Årsberetning 2005

Det Centrale Handicapråd

 

Kolofon

Udgiver:
Det Centrale Handicapråd
Bredgade 25, opg. F, 4. sal
1260 København K
Tlf.: 33 11 10 44
Fax: 33 11 10 82
Teksttelefon: 33 11 10 81

Mail: dch@dch.dk
Hjemmeside: www.dch.dk

Beretningen udgives også på bånd og diskette og ligger desuden på Det Centrale Handicapråds hjemmeside. Hel eller delvis gengivelse er tilladt med kildeangivelse

Redaktion:
Sekretariatschef Mogens Wiederholt (ansvarshavende)
Sekretariatskoordinator Ane Esbensen
Informationsmedarbejder Christine Bendixen

Foto:
iStockphoto

Marts 2006
Oplag: 2000
Tryk: Zeuner Grafisk as
ISBN 87-90985-42-7
ISSN 1395-4660

 

Indhold

Med på uddannelsestoget

Uddannelse, velfærd og strukturreform er nogle af de hovedtemaer, der har domineret Det Centrale Handicapråds dagsorden i 2005.

Uddannelsestemaet blev slået kraftigt an allerede i regeringsgrundlaget "Nye mål" fra februar, og ringen blev sluttet med et tilsvarende kraftigt anslag i Velfærdskommissionens rapport fra december 2005.

At der er en tydelig sammenhæng mellem velfærd og uddannelse, understreges således af såvel regeringen som Velfærdskommissionen. Uddannelse baner vejen til individuel velfærd ved at give adgang til gode, udfordrende og vellønnede job. Uddannelse er også vejen til samfundsmæssig velfærd, fordi højt uddannet og velkvalificeret arbejdskraft er forudsætningen for det vidensintensive arbejdsmarked, der vil være vores niche i en mere og mere globaliseret og arbejdsdelt verden.

På rådets 25-års-jubilæumskonference i september 2005 var temaet netop velfærd, og herfra var budskabet ikke til at misforstå. Skal vi på længere sigt opretholde det nuværende velfærdsniveau, skal flere i arbejde. Flere i arbejde giver større skatteindtægter og færre udgifter til overførselsindkomster. Det er den beskæftigelsesstrategi, som skal give os råd til at bevare eller måske ligefrem udbygge velfærden også for handicappede.

Men det betyder selvsagt ikke, at "de andre skal pukle", for at handicappede kan nyde velfærdets goder på passiv overførselsindkomst. Beskæftigelsesstrategien er en enestående chance for at få løst et af de største ligebehandlingsproblemer, vi har kæmpet med i årevis, nemlig handicappedes svage placering på arbejdsmarkedet.

Beskæftigelsesministeren har med sin meget ambitiøse strategiplan for handicappedes beskæftigelse fra 2004 sat fokus på de arbejdsmarkedspolitiske værktøjer i bestræbelsen på at få handicappede ind på arbejdsmarkedet. "Hver 5. dansker er for værdifuld til at blive overset", hedder det i strategiplanen med henvisning til, at ca. 20% af befolkningen har en eller anden form for funktionsnedsættelse, som kan påvirke deres relation til arbejdsmarkedet.

På kort sigt er konkrete 1:1-initiativer - dvs. initiativer som har til formål at skaffe konkrete ledige personer med et handicap i arbejde - vigtige og nødvendige. Derfor er beskæftigelsesministerens initiativ meget velanbragt. Men på lang sigt er det ikke tilstrækkeligt udelukkende at fokusere på de snævre arbejdsmarkedspolitiske instrumenter. Flere handicappede i arbejde kræver mere og bedre uddannelse.

Hvis handicappede ikke skal blive de store tabere i kampen om jobbene på det nye uddannelses- og vidensintensive arbejdsmarked, må vi opprioritere uddannelsesfokuset. Vi skal være i stand til både at fokusere på beskæftigelsesindsatsen og på handicappedes vilkår i uddannelsessystemet. Det er almindelig kendt, at dårlig uddannelse fører til udstødelse fra arbejdsmarkedet, og vi ved erfaringsmæssigt, at et handicap i sig selv forøger risikoen for marginalisering fra arbejdsmarkedet. Kombinerer man handicap og dårlig uddannelse, så er man helt sikker på at have blandet en cocktail, som med garanti fører til en tilværelse i rabatten til hovedsporet.

Ester Larsen formand

Fra statslig særforsorg til kommunale handicapråd

- kommunerne som arvtager af det handicappolitiske projekt

Strukturreformen kan fuldbyrde det ligebehandlingsprojekt, som blev påbegyndt, da handicapforsorgen blev lagt ud til amterne i 1980. Strukturreformen åbner for et helt nyt samspil mellem handicap- og "normalområdet". Men det sker ikke af sig selv. Kommunerne skal ruste sig holdningsmæssigt, fagligt og organisatorisk for at løfte opgaven. Det kræver en central placering af de nye handicapråd, kommunale handicappolitikker og opfølgning med konkrete handlingsplaner.

Begrundet i behovet for frisk luft, uforstyrrethed og en lindrende udsigt til åbne landskaber var de store centrale handicapinstitutioner før i tiden omhyggeligt anbragt afsides, isoleret og bekvemt ude af syne. I deres storhedstid udgjorde de store centralinstitutioner et kopisamfund, som tilbød alt, hvad "man" mente, beboerne havde behov for. Og alle behov blev varetaget inden for institutionens eget lukkede kredsløb: bolig, uddannelse, beskæftigelse, medicinsk behandling, præst, frisør - alt inden for matriklen. Resultatet var, at beboerne stort set aldrig behøvede at bevæge sig uden for reservatet. Og hvad der måske var nok så vigtigt: dem udenfor var yderst belejligt fri for at blive konfronteret med dem indenfor.

Selv i disse Krønike-tider kan det være svært at forestille sig, at denne virkelighed kun ligger 25 år tilbage. Institutionsvældet havde været under gradvis afvikling op gennem 70'erne, men helt frem til 1980 var det ganske almindeligt, at især mennesker med udviklingshæmning levede størstedelen af deres tilværelse på disse store totalinstitutioner.

Amterne tager over

Men i 1980 vendte udviklingen for alvor. Den statslige særforsorg på handicapområdet blev udlagt til amterne, som overtog hovedansvaret for handicapområdet. Udlægningen indvarslede en ny handicappolitisk epoke, hvor borgere med handicap i højere og højere grad kunne leve et liv på lige fod med og blandt andre uden for de store centrale totalinstitutioners skygge.

Det er jo nemt at være bagklog - også i sin kritik af de store centrale institutioner. Men institutionerne og personalet på institutionerne rummede - målt med samtidens alen - en meget betydelig ekspertise inden for de områder, de nu beskæftigede sig med. Realiteten var, at der stort set ikke var mennesker med professionel indsigt i handicapforhold uden for institutionerne. Derfor var der også dengang, da man påbegyndte afviklingen og udflytningen fra totalinstitutionerne til mindre boenheder, en højlydt diskussion om afspecialisering, videnstab og amternes bæredygtighed. En diskussion, som til forveksling ligner den diskussion, vi har set i forbindelse med den aktuelle strukturdebat: Hvordan skulle det gå med den store ekspertise, som institutionerne havde opbygget på hvert deres område, når medarbejderne og beboerne blev spredt i et tyndt lag ud over hele landet?

Som bekendt gik det ikke så galt som forudset af de mest pessimistiske. Selvfølgelig gik der viden tabt, og selvfølgelig var der ting, der ikke fungerede fra dag 1. Men det forudsete kollaps udeblev. Set i bakspejlet, er den vigtigste erfaring fra dengang vel i virkeligheden, at viden vokser og vokser eksponentielt.

Opgøret som drivkraft

Netop fordi der opstod ny viden og nye miljøer, og fordi amterne havde den politiske vilje til at løfte opgaven, blev udlægningen af særforsorgen ikke bare en administrativ reform. Det blev begyndelsen til en omfattende indholdsreform, der med særforsorgen som negativt modbillede lagde grunden til et helt nyt handicapbegreb og var med til at skabe de fundamentale principper, som handicappolitikken bygger på den dag i dag: Ligebehandlingsprincippet (eller som man sagde dengang: en tilværelse så tæt på det normale som muligt) blev skabt som modbillede til særforsorgens ekskluderende særforanstaltninger; sektoransvarlighedsprincippet (dvs. princippet om at enhver sektor (trafik, uddannelse, beskæftigelse etc.) har et selvstændigt ansvar for handicappedes inklusion) som modsvar til institutionstænkningens centralisme og kompensationsprincippet (princippet om at man skal forsøge at afhjælpe de praktiske følger af et handicap) som et opgør med det lægevælde, der konservativt fastholdt, at et handicap er en behandlingskrævende sygdomstilstand, frem for at forstå funktionsnedsættelsen som en tilstand, der ikke nødvendigvis kan kureres, men kan kompenseres gennem forskellige støtte- og hjælpeforanstaltninger.

Også selve handicapbegrebet undergik en ganske betydelig forandring i lyset af særforsorgens udlægning og den efterfølgende afinstitutionalisering. Et handicapbegreb, som i langt højere grad fokuserer på de barrierer, det omgivende samfund skaber: uvidenhed og intolerance, dårlige adgangsforhold, manglende tilgængelighed til information etc.

Det handicappolitiske projekt

Selv om den moderne danske handicappolitiks grundprincipper står på særforsorgens rygende ruiner, så betyder den nuværende strukturreform, at principperne er mere aktuelle end nogensinde. Strukturreformen indebærer, at handicapområdet får mange nye aktører, som skal føre det handicappolitiske projekt videre. Men selv om orkestreringen er ny, er det vigtigt, at også de nye aktører forstår og respekterer handicappolitikkens kendingsmelodier.

Man kan selvfølgelig anskue strukturreformen fra mange synsvinkler. Mange har, som ved udlægningen af særforsorgen, valgt den bekymrede. Og der er selvfølgelig også god grund til at være yderst agtpågivende og måske også i nogle situationer bekymret. Men der er i høj grad også grund til at fæstne sig ved potentialerne og de udviklingsmuligheder, strukturreformen rummer. Strukturreformen er ikke brud med den hidtidige handicappolitik, snarere en videreførelse. Ved at videregive den handicappolitiske stafet fra amterne til kommunerne fuldbyrder strukturreformen i realiteten den normaliseringsproces, som accelererede med udlægningen af særforsorgen for 25 år siden. Strukturreformen giver nogle helt nye samarbejdsflader mellem normal- og specialområdet, og reformen understøtter sektoransvarsprincippet.

Men det er bestemt ikke nogen let opgave, kommunerne har fået overdraget. Og det er slet ikke en opgave, som løser sig selv. Det er nødvendigt, at kommunerne tager opgaven på sig. Derfor er det afgørende lige nu, at de nye kommunalbestyrelser formulerer en klar og synlig politisk vision for handicapområdet. Kommunerne har i den grad inklineret for handicapområdet. Nu skal kommunerne vise, at de også vil føre. Det er nu kommunerne skal påtage sig lederskabet for det handicappolitiske projekt.

Kommunale handicapråd

Et af de allervigtigste tiltag i den proces er de nye obligatoriske handicapråd, som allerede fra den 1. april 2006 skal rådgive kommunalbestyrelsen i alle spørgsmål, som har relevans for borgere med handicap i kommunen. Handicaprådene er en meget kærkommen nyskabelse, som Det Centrale Handicapråd hilser velkommen og har meget store forventninger til og ambitioner på vegne af.

Men det er i samme åndedrag vigtigt at holde fast i, at handicappolitikken - uagtet de nye handicapråd - er kommunens ansvar. Det ansvar kan ikke delegeres eller deles. Handicaprådene er ikke en sovepude, men et dialogforum, som kommunerne aktivt skal bruge til at kvalificere den kommunale handicappolitik i tæt dialog med de borgere, som har problemerne helt inde på kroppen.

Handicaprådene er - fordi de sætter en ramme for dialogen mellem kommunalbestyrelsen, kommunen som myndighed og borgere med handicap i kommunen - et stærkt bidrag til at udbygge og vedligeholde nærdemokratiet i kommunerne, også selv om kommunerne generelt bliver større.

Men handicaprådene har også til opgave at få opmærksomheden på handicappedes forhold til at sprede sig ud i alle afkroge af det kommunale ansvarsområde. Handicappolitik handler ikke kun om det traditionelle socialpolitiske område. Handicappolitik handler om alt det, kommunen har ansvaret for: børnehaver, folkeskolen, kommunens beskæftigelsesindsats, fysisk planlægning og byggesagsbehandling, biblioteker, fritidstilbud etc. Derfor er det meget vigtigt, at handicaprådene sammensættes så bredt som overhovedet muligt, så de kommer til at danne et netværk med repræsentanter fra så mange af kommunens forvaltninger som muligt. Denne type "netværksorganisationer" fungerer, når de er bedst, som et trækpapir, der fra et centralt punkt trækker handicapperspektivet med ud i alle hjørner af systemet via de repræsentanter, der sidder i netværksorganisationen. Handicaprådene kan derfor komme til at virke som en vitaminindsprøjtning til den lokale efterlevelse af sektoransvarsprincippet.

Handicappolitik

Det er imidlertid ikke gjort med handicaprådene alene. Til enhver skrue hører en møtrik. Hvis skruen er handicaprådene, er møtrikken en kommunal handicappolitik. Skal kommunernes overtagelse af handicapområdet og de nye handicapråd blive en succes, er det helt nødvendigt, at hver eneste kommune formulerer en egentlig handicappolitik.

Ligesom mange kommuner allerede har formuleret en børnepolitik, en ældrepolitik, en erhvervs- og turismepolitik eller en kulturpolitik, så er det også nødvendigt, at kommunerne formulerer en tværgående handicappolitik, som klart og tydeligt melder ud, hvilke ambitioner og hvilke målsætninger kommunen har på det handicappolitiske område.

Det er oplagt, at de nye handicapråd får til opgave at lave det forberedende arbejde med udarbejdelse af kommunens handicappolitik. Det er jo her, dialogen skal vise sit værd. Men det er endnu engang vigtigt at understrege, at det i sidste ende er kommunalbestyrelsen, som vedtager og dermed påtager sig ejerskabet til handicappolitikken. Der er i dag kun 47 af de "gamle" kommuner, som har en handicappolitik. Når vi kommer lidt på den anden side af 1. januar 2007, bør det være samtlige 98 kommuner, der har en skriftlig, tværgående og politisk besluttet handicappolitik.

Handlingsplaner

En flot forkromet og ordrig handicappolitik gør det ikke i sig selv. Derfor er det vigtigt, at handicappolitikken følges op af konkrete handlingsplaner, som område for område beskriver, hvilken indsats der skal gøres for at indløse handicappolitikken. Handlingsplanerne er den vekselautomat, som skal veksle handicappolitikkens målsætninger til praktisk virkelighed. En handlingsplan beskriver derfor ansvaret for opgavens løsning, sætter tidsterminer for løsningen af opgaven og, ikke mindst, beskriver, hvordan indsatsen skal finansieres.

Det kan lyde voldsomt og måske også dyrt. Men det behøver det ikke nødvendigvis at være. I de tilfælde, hvor en handlingsplan sikrer, at det, man gør alligevel, gøres rigtigt, vil indsatsen være gratis, men generere tilfredshed hos alle involverede. I andre tilfælde kan det naturligvis koste penge at løse nogle af de problemer, man oplever som borger med et handicap. Ingen forventer mirakler natten over. Men rådet har en forventning om, at der tænkes i planlægning, og at der tænkes strategisk - også på handicapområdet: Handicapperspektivet skal indtænkes på forhånd, når der planlægges på daginstitutionsområdet, skoleområdet, i lokaltrafikken, på bibliotekerne, den fysiske planlægning etc.

Styrk vidensdelingskulturen

Handicapområdet er jo ikke et fuldstændigt jomfrueligt område for kommunerne. Kommunerne har også i dag en lang række opgaver på handicapområdet. Men som følge af strukturreformen får kommunerne en langt større og på lange strækninger også en meget sværere opgave at løse.

For at kunne løfte opgaven, får kommunerne hjælp af de nye kommunale handicapråd, og som yderligere en støtteforanstaltning opbygges der en national vidensorganisation, som skal understøtte decentraliseringen i opgavevaretagelsen gennem en central vidensbank: VISO (den nationale VIdens- og SpecialrådgivningsOrganisation) er den blevet døbt.

Vi er et lille land, og følgelig har vi alt andet lige begrænsede vidensressourcer til rådighed. Selv med et væsentligt mindre antal, men større kommuner, er det umuligt at forestille sig, at der er eksperter til rådighed for hver eneste kommune på et hvilket som helst område. Derfor er det helt nødvendigt, at vi sætter vidensdelingen i system. Decentralisering af opgavevaretagelsen forudsætter en tilsvarende centralisering af ansvaret for vidensopsamling og vidensdistribution på de meget små og specielle områder. Derfor er VISO en kærkommen nyskabelse.

Men vi ved erfaringsmæssigt, at det ikke er gjort med at stille viden til rådighed. Det handler i endnu højere grad om at skabe en kultur i kommunerne og hos de enkelte medarbejdere, så det bliver selvfølgeligt at hente viden uden for sin egen kreds. Derfor er det en væsentlig ledelsesmæssig opgave - både politisk og administrativt - at opdyrke en kultur, hvor det at søge råd er en helt selvfølgelig og accepteret adfærd.

Et højprofileret indsatsområde

Netop det ledelsesmæssige og organiseringen af et nyt og større handicapområde er endnu en af de udfordringer, kommunerne skal takle. Det er vigtigt, at den ændrede organisering, som de nye opgaver kræver, afspejler behovet for at tænke sammenhængende og på tværs af de traditionelle forvaltningsgrænser, samtidig med at man sikrer sammenhængen og synergien med normalområdet.

For at sikre, at de nye handicapråd får en så central placering som muligt samtidig med, at det tydeligt signaleres, at handicappolitikken er tværgående, bør handicaprådet placeres i borgmesterkontoret. Handicappolitik er meget mere end socialpolitik, og det er vigtigt, at dette også viser sig i den organisatoriske placering.

Kommunesammenlægningerne vil i alle de sammenlagte kommuner føre til et overskud af højt kvalificerede chefer. Det vil være oplagt at placere en af disse chefer i en stabsfunktion i borgmesterkontoret med ansvar for handicaprådet og en tværgående koordinerende rolle på handicapområdet. Det sikrer informationslinjerne til kommunalbestyrelsen og giver et overordnet fokus i den kommunale forvaltning.

I den nye struktur bliver det afgørende, at kommunen arbejder for at sikre viden og udvikling på handicapområdet. Ansvaret for udviklingen har hidtil primært været en amtskommunal opgave. Den opgave overgår nu også til kommunerne. Og viser det sig, at kommunerne i langt højere grad end antaget overtager ansvaret for de hidtidige amtslige opgaver, så bliver det endnu vigtigere, at kommunerne tænker i udvikling. Derfor bør der knyttes en eller flere udviklingskonsulenter til denne stabsfunktion.

Det vil være naivt at tro, at en så omfattende reform kan gennemføres uden der begås fejl - og der er ingen grund til at foregøgle nogen, at de omvæltninger, der følger af strukturreformen, ikke vil føre til en vis stagnation på den korte bane. Men på den lange bane kan strukturreformen - ligesom i sin tid udlægningen af særforsorgen - blive et kick-off til en ny dynamisk æra i handicappolitikken. Men det sker ikke af sig selv. Strukturreformen er anledningen, men den er jo ikke nogen løsning eller noget mål i sig selv. Nogen skal gribe anledningen, og den nogen kan ikke være andre end kommunerne. Dette projekts succes eller fiasko står og falder med kommunernes vilje til at gribe stafetten og føre det handicappolitiske projekt igennem.

Uddannelse og handicap

- et overset tema, også i beskæftigelsesstrategien

Sammenholder man uddannelsesniveauet for befolkningen som helhed med det, der gælder for mennesker med handicap, er forskellen iøjnefaldende - her er tale om et tomrum, der er til at få øje på. Og det til trods for, at folkeskolen de sidste 25 år har arbejdet målbevidst med en strategi for alle folkeskolens elever. Det er manifesteret i specialundervisning, specialpædagogik og udviklings- og forsøgsaktiviteter. Men tomrummene er der alligevel. Blandt andet forlader 30-40% af eleverne med høresyns- og bevægehandicap folkeskolen uden afgangsprøve.

Uanset hvor hen man kigger, kan man konstatere, at der er et ganske massivt fokus på uddannelse, efter- og videreuddannelse og forskning. Det er der, fordi vi ved, at vores fremtid som velfærdssamfund er helt afhængig af, at vi får omstruktureret vores arbejdsmarked til i alt væsentligt at være båret af videnstunge virksomheder, som fremstiller produkter og tjenester med et meget højt vidensindhold.

Og det er ikke et fremtidsscenarium. Vi har allerede set det: Den produktion og dermed de job, som kræver ingen eller lidt uddannelse, flytter i stort tal ud af Danmark til områder i verden, hvor omkostningerne er væsentligt lavere end her. I kølvandet på globaliseringen er der ved at udvikle sig en ny global arbejdsdeling, hvor vores lille niche er helt afhængig af en meget specialiseret og højt uddannet arbejdskraft.

Hvis ikke den enkelte og hvis ikke vi som samfund indretter os på at kunne modsvare de høje uddannelseskrav, der stilles til fremtidens arbejdskraft, vil det få alvorlige konsekvenser for vores velfærdssamfund. Det vil ikke alene betyde stor ledighed, det vil også betyde dårligere råd til velfærdsydelser. Og her er det ikke svært at regne ud, hvem der taber i den sammenhæng. Det er mennesker med ingen eller næsten ingen uddannelse og dem, der er afhængige af offentlige ydelser, heriblandt mange mennesker med handicap.

Uheldig marginaliseringscocktail

Lægger man denne generelle samfundsudvikling sammen med vores viden om, at borgere med handicap i dag har et generelt lavere uddannelsesniveau end befolkningen som helhed, så er der grund til at råbe vagt i gevær. Hvis ikke mennesker med handicap skal blive de store tabere i spillet om det nye uddannelses- og vidensintensive arbejdsmarked, er vi ganske enkelt nødsaget til at tage helt anderledes håndfast fat i de vilkår, der gives i uddannelsessystemet til børn og unge, der har funktionsnedsættelser. Vi ved, at dårlig uddannelse fører til udstødelse fra arbejdsmarkedet, og vi ved, at et handicap forøger risikoen for marginalisering fra arbejdsmarkedet. Kombinationen handicap og dårlig uddannelse er derfor den værst tænkelige marginaliseringscocktail, man kan forestille sig.

Og der er desværre meget, der tyder på, at vi ikke har vist rettidig omhu i forhold til uddannelsessystemet i almindelighed og folkeskolen i særdeleshed. Fokus i beskæftigelsesindsatsen for mennesker med handicap har stort set udelukkende fokuseret på arbejdsmarkedspolitikken, mens uddannelsespolitikken er blevet forsømt.

Vi har netop i 2005 fejret 25-året for handicapforsorgens udlægning fra statslig særforsorg til amtsligt og kommunalt ansvar. Det betød, at den almindelige folkeskole gennem folkeskoleloven fik ansvaret - også for grundskoleuddannelse til elever med handicap. Og folkeskolen har siden særforsorgens udlægning bestemt arbejdet meget systematisk og målbevidst med en strategi, som omfatter alle undervisningspligtige elever. Det har vi set gennem folkeskolens regler om specialundervisning, det har vi set gennem reglerne om specialpædagogisk bistand, og det har vi set gennem en lang række udviklings- og forsøgsaktiviteter, som er blevet sat i gang af både de enkelte skoler og i folkeskolen som helhed.

Uden fuld afgangsprøve

På trods af dette fokus har vi alligevel måttet konstatere, at noget er gået skævt.

Undersøgelser gennemført af bl.a. Center for Ligebehandling af Handicappede tyder på, at folkeskolen står med et ganske alvorligt problem i forhold til de elever med funktionsnedsættelser, som vælger at følge den almindelige folkeskoleundervisning. Undersøgelser tyder på, at en meget stor gruppe af disse elever forlader folkeskolen uden en fuld afgangsprøve. Helt op mod 30-40% af de elever, der har et betydeligt høre-, syns- og bevægelseshandicap forlader folkeskolen uden at have aflagt afgangsprøve i fag som dansk, matematik, fremmedsprog og fysik. Problemets omfang varierer fra fag til fag og fra gruppe til gruppe, men resultatet er, at alt for mange unge med et handicap kommer snublende ud af folkeskolen med det resultat, at de ikke har gyldig rejsehjemmel til det ungdomsuddannelsestog, der for alvor skulle sætte fut i deres karriere- og voksenliv.

Det er alvorligt! Og problemets omfang vil blive yderligere tydeliggjort nu, hvor det ikke længere vil være frivilligt men obligatorisk, at man skal aflægge afgangsprøve. Skal alle de elever, som hidtil "frivilligt" har afstået fra prøven, nu have dispensation?

Vi er ganske enkelt nødsaget til meget systematisk og bevidst at få kortlagt, hvad det er, der fører til, at så store grupper af elever med funktionsnedsættelser ikke aflægger afgangsprøve. Og vi må sikre, at de pædagogiske arbejdsmetoder, at de hjælpemidler, de økonomiske ressourcer - og ikke mindst at den nødvendige tid er til rådighed, så vi er helt sikre på, at vi ikke frasorterer elever på grund af deres praktiske indlæringsproblemer som følge af en funktionsnedsættelse. Folkeskolen må for alt i verden ikke blive et sted, hvor vi lader som om, alle er med, mens virkeligheden er et udskillelsesløb, som sorterer elever fra, blot fordi de er i kørestol, ikke kan se eller kommunikerer via tegnsprog.

Mere tid til uddannelse

Tiden er der måske særlig grund til at opholde sig ved. En undersøgelse af overgang fra grundskole til ungdomsuddannelse for elever med bevægehandicap, som Center for Ligebehandling af Handicappede har gennemført, viser, at der er markant flere handicappede elever, der gennemfører en ungdomsuddannelse, hvis de kommer til ungdomsuddannelsen med en 10. eller 11. klasse.

Der synes altså at være en sammenhæng mellem den tid, man bruger i folkeskolen, og ens succes i ungdomsuddannelsessystemet. Det handler om personlig modenhed, og det handler givetvis også om, at nogen slet og ret skal bruge længere tid til at lære det, som andre elever uden handicap klarer på ni år. Årsagen kan være langsommere indlæring, men det kan slet og ret også skyldes, at elevens handicap i sig selv lægger beslag på så mange ressourcer, at der er umuligt at overkomme et fuldt pensum på den tid, som andre klarer det på. Det er formentlig de færreste, der ved, hvor meget tid og hvor mange kræfter et barn i fx kørestol må bruge på helt banale hverdagsting som bad, påklædning, transport, fysioterapi for at holde kroppen ved lige etc. Timerne og ressourcerne til skolen er simpelthen færre for mange elever med handicap. Det skal man vide at bære med, hvis man overvejer at ændre udformningen af fremtidens 10. klasse. Det Centrale Handicapråd ser gerne, at man styrker muligheden for, at elever med handicap kan strække deres grundskoleforløb også til 10. og 11. klasse.

Grunduddannelsen er fundamentet

Der er meget fokus på folkeskolen. Og det har der også været i rådets arbejde med uddannelsesområdet. Det skyldes ikke, at der ikke er problemer på de øvrige uddannelsesområder, men at det er afgørende, at vi er sikre på, at folkeskolen er helt fremme i skoene, når det gælder indsatsen over for elever med handicap. Hvis det fundament, vi støber i folkeskolen, ikke er solidt og velfunderet, så er det helt umuligt at rejse en bygning oven på det. Vi kan ikke grundlæggende løse nogle af de problemer, man har med et handicap i ungdomsuddannelserne, på de videregående uddannelser eller på arbejdsmarkedet, hvis vi ikke har helt styr på det, vi tilbyder i folkeskolen.

Regeringen har meldt ud, at målet er, at 95% af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse, og for ganske nyligt har regeringen i sit debatoplæg til Globaliseringsrådet meldt ud, at målet i 2015 er, at 50% af en ungdomsårgang gennemfører en videregående uddannelse. Det er ambitiøse, men også helt nødvendige målsætninger. Hvis de målsætninger skal efterleves, er det selvfølgelig helt nødvendigt, at der også indgår elever med handicap i disse procenter. Det forudsætter for det første, at "fødekæden" fra grundskolen ind i ungdomsuddannelserne og videre til de videregående uddannelser er ubrudt. Men det forudsætter også, at vi ved noget mere om, hvad det er, der går skævt, når det går skævt. Hvad er det, der fremmer, og hvad er det, der afsporer unge handicappedes gang gennem uddannelsessystemet? Det ved vi i virkeligheden alt for lidt om.

Derfor har rådets hovedbudskab været, at vi skal gøre en alvorlig indsats for at fremme videns- og erfaringsindsamlingen og forskningen inden for disse området. Vi har simpelthen brug for meget mere viden om de barrierer, som stopper og får mennesker med handicap til at falde ud af uddannelsessystemet, og omvendt hvad der giver rygvind og bærer igennem.

Derfor har vi også med glæde konstateret, at både undervisningsministeren og socialministeren har meldt ud, at de vil finde de fornødne midler til, at der kan laves en analyse af de problemer, elever med handicap oplever i folkeskolen.

En ny strategi?

Debatten om, hvordan og med hvilke midler vilkårene for mennesker med nedsat funktionsevne sikres i samfundet, blev yderligere aktualiseret i 2005, da den norske regering offentliggjorde en omfattende redegørelse om et retsligt værn mod diskrimination på grund af funktionsevnenedsættelse, "Likeverd og tilgjengelighet" - Rettsligt vern mot diskriminering på grundlag av nedsatt funksjonsevne. Bedret tilgjengelighet for alle.

Det Centrale Handicapråd har i de senere år fulgt den handicappolitiske debat i Norge. Det har rådet blandt andet med henblik på at inddrage de norske erfaringer i den danske debat om, hvilke midler der bedst sikrer en effektiv udvikling mod lige muligheder. Spørgsmålet om vedtagelsen af et forbud mod diskrimination har været centralt i den norske debat om, hvordan man fremover garanterer større ligebehandling af mennesker med nedsat funktionsevne.

"Likeverd og tilgjengelighet"

I 2001 udkom en tilbundsgående analyse af vilkårene for mennesker med nedsat funktionsevne på alle samfundsområder i Norge. Udredningen viste, at den handicappolitiske virkelighed på mange områder ikke svarede til de mål og idealer, de norske politikere havde opstillet.

Med ønsket om en antidiskriminationslov kombineret med styrkelse af eksisterende lovgivning signalerede udvalget bag rapporten, at det norske princip om sektoransvarlighed ikke i tilstrækkelig grad sikrede mennesker med nedsat funktionsevne ligebehandling; der var et udpræget behov for at tage et nyt værktøj i brug.

Derfor nedsatte den norske regering i 2002 et udvalg til at fremkomme med et konkret udkast til en antidiskriminationslov for mennesker med nedsat funktionsevne. I maj 2005 fremlagde udvalget sin udredning "Likeverd og tilgjengelighet" - Rettsligt vern mot diskriminering på grundlag av nedsatt funksjonsevne. Bedret tilgjengelighet for alle. Udvalget har via en omfattende analyse af international ret, EU-ret og udvalgte landes løsninger på ligebehandlingsområdet fundet frem til den lovgivningsmodel, man efter norske forhold fandt bedst egnet.

Lovudkastet omfatter flere forskellige indsatsområder med fælles udgangspunkt i antidiskrimination. Således har udvalget fokuseret på arbejdsmarkedet og tilgængelighed som forhold af afgørende betydning for opnåelse af ligebehandling.

Internationale tendenser

For at finde inspiration til norsk lovgivning på området gennemførte udvalget en analyse af andre landes erfaringer med forskellige former for lovgivning om forbud mod diskrimination på grund af handicap. Det Centrale Handicapråd har længe ventet på ikke mindst denne del af den norske udredning, fordi netop analysen af, hvordan andre lande har gennemført forbud mod diskrimination i deres lovgivning, er brugbar også i Danmark.

Lovens art
Analysen bygger på erfaringer fra blandt andet Sverige, Finland og Storbritannien, og den viser, at forbud mod diskrimination på grund af nedsat funktionsevne er gennemført ved forskellige retslige reguleringsformer, som er henholdsvis strafferetslige, konstitutionelle og civilretslige regler.

Erfaringerne med at have beskyttelsen mod diskrimination i strafferetslige regler er, at reglerne sjældent anvendes i praksis, og reelt ingen betydning har. De lande, der har brugt konstitutionelle regler ved at indføre antidiskriminationsregler i forfatningen, har oplevet stor signaleffekt, men reglerne vurderes at have fået mindre gennemslagskraft i praksis, fordi formuleringerne ofte er vage og ikke giver grundlag for individuelle rettigheder.

Den største succes ses inden for den civilretslige lovgivning, men den civilretslige regulering kan udformes meget forskelligt, og udformningen har på nogle punkter stor betydning for effekten. Der er identificeret tre forskellige hovedtendenser i den civilretslige lovgivning. En indgangsvinkel til denne type lovgivning er den menneskeretslige, som beskytter mod diskrimination på flere samfundsområder, og forbuddet dækker flere diskriminationsgrunde. Denne tilgang signalerer, at fravær af diskrimination er en generel menneskeret.

En anden tilgang er den borgerretslige eller gruppetilgangen ("civil rights"-traditionen), hvor kravet om beskyttelse typisk er knyttet til et bestemt diskriminationsgrundlag, i denne forbindelse vil det naturligvis være funktionsnedsættelse eller handicap.

En tredje tilgang er fx brugt i EU's direktiv om forbud mod forskelsbehandling i arbejdslivet, hvor forbuddet mod diskrimination dækker flere diskriminationsgrunde, men på et særskilt område - i det konkrete tilfælde er det arbejdsmarkedet. Eksempelvis har Finland initieret ny lovgivning om ligebehandling, som i hovedsagen går ud på at opfylde de EU-retslige forpligtelser igennem en national lov.

Beskyttelsens omfang
Der er selvsagt mange forskelle på landenes lovgivninger, men også en række lighedspunkter. Et lighedspunkt er, at lovene opererer med en lighedsmodel, som definerer diskrimination både som direkte og indirekte diskrimination. Et andet lighedspunkt er, at lovgivningen pålægger en vis forpligtelse til at tilrettelægge forholdene ud fra en hensyntagen til mennesker med nedsat funktionsevne. Men omfanget af pligten varierer en del.

Diskrimination og manglende tilrettelæggelse af tilgængelige forhold for mennesker med handicap udløser sanktioner, fx erstatning, ligesom visse landes lovgivning pålægger den ansvarlige at gennemføre konkrete tiltag for at forhindre fremtidig diskrimination. Der er også oprettet selvstændige organer til håndhævelse af lovgivningen i en række af landene, hvoraf nogle har kompetence til at afgøre sager, mens andre har en rådgivende funktion.

Grundlaget for, hvordan diskrimination forstås, varierer en del mellem landene. Fælles er, at beskyttelsen mod diskrimination gælder for både fysiske, psykiske og kognitive funktionsevnenedsættelser. Retspraksis i de forskellige lande viser, at retsbeskyttelsen er størst, når det handicapbegreb, man bruger, enten ikke er defineret nærmere, eller defineres som funktionsevnenedsættelse, der beskriver individuelle egenskaber, som enten eksisterer, har eksisteret eller vil opstå i fremtiden.

I gennemgangen af landenes lovgivninger fremhæves også de store forskelle på, hvor vidtrækkende pligten til at tilrettelægge forholdene tilgængeligt for mennesker med funktionsnedsættelser er. Der er eksempelvis forskel på, om pligten til at tilrettelægge forholdene for mennesker med nedsat funktionsevne gælder i individuelle tilfælde, eller om denne pligt har en mere generel karakter. Det vil sige, uafhængigt af om en person med nedsat funktionsevne fx bruger den pågældende tjeneste.

I de lande, hvor lovgivningen har mere generel karakter, er lovens effekt knyttet til andre tiltag, såsom generelle bestemmelser og standarder. Det norske udvalg vurderer, at de lande, som har en mere generel pligt, og hvor loven håndhæves igennem standarder og opfølgning, fremstår som de mest tilgængelige, og dermed er de lande, hvor forbuddet mod diskrimination har haft størst effekt på tilgængelighedsområdet.

Den danske model?

Det Centrale Handicapråds kerneopgave er at sikre et løbende og fortsat fokus på, hvordan vi effektuerer ønsket om at give mennesker med nedsat funktionsevne den størst mulige ligebehandling. På den baggrund har rådet drøftet, om og hvordan Danmark kan inspireres af nordmændenes arbejde. Sat på spidsen var spørgsmålet, om rådet skulle anbefale, at vi i Danmark går samme vej som nordmændene, eller rådet skulle opfordre til, at vi i Danmark fastholder sektoransvarlighedsprincippet som det bærende princip for indsatsen?

Den norske udredning af andre landes erfaringer med antidiskriminationslovgivning viser, at en sådan lovgivning kan antage mange former og kombineres på forskellig vis med andre tiltag. Rådet har debatteret emnet ud fra følgende scenarier for fremtidens strategi:

1) En generel antidiskriminationslov, der fastlægger, at enhver handling mv., der usagligt forskelsbehandler mennesker med nedsat funktionsevne, er diskrimination. Loven kombineres med rettighedslovgivning.

2) Sektoransvarlighedsprincippet udmøntes i lovgivning, hvor hver sektor, offentlig som privat, forpligtes til at sørge for sine. Modellen kombineres med antidiskriminationslove på særlige områder, hvor sektoransvaret/kompensationsprincippet ikke synes at slå ordentligt igennem.

3) Ligebehandling sikres ved sektoransvarlighed og kompensation baseret på konsensuspolitik og kombineret med handlingsplaner af mere eller mindre bindende karakter.

Den danske debat om antidiskriminationslovgivning har været præget af to hovedsynspunkter: Nogle mener, vi bør have lovgivning med forbud mod diskrimination, fordi det kan bruges til at få mere ørenlyd til argumenterne om, at der skal gøres mere politisk for at sikre lige muligheder. Andre frygter, at forbud mod diskrimination vil flytte fokus og overlade den enkelte handicappede til sin egen kamp med omverdenens utilgængelighed på kryds og tværs. Eller at det vil medføre, at kun nogle behov - typisk de mest sort/hvide problemstillinger - kommer i fokus, fx fysisk tilgængelighed, mens andre mere komplekse og sammensatte behov, som omsorg og kommunikation, kommer endnu længere bag i køen.

Rådet har ikke umiddelbart fundet anledning til at anbefale en generel antidiskriminationslovgivning i Danmark. Rådet har derimod peget på sektoransvarlighedsprincippet som den fortsatte grundstamme i arbejdet for at skabe lige muligheder. Men det forudsætter, at der kommer en målrettet indsats for at sikre, at sektoransvaret bliver gennemført langt mere vidtgående, end tilfældet er i dag. Der er brug for initiativer fra regeringen, som viser, at værktøjet sektoransvar ikke er indkøbt til værktøjskassen for sjov. Det skal bruges til at gennemføre ændringer i den virkelige verden.

På trods af at Socialforskningsinstituttet i 2005 kunne konkludere, at sektoransvaret har fået gennemslagskraft på centralt niveau, er der stadigvæk alt for store huller i det net, der skal samle op, når man som borger med handicap deltager i alle afkroge af samfundet. Der er for mange situationer, hvor ingen påtager sig ansvaret for at sikre lige adgang for handicappede, og for mange områder, hvor ansvaret er alt for upræcist og uidentificeret. Dertil kommer, at Socialforskningsinstituttet har konkluderet, at sektoransvarsprincippet har en meget svag stilling på det lokale kommunale område.

På det kommunale område er det i forbindelse med kommunalreformen blevet vedtaget, at der fra 1. april 2006 skal etableres obligatoriske handicapråd i samtlige kommuner. Rådet har hilst disse nye kommunale handicapråd velkommen - ikke mindst fordi rådet ser dem som løftestang for netop sektoransvarlighedsprincippet.

I forhold til det centrale niveau har Det Centrale Handicapråd udarbejdet et omfattende katalog over initiativer, som rådet har opfordret regeringen til at adressere i en ny handicappolitisk handlingsplan. Rådet foreslår i den forbindelse netop, at handlingsplanen skal tage udgangspunkt i sektoransvarlighedsprincippet og indeholde en række initiativer, som kan styrke implementeringen af princippet både centralt og lokalt. Rådets ønsker er nærmere omtalt i afsnittet om Økonomi- og Erhvervsministeriet på side 34.

Det sociale område

Rådet har haft emner fra socialområdet på dagsordenen på hvert eneste møde i løbet af 2005. Der er derfor blevet behandlet mange og meget varierede emner.

Det Sociale Tolkeprojekt

På årets fjerde møde behandlede rådet spørgsmålet om en permanentgørelse af Det Sociale Tolkeprojekt.

Det Sociale Tolkeprojekt er et forsøgsprojekt, der er finansieret af Socialministeriet, med forventet sluttidspunkt ved udgangen af 2007. Det Sociale Tolkeprojekt bevilger tolkning på områder, hvor der ikke allerede er adgang til offentligt betalt tolkebistand.

Regeringens handlingsplan for handicapområdet fra 2003 indeholdt et løfte om, at regeringen i løbet af 2003 ville vurdere mulighederne for at gøre en ordning med tolkning til sociale begivenheder mv. for døve og hørehæmmede permanent. Dette var dog et af de få punkter, der ikke var afsluttet, da regeringen i december 2004 udgav sin redegørelse for gennemførelsen af handlingsplanen på handicapområdet. I redegørelsen oplyser regeringen, at Det Sociale Tolkeprojekt er en succes, som giver døve og hørehæmmede muligheder, de ikke skal være foruden. Regeringen har samtidig konkluderet, at der gøres en indsats for at få etableret permanente ordninger i overensstemmelse med sektoransvaret.

Rådet har bedt socialministeren give status på arbejdet med at permanentgøre ordningen om tolkning til sociale begivenheder, herunder at indføre sektoransvaret for andre områder. Rådet afventer svar. Derudover er det besluttet, at rådet i 2006 vil drøfte problemer omkring tolkning generelt, herunder placering i den nye struktur af hovedansvaret for tegnsprogstolkning.

Udlandsbekendtgørelsen

I en tid, hvor der er megen fokus på mere internationalisering af uddannelses- og beskæftigelsesmønstrene, og hvor mange rejser i længere perioder, er det vigtigt, at lovgivningen også har fokus på, at mennesker med handicap gives de samme muligheder som mennesker uden handicap i forhold til at tage til udlandet.

I 2005 sendte Socialministeriet et udkast til den nye udlandsbekendtgørelse i høring. Udlandsbekendtgørelsen beskriver, hvilke af servicelovens bestemmelser der kan medtages til udlandet og til hvilke formål. Rådet har tidligere været i dialog med Socialministeriet omkring udlandsbekendtgørelsen, idet rådet mener, at udlandsbekendtgørelsen i sin nuværende udformning er med til at hindre, at mennesker med handicap har de samme muligheder som mennesker uden handicap i forhold til at tage arbejde, uddanne sig eller blot rejse på ferie i udlandet. I udkastet til en ny bekendtgørelse blev enkelte af de meget åbenlyse problemer løst, men grundlæggende kom der ikke væsentlige ændringer i handicappedes muligheder for at medtage støtte efter sociallovgivningen til udlandet.

Det ville for eksempel stadig ikke være muligt for personer, som selv ansætter deres hjælpere efter servicelovens § 76, at tage disse hjælpere med til udlandet. Der blev heller ikke lavet om på reglerne om, at man ikke kan få ledsagelse med til udlandet (servicelovens § 31 og § 78), hvis man er i aktivering, revalidering eller under uddannelse. Man kan fortsat heller ikke medtage hjælp efter serviceloven, hvis formålet med udlandsopholdet er arbejde, med mindre opholdet er inden for EU's grænser og derfor er omfattet af EF-reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed.

I sit høringssvar og på et rådsmøde har rådet opfordret Socialministeriet til en række ændringer af bekendtgørelsesudkastet. Den endelige bekendtgørelse er endnu ikke offentliggjort, men rådet vil holde sig opdateret på området.

Anbragte børn med handicap

I 2004 henvendte rådet sig til socialministeren for at gøre opmærksom på en række problemer i forbindelse med børn med handicap, der bor på døgninstitution. Henvendelsen skete på baggrund af en undersøgelse fra Center for Ligebehandling af Handicappede, der viste, at forældre til børn med handicap, der bor på døgninstitution, i mange tilfælde mangler handicapkompensation. Den manglende handicapkompensation kan betyde, at forældre og børn har svært ved at fortsætte med at fungere som familie, efter barnet er flyttet på døgninstitution.

I henvendelsen foreslog rådet, at vejledning om særlig støtte til børn og unge i langt højere grad forholder sig til handicapkompensation som væsentligt i forhold til at sikre barnets kontakt til familien. Ministeren svarede, at når vejledning om særlig støtte til børn og unge skulle omskrives, ville ministeriet sørge for, at bestemmelserne om økonomisk støtte til samvær mellem forældre og barn blev uddybet. Dette skete i 2005, da der kom en ny vejledning til servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge.

Evaluering af funktionsevnemetoden

Socialministeriet har i 2005 offentliggjort en evaluering af funktionsevnemetoden.

Funktionsevnemetoden blev indført pr. 1. januar 2003 i forbindelse med førtidspensionsreformen og skal anvendes i sager om merudgifter på grund af funktionsnedsættelser efter servicelovens § 84. Hovedelementet i funktionsevnemetoden er et skema, som udleveres til alle borgere, der ønsker støtte efter servicelovens § 84. Skemaet kan også bruges i sagsbehandlingen efter andre af lovens bestemmelser. Skemaet er udgangspunktet for en samtale med borgeren, hvor grundlaget for den videre sagsbehandling klarlægges.

Evalueringen viste på den ene side, at en del sagsbehandlere mener, at metoden øger retssikkerheden. På den anden side viste evalueringen også, at metoden af nogle opfattes som for omfattende, ufleksibel og nærgående, og at det især er velformulerede og ressourcestærke borgere, der kan anvende og dermed få gavn af metoden. Endelig viste evalueringen, at ikke alle kommuner bruger funktionsevnemetoden, selvom det er pålagt ifølge loven.

Som opfølgning på evalueringen har socialministeren skrevet til alle kommuner og amtskommuner og præciseret, at metoden er et lovmæssigt krav i alle sager om merudgifter. Ministeren har ligeledes opfordret kommunerne til at sikre, at borgere, der søger om handicapkompenserende ydelser, får vejledning om sagsbehandlingen. Derudover vil ministeriet arbejde på at redigere materialet, udarbejde en pjece med informationer til borgere, der søger om dækning af merudgifter, og undersøge mulighederne for at udbyde kurser til sagsbehandlere og ledere på det sociale område.

Rådet vil med interesse følge, hvilken effekt ministeriets initiativ vil få.

Det kan blive nemmere

Socialministeriet har udarbejdet et debatoplæg med titlen "Det kan blive nemmere". Debatoplægget præsenterer en række handicappede menneskers personlige fortællinger fra hverdagens møde med den offentlige forvaltning.

Som optakt til debatoplægget inviterede socialministeren en række mennesker med handicap til et lyttemøde for at høre om deres erfaringer fra mødet med den offentlige forvaltning. Det er nogle af disse oplevelser og erfaringer, der er samlet i debatoplægget. Samtidig med debatoplægget åbnede et debatforum på Socialministeriets hjemmeside, hvor interesserede kunne komme med konkrete forslag og ideer til, hvordan det offentlige kan gøre det bedre. Socialministeren henvendte sig i oktober til rådet om initiativet og lagde i henvendelsen op til rådets inddragelse i opfølgningen på debatoplægget.

Rådet har kvitteret for ministerens initiativ og tilbudt at ville bidrage til de efterfølgende overvejelser om, hvad der konkret er brug for.

Praksisundersøgelser fra Ankestyrelsen

Rådet har på et par møder i løbet af året behandlet undersøgelser og analyser fra Ankestyrelsen.

Rådet har blandt andet behandlet to praksisundersøgelser fra Ankestyrelsen. En, der handler om merudgifter efter servicelovens § 84, og en, der handler om førtidspension efter arbejdsevnemetoden.

Undersøgelsen om merudgifter inddrager også kommunernes anvendelse af funktionsevnemetoden. Ankestyrelsens undersøgelse konkluderer, at kommunerne i 71% af sagerne anvender funktionsevnemetoden. I undersøgelsen indgik i alt 122 sager om bevilling, delvis bevilling eller afslag på merudgifter efter servicelovens § 84. Heraf indgik 82 sager fra 25 kommuner og 40 ankesager fra de 15 sociale nævn.

Formålet med undersøgelsen om førtidspension efter arbejdsevnemetoden var, at indsamle erfaringer om, hvordan de nye regler om førtidspension anvendes. Det var især erfaringer med arbejdsevnemetoden og udarbejdelse af ressourceprofiler, man fokuserede på i undersøgelsen. I undersøgelsen indgik 100 afgørelser fra 34 kommuner og 24 afgørelser fra 8 sociale nævn. Undersøgelsen viser, at kravet om ressourceprofil er godt indarbejdet i pensionssagerne. Undersøgelsen viser også, at der er en klar sammenhæng mellem oplysningen af ressourceprofilen, herunder inddragelse af borgeren, og vurderingen af afgørelsernes korrekthed. I de sager, hvor ressourceprofilen er brugt grundigt, er der større sandsynlighed for, at afgørelsen er korrekt.

Etniske minoriteter med handicap

Københavns Kommune begyndte i oktober 2003 et projekt om etniske minoriteter med handicap. Projektet løber til udgangen af 2006, og formålet er at forbedre indsatsen over for borgere med etnisk minoritetsbaggrund og handicap i kommunens handicapcentre. I juni 2005 udkom resultaterne fra en undersøgelse, der er gennemført som led i projektet for at belyse, hvordan man konkret kan forbedre indsatsen.

Den generelle konklusion er, at borgere med etnisk minoritetsbaggrund, som har et handicap eller et handicappet familiemedlem, har de samme ønsker og behov som borgere i almindelighed, men at sprogvanskeligheder, generelle erfaringer eller fordomme kan forstyrre forståelsen sagsbehandler og borger imellem. Undersøgelsen er meget specifikt rettet mod Københavns Kommune, men konklusionerne vil formentlig kunne inspirere andre kommuner eller andre forvaltningsenheder uden for kommunerne.

Beskæftigelse

Gennem årene er der talt meget om det rummelige arbejdsmarked - arbejdsmarkedet, hvor der er plads til alle. Kompensationsordningerne for mennesker med handicap er forbedret, og reglerne om fleksjob er udbygget, så personer, der i dag visiteres til fleksjob, er nogenlunde ligestillede med personer ansat på ordinære vilkår. En stor del af rådets aktiviteter på beskæftigelsesområdet har i 2005 været præget af diskussionen om en eventuel ændring af reglerne om fleksjob.

Nye undersøgelser om fleksjobordningen

Over 1/4 af samtlige visiterende personer til et fleksjob kommer ikke umiddelbart i arbejde, men "parkeres" på ledighedsydelse i en længere periode. Det er et problem, som har foruroliget mange, herunder også Det Centrale Handicapråd. Problemet har imidlertid været, at man ikke har vidst, hvem det egentlig er, som "parkeres" på ledighedsydelse og hvorfor. I 2005 er der kommet flere rapporter, som belyser problemstillingen.

I begyndelsen af 2005 kom en undersøgelse om borgere, der får ledighedsydelse i Helsingør Kommune. Undersøgelsen er udarbejdet af Helsingør Kommune i samarbejde med Handicapidrættens Videnscenter og viser, at næsten halvdelen ikke var tilstrækkeligt afklarede eller havde brug for et udviklingsforløb, før de kunne sluses ud på arbejdsmarkedet, mens 1/5 ikke var i stand til at honorere kravene til et fleksjob, men burde tilkendes førtidspension. Senere på året udkom en rapport fra konsulentfirmaet Discus om "Personer der afventer fleksjob - på ledighedsydelse eller kontanthjælp", og endelig var der Finansministeriets rapport " Udviklingen i fleksjobordningen". Alle rapporterne viser, at der er problemer med især visitationen til fleksjobordningen.

Fleksjobordningen til eftersyn

På baggrund af de to store rapporter om fleksjob fra Discus og Finansministeriet skrev rådet til socialministeren og beskæftigelsesministeren, at de forudsætninger for førtidspensionsreformen, der handlede om at få flere i fleksjob, tilsyneladende ikke var til stede. I svarene fik rådet at vide, at forligspartierne bag førtidsreformen var gået i gang med at drøfte problemet.

På opfordring fra beskæftigelsesministeren udarbejdede rådet et notat om de dele af fleksjobordningen, hvor rådet mente, der var et behov for ændringer.

Rådets notat til beskæftigelsesministeren

Et af de problemer, rådet har peget på i notatet til beskæftigelsesministeren, er, at personer ansat i fleksjob risikerer ikke at kunne modtage sygedagpenge, hvis de ikke har været ansat længe nok hos arbejdsgiveren eller ikke forud for ansættelsen har haft en tilknytning til arbejdsmarkedet. Efterfølgende har rådet afgivet høringssvar på et lovforslag, som vil sikre, at personer ansat i fleksjob altid vil kunne få sygedagpenge, hvilket forhåbentligt vil løse problemet.

I notatet kom rådet derudover ind på følgende problemstillinger, der alle tager udgangspunkt i Finansministeriets rapport og dennes forslag til ændringer af fleksjobordningen.

Visitation
Rådet er enig i, at der er problemer med visiteringen af personer til fleksjob, idet en del af dem, der visiteres til fleksjob, ikke reelt er til rådighed for et fleksjob. Rapporterne viser, at der er forskel på, hvem der ansættes i et fleksjob, og hvem der modtager ledighedsydelse i en længere periode. En stor del af dem, der får ansættelse i fleksjob, er personer, der fastholdes på arbejdsmarkedet, og der er ofte tale om ressourcestærke personer. Det betyder, at det bliver endnu sværere at få gruppen af ledighedsydelsesmodtagere ud på arbejdsmarkedet. Derfor er det rådets vurdering, at der er behov for at styrke arbejdet med ressourceprofilen, specielt den del der handler om at vurdere konkrete jobmuligheder for den enkelte. I Finansministeriets rapport foreslås det at lade kommunerne bære en større andel af den økonomiske byrde ved fleksjobordningen. Her er det rådets vurdering, at det er vigtigt at afpasse den statslige refusionssats i forhold til de forskellige hjælpemuligheder. Meget tyder nemlig på, at netop det, at den statslige refusion af kommunernes udgifter til sygedagpenge helt bortfalder efter 52 uger, ser ud til at have den virkning, at kommunerne i nogle tilfælde "kommer til" at visitere personer til fleksjob, uden at deres situation helt er afklaret.

Ændringer i ansættelsestiden og løntilskuddet
Mange vil forud for en fleksjobansættelse have forsøgt at kompensere for den nedsatte arbejdsevne ved at gå på deltid. Disse personer bliver ved ansættelsen i fleksjob kompenseret for deres nedsatte arbejdsevne ved det skånehensyn, der hedder nedsat tid, på samme måde som andre med en nedsat arbejdsevne kompenseres for en arbejdsevnenedsættelse ved fx hjælpemidler eller personlig assistance. Derfor har rådet ikke anbefalet, at man ændrer kravet om, at fleksjob skal tilbydes som fuldtidsjob.

I forbindelse med overvejelser om, at løntilskuddet evt. gøres tidsbegrænset, og at der sættes loft over løntilskuddets størrelse, har rådet påpeget, at ordningen går ud på, at arbejdsgiveren skal betale for den arbejdskraft, som personen er i stand til at levere. Herefter kompenserer det offentlige for den reducerede arbejdsevne og sikrer derved en sammenlignelig løn i forhold til kolleger. Hvis der fastsættes et loft over løntilskuddet, risikerer man, at nogle fleksjobansatte reelt ikke honoreres for den arbejdskraft, som de leverer. Derfor har rådet ikke anbefalet ændringer på dette punkt.

Færre ledige og styrkede kvalifikationer
Rådet har foreslået beskæftigelsesministeren, at der gøres mere for, at personer, der venter på fleksjob, kan få styrket deres kvalifikationer i forhold til arbejdsmarkedets krav. Rådet har ikke kunnet anbefale en generel varighedsbegrænsning på retten til ledighedsydelse.

Det foreslås i Finansministeriets rapport, at der skal være mulighed for at inddrage andre aktører end kommunerne i forbindelse med formidling af fleksjob. Dette forslag har rådet bakket op om, ligesom rådet mener det vil være en god ide, at kommunerne hjælper borgere til selv at kunne opsøge et fleksjob. Samtidig har rådet understreget, at fleksjobvisiterede ikke bør have en decideret forpligtelse til selv at være aktiv jobsøgende. Det skyldes, at fleksjob er en individuel tilrettelæggelse af en ansættelse, som det i mange tilfælde er svært at søge om på samme generelle måde, som man kan med ordinære job.

Mere rummelighed og socialt ansvar

Rådet har også i 2005 set nærmere på Socialforskningsinstituttets (SFI) undersøgelse "Virksomhedernes sociale engagement". Undersøgelsen viser, at der siden 1999 er sket en positiv udvikling i lønmodtagernes oplevelse af, at der tages forebyggende hensyn til særlige grupper af ansatte. Over to tredjedele af lønmodtagerne forventer, at deres arbejdsplads vil tage særlige hensyn, hvis de bliver langtidssyge, mens en fjerdedel forventer, at de ville blive afskediget, hvis de bliver syge i længere tid. Omkring to tredjedele af lønmodtagerne forventer, at deres arbejdsplads vil tage særlige hensyn til dem, hvis deres arbejdsevne bliver nedsat. Lidt under en tredjedel forventer, at de bliver afskediget, hvis arbejdsevnen forringes.

Fastholdelse - integration
Lønmodtagernes holdninger til henholdsvis fastholdelse og nyansættelse af personer med nedsat arbejdsevne har udviklet sig i positiv retning. På linje med virksomhederne giver lønmodtagerne udtryk for, at de er mere positive over for fastholdelse end over for integration af personer med nedsat arbejdsevne. SFI's undersøgelse konkluderer, at lønmodtagerne i forhold til virksomhederne er et skridt foran i den positive udvikling, ikke mindst i forbindelse med nyansættelse af personer med nedsat arbejdsevne. Det er især lønmodtagere på mindre virksomheder og lønmodtagere i aldersgruppen 15-29 år, der er blevet mere positive.

Ansatte på særlige vilkår - genvinst eller belastning?
Undersøgelsen viser, at ca. tre gange så mange lønmodtagere oplever, at personer ansat på særlige vilkår er en aflastning end lønmodtagere, der oplever det som en belastning. Især personer ansat på særlige vilkår, der kommer "udefra", opleves som en aflastning. Omvendt viser undersøgelsen, at ansatte på særlige vilkår selv oplever, at de aflaster de øvrige medarbejdere i højere grad, end de øvrige medarbejdere føler, de bliver aflastet.

Ansatte på særlige vilkår føler sig mere udsatte
Personer ansat på særlige vilkår føler sig mere sårbare, når det gælder spørgsmålet om risiko for at blive arbejdsløs, end personer ansat på ordinære vilkår og personer ansat i uformelle skånejob (ordinære vilkår, hvor der tages skånehensyn). Denne sammenhæng mellem ordinære job og uformelle skånehensyn kan ifølge undersøgelsen hænge sammen med, at uformelle skånejob hovedsagelig gives i forbindelse med fastholdelse. Personer ansat på særlige vilkår ser ligeledes mere negativt på arbejdspladsens holdning til langvarigt sygefravær og arbejdspladsens medvirken til at udvikle faglige kvalifikationer.

Tilfredsheden med fleksjob

Rådet har set nærmere på Dansk Handel og Services undersøgelse af tilfredsheden med fleksjob blandt 500 repræsentativt udvalgte medlemsvirksomheder. Undersøgelsen er speciel, idet det er virksomhedernes interesseorganisation, der har gennemført den. Undersøgelsen viser et meget positivt billede af virksomhedernes holdning til fleksjobordningen. I langt de fleste virksomheder, der har medarbejdere ansat i fleksjob, er erfaringen, at de øvrige medarbejdere ser positivt på fleksjobansættelsen. De fleste virksomheder oplyser også, at det administrative arbejde ikke er noget problem, og næsten alle beskriver samarbejdet med kommunen som meget eller i nogen grad tilfredsstillende. Samtidig med at virksomhederne er positive i forhold til fleksjobansættelser, vurderer næsten halvdelen af virksomhederne, at løntilskuddet er tilstrækkeligt.

Udviklingshæmmede og ordinære job

Rådet har også i 2005 interesseret sig for en undersøgelse fra Socialt Udviklingscenter (SUS) "Der er plads til os derude - brugernes muligheder for beskæftigelse uden for dagtilbuddets rammer". Undersøgelsen sætter fokus på, at udviklingshæmmede også ønsker at tage del i arbejdslivet, men at der er behov for en større indsats for at sikre, at flere udviklingshæmmede får beskæftigelse uden for de beskyttede værksteder. Undersøgelsen viser, at der ved nogle dagtilbud er opnået gode erfaringer med at få udviklingshæmmede ud på det ordinære arbejdsmarked. Det er imidlertid kun 3% af alle dagtilbudsbrugere, der er i beskæftigelse uden for de traditionelle beskyttede værksteder. Undersøgelsen indeholder en række anbefalinger til, hvordan arbejdet med at skabe beskæftigelse uden for dagtilbuddet kan fortsættes og styrkes. Det anbefales blandt andet, at der gøres mere for at give personer i beskyttet beskæftigelse adgang til uddannelse, ligesom personalet har brug for mere uddannelse og et forum til opsamling af erfaringerne med at skabe ansættelser for personer med udviklingshæmning.

Hjælpemidler og personlig assistance

For at få så mange som muligt ud på arbejdsmarkedet er det vigtigt med ordninger, der kan kompensere for en funktionsnedsættelse eller en arbejdsevnenedsættelse. Rådet har derfor gennem årene været meget opmærksom på, hvordan de forskellige kompensationsordninger fungerer, og kommet med forslag til nye. Dette gør rådet bl.a. ved at gennemgå Arbejdsmarkedsstyrelsens redegørelse for handicapindsatsen i arbejdsformidlingen. Her beskrives brugen af de kompensationsordninger, Arbejdsmarkedsstyrelsen har mulighed for at anvende.

Hjælpemidler og arbejdspladsindretning
Redegørelsen for 2004 viser, at der har været en stigning i antallet af bevillinger til hjælpemidler og arbejdspladsindretninger fra 2003 til 2004. En stor del af bevillingerne til hjælpemidler er til hørehæmmede og synshandicappede. Det fremgår af redegørelsen, at bevillinger af hjælpemidler primært anvendes som et redskab til at fastholde personer med handicap i job. Fremover forventes der en stigning i bevillinger af hjælpemidler til ordblinde og læsesvage.

Fortrinsadgang
Reglerne om fortrinsadgang giver en person med et handicap, der opfylder de formelle uddannelsesmæssige krav til den ansøgte stilling, fortrinsadgang til en samtale og adgang til ansættelse, hvis personen er lige så kvalificeret som de øvrige ansøgere. Reglerne kan kun anvendes hos offentlige myndigheder og ved stadepladser og hyrevognsbevilling. De regionale råd anfører, at brugeren af fortrinsadgangen kun i begrænset omfang fører til ansættelse. Flere af de regionale råd bemærker derfor, at der er et relativt stort ressourceforbrug hos Arbejdsformidlingen i forbindelse med denne ordning.

Personlig assistance til handicappede i erhverv
Reglerne for personlig assistance til handicappede i erhverv giver fysisk handicappede mulighed for hjælp til at udføre arbejdsopgaver, fx sekretærbistand. Tolkehjælp gives også efter denne bestemmelse. Der er sket en stigning i brugen af denne ordning fra 2003 til 2004. Ordningen anvendes generelt set oftest af lønmodtagere, men i fem regioner er der flere selvstændige end lønmodtagere, som får personlig assistance. Sammenlignet med tidligere år er der sket en kraftig stigning i antal personer, der har personlig assistance til et fleksjob eller job med løntilskud til førtidspensionister.

Til samme personkreds, som kan få personlig assistance i erhverv, kan der ydes assistance til efter- og videreuddannelse. Denne ordning bruges primært af personer med hørehandicap, og der er også på dette punkt sket en stigning i forhold til 2003.

Løntilskud ved ansættelse af nyuddannede (isbryderordningen)
Isbryderordningen er en løntilskudsordning, hvis formål er at give nyuddannede med et handicap erhvervserfaring inden for det område, deres uddannelse har kvalificeret dem til. Der er ydet tilskud til ansættelse af 29 "isbrydere" i 2004, hvilket er en stigning i forhold til 2003.

Uddannelse

I 2005 har der fra mange sider været fokus på uddannelse, og året har været præget af en overordnet diskussion om, hvordan man sikrer uddannelse til alle. Diskussionen af de overordnede visioner har for Det Centrale Handicapråd været særlig vigtig, idet det viser sig, at mennesker med handicap i dag har et uddannelsesmæssigt efterslæb i forhold til mennesker uden handicap. Rådet havde derfor særlig fokus på uddannelsesområdet i året, der gik, og vil fortsat have det i de kommende år.

Regeringsgrundlaget

Anders Fogh Rasmussen begyndte året med den 17. februar 2005 at præsentere regeringsgrundlaget "Nye mål". Rådet er meget positiv over for, at der i regeringsgrundlaget er særlig fokus på uddannelsesområdet, og at der er anført en række initiativer, der skal være med til at sikre uddannelse til flere. Det skal blot sikres, at initiativerne også omfatter borgere, der har et handicap.

Regeringsgrundlaget lagde op til tre overordnede temaer på uddannelsesområdet: "Uddannelser i verdensklasse", "Fornyelse af folkeskolen" og "Ungdomsuddannelse til alle".

Med udgangspunkt i regeringsgrundlaget satte rådet i 2005 fokus på de tiltag, regeringen havde foreslået på uddannelsesområdet, og gjorde opmærksom på de områder, hvor rådet finder, at der er behov for forbedringer for mennesker med handicap.

Besøg af Bertel Haarder

På baggrund af den særlige fokus på uddannelsesområdet var undervisningsminister Bertel Haarder gæst ved rådets møde den 15. juni 2005. Ministeren kunne her fremlægge den række af initiativer, der skal sikre, at langt flere unge får en uddannelse i fremtiden. Bertel Haarder fik mulighed for at uddybe regeringens politik om at få flere i arbejde, at sikre at flere får en ungdomsuddannelse og at gøre uddannelsessystemet mere fleksibelt. Undervisningsministeren kunne endvidere oplyse, at der er iværksat initiativer for mennesker med handicap til omkring 1,4 mia. kr.

Ministeren omtalte, at der skal ske ændringer i folkeskolen, at der skal være lettere adgang til ungdomsuddannelserne samt at lærernes faglige kvalifikationer skal styrkes på handicapområdet. Kommunalreformen blev også omtalt under besøget, og Bertel Haarder forsikrede rådet om, at der ikke er grund til bekymring i forbindelse med reformen. Ministeren fremhævede især VISO, der på specialundervisningsområdet skal være et afgørende organ i forbindelse med rådgivning og vidensindsamling.

Rådets medlemmer bemærkede til ministerens oplæg, at rådet er positiv over for ministerens udmelding om mere fokus på specialpædagogik på læreruddannelserne. Rådet gjorde endvidere også ministeren opmærksom på, at rådet er særlig optaget af problemerne omkring manglende handicaptillæg til udeboende unge under ungdomsuddannelse, rummelighed i uddannelsessystemet, tolkeservice, magtanvendelse i folkeskolen og obligatoriske børnehaveklasser. Rådet fik desuden lejlighed til at påpege det problematiske i, at alt for mange mennesker med handicap halter bagefter uddannelsesmæssigt, hvilket regeringens benchmarkanalyse netop viser.

Ændringer i folkeskolen

Regeringsgrundlaget indeholdt på uddannelsesområdet et forslag om obligatoriske børnehaveklasser. Rådet mener, at forslaget bør omfatte alle børn og således også børn med handicap, for at børnene ikke skal halte bagefter allerede fra skolestart. Derfor skal det nuværende problem med, at mange specialskoler i dag ikke har børnehaveklasser, løses. Undervisningsministeren har over for rådet erklæret sig enig i, at de obligatoriske børnehaveklasser også skal gælde for specialskolerne.

Regeringen har endvidere foreslået, at der skal ske en modernisering af prøver, eksamener og karakterer i folkeskolen, så den enkelte bliver bedømt på baggrund af målbare, gennemsigtige kriterier. Rådet mener hertil, at mennesker med handicap skal sikres de nødvendige kompenserende foranstaltninger, så eleverne bedømmes på deres kvalifikationer og ikke deres handicap.

Regeringsgrundlaget lægger også op til, at der skal fastsættes en indholdsbeskrivelse for skolefritidsordningerne, der blandt andet skal sikre lektiehjælp til de bogligt svagere. Rådet mener, at der bør være fokus på de særlige problemer, børn med handicap kan have i forhold til en SFO. Rådet har samtidig i et brev opfordret undervisningsministeren til at få klarlagt, hvordan frie grundskoler, specialskoler og skoler med specialklasser tackler opgaven med en skolefritidsordning for unge med handicap.

Ungdomsuddannelse til alle

Forslaget om ungdomsuddannelse til alle har været et af rådets mærkesager gennem mange år, og i 2005 kom det på dagsordenen blandt andet i kraft af, at regeringen fremhævede det som en målsætning i regeringsgrundlaget. Regeringen har således anført en række initiativer, der skal sikre, at 95% af en årgang i 2015 gennemfører en ungdomsuddannelse.

Rådet har drøftet problemerne på området og opfordret undervisningsministeren til at oprette en ny ungdomsuddannelse til unge udviklingshæmmede og andre, der ikke kan profitere af de ordinære uddannelser. Rådet har i forlængelse heraf påpeget, at handicapkompensation bør sikres, og at 18-19-årige med handicap bør omfattes af erhvervsuddannelsesgarantien.

Undervisningsministeren har ikke umiddelbart været indstillet på, at der skulle oprettes en særskilt ungdomsuddannelse. Ministeren har derimod peget på, at de eksisterende uddannelser skal kunne rumme alle. Ministeren har dog været modtagelig for forslag, der kan øge rummeligheden.

Dansk Folkeparti har derimod i slutningen af året fremsat et beslutningsforslag, som er i tråd med rådets anbefalinger om en ny ungdomsuddannelse. Rådet har derfor forhåbning om, at spørgsmålet kommer på dagsordenen igen i 2006.

Handicaptillæg

Rådet har ved flere lejligheder i 2005 foreslået, at der udbetales et handicaptillæg til udeboende unge, der er i gang med en ungdomsuddannelse. Ændringen bør indgå i en fremtidig revision af SU-systemet. Undervisningsministeriet har over for rådet oplyst, at SU-styrelsen er ved at se nærmere på spørgsmålet. Rådet ser derfor frem til at få en afklaring på spørgsmålet i nærmeste fremtid.

Rådet har endvidere et ønske om, at SUstyrelsens afgørelser om handicaptillæg offentliggøres. På den måde vil det være lettere at kende til styrelsens praksis, hvorved det er nemmere at rådgive unge om deres muligheder for at få handicaptillæg.

Uddannelse i udlandet

Regeringen har i 2005 også haft en målsætning om at forbedre rammerne for, at studerende tager en del af deres uddannelse i udlandet. Rådet er meget positivt over for en sådan forbedring og mener, at muligheden for at studere i udlandet naturligvis også bør gælde unge med et handicap.

Imidlertid møder unge med handicap mange barrierer, hvis de i dag ønsker at studere i udlandet. Rådet har derfor gjort opmærksom på disse problemer og opfordret til, at der gøres en særlig indsats for at mindske problemerne.

Undervisningsministeren har over for rådet forklaret, at SU-styrelsen er i gang med at afklare mulighederne for at yde specialpædagogisk støtte ved obligatoriske praktikophold i udlandet, og ministeren forventer, at afklaringsarbejdet afsluttes i nær fremtid.

Større viden om specialpædagogik

Rådet har tidligere anbefalet, at lærere skal have større viden om specialpædagogik. Rådet har derfor udtrykt glæde over regeringens udspil om en ændring af læreruddannelsen med større grad af specialisering. Undervisningsministeren har lovet, at rådet vil blive hørt i forbindelse med det videre reformarbejde.

Regeringen er endvidere i gang med en reform af pædagoguddannelsen med fokus på styrket faglighed. Rådet er blevet hørt i forbindelse med lovudkastet til pædagoguddannelsen og har gjort opmærksom på, at der bør være mulighed for specialisering under uddannelsen, men at det samtidig er vigtigt, at alle under uddannelsen får kendskab til det specialpædagogiske område.

Voksen- og efteruddannelse

Regeringsgrundlaget har også lagt op til, at der skal nedsætte en arbejdsgruppe i samarbejde med arbejdsmarkedets parter, som skal kunne komme med anbefalinger om, hvordan man sikrer livslang opkvalificering og uddannelse til alle. Rådet har adskillige gange i den forbindelse gjort opmærksom på, at der er særlige problemer for mennesker med handicap på voksen- og efteruddannelserne.

Rådet opfordrede derfor undervisningsministeren til at sikre, at der fastsættes lovhjemmel til specialpædagogisk støtte ved voksenog efteruddannelserne, så uddannelserne bliver mere ligeligt tilgængelige for mennesker med handicap.

Undervisningsministeren har over for rådet tilkendegivet, at han er bekendt med problemet og enig i, at der bør være adgang til specialpædagogisk støtte på flest mulige uddannelser, men at udviklingen bør gennemføres skridt for skridt.

Satspuljeansøgning til udredning

I forlængelse af rådets drøftelse af regeringens initiativer på uddannelsesområdet har rådet i 2005 diskuteret behovet for et større udredningsarbejde omkring uddannelse. Målet med et sådant udredningsarbejde skal være at afdække og udvikle metoder til at forbedre handicappedes vilkår i forhold til at få en uddannelse. Der skal være særlig fokus på grunduddannelse og ungdomsuddannelse som værende den centrale indgang til videre uddannelse og arbejde.

Det fremgår af regeringsgrundlaget, at regeringen er indstillet på, at der skal gennemføres en tilbundsgående analyse af, hvorfor så relativt få unge i Danmark gennemfører en videregående uddannelse, og hvilke tiltag der skal gøres for at ændre dette. Rådet mener imidlertid, at det er særlig vigtigt, at analysen specifikt omfatter mennesker med handicap.

På baggrund af drøftelserne valgte rådet derfor at opfordre socialministeren til at arbejde for at sikre en bevilling fra satspuljemidlerne til et større udredningsarbejde på uddannelsesområdet.

Satspuljemidlerne blev uddelt i slutningen af 2005, og rådet er blevet orienteret om, at der er bevilget penge til rådets forslag i en eller anden form, og at udredningen på uddannelsesområdet indgår i puljen til et overordnet projekt med overskriften: "Nye og nemmere veje". Det forventes derfor, at i hvert fald en del af det ønskede udredningsarbejde bliver sat i gang i 2006.

Økonomi og erhverv

Viden og overblik over forholdene på handicapområdet gør det muligt at træffe bedre beslutninger om, hvordan udviklingen skal forme sig i fremtiden for at opnå bedre vilkår for mennesker med handicap i det danske samfund. Derfor har Det Centrale Handicapråd i 2005 med stor interesse fulgt benchmarkingen af dansk handicappolitik.

Benchmarking af dansk handicappolitik

I 2005 kom regeringens benchmarking på handicapområdet, som var en del af opfølgningen på regeringens handicappolitiske handlingsplan fra 2003. Det er forholdsvis nyt, at Danmark er blevet sammenlignet med lande, som vi traditionelt anser for at være gode lande på handicapområdet, fx Sverige, Holland og Storbritannien. Rådet har derfor undervejs haft besøg af Rambøll Management, der har udarbejdet undersøgelsen for Erhvervs- og Byggestyrelsen.

Undersøgelsen dækker områder, som er omfattet af regeringens handicappolitiske handlingsplan, dvs. fysisk tilgængelighed til byggeri og offentlig transport, beskæftigelse, uddannelse, boliger, social service, fritid og offentlig administration. Sammenligningen viser, at Danmark ikke som helhed adskiller sig markant fra de øvrige lande. Benchmarkingen peger imidlertid på en række problemstillinger, hvor Danmark placerer sig på en måde, som efter rådets vurdering må give anledning til en revurdering af indsatsen.

Uddannelse
På uddannelsesområdet har Danmark den laveste placering, når det gælder forskellen på handicappede og ikke-handicappedes uddannelsesniveau - og det selvom Danmark er det land, der bruger flest penge på specialpædagogisk støtte per modtager. Det kunne tyde på, at for mange falder fra uddannelsen uden at færdiggøre den. På den baggrund mener rådet, at der er behov for at se nærmere på, hvordan vi i højere grad kan sikre, at modtagere af støtten også gennemfører uddannelsen.

Beskæftigelse
Danmark har den mest aktive beskæftigelsesindsats, når det gælder beskæftigelse på særlige vilkår. Mennesker med handicap i Danmark har dog generelt ikke en større arbejdsmarkedsdeltagelse end mennesker med handicap i de øvrige lande, Danmark er blevet sammenlignet med. I Danmark skabes handicappedes adgang til eller forbliven på arbejdsmarkedet hovedsageligt via direkte subsidier - primært i form af løntilskud til arbejdsgiveren.

Bolig
Benchmarkingen viser, at Danmark har den laveste andel af botilbudspladser. Det kunne tyde på, at Danmark har været bedre end de øvrige lande til at få mennesker med handicap ud i den almindelige boligmasse. Der er dog fortsat problemer på området, da undersøgelsen viser, at ca. 15% af de danskere, der bor i botilbud, ikke som minimun har eget værelse. Andelen af boliger med mindst et rum er større i såvel Sverige som Holland.

Undersøgelsen viser med al tydelighed, at der endnu er et stykke vej, før Danmark kan kalde sig verdens bedste land på handicapområdet. Det er rådets forhåbning, at resultaterne fra undersøgelsen giver anledning til nye initiativer fra regeringens side, ikke mindst på uddannelsesområdet, hvis ikke mennesker med handicap skal blive tabt i uddannelseskapløbet, men også inden for boligområdet og beskæftigelsesindsatsen.

Regeringens statusredegørelse

Regeringen har i det forgangne år givet en redegørelse til Folketinget om regeringens foreløbige initiativer på handicapområdet. I redegørelsen gennemgås de 26 punkter, regeringen lancerede som sine konkrete initiativer i den handicappolitiske handlingsplan fra februar 2003.

Gennemgangen viser, at der stort set er gjort tiltag til alle punkter i handlingsplanen. Der er sat en række projekter i gang, ligesom enkelte lovændringer er gennemført eller på vej. Der er fx gjort en indsats i forhold til at få flere i arbejde og at give friere vilkår for at gennemføre en videregående uddannelse. Rådet mener dog, at der stadig er meget at gøre, og at der derfor er brug for at formulere nye mål på handicapområdet for den kommende periode.

Handlingsplanen fra 2003 er uden tvivl et skridt i den rigtige retning, og det er den linje, regeringen gerne må videreføre ved at formulere en ny ambitiøs handlingsplan på handicapområdet. Det Centrale Handicapråd har derfor opfordret regeringen til at bruge denne nyvundne status som springbræt til at formulere en ny visionær handlingsplan for fremtidens udvikling på handicapområdet.

Sektoransvar - fra princip til realitet

I en henvendelse til regeringens handicappolitiske koordinator, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, foreslår rådet, at regeringen og det tværministerielle embedsmandsudvalg på handicapområdet iværksætter et nyt omfattende handicappolitisk initiativ under overskriften - sektoransvar - fra princip til realitet. På den baggrund har rådet udarbejdet en lang liste over temaer og problemstillinger, som efter rådets opfattelse bør indgå i den kommende handlingsplan.

I henvendelsen fastslår rådet, at den overordnede målsætning for handlingsplanen er at sikre, at sektoransvarlighedsprincippet gennemføres i praksis. Rådet forventer, at en gennemgang af lovgivningen formentlig vil vise, at handicapperspektivet i høj grad er integreret i de relevante love. Problemet er dog at efterleve og inddrage den holdningsmæssige side af princippet på de områder, hvor der ikke er tale om egentlig lovgivning, herunder inden for det privat regulerede område, hvor sektoransvarsprincippet kun bliver efterlevet i begrænset omfang.

Handlingsplanen bør efter rådets opfattelse derfor indeholde elementer, som har til formål at styrke implementeringen af sektoransvarlighedsprincippet. Det vil sige initiativer, som er specifikt rettet mod at få princippet til at fungere i virkeligheden. På enkelte lovområder er rådet allerede bekendt med, at der er problemer med gennemførelsen af sektoransvarlighedsprincippet. Det drejer sig fx om:

Tilsvarende mener rådet, at handlingsplanen, ud over en løsning på det helt overskyggende problem at få myndighederne og beslutningstagerne til at tage sektoransvarlighedsprincippet alvorligt, også skal rumme en række konkrete og aldeles nødvendige initiativer til at fremme ligestilling for mennesker med handicap. Det være sig fx:

Rådet havde den første drøftelse med det tværministerielle embedsmandsudvalg i slutningen af 2005. Her fik rådet lejlighed til at præsentere ønskerne til den kommende handicappolitiske handlingsplan. Rådet ser nu frem til det videre arbejde i 2006 omkring formuleringen af nye konkrete mål for handicapområdet.

Boligændringer i andels- og ejerboliger

Rådet rettede også i 2005 henvendelse til økonomi- og erhvervsministeren med henblik på at få ministeren til at sikre, at mennesker med nedsat funktionsevne kan få foretaget handicapbetingede boligændringer i andels- og ejerboliger.

Det er nemlig ifølge andelsboligloven økonomi- og erhvervsministeren, der fastsætter normalvedtægten for andelsboligforeningernes virke. Vedtægterne sætter rammerne for eksempelvis boligejernes mulighed for ændringer såvel ud- som indvendigt i boligen. Desværre indeholder vedtægten intet om retten til handicapkompenserende forandringer, og helt afgørende er det, at vedtægten kun er vejledende, samt at lovgivningen ikke i øvrigt sikrer mennesker med nedsat funktionsevne denne rettighed.

Rådet benyttede samtidig lejligheden til at komme med en opfordring til et samarbejde med justitsministeren omkring etablering af handicapparkeringspladser. Det viser sig nemlig, at mange mennesker med nedsat funktionsevne - i tilknytning til bolig og arbejde - ikke kan opnå tilladelse til en personlig, reserveret parkeringsplads. Specielt inden for det privatretlige område er der problemer med blot at få oprettet en parkeringsplads.

Disse forhold blev dokumenteret i en analyse fra Center for Ligebehandling af Handicappede. Når loven ikke sikrer kompensationsprincippets fulde gennemførlighed, efterlades mennesker med nedsat funktionsevne uden reel ligebehandling. Rådet ønsker derfor en ændring og har bedt økonomi- og erhvervsministeren om at se på en mulig ændring af lovgivningen.

Økonomi- og erhvervsministeren har svaret rådet, at der ikke kan lovgives på området. Ministeren vil dog benytte rådets henvendelse til at skrive regler om adgang til handicapkompenserende boligændringer ind i den normalvedtægt, som ministeriet udgiver. Derimod svarede ministeren, at han, efter samråd med justitsministeren, ikke kunne se sig i stand til at ændre den nuværende lovgivning om etablering af specielt reserverede handicapparkeringspladser i tilknytning til bolig og arbejde.

Tilgængelighedscentret

En turbulent periode for Dansk Center for Tilgængelighed fandt sin afslutning med udgangen af 2005. I de senere år har der været usikkerhed omkring finansieringen af centret. I 2005 så det ud, som om centret ville lukke helt, og en ellers værdifuld viden og ekspertise skulle gå tabt.

Midlerne - og størrelsen af midlerne - til videreførelse af centret afhang imidlertid af satspuljeforhandlingerne for 2005. Både økonomi- og erhvervsministeren og socialministeren havde dog forinden erklæret sig positive over for en eller anden form for bevarelse af ekspertisen inden for tilgængelighed.

En fornyet satspuljebevilling på 4 mio. kr. har sikret, at centrets aktiviteter inden for byggeri, udearealer og transport fremover i stedet bliver varetaget af Statens Byggeforskningsinstitut (SBi).

It og kommunikation

Tilgængelighed er et af nøgleordene i dansk handicappolitik og dermed også et af de områder, som rådet er meget opmærksom på. I forbindelse med tilgængelighed til IKT (informations- og kommunikationsteknologi) er det vigtigt hele tiden at følge udviklingen for at undgå, at IKT-området ender i samme situation som forholdene omkring tilgængeligheden til den gamle bygningsmasse. På IKT-området går udviklingen utroligt stærkt, og det er derfor vitalt at være på forkant med udviklingen, så personer med handicap ikke hægtes af.

Evaluering af "Handicap ingen hindring"

I forbindelse med regeringens generelle handicappolitiske handlingsplan fra januar 2003 offentliggjorde videnskabsminister Helge Sander en særlig it-handlingsplan "Handicap ingen hindring". Handlingsplanen indeholdt en række initiativer, hvis formål er at styrke adgang til netværkssamfundet for mennesker med handicap. Initiativerne skulle i henhold til handlingsplanen gennemføres i perioden fra januar 2003 frem til maj 2005, hvorefter handlingsplanen skulle evalueres. Rådet har set nærmere på resultatet af evalueringen, som er foretaget af konsulentfirmaet COWI. Evalueringsrapporten evaluerer generelt effektueringen af handlingsplanen positivt, men konstaterer også, at man ikke "bare lige" påvirker de it-politiske beslutninger, så tilgængelighedsaspektet rykkes helt frem. Det er en langstrakt satsning, som ikke løses inden for rammerne af en tidshorisont på 2½ år.

I evalueringen får Kompetencecentret it for alle (KIA) et særdeles positivt skudsmål. KIA har inden for de rammer, der er givet, bidraget særdeles positivt til udvikling af området. Især fremhæves udbudsværktøjskassen, der giver offentlige it-indkøbere et konkret redskab til at sikre, at handicaptilgængelighed indgår i udbud ved offentlige indkøb af it. Den samme positive evaluering får investeringspuljen administreret af KIA. Formålet med investeringspuljen var at give midler til projekter, der fremmer it- og teletilgængeligheden for mennesker med handicap i det danske samfund. Evalueringsrapporten giver dels en uforbeholden ros til sagsbehandlingen i forbindelse med puljen, dels konstaterer den, at der er kommet rigtig meget tilgængelighed ud af de relativt få midler, puljen har rådet over.

Knap så entydig positiv er vurderingen af bevillingen til Dansk Center for Tilgængelighed (DCFT). Evalueringsrapporten konstaterer, at DCFT har bidraget til øget kendskab til it-tilgængelighedsproblematikken, men centret har med kun én medarbejder på it-området haft vanskeligt ved at opnå den nødvendige faglige styrke. Der har ligeledes været en vis uklarhed om grænsefladen mellem KIA og DCFT. Efterfølgende er DCFT nedlagt, og offentlig vejledning om tilgængelighed på itområdet er herefter alene forankret i KIA.

I evalueringsrapportens konklusion opstilles tre mulige fremtidsscenarier:

It-handlingsplanen har perioden igennem været fulgt af en styregruppe, som løbende har kommenteret på og sparret med medarbejderne i KIA og Videnskabsministeriet/Telestyrelsen. Styregruppen, som har haft repræsentation af en række brancheorganisationer, brugerorganisationerne, Center for Ligebehandling af Handicappede og myndigheder, har haft lejlighed til at kommentere på evalueringen. Styregruppens eksterne medlemmer har på baggrund af evalueringsrapporten skrevet til videnskabsminister Helge Sander. I brevet anbefaler de, at KIA videreføres efter model 3 med tilførelse af yderligere ressourcer. Styregruppen anbefaler også, at der gennemføres lovgivning, som gør det obligatorisk at skulle medtage krav om handicaptilgængelighed ved offentlige udbud, og at der afsættes midler til en ny investeringspulje. Endelig anbefales det, at styregruppen videreføres som et permanent dialogforum mellem brugerinteresser, brancheinteresser og myndigheden på området.

Besøg af videnskabsministeren

Videnskabsminister Helge Sander gæstede rådet i 2005. For rådet var det et vigtigt besøg, blandt andet fordi evalueringen af handlingsplanen "Handicap ingen hindring" netop var offentliggjort.

Videnskabsminister Helge Sander gjorde på mødet opmærksom på, at ministeriets overordnede mål på dette område altid har omfattet målet om tilgængelighed for alle. Det er afgørende, at så mange som muligt kan bruge de digitale tjenester, og mulighederne for dette er meget langt fremme i dag - både generelt og for mennesker med handicap. Helge Sander sagde, at ministeriet har iværksat forskellige aktiviteter om tilgængelighedsspørgsmål, men til forskel fra tidligere er der nu meget fokus på mere langsigtede initiativer og fokus på det globale aspekt, herunder især værdien af samarbejde inden for Europa. EU-kommissionen har et stærkt engagement i e-inclusion, og Videnskabsministeriet følger arbejdet tæt og påvirker arbejdet i betydeligt omfang. Helge Sander understregede i den forbindelse vigtigheden af, at udviklingen sker i et europæisk samarbejde, og oplyste også, at dette arbejdsområde vil blive endnu mere centralt og højt prioriteret i ministeriet i fremtiden.

I forbindelse med handlingsplanen "Handicap ingen hindring" og evalueringen af denne gav ministeren udtryk for en klar strategi om en ekstraordinær målrettet indsats. Evalueringen har givet ministeriet gode input til, hvordan indsatsen kan forbedres. Ministeriet har besluttet at videreføre Kompetencecentret it for alle (KIA). Styregruppen, der har været nedsat i denne første periode, vil blive udvidet, men overgår til at være en følgegruppe. KIA skal være den overordnende kontakt, ligesom KIA skal sikre kontakt til arbejdet i EU, så den danske indsats hele tiden er i front.

Et af de problemområder, rådet ofte har behandlet, er tekstning af tv for døve og hørehæmmede. I den forbindelse oplyste ministeren, at TV2, Kulturministeriet og Videnskabsministeriet for 1½ år siden for alvor gik i gang med spørgsmålet om talegenkendelse. Der er nu fundet en leverandør, som inden udgangen af 2005 skal aflevere et system til DR og TV2. Samtidig skal der være en forbrugerudgave, som alle og enhver kan installere på en privat pc. Det giver folk, som har svært ved at bruge tastatur, helt andre muligheder for at bruge pc.

I relation til offentligt indkøb af it oplyste ministeren, at ministeriet har udarbejdet en ny og bedre version af værktøjskassen. Værktøjskassen er en tjeneste, hvor offentlige myndigheder gennem besvarelse af en række funktionalitetsspørgsmål kan få en automatisk genereret kravspecifikation. Ministeren vurderede, at værktøjet ikke kan blive meget bedre, men at succesen afhænger af, om værktøjet bliver brugt. Kommunerne og andre aftagere skal kende til værktøjet, og derfor er der brug for, at KL og andre hjælper med til at sikre, at disse oplysninger kommer frem og bliver brugt, særligt i forbindelse med strukturreformen. Netop omkring offentligt indkøb er der også et initiativ i gang i EU, hvor ministeriet arbejder aktivt med.

Forsyningspligten

Med udgangen af 2007 udløber den nuværende aftale om forsyningspligt. Loven om forsyningspligt på teleområdet sikrer, at alle forbrugere i landet har adgang til visse basale teleydelser. Ud over den almindelige telefoni omfatter forsyningspligten fx ISDN forbindelser samt handicaptjenester som teksttelefon og nummeroplysning for blinde.

Som led i handlingsplanen "Handicap ingen hindring" har der været nedsat en arbejdsgruppe med det formål at vurdere forsyningspligtlovgivningen på teleområdet. Arbejdsgruppen kunne ikke blive enig om en anbefaling til ministeren i forhold til, hvad der skal ske efter 2006. Afstanden mellem brugerrepræsentanterne og brancherepræsentanterne var ifølge evalueringsrapporten for stor.

Spørgsmålet om forsyningspligten blev også drøftet i rådet ved ministerens besøg, hvor det blev påpeget, at der kan være brug for, at forsyningspligten i den nye lov kommer til at omfatte andre ydelser end hidtil. Ydelser som ikke var aktuelle i 1999, hvor man vedtog den tidligere forsyningspligt og indgik aftale med TDC om forsyningspligten. I dag er der fx andre aktører på markedet. Videnskabsminister Helge Sander oplyste, at der skal gennemføres en analyse af forsyningspligten efter 31. december 2007, hvor handicaporganisationerne vil blive inddraget. Ministeriet er opmærksomhed på, at nye teknologier kan betyde store ændringer.

Sms og alarmering

Rådet har været meget optaget af døve og hørehæmmedes manglende muligheder for at foretage alarmering via sms. Rådet har skrevet til justitsministeren og IT- og Telestyrelsen for at få skabt mulighed for, at døve og hørehæmmede kan foretage 112-alarmopkald via sms. Desværre mener de danske myndigheder ikke, det er tilstrækkelig sikkert at bruge sms til 112-alarmopkald. Dels går der for lang tid ved afsendelse af sms, dels når enkelte sms beskeder aldrig frem. Endelig er det på nuværende tidspunktet heller ikke muligt ifølge de danske myndigheder at stedfastsætte sms. Rådet har ikke stillet sig tilfreds med dette svar, da rådet har kendskab til, at man i flere andre lande, fx Sverige og Finland, har åbnet for muligheden for, at døve kan foretage alarmopkald via sms.

Ved mødet med ministeren blev problemstillingen atter fremlagt. Ministeren forklarede, at man i denne sag rent teknisk ikke tør satse på at bruge sms, men lovede samtidig, at ministeriet ville se på de udenlandske erfaringer og vende tilbage til rådet med en oversigt over og vurdering af de tilgange, man har valgt i andre lande.

Bedst på Nettet

"Bedst på Nettet" er navnet på en kvalitetsscreening af offentlige hjemmesider, som Videnskabsministeriet har gennemført hvert år siden 2001. Tilgængelighed for handicappede til hjemmesiderne indgår som et parameter i forbindelse med konkurrencen. Generelt har Bedst på Nettet-screeningen vist, at der er mange tilgængelighedsproblemer på de offentlige hjemmesider. Der har også været eksempler på, at der er givet priser til hjemmesider, som har haft store problemer med tilgængeligheden for mennesker med handicap.

I anledning af handicapåret i 2003 lykkedes det at få ændret vurderingskriterierne, så hjemmesiderne skulle leve op til alle tilgængelighedskrav for at få topkarakter (fem netkroner) og dermed kunne nomineres. Dette betød, at der i 2003 var langt færre offentlige hjemmesider, der fik den eftertragtede karakter på fem netkroner, herunder ingen kommuner eller amter.

I 2004 fjernede Videnskabsministeriet kravet om, at man skulle leve op til alle tilgængelighedskravene for at få fem netkroner. I foråret 2004 henvendte rådet sig til videnskabsministeren og opfordrede til, at man ikke skulle slække på tilgængelighedskravene i 2004, men dette ønske blev ikke efterkommet. Ved nomineringen i 2004 var der derfor igen flere af de nominerede hjemmesider, der havde tilgængelighedsproblemer.

I foråret 2005 er der så endnu en gang lavet om på vurderingskriterierne, og denne gang har man valgt at genindføre en nedre grænse for tilgængelighed: Man skal således leve op til 75% af de krav, der ligger i denne kategori for at få karakteren fem netkroner. Men samtidig er kategorien ændret, så den nu er en selvstændig kategori med betegnelsen "Teknisk tilgængelighed" og er dermed ikke længere en del af brugervenlighedskategorien. Rådet er delvist tilfreds med den nye løsning i konkurrencen "Bedst på Nettet".

Sundhed

Rådets arbejde på sundhedsområdet har i år især haft fokus på tre områder:

Manglende tilgængelighed til helseklinikker har været behandlet på flere møder, siden en undersøgelse fra Sygesikringens Forhandlingsudvalg, som blev offentliggjort i maj, viste, at tilgængeligheden til helseklinikker generelt er meget dårlig.

Den stigning i antallet af sene provokerede aborter som en undersøgelse fra Center for Ligebehandling af Hnadicappede viser.

Psykiatriområdet, der har været behandlet på flere af årets møder og blandt andet har været præget af, at der i 2005 kom et forslag til ændringer af lov om tvang i psykiatrien.

Tilgængelighed til helseklinikker

Efter opfordring fra Center for Ligebehandling af Handicappede har Sygesikringens Forhandlingsudvalg (SFU) i 2004 gennemført en undersøgelse af tilgængeligheden til helseklinikker for kørestolsbrugere. Undersøgelsens resultater blev offentliggjort i maj 2005 og behandlet af rådet i juni.

En tilsvarende undersøgelse af tilgængeligheden blev gennemført i 1994, og en del af formålet med den nye undersøgelse var at se på, om tilgængeligheden til helseklinikker er blevet forbedret. Undersøgelsen viser desværre, at der stort set ikke er sket ændringer i tilgængeligheden. 2005-undersøgelsen viste, at kun 13,5% af helseklinikkerne er tilgængelige for kørestolsbrugere. I 1994 var 9,5% af helseklinikkerne tilgængelige. Der er således kun sket en marginal forbedring på området. Rådets besluttede derfor på mødet at rette henvendelse til indenrigs- og sundhedsministeren for at gøre opmærksom på problemet. I henvendelsen opfordrede rådet ministeren til at iværksætte de nødvendige initiativer til sikring af konkrete og synlige forbedringer i tilgængeligheden til helseklinikkerne.

Ministeren har svaret på rådets henvendelse. I svaret opridser ministeren nogle initiativer til afhjælpning af problemet. Ministerens initiativer er dog som udgangspunkt ikke møntet på at forbedre tilgængeligheden generelt, men i stedet på at sikre, at mennesker med handicap har let adgang til information om, hvor der ligger klinikker, som er tilgængelige for mennesker med handicap. Herudover vil ministeren opfordre SFU til at undtage bevægelseshæmmede fra almenlægeoverenskomstens begrænsninger af valg af læge, hvilket vil betyde, at bevægelseshæmmede frit kan vælge mellem de lægepraksis, som har etableret handicapegnede forhold.

Rådets formand har svaret ministeren, at rådet er enige i, at ministerens forslag vil kunne afhjælpe nogle problemer. Rådet mener dog også, at SFU's undersøgelse påviser, at der er et behov for tiltag, som fører til en forbedring af tilgængeligheden til klinikkerne generelt. Rådet har bedt om et møde mellem ministeren og rådets formandskab for at diskutere mulighederne for at sikre, at tilgængeligheden til helseklinikkerne forbedres generelt. Sundhedsministeren har imidlertid ikke set sig i stand til at afse tid til sådan et møde.

Sene provokerede aborter

På rådets fjerde møde i 2005 behandlede rådet en undersøgelse vedrørende sene provokerede aborter, foretaget af Center for Ligebehandling af Handicappede.

Center for Ligebehandling af Handicappede har undersøgt, hvordan praksis vedrørende sene provokerede aborter har udviklet sig, siden Folketinget i 2000 vedtog indførelsen af et levedygtighedskriterium som grænse for, hvor sent i graviditeten der kan gives tilladelse til abort. Centrets interesse for dette skyldes, at der, som eneste dispensationsgrund til levedygtighedskriteriet (ud over fare for kvindens liv) blev angivet fare for, at fosteret havde så alvorlige lidelser, at afgørende hensyn måtte tale for en aborttilladelse (jf. § 3, stk. 3 i abortloven).

Centrets undersøgelse viser, at et stigende antal kvinder får udført abort af handicappede fostre efter den 12. graviditetsuge. Abort efter 12. uge kræver tilladelse fra abortsamrådene, og i enkelte tilfælde er handicappede fostre blevet fjernet, før en sådan tilladelse var givet.

Rådet har rettet henvendelse til Abortankenævnet med opfordring til, at nævnet følger praksis tæt og løbende vurderer de begrundelser, der gives for tilladelse til sen provokeret abort med henvisning til fostrets tilstand. Rådet har også bedt indenrigs- og sundhedsministeren sikre, at udførelse af abort mod forventet efterfølgende godkendelse ikke fremover optræder. Rådet afventer svar på henvendelserne.

Psykiatrilovsrevisionen

I 2005 blev psykiatriloven revideret. Forud for revisionen gik et undersøgelsesarbejde gennemført af Rambøll Management. Rådet er blevet hørt i forbindelse med såvel undersøgelsens resultater som selve lovrevisionen.

Det fremgår af psykiatriloven og af forarbejderne til psykiatriloven, at der skal "iværksættes en undersøgelse af lovens virkninger ved et uafhængigt forskningsinstitut". Psykiatrilovsundersøgelsen fandt sted i sidste halvdel af 2004 og første halvdel af 2005 og blev gennemført af Rambøll Management A/S. Rådet blev orienteret om hovedundersøgelsen på rådets andet møde i juni 2005 og en delundersøgelse om skjult tvang i psykiatrien på rådets fjerde møde i december 2005.

Den overordnede konklusion på psykiatrilovsundersøgelsen var, at psykiatriloven generelt opfylder sit formål om at sikre de sindslidendes retsstilling i forbindelse med frihedsberøvelse og anvendelsen af anden tvang i psykiatrien i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. På baggrund af undersøgelsen fremkom Rambøll Management A/S også med nogle anbefalinger til lovrevisionen. De pegede for eksempel på behovet for at få skærmning reguleret i loven og behovet for at have fokus på, i hvilket omfang husordner leder til tvang, og hvordan dette imødegås. I delundersøgelsen om skjult tvang blev dette uddybet med en anbefaling om, at husordner bør være nedskrevne på afdelingen og kendt af patienterne, ligesom særlig håndhævelse i forhold til den enkelte patient skal begrundes.

Forslaget til ændring af psykiatriloven blev sendt i høring i november 2005. Ifølge lovforslaget er formålet med de reviderede regler at styrke patienternes retsstilling og retssikkerhed på en række områder i forbindelse med anvendelsen af tvang i psykiatrien, herunder på nogle områder at reducere anvendelsen af tvang. Derfor indeholder lovforslaget fx en regel om, at patienter skal tilbydes eftersamtaler, hvis de har været udsat for tvang. Der stilles i forslaget også krav om, at psykiatriske afdelinger skal indføre skriftlige husordner, og regler om skærmning er skrevet ind i loven.

Den del af lovforslaget, som har været mest omdiskuteret, er et forslag om at gøre det muligt at iværksætte tvungen opfølgning efter udskrivning i forhold til nogle patienter. Opfølgningen vil skulle bestå i, at patienten pålægges at møde op til medicinering enten på en psykiatrisk afdeling eller i distriktspsykiatrien. Hvis patienten undlader at møde op, kan patienten afhentes med politiets hjælp.

Mange af høringsparterne, herunder Det Centrale Handicapråd, er meget skeptiske over for muligheden for tvungen opfølgning. Rådet mener, at de problemer, som bestemmelsen er rettet mod, kan imødegås blandt andet ved at sikre, at patienter ikke udskrives for tidligt, og ved at sikre, at der er en behandlingsgaranti på dette område.

Lovforslaget er endnu ikke færdigbehandlet i Folketinget, men rådet følger forløbet.

Psykiatriundersøgelser

Der er blevet afviklet flere spændende undersøgelser inden for psykiatriområdet i 2005, som rådet løbende har holdt sig orienteret om.

Flere af undersøgelserne er gennemført af Amtsrådsforeningen, som for eksempel har taget hul på en tilfredshedsundersøgelse blandt patienter og pårørende i psykiatrien. Undersøgelsen kommer til at omfatte hospitalspsykiatrien, socialpsykiatrien, børne- og unge psykiatrien og distriktspsykiatrien. Første led i undersøgelsen har været patient- og pårørendeundersøgelser inden for distriktspsykiatrien. Undersøgelsen viser, at patienternes samlede indtryk af distriktspsykiatrien overvejende er godt, mens de pårørendes samlede indtryk er lidt mere blandet.

Udland og lovgivning

Alle taler om globaliseringen, og samspillet med udlandet viser sig naturligvis også i Det Centrale Handicapråds arbejde. Selvom rådets opgaver er rettet mod borgere og myndigheder i Danmark, er inspiration fra udlandet og det internationale arbejde vigtig og formentlig et område, som i fremtiden vil komme til at fylde mere i rådets arbejde.

Englands plan for indsatsen

På årets første møde blev rådet orienteret om et vigtigt initiativ i England. Den britiske regering kom i 2005 med en omfattende rapport om forholdene for handicappede på fire udvalgte områder og en plan for regeringens initiativer. Rapporten har baggrund i den konklusion, at handicappede borgere i England har større risiko for at opleve fattigdom, lavere uddannelse, arbejdsløshed og møde fordomme og overgreb, og det på trods af at der i England findes lovgivning mod diskrimination og instanser til at sikre handicappedes rettigheder. Målsætningen med regeringens indsats på området er at sikre, at borgere med handicap reelt anses for at være fuldt ud respekterede og ligeværdige borgere.

Rapportens fire udpegede indsatsområder er følgende: 1) independent living, 2) familier med børn med handicap, 3) overgang fra barn til voksen, 4) tilknytning til arbejdsmarkedet. Den britiske regering har som led i arbejdet med den nye målsætning etableret et nyt regeringskontor for handicapspørgsmål og stillet krav om årlige statusrapporter.

FN: bedre skole til børn med handicap

Rådet har ligeledes holdt sig orienteret om FN's børnekomites vurdering af Danmarks overholdelse af børnekonventionen. Danmark har i 1991 ratificeret FN's børnekonvention og har derfor pligt til hvert femte år at afgive en beretning om, hvilke initiativer der er taget for at gøre konventionens rettigheder til virkelighed. I 2003 afgav regeringen en sådan beretning.

Det er almindeligt, at regeringsrapporter om arbejdet med en bestemt konvention efterfølges af såkaldte "skyggerapporter" fra frivillige organisationer eller andre, der arbejder på det konkrete område. Skyggerapporterne giver mulighed for at gøre opmærksom på aspekter, som ikke fremgår af den officielle landerapports fremstilling. I 2005 afgav en række danske organisationer og instanser på børneområdet tre "skyggerapporter" om børnekonventionens gennemførelse i Danmark. Blandt organisationerne var Børnerådet og De Samvirkende Invalideorganisationer, som begge fremhævede problemer i forhold børnekonventionen og sikring af rettigheder for børn med handicap.

FN's børnekomite skulle på baggrund af de tilsendte rapporter vurdere eventuelle anbefalinger om det videre arbejde i Danmark. I forhold til børn med handicap anbefalede komiteen, at regeringen tager initiativ til at sikre, at

I rådet har Undervisningsministeriet oplyst, at det drøftes politisk, hvordan man kan sikre den del af anbefalingen, som handler om, at flere lærere får mere viden om undervisning af børn med funktionsnedsættelser.

Norge på vej mod lovgivning

Et norsk udredningsarbejde om udformning af en lov med forbud mod diskrimination pga. handicap blev afsluttet i 2005 og drøftet i Det Centrale Handicapråd. Et medlem af den norske komite, der har udarbejdet udredningen, Atle Larsen, deltog i rådets septembermøde, hvor han gjorde rede for udredningens resultater og det forslag til en ny lov, som komiteen har anbefalet.

Komiteen havde undersøgt erfaringerne i en række andre lande, som har haft en eller anden form for lovgivning om forbud mod diskrimination på handicapområdet. På den baggrund havde komiteen fundet frem til formen på et lovforslag.

Målgruppen for beskyttelsen er personer, som har været udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling, begrundet i en funktionsnedsættelse.

Beskyttelsen omfatter forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, i forhold til adgang til offentlige steder, restauranter mv. samt tilgængelighed til bygninger, transport og kommunikation. Der er fastsat tidsgrænser for, hvornår forskellige former for bygninger skal leve op til kravet om at være fuldt tilgængelige.

Som en del af indsatsen mod diskrimination foreslår komiteen også, at der bliver nedsat instanser, som kan behandle klager og overvåge udviklingen på området.

I drøftelserne med Atle Larsen overvejede rådet, om et lovforslag ville tilgodese udviklingen for alle handicapgrupper i tilstrækkeligt omfang, eller om det kommer til at tage opmærksomhed fra de mere usynlige områder, såsom udvikling af specialtilbud til personer med meget indgribende funktionsnedsættelser.

Status på FN-konvention

I FN arbejdes der på at udforme en konvention på handicapområdet. Arbejdet har stået på i en årrække, og den danske regering har støttet initiativet og deltaget aktivt i forhandlingerne om den konkrete udformning sammen med de øvrige lande i FN og handicaporganisationerne i de enkelte lande.

I begyndelsen af 2006 er status på arbejdet, at den adhoc-komite, som har fået til opgave at udarbejde et udkast til konvention, er tæt på at være enig om de bestemmelser, der fastlægger, hvilke rettigheder personer med handicap vil få i konventionen.

Tilbage står at nå til enighed om nogle af rammerne for beskyttelsen, herunder definitionen af handicap, bestemmelser om monitorering og samarbejde på tværs af landene om overholdelse af konventionen.

Disse endnu uafklarede spørgsmål skal tages op på komiteens næste møde i august 2006. Når komiteen har fundet frem til et udkast, skal det godkendes af FN's generalforsamling, før der er født en ny konvention. Rådet vil fortsat følge dette arbejde.

Læs mere om rådets diskussion af inspirationen fra den norske udredning i temaartiklen "En ny strategi?" på side 17.

Fra vores egen verden

Det Centrale Handicapråd holder fire møder årligt, som falder i henholdsvis marts, juni, september og december måned. Møderne i marts, juni og december er af ca. tre en halv times varighed og mødet i september er et heldagsmøde af ca. seks timers varighed.

Møderne består af en række orienterings- og drøftelsespunkter, hvor rådets medlemmer henholdsvis orienteres om og drøfter forskellige handicappolitiske emner, nyheder og begivenheder. Drøftelsespunkterne ender ofte med en beslutning om, at rådet skal reagere på en bestemt sag, fx ved at skrive et brev eller på anden måde kontakte den minister, som er ansvarlig for området, hvor sagen hører til. Heldagsmødet i september indeholder desuden en temadrøftelse, hvor et større emne bliver gennemgået og drøftet grundigt.

Dagsorden til møderne og fremstillingen af orienterings- og drøftelsespunkter bliver lavet af det Det Centrale Handicapråds sekretariat, Center for Ligebehandling af Handicappede. Dagsorden og beslutninger fra de enkelte rådsmøder kan ses påwww.dch.dk

Ministerbesøg og andre gæster

Det Centrale Handicapråd havde i 2005 besøg af følgende ministre:

Derudover har Det Centrale Handicapråd i 2005 haft besøg af:

Temadrøftelser

På mødet i september havde rådet en temadrøftelse om den norske udredning om lovgivning mod diskrimination.

Konferencer

I 2005 var det Det Centrale Handicapråds 25-års-jubilæum. I anledning af at det var 25 år siden, særforsorgen blev udlagt, og 25 år siden Det Centrale Handicapråd kom til verden, holdt rådet den 7. september 2005 en konference om handicappolitik og velfærdsreformer.

Publikationer udgivet i 2005

Det Centrale Handicapråds publikationer udleveres gratis ved henvendelse til rådet. Samtlige publikationer findes på rådets hjemmeside, og de kan desuden bestilles på bånd og diskette.

Følgende publikationerne er udgivet i 2005:

Dansk handicappolitiks grundprincipper
Det Centrale Handicapråd har udgivet en pjece om dansk handicappolitiks grundprincipper. Dansk handicappolitik bygger på nogle få, men centrale principper, som enhver, der beskæftiger sig med handicapområdet, støder på og har brug for at kende til. Pjecen introducerer kompensations-, sektoransvars-, solidaritets- og ligebehandlingsprincippet og sætter principperne ind i deres handicappolitiske kontekst. Pjecen giver desuden nogle pejlepunkter til definitionen af handicapbegrebet.

Fleksjob
Pjecen om fleksjob er udarbejdet i samarbejdet med Beskæftigelsesministeriet. I januar 2005 udkom 14. udgave i et oplag på 50.000 eksemplarer. Det samlede oplag af pjecen er nu 560.000. Ud over reglerne om fleksjob til ansatte og selvstændige erhvervsdrivende giver pjecen et overblik over de øvrige bestemmelser, der kan være nyttige at kende, når man ansættes i et fleksjob eller modtager tilskud til at fastholde beskæftigelsen i egen virksomhed.

Beretning
Ifølge forretningsordenen for Det Centrale Handicapråd skal sekretariatet efter rådets direktiv udarbejde en beretning om rådets virksomhed hvert år. Beretningen sendes til socialministeren og offentliggøres efter aftale med Socialministeriet. Beretningen for 2004 udkom i 2.000 eksemplarer.

Nyhedsbreve
Center for Ligebehandling af Handicappedes nyhedsbrev "Lighedstegn", der siden 2001 har været talerør for Det Centrale Handicapråd, udkommer i forlængelse af møderne i Det Centrale Handicapråd, så de seneste nyheder og beslutninger fra rådets møder kan komme med. Lighedstegns oplag er 2.000.

Rådets sekretariat og sekretariatsbetjeningen

Det Centrale Handicapråd har siden september 2000 haft elektronisk dokumenthåndtering. Materiale til medlemmer og særligt sagkyndige distribueres elektronisk (og i papirform til de, der måtte ønske det). Det udsendte materiale består af indkaldelser og dagsordener, mødematerialer med dagsordenspunkter i form af sagsfremstillinger, bilag til dagsordenspunkter, bilag, der udsendes mellem møderne (rapporter, notater, høringssvar og rådskorrespondance), samt referater af rådsmøderne.

Når referatet fra rådsmøderne foreligger, bliver det sammen med det materiale, der i øvrigt er udsendt til rådet, offentliggjort på rådets hjemmeside www.dch.dk

De fleste bilag er offentligt tilgængelige, dog kan der være ophavsretsregler, som gør, at visse bilag ikke må stilles til rådighed for den brede offentlighed.

Høringssvar

Rådets høringssvar på lovforslag fra Folketinget, som rådet får til høring, kan læses på rådets hjemmeside www.dch.dk i oversigten over udsendte bilag.

Nyt Handicapråd

Ifølge bekendtgørelse nr. 839 af 11. oktober 2002 om et Centralt Handicapråd virker rådet for en fireårig periode fra 1. juli i året efter kommunevalget, dog således at medlemmerne fungerer, indtil nyt medlem udpeges. Som følge heraf er rådet i 2002 konstitueret med ny sammensætning for perioden 1. juli 2002 til 30. juni 2006. Formanden og de 14 medlemmer udpeges af socialministeren. Medlemmerne udpeges af deres respektive organisationer, ministerier og kommuner. Se rådets medlemmer 2005 på næste side.

Rådets medlemmer 2005

Formand
Fhv. sundhedsminister Ester Larsen

Næstformand
Formand for De Samvirkende Invalideorganisationer: Stig Langvad

Medlemmer
Indstillet af De Samvirkende Invalideorganisationer:
Scleroseforeningen: Bent Jansson
Danske Døves Landsforbund: Knud Søndergaard
Dansk Epilepsiforening: Jutta Houmøller
Dansk Landsforening for Laryngectomerede: Anne-Lise Steen
Nyreforeningen: Lone Kiilerich
Spastikerforeningen: Peder Esben

Indstillet af Amtsrådsforeningen:
Søren Eriksen

Indstillet af Kommunernes Landsforening:
Birthe Andersen

Indstillet af Københavns og Frederiksberg Kommune:
Lilian Nilsson

Indstillet af Beskæftigelsesministeriet:
Jens Hørby Jørgensen

Indstillet af Socialministeriet:
Anders Lynge Madsen

Indstillet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet:
Steffen Egesborg Hansen

Indstillet af Undervisningsministeriet:
Bodil Rasmussen

Særligt sagkyndige
Boligforhold: Lotte Vibild Schønau, Erhvervs- og Byggestyrelsen
Kultur: Rosa Cedermark, Kulturministeriet
Kommunikation: Jette Plenge Jakobsen, IT- og Telestyrelsen
Trafikforhold: Niels J. Harne, Transport- og Energiministeriet

Sekretariatsfunktionen varetages af Center for Ligebehandling af Handicappede
Sekretariatschef: Mogens Wiederholt
Sekretariatskoordinator: Ane Esbensen
Sekretariatsmedarbejder: Mette Dankelev

Bekendtgørelse nr. 839 af 11. oktober 2002

Bekendtgørelse om et Centralt Handicapråd

I medfør af § 87, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002, fastsættes:

§ l. Socialministeren nedsætter et Centralt Handicapråd, der rådgiver i handicapspørgsmål.

§ 2. Rådet består af l formand og 14 medlemmer, der udpeges af socialministeren. 7 medlemmer udpeges efter indstilling fra De Samvirkende Invalideorganisationer, l medlem efter indstilling fra Amtsrådsforeningen i Danmark, l medlem efter indstilling fra Kommunernes Landsforening, l medlem efter indstilling fra Københavns og Frederiksberg kommuner, l medlem efter indstilling fra Undervisningsministeriet, l medlem efter indstilling fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, l medlem efter indstilling fra Beskæftigelsesministeriet og l medlem efter indstilling fra Socialministeriet.

Stk. 2. Til støtte for Handicaprådets arbejde udpeger socialministeren endvidere særligt sagkyndige med sagkundskab vedrørende boligforhold, trafikforhold, kultur, information og kommunikation.

Stk. 3. Socialministeren kan herudover udpege personlige medlemmer af Rådet.

Stk. 4. Handicaprådet virker for en 4årig periode fra l. juli i året efter kommunalvalget, dog således, at medlemmerne fungerer, indtil nyt medlem udpeges.

§ 3. Det påhviler Handicaprådet at følge og vurdere vilkårene i samfundet for personer med handicap, herunder på det forebyggende område.

§ 4. Folketinget og ministrene kan rådføre sig med Handicaprådet i alle anliggender af generel karakter, der har betydning for vilkårene i samfundet for personer med handicap.

Stk. 2. Med henblik på at sikre, at rimelige hensyn til personer med handicap tilgodeses i samfundets planlægning, kan centrale offentlige myndigheder rådføre sig med Handicaprådet i anliggender, der berører levevilkårene for personer med handicap.

Stk. 3. Handicaprådet kan selv tage initiativ og fremsætte forslag til ændringer på de nævnte områder.

§ 5. Socialministeren fastsætter Rådets forretningsorden. Center for Ligebehandling af Handicappede stiller i henhold til dets vedtægter den fornødne sekretariatsmæssige bistand til rådighed for Rådet.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den l. november 2002.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 988 af 11. december 1997 om et Centralt Handicapråd ophæves.

Socialministeriet, den 11. oktober 2002

HENRIETTE KJÆR

/ Vibeke Køie

Socialmin., 5.kt.j.nr. 649-772