller for, hvem der kan inddrages i arbejdet med sindslidende og supplere psykiaterne. Dette kunne fx være psykologer. Ligeledes bør kendskabet til udviklingshæmmede med sindslidelser styrkes eller systematiseres i sundhedsvæsenet, så alle udviklingshæmmede med sindslidelser får den optimale behandling. Det Centrale Handicapråd vil i de kommende år følge udviklingen på området tæt.

Statusnotat på psykiatriområdet
Psykiatriområdet er fortsat et område, som regeringen følger nøje, og som får tilført ekstra midler via psykiatriaftalen for at udbygge og forbedre tilbuddene og forholdene på de psykiatriske afdelinger, i distriktspsykiatrien og hvad angår botilbud. Grundlaget for udbygning af tilbuddene til sindslidende bygger på psykiatriaftalerne mellem staten og de kommunale parter og botilbudspuljen.

Regeringen afgav i april 2002 en redegørelse til Folketinget om udviklingen på psykiatriområdet. Regeringen påpeger, at der er forbedringer på psykiatriområdet, men at der er behov for en fortsat udbygning af tilbuddene til mennesker med sindslidelser. Det drejer sig bl.a. om modernisering af de fysiske rammer på sygehusene, flere botilbud, uddannelse af mere personale og udvikling af kvaliteten i tilbuddene. Det betones, at kvaliteten skal forbedres i fortsat tæt dialog med patienter, brugere og pårørende, ved at øge personalet og udarbejde et værdigrundlag for den samlede offentlige indsats. Ligeledes skal ventetiden inden for børne- og ungdomspsykiatri nedbringes. Der er afsat 25 mio. kr. til det formål.

Det Centrale Handicapråd fik også i 2002 forelagt og drøftet regeringens status om tilbuddene til sindslidende 2000. Regeringen mener, at der gennem en bevidst indsats og tilførsel af midler til området er sket en markant forbedring af forholdene for sindslidende, og at udviklingen skal videreføres. Rapporten viser, at den distriktspsykiatriske indsats er blevet styrket, og at alle borgere nu har adgang til et distriktspsykiatrisk tilbud. Derimod er der et fald i brugen af psykiatriske sengepladser.

Ventelister inden for børnepsykiatrien
Dagens Medicin offentliggjorde i februar 2002 en undersøgelse om ventelister inden for børnepsykiatrien, som viser, at der er nogle lange ventetider inden for området. Det Centrale Handicapråd blev orienteret om denne undersøgelse i tilknytning til ovenstående statusrapport. Undersøgelsen viser, at der i 2001 i lighed med 1997 var ca. 900 børn på venteliste til psykiatrisk behandling. Halvdelen havde ventet i mere end tre måneder og godt 50 i over et år. Problemerne er størst i Fyns Amt, Nordjyllands Amt og Århus Amt. Det påpeges, at problemerne bl.a. skyldes mangel på personale. Selvom der er kommet mere personale, er der alligevel mangel på kvalificeret personale.

Sammenhæng i psykiatritilbud
Amtsrådsforeningen offentliggjorde i februar 2002 en rapport "Sammenhængende psykiatritilbud og mulige barrierer i lovgivningen". Fokus var især rettet mod forsøg med opsøgende psykoseteam og andre modeller, der kan skabe en bedre sammenhæng mellem de forskellige systemer. Rapporten peger bl.a. på de gråzoner, hvor der er flere myndigheder og instanser, der har ansvaret for tilbuddene til sindslidende, og at der i loven ikke er placeret et entydigt ansvar for, hvem der koordinerer og sikrer kontinuitet i behandlings- og støtteforløbet. Amtsrådsforeningens medlem af Det Centrale Handicapråd, Søren Eriksen, påpegede, at flere amter blandt andet foranlediget af denne udredning har særlig fokus på dette område, hvilket man forventer sig meget af.

Høringer
Det Centrale Handicapråd har i 2002 haft en række høringer om lovforslag, som søger at tilpasse den danske lovgivning til de muligheder, som den teknologiske udvikling åbner for med de afvejninger, der er for at sikre det etiske grundlag og sikkerhed for patienten.

Det Centrale Handicapråd havde i juli 2002 betænkning fra udvalget vedrørende revision af lov om et videnskabsetisk komitesystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter til høring. Baggrunden for lovforslaget er, at der siden komiteloven blev vedtaget i 1992 er høstet en række erfaringer med arbejdet i komiteerne, som det er hensigtsmæssigt at indarbejde i loven. Desuden er der på internationalt plan vedtaget nyt regelsæt inden for bioetikområdet.

Det Centrale Handicapråd er positiv over for, at det undersøges at tillægge Den Centrale Videnskabsetiske komites kompetence til at udstede generelle retningslinier for behandling af projekter, herunder at give komitéen en mere proaktiv rolle. Rådet påpegede, at de særlige krav til risikovurdering, når svage og udsatte grupper medvirker i medicinske forsøg, bør præciseres. Ligeledes mener Rådet, at man bør søge en afklaring af forsøgspersoners ret til viden henholdsvis ikke-viden i forbindelse med forskning på menneskeligt væv. Rådet opfordrede til, at handicappede bliver repræsenteret i de regionale videnskabsetiske komiteer. Handicappede mennesker udgør en stor gruppe af de patienter, der behandles på sygehusene og deltager i forskningsprojekter.

Det Centrale Handicapråd har i november 2002 afgivet høring om redegørelse om biobanker. Biobanker er samlinger af menneskeligt biologisk materiale, hvor oplysninger, der er bundet i det biologiske materiale, kan henføres til enkeltpersoner. Det Centrale Handicapråd støtter arbejdsgruppens anbefalinger om, at patienten skal have mulighed for "at sige fra" over for vævsanvendelsesregistret, når det drejer sig om at anvende biologisk materiale til forskning eller andet formål. En ikke-behandlingsrelateret anvendelse af det biologiske materiale forudsætter, at den sundhedsperson, som er ansvarlig for at opbevare det biologiske materiale, skal søge oplysninger i vævsanvendelsesregistret. Ligeledes skal patienten have en mulighed for at få det biologiske materiale destrueret eller udleveret.

Det Centrale Handicapråd har i december 2002 afgivet høring om forslag til lov om ændring af lov om offentlig sygesikring. Forslaget medfører blandt andet, at der etableres personlige elektroniske medicinprofiler. Elektronisk medicinprofil skal være med til at fremme patientsikkerheden og behandlingskvaliteten ved at fremme dialogen på tværs af sundhedsvæsenet, så fejlmedicinering forhindres.

Rådet mener, at etablering af elektroniske medicinprofiler vil være et vigtigt værktøj til at skabe et bedre overblik over ordination af lægemidler. Dette vil både være til gavn for patientsikkerheden og sikre en bedre anvendelse af sundhedsvæsenets ressourcer. Rådet anførte dog, at det forudsatte, at systemet bliver let at anvende for de forskellige brugere, og at det har en høj grad af kvalitet, så oplysningerne opleves som pålidelige. Rådet påpegede også, at der bør arbejdes for, at relevante fagpersoner inddrages i at anvende de elektroniske medicinprofiler.

Justitsområdet

Der findes i dansk lovgivning meget få eksempler på direkte diskrimination og/eller uligebehandling. De fleste ligebehandlingsproblemer for mennesker med handicap udspringer af den måde, som tingene eller systemerne er indrettet på, og den praksis der udspringer ved fortolkning af love og regler. Rådet har imidlertid de seneste år beskæftiget sig med to direkte diskriminationsproblemer. Det ene handler om psykisk udviklingshæmmede lovovertrædere, der dømmes til helt andre retsforanstaltninger på andre vilkår end alle andre lovovertrædere. Det andet handler om handicappede, der ikke kunne blive godkendt som adoptanter.

Udviklingshæmmede lovovertrædere
Tidsubestemte retsfølger til psykisk udviklingshæmmede lovovertrædere er et problem, som Det Centrale Handicapråd har beskæftiget sig indgående med. Center for Ligebehandling af Handicappede offentliggjorde en undersøgelse af de tidsubestemte retsfølger til psykisk udviklingshæmmede i 1996. Undersøgelsen viste, at der ingen regler var for indholdet af de tidsubestemte retsforanstaltninger, ligesom varigheden af retsforanstaltningerne var meget tilfældig og i mange tilfælde meget langvarig.

På baggrund af Centrets undersøgelse nedsatte Justitsministeriet et udvalg, der skulle se på de tidsubestemte domme. Udvalget nåede frem til, at man ikke ville ophæve de tidsubestemte domme, men derimod indføre en domsperiode på maksimalt fem år for ikke-legemsfarlig kriminalitet, forudsat alt gik godt i domsperioden.

Rådet fandt imidlertid ikke ændringsforslaget vidtgående nok i forhold til at sikre ligebehandling af psykisk udviklingshæmmede lovovertrædere. Rådets formandskab havde derfor foretræde for Folketingets retsudvalg i forbindelse med lovforslagets behandling i 2000. Dette hjalp ikke. Lovforslaget blev vedtaget i uændret udgave.

Rådet har fundet det vigtigt at fastslå, at en udviklingshæmmet person kan være psykisk syg i lighed med ikke-udviklingshæmmede, og det er denne psykiske uligevægt, der har ført til den alvorlige personforbrydelse og ikke dét, at personen er udviklingshæmmet. I forbindelse med en konkret sag rettede Rådet henvendelse til justitsministeren om, at man ikke begyndte at ændre på de små lempelser, der kom i straffeloven i 2000.

I foråret 2002 viste en række avisartikler indholdet af de tidsubestemte behandlingsdomme, at der er stor forskel fra amt til amt på, hvilke behandlingstilbud der kan gives. Det blev anført, at serviceloven ikke indeholder regler for, hvorledes udviklingshæmmede lovovertrædere skal behandles. Dette gælder både procedurerne for, hvordan hjælpen til de udviklingshæmmede lovovertrædere skal træffes, og på indholdet af amternes tilbud. Halvdelen af amterne har oplyst, at de har svært ved at finde egnede tilbud til de dømte udviklingshæmmede. Socialt Udviklingscenter SUS kommer med en udredning af amternes behandlingspraksis over for udviklingshæmmede lovovertrædere i foråret 2003, som Rådet vil følge op på.

Amternes socialchefer har drøftet problemstillingen og har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal kortlægge området. Hensigten er, at arbejdsgruppen skal komme med forslag til udveksling af viden og effektmåling. Rådet har på nuværende tidspunkt anbefalet Amtsrådsforeningen, at man også arbejder hen imod et samråd i hvert amt, samt overvejer samrådenes sammensætning. Samrådet kan tage stilling til og følge op på de tidsubestemte dommes indhold og varighed.

Ny vejledning om adoption
Hidtil har handicappede haft svært ved at blive godkendt som adoptanter. Men nu er handicap ikke længere i sig selv diskvalificerende. Kan man kompensere for sit handicap, er det blevet betydeligt lettere at blive adoptivforældre, fremgår det af Civilretsdirektoratets nye vejledning om vurderingen af adoptionsansøgeres fysiske og psykiske helbredsforhold. Rådet har været med i den arbejdsgruppe, der udformede de nye retningslinier.

Så lyst så det ikke ud, da Justitsministeriet i 1997 udgav en betænkning om international adoption. I den betænkning blev det blandt andet anført, at der ikke skelnes mellem handicap og sygdom, hvorfor udvalget helt generelt fandt frem til, at det ikke kunne være til gavn for et barn at blive bortadopteret til en familie, hvor den ene eller begge parter er handicappede. I forbindelse med høringen over betænkningen afgav Rådet et meget kritisk høringssvar. Samtidig skrev Rådet til handicaporganisationerne med en opfordring til over for Justitsministeriet at fremkomme med eventuelle bemærkninger. På baggrund af et møde med daværende justitsminister Frank Jensen blev Rådets synspunkter inddraget i bemærkningerne til lovforslaget. Og siden har Rådets repræsentanter i Civilretsdirektoratets arbejdsgruppe haft held til at få smidiggjort retningslinierne for handicappedes adgang til at blive godkendt som adoptanter, så der ikke længere pr. automatik bliver sat lighedstegn mellem sygdom og handicap.

Tilgængelighed til retssystemet
Det Centrale Handicapråd har i 2002 set på, hvilke problemer mennesker med handicap kan have i forhold til adgang til retssystemet, og bad Center for Ligebehandling af Handicappede om at undersøge forholdene.

Undersøgelsen viste, at der ingen formelle hindringer er til stede for, at mennesker med handicap kan leve op til en borgerpligt som domsmand eller nævning, eller for at de kan blive udpeget hertil. Derimod kan der være et problem i, at der ikke findes klare regler for, hvordan handicappede skal kompenseres for deres handicap i forbindelse med varetagelse af hvervet som domsmand eller nævning. Der er behov for, at der skaffes hjemmel for, at handicappede kan få dækket kompenserende foranstaltninger i forbindelse med varetagelse af et hverv som domsmand eller nævning. Rådet har på den baggrund rettet en henvendelse til justitsminister Lene Espersen for at sikre, at der ydes de relevante kompenserende foranstaltninger. Ligeledes påpeger Rådet, at hørehandicappede eller deres modpart i en retssag ikke må pålægges udgifter til tolkning, men at der bør indføres samme regler som i forbindelse med straffesager.

Fra vores egen verden

Det Centrale Handicapråd holder fire møder årligt, som falder i henholdsvis marts, juni, september og december måned. Møderne i marts, juni og december er af ca. 3½ times varighed og mødet i september er et heldagsmøde af ca. 6 timers varighed.

Ministerbesøg og andre gæster
Det Centrale Handicapråd havde i 2002 besøg af følgende ministre:

I anledning af Danmarks formandskab for EU i sidste halvår 2002 og at 2003 er udpeget som Det Europæiske Handicapår, havde Rådet i september besøg af lederen af EU-kommissionens enhed for integration mennesker med handicap, Mrs. Wallis Goelen-Vandebrock.

Temadrøftelser
På martsmødet havde Det Centrale Handicapråd en temadrøftelse om indsats i forhold til udvikling og uddannelse af personale i botilbud med udgangspunkt i Center for Ligebehandling af Handicappedes projekt om personalekvalifikationer i amtslige tilbud og de puljer, der er etableret med det formål at forbedre forholdene for yngre fysisk handicappede.

Det Europæiske Handicapår 2003
EU-kommissionen har efter forslag fra Det Europæiske Handicapforum (EDF) besluttet at erklære 2003 for Europæisk Handicapår. Formålet er bl.a. at skabe forståelse for handicappedes ligestilling og rettigheder, fremme udviklingen og udvekslingen af erfaringer om god praksis og effektive strategier, samt styrke samarbejdet mellem alle aktører.

Det Centrale Handicapråds formand Palle Simonsen er formand for Nationalkomiteen, en opgave som Det Centrale Handicapråd, suppleret med en repræsentant fra hver af arbejdsmarkedets parter, har påtaget sig.

Nationalkomiteen har dannet et præsidium bestående af otte medlemmer:

Arbejdsmarkedets parter er repræsenteret ved:

Præsidiet har med henblik på forberedelse af Handicapår 2003 holdt tre møder i 2002.

Rådets sekretariat og sekretariatsbetjeningen
Det Centrale Handicapråd har siden september 2000 haft elektronisk dokumenthåndtering. Materiale til medlemmer og særligt sagkyndige distribueres elektronisk (og i papirform til de, der måtte ønske det). Det drejer sig om indkaldelser og dagsordener, mødematerialer med dagsordenspunkter i form af sagsfremstillinger, bilag til dagsordenspunkter, bilag, der udsendes mellem møderne (rapporter, notater, høringssvar og rådskorrespondance), samt referater af Rådsmøderne.

Når referatet foreligger, bliver det, sammen med det materiale der i øvrigt er udsendt til Rådet, offentliggjort på Rådets hjemmeside www.dch.dk, hvor der er tre indgange:

Nogle bilag vil være offentligt tilgængelige for alle, der besøger hjemmesiden, hvor materialet er til rådighed som tekstindhold og i Word-format. Dog kan der være ophavsretsregler, der gør at visse bilag ikke må stilles til rådighed for den brede offentlighed.

Publikationer udgivet i 2002
Det Centrale Handicapråds publikationer udleveres gratis ved henvendelse til Rådet (fås også på bånd og diskette). De kan også hentes på Rådets hjemmeside www.dch.dk.

Publikationerne er følgende:

„Dansk Handicappolitik. Lige muligheder gennem dialog"
April 2002 i et oplag på 2.500.

„Danish Disability Policy. Equal opportunities through dialogue"
April 2002 i et oplag på 5.000. Den engelsksprogede version er distribueret til danske repræsentationer i udlandet.

„Model for en handlingsplan"
April 2002 i et oplag på 200.

„Fleksjob"
Pjecen om fleksjob, som nu er udarbejdet i samarbejde med Beskæftigelsesministeriet, udkom oktober 2002 i 11. udgave i et oplag på 50.000. Det samlede oplag af pjecen er således på 410.000, hvormed det klart må siges at være Rådets bestseller.

Beretning
Ifølge forretningsordenen for Det Centrale Handicapråd skal sekretariatet efter Rådets direktiv udarbejde en beretning om Rådets virksomhed hvert år. Beretningen sendes til socialministeren og offentliggøres efter aftale med Socialministeriet. Beretningen for 2001 udkom i 2.000 eksemplarer.

Nyhedsbreve
Center for Ligebehandling af Handicappedes nyhedsbrev "Lighedstegn" , der siden midten af 2001 har været Det Centrale Handicapråds talerør, udkommer i forlængelse af møderne i Det Centrale Handicapråd, så de seneste nyheder og beslutninger fra Rådets møder kan komme med. Lighedstegns oplag er 2.400.

Høringssvar
Rådets høringssvar på lovforslag fra Folketinget, som Rådet får til høring, kan læses på Rådets hjemmeside www.dch.dk i oversigten over udsendte bilag.

Nyt Handicapråd
Ifølge bekendtgørelse nr. 839 af 11. oktober 2002 om et Centralt Handicapråd virker Rådet for en fireårig periode fra 1. juli i året efter kommunalvalget, dog således at medlemmerne fungerer, indtil nyt medlem udpeges. Som følge heraf er Rådet i 2002 konstitueret med ny sammensætning for perioden 1. juli 2002 til 30. juni 2006. Formanden og de 14 medlemmer udpeges af socialministeren. Medlemmerne udpeges efter indstillinger fra nedennævnte organisationer, ministerier og kommuner.

Rådets medlemmer 2002 

Formand
Fhv. finans-og socialminister Palle Simonsen

Næstformand
Formand for De Samvirkende Invalideorganisationer, Stig Langvad
afløste direktør for Landsforeningen LEV, John Møller

Medlemmer

Indstillet af De Samvirkende Invalideorganisationer:
Udviklingschef i Muskelsvindfonden, Jørgen Lenger
Formand for Danske Døves Landsforbund, Knud Søndergaard
Direktør for Dansk Epilepsiforening, Jutta Houmøller
Næstformand for Dansk Landsforening for Laryngectomerede, Anne-Lise Steen
Redaktør, Nyreforeningen, Niels Munk Plum
Administrationschef i Spastikerforeningen, Peder Esben

Fratrådt:
Formand for Danmarks Psoriasisforening Ulla Gehl
Næstformand for Landsforeningen for Laryngectomerede Gudrun Mørup
Formand for Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede - PTU, Landsdommer Holger Kallehauge
Direktør for Damp-foreningen Birgit Christiansen

Indstillet af Amtsrådsforeningen: 2. viceamtsborgmester Søren Eriksen

Indstillet af Kommunernes Landsforening: Kommunalbestyrelsesmedlem Birthe Andersen
afløste borgmester Anny Winther

Indstillet af Københavns og Frederiksberg Kommuner: Socialudvalgsformand Lilian Nilsson

Indstillet af Beskæftigelsesministeriet: Specialkonsulent Elsebeth Foged, der den 19. november 2002 blev afløst af kontorchef Jens Hørby Jørgensen, Arbejdsmarkedsstyrelsen

Indstillet af Socialministeriet: Afdelingschef Grethe Buss

Indstillet af Indenrigs-og Sundhedsministeriet: Kontorchef Søren Hansen Thomsen

Indstillet af Undervisningsministeriet: Specialkonsulent Erik Thorsen

Særligt sagkyndige:
Boligforhold: Kontorchef Ella Blousgaard, Erhvervs-og Boligstyrelsen
Trafikforhold: Kontorchef Torkil Eriksen, Trafikministeriet
Kultur: Ekspeditionssekretær Rosa Cedermark, Kulturministeriet
Kommunikation: Kontorchef Jette Plenge Jakobsen, Telestyrelsen

Fratrådt: Professor, dr. med. Thomas Sinkjær, sagkyndig i tværsektoriel sagkundskab i forskning.

Sekretariat:
Sekretariatsfunktionen varetages af Center for Ligebehandling af Handicappede
Sekretariatschef Mogens Wiederholt
Sekretariatskoordinator Lise Holten
Sekretariatsmedarbejder Mette Dankelev

Bekendtgørelse om et Centralt Handicapråd

Bekendtgørelse nr. 839 af 11. oktober 2002

I medfør af § 87, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002, fastsættes:

§ l. Socialministeren nedsætter et Centralt Handicapråd, der rådgiver i handicapspørgsmål.

§ 2. Rådet består af l formand og 14 med-lemmer, der udpeges af socialministeren. 7 medlemmer udpeges efter indstilling fra De Samvirkende Invalideorganisationer, l medlem efter indstilling fra Amtsrådsfor-eningen i Danmark, l medlem efter indstil-ling fra Kommunernes Landsforening, l medlem efter indstilling fra Københavns og Frederiksberg kommuner, l medlem efter indstilling fra Undervisningsministeriet, l medlem efter indstilling fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, l medlem efter indstilling fra Beskæftigelsesministeriet og l medlem efter indstilling fra Socialministe-riet.
Stk. 2. Til støtte for Handicaprådets ar-bejde udpeger socialministeren endvidere særligt sagkyndige med sagkundskab ved-rørende boligforhold, trafikforhold, kultur, information og kommunikation.
Stk. 3. Socialministeren kan herudover udpege personlige medlemmer af Rådet.
Stk. 4. Handicaprådet virker for en 4-årig periode fra l. juli i året efter kommunalval-get, dog således, at medlemmerne fungerer, indtil nyt medlem udpeges.
 
§ 3. Det påhviler Handicaprådet at følge og vurdere vilkårene i samfundet for per-soner med handicap, herunder på det fore-byggende område.

§ 4. Folketinget og ministrene kan rådfø-re sig med Handicaprådet i alle anliggender af generel karakter, der har betydning for vilkårene i samfundet for personer med handicap.
Stk. 2. Med henblik på at sikre, at rimeli-ge hensyn til personer med handicap tilgo-deses i samfundets planlægning, kan cen-trale offentlige myndigheder rådføre sig med Handicaprådet i anliggender, der berø-rer levevilkårene for personer med handi-cap.
Stk. 3. Handicaprådet kan selv tage initia-tiv og fremsætte forslag til ændringer på de nævnte områder.

§ 5. Socialministeren fastsætter Rådets forretningsorden. Center for Ligebehand-ling af Handicappede stiller i henhold til dets vedtægter den fornødne sekretariats-mæssige bistand til rådighed for Rådet.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den l. november 2002.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 988 af 11. de-cember 1997 om et Centralt Handicapråd ophæves.
 
Socialministeriet, den 11. oktober 2002
HENRIETTE KJÆR

/ Vibeke Køie

Socialmin., 5.kt.j.nr. 649-772