Årsberetning 2004

Det Centrale Handicapråd

 

Kolofon

Udgiver:
Det Centrale Handicapråd
Bredgade 25, opg. F, 4. sal
1260 København K

Mail: dch@dch.dk
Hjemmeside: www.dch.dk
Tlf.: 33 11 10 44
Fax: 33 11 10 82
Teksttelefon: 33 11 10 81

Redaktør: Informationsmedarbejder Kasper Egeberg

Ansvarshavende: Sekretariatschef Mogens Wiederholt

Oplag: 2000

Udgivelsesdato: Marts 2005

Tryk: Scanprint a/s
ISBN 87-90985-34-6
ISSN 1395-4660

Beretningen udgives også på bånd og diskette, og den kan desuden hentes på Det Centrale Handicapråds hjemmeside. Hel eller delvis gengivelse er tilladt med kildeangivelse.

 

Indhold


Forord: År nul efter handicapåret

2003 var Europæisk Handicapår. 2004 blev året derpå. Sjældent har et år været så handicappolitisk begivenhedsløst - og de begivenheder, der har været, har mestendels været skuffende. Aldrig så snart var 03 blevet til 04, før Videnskabsministeriet meddelte, at kravet om, at offentlige hjemmesider skal være handicaptilgængelige for at få fem netkroner i Bedst på Nettet, bare var en Handicapårs-gimmick, som man absolut ikke havde tænkt sig at holde fast ved i 2004. Og sidst på året kom så det længe ventede, men skuffende lovforslag om de individuelle kørselsordninger fra Trafikministeriet.

Et af de få, men væsentlige lyspunkter har været Beskæftigelsesministeriets meget omfattende beskæftigelsesstrategi, Handicap & Job, fra december 2004. Her adresseres et af de helt centrale ligebehandlingsproblemer: handicappedes voldsomme marginalisering i forhold til arbejdsmarkedet. Ministeriets satsning er kommet efter to omfattende analyser af handicappedes beskæftigelsessituation, som blandt andet Det Centrale Handicapråd har presset på for at få.

En væsentlig del af forklaringen på det handicappolitiske dødvande i 2004 skal givetvis findes i det store fokus, der har været på strukturreformen, som jo bestemt også har stor handicappolitisk interesse, men primært på lidt længere sigt. Strukturreformen skal dog ikke have hele skylden - mange tiltag og megen energi var timet til at kulminere i handicapåret 2003. Det blev imidlertid understreget igen og igen, at handicapåret ikke var afslutningen, men begyndelsen. Vi efterlyser det kick-off, som for alvor viser, at vi er ved begyndelsen til noget nyt.

I Sverige, Irland, Norge og senest England har man inden for de seneste år gennemført omfattende og dybtgående udredninger af handicappedes livsvilkår og samfundsmæssige stilling. Ialle de nævnte lande har udredningerne ført til en ganske betydelig offentlig debat om handicappedes vilkår og efterfølgende større handicappolitiske satsninger. I Danmark har vi indtil videre valgt at fokusere snævert på beskæftigelsesområdet, men erfaringerne er de samme som i andre lande: Indsamling af konkret viden om, hvordan virkeligheden ser ud for mennesker med handicap, skaber handling og forandring de rigtige steder. Undersøgelserne viser nemlig, at der ofte er ganske langt mellem det billede, vi gerne vil tro på, og den virkelighed mange mennesker med handicap lever i.

Derfor indeholder Det Centrale Handicapråds ønskeseddel for 2005 to store ønsker.

For det første ser vi meget gerne, at regeringen tager initiativ til en grundig analyse af handicappedes uddannelsessituation. Der har både før og under valgkampen være meget fokus på uddannelse: retten til en ungdomsuddannelse, øget fokus på efteruddannelse og løbende opkvalificering. Undersøgelser fra blandt andet Center for Ligebehandling af Handicappede viser, at alt for mange handicappede snubler ud af folkeskolen med en amputeret og ufuldkommen afgangsprøve og derfor kommer skævt ind i ungdomsuddannelsessystemet. Handicappedes usikre tilknytning til arbejdsmarkedet kan meget vel have en direkte sammenhæng med dårlig og utilstrækkelig uddannelse.

For det andet bør regeringens egen benchmarkanalyse af den danske handicappolitik følges op med en ny handicappolitisk handlingsplan, når konklusionerne fra analysen er klar først på foråret. Den "gamle" handlingsplan fra 2003 er ved at være udtømt, og benchmarkanalysen vil utvivlsomt skabe et behov for at drøfte nye initiativer. Der er derfor brug for en ny masterplan, som følger op på temaerne i handlingsplanen fra 2003 og sætter nye mål - ikke mindst i lyset af de omfattende forandringer, strukturreformen varsler.

Det Centrale Handicapråd bidrager gerne med ideer til en sådan masterplan.

Ester Larsen
Formand

Mogens Wiederholt
Sekretariatschef

Strukturreformen

- særforsorgens afskaffelse eller farvel til det specialiserede?

Netop i år - det vil sige i 2005 - er det 25 år siden, den statslige særforsorg på handicapområdet blev endeligt udlagt til amterne. Det, der dengang blev præsenteret som en administrativ reform, blev i virkeligheden startskuddet til en meget omfattende indholdsmæssig reform af handicapområdet. Mange betragter med rette 1980 som det fikspunkt, der markerer starten på den normaliserings- og ligebehandlingspolitik, der i dag er grundlaget for dansk handicappolitik.

Visionen

Med strukturreformen bliver 14 amter til fem regioner, og man kan spørge sig selv, om det med amternes 25 års erfaring in mente nu også er klogt at tildele regionerne en så begrænset rolle på handicapområdet, som den nye struktur lægger op til. Det Centrale Handicapråd har som grundidé svaret JA til det spørgsmål. Ikke ud fra en naiv begejstring for det, vi hidtil har set i kommunerne, eller en blind kritik af den hidtidige indsats i amterne. Rådets principielle stillingtagen til fordel for en øget decentralisering af handicapområdet bygger på en grundlæggende opfattelse af, at den nye dynamik i handicappolitikken skal findes i en langt tættere dialog mellem specialområdet og normalområdet.

Rådets syn på strukturreformen har ikke været bestemt af et organisatorisk synspunkt, men af et handicappolitisk synspunkt. Strukturreformen kan, hvis implementeringen gribes rigtigt an, styrke sektoransvarlighedsprincippet og bidrage til en øget mainstreaming og normalisering af handicappolitikken.

Fra udlægning til afskaffelse

Hæver man sig lidt op over den umiddelbare og på mange områder velbegrundede bekymring for en så omfattende reform, er der meget i reformens grundtænkning, der forekommer at være en helt selvfølgelig videreudvikling af den proces, der blev sat i søen med særforsorgens udlægning.

I 1980 blev den statslige særforsorg udlagt til amterne. Særforsorgen holdt flyttedag. Den blev udlagt - ikke afskaffet. I princippet forblev særforsorgen lige så "sær" i amterne, som den havde været det under staten, forstået på den måde, at amterne - lige så lidt som staten - havde et normalområde, hvortil handicapområdet kunne knyttes. Også for amterne var handicapområdet en særopgave, der skulle løses uden tilknytning til en tilsvarende normalopgave.

Amterne har inden for de givne rammer leveret en på mange måder forbilledlig indsats i forsøget på at "skabe en tilværelse så tæt på det normale som muligt". Det lå dog allerede implicit i strukturen, at der var en grænse for, hvor normalt det kunne blive. At ansvaret for handicappolitikken nu overgår til kommunerne, må derfor i vid udstrækning opfattes som en naturlig videreførelse af den proces, som blev sat i gang med særforsorgens overdragelse til amterne. Denne pointe får sin lidt pudsige understregning i, at det faktisk først er nu med strukturreformen, at loven om udlægning af den statslige særforsorg ophæves endeligt, og de sidste rester skrives ind i serviceloven.

Forudsætningerne

Skal den handicappolitiske vision, som rådet ser i reformen, og et langt større kommunalt engagement på handicapområdet blive til virkelighed, er der en række politiske og praktiske forudsætninger, som skal være på plads. Og som både rådets og en række andre organisationers høringssvar viser, er det ikke uden videre tilfældet med det lovkompleks, regeringen sendte i høring i december 2004.

Den første og måske væsentligste forudsætning knytter sig dog ikke til selve lovkomplekset, men til holdningerne i kommunerne.

Kommunernes holdninger og organisering

Kommunerne må som det første gøre sig klart, at de ikke blot overtager administrationen af endnu et lovgivningsområde. Her er tale om velfærdssamfundets hjerteblod. Det her er ikke matrikelforvaltning, kirkegårdsregulativer eller skatteligning. Det er helt konkret velfærdsproduktion på individniveau. Kommunalbestyrelserne bliver ansvarlige for et af de mest synlige, håndgribelige, men også mest sårbare udtryk for den danske velfærdsidé: Vi vil vurderes på det, vi byder samfundets mest udsatte grupper.

Det kræver, at kommunerne formulerer en egentlig handicappolitik. At man formulerer en ambition for, hvordan de af kommunens borgere, der er handicappede - herunder nu også de der er meget svært handicappede - skal behandles. Handicappolitikken skal herefter udmøntes i et konkret og præcist katalog over de praktiske politiske initiativer, der skal tages for at indfri ambitionen.

Den nye rolle, kommunerne får på handicapområdet, stiller tillige krav til kommunernes organisering. Kommunerne skal hverken have en særlig handicapforvaltning eller blot overlade de nye opgaver til den eksisterende socialforvaltning. Opgaven bliver at arbejde systematisk med at få handicapperspektivet placeret og integreret i den forvaltningsstruktur, som man lander på, når reformen træder i kraft, samtidig med, at man sikrer sammenhæng i indsatsen på tværs af forvaltningerne. Det kan kommunerne fx gøre ved at oprette en tværgående funktion som udviklingskonsulent på handicapområdet.

Mennesker og menneskers behov følger ikke nødvendigvis de administrative grænser, som mere eller mindre tilfældigt definerer arbejdsdelingen mellem forskellige kommunale forvaltninger. Selv om det er et væsentligt element i selve strukturreformen, at borgene får én indgang til det offentlige igennem kommunen - så må man jo i sandhedens navn konstatere, at selv en kommune har mere end én dør. En kommune er jo ikke bare en kommune - og desto større kommunerne bliver, jo højere vil specialiseringsgraden inden for kommunen forhåbentlig blive. Derfor vil det være en væsentlig opgave for de kommende kommunalbestyrelser at få skabt en struktur, som garanterer, at der kan arbejdes på tværs af forvaltningerne. Og at de institutioner og tilbud, den enkelte kommune etablerer, inddrages, så der kan arbejdes ud fra et helhedssyn og en kompleksitet i opgaveløsningen, som svarer til kompleksiteten og individualiteten i de behov, mennesker har.

Handicapråd styrker dialogen og demokratiet

En at de meget væsentlige nydannelser i strukturreformen er de nye obligatoriske handicapråd i kommunerne. Handicaprådene bliver et dialogforum, hvor myndigheder og handicappede borgere kan mødes om at udvikle den lokale handicappolitik. Det er vigtigt at understrege, at selv om handicaprådene lovgivningsmæssigt er placeret i sociallovgivningen (retssikkerhedsloven), skal de beskæftige sig med alt, der har relevans for handicappedes vilkår i lokalsamfundet - uanset i hvilket ressort problemstillingen har sit udspring.

Tager kommunerne de nye handicapråd til sig, dyrker dem og styrker dem, vil handicaprådene komme til at udgøre hjørnestenen i den fremtidige handicappolitik. Rådene skal først og fremmest være med til at formulere den lokale handicappolitiske ambition - og de skal være med til at udvikle den vifte af initiativer, som skal realisere ambitionen. Og så skal de lokale handicapråd kontrollere og overvåge, at kommunerne lever op til de nye forpligtelser, de har fået i kraft af strukturreformen.

Der hviler et enormt forventningspres på disse nye lokale handicapråd. Derfor er det også helt afgørende, at vi som Det Centrale Handicapråd, at De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) og de enkelte forbund under DSI tager ansvaret på sig og ser til, at der udvikles hjælpeværktøjer, skabes materiale, gives uddannelsestilbud og rådgivningsmuligheder etc. Vi skal gøre vores til, at forventningerne kan indfries.

Leverandøransvar og rammeaftaler

En af de vigtige og påtrængende opgaver, de nye handicapråd får, bliver at følge og overvåge de rammeaftaler, der skal indgås mellem kommunen og regionen om leverance af de specialtilbud, som kommunerne ikke har faglige forudsætninger og den fornødne specialviden til selv at producere.

Ud fra en betragtning om faglig bæredygtighed er det meget fornuftigt, at man som udgangspunkt har fastholdt, at regionerne har ansvaret for at levere de meget specialiserede tilbud. Der er imidlertid lagt op til en yderligere glidende decentralisering, hvor kommunerne efter en årrække får mulighed for og forventes selv at etablere nogle af de tilbud, de i første omgang køber hos regionen.

Det er en del af den ønskelige normalisering på området, at kommunerne i betydeligt omfang etablerer egne tilbud til egne borgere. Det er ikke et selvstændigt handicappolitisk mål at have store centraliserede institutioner og boenheder på regionalt niveau. Det er derimod en handicappolitisk målsætning, at samfundets stigende velstand og øgede velfærd skal afspejle sig i handicappolitikken ved, at handicappede i højere og højere grad kan få de relevante, nødvendige og højt specialiserede tilbud stillet til rådighed så tæt på eget hjem som muligt.

Det er dog helt afgørende, at kommunerne kun og først tager deres borgere hjem i egne tilbud, når de er i stand til og villig til at levere et tilbud, som kvalitativt er lige så godt eller bedre end det, de hidtil har købt fra regionen. Lakmusprøven på kommunernes modenhed til at overtage disse opgaver er, om de kan modstå fristelsen til at score en kortsigtet økonomisk gevinst ved at hjemtage borgere til egne discounttilbud på bekostning af en langsigtet handicappolitisk ambition.

Der vil uvægerligt opstå et balanceproblem, når nogle kommuner begynder at trække deres borgere ud af de regionale tilbud for at give dem et tilbud hjemme. Kommunerne må her leve op til den tillid, de er blevet vist i strukturreformen, og være med til at finde en anstændig og solidarisk løsning på problemet. Der skal findes en finansieringsordning, som understøtter, at regionerne kvalificeret kan løfte den opgave, de har fået i kraft af leverandøransvaret. De regionale tilbud skal kunne opretholde og udbygge et højt fagligt niveau, samtidig med at kommunerne får det nødvendige incitament til at efterspørge regionale kvalitetstilbud og betale den pris, disse tilbud koster.

Vælger mange kommuner de regionale tilbud fra, bliver de enkelte pladser uforholdsmæssigt dyrere, og det bliver vanskeligt at opretholde et højt fagligt niveau. Det kan betyde, at regionernes mulighed for at drive institutioner og tilbud undermineres til ubodelig skade for de borgere og kommuner, som er afhængige af et regionalt tilbud på højt niveau. Det må derfor sikres, at en fortsat glidende decentralisering i form af, at kommunerne i stigende grad etablerer egne tilbud, foregår kontrolleret og planlagt i samarbejde med regionen og kommunerne i regionen. De regionale tilbud må ikke udhules, ligesom det skal sikres, at nye kommunale tilbud har en tilstrækkelig specialiseringsgrad.

Det er ligeledes vigtigt, at regionerne får mulighed for at udvikle og forbedre deres tilbud, så de kan indgå i en reel faglig konkurrence med de kommunale tilbud. Det er ikke acceptabelt at forcere decentraliseringen af tilbuddene ved at underminere de regionale tilbud økonomisk og dermed fagligt.

Det gode liv i restordre

"Bestiller-leverandørrelation" mellem kommunerne og regionerne er en grundfigur i hele konstruktionen, men samtidig også en af den nye strukturs akilleshæle. Det lyder besnærende enkelt: nogle bestiller - og andre leverer. Men så enkelt er det ikke. Der er ikke tale om et simpelt "on demand-system", som det kendes fra den industrielle produktion af varer. Både udformningen af bestillingen og designet af ydelsen er en uhyre kompliceret proces, der er meget lidt synlig og meget lidt formaliseret i systemet, som det fungerer i dag. Derfor er det helt nødvendigt at have et me-get stort fokus på den relation ved overgangen til den nye struktur. Det er afgørende, at "bestillingsfejl" ikke fører til, at enkeltpersoner må acceptere urimelige tilbud eller ventetid på et relevant tilbud. Et acceptabelt liv kan ikke være i restordre. Det skal derfor understreges, at det er myndigheden - og ikke borgeren - der skal bære omkostningen ved en eventuel fejlkalkulation.

Det er desuden vigtigt, at der i tilknytning til det nye "efterspørgsel-udbud" system udvikles nogle robuste administrative planlægnings- og overvågningsmekanismer i kommunerne, så de rent faktisk er i stand til at forudse egne behov. De erfaringer, man har fået med amternes viden om deres egne tilbud i forbindelse med strukturreformarbejdet, og det vi kender fra amternes ventelisteopgørelser til forskellige tilbud o.a., er ikke overbevisende set ud fra et planlægningssynspunkt. Der er simpelthen brug for bedre planlægningsværktøjer, ligesom det er nødvendigt at acceptere, at regionerne - i en overgangsfase - kan få finansieret en vis overkapacitet. Derfor er det afgørende med en tæt dialog mellem kommunerne og regionen om, hvordan efterspørgsel og udbud matches, så den enkelte borger ikke gives et ringere tilbud, blot fordi kommuner og regioner har fejlkalkuleret behovet.

Endelig er der behov for at få afklaret gråzonen omkring kommunernes visitation til de regionale tilbud. Hvad sker der, hvis en kommune visiterer en borger til et tilbud, og regionen er uenig i, at borgeren kan profitere af det pågældende tilbud? Eller hvis regionen mener, at den visiterede ikke tilhører tilbuddets målgruppe? Har regionen så bemyndigelse til at ændre på visitationen eller sætte den pågældende ind i regionens prioriterede venteliste? Det kræver en afklaring, så borgeren ikke endnu engang kan blive kastebold mellem to systemer.

National videns- og specialrådgivningsfunktion

Det er en grundforudsætning for den yderligere decentralisering, som gennemføres med strukturreformen, at der som foreslået skabes en muskuløs national videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO). Decentralisering i opgavevaretagelsen forudsætter en tilsvarende centralisering af ansvaret for vidensopsamling og vidensdistribution til det decentrale system. Derfor er VISO en kærkommen nyskabelse.

Tværsektoriel og helhedsorienteret

Det er imidlertid helt afgørende, at vidensorganisationen får en langt bredere sektorforankring end den, der er lagt op til i reformpakken. Skal VISO kunne leve op til intentionerne om en sammenhængende og helhedsorienteret vidensindsamling - og en tilsvarende udredning, bør blandt andet vidensenheder på uddannelses- og beskæftigelsesområdet også være omfattet af VISO. Det Centrale Handicapråd har foreslået, at de nuværende hjælpemiddelcentraler og tale-, høre- og synsinstitutter integreres i VISO. Der kan ligeledes være specialviden fra arbejdsmarkedsområdet, fx handicapkonsulenter, som bør inddrages i konstruktionen af VISO. Det er afgørende, at det i organiseringen og i den organisatoriske tilknytning tydeligt signaleres, at VISO ikke er en social institution, men en institution som indholdsmæssigt, formmæssigt og organisatorisk arbejder ud fra den brede helhedstænkning og tværsektorialitet, som i øvrigt kendetegner handicapområdet.

Denne helhedsorientering er afgørende for VISO's videns- og rådgivningsforpligtelse. Men også i forbindelse med VISO's udredningsopgaver er det meget vigtigt, at der kan ydes en helhedsorienteret og tværsektoriel indsats, så den enkelte borger oplever, at der er tale om et sammenhængende forløb, som har fokus på hele borgerens livssituation.

VISO bliver en netværksorganisation med en central enhed og en decentral placering af hovedparten af de specialister, der knyttes til VISO. I opbygningen af organisationen er det afgørende, at den centrale enhed får en betydelig størrelse, som sikrer en hensigtsmæssig faglig prioritering, og - som det vigtigste - kan sikre en professionalisering af arbejdet med at bringe viden ud i det decentrale system. Udvekslingen mellem praksisleddet og vidensenheden er erfaringsmæssigt det absolut kritiske punkt. Vidensenhedens vigtigste opgave er aktivt at stille sig til rådighed, så kommuner og borgere til enhver tid oplever, at den relevante viden er tilgængelig, når og hvor den er nødvendig.

For at styrke denne udveksling og den indre sammenhæng i netværket er det afgørende, at der sættes ind med betydelige ressourcer i forhold til at sikre en kontinuerlig vidensudveksling mellem de mange decentrale enheder.

Hvem visiterer?

Det har været højlydt diskuteret, hvorvidt den enkelte borger skulle have adgang til selv at henvende sig til VISO for at blive udredt, eller om visitationsretten alene skal ligge i kommunen. I praksis vil det at give borgerne direkte adgang til VISO betyde, at det bliver institutionen VISO, der visiterer. Der er nogle indlysende juridiske og retssikkerhedsmæssige problemer ved at lade en ikke-myndighed som VISO træffe den type afgørelser. Hvem klager man fx til, hvis VISO giver afslag på en udredning?

Spørgsmålet er imidlertid, om ikke problemer med retssikkerhed og jura kan løses, hvis der er en reel vilje til at lade VISO være åben. Rådet finder det hensigtsmæssigt, at såvel kommuner som borgere har umiddelbar og direkte adgang til at trække på VISO's ressourcer - både i forhold til rådgivning og udredning. De fleste erfaringer peger på, at misbrug forekommer relativt sjældent. Folk lader sig ganske enkelt ikke undersøge og udrede for sjov, ligesom de færreste er interesseret i et batteri af hjælpemidler og andre hjælpeforanstaltninger, som de ikke har brug for. Frygten for, at en fri visitation vil føre til en eksplosion i udgifterne, er formentlig noget overdrevet.

VISO for alle

Et er imidlertid, hvem der kan henvende sig, noget andet er, hvem og hvad VISO skal vide noget om. Skal VISO på en tilfredsstillende måde kunne fungere på handicapområdet, er det afgørende, at alle handicapgrupper er dækket af den vidensfunktion, der er indeholdt i VISO. Det er ikke tilfældet med det forslag, der på nuværende tidspunkt ligger for opbygningen af VISO. Der må som minimum være de nødvendige vidensforudsætninger for at få en lige kvalificeret behandling, uanset hvilket handicap man henvender sig om. Det er ganske enkelt ikke acceptabelt, at en ny national landsdækkende vidensinstitution diskriminerer mod bestemte handicapgrupper, blot fordi der ikke historisk har været en vidensfunktion inden for dette eller hint handicap. Det må der rådes bod på enten ved at tilføre nye ressourcer eller ved at pulje de ressourcer, der er til rådighed, på en anden måde. Det er helt nødvendigt for, at VISO kan dække hele handicapområdet på et tilfredsstillende niveau.

VISO er grundlæggende en fornuftig og helt nødvendig nyskabelse, men den burde have været større og bredere tænkt i forhold til både sektorforankringen og brugergrupper.

På vej mod en ny æra

Strukturreformen kan og bør blive et kick-off til en ny dynamisk æra i handicappolitikken. Der ligger et stort potentiale i en hidtil uudforsket og uforsøgt synergi med normalområdet. Men det sker ikke af sig selv. Strukturreformen er anledningen, men den er jo ikke nogen løsning eller noget mål i sig selv. Nogen skal gribe anledningen - og den nogen kan ikke være andre end kommunerne. Dette projekts succes eller fiasko står og falder med to forhold: Kommunernes vilje til at gribe stafetten og føre projektet igennem - og at det ikke blot bliver et spareprojekt.

Etik og handicap

Rådet blev i 2004 færdig med teksten til et refleksionspapir om handicap, etik og fosterdiagnostik. Papiret har sin baggrund i en temadrøftelse, rådet havde i 2001, og er yderligere aktualiseret af Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer for fosterdiagnostik, som blev indgående diskuteret i 2003 og endelig udstedt i september 2004.

Inspiration - ikke svar

Det er den enkeltes ansvar at udøve etikken i den konkrete situation. Derfor giver rådets refleksionspapir ingen absolutte svar, men forsøger i stedet at inspirere til overvejelser over, hvilke etiske konsekvenser der følger af forskellige valg.

Af samme grund er det rådets opfattelse, at retningslinjerne for fosterdiagnostik skal have fokus på rådgivning. Rådgivningen skal være så bred, at kommende forældre får et reelt billede af, hvilke muligheder der fx er for at kompensere for et handicap. Derefter må den enkelte træffe sit eget valg.

Etik og fosterdiagnostik

Etik er en svært definerbar størrelse. Etik handler om den gode handlemåde, men i mange forskellige situationer vil vi som enkeltpersoner ikke være enige i, hvad der er den gode eller etisk korrekte handling.

I vurderingen af, om en handling er etisk forsvarlig, kan man vægte en række forskellige hensyn, som handler om at sikre "det gode liv". Det kan fx være hensynet til at undgå lidelse, at beskytte den svage, at beskytte livet og fremme selvbestemmelse, retfærdighed og lighed. Vi har forskellige redskaber til at afveje disse hensyn i forhold til hinanden. Dels undersøger vi sagens faktum - hvor risikofyldt er en fosterdiagnostisk undersøgelse, hvad er chancerne for at få brugbare svar, ønsker kommende forældre fosterdiagnostiske undersøgelser, og hvad koster det at tilbyde undersøgelserne? Derudover bruger vi vores fornuft, intuition, evne til empati og oplevelse af samvittighed, når vi tager stilling til, om en handling vil være god at gøre; vil vores medfølelse med forældre og børn betyde, at fosterdiag-nostik vil give dem et bedre liv? Mener vi med fornuften, at det vil gøre forældre unødigt nervøse, eller at det er en lille økonomisk indsats, som vil kunne undgå megen smerte og store udgifter i fremtiden?

Eller siger vores samvittighed os, at det er forkert at måle tilstanden på et foster, før det er født?

Handicap og fosterdiagnostik

Mennesker med handicap har ofte brug for forskellige former for hjælp, og livet former sig ofte ikke helt præcist som for de fleste mennesker. Det danske samfund er baseret på et menneskesyn, hvor alle mennesker har lige værdi, fordi et menneskes værdi afgøres af menneskets eksistens og ikke er et resultat af dette menneskes egenskaber og præstationer. Med fosterdiagnostikken får kommende forældre ret til at få undersøgt, om et foster lider af forskellige legemlige mangler. Desværre er der ofte ikke tale om, at disse legemlige mangler vil kunne behandles. Derfor handler fosterdiagnostik i dag allermest om at finde ud af, om forældrene ønsker fostret eller ej. Heri ligger en udfordring til samfundets generelle menneskesyn i forhold til mennesker med bestemte former for handicap. Samfundets forståelse for, at man som vordende forældre ønsker at abortere fostret, kan få betydning for den grad af velkommenhed, som mennesker med tilsvarende handicap oplever fra samfundets side.

Samfundets støtte

Der er forskellige opfattelser af, om et generelt tilbud om fosterdiagnostik med efterfølgende mulighed for abort nødvendigvis fører til et samfund, der generelt er mindre imødekommende over for mennesker med handicap. Man kan i hvert fald sige, at perspektivet er skræmmende, og det er vigtigt at tage initiativer til at undgå uønskede skadevirkninger på vores samfunds menneskesyn.

I den forbindelse har rådet særligt fokus på kvaliteten af den rådgivning, der skal gives til kommende forældre, og på kvalitet og omfang af samfundets hjælpeforanstaltninger til børn, unge og voksne med handicap.

Det er afgørende, at kommende forældre får saglig solid rådgivning, også om hvilke muligheder der findes, hvis det skulle vise sig, at barnet har et handicap.

Derudover skal samfundets støttemuligheder fortsat findes og udvikles - og gives til alle, uanset om det pågældende handicap kunne have været konstateret med fosterdiagnostik. Det er en afgørende forpligtelse, samfundet har i kraft af det menneskesyn, samfundet er baseret på. Det er derfor meget vigtigt, at der ikke sker ændringer på dette punkt - heller ikke som et resultat af en lang udvikling med fosterdiagnostik.

Etisk overvågning

I en folketingsdrøftelse af planerne for nye retningslinjer om fosterdiagnostik har Folketinget lagt vægt på, at der gennemføres løbende etisk overvågning af fosterdiagnostikken. Dette har rådet bakket op, fordi fosterdiagnostikken indeholder meget alvorlige etiske spørgsmål. Vi kan ikke afgøre, hvad den enkelte skal vælge, men vi kan holde øje med, hvordan praksis udvikler sig - også i forhold til de etiske spørgsmål. På den baggrund bliver det måske muligt at vurdere, om retningslinjerne får uønskede etiske konsekvenser.

I de udstedte retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen er der ikke taget særlig stilling til Folketingets ønske om løbende etisk overvågning. Rådet har derfor skrevet til indenrigs- og sundhedsministeren og opfordret til, at det formuleres som selvstændig samfundsopgave at holde øje med de etiske konsekvenser af den praksis, som nu vil udvikle sig.

Hvilken information får kommende forældre? Hvilken form for holdningspåvirkning ligger der eventuelt i den information eller i måden, den gives på? På hvilket grundlag tager kommende forældre stilling? Hvad er deres egne forestillinger om, hvad de tager stilling til? Hvordan bedømmer de værdien af det liv, de venter?

Bedømmelsen af et livs værdi set i forbindelse med fosterdiagnostik vil ofte afhænge helt af det menneskesyn, der ligger bag. Alle medlemmer af et samfund bidrager til samfundets menneskesyn ved det menneskesyn, vi hver især praktiserer i vores handlinger og holdninger. Derfor er det vores fælles opgave at bidrage til et menneskesyn i samfundet, hvor alle er velkomne uanset fysisk tilstand.

Det Centrale Handicapråd har udgivet et refleksionspapir om handicap, etik og fosterdiagnostik. Med refleksionspapiret vil rådet gerne bidrage til debatten om de mange vanskelige og ømtålelige emner, som fosterdiagnostik rejser i forhold til handicap og etik. Hvordan skal samfundet forvalte mulighederne i de nye teknologier, og hvad betyder det for samfundets støtte til mennesker med handicap i al almindelighed?

Mod nye beskæftigelsesmål

Det Centrale Handicapråd er helt enig med socialminister Eva Kjer Hansen, når hun i en kommentar til regeringens beskæftigelsesplan for handicappede siger:"Ved at være i beskæftigelse bliver vi del af et socialt fællesskab, der giver identitet og selvværd. Den oplevelse kan mange handicappede få gennem et arbejde på en almindelig arbejdsplads - og de, der ikke kan, har vi i den sociale sektor mulighed for at hjælpe med beskyttet beskæftigelse". Spørgsmålet er blot, hvad der skal til, for at handicappede kan få og fastholde et arbejde.

I 2004 har Socialforskningsinstituttet gennem to undersøgelser forsøgt at klarlægge, hvorfor mange handicappede har vanskeligt ved at få en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Handicap og beskæftigelse er et område, hvor der i høj grad savnes konkret veldokumenteret viden, og de to undersøgelser var derfor forbundet med store forventninger.

Undersøgelser om handicap og beskæftigelse

Den første undersøgelser, "Handicap og beskæftigelse - et forhindringsløb", blev dog ikke helt det vigtige redskab, som rådet havde håbet på. Analysen viste, at cirka 20% af den danske befolkning, ifølge eget udsagn, har et længerevarende helbredsproblem eller et handicap. Sammenblandingen af handicap og længerevarende helbredsproblem fandt rådet kritisabelt, fordi det gør det svært at få et reelt billede af handicappedes tilknytning til arbejdsmarkedet.

Undersøgelsen viste også, at handicappede med selvvurderet nedsat arbejdsevne står dårligere på arbejdsmarkedet end handicappede uden nedsat arbejdsevne. Rådet synes også her, at metoden halter, fordi vurderingen af, om arbejdsevnen er nedsat, bygger på personens egen opfattelse. Har man et job, vil man formentlig være tilbøjelig til at vurdere, at ens handicap ikke påvirker ens arbejdsevne. Er man ikke i arbejde, vil man derimod ofte være tilbøjelig til at give ens handicap skylden.

De store linjer i undersøgelsen viste, at beskæftigelsesfrekvensen for ikke-handicappede er 85% og 58% for handicappede. Ledighedsprocenten for handicappede er 8% mod 5% for ikke-handicappede. Handicappede har altså svære ved at bide sig fast på arbejdsmarkedet.

Årsagerne er mangfoldige ifølge undersøgelsen. Der findes systemiske barrierer, fx vurderes "Lov om kompensation til handicappede i erhverv" som et dårligt redskab i beskæftigelsesindsatsen over for psykisk udviklingshæmmede og personer med hjerneskade, mens loven virker godt over for mange andre handicapgrupper. Det har også vist sig, at kendskabet hos virksomheder og handicappede til handicapkompenserende ordningerne er for dårligt, og at samarbejdet mellem offentlige myndigheder ikke fungerer optimalt. Holdningsmæssige barrierer er også et problem, dels i virksomhederne og dels hos handicappede selv.

Endeligt er det tydeligt, at konjunktursvingninger rammer handicappede hårdt. I perioder med lavkonjunktur og tilbagegang i beskæftigelsen er det simpelthen handicappede, der er dårligst stillet på arbejdsmarkedet.

Den anden undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet var rettet direkte mod personer med hjerneskade, sindslidelse og udviklingshæmning og samtidige begrænsninger i arbejdsevnen. Denne gruppe oplever mange af de samme barrierer som for fysisk handicappede, men derudover er der en række specifikke problemer i lovgivningen. Fx mangler der mulighed for at ansætte en længerevaren-de/permanent støtteperson, og det er heller ikke muligt at ansætte en mentor til en person ansat i et fleksjob. I de systemiske barrierer fremhæves også samspillet mellem en kompleks lovgivning og et tostrenget system.

Mere viden og nye initiativer

Socialforskningsinstituttets undersøgelser har bidraget til at give et klarere billede af handicappedes tilknytning til arbejdsmarkedet, men der er stadig mange løse ender, før vi har et fuldstændigt overblik over, hvad der skal gøres. Det er fx nævnt, at handicappede gene-relt har et lavere uddannelsesniveau end ik-ke-handicappede, men undersøgelserne siger ikke noget om handicappedes uddannelsesbaggrund i forhold til efterspørgslen på arbejdsmarkedet. Efter- og videreuddannelse er generelt vigtigt, men hvordan ser disse muligheder ud for handicappede? Tilsvarende kunne det være interessant at høre mere om personer, som har en nedsat arbejdsevne af sociale og/eller psykiske årsager: hvad er deres eget bud på deres reelle arbejdsevne?

Strukturreformen og dermed også oprettelsen af fælles jobcentre kan forhåbentlig være med til at sammenflette det tostrengede system til et enstrenget system. Dog må rådet konstatere, at lovforslagene, som var til høring i slutningen af 2004, ikke helt giver så klart et billede af et enstrenget system, som rådet umiddelbart mener, at aftalen om strukturreformen lagde op til.

Beskæftigelsesplan for handicappede

Regeringen tog væsentligt et skridt i den rigtige retning, da den i december 2004 søsatte 12 nye initiativer til at hjælpe handicappede i beskæftigelse. Initiativerne spænder bredt, fx en pjece til vejledere, der beskriver forskellige kompensationsmuligheder, en række modelprojekter for personer i beskyttet beskæftigelse, som skal fremme deres forudsætninger for en tættere kontakt til det "rigtige" arbejdsmarked, og en mærkningsordning af den fysiske tilgængelighed på virksomhederne. De 12 initiativer kan forhåbentlig være med til at udfylde nogle af de huller, der gør, at handicappedes tilknytning til og fastholdelse på arbejdsmarkedet er dårligere end ikke-handicappe-des.

Forbud mod diskrimination

I slutningen af december 2004 blev handicap og alder omfattet af beskyttelsen om forbud mod diskrimination og chikane på arbejdsmarkedet. Kravet om implementering af handicappedes beskyttelse i lov om forbud mod forskelsbehandling udspringer af et EU-direktiv om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv.

Det er første gang, at vi i Danmark får en lovgivning, der direkte forbyder diskrimination af handicappede. Det er derfor svært på nuværende tidspunkt at sige, hvilken effekt loven får for handicappedes tilknytning til arbejdsmarkedet, da meget vil afhænge af praksis omkring lovens rækkevidde.

I forbindelse med implementeringen af direktivet kæmpede rådet hårdt for, at der i selve loven skulle være en klageadgang til et administrativt organ. En administrativ klageadgang ville være med til at sikre borgernes retssikkerhed, men desværre lykkedes det ikke af få det med. Rådet har efterfølgende opfordret til, at man i forbindelse med udmøntningen af strukturreformen og oprettelsen af de nye beskæftigelsesankenævn åbner mulighed for, at klageadgangen kan placeres her.

Det sociale område

Det Centrale Handicapråds arbejde på socialområdet har i 2004 været præget af strukturreformen, som får stor betydning for mange handicappedes liv de næste mange år. Med strukturreformen får mange opgaver på handicapområdet nye ankermænd, og rådet har derfor brugt meget energi på at skubbe processen i den rigtige retning.

2004 gav også plads til debat om problemstillinger omkring egnede boliger til mennesker med handicap, og på rådets fjerde møde kom socialminister Eva Kjer Hansen på besøg. Ministeren talte om strukturreformen og om vigtigheden af at også mennesker med funktionsnedsættelser har mulighed for at deltage i frivilligt socialt arbejde.

Strukturreform

Strukturreform har været til debat på alle rådets møder i 2004.

På det første møde var emnet Strukturkommissionens betænkning (nr. 1434) om forskellige modeller for indretningen af den offentlige sektors struktur og opgavefordeling.

Rådets diskussion drejede sig naturligt om, hvordan der med en ny opgavefordeling og struktur kunne sikres en bedre ligestilling af mennesker med handicap.

Regeringen fremlagde den 27. april 2004 sit reformudspil "Det nye Danmark". Udspillet blev behandlet på årets andet møde, hvor rådets daværende formand, Palle Simonsen, endvidere kunne fortælle, at han og rådets næstformand, Stig Langvad, havde været til et godt og konstruktivt møde med regeringen om strukturreformen.

På årets tredje møde besluttede rådet at opfordre indenrigs- og sundhedsministeren til at inddrage rådet i den overgangsproces, der følger, indtil strukturreformen er gennemført. Rådet vil blandt andet gerne inddrages i etableringen af de institutioner, der oprettes på centralt niveau i forbindelse med monitorering, gennemførelse og evaluering af strukturreformen.

Rådet er blevet hørt over regeringens endelige reformudspil, som kom i form af 48 lovforslag. På socialområdet betyder strukturre-formen blandt andet, at kommunerne skal finansiere og varetage alle myndighedsopgaver på det sociale område. Amtskommunerne nedlægges, og de nye regioner får et leverandøransvar i forhold til kommunerne, der omfatter de opgaver, som amtskommunerne hidtil har varetaget bortset fra tilbud til børn og unge med sociale eller adfærdsmæssige problemer. Driften skal hovedsageligt finansieres ved takstbetaling fra kommunerne. Regionernes leverandøransvar omfatter en forpligtelse til at tilpasse kapaciteten i og udvikle de regionale institutioner og tilbud på baggrund af en årlig rammeaftale mellem kommuner og region. Kommunerne og regionerne skal årligt lave rammeaftaler, der foregriber kommunernes behov for pladser og tilbud.

Der etableres en national videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO), som samler langt hovedparten af den nuværende indsats med hensyn til at indsamle, bearbejde og formidle viden samt at rådgive og tilbyde udredning til kommuner og borgere i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager.

Der bliver endvidere oprettet obligatoriske handicapråd i alle kommuner.

Rådet skriver i sit høringssvar, at der generelt er meget at vinde ved at samle ansvaret for borgeren på det sociale område ét sted. Rådet mener dog:

Besøg af socialminister Eva Kjer Hansen

Socialministeren besøgte rådet på årets sidste møde i 2004.

På strukturområdet fremhævede hun det positive i, at der med reformen kommer et klart myndighedsansvar hos kommunen. På den måde kan borgeren ikke længere blive kastebold mellem forskellige myndighedsniveauer. Større kommuner, med et klarere ansvar, vil føre til større incitament til at levere ordentlig service.

Ministeren talte også om frivilligt socialt arbejde. Frivilligt socialt arbejde er et vigtigt område - ikke bare som supplement til den offentlige service, men også som en del af den omsorg, man tager for hinanden. I efteråret kørte ministeriet en kampagne om frivillighed og mangfoldighed i det frivillige sociale arbejde. Det var ministerens forhåbning, at flere mennesker med handicap ville deltage i det frivillige sociale arbejde, også i idræt og på det kulturelle område. Ministeren understregede vigtigheden af, at handicappede både skal deltage i det frivillige sociale arbejde som brugere af det, men også som ydere.

Ministeren havde også fokus på nye muligheder for frit valg. Blandt andet kan mennesker, der får bevilget ledsager efter socialloven, nu selv vælge deres ledsager. Dermed får disse mennesker nogle valgmuligheder, de ikke tidligere har haft.

Herudover nævnte socialministeren, at der på finansloven og i satspuljen er en række gode initiativer. Der skal blandt andet laves et udredningsarbejde om blinde og svagtseendes befordringsproblemer, og der er sat midler af til rådgivning af familier med børn med handicap. Derudover er der også afsat penge til en afdækning og evaluering af rehabiliteringsog træningsindsatsen for børn med autisme og til forebyggelse og behandling af seksuelle overgreb på børn med handicap.

Boliger til mennesker med handicap

Boligsituationen for voksne med betydelige funktionsnedsættelser er et område, hvor der er brug for meget stor variation, og hvor boligens indretning ofte får betydelig indflydelse på det liv, der kan leves af den person, som har et handicap. Også i 2004 har rådet ved flere lejligheder behandlet boligproblematikken.

I juni 2004 kom Erhvervs- og Byggestyrelsens rapport om den eksisterende incitamentsstruktur og en mulig ny finansieringsmodel for amtskommunale botilbud til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. I rapporten sammenlignes finansiering, indretning, driftsøkonomi mv. for handicapboliger efter lov om almene boliger med de samme forhold for boliger efter servicelovens § 92. Formålet er blandt andet at undersøge mulighederne for at indføre en ny måde at finansiere handicapboliger på og muligheden for offentlige-private samarbejder i forbindelse med opførelse af handicapboliger. Rapporten konkluderer blandt andet, at § 92-boliger bør erstattes af boliger efter almenboligloven - en konklusion som i øvrigt er helt på linje med, hvad rådet altid har anbefalet. Rådet besluttede at kontakte socialministeren og gøre hende opmærksom på, at offentligt byggeri af varige boliger til voksne med betydelig nedsat funktionsevne bør etableres efter lov om almene boliger. Formålet er at fastholde mest mulig variation i tilbuddet, at servicebetalingen ophæves, og at boligbetalingen i de eksisterende § 92-boliger så vidt muligt ligestilles med lejen i almene boliger.

I den forbindelse anbefaler rådet, at der etableres en styring på lejefastsættelsen. Rådet anmoder ligeledes ministeren om at tage initiativ til en egentlig plan for overførelse af § 92-boliger til almenboligloven.

Mulighederne for at tage sociale ydelser med til udlandet

I 2003 kom Center for Ligebehandling af Handicappede med rapporten "Udland: Lukket land for handicappede", som ser på handicappedes rettigheder ved rejser og ophold i udlandet i forbindelse med arbejde, uddannelse og ferie. Undersøgelsen viste, at handicappede ofte ikke kan tage den støtte, de modtager i Danmark, med til udlandet.

På baggrund af rapporten rettede rådet den 17. marts 2003 henvendelse til socialministeren med forslag om at nedsætte et udvalg, der skulle finde løsninger på de problemer, handicappede møder i forbindelse med at rejse til udlandet.

Center for Ligebehandling af Handicappede har i 2004 gennemført en opfølgning på rapporten. Centret har gennemgået udvalgt lovgivning på beskæftigelses-, uddannelses- og socialområdet for at se, hvilke barrierer og muligheder der i dag findes for, at handicappede kan tage til udlandet i forbindelse med arbejde, uddannelse og ferie.

På socialområdet er det udlandsbekendtgørelsen, der regulerer, hvilke ydelser man kan tage med til udlandet under midlertidige ophold. Her eksisterer stort set de samme barrierer, som Center for Ligebehandling af Handicappede påviste i rapporten fra 2003.

Opfølgningen på udlandsproblemstillingen viser, at der er behov for at få udvidet varigheden af den periode, handicappede kan medtage støtte og kompensation under udlandsophold. Det er også vigtigt, at Socialministeriet vurderer, om loven skal ændres, så nogle af de ydelser og kompensationsformer, der i dag ikke kan tages med til udlandet, skal kunne medtages i fremtiden.

Socialministeriet har oplyst, at de er i gang med et større analysearbejde af EU-forordning 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet. Ministeriet ser på EU-forordningens betydning for herboende handicappedes ret til at medbringe sociale ydelser under udlandsophold, fx i forbindelse med arbejde og ferie. Dette analysearbejde kan få konsekvenser for indholdet og administrationen af serviceloven og udlandsbekendtgørelsen, fordi bopælskravet for at modtage ydelser efter serviceloven strider imod EU-forordningens regler om at eksportere sociale ydelser, og at ydelser gives af det land, som modtagerens arbejdsgiver er beliggende i.

Socialministeriet har på et møde bedt Center for Ligebehandling af Handicappede komme med bidrag til, hvordan mennesker med handicap kan stilles bedre med hensyn til at medbringe sociale ydelser under midlertidige udlandsophold. Rådet følger dette arbejde tæt. Tilsvarende vil resultatet af ministeriets analyse af EU-reglers betydning for problemstillingen blive fulgt op i rådet.

Seksuelle overgreb på børn med funktionsnedsættelser

Rådet er i de senere år blevet opmærksom på, at handicappede børn sandsynligvis er mere udsat for seksuelle overgreb end ikke-handi-cappede børn. Rådet har blandt andet deltaget i en følgegruppe for et analyse- og formidlingsprojekt om seksuelle overgreb på mennesker med handicap. Derudover viser international forskning, at børn med funktionsnedsættelser er 2-3 gange mere udsat for seksuelle overgreb end andre børn.

Først på sommeren 2004 besluttede rådet at opfordre socialministeren til at foretage en undersøgelse af problemets omfang i Danmark. Rådet mener, det er vigtigt, at en undersøgelse suppleres med et sideløbende kriseberedskab for støtte til den enkelte. Etableringen af et kriseberedskab kan samtidig danne udgangspunkt for et udviklingsarbejde om støttens tilrettelæggelse i fremtiden.

Umiddelbart efter, at rådet havde debatteret sagen, udtalte daværende socialminister Henriette Kjær i pressen, at hun ville igangsætte en undersøgelse. Det blev derfor ikke nødvendigt for rådet at henvende sig om spørgsmålet. Rådets formand har senere haft lejlighed til at understrege rådets opmærksomhed på dette område over for den efterfølgende socialminister Eva Kjer Hansen.

Der er afsat midler på satspuljebevillingen til forebyggelse af og behandling af seksuelle overgreb på handicappede. Rådet vil følge initiativerne på området tæt.

Læs mere om rådets arbejde inden for det sociale område

Rådet har i 2004 haft nedenstående emner inden for det sociale område til orientering og debat. Sagsfremstillingerne og eventuelle beslutninger kan ses på www.dch.dk under punktet Rådsmateriale.

4. rådsmøde – december 2004

3. rådsmøde – september 2004

2. rådsmøde – juni 2004

1. rådsmøde – marts 2004

Beskæftigelse

Beskæftigelse er et af de områder, som altid fylder meget i rådets arbejde. Et arbejde er for de fleste mennesker helt afgørende i forhold til forsørgelsesmuligheder og som opbygning af et social fællesskab. Arbejde er i høj grad med til at skabe ens identitet, selvværd og forståelse for andre mennesker. Arbejdsløsheden blandt mennesker med handicap er stadig højere end for ikke-handicappede, og det er et problem for den enkelte handicappede og for samfundet. Uden arbejde er ens økonomiske muligheder meget begrænsede, man opbygger ikke et socialt arbejdsnetværk, og negative holdninger og fordomme over for handicappede i samfundet bliver ikke ryddet af vejen.

Socialforskningsinstituttets to undersøgelser

Rådet har gennem flere år efterlyst undersøgelser, der kunne være med til at opklare, hvorfor mange handicappede har svært ved at få og bevare beskæftigelse. Der findes mange gode kompensationsmuligheder, men alligevel er beskæftigelsesfrekvensen blandt handicappede langt mindre end blandt ikke-han-dicappede. Rådet havde derfor store forventninger til Socialforskningsinstituttets to undersøgelser af handicappedes tilknytning til arbejdsmarkedet, "Handicap og beskæftigelse - et forhindringsløb" og "Ansættelsesmuligheder for personer med hjerneskade, sindslidelse eller udviklingshæmning".

Desværre kan man lidt firkantet konstatere, at der med undersøgelserne ikke er kommet nye svar på, hvorfor handicappede har svært ved at få og bevare beskæftigelse. Undersøgelserne peger på, at vi i Danmark har mange gode ordninger, men at der stadig mangler kompensationsordninger, at kendskabet til ordningerne er dårligt, og at samarbejdet mellem offentlige myndigheder ikke fungerer optimalt. Der findes også holdningsmæssige barrierer, dels i virksomhederne og dels hos handicappede selv. Samtidig giver undersøgelserne anledning til et ønske om nye undersøgelser. Det er fx nævnt i undersøgelserne, at handicappede generelt har et lavere uddannelsesniveau end ikke-handicappede, men man får ikke noget at vide om handicappedes uddannelsesbaggrund i forhold til efterspørgslen på arbejdsmarkedet. Efter- og videreuddannelse er generelt vigtigt, men hvordan ser disse muligheder ud for handicappede?

På baggrund af undersøgelsen "Handicap og beskæftigelse - et forhindringsløb" rettede rådet henvendelse til beskæftigelsesministeren for at undersøge, hvilke initiativer ministeren ville tage på baggrund af undersøgelsen. Ministeren svarede blandt andet, at man barslede med en informationskampagne om ordningerne. Denne kampagne kom i december 2004 som en del af regeringens 12 nye initiativer til at hjælpe handicappede i beskæftigelse. De 12 initiativer kan ses på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside: www.bm.dk/handicap/stra-tegi

Samtidig med initiativerne fremlagde Beskæftigelsesministeriet tre mål for indsatsen:

Ved fremlæggelsen af de 12 initiativer meddelte regeringen, at den ville følge op på planen om to år. Rådet er ganske positiv over for initiativerne og håber, de kan være med til, at flere handicappede kommer i beskæftigelse.

Kompensationsordningerne i udlandet

Handicappedes muligheder for at medbringe kompensationsordningerne til udlandet i forbindelse med ferie, arbejde og uddannelse er stadig et tema. Problemerne er blandt andet dokumenteret i Center for Ligebehandling af Handicappedes opfølgning på rapporten "Udland: Lukket land for handicappede". Rådet har kontaktet beskæftigelsesministeren for at få nedsat en arbejdsgruppe, som skal analysere og udarbejde løsningsmodeller til de ligebehandlingsproblemer, der findes for handicappede. Beskæftigelsesministeren giver i sit svar til rådet udtryk for, at han er enig i, at det er uacceptabelt, at handicappede ikke ligestilles med andre grupper på arbejdsmarkedet, og at det ikke er fremmende for integrationen, hvis handicappede oplever barrierer i forhold til mobilitet over grænserne.

Ministeren er derfor opmærksom på problemstillingen og vil tage initiativ til at undersøge omfanget af problemerne og deres karakter med henblik på at klarlægge, hvad der mest hensigtsmæssigt kan indgå i de videre tiltag.

Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet

Rådet har de senere år fulgt implementeringen af et EU-direktiv om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. Direktivet forbyder diskrimination af handicappede på arbejdsmarkedet. Det er første gang, at Danmark får lovgivning, som forbyder diskrimination af handicappede.

Direktivet blev med virkning fra slutningen af december 2004 implementeret i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. I forbindelse med implementeringen kæmpede rådet hårdt for, at der skulle etableres en klageadgang til et administrativt organ. En administrativ klageadgang ville være med til at sikre borgernes retssikkerhed, men desværre lykkedes det ikke. Tilsvarende klageadgange findes fx på det etniske område med Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling og kønsområdet med Ligestillingsnævnet.

Rådet har derfor efterfølgende opfordret beskæftigelsesministeren til, at man i forbin-delse med udmøntningen af strukturreformen og oprettelsen af de nye beskæftigelsesankenævn åbner mulighed for, at det også i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet bliver muligt at klage til ankenævnene.

Hvilken betydning den nye lovgivning får for handicappedes beskæftigelsesmuligheder er svært at vurdere på nuværende tidspunkt, idet meget kommer til at afhænge af fortolkningen af bestemmelserne i loven.

Det rummelige arbejdsmarked

Begrebet "det rummelige arbejdsmarked" er interessant for rådet. Fleksjobordningen er et af de redskaber, der kan bruges til at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt. I 2004 har rådet haft fleksjobordningen på som temadrøftelse.

Målt på antal fleksjob er ordningen en succes, men temadrøftelsen viste, at der stadig er langt igen, før personer ansat i fleksjob ligestilles med personer ansat i job på ordinære vilkår. Personer i fleksjob kan fx ikke modtage arbejdsløshedsdagpenge og efterløn.

Efter temadrøftelsen opfordrede rådet beskæftigelsesministeren til at arbejde på en løsning af problemerne omkring fleksjobordningen. I henvendelsen til ministeren lagde rådet særlig vægt på problemstillingen omkring det store antal personer, der er visiteret til et fleksjob, men som ikke har et sådant og derfor modtager ledighedsydelse. At antallet af personer på ledighedsydelse gennem de senere år har været stærkt stigende bekymrer rådet meget. Ledighedsydelse må ikke gå hen og blive en erstatning for fx sygedagpenge eller førtidspension. Det er vigtigt, at kommunerne visiterer til den rette ydelse, så der fx ikke er borgere på ledighedsydelse, som reelt er for svage til at bestride et arbejde. Rådet ser derfor frem til en udredning om ledighedsydelse, som en arbejdsgruppe under Finansministeriets ledelse arbejder på. Udredningen skal efter planen være færdig i april 2005.

Rådet bliver også orienteret omkring det rummelige arbejdsmarked gennem forskellige undersøgelser på området. Blandt andet har rådet set nærmere på "Virksomhedernes sociale ansvar - årbog 2003", der udarbejdes af Socialforskningsinstituttet. Her er det positivt at erfare, at der i forhold til tidligere undersøgelser er flere virksomheder, der vurderer, at det er praktisk og økonomisk muligt at have folk med nedsat arbejdsevne ansat på virksomheden, og færre, der mener, at det slet ikke er muligt. Virksomhedernes holdninger til det sociale engagement er også blevet mere positive. Undersøgelsen viser dog, at det stadig er fastholdelsen af medarbejdere med nedsat arbejdsevne og ikke det at få nye medarbejdere ind, der prioriteres højst på virksomheder.

Strukturreformen

Rådet har i 2004 afgivet en del høringssvar på lovforslag i forbindelse med udmøntningen af strukturreformen. Aftalen om strukturreformen lagde op til et enstrenget system, hvor borgerne skulle henvende sig til én myndighed ét sted. Desværre har rådet konstateret i forbindelse med høringen af lovforslagene omkring beskæftigelsesområdet, at målet med et enstrenget system ikke er så entydigt som først antaget, idet det stort set forsat er staten, der har ansvaret for de forsikrede ledige, og kommunerne, der har ansvaret for de øvrige.

Rådet har også i sit høringssvar givet udtryk for bekymring i forhold til vidensopsamling og vidensformidling af de særlige forhold, som gør sig gældende i forbindelse med handicappedes beskæftigelsesmuligheder.

Endelig er rådet positiv i forhold til de nye beskæftigelsesankenævn, idet de ses som en sikring af borgernes retssikkerhed. Det undrer dog rådet, at afgørelser truffet efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. ikke indgår som en del af de nye beskæftigelsesankenævns kompetenceområder.

Læs mere om rådets arbejde inden for beskæftigelsesområdet

Rådet har i 2004 haft nedenstående emner inden for beskæftigelsesområdet til orientering og debat. Sagsfremstillingerne og eventuelle beslutninger kan ses på www.dch.dk under punktet Rådsmateriale.

4. rådsmøde – december 2004

3. rådsmøde – september 2004

2. rådsmøde – juni 2004

1. rådsmøde – marts 2004

Uddannelse

Lige muligheder for deltagelse i samfundslivet forudsætter lige adgang til uddannelse. Manglende uddannelse kan gøre stor skade - ikke mindst for mennesker, som har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Derfor har uddannelse altid været et meget vigtigt indsatsområde for Det Centrale Handicapråd.

I 2004 er reglerne om SU-tillæg til studerende, der har et handicap, trådt i kraft og ligeledes er en ny vejledningsreform. Strukturreformen får stor betydning for uddannelsesområdet, fx skal al specialundervisning, både til børn og voksne, fremover være et kommunalt ansvar. Året bød også på en række uddannelsesmæssige problemstillinger, som rådet troede var nær en løsning, men som desværre slet ikke flyttede sig i 2004.

Folkeskolens specialundervisning

På sit sidste møde i 2003 havde rådet en temadrøftelse om folkeskolens specialundervisning. Drøftelsen resulterede i en henvendelse fra rådet til undervisningsministeren, hvor rådet opfordrede ministeren til:

Ministeren var desværre ikke indstillet på at følge rådets forslag. I stedet for at undersøge, hvorfor antallet af børn stiger, henviste ministeren til en igangværende undersøgelse, som handler om effekten af specialundervisning. Der var således ikke lydhørhed for rådets ønske om at få et grundlag for at vurdere, hvilke problemstillinger der ligger gemt bag selve tilgangen af elever til den vidtgående specialundervisning. Ministeren var heller ikke indstillet på at skærpe kravene til lærerkompetencer, men henviste til, at det er kommuners og amters ansvar at sikre de tilstrækkelige kvalifikationer. Endelig mente ministeren, at en bredere klageadgang i forhold til special-undervisning ville være for svær at afgrænse, og derudover ville den modarbejde udviklingen mod en mere rummelig folkeskole.

I forbindelse med strukturreformen har man imidlertid foretaget nogle ændringer, som yderligere aktualiserer rådets forslag, og som også indeholder ændringer i forhold til ministerens udmelding til rådet.

Folkeskoleloven er foreslået ændret på den måde, at hovedansvaret for al specialundervisning efter strukturreformen skal være kommunalt. I den forbindelse er den nuværende mulighed for at klage til et uvildigt klagenævn over vidtgående specialundervisning udvidet til at omfatte en større del af specialundervisningen. I sit høringssvar har rådet anbefalet, at alle afgørelser om specialundervisning og specialpædagogisk bistand skal kunne indbringes for klagenævnet, netop for at undgå afgrænsningsproblemer. Det er endnu uafklaret, om dette forslag vil blive fulgt af ministeriet.

Strukturreformen indeholder en reform af specialundervisningen, der skal gennemgå betydelige ændringer. I slutningen af 2003 offentliggjorde Danmarks Evalueringsinstitut en rapport om den vidtgående specialundervisning. I den forbindelse anbefalede den ansvarlige evalueringsgruppe, at det fulde ansvar for specialundervisningen blev overladt til den kommunale del af folkeskolen, forudsat at der stadigvæk vil være undervisningstilbud til særlige undervisningsbehov, og kommunerne sikres adgang til ekspertviden.

Rådet er som udgangspunkt positiv over for reformen af specialundervisningen, men rådet lægger stor vægt på, at kommunerne får den nødvendige viden til rådighed - både til at sikre rummeligheden i det almindelige skoletilbud og muligheden for specialviden i specialtilbud. Ud over lærerkvalifikationer er det vigtigt, at kommunernes pædagogiske psykologiske rådgivninger (PPR) har den nødvendige faglighed til at kunne rådgive skolerne. Rådet mener samtidig, at det er et vigtigt element, at forældre skal kunne klage over afgørelser om specialundervisning til et uvildigt klagenævn. Det vil sikre, at der fastlægges mere præcise retslige rammer for kommunernes forvaltning af folkeskolens specialundervisning.

Læreruddannelse

Som opfølgning på Center for Ligebehandling af Handicappedes statusberetning for 2003 havde rådet skrevet til undervisningsministeren og opfordret til at bruge en kommende revision af læreruddannelsen til at sikre, at der blev indført et obligatorisk emne om specialpædagogik og undervisning af børn med handicap. Ministeren oplyste, at hun også mener, at alle lærere skal have et grundlæggende kendskab til specialpædagogik, men at hun samtidig ønsker den egentlige speciallæreruddannelse bevaret som efteruddannelse.

Dette svar lå i tråd med Danmarks Evalueringsinstituts anbefalinger om læreruddannelsen, og det så således ud til, at rådets længe nærede ønske om mere viden om handicap hos nyuddannede lærere skulle kunne opfyldes. Desværre er revisionen af læreruddannelsen ikke blevet gennemført i 2004, og det er derfor endnu ikke klart, hvordan specialpædagogikken bliver indarbejdet i læreruddannelsen.

Magtanvendelse

I 2004 har Børnerådet og Center for Ligebehandling af Handicappede gennemført en undersøgelse af magtanvendelse i den vidtgående specialundervisning. Undersøgelsen viser, at 75% af skoleledere og lærerrepræsentanter fra den vidtgående specialundervisning oplever behov for at bruge magt i hverdagen for at gennemføre undervisningen.

Rådet har drøftet resultaterne og mener, at der er behov for ekstra opmærksomhed på dette område. Rådet har derfor opfordret undervisningsministeren til at fastsætte procedureregler for håndtering af magtsituationer på skolerne.

Fra folkeskole til ungdomsuddannelse

Rådet har i de senere år indsamlet viden om unge handicappedes vilkår i overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse. I 2004 har det i pressen været omtalt, at mange unge døve ikke tager en afgangsprøve i alle fag. Samtidig har Center for Ligebehandling af Handicappede dokumenteret, at de samme problemer gælder for unge med et betydeligt synshandicap. Centrets undersøgelse viser desuden, at langt størstedelen af de unge ikke har fået individuel erhvervsvejledning i folkeskolen.

Rådet har derfor opfordret undervisningsministeren til at iværksætte en undersøgelse, som kan vise, om folkeskoleelever med handicap har større tendens til ikke at tage en fuld afgangseksamen og i bekræftende fald, hvorfor de unge ikke får eksamen. Derudover har rådet inviteret ministeren til en dialog om den fremtidige vejledning af unge med handicap. Den reform af uddannelses- og erhvervsvejledningssystemet, som er trådt i kraft i august 2004, har som mål at styrke vejledningsindsatsen over for unge med særlige behov, men spørgsmålet er, om der skal en ekstra indsats til for at sikre, at reformen faktisk får den ønskede effekt.

Frit skolevalg

I 2004 har rådet besvaret forskellige høringer vedrørende nye regler for folkeskolen. Her skal særligt nævnes, at der har været fremsat forslag om frit valg af skole på tværs af kommunegrænser. Rådet lægger vægt på, at frit valg også kommer til at gælde for elever, der har et handicap. Det er derfor vigtigt, at eleven og forældrene får ret til at tage nødvendig kompensation i skolen med over kommunegrænsen, hvis valgmuligheden benyttes.

Det er ligeledes vigtigt, at der er mulighed for hjælp til transport i det omfang, det er nødvendigt på grund af et handicap. Endelig har rådet anbefalet, at eleven og forældrene får ret til at klage over et eventuelt afslag på at medtage kompensationsmuligheder til et skoletilbud i en anden kommune.

Forslaget har været fremsat, men er bortfaldet på grund af folketingsvalg.

Gymnasiereformen

Der er i 2004 gennemført en reform af de gymnasiale uddannelser, som blandt andet handler om at gøre de fire gymnasiale uddannelser mere sidestillede. De fire gymnasiale uddannelser består af det almindelige gymnasium, teknisk gymnasium, handelsgymnasium og HF. Reformen har affødt ændringer i en række bekendtgørelser, som rådet har fået til høring.

I selve reformen af lovgrundlaget for de gymnasiale uddannelser har rådet anbefalet, at muligheden for at få kompensation som led i uddannelsen formuleres ens, så der ikke er tvivl om, at uddannelserne er sidestillede. Rådet har derudover anbefalet, at uddannelserne skal sikre tilgængelighed for alle til alle aktiviteter i uddannelsen og endeligt, at den vejledning, der gives som generel information til alle studerende på uddannelserne, skal omfatte information om adgangen til kompensation for følgerne af en funktionsnedsættelse.

I læreplanerne for gymnasieuddannelserne står der, hvilke kompetencer eleverne forventes at opnå i de forskellige fag. Til det har rådet understreget, at der kan være god grund til at overveje sådanne formuleringer meget nøje. Rådets advarsel bunder i, at meget præcise formuleringer utilsigtet kan komme til at udelukke elever med funktionsnedsættelser. Det er vigtigt, at der fx ikke stilles krav til en blind elev om, at han skal kunne gennemføre praktiske undersøgelser på en måde, som ikke kan lade sig gøre med den sekretærbistand, han har til rådighed.

I forbindelse med nye regler om kvalitetsudvikling og resultatvurdering af de gymnasiale uddannelser har rådet anbefalet, at det skal indgå i vurderingen, hvordan uddannel-sen varetager sin opgave i forhold til elever med funktionsnedsættelser.

Uddannelse i udlandet

Rådet har i 2004 drøftet en afdækning, som Center for Ligebehandling af Handicappede har skrevet om barrierer for handicappedes udlandsophold i forbindelse med arbejde, uddannelse eller ferie.

I relation til uddannelse er der problemer med at få kompenserende foranstaltninger med til udlandet i samme omfang, som hvis man gennemfører sin uddannelse i Danmark. I loven om kompensation på SU-berettigende videregående uddannelser står der, at studerende på studierejser og praktikophold i udlandet må medtage tildelte hjælpemidler og særligt undervisningsmateriale, men ikke de øvrige former for specialpædagogisk støtte som fx sekretærhjælp, tegnsprogs- og skrivetolkning.

Rådet har opfordret undervisningsministeren til at ændre regelsættet, og ministeren har svaret positivt tilbage. Ministeren har således indvilget i at ændre bekendtgørelsen om specialpædagogisk støtte på videregående uddannelser, så det bliver muligt at få støtte til praktikophold i udlandet, når der er tale om en obligatorisk del af uddannelsen. Samtidig har ministeren oplyst, at man i forbindelse med en lovpligtig evaluering af hele regelsættet i 2005-2006 passende kunne vurdere, om der er grundlag for at ændre i begrænsningerne i forhold til studierejser.

Vejledningsreform

I 2004 har rådets arbejde med reformen af uddannelses- og erhvervsvejledningen primært bestået i at afgive svar på høringer over nye regler. I forbindelse med rammerne for en ny generel vejlederuddannelse har rådet opfordret til, at der kommer til at indgå grundviden om handicap i uddannelsen. Dette er nødvendigt for at sikre, at vejlederne i fremtiden har de rette kvalifikationer til at kunne give den ekstra målrettede vejledning til børn, unge og voksne, som har funktionsnedsættelser af forskellig art.

Dansk til udlændinge og udlændige til Danmark

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har fremsat et forslag om en ændring af lovgivningen, der blandt andet vil betyde, at danskuddannelse til voksne udlændinge får større betydning for den enkeltes videre muligheder for et liv i Danmark.

I forslaget er der også regler om, at de kvo-te-flygtninge, som Danmark modtager via FN, så vidt muligt skal være fuldt funktionsdygtige. Det sidste punkt finder rådet betænkeligt. Set i lyset af FN's Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede ligger der et alvorligt problem i at bruge en eventuel funktionsnedsættelse som udvælgelseskriterium.

I forhold til forslaget om yderligere vægt på danskuddannelse har rådet påpeget, at når der knyttes yderligere konsekvenser til det faktum, om en person har bestået en danskprøve og deltaget i danskundervisningen, så er det endnu mere vigtigt, at danskuddannelsen og danskprøven er tilgængelig også for udlændinge med funktionsnedsættelser. Det er derudover vigtigt, at der findes mulighed for at dispensere fra kravet og dermed fra konsekvenserne i situationer, hvor det på grund af funktionsnedsættelser ikke er muligt for den enkelte at gennemføre undervisning eller prøve.

Læs mere om rådets arbejde inden for uddannelsesområdet

Rådet har i 2004 haft nedenstående emner inden for uddannelsesområdet til orientering og debat. Sagsfremstillingerne og eventuelle beslutninger kan ses på www.dch.dk under punktet Rådsmateriale.

4. rådsmøde – december 2004

3. rådsmøde – september 2004

2. rådsmøde – juni 2004

1. rådsmøde – marts 2004

Trafik

På trafikområdet har Det Centrale Handicapråd i 2004 primært arbejdet med at få etableret en generel ledsagerordning i den kollektive tog- og bustrafik og med at forbedre vilkårene i de individuelle kørselsordninger.

Hverken rådets diskussion med Trafikministeriet omkring ledsagerordningen eller de individuelle kørselsordninger er afsluttet i 2004. Specielt diskussionen omkring de individuelle kørselsordninger er en uendelig føljeton, der nu kører på tiende år. Forbedringen af de individuelle kørselsordninger er imidlertid et højt prioriteret område, og rådet fortsætter derfor dialogen med Trafikministeriet.

Det Centrale Handicapråd har også brugt 2004 på at afgive høringssvar over ændringerne i lovene om den kollektive trafik i forbindelse med strukturreformen.

Generel ledsagerordning i den kollektive tog- og bustrafik

Et stigende antal mennesker med handicap har en personlig ledsager med sig, når de bruger offentlige transportmidler. Ledsagerne er en personlig hjælp, der i lovgivningen bliver betragtet som en handicapkompenserende "foranstaltning". Problemet er, at handicappede i mange tilfælde skal betale dobbeltpris, idet de både skal betale deres egen billet og den personlige ledsagers.

Problemet har været kendt i en del år. Derfor er der over tid opstået en række mere eller mindre proprietære ordninger, som har formeret sig ved knopskydning. En sådan ordning er fx DSB's ledsagerordning, hvor handicappede med et ledsagerkort kan købe en billet til halv pris, ligesom ledsagerens billet kan købes til halv pris. De eksisterende ordninger lever imidlertid ikke op til princippet om ligebehandling mellem handicappede og ikke-han-dicappede, ligesom ordningerne ikke gælder for alle trafikformer og for alle relevante handicapgrupper.

Det Centrale Handicapråd har foreslået trafikminister Flemming Hansen, at der etableres en generel ordning om betaling for ledsager ved anvendelse af tog og busser i den kollektive trafik. Ordningen indebærer i rådets model, at enhver handicappet, som har et dokumenteret behov for ledsagelse, får mulighed for, uden betaling, at medbringe én ledsager. Den handicappede selv skal derimod betale normal takst for sin billet.

Rådet har på opfordring fra Trafikministeriet udarbejdet et notat, som beskriver omkostningerne ved en sådan ordning. Det er rådets opfattelse, at de reelle omkostninger ved ordningen vil være yderst begrænsede, fordi ordningen kun påvirker kapaciteten i den kollektive trafik meget lidt.

Trafikministeriet har imidlertid ønsket at foretage egne beregninger på omkostningerne ved en generel ledsagerordning. Rådet afventer nu et udspil fra Trafikministeriet.

Den individuelle handicapkørsel

De individuelle kørselsordninger har endnu en gang været et tema i Det Centrale Handicapråds arbejde i 2004.

Problemerne er de samme, som de har været de sidste ti år: Ordningerne er ikke indholdsmæssigt gode nok, lovgrundlaget er for vagt, og der er for store geografiske forskelle på ordningerne. Disse problemer har været en fast del af rådets arbejde siden Center for Ligebehandling af Handicappede i 1994 lavede den første analyse af den individuelle handicapkørsel.

2004 blev indledt med et møde mellem trafikministeren og rådets formand, hvor problemerne med kørselsordningerne blev diskuteret. Rådet er ikke den eneste, der har konstateret problemerne ved de individuelle kørselsordninger. Folketingets Ombudsmand har også kritiseret den lovgivning, som regulerer den individuelle kørsel. Ombudsmanden har sagt, at den eksisterende lovgivning er for upræcis og derfor giver for vide rammer for fortolkning af ordningerne. Trafikministeren havde tidligere oplyst, at han ville afvente strukturreformen, inden han iværksatte en ændring af de individuelle kørselsordninger.

Denne beslutning blev dog ændret, efter der blev afholdt et møde mellem trafikministeren, økonomi- og erhvervsministeren og ombudsmanden. Her forpligtede trafikministeren sig til at fremsætte et lovforslag i efteråret 2004 eller i foråret 2005. Lovforslaget blev fremsat i september 2004.

Det fremsatte lovforslag imødekom ombudsmandens kritik af lovgrundlaget for ordningerne, men det overså helt de indholdsmæssige uhensigtsmæssigheder og urimeligheder, der er i ordningerne. Langt hovedparten af de høringsberettigede parter kritiserede det fremsatte lovforslag for på en række områder at cementere de eksisterende dårligdomme eller direkte forringe handicappedes befordringsmuligheder. Specielt er det en for høj aldersgrænse og manglende mulighed for at få hjælp til at komme fra boligen ud til køretøjet, der har udløst kritik.

Med udskrivelsen af folketingsvalg bortfaldt lovforslaget og skal først genfremsættes, før ændringerne træder i kraft. Det Centrale Handicapråd vil benytte den anledning til endnu en gang at arbejde for, at der kommer reelle forbedringer ind i lovforslaget til gavn for mennesker med handicap.

Strukturreformen

Den forestående strukturreform får også konsekvenser for organiseringen af den regionale kollektive trafik. Omlægningen fra amter til regioner kan umiddelbart få betydelige negative konsekvenser for brugerne af de individuelle kørselsordninger. Således er brugerne af de nuværende amtslige ordninger i dag garanteret kørsel over amtsgrænserne ind i naboamtet. Denne mulighed er ikke videreført i form af en tilsvarende ret til grænseoverskridende kørsel mellem regionerne, ligesom der er lukket for kørsel over Storebælt. Rådet har i sit høringssvar gjort opmærksom på, at der ikke må ske en forringelse af handicappedes befordring som følge af strukturreformen.

Læs mere om rådets arbejde inden for trafikområdet

Rådet har i 2004 haft nedenstående emner inden for trafikområdet til orientering og debat. Sagsfremstillingerne og eventuelle beslutninger kan ses på www.dch.dk under punktet Rådsmateriale.

4. rådsmøde – december 2004

3. rådsmøde – september 2004

2. rådsmøde – juni 2004

Økonomi og erhverv

Det Centrale Handicapråd har løbende en tæt dialog med Økonomi- og Erhvervsministeriet. Ministeriet har blandt andet ansvaret for samordning og koordinering af den handicappolitiske indsats i regeringen, og ministeriet spiller derfor en central overordnet rolle i den danske handicappolitik. Derudover er ministeriet ressortministerium for store dele af den fysiske tilgængelighed.

Rådet har i 2004 især været i kontakt med Økonomi- og Erhvervsministeriet i forbindelse med et stort benchmarkprojekt, der skal måle og vurdere den danske handicappolitik i forhold til andre lande.

Regeringens benchmarkprojekt

Som led i implementeringen af regeringens handicappolitiske handlingsplan fra februar 2003 har Erhvervs- og Byggestyrelsen i april 2004 sendt et benchmarkprojekt på 1,75 mio. kr. i udbud.

Af udbudsmaterialet fremgår det, at formålet er at "(…) bidrage til at finde en målestok for den danske handicappolitik, sætte fokus på relevante områder af handicappolitikken, samt målrette og prioritere indsatsen på baggrund af erfaringer fra andre lande. Endvidere skal benchmarkingen hjælpe til at skabe et overblik over dansk handicappolitik, samt forbedre Danmarks handicappolitiske initiativer i internationalt regi. (…)"

Det Centrale Handicapråd deltager sammen med medlemmerne af det tværministerielle embedsmandsudvalg i referencegruppen for projektet.

Rådet er generelt meget positiv over for benchmarkprojektet. Det er yderst relevant, at der gennemføres en international benchmarking på handicapområdet. Det er en udbredt opfattelse blandt handicaporganisationer, at Danmark taber tempo som handicappolitisk frontløber. Derfor er det politisk vigtigt at få denne opfattelse enten be- eller afkræftet.

Rådet er dog også bekymret for, at benchmarkprojektet kommer til at fokusere på de forkerte områder. Risikoen er, at der i alt for høj grad fokuseres på det kvantitative niveau: hvor mange handicappede er der, hvordan fordeler de sig på handicapgrupper, og hvor mange penge bruger vi totalt set på de enkelte grupper?

Det er selvfølgelig helt legitimt at inddrage økonomi som et afgørende parameter, når man laver sammenligninger mellem lande: får vi mere eller mindre handicappolitik for vores penge sammenlignet med andre? Men det bliver farligt, hvis man bruger økonomien i prioriteringsøjemed fx ved at ende med en konklusion, der siger, at det er for dyrt med indsatsen over for de få døvblinde - man kan få meget mere for pengene ved at satse på fysisk tilgængelighed. Hvor mange penge, der bliver brugt på de enkelte områder og grupper, er ikke i sig selv udtryk for kvaliteten i indsatsen.

En sammenligning af den danske handicappolitik med andre landes handicappolitik bør have fokus på effekten af indsatsen. Har man andre steder i verden fundet andre - og gerne billigere - måder, som effektivt hjælper handicappede ind på arbejdsmarkedet, skaber tilgængelighed til eksisterende byggeri, styrker en tilgængelige offentlig transport etc. Det er klart, at man også skal se på, hvor mange ressourcer man anvender til at løse udfordringerne, men det vigtigste må nu engang være, i hvilken udstrækning man faktisk forbedrer forholdene for mennesker med handicap.

Den endelige benchmarkrapport er færdig inden sommer.

Regeringens handicappolitiske redegørelse til Folketinget

Regeringen skal i henhold til folketingsbeslutning B43 af 2. april 1993 om ligestilling mellem handicappede og ikke-handicappede afgive en årlig redegørelse til Folketinget.

Redegørelsen er i 2004 afgivet af økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, idet den årlige redegørelse også er en redegørelse for udviklingen i de initiativer, regeringen har taget som følge af den handicappolitiske handlingsplan fra februar 2003. Socialministerens beretning indgår som bilag til redegørelsen fra erhvervs- og økonomiministeren.

Første del af redegørelsen gennemgår de indsatsområder og initiativer, som følger af regeringens handlingsplan, mens socialministerens beretning følger de ministerielle ressortområder. Socialministerens redegørelse dækker årene 2002/03 og indeholder fra flere ministerier kommentarer og referencer til 2002-beretningerne fra rådet og Center for Ligebehandling af Handicappede.

Redegørelsen blev først givet den 15. december 2004, og den har derfor ikke har været behandlet i rådet. Redegørelsen vil blive behandlet på rådets møde i marts 2005.

Fysisk tilgængelighed

Byggeloven er i 2004 ændret, hvilket har betydet, at der er kommet en bekendtgørelse om fysisk tilgængelighed til eksisterende bygninger. Med bekendtgørelsen har det fra 1. januar 2005 været muligt at stille krav om, at tilgængeligheden skal forbedres, når der laves ombygninger i eksisterende byggeri. Loven gælder kun for ombygning i offentligt tilgængelige bygninger samt i erhvervsbyggeri til service og administration.

Rådet er naturligvis tilfreds med, at der sker forbedringer i kravet om tilgængelighed ved ombygninger. Dog har der i forbindelse med fremsættelsen af lovforslaget været stor diskussion om et øvre loft for størrelsen af udgiften til tilgængelighedsforanstaltningerne i forhold til de samlede ombygningsomkostninger. I det fremsatte lovforslag måtte de samlede omkostninger til forbedringer af tilgængeligheden ikke overstige 12½% af de øvrige ombygningsomkostninger. Hvis omkostningerne oversteg 12½% forsvandt alle krav om tilgængelighedsforbedringer.

Rådet fandt denne alt-eller-intet grænse meget uhensigtsmæssig og gjorde opmærksom på dette i sit høringssvar til lovforslaget om ændring af byggeloven. På grund af kritikken blev lovforslaget ændret, så der nu altid stilles krav om mindst én niveaufri adgang til indgangsdør i offentligt tilgængelige bygninger samt erhvervsbyggeri til service og administration. Derudover stilles der krav om etablering af mindst ét handicaptoilet og etablering af handicapparkeringspladser, når udgiften til disse ikke overstiger 9% af de øvrige ombygningsomkostninger. I forbindelse med offentligt tilgængelige bygninger bliver der også mulighed for at stille krav om installation af elevator i bygninger over to etager over stueplan, hvis udgiften til elevator, handicaptoilet samt handicapparkeringspladser ikke overstiger 9% af de øvrige ombygningsomkostninger. Hvis de 9% overskrides, falder kravet om tilgængelighedsforanstaltninger helt væk.

Endelig blev det som en konsekvens af kritikken af lovforslaget besluttet at nedsætte et dialogforum med deltagelse af blandt andet De Samvirkende Invalideorganisationer og Erhvervs- og Byggestyrelsen. Formålet med dette dialogforum er at se på, om der ved en anden prioritering kan opnås mere tilgængelighed inden for de samme økonomiske rammer.

Læs mere om rådets arbejde inden for økonomi- og erhvervsområdet

Rådet har i 2004 haft nedenstående emner inden for økonomi- og erhvervsområdet til orientering og debat. Sagsfremstillingerne og eventuelle beslutninger kan ses på www.dch.dk under punktet Rådsmateriale.

4. rådsmøde – december 2004

3. rådsmøde – september 2004

2. rådsmøde – juni 2004

1. rådsmøde – marts 2004

Sundhed

Det Centrale Handicapråd indledte 2004 med at få besøg af indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen. På mødet fortalte Lars Løkke Rasmussen om regeringens planer med strukturreformen af den offentlige sektor. Han kom også ind på problemer omkring genoptræning og manglende tilgængelighed til apoteker og helseklinikker.

På sundhedsområdet har rådet haft fokus på fosterdiagnostik, blandt andet ved at udgive et refleksionspapir om handicap, etik og fosterdiagnostik. Refleksionspapiret udspringer af flere års debat i rådet om blandt andet retningslinjer for fosterdiagnostik og arbejdet med at få etableret et professionelt rådgivningssystem til forældre, hvis kommende barn har en funktionsnedsættelse.

Psykiatriområdet har også været behandlet i 2004. Rådet har blandt andet drøftet emner om tvang i psykiatrien og retspsykiatri.

Besøg af Lars Løkke Rasmussen

Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen var gæst ved rådets første møde i 2004. Han understregede, at strukturreformen og de ændringer, den fører med sig i den offentlige struktur, skal skabe forbedringer for den enkelte borger. Den røde tråd i regeringens reform er, at ansvaret skal samles tæt på borgeren og hos én myndighed, så borgeren kun skal have én indgang til systemet. Det gælder også på handicapområdet, der til tider har lidt under opdelingen af ansvaret på to administrative niveauer.

Ministeren kom herefter ind på emnet genoptræning, hvor han understregede, at både sygehuse og kommuner skal tilbyde individuelle genoptræningsplaner til patienter, som har behov for genoptræning eller vedligeholdelsestræning. Fra 1. januar 2004 skal sygehuset udpege en fast kontaktperson, som skal sikre et bedre samarbejde mellem sygehus og kommune. Lars Løkke Rasmussen og socialministeren har sammen sat deres embedsmænd til at udarbejde en vejledning om genoptræningsopgaverne i amter og kommuner.

Lars Løkke Rasmussen berørte også problemerne omkring tilgængelighed til apoteker og helseklinikker. Det er en problemstilling, som rådet har drøftet ved flere lejligheder og bedt regeringen behandle i deres handlingsplan for handicapområdet fra 2003. Regeringen er opmærksom på problemet, og har derfor fremsat et forslag om ændringer af byggeloven (L 106), som betyder, at byggelovgivningens regler om handicaptilgængelighed kommer til at gælde ved alle typer ombygninger, herunder også sundhedsklinikker. Lars Løkke Rasmussen understregede dog, at det specielt i de store byer ikke realistisk set er muligt at stille krav om handicaptilgængelighed til alle sundhedsklinikker, fordi mange klinikker ligger på første eller anden sal. Omkostninger til ombygning og etablering af fx elevatorer bliver simpelthen for høje.

Lars Løkke Rasmussen kom også ind på emner omkring fosterdiagnostik og tvang i psykiatrien. Disse emner er beskrevet senere i dette afsnit.

Strukturreform

Regeringens udspil til en ny strukturreform lægger op til, at landet skal deles op i fem regioner, som får ansvaret for sundhedsvæsenet, regionale udviklingsopgaver og for at løse visse driftsopgaver for kommunerne. En ny sundhedslov samler femten af det nuværende sundhedsområdes væsentligste love i én ny lov.

Rådet er positiv over for en ny fælles sundhedslov, som samler en række love og dermed skaber øget overblik på sundhedsområdet. I sin høring skrev rådet dog, at der generelt i sundhedsloven bør fokuseres mere på helhedsindsats og rehabilitering, og man understregede endvidere, at det er meget vigtigt, at brugerindflydelse inden for sundhedssystemet sikres. Rådet foreslog derfor, at regler om formaliseret brugerinddragelse bliver skrevet ind i loven. Det er også vigtigt, at regionernes mulighed for at udvikle nye initiativer og indgå i tværsektoriale samarbejder sikres i loven.

Herudover pointerede rådet, at det bør være en del af de nye kommunale handicapråds opgave at diskutere spørgsmål inden for sundhedsområdet.

Fosterdiagnostik

På årets første rådsmøde orienterede indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen rådet om Sundhedsstyrelsens overvejelser om nye retningslinjer for tilbud om fosterdiagnostik. En arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen havde anbefalet, at fosterdiagnostiske undersøgelser skulle tilbydes alle gravide, uanset alder. På den baggrund havde Sundhedsstyrelsen udarbejdet et notat om, hvordan sådan en ordning ville kunne gennemføres, og hvilke krav det ville stille til udvidet rådgivning - også om andre forhold end rent medicinske.

I forhold til fosterdiagnostik lagde Lars Løkke Rasmussen vægt på at tilbyde vordende forældre mulighed for at træffe et informeret valg på baggrund af kvalificeret og neutral vejledning fra et velkvalificeret sundhedspersonale. Rådet foreslog ministeren at oprette en hotline til rådgivning om fosterdiagnostik. Hotlinen skal være åben ud over almindelig kontoråbningstid, og den skal kunne sætte forældre i kontakt med mennesker, der har stået i samme situation. Rådet mener ikke, at fx en pjece vil kunne opfylde akutte behov for vejledning hos forældre, der står midt i et svært valg.

I september 2004 udsendte Sundhedsstyrelsen de nye vejledende retningslinjer om fosterdiagnostik. Retningslinjerne har ikke været til høring i rådet, men Det Centrale Handicapråds sekretariatet har dog tidligere på året været til møde i Sundhedsstyrelsen og her diskuteret, hvordan kravet om inddragelse af handicaporganisationerne i rådgivningen kan løses. Ved dette møde havde sekretariatet også anbefalet, at der blev oprettet en hotline til at løse rådgivningsopgaven i forbindelse med fosterdiagnostik.

Sundhedsstyrelsens retningslinjer om fosterdiagnostik indebærer, at alle gravide nu bør gøres opmærksom på tilbuddet om fosterdiagnostik. Læger og sundhedspersonale skal give indledende rådgivning om fosterdiagno-stik til de gravide, der ønsker denne information. Hvis den gravide ønsker at gå videre med at få foretaget diagnostiske undersøgelser, gives der udvidet rådgivning om undersøgelserne og sikkerheden af de svar, undersøgelserne kan give. Derudover skal der i rådgivningen lægges vægt på at give information om muligheden for, at den gravide kan tage kontakt til handicap- og patientforeninger, og der skal informeres om samfundets støttemuligheder, hvis man får et handicappet barn. Konkret skal den sundhedsperson, som informerer den gravide om tilbuddet om fosterdiagnostik, gøre opmærksom på muligheden for, at den gravide - på eget initiativ og ansvar - kan få rådgivning og information uden for sundhedsvæsnets regi, fx hos et videnscenter eller hos en handicaporganisation.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle gravide har mulighed for at få foretaget undersøgelse i form af scanning for bestemte funktionsnedsættelser hos barnet og blodprøvetest, som giver en risikovurdering for forekomsten af bestemte funktionsnedsættelser. Ifølge retningslinjerne har disse fosterdiagnostiske undersøgelser især fokus på kromosomfejl (Downs Syndrom) og misdannelser. Derudover skal den gravide kunne vælge en udvidet ultralydsundersøgelse omkring 18. uge, som har fokus på strukturelle misdannelser og udviklingsdefekter.

På baggrund af de nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen har rådet henvendt sig til indenrigs- og sundhedsministeren med en opfordring til at styrke oplysningsforpligtelsen og den løbende etiske overvågning i forhold til fosterdiagnostik.

Kunstig befrugtning

Et andet etisk spørgsmål, rådet har været stillet over for i løbet af året, er, om en læge, der giver kunstig befrugtning, skal kunne nægte at give behandlingen, hvis han er i tvivl om, hvorvidt parret, der ønsker barnet, vil være i stand til at tage sig af det. Problemet er rejst, fordi Indenrigs- og Sundhedsministeriet har fremsat et forslag til ændring af loven om kunstig befrugtning, som betyder, at en læge kan afvise at udføre en kunstig befrugtning, hvis han er i tvivl om de kommende forældres evner til at tage sig af barnet.

Det Centrale Handicapråd skrev i sit høringssvar til forslaget, at det er afgørende vigtigt, at fordomsbetonede eller ubegrundede holdninger til forskellige muligheder for at løfte forældreopgaven, herunder når man har en funktionsnedsættelse, ikke spiller ind. En vurdering skal derfor blandt andet tage hensyn til den personlige og samfundsmæssige kompensation for en funktionsnedsættelse hos den person, der ønsker hjælp til at få et barn. Rådet opfordrede i høringssvaret til, at lægen får tydelig pligt til at søge spørgsmålet løst i dialog med parret. Indenrigs- og Sundhedsministeriet skal desuden i spørgsmålet om en funktionsnedsættelses eventuelle betydning for forældreevnen fastsætte pligt til at lægge vægt på de muligheder, der findes for at kompensere for en nedsat funktionsevne i forbindelse med at varetage en opgave som forældre. Endelig skal lovgivningen sikre, at der er mulighed for, at vurdering af forældreevnen kan ankes, og ministeriet skal holde øje med praksis for disse vurderinger.

Tvang i psykiatrien

Anvendelsen af tvang i psykiatrien er et vigtigt emne, som rådet ofte beskæftiger sig med.

Tvang i psykiatrien var også på dagsordnen under indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens besøg i 2004. Han redegjorde for den debat, der foregår for og imod brugen af tvang og for vigtigheden af at finde en balance mellem, at tvang bliver til overgreb, eller at mangel på tvang bliver til omsorgssvigt. Rådet gjorde ministeren opmærksom på, at tvang i psykiatrien måske kunne forebygges ved at oprette tilbud ved udskrivningen af sindslidende. De tilbud, der findes nu, er for standardiserede, og den kommunale indsats kan med fordel forbedres. Ministeren var enig med rådet i, at planer for udskrivningen kunne være et godt instrument i arbejdet for at forbedre psykiatriområdet.

I september 2004 fremsatte Lars Løkke Rasmussen et lovforslag med det formål at indføre hjemmel til at anvende personlige alarmog pejlesystemer samt særlige døråbnere på psykiatriske afdelinger. Disse midler skal efter forslaget kunne anvendes til at forhindre, at en person med demens eller en demenslignende tilstand gør skade på sig selv eller andre ved at forlade afdelingen. Forslaget udsprang af en konkret sag, hvor en ældre mand forlod en psykiatrisk afdeling og på trods af politiets eftersøgning blev fundet for sent. Rådet understreger i sit høringssvar, at personlige alarm- og pejlesystemer og særlige døråbnere er tvangsindgreb og derfor alene bør anvendes i overensstemmelse med psykiatrilovens princip om, at den mindst indgribende foranstaltning skal bruges først. Rådet mener endvidere, at det bør fremgå tydeligt, at brug af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige døråbnere ikke må føre til nedskæring i personalet, og at utilstrækkelig normering ikke kan begrunde brug af disse foranstaltninger.

I forbindelse med særlige døråbnere er det vigtigt, at de kun påvirker livet for de personer, som skal være indespærret. Derfor skal døråbnerne kunne betjenes af mennesker med fx syns- og bevægehandicap, så disse mennesker ikke risikerer at blive uretsmæssigt indespærret på grund af deres funktionsnedsættelse. Rådet henstiller i det hele taget til, at man er særdeles opmærksomme på, at anvendelsen af døråbnere ikke kommer til at medføre en generel begrænsning af patienters, personales og pårørendes bevægelsesfrihed. Da lovforslaget blev førstegangsbehandlet i Folketinget, blev denne problemstilling også diskuteret, blandt andet anførte Ester Larsen, at det er vigtigt at være opmærksom på, at særlige dørlåse skal kunne betjenes af mennesker med fx syns- og bevægelseshandicap, og at det derfor er en forudsætning, at anvendelsen af særlige dørlåse introduceres effektivt, så den ikke kommer til at medføre en generel begrænsning af patienters, pårørendes og personalets bevægelsesfrihed. Ester Larsen er formand for rådet, men var på tidspunktet for folketingsdebatten medlem af folketinget for venstre.

Lovforslaget er vedtaget den 7. december 2004.

Retspsykiatri

En undersøgelse fra 2004 viser, at kriminaliteten blandt retspsykiatriske patienter er steget kraftigt de sidste 15 år. Blandt andet er antallet af behandlingsdomme fordoblet. Undersøgelsen var lavet af en arbejdsgruppe, som kredsen af psykiatrichefer i Amtsrådsforeningen havde nedsat. På baggrund af undersøgelsen anbefalede arbejdsgruppen, at man politisk og fagligt tager initiativer til at reducere sindslidendes kriminalitet. De foreslår blandt andet, at der årligt udarbejdes en status over de retslige foranstaltninger for sindslidende, at psykiatrien styrkes gennem mere personale til en mere opsøgende og vedholdende behandlingstilgang, og at der afsættes midler til analyser og forskning af sindslidendes stigende kriminalitet med det formål at finde tiltag, der kan forebygge kriminaliteten.

Regeringen har besluttet at iværksætte en undersøgelse af et antal sager, hvor man mener, at det kriminelle forløb kunne være undgået, hvis det sociale system, retssystemet, eller sundhedssystemet havde handlet anderledes. Indenrigs- og sundhedsministeren fremsatte derfor i juli 2004 et lovforslag, der åbner op for, at oplysninger om behandlingsforløb, hvor psykisk syge begår alvorlig kriminalitet, kan videregives til en arbejdsgruppe uden samtykke fra patienten.

Rådet er i sit høringssvar enig i, at det er vigtigt, at der bliver set på, om der er en sammenhæng mellem behandlingstilbuddene til psykisk syge og kriminalitet begået af psykisk syge. Rådet mener dog, at der er klare retssikkerhedsproblematikker i at skabe mulighed for at videregive oplysninger, der ofte vil være særdeles personfølsomme, uden samtykke.

Det er derfor vigtigt, at det står klart i loven, at den viden, arbejdsgruppen opnår som følge af de indhentede oplysninger, konkret skal anvendes til forbedring af behandlingsindsatsen for psykisk syge, med henblik på at nedbringe antallet af psykisk syge, der begår kriminalitet som følge af mangler i behandlingssystemet. Det bør derfor også skrives ind i loven, hvordan de oplysninger, som arbejdsgruppen får kendskab til og Sundhedsstyrelsens årlige beretning, skal bruges, og på hvilke måder systemet forpligtes til at inddrage den opnåede viden i kvalitetsudviklingen i psykiatrien.

Loven blev vedtaget 7. december 2004. Det blev i den endelige lov tydeliggjort, at arbejdsgruppen har tavshedspligt.

Læs mere om rådets arbejde inden for sundhedsområdet

Rådet har i 2004 haft nedenstående emner inden for sundhedsområdet til orientering og debat. Sagsfremstillingerne og eventuelle beslutninger kan ses på www.dch.dk under punktet Rådsmateriale.

4. rådsmøde – december 2004

3. rådsmøde – september 2004

2. rådsmøde – juni 2004

1. rådsmøde – marts 2004

IT

I 2004 har den mest epokegørende begivenhed på området informations- og it-tilgænge-lighed været, at en række initiativer, der lå i kim i Videnskabsministeriets it-handlingsplan, "Handicap ingen hindring", er blevet realiseret. Formålet med handlingsplanen er at sikre, at handicappede ikke bliver sat uden for i den omfattende digitaliseringsproces, der er i gang i den offentlige sektor. Et af midlerne har været at etablere et Kompetencecenter IT for Alle (KIA) i IT- og Telestyrelsens regi.

Det er vigtigt at kvittere for de initiativer, der er taget i Videnskabsministeriet, men samlet set har resultatet ikke været tilfredsstillende. Der er en stigende frygt blandt flere og flere handicapgrupper for, at den teknologiske udvikling er ved at løbe os af hænde med den konsekvens, at fx offentlige arbejdspladser, offentlig information og offentlige selvbetjeningsfunktioner bliver utilgængelige for mennesker med handicap. Det kniber ganske enkelt med viljen til at gøre noget effektivt ved problemerne.

Det offentliges indkøb af it er et centralt sted at sætte ind, hvis man vil styrke it-tilgæn-geligheden og sikre, at mennesker med handicap kan betjene systemerne både som borgere og som ansatte. Derfor udviklede KIA i 2004 en værktøjskasse, som opstiller en række krav, der skal være opfyldt for, at systemerne kan siges at være handicaptilgængelige. Værktøjskassen var tænkt som en tjekliste, offentlige myndigheder kunne bruge ved udbudsforretninger.

Digital forvaltning

Digital forvaltning vil sige, at dialogen mellem den offentlige forvaltning og borgerne foregår ved hjælp af it-løsninger, som understøttes af internettet. I 2001 blev der iværksat et "projekt digital forvaltning", som var organisatorisk forankret i en enhed kaldet Den Digitale Taskforce under Finansministeriet. Et eksempel på et digitalt forvaltningsprojekt er etableringen af et fælles offentligt elektronisk sags- og dokumentstyringssystem, FESD, som vil blive standard i mange offentlige forvaltninger fremover.

Rådet modtog i efteråret 2004 en kopi af en henvendelse til finansministeren fra Interessegruppen for Blinde og Svagsynede i erhverv. De var bekymrede over, at der ikke var tilstrækkelig fokus på handicaptilgængeligheden i de initiativer, der lå under Den Digitale Taskforce, herunder især FESD-projektet. Interessegruppen opfordrede også finansministeren til at gøre de krav, der er indeholdt i KIA's værktøjskasse obligatoriske at følge ved offentlige indkøb, hvilket de ikke er på nuværende tidspunkt.

På baggrund af henvendelsen havde rådet på sit decembermøde en drøftelse, som mundede ud i en henvendelse til finansministeren, videnskabsministeren og formanden for Kommunernes Landsforening. I henvendelsen opfordrer rådet til, at de to ministerier tager initiativ til at igangsætte et revisionsarbejde af de initiativer omkring digital forvaltning, der allerede er iværksat for at sikre, at de lever op til tilgængelighedskravene i KIA's udbudsværktøjskasse. Samtidig opfordrer rådet begge ministre til at arbejde for, at kravene i KIA's udbudsværktøjskasse bliver gjort obligatoriske at følge for alle dele af den offentlige sektors itanvendelse.

Videnskabsministeriets it-handlingsplan på handicapområdet og KIA, som er en væsentlig komponent i den, skal evalueres i 2005. Rådet anbefaler i henvendelsen til videnskabsministeren, at KIA videreføres med forøgede ressourcer for at give enheden forøget gennemslagskraft over for de offentlige myndigheder, den er sat i verden for at påvirke og holde øje med.

Rådet har endnu ikke modtaget svar på sin henvendelse.

Bedst på Nettet

Bedst på Nettet er et stort anlagte kvalitetscheck af offentlige hjemmesider, som er gennemført hvert år siden 2001. I 2003 blev det besluttet, at alle krav til it-tilgængelighed for handicappede skulle være opfyldt, for at man kunne få den højeste karakter "fem netkroner". Dette krav kom blandt andet igennem under henvisning til, at det var europæisk handicapår i 2003.

Men da undersøgelsen skulle gennemføres i 2004, havde IT- og Telestyrelsen ikke til sinds at bibeholde kravet. Besynderligt nok med den begrundelse at det havde vist sig, at der var for få af de offentlige hjemmesider, der kunne leve op til kravene. På den baggrund rettede rådet i foråret 2004 henvendelse til videnskabsministeren for at beklage dette tilbageslag, som ville betyde, at der i 2004 ville kunne uddeles priser til offentlige hjemmesider, der havde ondt i tilgængeligheden. Hvilket også skete.

I svaret på ministerhenvendelsen, som blev afsendt af underdirektøren for IT- og Telestyrelsen, blev der ikke taget stilling til det konkrete spørgsmål, men i stedet fremhævet, at der var sket en række andre forbedringer i tilgængelighedskriterierne. Enden på historien blev, at kravene om it-tilgængelighed for handicappede ikke længere var obligatoriske i Bedst på Nettet.

Læs mere om rådets arbejde inden for it-området

Rådet har i 2004 haft nedenstående emner inden for it-området til orientering og debat. Sagsfremstillingerne og eventuelle beslutninger kan ses på www.dch.dk under punktet Rådsmateriale.

4. rådsmøde – december 2004

2. rådsmøde – juni 2004

Europæisk og international handicappolitik

Det Centrale Handicapråd har i 2004 beskæftiget sig med den handicappolitiske udvikling på både europæisk og internationalt plan. På europæisk plan har tiltag i Norge og England særligt haft rådets interesse, men også EU har påkaldt sig opmærksomhed med en handlingsplan for lige muligheder, en grønbog om ligebehandling samt en ny forfatningstraktat. Internationalt har rådet beskæftiget sig med processen omkring udarbejdelsen af en FN-han-dicapkonvention.

Norsk transportplan knæsætter princippet om universelt design

Det norske Storting har i 2004 vedtaget en indstilling til en national transportplan for 2006-2015, hvor tilgængelighed for alle er et af fem hovedmål. Transportplanen kommer i forlængelse af den norske regerings handlingsplan på handicapområdet "Nedbygging av funksjonshemmende barrierer - Strategier, mål og tiltak i politikken for personer med nedsat funksjonsevne" fra 2003.

Stortingets trafikudvalg begrunder forslagets mål om tilgængelighed med, at tilgængelighed for mennesker med forskellige handicap har fået en så central plads i regeringens handlingsplan på handicapområdet, at det bør komme til udryk i et tilgængeligt transportsystem og i transporttilbud for alle. Rådet har kunnet konstatere, at man i Norge italesætter ligebehandlingsproblemstillinger på en anden måde - både med hensyn til at anerkende handicappolitiske principper og operationalisere disse.

For rådet er det særlig interessant, at princippet om universelt design er planens grundlag for målet om et tilgængeligt transportsystem, hvor mennesker med handicap skal kunne anvende det almindelige transportsystem. Transportmyndighederne i Norge skal således fremover tilrettelægge tilgængelige løsninger i forbindelse med al planlægning. På det konkrete plan anser rådet transportplanens operationelle midler for væsentlige. Dels indeholder planen en skærpelse af krav og retningslinjer for tilgængelighed i udformning af in-frastruktur, ved tildeling af tilladelser til drift af transportløsninger og ved offentlige køb af transporttjenester til personer. Og dels gennemføres tilgængelighedsprogrammet BRA i 2006-2009 med det formål at forbedre tilgængeligheden for alle i transportsektoren. BRA står for Bedre infrastruktur, Rullende materiel og Aktiv logistikforbedring. Programmet satser især på den kollektive bus- og togtrafik samt på at skabe en sammenhængende rejse med den kollektive trafik for handicappede.

Resultatet af transportplanen kan vurderes om 4-5 år. Rådet følger udviklingen i Norge, der på flere måder kan virke som inspiration for dansk handicappolitik.

Lov om diskrimination og tilgængelighed i England

Rådet har med stor interesse fulgt gennemførelsen af den engelske Disability Discrimination Act (DDA) fra 1995. Loven er blevet gennemført i flere trin, og den tredje og sidste del af loven trådte i kraft 1. oktober 2004. Loven skal beskytte handicappede mod diskrimination i både beskæftigelse og i forbindelse med tjeneste- og serviceydelser. Med lovændringen stilles nu strengere krav til tilgængeligheden, ligesom sektoransvaret udbredes på det private område.

Loven pålægger alle offentlige og private virksomheder at sikre, at deres tjenesteydelser og service er tilgængelige for mennesker med handicap. Hæren er dog undtaget af loven.

Butikker skal sikre, at deres serviceydelser er tilgængelige for handicappede. Fysiske barrierer, der gør det umuligt eller urimeligt besværligt for en handicappet person at benytte en service, skal imødegås. Fysiske barrierer kan ifølge loven imødegås på flere måder: de kan fjernes eller tilpasses, og en service kan tilbydes på en anden måde. Fx kan tandlæger, læger, advokater o.a., der ofte bor i utilgængelige bygninger, tilbyde deres ydelser hjemme hos kunden eller andre steder, som er tilgængelige. Selvom dette løser en række praktiske problemer, er det dog ikke en strategi, der fremmer tanken om, at handicappede skal integreres i det almindelige samfund.

Rådet finder det positivt, at alle arbejdsgivere bliver dækket af loven, og at virksomheder med mindre end 15 ansatte ikke længere er undtaget. Butiks- og virksomhedsejere skal overveje, hvordan de kan gøre deres lokaler tilgængelige for, at en handicappet person kan udføre sit arbejde eller modtage en service. Det er en følge af EU-direktivet om ligebehandling i beskæftigelse (se også kapitlet om Beskæftigelse side 26). DDA forbyder således arbejdsgivere at diskriminere en handicappet person i forbindelse med ansættelse, løn- og arbejdsvilkår, forfremmelse, videreuddannelse, afskedigelse mv. DDA forpligter desuden arbejdsgiveren til at foretage rimelige tilpasninger.

Rimelige tilpasninger af arbejdspladsen kan være at tilbyde supervision af den ansatte, anskaffe specialudstyr, specialindrette arbejdspladsen eller at ændre arbejdstiden, så en person får tid til medicinsk behandling, fysioterapi eller lignende.

Desværre er transportområdet undtaget fra loven, selvom områdets tilgængelighedsproblemer udgør en meget stor barriere for mennesker med handicap. Der er således ikke krav om, at togene skal være tilgængelige, selvom togstationerne skal være det.

Loven har også en økonomisk bremseklods, når det gælder rimelige tilpasninger. Serviceudbydere og virksomheders udgifterne til tilpasninger for at skabe tilgængelighed skal stå i rimeligt mål med den konkrete virksomheds økonomiske formåen. Hvad der er rimeligt niveau for tilpasninger er åbent for fortolkning, indtil loven bliver afprøvet ved domstolene.

Disability Rights Commission (DRC), der overvåger ligebehandlingen af handicappede i England, vil bringe prøvesager for retten for at få afklaret lovens muligheder og begrænsninger.

EU-kommissionens grønbog om ligebehandling

I maj 2004 vedtog EU-kommissionen "Grønbog om ligestilling og ikke-forskelsbehandling" i det udvidede EU. Grønbogen indeholder EUkommissionens analyse af EU-landenes bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af blandt andet handicap. Formålet med grønbogen er samtidig at indhente synspunkter fra offentligheden om, hvordan EU kan fortsætte og styrke sin indsats for øget ligebehandling.

Rådet mener, at det er positivt, at Kommissionen beskæftiger sig med diskrimination på denne offensive og åbne måde. Grønbogen beskriver, hvordan EU-kommissionen i løbet af 2005 og 2006 vil give Ministerrådet og Europa-Parlamentet en status på gennemførelsen af EU-direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse, der forbyder diskrimination af blandt andet handicappede. Rådet har noteret sig, at Kommissionen udtrykker bekymring i forhold til en række landes, heriblandt Danmark, manglende gennemførelse af direktivet i løbet af de tre år, der har været til rådighed frem til december 2003. Ligeledes bemærker Kommissionen, at der i visse lande ikke er foregået en ordentlig høring og inddragelse af de organisationer og foreninger for grupper, direktivet skal beskytte. Det er en kritik rådet tager meget alvorligt, da inddragelse af repræsentanter for mennesker med handicap ikke har været tilfredsstillende i Danmark.

EU-kommissionens handlingsplan om lige muligheder: Mere mainstreaming

Som opfølgning på Det Europæiske Handicapår 2003 fremlagde EU-kommissionen i starten af 2004 sin handlingsplan "Lige muligheder for handicappede: En europæisk handlingsplan", der fastlægger rammer og principper for kommissionens arbejde med handicapområdet frem til år 2010.

Rådet mener ikke, at handlingsplanens indhold er vidtrækkende nok i et dansk handicappolitisk perspektiv, men at den anviser en retning for den fremtidige indsats for mennesker med handicap i en europæiske kontekst. Handlingsplanen har tre mål for indsatsen:

I 2004 og 2005 har Kommissionen særlig fokus på beskæftigelse af mennesker med handicap, herunder bekæmpelse af forskelsbehandling. Derudover er livslang læring, implementering af nye teknologier samt bedre adgangsforhold til offentlige bygninger indsatsområder, som skal forbedre beskæftigelsesmulighederne for mennesker med handicap. Rådet vil følge Kommissionens arbejde med disse handicappolitiske mål, som skal evalueres hvert 2. år. Den første evalueringsrapport kommer 3. december 2005, og den samlede handlingsplan bliver evalueret i 2008.

EU-forfatningstraktat - integration af mennesker med handicap

Rådet har i de to foregående år fulgt EU-med-lemsstaternes arbejde med en forfatningstraktat, som der blev nået en aftale om den 18. juni 2004. Rådet har tidligere skrevet til statsminister Anders Fogh Rasmussen og de danske medlemmer af Europa-Parlamentet for at bede dem arbejde for, at ligebehandling af mennesker med handicap bliver indføjet i forfatningstraktaten som et af EU's mål.

Rådet har konstateret, at den indgåede forfatningstraktat har en næsten enslydende tekst i forhold til det udkast, konventet udfærdigede i sommeren 2003. Forfatningstraktatens første to dele fastslår de principper, værdier og målsætninger, unionen arbejder ud fra. Traktatens kerneværdier er blandt andet lighed, ikke-diskrimination og social integration. Desværre er alle diskriminationsgrunde ikke ligestillet i traktaten. I modsætning til handicap er der for køn og nationalitet helt selvstændige artikler, som forbyder diskrimination.

Den tidligere Amsterdam-traktats artikel 13 om ikke-diskrimination på grund af blandt andet handicap er videreført i forfatningstraktaten, og derudover er der en ny artikel, som siger, at EU skal bekæmpe enhver form for forskelsbehandling på grund af blandt andet handicap i forbindelse med udformningen og gennemførelsen af EU's politikker og aktiviteter. Rådet ser frem til at se resultaterne af denne artikel i forhold til mainstreaming af handicap i EU's politikker og lovgivning.

Det europæiske charter om grundlæggende menneskerettigheder er indføjet som en del af traktaten. Det må vurderes som nyttigt, da der er artikler heri, som forbyder diskrimination på grund af blandt andet handicap og tilsiger positiv særbehandling for at skabe lige muligheder for mennesker med handicap. Principperne og rettighederne i traktaten skal anvendes af de nationale domstole og af Den Europæiske Domstol.

FN-konvention for handicappedes menneskerettigheder - et langt sejt træk

Rådet har også i 2004 fulgt processen i FNregi med udarbejdelse af en international konvention om handicappedes menneskerettigheder. Processen, der begyndte i 2001, har som principielt mål at få en konvention, der fastslår, at alle menneskerettigheder også gælder for mennesker med handicap.

I 2004 har FN's Ad Hoc Komité, som er nedsat til at forhandle mulighederne for en handicapkonvention, afholdt sit 3. og 4. møde i New York. På komitéens 3. møde i maj 2004 blev der for første gang forhandlet om et konkret tekstudkast til en handicapkonvention. På mødet havde både regeringer og handicaporganisationer mulighed for at kommentere og fremføre ændringsforslag til de enkelte dele i det tekstudkast til en konvention, som en arbejdsgruppe har produceret i januar 2004.

Stig Langvad, formand for De Samvirkende Invalideorganisationer og næstformand i rådet, har sammen med Socialministeriets repræsentant i rådet deltaget i den danske delegation til forhandlingerne i FN.

Et meget væsentligt spørgsmål for komitéen er at finde effektive mekanismer til monitorering af rettighederne i handicapkonventionen. I juli 2004 har FN's højkommissær for menneskerettigheder i Genève samlet en gruppe eksperter for at drøfte, hvordan en monitorering af handicapkonventionen kan etableres. På det 4. møde i Ad Hoc Komitéen i august 2004 blev spørgsmål om blandt andet monitoreringsmekanismer, handicappede kvinders rettigheder, delt bevisbyrde, fortolkningsregler og konventionens præambel behandlet.

Rådet har konstateret, at status på Ad Hoc Komitéens arbejde er, at man nærmer sig noget, der ligner en endelig tekst, hvad angår den første halvdel af konventionsudkastet. Arbejdet foregår langsomt, da komiteen skal tage hensyn til mange landes interesser og forbehold, men der sker fremskridt.

Rådet forventer, at forhandlingerne i Ad Hoc Komitéen fortsætter med to møder i komiteen i 2005. Her vil rådet stadig arbejde for, at repræsentanter for handicaporganisationerne i Danmark har adgang til at deltage aktivt.

Den danske klassifikation ICF

I maj 2001 vedtog Verdenssundhedsorganisationen WHO en ny klassifikation, der beskriver begreberne handicap og funktionsnedsættelse. Klassifikationen forkortes ICF, hvilket står for International Classification og Functioning, Disability and Health. Rådet har løbende fulgt med i udviklingen af klassifikationen, der har til formål at udgøre en begrebsramme til at kode forskellige informationer om personers sundhed og helbred, samt etablere et standardiseret fælles sprog, der skal være et redskab for international udveksling af data om sundhedsforhold og sundhedsvæsener på tværs af faglige discipliner og forskningsområder.

Rådet har i 2004 fulgt udarbejdelsen af en ny dansk oversættelse af klassifikationen, som Sundhedsstyrelsen har lavet med medvirken af rådets sekretariat, Center for Ligebehandling af Handicappede. Sundhedsstyrelsen er den danske klassifikationsmyndighed. Den danske udgave af klassifikationen hedder "International klassifikation af funktionsevne, funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand". For rådet har det været vigtigt, at klassifikationen har ændret sig fra at være en klassifikation af "følger af sygdom" (1980-udga-ven) til at være en klassifikation af "aspekter af helbredstilstanden". Den nye udgave klassificerer ikke mennesker, men helbredstilstande i samspil med den bestemte livssituation og omgivelsernes påvirkning.

Rådet finder det positivt, at den nye klassifikation åbner op for et mere nuanceret syn på begrebet handicap, som er mere i tråd med det miljørelaterede handicapbegreb, hvor en person med funktionsnedsættelse først bliver handicappet i mødet med de barrierer, der er i det omgivende samfund. Klassifikationen indebærer en forståelse af, at to personer med den samme lidelse kan have forskellige funktionsniveauer, og to personer med samme funktionsniveau kan have forskellige helbredstilstande som baggrund.

Læs mere om rådets arbejde inden for det europæiske og internationale område

Rådet har i 2004 haft nedenstående emner inden for det europæiske og internationale område til orientering og debat. Sagsfremstillingerne og eventuelle beslutninger kan ses på www.dch.dk under punktet Rådsmateriale.

4. rådsmøde – december 2004

3. rådsmøde – september 2004

1. rådsmøde – marts 2004

Fra vores egen verden

Det Centrale Handicapråd holder fire møder årligt, som falder i henholdsvis marts, juni, september og december måned. Møderne i marts, juni og december er af ca. tre en halv times varighed og mødet i september er et heldagsmøde af ca. seks timers varighed.

Møderne består af en række orienterings- og drøftelsespunkter, hvor rådets medlemmer henholdsvis orienteres om og drøfter forskellige handicappolitiske emner, nyheder og begivenheder. Drøftelsespunkterne ender ofte ud med en beslutning om, at rådet skal reagere på en bestemt sag, fx ved at skrive et brev eller på anden måde kontakte den minister, som er ansvarlig for området, hvor sagen hører til. Heldagsmødet i september indeholder desuden en temadrøftelse, hvor et større emne bliver gennemgået og drøftet grundigt.

Dagsorden til møderne og fremstillingen af orienterings- og drøftelsespunkter bliver lavet af det Det Centrale Handicapråds sekretariat. Center for Ligebehandling af Handicappede er sekretariat for rådet.

Dagsorden og beslutninger fra de enkelte rådsmøder kan ses på www.dch.dk

Ny formand

Det Centrale Handicapråd fik i 2004 ny formand. Efter 14 år som formand for rådet valgte Palle Simonsen at overlade roret til Ester Larsen. Ester Larsen har siden 1994 og frem til valget i februar 2005 siddet i Folketinget for Venstre. Hun var desuden sundhedsminister fra 19891993 og har i mange år været medlem af sundhedsudvalget og formand for Folketingets udvalg vedrørende Etisk Råd.

Ministerbesøg og andre gæster

Det Centrale Handicapråd havde i 2004 besøg af følgende ministre:

Temadrøftelser

På mødet i september havde rådet en temadrøftelse om fleksjobordningen.

Publikationer udgivet i 2004

Det Centrale Handicapråds publikationer udleveres gratis ved henvendelse til rådet. Samtlige publikationer findes på rådets hjemmeside, og de kan desuden bestilles på bånd og diskette.

Følgende publikationerne er udgivet i 2004:

Handicap, Etik og Fosterdiagnostik

Det Centrale Handicapråd har udgivet et refleksionspapir om handicap, etik og fosterdiagnostik. Med refleksionspapiret vil rådet gerne bidrage til debatten om de mange vanskelige og ømtålelige emner, som fosterdiagnostik rejser i forhold til handicap og etik. Hvordan skal samfundet forvalte mulighederne i de nye teknologier, og hvad betyder det for samfundets støtte til mennesker med handicap i al almindelighed?

Fleksjob

Pjecen om fleksjob er udarbejdet i samarbejdet med Beskæftigelsesministeriet. I maj 2004 udkom 13. udgave i et oplag på 50.000 eksemplarer. Det samlede oplag af pjecen er nu 510.000. Ud over reglerne om fleksjob til ansatte og selvstændige erhvervsdrivende giver pjecen et overblik over de øvrige bestemmelser, der kan være nyttige at kende, når man ansættes i et fleksjob eller modtager tilskud til at fastholde beskæftigelsen i egen virksomhed.

Beretning

Ifølge forretningsordenen for Det Centrale Handicapråd skal sekretariatet efter rådets direktiv udarbejde en beretning om rådets virksomhed hvert år. Beretningen sendes til socialministeren og offentliggøres efter aftale med Socialministeriet. Beretningen for 2003 udkom i 2.000 eksemplarer.

Nyhedsbreve

Center for Ligebehandling af Handicappedes nyhedsbrev "Lighedstegn", der siden 2001 har været talerør for Det Centrale Handicapråd, udkommer i forlængelse af møderne i Det Centrale Handicapråd, så de seneste nyheder og beslutninger fra rådets møder kan komme med. Lighedstegns oplag er 2.000.

Rådets sekretariat og sekretariatsbetjeningen

Det Centrale Handicapråd har siden september 2000 haft elektronisk dokumenthåndtering. Materiale til medlemmer og særligt sagkyndige distribueres elektronisk (og i papirform til de, der måtte ønske det). Det udsendte materiale består af indkaldelser og dagsordener, mødematerialer med dagsordenspunkter i form af sagsfremstillinger, bilag til dagsordenspunkter, bilag, der udsendes mellem møderne (rapporter, notater, høringssvar og rådskorrespondance), samt referater af rådsmøderne.

Når referatet fra rådsmøderne foreligger, bliver det sammen med det materiale, der i øvrigt er udsendt til rådet, offentliggjort på rådets hjemmeside www.dch.dk

De fleste bilag er offentligt tilgængelige, dog kan der være ophavsretsregler, som gør, at visse bilag ikke må stilles til rådighed for den brede offentlighed.

Høringssvar

Rådets høringssvar på lovforslag fra Folketinget, som rådet får til høring, kan læses på rådets hjemmeside www.dch.dk i oversigten over udsendte bilag.

Nyt Handicapråd

Ifølge bekendtgørelse nr. 839 af 11. oktober 2002 om et Centralt Handicapråd virker rådet for en fireårig periode fra 1. juli i året efter kommunevalget, dog således at medlemmerne fungerer, indtil nyt medlem udpeges. Som følge heraf er rådet i 2002 konstitueret med ny sammensætning for perioden 1. juli 2002 til 30. juni 2006. Formanden og de 14 medlemmer udpeges af socialministeren. Medlemmerne udpeges af deres respektive organisationer, ministerier og kommuner. Se rådets medlemmer 2004 på næste side.

Rådets medlemmer 2004

Formand

Fhv. sundhedsminister Ester Larsen

Næstformand

Formand for De Samvirkende Invalideorganisationer, Stig Langvad

Medlemmer

Indstillet af De Samvirkende Invalideorganisationer:
Scleroseforeningen: Bent Jansson
Danske Døves Landsforbund: Knud Søndergaard
Dansk Epilepsiforening: Jutta Houmøller
Dansk Landsforening for Laryngectomerede: Anne-Lise Steen
Nyreforeningen: Lone Kiilerich
Spastikerforeningen: Peder Esben

Indstillet af Amtsrådsforeningen: Søren Eriksen

Indstillet af Kommunernes Landsforening: Birthe Andersen

Indstillet af Københavns og Frederiksberg Kommune: Lilian Nilsson

Indstillet af Beskæftigelsesministeriet: Jens Hørby Jørgensen

Indstillet af Socialministeriet: Anders Lynge Madsen

Indstillet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet: Steffen Egesborg Hansen

Indstillet af Undervisningsministeriet: Bodil Rasmussen

Særligt sagkyndige:

Boligforhold: Mette Preisler, Erhvervs- og Byggetyrelsen
Kultur: Rosa Cedermark, Kulturministeriet
Kommunikation: Jette Plenge Jacobsen, Telestyrelsen
Trafikforhold: Niels J. Harne, Trafikministeriet

Sekretariat:

Sekretariatsfunktionen varetages af Center for Ligebehandling af Handicappede
Sekretariatschef Mogens Wiederholt
Sekretariatskoordinator Ulrik Kampmann (pr. 1/3-2005 Ane Esbensen)
Sekretariatsmedarbejder Mette Dankelev

(Listen omfatter personer, der var tilknyttet rådet pr. 31/12-2004)

Bekendtgørelse nr. 839 af 11. oktober 2002

Bekendtgørelse om et Centralt Handicapråd

I medfør af § 87, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002, fastsættes:

§ l. Socialministeren nedsætter et Centralt Handicapråd, der rådgiver i handicapspørgsmål.

§ 2. Rådet består af l formand og 14 medlemmer, der udpeges af socialministeren. 7 medlemmer udpeges efter indstilling fra De Samvirkende Invalideorganisationer, l medlem efter indstilling fra Amtsrådsforeningen i Danmark, l medlem efter indstilling fra Kommunernes Landsforening, l medlem efter indstilling fra Københavns og Frederiksberg kommuner, l medlem efter indstilling fra Undervisningsministeriet, l medlem efter indstilling fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, l medlem efter indstilling fra Beskæftigelsesministeriet og l medlem efter indstilling fra Socialministeriet.

Stk. 2. Til støtte for Handicaprådets arbejde udpeger socialministeren endvidere særligt sagkyndige med sagkundskab vedrørende boligforhold, trafikforhold, kultur, information og kommunikation.

Stk. 3. Socialministeren kan herudover udpege personlige medlemmer af Rådet.

Stk. 4. Handicaprådet virker for en 4årig periode fra l. juli i året efter kommunalvalget, dog således, at medlemmerne fungerer, indtil nyt medlem udpeges.

§ 3. Det påhviler Handicaprådet at følge og vurdere vilkårene i samfundet for personer med handicap, herunder på det forebyggende område.

§ 4. Folketinget og ministrene kan rådføre sig med Handicaprådet i alle anliggender af generel karakter, der har betydning for vilkårene i samfundet for personer med handicap.

Stk. 2. Med henblik på at sikre, at rimelige hensyn til personer med handicap tilgodeses i samfundets planlægning, kan centrale offentlige myndigheder rådføre sig med Handicaprådet i anliggender, der berører levevilkårene for personer med handicap.

Stk. 3. Handicaprådet kan selv tage initiativ og fremsætte forslag til ændringer på de nævnte områder.

§ 5. Socialministeren fastsætter Rådets forretningsorden. Center for Ligebehandling af Handicappede stiller i henhold til dets vedtægter den fornødne sekretariatsmæssige bistand til rådighed for Rådet.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den l. november 2002.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 988 af 11. december 1997 om et Centralt Handicapråd ophæves.

Socialministeriet, den 11. oktober 2002

HENRIETTE KJÆR

/ Vibeke Køie

Socialmin., 5.kt.j.nr. 649-772