Udgiver

Det Centrale Handicapråd
Bredgade 25, opg. F, 4. sal
1260 København K
Tlf.: 33 11 10 44
Fax: 33 11 10 82
Teksttelefon: 33 11 10 81
Mail: dch@dch.dk
Hjemmeside: www.dch.dk

Beretningen udgives også på bånd og diskette.
Den kan desuden hentes på rådets hjemmeside.

Redaktion:
Sekretariatschef Mogens Wiederholt (ansvarshavende)
Sekretariatskoordinator Ulrik Kampmann
Informationsmedarbejder Christine Bendixen

Marts 2004
Oplag: 2000
ISBN 87-90985-24-9
ISSN 1395-4660
Tryk: Scanprint a/s

Indholdsfortegnelse:


Forord

Vilje til forbedring

Af Palle Simonsen
Formand for Det Centrale Handicapråd

"Strukturreformen skal styrke den juridiske og politiske kvalitet i kommunernes håndtering af handicapområdet gennem obligatoriske handicapråd og kommunale handicappolitikker."

Da særforsorgen på handicapområdet i 1980 blev udlagt fra staten til amterne, blev det understreget, at der var tale om en ren administrativ reform ikke nogen indholdsreform. Det gjorde man blandt andet for at berolige kritikerne, som frygtede, at centralinstitutionernes specialviden ville erodere og løbe ud i sandet. Men virkeligheden blev heldigvis en anden. 1980'ernes strukturreform blev takket være amterne startskuddet til en omfattende revitalisering og modernisering af handicappolitikken.

Uanset hvor de fremtidige streger kommer til at gå, når det nye administrative danmarkskort skal tegnes efter afslutningen på den nuværende strukturdebat, så er det vores håb og klare forventning, at også denne strukturreform vil betyde et nyt spring fremad ved et nyt og øget engagement i handicapområdet.

Meget tyder på, at kommunerne vil få tillagt yderligere opgaver på handicapområdet. Og flertallet i Det Centrale Handicapråd har under en række forudsætninger støttet, at den direkte service over for handicappede borgere placeres i kommunerne, mens specialrådgivningen og vidensupporten føres tilbage til staten. Det er en del af normaliserings- og sektoransvarlighedstænkningen, at støtten til borgere med et handicap placeres på samme administrative niveau som den direkte borgerrettede service i øvrigt. Men det forpligter.

Når kommunerne hævder, at de er i stand til at løfte en langt større opgave på handicapområdet, så pådrager de sig et stort og tungt ansvar for også at gå ind i opgaven med engagement og vilje til at lægge et handicappolitisk ambitionsniveau, som rækker ud over den gennemsnitlighed og vilkårlighed, der er hverdagen i et betydeligt antal kommuner i dag.

Strukturreformen skal styrke retssikkerheden

Det er en del af det decentrale danske system, at kommuner har et betydeligt individuelt råderum til at tilrettelægge sit eget serviceniveau på handicapområdet. Og sådan vil det også være efter en strukturreform. Men det må være et selvstændigt formål med strukturreformen at sikre en både politisk og juridisk bæredygtighed i kommunerne, som gør, at både den juridiske og politiske kvalitet bliver så høj, at vi ikke længere skal opleve en vilkårlighed, som får en til at spørge, om det virkelig kan være den samme lovgivning, der administreres efter. Strukturreformen skal give den enkelte handicappede borger en bedre retssikkerhed.

Retssikkerhedsproblemet er et både meget komplekst og sammensat problem, som rummer elementer af upræcis og skønsbaseret lovgivning, manglende politisk bevågenhed, stram økonomi, utilstrækkelig viden etc.

Men skal man skære helt ind til benet, så vidner den nuværende uacceptable store forskellighed i det kommunale serviceniveau måske først og fremmest om en kommunal retskultur, hvor hensynet til budgetmagten og det kommunale selvstyre går forud for den handicappede borgers ret til at blive behandlet lige for loven og ikke mindst borgerens krav på at blive kompenseret for sin funktionsnedsættelse i overensstemmelse med de principper, der gælder i handicappolitikken.

Og det er måske i virkeligheden ikke mindst det sidste, der er problemet: handicappolitikken. For nok har denne store forskellighed i kommunernes praksis en juridisk dimension. Det er ikke godt nok, at kommunerne administrerer "så lovligt som muligt". Meget kunne forbedres, hvis kommunerne i højere grad levede op til god forvaltningsskik i form af for eksempel øget skriftlighed, efterlevede kravet om partshøring, gav en ordentlig klagevejledning når de træffer afgørelser og i det hele taget kontrollerede og efterprøvede lovligheden af forvaltningen lige så nidkært, som man kontrollerer og overvåger fx kommunens økonomi.

Politik og kommunikation

Men det handler ikke kun om jura. Det handler også om politik og kommunikation. Mange af de problemer, vi i dag diagnosticerer som retssikkerhedsproblemer, handler muligvis i langt højere grad om uklare politiske prioriteringer og dårlig kommunikation. Den måde en afgørelse formidles på og borgerens oplevelse af at være involveret og respekteret spiller ofte en langt større rolle end selve indholdet i afgørelsen.

Problemet er, at de forventninger, borgerne møder systemet med, og den vilje, systemet har til at imødekomme disse forventninger, ganske enkelt ikke passer til hinanden. Det enkelte handicappede menneske eller forældrene til et handicappet barn har fra medierne, fra deres organisationer eller blot gennem deres almindelige billede af, hvordan velfærdssystemet bør fungere en (ofte urealistisk) forestilling om, hvad systemet kan og vil.

Kommunale handicapråd

Den eneste vej ud af denne "niveauforskel" i forventningerne er en klargørelse af de politiske målsætninger og en styrkelse af dialogen mellem mennesker med et handicap og det kommunale system, som har hovedansvaret for at omsætte handicappolitikken i praksis. Mennesker vil inddrages og tages med på råd. Det gælder også på handicapområdet.

Det Centrale Handicapråd har derfor igen og igen slået til lyd for, at der etableres kommunale handicapråd, hvor politikere, de kommunale myndigheder og repræsentanter for de lokale handicaporganisationer får mulighed for at udvikle og prioritere den handicappolitiske indsats i fællesskab. En lang række af de forviklinger, misforståelser og frustrationer, der er hverdag i den kommunale forvaltning af handicappolitikken, kunne meget enkelt løses gennem en bedre og formaliseret dialog mellem brugere og myndigheder. Og det må vi mene så stærkt, at vi ikke alene opfordrer til det, men benytter strukturreformen til at gøre det obligatorisk, at der etableres kommunale handicapråd.

- og en kommunal handicappolitik

En oplagt måde at tackle behovet for en tydeliggørelse af de handicappolitiske målsætninger og kommunens prioriteringer på handicapområdet kunne være gennem formulering af en egentlig kommunal handicappolitik. En handicappolitik, som på tværs af forvaltningerne og solidt forankret i både den politiske og den administrative ledelse i kommunen vil give borgerne et klart og synligt billede af, hvilke forventninger man realistisk kan møde kommunen med.

Processen med at udarbejde og formulere en handicappolitik vil desuden fokusere kommunens prioriteringer og synliggøre de "huller", kommunen nødvendigvis må gøre noget ved. En handicappolitik vil derfor også fungere som et planlægnings- og prioriteringsværktøj for kommunen, der kan følges op af konkrete handlingsplaner for specifikke områder som for eksempel folkeskolerne, biblioteket, fysisk og elektronisk tilgængelighed til den kommunale forvaltning.

Her er et oplagt udviklingspotentiale, som kommunerne må tage på sig ved tydeligt at signalere, at de har ambitioner på handicapområdet. Hvis opgaver skal flyttes, så skal det være drevet af viljen til og ønsket om at gøre tingene bedre for borgerne ellers giver det ingen mening.

Året der gik

2003 har været handicapår i hele Europa. Også i Danmark er det blevet markeret. Det Centrale Handicapråd, suppleret med LO og DA, har fungeret som national koordinationskomite for handicapåret, og Center for Ligebehandling af Handicappede har fungeret som sekretariat for nationalkomiteen. Den overordnede målsætning for handicapår 2003 har været at bekæmpe forskelsbehandling og udvikle og styrke handicappedes integration og dialogen mellem handicappede og ikke-handicappede. Rådets arbejde med at realisere denne meget brede målsætning har været todelt:

En del af arbejdet har været rettet mod konkrete kampagneaktiviteter, der alle har haft fokus på at udbrede kendskabet til handicapåret samt informerer om de handicappolitiske problemstillinger, der ligger bag handicapårets målsætning.

Den anden del af rådets arbejde med handicapåret har været mere politisk i sit sigte. For at formålet med handicapåret kan indfris, skal der andet og mere end opmærksomhedsskabende kampagneaktiviteter til der skal konkrete politiske resultater til. Det Centrale Handicapråd indledte handicapåret med en række ønsker til regeringens handlingsplan på handicapområdet. Handlingsplanen blev offentliggjort ved den officielle åbning af handicapåret i Danmark og satte rammerne for regeringens arbejde på handicapområdet.

Handicapåret som kampagne

Det Europæiske Handicapår 2003 er nu slut, og en bred vifte af aktiviteter har været afholdt over hele landet. Aktiviteterne har været afholdt af meget forskellige aktører, og deltagerskaren har været om muligt endnu bredere sammensat. Alle aktiviteterne har haft en ting til fælles: De har alle været afholdt under overskriften handicapår 2003. Det har i sit udgangspunkt appelleret til mange forskellige former for initiativer, hvilket har gjort året til en festlig, men også meget seriøs markering af de problemer og udfordringer, der er for mennesker med handicap.

På sit første møde i marts 2002 vedtog nationalkomiteen en drejebog for afviklingen af handicapåret i Danmark. Når der ved årets udgang gøres status over de aktiviteter, der har været afholdt i løbet af handicapåret, kan det konstateres, at stort set alle elementer i drejebogen er blevet realiseret. Det ændrer dog ikke ved, at der stadig ligger overordentligt mange handicappolitiske udfordringer og venter på at blive løst. Men ud fra en kampagnemæssig synsvinkel er de konkrete initiativer, besluttet af nationalkomiteen i marts 2002, blevet ført ud i livet.

To kampagnestrategier

For at undgå at enkelte handicapgrupper skulle føle sig forfordelt i handicapåret, valgte nationalkomiteen at sætte fokus på fællesnævnere og på generelle handicappolitiske og holdningsmæssige problemstillinger. De mere specifikke problemstillinger og konkrete tiltag har det været op til handicaporganisationerne at markedsføre.

Nationalkomiteens kampagneaktiviteter koncentrerede sig om en generel holdningskampagne over for den brede befolkning og om en mere faglig kampagne over for professionelle, politikere samt øvrige beslutningstagere.

Holdningskampagnens vigtigste element var den buskaravane, der kørte landet rundt i juni måned. Karavanen var den fysiske manifestation af målsætningen om at styrke dialogen mellem handicappede og ikke-handicappede. Derudover valgte nationalkomiteen at lancere en række initiativer, der i mere overført betydning skulle formidle mødet mellem handicappede og ikke-handicappede og gøre opmærksom på de generelle handicappolitiske problemstillinger. Disse initiativer var blandt andet, at der i perioden op til karavanens start blev vist en tv-reklame på TV2, samtidig med at der blev produceret en række radioindslag til alle landets lokalradioer. For begge initiativer gjaldt det om at komme ud med budskaberne omkring handicapåret til en meget bred målgruppe gennem to forskellige kommunikationskanaler.

Undervejs på karavanen blev der ydet et meget stort stykke opsøgende arbejde i forhold til den regionale og lokale presse i de byer karavanen besøgte. Dette arbejde med at udsende daglige pressemeddelelser og med telefonisk at følge op på disse gav et klart og entydigt resultat pressedækningen var en succes. Besøgstallet på karavanen varierede meget fra by til by, men pressedækningen var stabil. Dette gjaldt alle typer af medier. Handicapåret har i løbet af hele året genereret omkring 1.000 presseklip i national, regional og lokal presse. Hertil kommer den dækning, der har været i de elektroniske medier.

Holdningskampagnen var dog ikke udelukkende fokuseret omkring buskaravanen. Gennem året var der løbende en række arrangementer, der havde til formål at skabe opmærksomhed omkring handicapområdet generelt, og mere specifik at 2003 var udpeget til handicapår. Blandt andet blev der produceret en række dokumentarudsendelser, der blev vist på TV2, der blev udarbejdet skolebogsmateriale, og på den internationale handicapdag den 3. december blev der holdt national åbenthusdag. I forbindelse med åbenthusdagen blev reklamefilmen vist endnu en gang, denne gang også på TV3, og der blev udsendt endnu en række indslag til lokalradioerne.

Den mere faglige kampagne rettede sig mod beslutningstagere og fagpersoner. Den havde derfor et mere substantielt sigte set i forhold til de indholdsmæssige aspekter af de handicappolitiske problemstillinger. De aktiviteter, der blev igangsat, skulle kunne formidle komplekse budskaber og skabe en debat mellem fagpersoner og beslutningstagere. En del af formidlingen blev derfor konferencer, og nationalkomiteen har stået som arrangør af ikke mindre end syv konferencer i løbet af 2003. Herudover har handicapårets sekretariat stået som medarrangør af en række konferencer og været involveret i bogudgivelser, skrevet læserbreve og debatindlæg og afholdt foredrag.

Alt i alt har årets aktivitetskalender været godt booket op. Handicapår 2003 har i Danmark været en succes, og der er rigtig mange mennesker, der har ydet en stor og flot indsats og har del i den succes den indsats skal de hermed have tak for.

Den politiske vinkel

Målet med handicapåret har naturligvis ikke udelukkende været at skabe opmærksomhed. Målet har i høj grad også været at skabe konkrete forbedringer for mennesker med handicap. Det Centrale Handicapråd fremsendte i efteråret 2002 en "ønskeseddel" til regeringen, hvor rådet redegjorde for de politiske ønsker, rådet havde til handicapåret. Ønskesedlen er udførligt beskrevet i rådets beretning for 2002.

Omdrejningspunktet for det politiske udbytte af handicapåret ligger i meget høj grad på regeringens handlingsplan for handicapområdet, som regeringens handicappolitiske koordinator Bendt Bendtsen præsenterede på handicapårets åbningskonference i februar 2003. Handlingsplanen behandles særskilt i næste artikel.

Den europæiske vinkel

Handicapåret er et europæisk projekt. Derfor kommer der flere initiativer fra specielt EU-kommissionens side som opfølgning på handicapåret. Et af de første initiativer, der er sat i søen, er en handlingsplan fra EU-kommissionen: "Lige muligheder for handicappede: En europæisk handlingsplan". Denne handlingsplan er kommissionens interne arbejdsredskab, som udstikker rammerne og principperne for, hvordan kommissionen vil arbejde med handicapspørgsmål frem til år 2010. Indholdsmæssig er det en tynd plan, men det er vigtigt at have i erindring, at EU-kommissionens beføjelser over for mennesker med handicap er ret begrænsede, hvorfor der nok skal lægges mere vægt på signalværdien i, at handlingsplanen overhovedet er fremlagt.

Der kan dog uddrages nogle metodiske såvel som indholdsmæssige pointer af handlingsplanen, fordi handlingsplanen viser, hvilken vej den fremtidige indsats for mennesker med handicap må forventes at ville bevæge sig, i hvert fald i en europæiske kontekst.

Handlingsplanens aktualitet og signalværdi bliver endvidere understøttet af udmeldinger på afslutningskonferencen for den europæiske del af handicapåret den 7. december i Rom. Her sagde kommissæren med ansvar for beskæftigelses- og socialpolitik, Anna Diamantopoulou, at hun mener, der kommer et handicapspecifikt direktiv, og at hun vil arbejde for, at det kommer.

I handlingsplanen danner tre operationelle mål grundlag for fremgangsmåden i handlingsplanen. De operationelle mål er at

Kommissionen vil hvert andet år offentliggøre en rapport om, hvordan handicappedes generelle situation er i det udvidede Europa. Disse toårsrapporter vil blive brugt som grundlag for fastsættelse af nye prioriteter i kommissionens bidrag til den europæiske handicappolitik, under hensyntagen til udviklingen i medlemslandene i den mellemliggende periode.

Handlingsplanen skal realiseres gennem en række indsatsområder, som på baggrund af udviklingen i fællesskabspolitikkerne og på baggrund af udviklingen i medlemslandene bearbejdes løbende. Kommissionens handlingsplan fokuserer i 2004 og 2005 på følgende fire hovedområder:

Fra et dansk synspunkt er det interessant at følge, hvilke betydning denne fokusering får i forhold til udviklingen af handicappolitikken i Danmark. Det bliver spændende at se de løbende resultaterne af det monitoreringsarbejde, der følger af kommissionens handlingsplan. Ikke mindst fordi der fra dansk side, som følge af regeringens handlingsplan, er bevilget midler til at benchmarke den danske indsats i forhold til sammenlignelige lande. Konsekvensen af disse to parallelle tiltag er, at der nu bliver tilvejebragt en mængde datamateriale, som kan bruges til at få sat fokus på de områder inden for handicappolitikken, som kræver ekstra opmærksomhed. Sidst men ikke mindst bliver det interessant at følge målsætning om at integrere handicapspørgsmål i alle relevante fællesskabspolitikker.

En langsigtet plan savnes

Den handicappolitiske debat i 2003 kom i meget høj grad til at handle om regeringens handicappolitiske handlingsplan. Uanset kritikken og de knubbede ord og dem har der bestemt været en del af i årets løb så har handlingsplanen sat en dagsorden, der har været med til at fokusere handicapområdet i 2003.

Handlingsplanen blev præsenteret af regeringens handicappolitiske koordinator, erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen, ved åbningen af handicapåret den 5. februar 2003. Handlingsplanen indeholder dels en kort beskrivelse af grundbegreberne i dansk handicappolitik: ligebehandling, kompensation og sektoransvar. Dels en beskrivelse af 25 konkrete initiativer inden for fem forskellige indsatsområder: boliger, beskæftigelse og uddannelse, tilgængelighed til de fysiske omgivelser, offentlig forvaltning samt fritid og livskvalitet.

Ansvaret for gennemførsel af og opfølgning på handlingsplanen er placeret hos de enkelte ministerier, men koordineres i regeringens tværministerielle embedsmandsudvalg for handicapområdet og evalueres i tæt dialog med Det Centrale Handicapråd og handicaporganisationerne.

Det Centrale Handicapråds sekretariat og embedsmandsudvalget afholdt derfor et arbejdsseminar i oktober 2003, hvor der blev gjort status over de enkelte initiativer. Statusopgørelsen viste, at der stort set var taget skridt til aktiviteter inden for samtlige 25 initiativer på nogle områder mere, på andre mindre.

Det samme billede gjorde sig i store træk gældende, da regeringen som svar på B 153 om en midtvejsevaluering af handicapåret fremlagde sin midtvejsevaluering til Folketinget i midten af december 2003. Evalueringen findes på Folketingets hjemmeside under bilag til socialudvalget alm. del bilag 195 (www.ft.dk/?/samling/20031/MENU/00000002.htm).

I redegørelsen til Folketinget påpeger Bendt Bendsen blandt andet:

at der er afsat 50 millioner kroner om året frem til 2008 (i alt 300 millioner) til tilgængelighedsforbedringer i det almennyttige boligbyggeri

Der er tale om initiativer, som hver især er yderst relevante og helt nødvendige. Handlingsplanen fokuserer initiativ for initiativ på de rigtige problemstillinger.

Handlingsplanens problem er derfor ikke det, den indeholder, men det, der mangler. Og den mangler frem for alt at indtænke initiativerne i en overordnet og sammenhængende strategi for handicapområdet: Hvordan sikrer vi, at de enkeltinitiativer, der bliver taget, tænkes ind i en større sammenhæng, så vi sikrer, at de indgår som brikker i et mønster, der over en årrække afsætter et tydeligt billede af mere tilgængelighed, mere ligebehandling og mere sektoransvar? Uden den plan uden den strategi kan vi ikke prioritere og vælge, med det resultat, at de i øvrigt gode initiativer i velvillig planløshed spænder ben for hinanden. Så får vi lavgulvstog til højgulvsperroner, så får vi nye flotte boliger, men institutionsnissen flytter med. Derfor er det nødvendigt at sige, at vi fortsat efterlyser en handlingsplan, som forsøger at sætte tingene ind i en langsigtet strategi.

Vi efterlyser

en sammenhængende plan for, hvordan vi får normaliseret handicappedes boligforhold. En plan for hvordan vi sikrer tilstrækkeligt med tidssvarende boliger til handicappede. Vi afskaffede for flere år siden institutionsbegrebet. Alligevel ser vi rapport efter rapport, som fortæller, at masser af de sværest handicappede stadig lever under institutionslignende forhold, fordi boligerne er for dårlige, fordi personalet ikke har ændret holdninger og attituder, fordi vi stadig bygger og betragter boligen som et socialt tilbud.

Vi efterlyser

en langsigtet og sammenhængende plan for, hvordan det offentlige transportsystem busser/tog/S-tog/metro/færger etc. gøres tilgængelige, så for eksempel en kørestolsbruger kan gennemføre en sammenhængende og uafbrudt rejse fra sit hjem til et hvilket som helst bestemmelsessted i Danmark uden at skulle bestille og planlægge turen uger i forvejen.

Vi efterlyser

en overordnet strategi for, hvordan vi sikrer, at eksisterende bygninger over en årrække bliver tilgængelige. Hvordan sikrer vi, at for eksempel utilgængelige skoler, apoteker, banker, helseklinikker, biografer, restauranter bliver tilgængelige? Vi er nødsaget til at konstatere, at den ændring af byggeloven, som regeringen har fremsat, ikke sikrer tilgængelighed til eksisterende bygninger. Man kan derfor kun håbe, at der kan skabes tilslutning til de initiativer, der er taget fra en række oppositionspartiers side til at sikre, at DS 3028 gøres bindende og til at der skal sikres tilgængelighed ved ejerskifte i liberale erhverv.

Vi efterlyser

konkrete initiativer til at sikre handicappede et ordentligt og solidt fodfæste på arbejdsmarkedet. Med den nyeste SFI-rapport har vi et godt vidensgrundlag for at tage fat på problemet. Men vi må ikke endnu en gang tage til takke med en hurtig gang pjecer vi skal finde en form og en mangfoldighed af initiativer, som kan sikre, at vi kommer i dybden med problemerne, og at vi når de rigtige mennesker.

Der er således stadig store og nødvendige opgaver, der skal løses. Men handlingsplanen har uagtet dens mangler skabt en frugtbar handicappolitisk debat, som har provokeret folketingspartierne uden for regeringen til at komme på banen. Således har Det Radikale Venstre og efterfølgende Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten fremsat to beslutningsforslag, som hver især sætter fokus på vigtige handicappolitiske temaer ikke mindst tilgængelighedsspørgsmålet og brugen af DS 3028.

Det er nyt og særdeles positivt, at handicapområdet således er blevet en egentligt politisk "kamparena". Handicapområdet har i årevis været tynget af en meget massiv politisk konsensustænkning, som nok har sikret stor opbakning til de initiativer, der er taget, men som i høj grad også har taget den politiske dynamik ud af handicapområdet som politikområde. Resultatet er faktisk, at der er mere handicappolitik på Folketingets dagsorden, end vi har set i årevis. Det kan der kun komme noget godt ud af.

Ny struktur på handicapområdet?

Det Centrale Handicapråd har gennem 2003 nøje fulgt Strukturkommissionens analysearbejde og den stadig intensiverede debat om forskellige modeller for reformer af den offentlige sektors indretning. Regeringen nedsatte i oktober 2002 kommissionen med det formål at udarbejde en teknisk og faglig analyse, som skal være beslutningsgrundlag for en strukturreform. Rådet har på to møder drøftet handicapområdet i lyset af strukturreformen samt rettet henvendelse til Strukturkommissionen.

Rådets drøftelser af strukturreformen

Den 11. juni 2003 drøftede rådet perspektiverne for handicapområdet i forbindelse med en fremtidig strukturreform. Udgangspunktet for rådets vurderinger af mulighederne for en ny opgavefordeling og struktur har været, at dér hvor eksisterende strukturer forhindrer mennesker med handicap i at få ordentlig kompenserende service, dér skal strukturerne ændres.

Rådet ønskede gennem sin debat at forberede sig på, hvordan rådet skulle forholde sig, hvis strukturdebatten og de efterfølgende politiske forhandlinger resulterer i en model med tre til fem regioner, der har sygehusdrift som den primære opgave. Sygehusopgavernes placering ser ud til at blive en af de mest styrende præmisser for, hvordan andre sektorer bliver indrettet.

Der var i rådet stor interesse for at debattere strukturreformen, og der blev besluttet en række anbefalinger til en fremtidig struktur. Flere af rådets medlemmer gav udtryk for, at der er behov for større enheder og enkelthed i det offentlige system, men at rådet ikke skulle tage stilling til en eventuel nedlæggelse af et administrativt niveau.

Rådet blev enig om som udgangspunkt at anbefale, at kommunerne får et befolkningsgrundlag på minimum 30-50.000 mennesker, hvis de skal kunne varetage de vigtigste opgaver på handicapområdet.

Som følge af rådets drøftelser rettede rådet den 29. august 2003 henvendelse til Strukturkommissionen og gjorde opmærksom på rådets overvejelser om, hvordan det principielt bør se ud for handicapområdet, såfremt strukturreformen skulle ende med en model med tre til fem sygehusregioner og større primærkommuner. Rådet anbefaler, at

På rådets sidste møde i 2003 gjorde rådet status over de seneste væsentlige udmeldinger om strukturreformen, herunder udspil fra De Samvirkende Invalideorganisationer, Kommunernes Landsforening og Socialpædagogernes Landsforbund.

Strukturkommissionens betænkning

Ved årsskiftet kunne rådet endelig læse sammenfatningen af Strukturkommissionens betænkning. Betænkningen er ikke en drejebog for en bestemt strukturmodel. Den fremlægger mulige modellers fordele og ulemper og begrunder behovet for en reform med svaghederne i den nuværende struktur og den samfundsudvikling, der vil forværre disse svagheder. Blandt andet udpeges socialområdet (heriblandt dele af handicapområdet) og specialundervisningen som områder med væsentlige vanskeligheder i opgaveløsningen.

Kommissionen opstiller og vurderer fire hovedmodeller for en ændret struktur:

Kommissionen er mest positiv over for strukturmodeller med tre administrative niveauer, væsentlig større kommunale og regionale enheder og en ændret opgavefordeling. Under disse forudsætninger kan beskæftigelsesindsatsen gøres enstrenget og forankres i kommunerne, og specialundervisningen kan samles i kommunerne.

I den brede amtsmodel kan kommunerne via forøgelse af grundtaksten få et større ansvar på socialområdet, for eksempel voksenhandicapområdet samt børn og unge med handicap. De mest specialiserede opgaver skal stadig løses på regionalt niveau, hvorfor problemer i forhold til delt opgaveløsning fortsat vil eksistere på socialområdet.

Med den brede kommunemodel kan den delte opgaveløsning ophæves ved, at kommuner fuldt ud overtager sociale/socialpsykiatriske opgaver. Risikoen er her en reduceret faglig bæredygtighed i de mest specialiserede opgaver. Det vurderes også, at regionerne eventuelt kan få visse meget specialiserede sociale/socialpsykiatriske opgaver, herunder på handicapområdet.

For rådet bliver det en central opgave at presse på i forhold til at sikre den faglige og økonomiske bæredygtighed samt forsyningssikkerheden ved de højt specialiserede opgaver på handicapområdet. Især mindre og mere omkostningskrævende handicapgruppers behov må ikke overses i strukturreformen. I det kommende år vil rådet aktivt blande sig i debatten om strukturreformen, herunder afgive høringssvar på betænkningen i april 2004.

Integration tur/retur

Gennem Det Centrale Handicapråds løbende og omfattende diskussion i 2003 af handicappedes boligforhold blev det mere og mere klart, at handicappedes boligforhold hører til blandt de allerstørste ligebehandlingsproblemer. For få og utidssvarende boliger, en struktur, som gør det svært at komme af med institutionstænkningen, en lovgivning, som favoriserer de forkerte løsninger, og en række politiske initiativer, som lapper på et kludetæppe frem for at tage fat om nældens rod og få normaliseret handicappedes boligforhold. Sådan kan man vel i korte træk karakterisere rådets boopgørelse over handicappedes boligsituation i 2003.

Boligen og hjemme udgør kun sekunderet af arbejdet den væsentligste identitetsskabende faktor i alle mennesker tilværelse. Hjemmet er et fundament, et frirum, en helle som udgør det centrum, hvorfra vi møder tilværelsen og trækker os tilbage til igen. Derfor er det afgørende for ligebehandlingen af handicappede, at handicappede har samme principielle ret til og mulighed for at bosætte sig som en hvilken som helst anden borger i dette land.

Boliger til handicappede, som blot efterspørger en bolig

For en meget stor gruppe handicappede indebærer det at bo "blot", at boligmassen skal være tilgængelig. Den kommunalt ansatte socialrådgiver i kørestol har ikke andre handicapspecifikke krav til boligen, end at den skal være tilgængelig og funktionel fra en kørestol evt. kombineret med nogle særlig pladskrav af hensyn til hjælpere og hjælpemidler. For hende bør det være en selvfølgelighed, at hun kan bosætte sig, hvor hun vil. Hun skal ikke henvises til særlige "reservater" med "handicap- og ældrevenlige boliger".

Derfor er det altafgørende, at der satses bevidst og systematisk på at tilgængeliggøre både nye og eksisterende boliger. Det omfatter også dels en mere fleksibel administration af servicelovens regler om boligændringer, så personer, der får et handicap, i højere grad får mulighed for at blive boende, dels en administration af reglerne, som giver handicappede langt bedre muligheder for at flytte fra én bolig til en anden.

Regeringen har i forbindelse med finanslovsaftalen for 2003 sikret, at Boligselskabernes Landsbyggefond kan støtte tilgængelighedsinitiativer i det almennyttige byggeri med 100 millioner om året i tre år. Det er et positivt initiativ, som forhåbentlig vil føre til flere tilgængelige almennyttige boliger og dermed et friere boligvalg for mange handicappede.

I lyset af det initiativ undrer det derfor, at regeringen eksplicit har undtaget boliger i det netop fremsatte lovforslag om en ændring af byggeloven det lovforslag, som skulle sikre en successiv tilgængeliggørelse af den eksisterende bygningsmasse.

Boliger til handicappede, som har et betydeligt støtte-/plejebehov ud over boligen

For en anden og meget mindre gruppe handicappede knytter der sig et så omfattende støtte-, behandlings- og plejebehov til handicappet, at vi traditionelt har ment, at pleje- og støttebehovet ikke har kunnet adskilles fra boligbehovet. De er blevet visiteret til et amtskommunalt botilbud efter servicelovens § 92. For at kunne yde den rette og relevante hjælp til en acceptabel pris har vi måtte gå på kompromis med disse menneskers ret til frit at vælge deres eget hjem. For den gruppe borgere er det i meget høj grad holdninger, økonomiske prioriteringer og hvad der er administrativt praktisk, der har bestemt bosætningsmønstret. Det er en tankegang, som blev grundlagt med fortidens totalinstitutioner og videreført i det, der i dag benævnes § 92-boliger.

Det er vigtigt at understrege, at der undervejs er sket voldsomme forandringer og store forbedringer, som har ført til et opbrud i forhold til totalinstitutionernes bosættelsesmønster og forbedret boligstandarden for mange. Men vi har selvom vi i 1998 formelt set ophævede institutionsbegrebet endnu ikke endeligt fået gjort op med institutionstænkningen. At vi fortsat har en så eklatant mangel på acceptable og velegnede boliger, at vi opgør behovet for de nødvendige boliger på en måde, som notorisk undervurderer problemets reelle omfang, at vi accepterer en boligstandard, som for nogle betyder flersengsværelser, 500 boliger på under 10 m2 og kun ¼ af boligerne over 20 m2, viser, at vi har svært ved at anerkende de mennesker, der her er tale om, som ligeværdige og fuldgyldige medborgere. Her er tale om mellem 7.000-9.000 borgere, der betragtes som en driftsopgave, der skal drives administrativt mest rationelt. Vi, der har muligheden for at sige fra, ville aldrig selv acceptere at blive betragtet og behandlet på den måde.

Det er næppe realistisk at forestille sig en situation, hvor vi slet ikke må gå på kompromis mellem den enkeltes ret til frit at bosætte sig og hvad der er økonomisk og administrativt praktisk. Men det er nødvendigt, at vi får gjort helt radikalt op med resterne af institutionstænkningen ved en gang for alle at gøre op med boligen som en social ydelse, der visiteres til på linje med socialpædagogisk støtte, hjemmehjælp og fysioterapi.

Derfor skal indsatsen på den del af boligområdet koncentrere sig om at få lukket muligheden for at opføre nye boliger efter servicelovens § 92 og om løbende at få overført de nuværende § 92-boliger til lov om almennyttigt byggeri.

Servicebetalingen

De største ligebehandlingsproblemer på boligområdet kan stort set alle tilbageføres til netop det forhold, at de er opført efter regler i sociallovgivningen.

Det gælder blandt andet den meget udskældte servicebetaling, som opkræves, hvis boligen er etableret efter servicelovens § 92. Servicebetalingen er ikke betaling for en specifik definerbar serviceydelse, men en abstrakt ekstrabetaling, som opkræves for at få økonomien til at hænge bedre sammen. Amterne opkræver årligt 136 millioner kroner i servicebetaling. Servicebetalingen opleves med god grund af beboeren som en urimelig særskat samtidig med, at netop servicebetalingen virker som et incitament for amterne til at etablere boliger efter serviceloven frem for efter almenloven, hvor man ikke kan opkræve denne særlige servicebetaling.

Huslejebetaling

At boligerne etableres med hjemmel i servicelovens § 92 betyder omvendt, at de er underlagt en huslejefastsættelse som følger en anden procedure end den huslejefastsættelse, der benyttes i almennyttige boliger, hvor det er lejeloven, der regulerer huslejen. Det betyder, at nogle beboer i § 92-boliger betaler for meget i husleje, mens andre betaler for lidt. En overgang fra § 92-boliger til boliger efter almenloven vil formentlig indbringe en del af det tabte provenu fra servicebetalingen i øgede huslejeindtægter.

Beboernes retsstilling

Det forhold, at boligerne er opført med hjemmel i § 92, betyder desuden, at beboerne ikke er underlagt lejelovens beskyttelse ved for eksempel opsigelse af lejemålet. Det indebærer, at amterne kan træffe en administrativ beslutning om at nedlægge et botilbud og dermed nedlægge beboerens hjem. Det er den situation, der er opstået de steder, hvor et amt har ønsket at bygge nyt (og bedre) og i nogle situationer større og mere centrale boenheder. I den situation har beboeren ikke den retsbeskyttelse mod "opsigelse af lejemålet", som den lejer der er omfattet af lejeloven. Det virker urimeligt og ude af trit med politikken på handicapområdet i øvrigt, at beboerne i § 92-boliger skal være underlagt en sådan administrativ vilkårlighed. Amterne har selvsagt en interesse i at have denne udstrakte fleksibilitet, men den kommer også let til at fungere som et incitament til at bygge efter § 92 frem for almenloven.

Adskillelse mellem bolig- og behandling

Historisk går der en lige linje fra de gamle totalinstitutioner til vore dages § 92-boliger mange af § 92-boligerne er tilmed fysisk beliggende i bygninger, som tidligere var særforsorgsinstitutioner. Derfor kan det måske heller ikke undre, at flere undersøgelser blandt andet Socialministeriets evaluering af institutionsbegrebets ophævelse har vist, at gamle institutionsdyder i vid udstrækning stadig trives i vores § 92-boliger.

At konvertere disse boliger fra § 92-boliger til boliger efter almenloven vil formentlig i sig selv føre til en holdnings- og attitudeændring hos personale og ledelse. Men skal vi for alvor gøre op med resterne af institutionstænkningen, så kræver det formentlig en mere gennemgribende nytænkning af, hvad vi vil acceptere, der skal foregå i boligen, og hvad der skal foregå uden for boligen. Det er konstituerende for forestillingen om et hjem, at det er et privat område, som afskærmer os fra det offentlige rum. I "§ 92-hjemmet" er den grænse imidlertid udvisket, og det private og offentlige rum flyder sammen.

Med vedtagelsen af serviceloven i 1998 afskaffede vi formelt institutionsbegrebet på voksenområdet. Rent praktisk betød det blandt andet, at vi fik adskilt bodelen fra kompensationsdelen. Borgere, som bor i botilbud efter § 92, har herefter samme ret til at søge ydelser efter serviceloven som alle andre. Boligen er jo nu deres hjem ikke en institution. Den tid, hvor for eksempel hjælpemidler, ledsagelse og andre kompenserede ydelser blev leveret som en del af botilbuddet, er forbi.

Det var et stort skridt i den rigtige retning, men i dag må vi spørge, om skridtet blev taget fuldt ud. Den massive sammenblanding af bolig og behandling bevirker, at hjemmet forbliver offentligt, og institutionslogikken har en tendens til at blive hængende i gardinerne. Nok er dit hjem dit hjem, men det er også ramme om en række aktiviteter, som gør det til arbejdsplads for et stort antal mennesker.

Skal vi for alvor have gjort op med institutionstænkningen, skal vi i så høj grad, som det overhovedet er muligt, have isoleret boligen fra behandlings- og aktiveringsinitiativer. Tanken om, at tilbuddet skal komme til borgeren og ikke omvendt, er positivt ment, men kan samtidig stå i vejen for en boligmæssig ligebehandling af beboerne i botilbud. Socialpædagogisk bistand, fysioterapi, tandlæge, frisør, fodterapi osv. skal ikke foregå i folks hjem.

Af de mellem 7.000 og 9.000 mennesker, der bor i botilbud, som er stillet dem til rådighed efter sociallovgivningen, er det formentlig kun et fåtal, som har behov for den massive opdækning i deres private hjem. Langt de fleste kunne have en bolig et hjem som fungerede som et privat rum, hvorfra man møder verden. Ikke ved at verden kommer trampende ind i ens stue, men ved at respektere hjemmet som et privat punkt, hvorfra man kan drage ud i verden for at gå til frisør, fysioterapeut, tandlæge eller hvad det nu måtte være. Det er ikke nødvendigt at sidde på skødet af folk for at levere omsorg, støtte og service.

Tilbage vil være en lille gruppe af meget svært handicappede og kriminelle handicappede under dom, som vil have brug for et institutionslignende tilbud. Så lad os acceptere det, og lad os så bygge de særlige institutionslignende boliger til den lille gruppe. Men det må ikke forekomme, at vi lader en stor gruppe borgere leve under institutionslignende forhold for at kunne opretholde et beredskab for de meget få.

Der er, som Det Centrale Handicapråd skrev til socialministeren, et stort behov for at få normaliseret handicappedes boligsituation. Rådet anbefalede:


Mere plads til alle

Stadig flere børn modtager specialundervisning, hvilket ikke stemmer overens med de politiske intentioner om en rummelig folkeskole med plads til alle. Det Centrale Handicapråd efterlyser bedre specialpædagogiske kvalifikationer hos lærerne og en større viden om baggrunden for stigningen i specialundervisning, samt hvilken effekt den har på eleverne.

Bekymrende udvikling

Folkeskolens specialundervisning har fyldt meget i den offentlige debat og har også været et stort og tilbagevendende emne i rådets arbejde gennem hele 2003. Det blev til flere drøftelser af nye undersøgelsesresultater og til sidst en temadrøftelse af specialundervisningen som helhed.

Folkeskolen er det sted, hvor flest børn får deres første uddannelse, og det er inden for den brede ramme, som folkeskolen har, at alle uddannelsesbehov skal kunne tilgodeses også dem, der er lidt mere specielle. Der har i de senere år været en konstant stigning i antallet af elever, som modtager specialundervisning som en del af skolegangen, og flere og flere af disse elever bliver udskilt til særlige skoleforløb enten i kommunale eller amtslige specialklasser. Denne udvikling vækker bekymring.

Kvalitet frem for økonomi

I 2000 trådte en ny finansieringsform i kraft, som betød, at der i forhold til tidligere ville være et større økonomisk incitament for kommunerne til at tilgodese elevernes behov i den kommunale skole frem for at betale for et amtsligt tilbud. Men finansieringsformen har ikke medført de ændringer, man havde forventet. Der kommer stadig flere børn i den vidtgående amtslige specialundervisning, og udgifterne til den kommunale specialundervisning stiger også. I 2003 satte regeringen og de kommunale parter fokus på, hvordan man kan styre økonomien på dette område, og om man kan organisere undervisningen på en måde, som både er bedre og billigere. Det førte til en anbefaling til kommunerne om at bruge økonomisk rammestyring som redskab til at holde udgifterne nede. Samtidig blev kommunerne opfordret til at ændre på organiseringen, så der i højere grad gives den nødvendige hjælp i rette tid.

Rådet er ikke uenig i, at man skal holde øje med økonomien, men det er helt afgørende, at kvaliteten i folkeskolen bliver fundamentet for de beslutninger, der træffes. Det primære mål skal være at forbedre folkeskolens tilbud til elever, som har det svært. Og hvis den strategi også mindsker udgifterne, er det bestemt positivt. Men samfundet har ikke råd hverken etisk eller økonomisk til at lade økonomiske sparehensyn komme i første række. Det er ikke acceptabelt, at kommuner hjemtager elever fra specielle amtslige tilbud til billigere kommunale tilbud, hvor vidt forskellige undervisningsbehov skal dækkes af de samme lærere, som ofte ikke har de rette specialpædagogiske kvalifikationer. Rummelighed er ikke lig med kommunalt. Rummelighed handler om inkluderende undervisning, der tager højde for elevens særlige undervisningsbehov. Altså skal kvaliteten være bærende for kommende forandringer.

Flere børn med autisme?

Der er mange ubesvarede spørgsmål om udviklingen i specialundervisningen Et af spørgsmålene blev rejst af Amtsrådsforeningen allerede i 2002, hvor en undersøgelse viste, at elevtilstrømningen til den vidtgående specialundervisning især stammer fra elever med autisme eller Aspergers syndrom. Amtsrådsforeningen efterlyste på det tidspunkt viden om baggrunden for dette. Er der i dag flere børn, som har disse funktionsnedsættelser end tidligere, eller er det skolen, der har sværere ved at rumme børn med disse funktionsnedsættelser? Disse spørgsmål er ikke blevet besvaret, og det betyder, at der mangler viden om, hvor denne stigning præcist kommer fra. Dermed mangler der også svar på, hvilke muligheder der overhovedet er for at bringe stigningen ned for at give de elever det handler om en undervisning, der er tilrettelagt efter deres udgangspunkt. Rådet har bedt undervisningsministeren tage dette spørgsmål op sammen med andre relevante ministre.

Rummelighed i folkeskolen

Et andet grundlæggende spørgsmål handler om, hvordan folkeskolen kan kvalificeres til at udvise den rummelighed, alle taler så meget om. Hvordan gøres det i praksis på en måde, som fungerer både for elever med særlige behov, for elever med mere sædvanlige behov og for skolen som helhed? Det er vigtige spørgsmål at få afklaret, og der foregår allerede meget arbejde på dette område. Undervisningsministeriets projekt om kvalitetsudvikling i den vidtgående specialundervisning handler således også om kvalitetsudviklingen i den rummelige kommunale undervisning. Der er dog brug for mere viden, og rådet støtter derfor Undervisningsministeriets planer om at få lavet nogle undersøgelser af specialundervisningens effekt. Rådet håber, at undersøgelserne på et grundigt og nuanceret grundlag kan afdække, hvordan elevers faglige og sociale kompetencer påvirkes af specialundervisning, og hvad der kendetegner specialundervisningsforløb med en positiv effekt.

I udviklingen af bedre kvalitet er lærernes kvalifikationer et helt afgørende grundstof, og det er derfor meget vigtigt, at der både i uddannelsen af nye lærere og som strategi for videreuddannelsen af allerede ansatte lærere også satses på viden om specialpædagogik som forudsætning for at kunne levere god undervisning i en rummelig folkeskole. Det er ikke acceptabelt, at specialundervisning i mange tilfælde gives af lærere uden specialpædagogiske forudsætninger, og det gælder uanset, om der er tale om ekstra læsetimer eller fuldtidsundervisning til elever med autisme. Skolerne, kommunerne, amterne og i sidste ende ministeriet må sørge for, at de nødvendige specialpædagogiske kvalifikationer er til stede.

Rådets anbefalinger

I 2003 har Det Centrale Handicapråd støttet, anbefalet og opfordret undervisningsministeren til initiativer i forhold til følgende:

Myndighedsområder:

Det sociale område

I 2003 har der ikke været nogen større reformer af sociallovgivningen. Det Centrale Handicapråds arbejde har derimod været præget af en række omfattende evalueringer af serviceloven. Både institutionsbegrebets ophævelse, de individuelle handleplaner, handicapkompenserende ydelser og grundtakstfinansieringen er blevet evalueret, og rådet er i forbindelse med evalueringerne kommet med forslag til tiltag, der kan forbedre myndighedernes brug af loven, så den i videst muligt omfang sikrer ligebehandlingen af personer med handicap.

En anden af årets vigtige opgaver for Det Centrale Handicapråd har været at deltage i udarbejdelsen af en ny national handlingsplan til bekæmpelse af fattigdom og udstødelse.

Bekæmpelse af fattigdom og udstødelse

Som led i EU's åbne koordinationsmetode skal landene udarbejde nationale handlingsplaner til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.

I forbindelse med udarbejdelsen af den nationale handlingsplan 2001/2003 var Det Centrale Handicapråd utilfreds med høringsprocessen og planens udformning. Rådet gjorde over for Socialministeriet opmærksom på, at rådet gerne ville inddrages mere i udformningen af den næste nationale handlingsplan. Rådet var derfor tilfreds med i forbindelse med den nationale handlingsplan 2003/2005 at blive inddraget på et langt tidligere tidspunkt i processen.

Den tidlige inddragelse har tilsyneladende haft en god effekt, idet Det Centrale Handicapråds høringssvar har haft større indflydelse på denne handlingsplan, end det var tilfældet sidst. Handicapområdet fylder mere i handlingsplan 2003/2005, både i rapporten generelt og i det særlige handicapafsnit, der specifikt omhandler problemer for handicappede. Af de problemstillinger, rådet peger på i sine høringssvar, berører handlingsplanen den særlige indsats mod vold mod kvinder med handicap, børn og unge med handicap som en gruppe med særlige behov, mennesker med både udviklingshæmning og sindslidelser som en særlig udsat gruppe og handicaporganisationernes ret til at klage over utilgængeligt nybyggeri. Derimod er bygningsstandarden DS 3028 ikke nævnt, på trods af rådets ønske. Heller ikke den manglende mulighed for specialpædagogisk støtte til voksenuddannelser omtales.

Evaluering af serviceloven

Lov om social service trådte i kraft i juli 1998 og har nu virket i tilstrækkelig lang tid til, at det er muligt at se effekterne af den. Socialministeriet har i den forbindelse evalueret tre aspekter af den nye lov: institutionsbegrebets ophævelse, udarbejdelse af handleplaner og sammenhængen i de handicapkompenserende ydelser.

De to første evalueringer var på dagsordenen på Det Centrale Handicapråds møde i december 2002 og er omtalt i rådets årsberetning for 2002. Den tredje evaluering om de handicapkompenserende ydelser blev først offentliggjort i 2003 og blev drøftet på rådsmøderne i marts og juni 2003. Evalueringen peger på to typer problemer. For det første er der konkrete problemer med servicelovens bestemmelser. Blandt andet er der uklarheder i nogle af paragrafferne, ligesom de bruges meget uens rundt omkring i kommunerne. For det andet er der problemer med selve organiseringen af indsatsen, hvilket betyder, at borgeren kan komme i klemme mellem to afdelinger i den samme kommune. Evalueringen anbefaler derfor en bedre koordinering i kommunerne, blandt andet gennem interne retningslinjer, fælles adgang til sagsmapper og bevidst brug af sparring mellem medarbejderne.

På baggrund af drøftelserne af de tre evalueringer har Det Centrale Handicapråd taget kontakt til Socialministeriet med en opfordring om i samarbejde med amter og kommuner at sørge for, at evalueringernes anbefalinger bliver ført ud i livet. Rådet foreslår, at dette sker gennem fortsat udvikling af støttepersonalets kvalifikationer, gennem en handlingsplan for boliger til yngre fysisk handicappede, gennem en styrket indsats over for svært handicappede og gennem udbredelse af viden til brugerne om de nye regler og rettigheder i forbindelse med institutionsbegrebets ophævelse.

Socialministeriet har i sit svar til rådet erklæret sig enig i rådets forslag til indsatsområder og har igangsat initiativer, der skal forbedre kvaliteten og brugen af handleplaner. Ministeriet fastslår dog, at det i sidste ende er amternes og kommunernes ansvar, at problemerne bliver løst.

Tilkendelse af førtidspension

Det er ikke kun med hensyn til handicapkompenserende ydelser, der er forskel på kommunernes praksis. Også når det gælder tilkendelsen af førtidspension, har det stor betydning, hvilken kommune man bor i.

Det Centrale Handicapråd drøftede på rådsmødet i marts 2003 rapporten "Bestemmer forvaltningen om du får førtidspension?", som Socialforskningsinstituttet udgav i 2002. Rapporten undersøger, hvad der karakteriserer kommuner, som tilkender forholdsvis mange eller få førtidspensioner. Det viser sig, at der er store variationer mellem kommunerne med hensyn til antallet af tilkendte førtidspensioner, og at det afgørende parameter i forhold til dette er kommunens organisationskultur. Kommuner med en aktiv og handlingsorienteret socialforvaltning og med en høj grad af tværfagligt samarbejde tilkender færre førtidspensioner end kommuner med en meget regelorienteret og formaliseret sagsbehandling. Desuden fremgår det af undersøgelsen, at borgerne i de aktive og handlingsorienterede kommuner er mest tilfredse med afgørelsen af deres sag.

Rådet fandt rapporten interessant, og der var generel enighed om, at dens resultater bør videreformidles med henblik på at fremme en praksisændring i kommunerne.

Grundtakstfinansieringens konsekvenser

Også den sociale finansieringsreform har i 2003 været under Socialministeriets lup, og redegørelsen blev behandlet på Det Centrale Handicapråds møde i september 2003. På samme møde drøftede rådet en "tilstandsrapport" om grundtakstfinansieringen, hvor De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI), Socialpædagogernes Landsforbund, Dansk Socialrådgiverforening og HK-Kommunal fremlægger deres erfaringer med modellen.

Reformen, der trådte i kraft den 1. januar 2002, medførte en ændring af udgiftsfordelingen mellem amter og kommuner. På den del af det sociale område, hvor der tidligere havde været delt finansiering mellem amt og kommune, blev der nu indført grundtakstfinansiering, således at kommunen betaler grundtaksten, dog højst de faktiske udgifter, og amtet afholder udgifter herover.

Det Centrale Handicapråd har hidtil været forbeholden over for grundtakstfinansieringen, idet den ændrede udgiftsfordeling mellem amter og kommuner medfører en risiko for, at kommunerne holder sig under grundtaksten for at spare, og kvaliteten af tilbuddene dermed forringes.

Det viser sig da også, at indførelsen af grundtakstfinansieringen har medført et forøget pres på de kommunale kasser. Der er nemlig sket en forskydning i de sociale udgifter på ca. fem milliarder kroner fra amter til kommuner, hvilket kommer til udtryk i amternes nøgletalspjece for socialområdet i 2002. Her ses der et markant fald i amternes sociale udgifter fra 2001 til 2002.

Socialministeriets redegørelse er grundlæggende positiv over for grundtakstfinansieringen. Det nævnes dog, at sagsgangen kan virke bureaukratisk og sagsbehandlingstiden være for lang.

DSI, Socialpædagogernes Landsforbund, Dansk Socialrådgiverforening og HK-Kommunal er mere kritiske og påpeger i deres rapport, at der efter reformens indførelse er sket et fald i antallet af børn og unge, der er anbragt i døgninstitutioner for handicappede børn, og i antallet af børn og unge, der modtager et særligt dag- eller klub-tilbud. Desuden er antallet af personer under 67 år, der bor på plejehjem eller i beskyttede boliger, faldet markant. Dette fald tyder på, at grundtakstfinansieringen har gjort det sværere at blive visiteret til disse tilbud. Desuden viser rapporten, at der er sket et kompetenceskred mellem amter og kommuner, idet amtet ved at sige nej til at betale udgifter over grundtaksten reelt får beslutningskompetence i sager, som egentlig burde afgøres af kommunen.

På baggrund af redegørelsen og tilstandsrapporten har Det Centrale Handicapråd anbefalet socialministeren at opfordre de regionale udviklingsråd til at sætte fokus på tre områder. For det første skal det sikres, at sagsbehandlingstiden ikke trækker unødigt ud. For det andet bør der kigges på samarbejdet mellem amter og kommuner, så man undgår et utilsigtet kompetenceskred. Endelig bør man også have fokus på visitationen.

Socialministeren har i sit svar til rådet erklæret sig enig i rådets vurdering af, at de tre nævnte områder er centrale i overvågningen af grundtakstreformen, og ministeren fastslår vigtigheden af, at udviklingsrådene følger og drøfter udviklingen på disse områder. Socialministeren oplyser desuden, at en ny hjemmeside til erfaringsudveksling mellem udviklingsrådene vil tematisere de områder, Det Centrale Handicapråd har fremhævet.

Integration af børn med handicap

På rådsmødet i marts drøftede Det Centrale Handicapråd to undersøgelser om integration af børn med handicap i kommunale børnehaver. Undersøgelserne behandler det samme område ud fra forskellige vinkler og supplerer derfor hinanden godt.

Den ene undersøgelse er udgivet af Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) i december 2002 og analyserer kommunernes arbejde med servicelovens formålsbestemmelse på dagtilbudsområdet. Den anden undersøgelse er et observationsstudie af 29 fortrinsvis psykisk handicappede børn i kommunale børnehaver. Undersøgelsen er udgivet af Socialforskningsinstituttet i november 2002. Begge undersøgelser er bestilt af Socialministeriet.

Undersøgelserne er ikke mindst interessante set i lyset af, at holdningsundersøgelser viser, at venskaber i barndommen mellem handicappede og ikke-handicappede øger sandsynligheden for positive holdninger over for handicappede senere i livet. Integration af handicappede børn i institutioner med ikke-handicappede har dermed en væsentlig betydning for at skabe positive holdninger over for handicappede.

Tilsammen viser undersøgelserne dog, at dette ikke er så ligetil. Integrationen af handicappede børn i børnehaver med ikke-handicappede foregår nogle gange på måder, som kan skade det handicappede barns personlighed og udviklingsmuligheder. Konklusionen på undersøgelserne er, at personalet mangler kompetencer til at integrere handicappede børn, og at kommunerne har svært ved at tilvejebringe disse kompetencer. Derudover peger undersøgelserne på, at der mangler bevidsthed om, hvad det vil sige at integrere børn med handicap i kommunale børnehaver.

Det Centrale Handicapråd har rettet henvendelse til Socialministeriet med en opfordring til, at ministeriet følger op på undersøgelserne med en målrettet formidlingsindsats rettet mod kommuner, dagtilbud, personale og forældre for at sikre, at alle parter har forståelse for, at børn med handicap bør være fuldt integrerede i børnehavernes daglige liv.

Udviklingshæmmede lovovertrædere

Det Centrale Handicapråd har gentagne gange drøftet problemerne omkring udviklingshæmmede lovovertrædere, der idømmes tidsubestemte behandlingsdomme.

I 1998 havde rådet emnet på dagsordenen i forbindelse med udgivelsen af en rapport fra Center for Ligebehandling af Handicappede. Rapporten påviste, at den faktiske varighed af de tidsubestemte domme, psykisk udviklingshæmmede lovovertrædere idømmes, er meget lang set i forhold til varigheden af de domme, ikke-udviklingshæmmede idømmes for lignende forseelser.

På baggrund af rapporten og en henvendelse fra Det Centrale Handicapråd nedsatte Justitsministeriet i 2000 et udvalg, der skulle se på sagen. Udvalgsarbejdet resulterede i en ændring af straffeloven, der sikrede en øvre tidsmæssig grænse for tidsubestemte domme for lovovertrædelser af ikke-legemsfarlig karakter. Rådet fandt ikke denne ændring vidtgående nok og har siden opfordret Justitsministeriet til et samarbejde omkring yderligere ligebehandling af psykisk udviklingshæmmede lovovertrædere. Indtil videre uden held.

Tre nye undersøgelser viser, at ikke kun varigheden, men også indholdet i dommene, er problematisk. På martsmødet drøftede rådet rapporten "Lovovertræder med udviklingshæmning, en undersøgelse af, hvordan det sociale system reagerer over for udviklingshæmmede lovovertrædere med dom", som Socialt Udviklingscenter SUS har udarbejdet for Socialministeriet. I maj 2003 udkom "Rapport fra arbejdsgruppen om grænsefladen mellem kriminalforsorgen og social- og sundhedssektoren", udarbejdet af blandt andet Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening og Socialministeriet. Endelig udgav Amtsrådsforeningen i juni 2003 en statusrapport over amternes arbejde med domfældte udviklingshæmmede. De to sidste rapporter blev fremlagt på Det Centrale Handicapråds møde i september 2003.

De tre undersøgelser peger på de samme problemer. For det første er antallet af domfældte med udviklingshæmning steget markant inden for de seneste år. For det andet er målgruppen ændret i retning af flere let udviklingshæmmede/sent udviklede, der ved siden af udviklingshæmningen har andre diagnoser eller adfærdsmæssige problemer af social, seksuel eller misbrugsmæssig art. I nogle amter ses der også en kraftig stigning i antallet af domfældte med anden etnisk baggrund. Et tredje problem er, at området befinder sig i en gråzone mellem sociallovgivningen og straffelovgivningen, idet dommene afsiges efter straffeloven, men effektueres inden for rammerne af serviceloven. Da der heller ikke foreligger nogen retningslinjer for indholdet af dommene, ved domstolene dårligt, hvad de dømmer til.

På baggrund af undersøgelserne henvendte rådet sig i december 2003 til justitsministeren og socialministeren med en opfordring til at nedsætte et udvalg, som kan udarbejde en betænkning om, hvordan behandlingen af udviklingshæmmede lovovertrædere skal udformes i fremtiden inden for såvel det juridiske som det sociale område. Derudover har rådet over for ministrene understreget behovet for at få belyst årsagerne til stigningen i antallet af domfældte og forskydningen i målgruppen.

Justitsministeriet har svaret rådet, at rådets henvendelse er sendt videre til høring hos Rigsadvokaten, og at man nu afventer Rigsadvokatens udtalelse om sagen.

Handicap og frivillighed

I regeringens handlingsplan for handicapområdet, der blev offentliggjort i februar 2003, var et af målene, at der skal gøres en indsats for at få flere handicappede til at deltage i de frivillige organisationer. Formidlingscenter Øst blev i den anledning bedt om at undersøge frivillige organisationers indsats over for handicappede.

Den færdige undersøgelse, der blev drøftet på Det Centrale Handicapråds møde i september, viser ikke overraskende, at personer med handicap er stærkt underrepræsenterede i frivillige organisationer. Årsagerne er manglende fysisk og social tilgængelighed, vanetænkning i foreninger, organisationer og blandt handicappede og støttepersoner.

Rapporten anbefaler, at dens resultater formidles til områdets forskellige aktører, samt at der på regionalt eller kommunalt plan tages initiativ til møder mellem handicaporganisationer, bosteder og aktivitetstilbud, frivillige sociale organisationer og foreninger med det formål at etablere et samarbejde.

På baggrund af drøftelsen har rådet rettet henvendelse til Socialministeriet for at bakke op om regeringens forslag om at udarbejde en strategi, der skal fremme handicappedes deltagelse i frivillige organisationer. Rådet opfordrer til, at en sådan strategi bliver udformet som en langsigtet handleplan, der formuleres og søges gennemført i samarbejde med relevante ministerier og aktører. Rådet opfordrer desuden socialministeren til i forbindelse med uddeling af puljemidler at lægge vægt på projekter, der fremmer tilgængeligheden for handicappede til frivillige organisationer og foreninger. Rådet understreger endvidere, at det ikke kan tilslutte sig en udvidelse af ledsagerordningen med inddragelse af frivillig arbejdskraft, idet en sådan udvidelse bør være baseret på lønnet arbejdskraft.

Registrering af personer med handicap

Foranlediget af en forespørgsel fra Folketingets socialudvalg rettede socialminister Henriette Kjær i oktober måned henvendelse til Det Centrale Handicapråd for at høre rådets holdning til etableringen af en diagnosebaseret registrering af handicappede børn. Formålet med registreringen skulle være at følge udviklingen i antallet af handicappede børn med henblik på planlægningen af de nødvendige støtteforanstaltninger.

I sit svar til ministeren skrev rådet, at man ikke finder en sådan registrering hensigtsmæssig. For det første vil en registrering forudsætte et entydigt handicapbegreb, som man kan registrere ud fra. Et sådan handicapbegreb har vi ikke. I Danmark bruges det miljørelaterede handicapbegreb, der definerer et handicap som et resultat af mødet mellem et menneske med en funktionsnedsættelse og de krav, forventninger og barrierer, der opstilles af det omgivende samfund. Hvorvidt en person med en given funktionsnedsættelse er handicappet og har brug for særlige støtteforanstaltninger, afhænger mere af situationen end af diagnosen. Ud fra et kompensationssynspunkt er en registrering baseret på diagnoser derfor ikke særlig relevant.

Rådet peger desuden på, at de børn, som har behov for forskellige former for støtteforanstaltninger, næsten uden undtagelse er "kendte" i systemet fra fødslen. Den viden, som er nødvendig for at kunne planlægge, findes derfor allerede i de amtslige og kommunale forvaltninger. Rådet mener derfor, at en bedre kommunikation mellem de involverede myndigheder og ikke mindst en styrket forskningsindsats inden for handicapområdet vil have langt større nytteværdi end et register.

Udvidelse af ledsagerordningen

Det Centrale Handicapråd er også blevet hørt i forbindelse med et lovforslag til ændring af serviceloven med henblik på at udvide ledsagerordningen til at dække personer mellem 16 og 18 år. Derudover stilles der forslag om, at personer med ledsagerordning tildeles et årligt beløb på 650 kroner til dækning af udgifter til ledsageren.

Rådet har tidligere haft spørgsmålet om udgifter til ledsagelse på dagsordenen i forbindelse med en rapport om transport og ledsagelse, som Center for Ligebehandling af Handicappede udarbejdede i 2000. Rådet rettede i den forbindelse henvendelse til daværende trafikminister Jakob Buksti og anbefalede ministeren at oprette en landsdækkende ordning til kompensation for handicappedes merudgifter til ledsagelse i forbindelse med transport.

En sådan ordning er aldrig blevet oprettet, og rådet finder derfor det fremsatte forslag om kompensation af merudgifter til ledsagelse positivt. Rådet anbefaler dog, at beløbsrammen sættes op, idet det vurderes, at 650 kroner årligt ligger langt under det niveau, der kan forventes ledsagelse til. Endvidere finder rådet det tilfredsstillende, at ledsagerordningen udvides til også at dække unge mellem 16 og 18 år.

Arbejdsmarkedet

Som det fremgår af beretningen, var 2003 Europæisk Handicapår, hvilket tydeligt har påvirket Det Centrale Handicapråds aktiviteter på beskæftigelsesområdet.

Flere i arbejde også med handicap

I forhold til handicapåret var årets største begivenhed på det beskæftigelsesministerielle område konferencen "Flere i arbejde også med handicap", der blev afholdt i forbindelse med Handicapugen i Aalborg i september 2003. Rådet var, som en del af Handicapårets Nationalkomite, medarrangør af konferencen. På konferencen blev de foreløbige resultater fra Beskæftigelsesministeriets store undersøgelse "Barrierer for handicappedes beskæftigelsesmuligheder" fremlagt. Hvad resultatet af undersøgelsen skal føre til, er endnu lidt svært at spå om, idet undersøgelsen peger på flere forskellige problemstillinger, der spænder lige fra, at der er brug for information om de enkelte kompensationsordninger, til at handicappede mangler troen på, at de kan honorere kravene til arbejdsmarkedet.

Kompensation til handicappede i erhverv

Arbejdsmarkedsstyrelsens årsredegørelse 2002 "Flere i arbejde også personer med handicap" har også i 2003 været på rådets dagsorden, idet rådet løbende følger udviklingen på området. Undersøgelsen viser en stigning i brugen af personlig assistance til personer i erhverv. Samtidig er der tale om et meget lille fald i brugen af personlig assistance til efter- og videreuddannelser samt i antallet af isbryderordninger. Der er også tale om et fald i udgiftsforbruget på hjælpemidler. Men der er stor forskel på, hvor meget de enkelte ordninger bliver brugt fra region til region. Det betyder, at nogle regioner har brugt flere midler, end der har været afsat til regionen, og andre regioner har ikke opbrugt deres midler.

Afslutningsvis viser undersøgelsen, at reglerne om fortrinsadgang er blevet brugt færre gange i 2002 end i 2001, men der er sket en stigning i antallet af tilfælde, hvor brugen af fortrinsadgang har medført en ansættelse i den ledige stilling.

Implementering af EU-direktiv

Rådet har gennem de sidste par år fulgt implementeringen, eller snarere den manglende implementering, af EU-direktivet om ligebehandling af handicappede på arbejdsmarkedet meget tæt. Direktivet fastlægger en generel ramme for bekæmpelse af forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, herunder forskelsbehandling på grundlag af handicap, og skulle være implementeret via overenskomster eller lovgivning senest den 2. december 2003. Men Beskæftigelsesministeriet har foreløbigt søgt om udskydelse af implementeringen af de dele af direktivet, der omhandler handicap og alder, til 2. december 2004.

Rådet har i forbindelse med implementeringen flere gange rettet henvendelse til beskæftigelsesministeren. Rådet har blandt andet bedt ministeren oplyse om implementeringsudvalgets og relevante ministeriers arbejde med at få den fulde implementering af direktivet. Rådet opfordrer også ministeren til at inddrage De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) og rådet i dets arbejde.

Ministeren svarer, at man først efter den 1. maj 2004 vil tage fat på lovgivningsprocessen, da overenskomstforhandlingerne først skal være afsluttet. Både DSI og rådet vil ifølge ministeren blive inddraget i det kommende arbejde.

Helbredsproblemer og arbejdsliv

I anledning af det Europæiske Handicapår 2003 udsendte Danmarks Statistik publikationen "Helbredsproblemer og arbejdsliv". Undersøgelsen viser, at opgjort på landsplan har hver femte person i aldersgruppen 15-66 år et længerevarende helbredsproblem eller et handicap. Godt halvdelen af de personer, der oplyser, at de har længerevarende helbredsproblemer eller handicap siger, at de vil have svært ved at udføre arbejde i normalt omfang. Rådet finder undersøgelsen meget interessant og har derfor opfordret Danmarks Statistik til løbende at indsamle oplysninger om personer med længerevarende helbredsproblemer eller handicap. Danmarks Statistik har desværre meddelt, at de af økonomiske årsager ikke har mulighed for at gentage undersøgelsen, med mindre der kan skaffes ekstern finansiering.

På vej mod det en-strengede system

Rådet har gennem årene været en varm fortaler for et en-strenget arbejdsmarkedssystem. Det er derfor positivt for rådet, at der med vedtagelsen af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats er lagt op til et mere en-strenget system, hvor de samme virkemidler er til rådighed for kommuner som for AF.

I forbindelse med de nye love blev de forskellige løntilskudsmuligheder samlet i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Reglerne om fleksjob er dog ikke medtaget i puljen af løntilskudsordninger, hvilket er i overensstemmelse med rådets ønsker.

Den nye mentorordning, der findes i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, giver mulighed for at "frikøbe" en allerede ansat medarbejder til at introducere en nyansat medarbejder med et særligt behov. Denne ordning finder rådet interessant. Rådet står dog ganske uforstående overfor, hvorfor det ikke er muligt for personer ansat i fleksjob at få en mentor.

Rådet forholder sig også kritisk til den senere ændring af lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, der har medført, at koordinationsudvalgene ikke længere skal udarbejde en årlig redegørelse til kommunalbestyrelsen med efterfølgende adressering til Beskæftigelsesrådet. Rådet har i sit høringssvar til Beskæftigelsesministeriet udtrykt frygt for, at netop gruppen af handicappede, der har svært ved at opnå en placering på arbejdsmarkedet, vil blive "glemt".

Det rummelige arbejdsmarked

I forbindelse med det rummelige arbejdsmarked holder rådet hele tiden øje med, at også gruppen af handicappede tilgodeses i de initiativer, som iværksættes.

En måde at gøre dette på er at gennemgå de forskellige rapporter, som løbende udgives omkring emnet. En af de rapporter, rådet har gennemgået, er Socialforskningsinstituttets rapport: "Virksomhedernes sociale engagement årbog 2002". Denne årbog er den fjerde i rækken af rapporter, som udkommer frem til 2006. Årbog 2002 ser på udviklingen fra 1999 til 2001 i lønmodtagernes syn på virksomhedernes sociale engagement. Undersøgelsen viser, at der er sket få ændringer i lønmodtagernes opfattelse af det sociale engagement. Holdningen til ansættelser på særlige vilkår er fortsat, at lønmodtagerne føler, at de aflastes oftere end de belastes. Der er også fortsat en mere positiv stemning for at fastholde medarbejdere med nedsat arbejdsevne end for at ansætte personer med nedsat arbejdsevne. Der er dog i 2001 sket en drejning mod, at man i 2001 er mere positiv over for at ansætte en person med nedsat arbejdsevne, end man var i 1999.

Rådet har også set nærmere på Socialforskningsinstituttets rapport "Aftalebaserede skånejob". Hovedformålet med denne undersøgelse har været at kortlægge og analysere brugen af aftalebaserede skånejob. Rapportens konklusionen er, at aftalebaserede skånejob er svære at lokalisere, blandt andet fordi de ikke er registeret lokalt. Der er formentlig kun oprettet ganske få af denne type stillinger. De oprettes oftest til allerede ansatte medarbejde og oftest på ledelsens initiativ. Fagforeningerne er relativt passive ved oprettelsen af aftalebaserede skånejob. De ansatte i aftalebaserede skånejob oplever selv, at de har en "næsten" ordinær ansættelse, og den samme opfattelse har deres kolleger. Denne form for ansættelse opfattes som langt mindre klientgørende end fleksjob. Ifølge undersøgelsen vil et øget antal aftalebaserede skånejob bidrage til en større rummelighed på arbejdsmarkedet.

Socialforskningsinstituttet har også udarbejdet undersøgelsen: "Lederne og det sociale engagement". Denne undersøgelse belyser ledernes holdningsmæssige engagement i det rummelige arbejdsmarked og virksomhedernes sociale ansvar. Undersøgelsen viser, at offentlige ledere oftere karakteriserer sig selv som socialt engagerede end lederne i den private sektor. Lederens generelle sociale engagement er stigende med det antal underordnede, lederen har. Lederens engagement er ligeledes større i de virksomheder, hvor social ansvarlighed indgår som et vigtigt element i personalepolitikken. Også holdningen til integration af blandt andet handicappede er mere positiv hos offentlige ledere end blandt lederne i den private sektor. Endelig viser undersøgelsen, at det især er ledere, der i forvejen er socialt engagerede, der bedst husker kampagnen "Giv plads på din arbejdsplads".

Fleksjob og ledighedsydelse

Som en del af rådets opfølgning på førtidspensionsreformen og de lovændringer, denne har medført, har rådet set nærmere på udviklingen i antallet af personer, der modtager ledighedsydelse. Der er sket en stadig stigning i antallet af personer, der modtager ledighedsydelse. Gør man det op i forhold til antallet af personer, der er ansat i et fleksjob, er der i 2001 tale om, at antallet af modtagere af ledighedsydelse svarer til 7% af de personer, der er ansat i et fleksjob. I 2002 udgjorde andelen 11%, og i 2003 svarer antallet af personer, der modtager ledighedsydelse, til 19% af de personer, der er ansat i et fleksjob. Spørgsmålet er, hvorfor der er kommet denne stigning. Et svar kunne være, at de personer, der kommer på ledighedsydelse, ikke lever op til kravene til et fleksjob.

Ankestyrelsens undersøgelse "Praksisundersøgelse på fleksjobområdet 2002" viser, at i 1/3 af de sager, som indgår i undersøgelsen, havde kommunen ikke taget stilling til kriteriet om, at visitering til fleksjob blandt andet er betinget af en varig nedsættelse i arbejdsevnen. Kommunen er ligeledes forpligtet til at foretage opfølgning i fleksjobsager senest seks måneder efter, at der er udbetalt tilskud første gang. Undersøgelsen viser dog, at denne opfølgning ikke er sket i godt halvdelen af sagerne.

Uddannelse

2003 blev året, hvor Folketinget grundlagde handicappedes lige adgang til de videregående uddannelser, ved at handicappede studerende får et særligt SU-tillæg. Flere af Det Centrale Handicapråds andre mærkesager på uddannelsesområdet er måske også kommet meget nærmere en afslutning.

Folkeskolens specialundervisning

Folkeskolens rummelighed har fyldt meget i rådets arbejde i 2003, hvilket man kan læse mere om i den indledende artikel om specialundervisning. Rådet har på dets møder drøftet og kommenteret en række rapporter og undersøgelser om specialundervisning i folkeskolen.

To nye centrale rapporter i den forbindelse er en kulegravning af specialundervisningsområdet, gennemført i et samarbejde mellem regeringen, kommuner og amter, og den første redegørelse for arbejdet i det uvildige klagenævn for den vidtgående specialundervisning.

Kulegravning af specialundervisningsområdet konkluderer, at der kan gennemføres mere og bedre undervisning for de samme penge, der bruges i dag, og anbefaler økonomisk rammestyring som redskab til at gøre specialundervisningen bedre.

Det uvildige klagenævns første erfaringer viser, at der er forholdsmæssigt mange sager om undervisningstilbud til børn med DAMP og lignende vanskeligheder. Derudover påpeger nævnet i redegørelsen, at mange sager afgøres ved forlig, og at nævnet jævnligt må påpege forældrenes krav på information og inddragelse.

Rådets drøftelser af folkeskolens specialundervisning har resulteret i en række anbefalinger til undervisningsministeren, herunder at der forskes i en forklaring på, at flere og flere børn med autisme og lignende henvises til vidtgående specialundervisning, at der tages initiativ til at sikre bedre specialpædagogiske kompetencer hos lærerne nye som gamle og endelig at der oprettes et uvildigt klagenævn for så vidt angår specialundervisning i kommunalt regi.

Afskaffelse af dobbelt optag

Siden 1997 har Det Centrale Handicapråd arbejdet intensivt på at få gennemført sektoransvarlighedsprincippet på de videregående uddannelser. Sektoransvarlighed på dette område vil sige, at studerende, der har et handicap, kan få den nødvendige kompensation fra de sektorer, man som studerende normalt vil være i berøring med.

I 2001 fik studerende med behov for hjælpemidler mv. i forbindelse med et videregående studie adgang til dette via bevilling fra SU-styrelsen. I 2002 blev der fremsat beslutningsforslag om, at Folketinget i 2003/2004 skulle gennemføre den sidste del af sektoransvaret ved at ændre SU-reglerne, så der kan tages højde for handicappedes manglende mulighed for at have en indtjening ved siden af et studie.

I december 2003 vedtog Folketinget en ændring af SU-loven, som betyder, at studerende, der har et handicap, kan få tillæg til SU, og dermed få samme muligheder som andre for at tage en videregående uddannelse efter eget valg.

Ved høringen over forslaget angav rådet en række forslag til ændringer og præciseringer, blandt andet med hensyn til målgruppen for ordningen. Rådets bemærkninger har ikke ført til ændringer, men det er fastsat, at loven skal revideres senest i folketingsåret 2006-2007, og dermed bliver der mulighed for at rette ordningen ind efter de erfaringer, der nu skal gøres. Reglerne om ret til det særlige SU-tillæg gælder fra den 1. august 2004.

Amternes specialundervisning for voksne

Et andet område, rådet har lagt stor vægt på i de senere år, er ungdomsundervisning til unge med omfattende handicap. Rådet har dog haft svært ved at vinde forståelse for, at der er et udækket behov for uddannelse hos unge, der har så betydelige funktionsnedsættelser, at de ikke vil kunne gennemføre en af de nuværende ordinære ungdomsuddannelser.

Problemstillingen består i, at en gruppe unge enten slet ikke får en ungdomsuddannelse eller får et tilbud efter lov om specialundervisning for voksne, som ikke er omfattet af centrale retningslinjer om omfang og indhold.

I 2003 har emnet været behandlet flere steder, heriblandt i en status fra Amtsrådsforeningen over det samlede tilbud efter lov om specialundervisning for voksne, og i en undersøgelse fra Center for Ligebehandling af Handicappede, som viser, at ungdomsundervisningstilbuddet er meget udsat for økonomiske nedskæringer. Alle projekter peger på den samme konklusion: At der er brug for at oprette en decideret ungdomsuddannelse, som kan sikre, at alle unge får adgang til uddannelse efter grundskolen.

Rådet har anbefalet undervisningsministeren at tage fat på beskrivelsen af en ny uddannelse og håber derfor på, at der i 2004 bliver igangsat nogle helt konkrete forbedringer på dette område.

Arbejdsmarkedsuddannelserne

I 2002 havde Det Centrale Handicapråd besøg af undervisningsministeren, som gav tilsagn om at ville overveje, hvordan Arbejdsmarkedsuddannelsernes puljeordning om specialpædagogisk støtte kunne gøres permanent i forbindelse med en forestående revision af lovgivningen.

Den forestående revision af AMU-lovgivningen på det tidspunkt blev gennemført i 2003, men uden høring af Det Centrale Handicapråd og uden implementering af regler, som kan sikre kursusdeltagerne ret til kompensation i forbindelse med en funktionsnedsættelse. Rådet har fulgt med i sagen via orientering fra Center for Ligebehandling af Handicappede, som både i Folketingets Uddannelsesudvalg og i Undervisningsministeriet har gjort opmærksom på problemet og forespurgt om planerne for en løsning. Undervisningsministeren har derefter oplyst, at ministeriet vil evaluere ordningen om specialpædagogisk støtte på AMU endnu en gang og først derefter tage stilling til, hvordan behovet kan tilgodeses i fremtiden. Ministeriet vil inddrage handicaporganisationerne i overvejelserne.

Vejledningsreform

Reformen af uddannelses- og erhvervsvejledningen blev vedtaget i foråret 2003 uden præcisering af de forhold, som rådet havde påpeget. Rådet havde blandt andet understreget, at de fysiske og elektroniske steder, hvor vejledningen skal foregå, skal være tilgængelige for personer med handicap af forskellig art, og at den foreslåede fælles uddannelse af vejledere skal indeholde elementer, som sikrer vejlederne viden om handicapområdet.

I efteråret 2003 har rådet gentaget anbefalingerne til vejlederuddannelsen i forbindelse med en høring over bekendtgørelser om uddannelses- og erhvervsvejledningsuddannelsen. Bekendtgørelsen beskriver uddannelsen i meget generelle termer, og der er ikke sikkerhed for, at viden om, hvad det vil sige at have et handicap, og hvordan man kan kompensere for dette i forbindelse med uddannelse og arbejde, vil indgå i uddannelsen. Rådet har påpeget, at det er nødvendigt, at vejlederne får basal viden på dette felt, hvis reformen for alvor skal opfylde sit formål om at medvirke til at styrke vejledningen af personer med særlige behov.

Økonomi og erhverv

Økonomi- og Erhvervsministeriets arbejdsområder spænder bredt lige fra erhvervsmæssige lovgivning til byggelovgivning. Men økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen har også til opgave at være den koordinerende minister for handicapområdet. Økonomi- og erhvervsministeren er derfor en af de ministre, som rådet har en tæt kontakt til.

Besøg i rådet

Ved rådets møde i juni var ministeren på besøg. Ved mødet fortalte ministeren om regeringens handicappolitiske handlingsplan, som ministeren præsenterede ved åbningen af den danske del af Det Europæiske Handicapår 2003 den 5. februar. Ved mødet omtalte ministeren især den del af handlingsplanen, som vedrører økonomi- og erhvervsministeriet. Ministeren nævnte blandt andet ændringen af byggeloven, en forbedring af tilgængeligheden til sundhedssektorens helseklinikker og til apotekerne, en forbedring af boligforholdene for handicappede samt benchmarkinganalysen af dansk handicappolitik. Forud for ministerens besøg havde rådets formandskab haft møde med ministeren, hvor formandskabet havde givet udtryk for utilfredsheden med regeringens handicappolitiske handlingsplan. Efter fremlæggelsen af handlingsplanen har der været afholdt et arbejdsseminar mellem medlemmerne af den tværministerielle arbejdsgruppe, der står bag handlingsplanen, De Samvirkende Invalideorganisationer og rådets sekretariat, hvor der nærmere blev gjort rede for de enkelte ministeriers arbejde med planen. Der er mange gode hensigter i handlingsplanen, men der mangler handling for at gøre planen til virkelighed. Et eksempel på dette er forslaget om ændring af byggeloven.

Ændring af byggeloven

Med forslaget om ændring af byggeloven er det tanken at skabe mulighed for at fastsætte regler om handicaptilgængelighed i det bestående byggeri. Rådet har i sit høringssvar til lovforslaget givet udtryk for, at det er tvivlsomt, om det ønskede formål opnås. Blandt andet har rådet svært ved at forstå, at der i lovforslaget er fastsat en maksimalgrænse for tilgængelighedsforbedringer på 12,5% af de øvrige omkostninger. Rådet er bekymret for, at der kan spekuleres i denne maksimalgrænse. Hvis man som bygherre kan fastslå, at tilgængelighedsforbedringerne kommer over 12,5%, slipper man nemlig helt for at foretage tilgængelighedsforbedringer.

Også i forbindelse med vejledningen om byggesagsbehandling af husbåde og flydende boliger har rådet givet udtryk for, at der generelt i vejledningen er lagt for lidt vægt på opfyldelsen af tilgængelighedskravene i bygningsreglementerne. Rådet skriver i høringssvaret, at den manglende vægtning af tilgængelighedskravene kan undre, da netop kravet om tilgængelighed fremgår af byggelovens bestemmelse om formål og anvendelsesområde.

Bygherrevejledningen

For at sikre et tilgængeligt byggeri blev det i den tidligere regerings handlingsplanen "Lige muligheder for handicappede" fra 2000 foreslået, at der ved statsligt byggeri skal tilknyttes en særlig sagkyndig person til sikring af tilgængeligheden. Det var derfor ganske positivt for rådet at konstatere, at der i bygherrevejledningen (en slags manual for, hvordan en byggeopgave forløber lige fra de indledende faser til aflevering og evaluering af det færdige byggeri) er fastsat krav, der er med til at sikre tilgængeligheden for handicappede. Det er ligeledes positivt, at flere af de forslag, som rådet har givet i høringssvarene er medtaget i den endelige udgave af bygherrevejledningen.

Ny forening for tilgængelighed

Det var med glæde, at rådet blev orienteret om, at "Foreningen Tilgængelighed for Alle" nu er etableret. Denne forening skal være ansvarlig for tildelingen af symbolet og driften af mærkeordningen. Mærkeordningen er en slags "varefakta", der beskriver tilgængeligheden til for eksempel hoteller. For at få tildelt symbolet, der beskriver tilgængeligheden, skal virksomheden leve op til en række basale minimumskrav og have udarbejdet en handleplan med tidsfastsatte forbedringer til tilgængeligheden. Rådet mener, at mærkeordningen er et godt initiativ og et skridt i den rigtige retning mod bedre tilgængelighed.

Revision af DS 3028 Tilgængelighed for alle

DS 3028 Tilgængelighed for alle, der blev udarbejdet af Dansk Standard i 2001 i samarbejde med blandt andet en række handicaporganisationer og Center for Ligebehandling af Handicappede, er en standard, der meget detaljeret beskriver, hvordan et byggeri skal udføres for at blive tilgængeligt for handicappede. DS 3028 ligger blandt andet til grund for den nye mærkeordning, som er beskrevet ovenfor. I 2003 har man påbegyndt en revision af standarden, idet blandt andet praktiske erfaringer med standarden har vist, at den kan forbedres. Rådet følger løbende med i denne revision.

Tilgængelighed til helseklinikkerne

Det Centrale Handicapråd har siden april 1994 gentagne gange haft problemet om tilgængelighed til helseklinikker på dagsordenen. Spørgsmålet om den manglende tilgængelighed til helseklinikkerne indgik også i Center for Ligebehandling af Handicappedes arbejdsplan for 2002. I den forbindelse rettede centret derfor henvendelse til Sygesikringens Forhandlingsudvalg med en opfordring til at gentage en undersøgelse af tilgængeligheden til helseklinikkerne. Centret tilskyndede Sygesikringens Forhandlingsudvalg til at gennemføre undersøgelsen i samarbejde med Dansk Center for Tilgængelighed. Efter centrets henvendelse har Sygesikringens Forhandlingsudvalg iværksat en undersøgelse af tilgængeligheden til helseklinikkerne. Rådet venter spændt på resultatet af undersøgelsen, der forventes færdig i begyndelsen af 2004.

Sundhed

Indenrigs- og Sundhedsministeriet varetager blandt andet opgaver vedrørende planlægning, samordning og udvikling af indsatsen i sundhedsvæsenet, sygehusvæsenet, den offentlige sygesikring, etik mv.

Psykiatriområdet

I forbindelse med revision af psykiatriloven har Det Centrale Handicapråd, som ved tidligere lejligheder og senest i 1997, anført sin holdning om, at særlovgivning rettet mod enkelte sygdomsgrupper og brug af farlighedsindikation som grundlag for tvangsindlæggelse eller tvangsbehandling bør undgås. Brug af farlighedsindikation som grundlag for tvangsindlæggelse og administrativ indlæggelse af sindssyge, som er farlige for andre, er efter rådets opfattelse diskriminerende. Rådet mener også, at frihedsberøvelse af personer, der anses for farlige, derfor skal finde sted efter de almindeligt gældende regler i samfundet, herunder reglen om grundlovsforhør inden for 24 timer.

Rådet har endvidere gentaget sin anbefaling fra 2001 om at iværksætte af forsøg med medicinfri afdelinger, som et af de temaer der skal indgå i forbindelse med revision af psykiatriloven.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens opgørelse over anvendelse af tvang i psykiatrien i 2001, at der er store regionale forskelle i brugen af tvang. Det er derfor nødvendigt af hensyn til sindslidendes retssikkerhed at undersøge årsagerne til de store forskelle. Opgørelsen påpeger i øvrigt, at der er sket et fald i anvendelsen af tvang. Det er dog rådets opfattelse, at den ændrede registreringspraksis bevirker, at det ikke er muligt at afgøre, hvorvidt der reelt er sket et fald. Rådet påpegede samtidig, at der er behov for en nærmere beskrivelse af, hvad skærmning af patienten som behandlingsmetode indebærer. Af hensyn til sindslidendes retssikkerhed mener rådet også, at det er vigtigt at se nærmere på, hvad skærmning reelt indebærer for såvel den enkelte patient som medpatienter på i øvrigt åbne afdelinger.

I en rapport om amternes aktiviteter på psykiatriområdet har rådet bemærket, at amterne har reduceret deres budgetter for 2003 med 38,4 millioner kroner. Det har de gjort ved blandt andet at nedlægge 100 sengepladser i syv amter som led i udlægningen af opgaver til distriktspsykiatrien samt effektiviseringer. Samtidig har amterne udvidet antallet af botilbud med godt 50 pladser.

Tilbud til psykisk syge børn og unge

Den 1. april 2003 var der ca. 1.900 børn og unge, der ventede på psykiatrisk undersøgelse eller behandling. Amtsrådsforeningens undersøgelse i maj 2003 viser blandt andet, at der er sket en stigning på 11% i forhold til 2002, hvor 671 ud af i alt 1.807 børn og unge ventede mere end tre måneder på at blive undersøgt. Stigningen i ventetiden begrundes med stigende børne- og ungdomsårgange, ligesom et af de største problemer i forhold til at udbygge kapaciteten er mangel på børne- og ungdomspsykiatere. Amtsrådsforeningen har i den anledning udtalt, at det er nødvendigt, hvis ventelisten skal minimeres, i større udstrækning at inddrage andre faggrupper, for eksempel psykologer som man har gjort det i Norge blandt andet også for at sikre, at for eksempel PPR-rådgivningen varetager deres opgaver optimalt. Amtsrådsforeningen påpeger også behovet for en nærmere undersøgelse af årsagerne til, at så mange børn henvises til psykiatrisk behandling. Under drøftelserne i Det Centrale Handicapråd blev der blandt andet stillet spørgsmålstegn ved indretningen af PPR-systemet, ligesom det blev påpeget, at det stigende behov især skyldes en markant stigning i nye handicapdiagnoser som for eksempel autisme.

I forbindelse med en forespørgsel i Folketinget til indenrigs- og sundhedsministeren om psykisk syge børn og unge den 27. maj 2003 understregede ministeren anbefalingerne fra Sundhedsministeriets og Socialministeriets rapport fra 2001. Anbefalingerne bygger på princippet om laveste, effektive omsorgsniveau, der blandt andet skal ses i sammenhæng i systemet, og at det er vigtigt, at der gøres en endnu større indsats for at udtømme alle behandlingsmuligheder, før børn eller unge henvises til børne- og ungdomspsykiatrien. Børne- og ungdomspsykiatrien skal kun inddrages, hvis målet ikke kan opnås mere effektivt eller billigere i et andet regi. Det blev samtidig oplyst, at Sundhedsstyrelsen har nedsat en følgegruppe, der skal bistå styrelsen i at overvåge udviklingen i børne- og ungdomspsykiatrien blandt andet via en årlig statusrapportering. Følgegruppens første statusrapport, der forventedes at foreligge i efteråret 2003, vil ifølge Sundhedsstyrelsen foreligge primo 2004. Folketinget har også besluttet en vedtagelse (V 123) om blandt andet at øge behandlings- og uddannelseskapaciteten og analysere årsagerne til udviklingen.

Fosterdiagnostik og risikovurdering

Rådet finder det betænkeligt at indføre nye regler for fosterdiagnostik, uden at der politisk er taget stilling til, hvad formålet med samfundets tilbud til gravide om fosterdiagnostik skal være.

En medicinsk sagkyndig arbejdsgruppe har udarbejdet en rapport for Sundhedsstyrelsen for at få et grundlag for stillingtagen i forbindelse med revision af Sundhedsstyrelsens retningslinjer for fosterdiagnostik. Ved høringen gav rådet udtryk for bekymring for, at arbejdsgruppens anbefalinger vil føre til et automatisk tilvalg både af muligheden for fosterdiagnostik og af abort ved konstatering af Downs syndrom. Efter rådets opfattelse kan fosterdiagnostik, som foreslået i rapporten, alene tilbydes, hvis tilbuddet følges af meget klare signaler om, at Danmark som samfund ikke mener, abort er at foretrække frem for fødsel af et barn med handicap. Det skal samtidig være utvivlsomt, at den nødvendige støtte gives til familier, hvor det var kendt inden fødslen, at barnet havde et handicap.

Efter drøftelser rettede rådet på ny henvendelse til indenrigs- og sundhedsministeren og advarede mod, at der træffes beslutninger om fosterdiagnostiske tilbud, som vil mindske accepten af mennesker med handicap som ligeværdige borgere yderligere.

Rådet fulgte den forespørgselsdebat, der var i Folketinget den 15. maj 2003 og deler Folketingets betragtninger om, at der er behov for en øget klarhed om formålet med fosterdiagnostik. Rådet bad samtidig om at blive orienteret om, hvordan Indenrigs- og sundhedsministeriet ville efterleve de henstillinger til fosterdiagnostik, som blev vedtaget med V 105. Denne beslutning understreger blandt andet, at der er behov for øget klarhed om, at formålet ikke er at hindre, at børn med alvorlige handicap fødes, men at bistå den gravide kvinde med at træffe sine egne valg. Etiske overvejelser bør være udgangspunktet, og det skal sikres, at gravide ikke føler sig tvunget til at få abort på grund af manglende hjælpeforanstaltninger.

I sit svar til rådet erklærede indenrigs- og sundhedsministeren sig enig i, at det er vigtigt at sikre, at en gravid, som venter et handicappet barn, ikke føler sig presset til at få abort. Som led i opfølgningen på henstillingen i V 105 oplyste ministeren, at Sundhedsstyrelsen vil indhente oplysninger fra patient- og handicapforeninger, der evt. har mulighed for at rådgive gravide. Desuden har ministeriet taget initiativ til at få udarbejdet en redegørelsen vedr. støtte til familier med handicappede børn, der blandt andet vil kunne danne grundlag for information til gravide, der venter et handicappet barn. Når der foreligger en udtømmende beskrivelse fra Sundhedsstyrelsen, vil ministeren kommentere de konkrete retningslinier for fosterdiagnostik og risikovurdering.

Trafik

På trafikområdet har Det Centrale Handicapråd haft fokus på forbedringer af de individuelle kørselsordninger for bevægelseshæmmede. Rådets formand har i den anledning haft et møde med trafikministeren i januar 2004, hvor der også blev lejlighed til at drøfte andre væsentlige forhold for handicappede på trafikområdet. Resultatet af disse drøftelser vil vise sig i løbet af 2004.

Individuelle kørselsordninger

De individuelle kørselsordninger er en del af den kollektive trafik, som giver bevægelseshæmmede mulighed for at blive kørt fra dør til dør. Siden 1994 har rådet konstateret, at ordningerne i nogle tilfælde ikke lever op til forudsætninger i loven, og i andre tilfælde bør udvides, så de bedre kan tilgodese transportbehovet hos mennesker med handicap.

Som reaktion på dette har Trafikministeriet varslet en revision af regelsættet, hvor der dels skulle være en præcisering af vilkårene for ordningerne, dels gives ministeriet mulighed for at gribe ind, hvis amterne ikke overholder loven. Men denne varslede lovændring er løbende blevet udskudt og har i hele 2002 og 2003 været udsat med den begrundelse, at ministeriet vil afvente resultatet af den kommunale strukturreform.

I 2003 har Det Centrale Handicapråd arbejdet for, at ministeriet skulle ændre holdning på dette punkt. Folketingets Ombudsmand, som også er involveret i sagen, har ligeledes haft løbende dialog med ministeriet for at sikre, at de ændringer, som ministeriet tidligere har sagt skulle foretages, faktisk bliver foretaget. Rådet har fulgt nøje med i ombudsmandens arbejde med sagen og har på sit sidste møde i 2003 besluttet igen at kritisere sagsforløbet over for ministeren, medmindre der inden ville blive inviteret til et møde mellem rådets formand og trafikministeren.

Mødet kom i stand i januar 2004 og har givet rådet forventninger om, at ministeriet vil genoverveje muligheden for at gennemføre revisionen af de individuelle kørselsordninger uafhængigt af arbejdet med en strukturreform. Rådet vil fortsat følge ministeriets arbejde med sagen.

Busdirektivet

EU's busdirektiv er i 2003 blevet gennemført i Danmark ved en bekendtgørelse, som fastlægger regler om, at der skal være lift i alle bybusser, og regler om fastspænding af kørestole og sikkerhedsseler til kørestolsbrugere. Handicaporganisationerne og Dansk Center for Tilgængelighed mener ikke, at de krav, der stilles i bekendtgørelsen, kan dække behovet. Blandt andet er målene for lift til busser for små i forhold til målene på de kørestole, der bruges i dag.

I den forbindelse har Færdselsstyrelsen oplyst, at der ikke er mulighed for at fastsætte skrappere krav i bekendtgørelsen end de krav, der stilles i EU's direktiv. Udbydere og andre interessenter på området kan imidlertid godt stille skærpede krav, end de der stilles i bekendtgørelsen, uden at det vil være i strid med reglerne.

Ved Det Centrale Handicapråds drøftelse af direktivet blev det derfor besluttet at søge samarbejde med busselskaber og andre, som kan have indflydelse på, hvilke faktiske mål mv. der bruges i busser, som kører i Danmark. Rådet vil fortsat i 2004 søge at forbedre tilgængeligheden til bustrafikken via samarbejde med organisationer og virksomheder, der opererer på området.

Kultur

På kulturområdet har Det Centrale Handicapråd i 2003 især haft fokus på en ny public service-kontrakt med DR og TV2. Rådet har gennem flere år drøftet de mangelfulde fremskridt med hensyn til bedre tv-service for døve og hørehæmmede. I 2002 lavede regeringen og Dansk Folkeparti en medieaftale for 2002-2006. I aftalen indgår, at der skal laves public service-kontrakter med DR, TV2/Danmark og de regionale TV2-stationer.

Tekstning og tolkning af tv-programmer

Kulturminister Brian Mikkelsen var gæst på rådets første møde i 2003. Han oplyste, at de kommende public service-kontrakter med DR og TV2 skulle sikre en bedre betjening af døve og hørehæmmede, blandt andet ved at garantere mindst én fuldt tekstet nyhedsudsendelse hver aften samt tekstning eller tegnsprogstolkning af alle større samfundsmæssige vigtige begivenheder, fx folketingsvalg. Herudover skulle DR og TV2 forpligtes til at deltage i at udvikle og finansiere et digitalt talegenkendelsesprogram, der kunne bruges til simultantekstning.

Da udkastet til public service-kontrakten blev offentliggjort på Kulturministeriets hjemmeside i marts 2003, stod det klart, at flere af de lovede forbedringer var fjernet eller blevet nedjusteret. Dette blev drøftet på rådets møde i juni 2003.

Knud Søndergaard fra Danske Døves Landsforbund (DDL) fortalte på mødet, at der blandt andet ikke var afsat penge til tekstning af programmer, og at tv-stationerne ikke ville betale alle udgifterne selv. Landsforeningen Bedre Hørelse og DDL skulle mødes med ledelsen fra DR og TV2, og rådet besluttede derfor at vente med at reagere, til man kendte resultatet fra mødet med tv-stationerne.

I efteråret blev der indgået en tillægsaftale på medieområdet, som betyder, at der inden den 1. juli 2005 skal oprettes et digitalt jordbaseret sendenet i Danmark. Én af kanalerne i det nye digitale sendenet er reserveret til tegnsprogstolkning og tekstning. Etableringen af det digitale sendenet betyder, at DR tidligst vil tilbyde daglig tegnsprogstolkning og tekstning af tv-avisen kl. 18.30 fra juli 2005.

På rådets sidste møde i 2003 redegjorde Knud Søndergaard for det møde, som Landsforeningen Bedre Hørelse og DDL havde haft med tv-stationerne. Med etableringen af et jordbaseret digitalt sendenet bliver tolkning af én daglig nyhedsudsendelse formentlig en realitet. Omkring direkte tekstning af udsendelser er der stadige problemer. Hverken DR eller TV2 vil betale for udviklingen af et talegenkendelsesprogram til tekstning. I andre lande, blandt andet Norge, har man erkendt, at udviklingen af et talegenkendelsesprogram vil tage lang tid, og her har man i stedet valgt at uddanne skrivetolke. En sådan løsning vil DR ikke deltage i. Det er dermed usikkert, hvornår direkte tekstning bliver en realitet.

Rådet vil følge udviklingen.

Det internationale område

Det Centrale Handicapråd har også i 2003 beskæftiget sig med en række internationale handicappolitiske forhold. Der er på både det internationale, europæiske og nordiske plan sket handicappolitiske udviklinger, som rådet har haft på dagsordenen og ageret i forhold til. Handicapåret har i 2003 naturligvis givet rådet et europæisk perspektiv på handicappolitiske spørgsmål. Det europæiske perspektiv har haft en yderligere dimension med EU-konventets udarbejdelse af et udkast til en forfatningstraktat for Den Europæiske Union.

I Norge er der i løbet af året udarbejdet en handlingsplan på handicapområdet, som rådet har fulgt nøje for at se, om vi i Danmark kan hente inspiration til vores handicappolitiske indsats, især i forbindelse med den danske regerings handlingsplan på handicapområdet.

Endelig har rådet to gange haft spørgsmålet om en FN-konvention på handicapområdet på dagsordenen. Rådet finder spørgsmålet vigtigt og har derfor i 2003 deltaget i møder med ministerier og internationale handicaporganisationer for at diskutere arbejdet for en handicapkonvention.

Ligebehandling af handicappede i EU-traktat

EU-konventet har i 2003 haft til opgave at drøfte og færdiggøre udkast til en forfatningstraktat for det kommende udvidede EU. Forfatningen skal fastlægge EU's værdigrundlag og målsætninger samt beskrive kompetence- og arbejdsfordelingen mellem de politisk-administrative organer i EU, og hvordan politikområder iværksættes. Forfatningen vil også få betydning for de 37 millioner mennesker med handicap i det nuværende EU.

Rådet drøftede på sit møde i juni 2003 de handicappolitiske perspektiver i en kommende forfatningstraktat. Herefter rettede rådet henvendelse til statsminister Anders Fogh Rasmussen med en opfordring til, at regeringen arbejder for at indføje en henvisning til ligebehandling af handicappede EU-borgere i forfatningstraktaten. Rådet understregede i brevet, at den nye forfatningstraktat ikke måtte medføre tilbageskridt i forhold til eksisterende ikke-diskriminationsbestemmelser. Henvendelsen blev også sendt til de danske medlemmer af EU-konventet og regeringens repræsentant, tidligere EU-kommissær Henning Christoffersen, der var medlem af konventets præsidium. Statsministeren svarede rådet, at udkastet til forfatningstraktaten ikke betyder et tilbageskridt, men snarere en styrkelse af eksisterende ikke-diskriminationsbestemmelser.

På rådets møde i september 2003 blev der fulgt op på EU-konventets arbejde, og statsministerens svar på rådets henvendelse blev drøftet. Rådet konstaterede, at der ligger et forslag om, at EU's Charter om grundlæggende rettigheder gøres til en del af forfatningstraktaten. Det betyder, at charterets artikel 26 om integration af mennesker med handicap gøres retligt bindende. Ligestillingsprincippet er udpeget som en central del af unionens værdigrundlag, ligesom der i målsætningerne er lagt vægt på bekæmpelse af forskelsbehandling. Endelig er Amsterdam-traktatens artikel 13 om ikke-diskrimination af blandt andet handicappede overført i stort set samme ordlyd til det nye traktatudkast. Den nye artikel vil derfor også kunne anvendes til fremtidige initiativer for ligebehandling af handicappede i Europa.

Ved udgangen af 2003 strandede regeringschefernes forhandlinger om forfatningstraktaten på spørgsmål om magt- og kompetencefordeling mellem medlemslandene. Forhandlingerne genoptages under det irske formandskab i foråret 2004, og EU-konventets traktatudkast vil stadig være udgangspunktet.

Den norske regerings handlingsplan

Rådet har siden 2001 fulgt den handicappolitiske udvikling i Norge med stor interesse. Den norske regering fremlagde i juni 2003 en såkaldt stortingsmelding på handicapområdet, "Nedbygging av funksjonhemmende barrierer". Det er en handlingsplan, der skal fremlægges til debat og vedtagelse i det norske Storting i foråret 2004. Rådet finder den norske plan væsentlig af flere årsager. Den er mere grundig og detaljeret end den danske regerings handlingsplan på handicapområdet fra februar 2003, og den indeholder langt bedre beskrivelser af handicappolitiske mål og midler.

Grundlaget for handlingsplanen er en gennemgribende udredning af barrierer for handicappede fra 2001 med titlen "Fra bruker til borger". Denne udredning har rådet drøftet på sit møde i september 2001, hvor der blev givet udtryk for stor tilfredshed med det ambitionsniveau, man lægger i Norge. Rådet opfordrede dengang den daværende regerings tværgående ministerudvalg til at iværksætte en lignende tværsektoriel kulegravning af handicappedes barrierer i Danmark. Det mundede blandt andet ud i Beskæftigelsesministeriets undersøgelse af barrierer på arbejdsmarkedet.

Den nye norske plan tager afsæt i 2001-udredningens anbefalinger om at reducere de barrierer, handicappede møder. Planen beskriver 120 tiltag, som regeringen ønsker gennemført inden for områderne uddannelse, arbejdsmarkedet, social service samt tilgængelighed til transport, byggeri og it.

På tilgængelighedsområdet har rådet desværre konstateret, at den norske regering i lighed med den danske ikke har fundet penge til at gennemføre de ambitiøse handlingsplaner med tilhørende tidsfrister, som "Fra bruker til borger" foreslår. Planen har på flere indsatsområder, som for eksempel tilgængelighed, skuffet, hvorfor den har fået massiv kritik fra både norske handicaporganisationer og fra Statens råd for funksjonshemmede.

Rådet har til gengæld fundet det interessant, at handlingsplanen indeholder et ønske om oprettelse af et dokumentationscenter på linje med Center for Ligebehandling af Handicappede og et ønske om lovfæstet brugerrepræsentation i kommunerne et ønske Det Centrale Handicapråd har haft længe. Ydermere er der afsat 80 millioner kroner til forskning i handicappedes levevilkår og tilgængelig it.

Det Norske Handicapråd har i juni 2003 besøgt Det Centrale Handicapråd og Center for Ligebehandling af Handicappede for netop at udveksle erfaringer og idéer, blandt andet i forhold til handlingsplanens forslag om oprettelse af et dokumentationscenter, der ligesom ligebehandlingscentret skal indsamle dokumentation og årligt evaluere handicappedes vilkår samt rådgive og vejlede.

FN-konvention på handicapområdet

Det Centrale Handicapråd har i en årrække diskuteret spørgsmålet om en FN-konvention på handicapområdet. Rådet støtter en bred strategi for en FN-konvention på handicapområdet. Den skal både fastlægge handicappedes menneskerettigheder og sikre, at handicapperspektivet integreres fuldt ud i de eksisterende seks FN-konventioner. Endelig skal en FN-konvention på handicapområdet supplere og styrke FN's Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede (1993). Det arbejde er i 2003 fortsat i ad hoc-komitéen under FN's Generalforsamlings tredje udvalg.

I 2003 har rådet fokuseret på spørgsmålet om, hvad handicapkonventionen kommer til at indeholde, og hvordan arbejdet med at formulere dette skrider frem.

I maj 2003 holdt Socialministeriet et møde om arbejdet med FN-konventionen på handicapområdet arrangeret i samarbejde med De Samvirkende Invalideorganisationer. Ud over Socialministeriet og handicaporganisationerne deltog Udenrigsministeriet, Socialforskningsinstituttet, Institut for Menneskerettigheder og Det Centrale Handicapråd. De fælles drøftelser resulterede i enighed om at støtte den brede strategi for FN-konventionen, og samtidig gav mødet god mulighed for at samle op på arbejdsmetoderne i FN-systemet.

På ad hoc-komitéens møde i New York i 2003 blev det besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe til at forberede komitéens senere arbejde med at udarbejde et udkast til konventionen. Arbejdsgruppen består af 27 repræsentanter for medlemsstaterne og 12 repræsentanter for internationale handicaporganisationer samt en repræsentant fra en menneskerettighedsinstitution. Det er et nybrud, at internationale handicaporganisationer får pladser i en sådan arbejdsgruppe.

Internationale handicaporganisationer mødtes i midten af december 2003 i Madrid for at diskutere, hvad handicaporganisationernes position og strategi skal være i arbejdsgruppen. Her deltog en repræsentant for rådet som observatør. Formålet med mødet var at drøfte og konkretisere indhold og struktur i rammerne for en handicapkonvention, som skal bruges i de kommende forhandlinger i arbejdsgruppen og i FN's ad hoc-komité i 2004.

Det betyder, at Det Centrale Handicapråd også til næste år vil følge forhandlingerne om det konkrete indhold i FN-konventionen i arbejdsgrupppen og i især ad hoc-komitéens to kommende møder til maj og august 2004.

Fra vores egen verden

Det Centrale Handicapråd holder fire møder årligt, som falder i henholdsvis marts, juni, september og december måned. Møderne i marts, juni og december er af ca. tre en halv times varighed og mødet i september er et heldagsmøde af ca. seks timers varighed.

Ministerbesøg og andre gæster

Det Centrale Handicapråd havde i 2003 besøg af følgende ministre:

Temadrøftelser

På mødet i september havde rådet en temadrøftelse om boliger for handicappede, og på mødet i december var der en temadrøftelse om specialundervisning i folkeskolen.

Det Europæiske Handicapår 2003

Rådet har på møderne i marts, september og december fulgt nationalkomiteens arbejde med at gennemføre planlagte aktiviteter. Der var midtvejsstatus på handicapåret på rådsmødet i september.

Rådets sekretariat og sekretariatsbetjeningen

Det Centrale Handicapråd har siden september 2000 haft elektronisk dokumenthåndtering. Materiale til medlemmer og særligt sagkyndige distribueres elektronisk (og i papirform til de, der måtte ønske det). Det drejer sig om indkaldelser og dagsordener, mødematerialer med dagsordenspunkter i form af sagsfremstillinger, bilag til dagsordenspunkter, bilag, der udsendes mellem møderne (rapporter, notater, høringssvar og rådskorrespondance), samt referater af rådsmøderne.

Når referatet foreligger, bliver det sammen med det materiale, der i øvrigt er udsendt til rådet, offentliggjort på rådets hjemmeside www.dch.dk, hvor der er tre indgange:

Nogle bilag vil være offentligt tilgængelige for alle, der besøger hjemmesiden, hvor materialet er til rådighed som tekstindhold og i Word-format. Dog kan der være ophavsretsregler, der gør, at visse bilag ikke må stilles til rådighed for den brede offentlighed.

Publikationer udgivet i 2003

Det Centrale Handicapråds publikationer udleveres gratis ved henvendelse til rådet (fås også på bånd og diskette). Publikationerne kan også hentes på rådets hjemmeside www.dch.dk . Følgende publikationerne er udgivet i 2003:

"Nordisk handicappolitik afrapportering fra nordisk konference"

Avisen "Nordisk handicappolitik" afrapporterer fra den nordiske konference om handicappolitik i Norden, som blev holdt den 25. april 2003 i København. Konferencen, der blev arrangeret af Nordiska Handikappolitiska Rådet og Det Centrale Handicapråd, tog udgangspunkt i spørgsmålet: Findes der en nordisk handicappolitik?

"Fleksjob"

Pjecen om fleksjob er udarbejdet i samarbejdet med Beskæftigelsesministeriet. I juli 2003 udkom 12. udgave i et oplag på 50.000 eksemplarer, og det samlede oplag af pjecen er nu 460.000.

Ud over reglerne om fleksjob til ansatte og selvstændige erhvervsdrivende giver pjecen et overblik over de øvrige bestemmelser, der kan være nyttige at kende, når man ansættes i et fleksjob eller modtager tilskud til at fastholde beskæftigelsen i egen virksomhed.

Beretning

Ifølge forretningsordenen for Det Centrale Handicapråd skal sekretariatet efter rådets direktiv udarbejde en beretning om rådets virksomhed hvert år. Beretningen sendes til socialministeren og offentliggøres efter aftale med Socialministeriet. Beretningen for 2002 udkom i 2.000 eksemplarer.

Nyhedsbreve

Center for Ligebehandling af Handicappedes nyhedsbrev "Lighedstegn", der siden 2001 har været talerør for Det Centrale Handicapråd, udkommer i forlængelse af møderne i Det Centrale Handicapråd, så de seneste nyheder og beslutninger fra rådets møder kan komme med. Lighedstegns oplag er 2.400.

Høringssvar

Rådets høringssvar på lovforslag fra Folketinget, som rådet får til høring, kan læses på rådets hjemmeside www.dch.dk i oversigten over udsendte bilag.

Nyt Handicapråd

Ifølge bekendtgørelse nr. 839 af 11. oktober 2002 om et Centralt Handicapråd virker rådet for en fireårig periode fra 1. juli i året efter kommunevalget, dog således at medlemmerne fungerer, indtil nyt medlem udpeges. Som følge heraf er rådet i 2002 konstitueret med ny sammensætning for perioden 1. juli 2002 til 30. juni 2006. Formanden og de 14 medlemmer udpeges af socialministeren. Medlemmerne udpeges efter indstillinger fra nedennævnte organisationer, ministerier og kommuner (se "Rådets medlemmer 2003" på næste side).

Rådets medlemmer 2003

Formand
Fhv. finans-og socialminister Palle Simonsen

Næstformand
Formand for De Samvirkende Invalideorganisationer, Stig Langvad

Medlemmer
Indstillet af De Samvirkende Invalideorganisationer:
Udviklingschef i Muskelsvindfonden, Jørgen Lenger
Formand for Danske Døves Landsforbund, Knud Søndergaard
Direktør for Dansk Epilepsiforening, Jutta Houmøller
Landsformand for Dansk Landsforening for Laryngectomerede, Anne-Lise Steen
Redaktør, Nyreforeningen, Niels Munk Plum
Direktør i Spastikerforeningen, Peder Esben

Indstillet af Amtsrådsforeningen: 2. viceamtsborgmester Søren Eriksen

Indstillet af Kommunernes Landsforening: Kommunalbestyrelsesmedlem Birthe Andersen

Indstillet af Københavns og Frederiksberg Kommuner: Socialudvalgsformand Lilian Nilsson

Indstillet af Beskæftigelsesministeriet: Kontorchef Jens Hørby Jørgensen, Arbejdsmarkedsstyrelsen, der den 7. november 2003 blev afløst af kontorchef Kim Svendsen-Tune

Indstillet af Socialministeriet: Afdelingschef Grethe Buss

Indstillet af Indenrigs-og Sundhedsministeriet: Kontorchef Søren Hansen Thomsen, der den 18. februar 2003 blev afløst af kontorchef Steffen Egesborg Hansen

Indstillet af Undervisningsministeriet: Specialkonsulent Erik Thorsen, der den 17. december blev afløst af kontorchef Bodil Rasmussen, Uddannelsesstyrelsen

Særligt sagkyndige:
Boligforhold: Kontorchef Ella Blousgaard, Erhvervs-og Boligstyrelsen
Trafikforhold: Kontorchef Torkil Eriksen, Trafikministeriet
Kultur: Ekspeditionssekretær Rosa Cedermark, Kulturministeriet
Kommunikation: Kontorchef Jette Plenge Jakobsen, IT- og Telestyrelsen

Sekretariat:
Sekretariatsfunktionen varetages af Center for Ligebehandling af Handicappede
Sekretariatschef Mogens Wiederholt
Sekretariatskoordinator Lise Holten
Sekretariatsmedarbejder Mette Dankelev

Bekendtgørelse om et Centralt Handicapråd

Bekendtgørelse nr. 839 af 11. oktober 2002

I medfør af § 87, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002, fastsættes:


§ 1. Socialministeren nedsætter et Centralt Handicapråd, der rådgiver i handicapspørgsmål.

§ 2. Rådet består af l formand og 14 medlemmer, der udpeges af socialministeren. 7 medlemmer udpeges efter indstilling fra De Samvirkende Invalideorganisationer, l medlem efter indstilling fra Amtsrådsforeningen i Danmark, l medlem efter indstilling fra Kommunernes Landsforening, l medlem efter indstilling fra Københavns og Frederiksberg kommuner, l medlem efter indstilling fra Undervisningsministeriet, l medlem efter indstilling fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, l medlem efter indstilling fra Beskæftigelsesministeriet og l medlem efter indstilling fra Socialministeriet.
Stk. 2. Til støtte for Handicaprådets arbejde udpeger socialministeren endvidere særligt sagkyndige med sagkundskab vedrørende boligforhold, trafikforhold, kultur, information og kommunikation.
Stk. 3. Socialministeren kan herudover udpege personlige medlemmer af Rådet.
Stk. 4. Handicaprådet virker for en 4-årig periode fra l. juli i året efter kommunalvalget, dog således, at medlemmerne fungerer, indtil nyt medlem udpeges.

§ 3. Det påhviler Handicaprådet at følge og vurdere vilkårene i samfundet for personer med handicap, herunder på det forebyggende område.

§ 4. Folketinget og ministrene kan rådføre sig med Handicaprådet i alle anliggender af generel karakter, der har betydning for vilkårene i samfundet for personer med handicap.
Stk. 2. Med henblik på at sikre, at rimelige hensyn til personer med handicap tilgodeses i samfundets planlægning, kan centrale offentlige myndigheder rådføre sig med Handicaprådet i anliggender, der berører levevilkårene for personer med handicap.
Stk. 3. Handicaprådet kan selv tage initiativ og fremsætte forslag til ændringer på de nævnte områder.

§ 5. Socialministeren fastsætter Rådets forretningsorden. Center for Ligebehandling af Handicappede stiller i henhold til dets vedtægter den fornødne sekretariatsmæssige bistand til rådighed for Rådet.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den l. november 2002. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 988 af 11. december 1997 om et Centralt Handicapråd ophæves.

Socialministeriet, den 11. oktober 2002

HENRIETTE KJÆR

/ Vibeke Køie

Socialmin., 5.kt.j.nr. 649-772