Det Centrale Handicapråd

Årsberetning 2006

 

Indhold


Kolofon

Udgiver:
Det Centrale Handicapråd
Bredgade 25, opg. F, 4. sal
1260 København K
Tlf.: 33 11 10 44
Fax: 33 11 10 82
Teksttelefon: 33 11 10 81

Mail: dch@dch.dk
Hjemmeside: www.dch.dk

Beretningen udgives også på bånd, DAISY og diskette og ligger desuden på Det Centrale Handicapråds hjemmeside. Hel eller delvis gengivelse er tilladt med kildeangivelse

Redaktion:
Sekretariatschef Mogens Wiederholt (ansvarshavende)
Sekretariatskoordinator Ane Esbensen
Kommunikationsmedarbejder Kasper Egeberg

Marts 2007
Oplag: 2000
Tryk: Scanprint a/s
ISBN 9788790985516

[Forord]

Kvalitet til alle

Regeringen lancerede i 2006 sin stort anlagte kvalitetsreform. Nu skal der gennemføres et omfattende kvalitetstjek på den service, det offentlige leverer til os borgere. De offentlige velfærdsydelser vil derfor en efter en blive indkaldt til periodisk syn.

"Offentlige velfærdsydelser" og "kvalitet". To begreber der nok kan få enhver, som beskæftiger sig med handicapområdet til at spidse øre. Der findes vel næppe nogen enkelt borgergruppe, som er mere afhængig af sammenhæng og kvalitet i den offentlige service. For rigtig mange mennesker med en funktionsnedsættelse er hverdagen dimensioneret af og tilrettelagt med udgangspunkt i offentlige velfærdsydelser i form af systemer og mennesker, der involveres i selv de mest intime og private dele af tilværelsen. Dette til trods er handicapperspektivet alt for udvisket for ikke at sige fraværende i oplægget til kvalitetsreformen.

Der er et handicapperspektiv på hver og et af de sektorområder, regeringen har udtaget til særlig opmærksomhed i kvalitetsreformen: Sundheds-, ældre- og børneområdet. Mennesker med funktionsnedsættelse bliver også syge og får behov for sundhedsydelser. For mange ældre er det at få en funktionsnedsættelse et vilkår ved alderdommen. Børn med funktionsnedsættelser går også i vuggestue, børnehave og skole.

Derfor er der et selvstændigt behov for at medtænke handicapperspektivet som et gennemgående tema på tværs af de sektorområder, der er udnævnt til særlige fokusområder i kvalitetsreformen. At medtænke handicapperspektivet indebærer bl.a., at der skal være opmærksomhed på den fysiske tilgængelighed og på tilgængelighed til de dokumenter, databaser og hjemmesider, hvor man som borger kan betjene sig selv og hente oplysninger om tilbud og servicestandarder etc. Det er samtidig nødvendigt at være opmærksom på, at de muligheder, der for nogle grupper bliver oplevet som et kvalitetsløft, såsom øget selvbetjening, vil gøre andre grupper yderligere sårbare og udsatte. Handicapperspektivet handler derfor også om, at de svageste grupper sikres den nødvendige hjælp, fx i form af personlig støtte og vejledning.

Mennesker med funktionsnedsættelse er i høj grad brugere af de serviceydelser, kvalitetsreformen sætter fokus på. Men derudover er der inden for mange lovgivninger, fx sociallovgivningen, hele selvstændige serviceområder, hvor mennesker med funktionsnedsættelse er den primære eller eneste målgruppe. Det drejer sig fx om botilbud, hjælp til personlig omsorg og pleje, ledsagelses- og hjælperordninger, døgninstitutioner for handicappede børn, specialbør-nehaver og specialskoler, revalidering, dagtilbud og beskyttet beskæftigelse, genoptræning, hjælpemidler, boligændringer og meget andet.

Fordi handicapområdet er fravalgt som selvstændigt område i kvalitetsreformen, er ovennævnte serviceydelser helt usynlige i kvalitetsreformarbejdet. Men det burde efter Det Centrale Handicapråds opfattelse være en helt selvfølgelig del af kvalitetsreformen, at der også er fokus på at skabe større sammenhæng i denne del af den offentlige service, som er specifikt målrettet mennesker med en funktionsnedsættelse.

En bedre sammenhæng i den offentlige service kunne fx ske ved, at den gruppe handicappede borgere, der har de mest komplekse og sammensatte behov, tildeles én koordinerende sagsbehandler. Sagsbehandleren skulle have ansvaret for, at den pågældende borger får kontakt til alle relevante tilbud, uanset hvad behovet er, og uanset hvilken lovgivning og myndighed der har ansvaret.

Der er også brug for en konsekvenslæsning af den centrale lovgivning, bl.a. serviceloven, for at sikre en bedre sammenhæng i paragrafferne. Ikke mindst behovet for at kunne tilgodese nye former for funktionsnedsættelser kræver, at en række bestemmelser moderniseres og gøres mere fleksible, så de kan dække andet og mere end det traditionelle handicapkoncept. Med nye former for funktionsnedsættelser tænker vi bl.a. på autisme, ADHD/DAMP, Aspergers syndrom, sindslidelser og andre funktionsnedsættelser, som påvirker adfærd og sociale kompetencer.

Med de nye obligatoriske kommunale handicapråd har handicapområdet fået en enestående brugerinddragelse på systemniveau. Men vi har stadig en vej at gå, for så vidt angår den direkte brugerinddragelse i forhold til indsatsen og beslutningstagningen i den enkelte handicappede borgers konkrete sag. Her ligger et oplagt kvalitetsudviklingspotentiale.

Et godt eksempel på direkte brugerinddragelse er den personlige hjælperordning. Her kan personer med betydeligt bevægehandicap og stort aktivitetsniveau få en personlig hjælperordning og på den måde opnå en meget udstrakt grad af selvforvaltning i forhold til, hvordan den nødvendige støtte ydes helt konkret. Med udgangspunkt i principperne for hjælperordningen kunne man med stort udbytte udvikle lignende muligheder for andre borgere. Men det vil indebære, at der skabes andre og mere fleksible rammer for ordningen. Som det fungerer nu, skal brugeren af hjælperordningen selv bære ansvaret som arbejdsgiver for hjælperne. Men i andre lande, bl.a. Sverige, har man eksempler på, at en gruppe brugere inden for rammerne af andelsselskaber, varetager de personaleadministrative opgaver for de brugere, som ikke selv magter det.

Når nu den offentlige sektor skal blive bedre til at producere velfærdsydelser af høj kvalitet med en sammenhængende service i respekt for borgeren, så er handicapområdet et oplagt område at tage fat på. Derfor håber Det Centrale Handicapråd, at 2007 - EU's år for Lige Muligheder for Alle - vil føre handicapområdet ind i kvalitetsreformens centrum.

Ester Larsen
Formand

[Temaartikel]

Kommunale handicapråd - handicaphistorie anno 2006

Oprettelsen af kommunale handicapråd er både historisk og internationalt et nybrud i den handicappolitiske udvikling. I 2006 blev der for alvor skrevet handicaphistorie. På nationalt plan ved at det blev lovpligtigt for kommunerne at samarbejde med handicaporganisationerne om den kommunale handicappolitiske indsats. Internationalt, fordi Danmark er det første land, der gør det obligatorisk for de lokale, decentrale myndigheder at etablere handicapråd, hvor det i andre lande er frivilligt.

I Danmark har vi dermed lagt endnu en række mursten i opbygningen af det hus, der sikrer gennemførelsen af FN's standardregler om lige muligheder for handicappede. Regel nr. 18 siger, at de enkelte lande bør anerkende handicaporganisationernes ret til at repræsentere mennesker med handicap nationalt, regionalt og lokalt. Denne ret er med de kommunale handicapråd nu blevet stadfæstet på kommunalt niveau.

Brug netværket til at opbygge tillid og samarbejde

I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område står der, at de kommunale handicapråd skal sammensættes af 3-7 repræsentanter fra kommunen, samt 3-7 medlemmer fra handicaporganisationerne, som bliver indstillet af De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI). Med denne sammensætning lægges der op til, at der med handicaprådene etableres et dialogforum, som sikrer et kontinuerligt samarbejde og udveksling af synspunkter mellem de kommunale myndigheder og handicappedes repræsentanter. Derudover fremgår det, at handicaprådene bør sammensættes, så medlemmerne repræsenterer forskellige handicapgrupper og forskellige sektorer i kommunen.

Sammensætningen i de kommunale handicapråd har dermed tydelige paralleller til den måde Det Centrale Handicapråd (DCH) er sammensat på. Det er DCH's erfaring, at der igennem dette netværk mellem myndighedsrepræsentanter fra forskellige faglige områder og handicaporganisationer fra forskellige handicapgrupper kan opbygges en tillid og enighed om den handicappolitiske udvikling, som betyder, at der vedvarende fastholdes et fremskridtsorienteret fokus. Sammensætnin-gen på tværs af sektorer giver mulighed for at forbinde og kanalisere viden på tværs af myndighedsområder om udviklingen af den handicappolitiske indsats.

Det er endnu for tidligt at vurdere, hvorvidt de kommunale handicapråd vil bevæge sig i samme retning som DCH, ligesom det er givet, at der vil være forskel på, hvordan udviklingen former sig lokalt. Men erfaringerne viser, at netværk mellem myndigheder og civilsamfundet får politisk effekt, når der er tillid mellem parterne, og når de deltagende aktører kan bringe deres forskellige kompetencer og erfaringer på banen i et forum præget af kontinuitet og gensidig lydhørhed.

De kommunale handicapråd er sammensat, så der både sidder repræsentanter fra det politiske niveau i kommunen og eventuelt også fra forvaltningerne. Det betyder, at der i rådet sidder personer, som har viden om de politiske beslutningsprocesser i kommunen og kan bringe denne viden ind i rådet.

På samme måde sidder der i rådene personer, som repræsenterer de mennesker det hele handler om, nemlig de borgere i kommunen, som har en funktionsnedsættelse. Handicaprepræsentanterne har viden om, hvordan det er at være handicappet borger i kommunen, og de har i mange tilfælde erfaringerne inde på kroppen, fordi de selv lever med eller har pårørende, der har en funktionsnedsættelse. Derudover har de igennem deres organisationer og lokale DSI-afdeling adgang til viden om, hvordan andre handicapgrupper oplever kommunens service. Handicaprepræsentanterne kan bringe den-ne viden på banen til gavn for kommunens handicappolitiske indsats - hvis de formår at være realistiske og løsningsorienterede, så de kommunale repræsentanter får et kvalificeret med- og modspil, de kan bruge til noget. Skal netværket fungere som drivkraft i den kommunale handicappolitiske udvikling, er det af afgørende betydning, at alle parter oplever, de får noget ud af samarbejdet. Det er igennem opbygningen af gensidig lydhørhed og et sæt accepterede spilleregler, handicaprådene kan få den funktion, de er tiltænkt.

Starthjælp fra Det Centrale Handicapråd

For DCH har det i 2006 været en mærkesag, at de kommunale handicapråd kom godt fra start. DCH iværksatte derfor en række konkrete initiativer, som alle skulle bidrage positivt til startprocessen. Blandt andet arrangerede DCH i samarbejde med Kommunernes Landsforening og DSI fem regionale kurser, som blev afholdt i perioden marts-april 2006. Kurserne blev holdt i Vejle, Viborg, Aalborg, Hillerød og Sorø for at sikre en lokal forankring, hvor medlemmer fra de nye handicapråd kunne udveksle ideer og give hinanden gode råd i opstartsfasen. På kurserne gav henholdsvis en repræsentant fra en kommune og en repræsentant fra en handicaporganisation deres bud på forventningerne til samarbejdet i handicaprådet, hvorefter deltagerne drøftede de vigtigste udfordringer for de nye handicapråd. I alt deltog 370 personer, hvoraf hovedparten kom fra de lokale handicapor-ganisationer/DSI-afdelinger.

Deltagerne var optaget af at diskutere rammerne for de nye handicapråd og vigtigheden af at få fastlagt de overordnede spilleregler i en forretningsorden, ligesom flere var inde på, hvordan rådene kan fastlægge en arbejdsplan for de indsatsområder, de vil prioritere. Også mere bløde områder blev berørt, såsom behovet for at udvikle et fælles sprog og begreber samt at få afdækket hinandens kompetencer.

Deltagerne udtrykte ønske om, at man i rådene fik opbygget et ejerskab til de beslutninger, rådet træffer, ligesom det var håbet, at handicaprådene udvikler sig til seriøse samarbejdspartnere, der arbejder på et fagligt funderet grundlag med afsæt i FN's standardregler om lige muligheder for handicappede. Et af de punkterne, som blev fremhævet, var behovet for, at kommunerne udarbejder en skriftlig handicappolitik og handlingsplan. En sådan politik kan fungere som grundlag for at skabe et fælles fodslag. Deltagerne havde mange ideer til de temaer, de vil tage op, og en handicappolitik kan i den sammenhæng fungere som en ramme, der dækker alle kommunale indsatsområder med betydning for mennesker med handicap.

Blandt medlemmerne af de kommunale handicapråd er der både personer, som har kendskab til det handicappolitiske område og andre, for hvem det er nyt at beskæftige sig med forholdene for handicappede. Det Centrale Handicapråd har igennem en række skriftlige produkter søgt at udbrede kendskabet til de overordnede handicappolitiske principper og de mange aktører på handicapområdet. I april sendte DCH en mappe med fem pjecer ud til handicaprådenes medlemmer, med ønsket om at byde dem velkommen til et nyt og spændende arbejde med handicappolitik. Pjecerne om "FN's Standardregler" og "Dansk handicappolitiks grundprincipper" giver medlemmerne en introduktion til de internationalt anerkendte normer for handicappolitikken og til de principper, som ligger til grund for den politik, der føres nationalt.

På handicapområdet findes der mange aktører, som besidder viden og kompetencer på forskellige områder. Pjecen "Handicappolitisk Guide - hvem, hvad, hvor?" giver en indgang til de institutioner og organisationer, der har landsdækkende funktioner som rådgivende på handicapområdet. Derudover har rådet samlet erfaringer fra de frivillige handicapråd i et inspirationshæfte, som herved formidles til de nye lovpligtige handicapråd, ligesom pjecen "Fra papir til praksis - gode eksempler og ideer til en kommunal handicappolitik" beskriver de hidtidige erfaringer, som kommunerne før kommunalreformen har haft med at udarbejde og anvende en skriftlig kommunal handicappolitik.

Det Centrale Handicapråd har også søgt at rådgive de kommuner og handicaporganisationer, som har henvendt sig om oprettelsen og sammensætningen af handicapråd og rådenes funktion. Blandt de spørgsmål, som her meldte sig, var blandt andet, hvilke organisationer og grupperinger uden for DSI der kan sidde i handicaprådet. Af bekendtgørelsen til loven fremgår det, at DSI har den generelle indstillingsret, men kommunalbestyrelsen kan, hvis der findes relevante lokale handicaporganisationer eller handicapgrupperinger, vælge af lade repræsentanter herfra få sæde i handicaprådet.

Hjemmesiden for kommunale handicapråd www.kommunalehandicapraad.dk blev etableret for at give kommuner og andre en let adgang til relevante kilder og nyheder om handicaprådene. Her kan man finde facts om handicaprådene i form af lovgivning, gode råd om opgaver og ansvar samt inspiration til, hvordan handicaprådenes vedtægter og forretningsorden kan se ud. Hjemmesiden formidler også svar på en række at de spørgsmål, kommuner og organisationer er løbet ind i ved etableringen af de kommunale handicapråd april 2006.

På hjemmesiden kan man derudover finde oplysninger om, hvem der sidder i de kommunale handicapråd, hvem der er formand og næstformand og hvilke kommuner, der har en handicappolitik. Ønsker man at være opdateret på de seneste nyheder om handicappolitik og kommunale handicapråd, kan man tilmelde sig et nyhedsbrev, som formidler oplysninger om nye politiske tiltag, undersøgelser, principielle afgørelser og om lokale handicaprelaterede nyheder, som indsamles fra dagblade og lokalaviser.

Kommunerne overtager amternes opgaver

Folketinget har med etableringen af de kommunale handicapråd i april 2006 sendt et signal til de nye kommuner om, at handicaporganisationerne skulle inddrages i processen både før og efter strukturreformens ikraft-trædelse 1. januar 2007. Der er i 2006 truffet væsentlige beslutninger om den fremtidige opgavefordeling mellem kommuner og regioner på handicapområdet, og det har vist sig, at ca. 80% af de amtslige tilbud på socialområdet i 2007 overtages af de nye kommuner. De nye kommuner har også fået overtaget opgaver på det sundhedsfaglige område, fx omkring genoptræning og specialtandpleje. Formålet med reformen er en klarere ansvarsfordeling. Men det betyder også, at der nu er store forventninger til, at kommunerne løfter opgaven på en kvalificeret måde, som fremmer inklusion og ligebehandling.

I den proces er det af afgørende betydning, at kommunerne får rådgivning og inddrager det kommunale handicapråds synspunkter om, hvordan opgaverne bedst løses til gavn for borgere med handicap.

Sammensætning af de kommunale handicapråd

Reglerne om kommunale handicapråd giver plads til kommunale forskelle, som vil vise sig efterhånden som kommunerne og rådene kommer i gang med samarbejdet. DCH har bedt Center for Ligebehandling af Handicappede (CLH) om at undersøge, hvordan handicaprådene er sammensat og følge det videre arbejde i rådene. Første del af CLH's undersøgelse fra oktober 2006 viser, at alle kommuner har oprettet et handicapråd, men samtidig er det indtrykket, at der er store forskelle på, hvornår handicaprådene har kunnet påbegynde det reelle rådgivningsarbejde. CLH vil derfor i 2007 gennemføre endnu en undersøgelse, hvor de faktuelle forhold omkring handicaprådenes opstart afdækkes, samt hvad rådene beskæftiger sig med.

Foreløbigt har vi kendskab til, hvordan kommunerne har valgt at sammensætte handicaprådene. 40 kommuner har valgt at sammensætte et handicapråd med 10 medlemmer. Tendensen er, at jo større kommune, jo flere medlemmer er der i handicaprådet. Kun ni kommuner har et råd med seks medlemmer, og 18 har et råd med otte medlemmer.

Et andet interessant træk er, at hele 35 kommuner har valgt, at alle de kommunale repræsentanter kommer fra kommunalbestyrelsen, hvor de resterende kommuner har valgt også at have embedsmænd med i rådet. Hovedparten af kommuner har prioriteret en stærk repræsentation fra det politiske niveau. Kun 25 kommuner har 1-2 politikere med i rådet. Det vidner om, at handicaprådene og handicapområdet som sådan vil få en relativ stærk bevågenhed fra politisk side.

Repræsentanter fra handicaporganisationerne skal i udgangspunktet udpeges efter indstilling fra DSI. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at lokale handicapforeninger eller grupperinger uden for DSI skal være repræsenteret i handicaprådet. Tendensen er, at hovedparten af kommunerne alene har tildelt DSI repræsentation i rådet, men 30 har valgt at give repræsentation til foreninger uden for DSI.

Handicaprådene vælger selv sin formand og næstformand. Der tegner sig et billede af, at handicaprådene har balanceret forholdet mellem kommunale repræsentanter og repræsentanter fra handicaporganisationerne ved at vælge formand og næstformand fra de to parter. I 42 kommuner er formanden en DSI-repræsentant, og i 39 er formanden politiker.

Disse foreløbige indblik viser, at kommunerne har efterlevet lovens ramme, og at de kommunale handicapråd i løbet af 2006 alle er trådt i arbejdstøjet. Nu er det op til medlemmerne at fylde indhold i rådene frem til næste kommunalvalg i 2009. Det Centrale Handicapråd ser frem til et positivt samarbejde med de nye kommunale handicapråd og vil gøre sit til, at de bliver en succes. Rådet vil derfor også fremover iværksætte initiativer, som kan fremme den proces. Som det næste skridt arrangerer DCH i samarbejde med KL og DSI i april 2007 en konference for de kom-munale handicapråd som markering på det første år med lovpligtige kommunale handicapråd. Konferencen fokuserer på de generelle handicappolitiske udviklingstendenser, ligesom handicaprådene kan få faglige input til arbejdet igennem en række minikonferencer, som bl.a. handler om de nye opgaver, kommunerne har overtaget fra amterne.

[Temaartikel]

Børn og unge med funktionsnedsættelser

Generelt er der større og større fokus på, at børn og unge skal tælles med blandt samfundets borgere og have adgang til samfundets ressourcer på lige fod med voksne. Det er også almindelig anerkendt, at der endnu er et stykke vej at gå i den retning, og det er derfor stadigvæk relevant at stille sig spørgsmålet: Hvordan så vores samfund ud, hvis børn og unge blev regnet for fuldt ud lige så vigtige personer, som de voksne bliver? Hvordan så samfundet ud, hvis de ønsker og behov, som børn og unge har, indgik med lige så stor vægt som de voksnes, når der skal tages politisk stilling til, hvilke tilbud samfundet skal stille til disposition for borgerne? Og i forlængelse af dette kunne man desværre spørge: Hvordan så det mon ud, hvis børn og unge med funktionsnedsættelser indgik på fuldt lige vilkår i gruppen af børn og unge?

Fokus på børn og unge i 2006

Børn og unge med funktionsnedsættelser har ikke samme muligheder for at udfolde sig i livet, som børn og unge i almindelighed har. En del af de begrænsninger, der findes, kan henføres direkte til følger af den konkrete funktionsnedsættelse, men en del af begrænsningerne kunne undgås, hvis samfundet tog større hensyn til disse børn og unges ønsker og behov.

Den generelle tendens til større lydhørhed over for krav og ønsker fra den voksne del af befolkningen end fra børn og unge fin-des også på handicapområdet. Det Centrale Handicapråd har også set med alvor og interesse på dette område i 2006.

Hvilke ønsker og behov?

Som inspiration til arbejdet i regeringens Tværministerielle Embedsmandsudvalg på Handicapområdet har Det Centrale Handicapråd skitseret nogle områder, hvor samfundets indretning og praksis ikke ligestiller børn og unge med funktionsnedsættelser med børn og unge i almindelighed.

Det handler blandt andet om retten til at blive inddraget og til at kunne klage over afgørelser, der har betydning for barnet eller den unge. FN's børnekonvention stadfæster en ret for barnet til at blive hørt. På specifikke sagsområder som fx i sager om forældremyndighed og samvær er det også nævnt i loven, at barnet skal spørges, hvis det har en modenhed, som gør det forsvarligt. Men den inddragelse af barnet vil formentlig ikke altid ske, hvis barnet har en funktionsnedsættelse, der påvirker kommunikationsevnen.

Børn og unge med funktionsnedsættelser vil ofte være de egentlige hovedpersoner i en mængde sager om bevilling af hjælpemidler, dækning af merudgifter på grund af funktionsnedsættelsen, skoletilbud, fritidstilbud, kørsel mv. På disse områder er sikringen af inddragelsen imidlertid ikke altid lige så konkret som ved samværssager. En række af sociallovgivningens regler om handicapkompensation til børn giver fx ikke barnet eller den unge en selvstændig ret til at blive hørt. I den formelle anerkendelse af barnet og den unges ret til at gøre sig gældende i sager, der vedrører dem selv, er der altså noget tilbage at ønske.

En egentlig ret til selv at klage over afgørelser findes ikke for børn, heller ikke for børn med funktionsnedsættelser. Så her er også et forhold, man kunne se på og overveje, i hvilke sager en egentlig klageret vil være relevant.

Ud over at retten til at blive inddraget og hørt ikke altid er sikret, så er der også problemer i forhold til kommunernes praksis, fx når skole og fritidstilbud skal passe sammen. Skoletilbud og fritidstilbud følger forskellige regler, og kommunen er ikke forpligtet til at foretage de foranstaltninger, der er nødvendige for at give en elev med funktionsnedsættelse adgang til de samme kommunale fritidstilbud, som elevens kammerater har. Men som barn og ung er det vigtigt at kunne færdes så ubesværet som muligt sammen med sine skolekammerater, og det bliver endnu mere vigtigt for den elev, der har en funktionsnedsættelse. Derfor er det et alvorligt problem, at der ikke altid kan gives den nødvendige støtte til det fritidstilbud, hvor klassekammeraterne går.

Også børn med handicap, der bor på døgninstitution, og deres familier risikerer store problemer som følge af manglende støtte. Hovedproblemer for disse familier er, at det offentlige overtager forsørgelsen af barnet, når det flytter på institution. Institutionen skal derfor dække alle barnets behov i det daglige, og det fortolkes i praksis ofte sådan, at familierne ikke længere har brug for hjælp i hjemmet, da barnets behov nu dækkes andetsteds. Men når de nødvendige handicapkompenserende ydelser mangler, er det meget vanskeligt at blive ved med at fungere som en familie og opretholde en regelmæssig og tæt kontakt med hinanden.

Og hvordan ligger landet med at sikre tilgængelighed til legepladser, ungdomsklubber, biografer, svømmehaller, ridebaner, biblioteker, diskoteker mv.? Steder for børn og unge og steder, hvor det er vigtigt for børn og unge med handicap at kunne deltage og være med. Det er også et af de områder, som Det Centrale Handicapråd mener, der bør ses nærmere på.

Holdningerne er afgørende

Børn og unge spejler sig i samfundets rollemodeller. Måder at leve på og menneskers forskellige erhverv og livssituationer, der præsenteres for offentligheden i tv, blade, film og musik mv., påvirker børn og unges opfattelse af, hvad der er normalt, og hvad der er muligt.

Børn og unge med funktionsnedsættelser har brug for forbilleder i offentligheden, som viser, at man er et almindeligt menneske, også når man har en funktionsnedsættelse. Et projekt, som De Samvirkende Invalideorganisationer har gennemført, hvor formålet var at give ordet til unge med funktionsnedsættelser, viste, at de unge lagde vægt på, at der bliver vist et nuanceret billede af de liv, der leves med funktionsnedsættelser.

Resultatet er ikke overraskende, når man præsenteres for det, men alligevel er det et aspekt, som der har været meget lidt fokus på hidtil. I det offentlige rum bør der findes troværdige eksempler på troværdige personer med funktionsnedsættelse, som deltager i almindelige aktiviteter. Det er vigtigt, at personer med funktionsnedsættelser optræder i offentligheden som personer med hele liv, der indholdsmæssigt er fyldt med interesser og opgaver, sådan som livet nu en gang er. Det har betydning for børn og unge med funktionsnedsættelser, deres opfattelse af sig selv og tilliden til, at samfundet kan se dem som hele mennesker.

Undersøgelse af levevilkår ønskes

Der gennemføres efterhånden flere og flere undersøgelser af, hvordan børn og unge ser på forskellige aspekter af deres eget liv og samfundets indretning. Der findes en del undersøgelser, som handler om børn og unges oplevelse af mobning, forholdet til kammerater og forældre, ønsker til fremtiden, uddannelsesvalg, om børn og unge inddrages i beslutninger mv.

Det Centrale Handicapråd så meget gerne, at børn og unge med funktionsnedsættelser kunne komme til orde i alle disse sammenhænge. Desværre er det ofte ikke en del af undersøgelser på området, at der også findes svar på, om børn og unge med funktionsnedsættelser har oplevelser, der afviger fra flertallet, endsige undersøgelser der sætter særligt fokus, hvordan man som barn eller ung med funktionsnedsættelse oplever sin situation.

Det ville være meget interessant at få en undersøgelse, der kan give os svar på, hvordan børn og unge med funktionsnedsættelser har det, og hvad de selv mener er afgørende for, at de oplever sig som en naturlig del af samfundet. Det væsentlige i sådan en undersøgelse ville være at stille skarpt på, hvordan børn og unge med funktionsnedsættelser oplever deres liv og deres hverdag.

Det Centrale Handicapråd har foreslået Det Tværministerielle Embedsmandsudvalg på Handicapområdet at sætte en undersøgelse i gang, hvor børn og unge med funktionsnedsættelser er respondenter, men har hidtil ikke fået positivt svar tilbage. Rådet vil arbejde for, at der på en eller anden måde bliver gennemført en sådan undersøgelse.

Må man foreslå en børnepolitik?

Der er krav om, at alle kommuner skal have en børnepolitik. Det er en rigtig god anledning til at se på, hvordan kommunen løser de opgaver, der er i forhold til børn og unge med funktionsnedsættelser. Den gennemgang af indsatsen på tværs af sektorskel, som DCH har foreslået regeringens embedsmandsudvalg at foretage, er mindst lige så relevant på kommunalt niveau.

Tilsvarende gælder, når kommunen nedsætter et rådgivende børnepanel eller sætter en proces i gang for at få input fra kommunens børn til den politik, der skal føres. I sådanne tilfælde kan der være brug for at være særligt opsøgende over for børn og unge med funktionsnedsættelser for at sikre, at deres stemme også tæller med. Det kan fx være nødvendigt at inddrage specialskoler uden for kommunen, hvis det er netop den skoles elever, der bor i den pågældende kommune. De kommunale handicapråd kan være med til at sikre, at dette sker, så de ideer og for-slag, der kommer fra børn med funktionsnedsættelser også indgår i kommunens arbejde. På nationalt niveau er der ikke et tilsvarende krav om en børnepolitik.

Gennem de senere år er der sket en udvikling, hvor børn og unge i højere grad bliver set og anerkendt som selvstændige individer og aktører i samfundet. FN's nye konvention på handicapområdet understreger, at dette også skal sikres for børn og unge med funktionsnedsættelser. Det er derfor helt nødvendigt også på det nationale niveau at forholde sig til niveauet for den indflydelse og inddra-gelse, som børn og unge med funktionsnedsættelser nyder i dag.

Udfordringen må tages op

Det er nødvendigt at gøre en indsats for at sikre, at børn med funktionsnedsættelser ikke kommer til at stå tilbage som nogle af de eneste i samfundet, hvis deltagelse vi ikke tæller med. Det er nødvendigt at tage fat om de barrierer, vi kender til, og det er nødvendigt at skaffe viden om, hvilke barrierer børn og unge med funktionsnedsættelser selv oplever som de vigtigste.

Det Centrale Handicapråds forslag om en særlig indsats i forhold til børn og unge med funktionsnedsættelser udspringer af en synlig mangel på viden om, hvordan børn og unge med funktionsnedsættelser oplever samfundet, kombineret med viden om en række problemer i den måde systemet fungerer på i forhold til børn og unge med funktionsnedsættelser. Der findes som nævnt en stor mængde viden om inddragelse af børn og unge, og hvordan børn og unge generelt har det. Men der findes ikke tilsvarende viden om det liv, børn og unge med funktionsnedsættelser lever. Samtidig kender vi en række samfundsproblemer om manglende inklusion og tilgængelighed.

Børn og unge med funktionsnedsættelser skal have samme muligheder som andre børn og unge for at deltage og være med, og det stiller krav til, hvordan samfundet forholder sig til de behov, der opstår i kølvandet på funktionsnedsættelsen. Der er mange aspekter i en indsats, som tager behørigt hensyn til funktionsnedsættelsen. Målestokken er, at vi som forældre og lærere, sagsbehandlere og politikere, ekspedienter og togkontrollører mv. ser barnet før funktionsnedsættelsen og samtidig forholder os til, hvilken assistance og indsats netop den kræver.

En undersøgelse, hvor børn og unge med funktionsnedsættelser selv giver deres oplevelser videre, vil give nye perspektiver på det liv, disse børn og unge lever, og hvilken betydning forandringer kunne have for dem, når de vokser op.

[Temaartikel]

Beskyttet beskæftigelse - et overset tema i beskæftigelsesstrategien

Social- og arbejdsmarkedspolitikken har de seneste ti år været centrum for gentagne reformer og justeringer. Den ene reform har afløst den anden i et stadig stigende tempo, hvor der især er sket et skifte fra passiv forsørgelse til en mere aktiv politik.

Der er sket en bevægelse fra socialpolitikken over i arbejdsmarkedspolitikken. Problemstillinger, der tidligere blev anset som sociale sager anses nu i højere grad for at være noget, som kan og skal løses i en beskæftigelsesmæssig sammenhæng. Denne bevægelse kommer bl.a. til udtryk gennem lov om en aktiv beskæftigelsespolitik i 1998, der herefter også omfatter revalideringsindsatsen over for personer med begrænsning i arbejdsevnen.

De slagord, der har været med til at bære reformerne igennem politisk, handler om, at borgerne skal i centrum. Indsatsen over for den enkelte skal være bestemt af, hvilke behov, kompetencer, ressourcer og ønsker den pågældende har, og ikke af om den enkelte tilhører den gruppe, der har ret til dagpenge fra a-kassen eller ej. Alle har således nu ret og pligt til at deltage i aktivering, og personer med nedsat arbejdsevne forsøges fastholdt og inkluderet på arbejdsmarkedet gennem kompensationsordninger, som fx personlig assistance, hjælpemidler, fleksjob og job med løntilskud for førtidspensionister.

Ændringerne i politikken har ikke blot handlet om at bringe alle ledige i arbejdsstyrken i beskæftigelse, men om at øge arbejdsstyrken ved at fokusere på den del, der står uden for eller på kanten af arbejdsmarkedet. Ønsket er ikke at skabe et separat arbejdsmarked for personer, der ikke kan varetage et job på ordinære arbejdsvilkår. Målet er i højere grad at blødgøre grænserne for, hvad der kræves for at kunne få en plads på arbejdsmarkedet. Eller med andre ord: at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt, så personer, der ikke fuldt ud kan honorere kravene på arbejdsmarkedet, også får mulighed for at yde deres bidrag.

Handicap - ingen hindring?

Regeringen lancerede i 2004 en strategi for at øge beskæftigelsen blandt mennesker med handicap. Gennem de etablerede ordninger er det målet at øge antallet af beskæftigede med nedsat funktionsevne med ca. 2.000 om året. Det gælder såvel muligheden for job på ordinære vilkår som muligheden for job på særlige vilkår.

De gode initiativer med at øge beskæftigelsesfrekvensen for personer med funktionsnedsættelser har dog hovedsageligt været koncentreret om de tiltag, der umiddelbart kan fremme indtræden og fastholdelse på arbejdsmarkedet. Der har kun i mindre grad været fokus på værktøjer, der kan skabe plads til personer med funktionsnedsættelser, som ikke kan honorere kravene til job på det ordinære arbejdsmarked, og som heller ikke umiddelbart har mulighed for at blive ansat i et fleksjob eller et job med løntilskud for førtidspensionister.

De arbejdsmarkedspolitiske reformer er således ikke slået igennem for de personer, som er målgruppen for beskyttet beskæftigelse. Det er personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning som fx en løntilskudsordning.

I regeringens strategi fra 2004 indgik to tiltag, der vedrører målgruppen for beskyttet beskæftigelse. I 2006 blev der, som det første tiltag, udbudt midler til kommunale modelprojekter, hvor formålet er at udvikle metoder til at få flere personer fra beskyttet beskæftigelse ansat på almindelige arbejdspladser. Tiltag nr. to er endnu ikke sat i gang. Det omfatter en vejledning til kommunerne om, hvordan man kan formidle, oprette og organisere tilbud om beskyttet beskæftigelse.

Lige adgang til arbejdsmarkedet

Lige adgang til arbejdsmarkedet i form af lige adgang til at bruge sine ressourcer på arbejdsmarkedet handler bl.a. om, at der skal være lige vilkår for det arbejde, der udføres.

Ansættelsesvilkårene for personer i beskyttet beskæftigelse er imidlertid ikke de samme som for lønmodtagere generelt. Personer i beskyttet beskæftigelse har ikke ret til at modtage hverken barselsdagpenge, sygedagpenge eller feriepenge.

Personer i beskyttet beskæftigelse er visiteret til et tilbud i stedet for at være ansat hos en arbejdsgiver. Derfor opfattes beskyttet beskæftigelse ikke som et almindeligt arbejdstagerforhold, hvilket er en betingelse for, at personen kan være berettiget til de nævnte ydelser. Det, at personer i beskyttet beskæftigelse ikke anses for at opfylde lønmodtagerdefinitionen i lovgivningen, udelukker dem fra at modtage sygedagpenge, feriepenge mv. Men personen yder en arbejdsindsats ud fra den restarbejdsevne, som den pågældende person har. Og betalingen for den indsats er et bidrag til personens indtægtsgrundlag, også selvom vedkommende får førtidspension som sit primære forsørgelsesgrundlag.

Det er et vigtigt signal at sende, at den indsats, personer i beskyttet beskæftigelse yder, tæller med i den samlede indsats i samfundet. Derfor skal vilkårene for beskyttet beskæftigelse ligestilles med vilkårene for ansættelser på almindelige arbejdspladser. Ligebehandling må i denne sammenhæng handle om at ændre reglerne, så det bliver muligt også inden for denne form for beskæftigelse at optjene og opnå ret til ydelser, der svarer til sygedagpenge, feriepenge mv.

Opgør med institutionstankegangen

Langt hen ad vejen er det lovgivningen, der sætter rammerne for vilkårene i den beskyttede beskæftigelse. Lovgivningen trænger derfor til en revision og fornyelse, så personer med funktionsnedsættelse i beskyttet beskæftigelse sikres en mere acceptabel beskæftigelsespolitisk status. Men det handler også om de holdninger og den faglige viden, der eksisterer rundt omkring i det omgivende samfund.

Der er stadig spor af institutionstankegangen at finde rundt omkring, og det er nødvendigt, at vi får et opgør med det, der kan opfattes som systemets træghed og tendens til at lukke sig om brugerne i en passiviserende omsorg. Den gammeldags paternalistiske indsats er alle enige om ikke længere skal være gældende. Men risikoen for, at den fortsætter, er alligevel til stede, fordi personer i beskyttet beskæftigelse er mennesker, der enten af vane eller faktisk behov har brug for hjælp til at klare hverdagen. Og fordi de ansatte er vant til at hjælpe på en bestemt måde.

Der er brug for at udfordre den traditionelle tankegang på dette område, så tilbuddene i langt højere grad matcher retten såvel som pligterne uden for i samfundet. Her handler det om individualisering, frit valg, ansvar for eget liv - for dem der kan - og inklusion i samfundet. Og det er netop et voksende ønske hos mange personer i målgruppen, at den beskyttede beskæftigelse bliver tættere knyttet til arbejde på almindelige arbejdspladser.

Der er allerede meget udviklingsarbejde i gang på forskellige værksteder og aktivitets- og samværstilbud. I flere dele af landet arbejder forskellige tilbud med at støtte personer, som hidtil har været beskæftiget på beskyttede værksteder, til beskæftigelse på almindelige arbejdspladser med den nødvendige støtte. Der er foregangsmænd og -kvinder, såvel blandt personalet i de beskyttede værksteder som blandt tilbuddets målgruppe, der kender de udfordringer og gevinster, som ligger i at satse på det almindelige arbejdsmarked frem for det kendte beskyttede arbejdsmiljø på værkstederne. Men der er også mange brugere i beskyttet beskæftigelse og personale, som endnu har disse erfaringer til gode.

Undersøgelser viser, at der er nogle personer, som på grund af deres situation ikke har gavn af støttet beskæftigelse på en almindelig arbejdsplads, men har det bedre med at være beskæftiget i et mere beskyttet miljø.

Men der er en stor gevinst at hente for de personer, som har glæde af mere normaliserede beskæftigelsesformer. Det giver simpelthen større tilfredshed i livet at få støtte til at være beskæftiget på en almindelig arbejdsplads, end det gør at være beskæftiget i et beskyttet miljø uden for det almindelige arbejdsmarked.

Udviklingen går for øjeblikket i retning af at etablere afdelinger af beskyttet beskæftigelse på almindelige arbejdspladser eller oprette individuelle job med løntilskud, hvor der gives en individuelt tilpasset støtte til den ansatte og også gives støtte til virksomheden.

Målet må være, at så mange som muligt blandt målgruppen for beskyttet beskæftigelse får opfordring til og mulighed for ansættelse i et job, der har tæt tilknytning til det almindelige arbejdsmarked. Der ligger en stor opgave i at sørge for, at den nødvendige støtte er til stede på den rette måde og i den rette mængde. Det er værkstedets opgave at finde arbejdspladser, som er indstillet på at tage imod en nyansat, der på nogle punkter adskiller sig fra de øvrige ansatte, og at give et socialt sikkerhedsnet under den person med funktionsnedsættelse, som bliver ansat.

Hvordan kan det gøres anderledes?

Men hvordan kan systemet bakke op om den udviklingsproces, som det vil kræve fra de beskyttede værksteder?

Det er almindeligt at evaluere effekten af de indsatser, der ydes i offentlige virksomheder, effekten af konkrete velfærdsgoder, effekten af finansierings- og styringsformer mv. Man kunne derfor overveje at bruge sådanne redskaber til at sætte fokus på den retning, man ønsker for den beskyttede beskæftigelse.

Andre redskaber til at sikre områdets udvikling kunne være at tilvejebringe informationer, som på en systematisk måde giver omverdenen signaler om udviklingen. Det kan fx gøres ved at udbrede kendskabet til gode eksempler, som fungerer både fagligt og økonomisk forsvarligt. Den beskyttede beskæftigelse bør i det hele taget regelmæssigt evalueres på samme måde som den øvrige del af social- og beskæftigelsespolitikken.

Det er en udbredt antagelse, at man kan skabe forandringer gennem anvendelse af forskellige former for incitamenter. Det gælder både i forhold til den enkelte borger, i samspillet mellem stat og kommuner og i for-hold til samfundets institutioner. Dette bur-de også overvejes på området for beskyttet beskæftigelse, hvor man kunne lade indgå i resultatkontrakten, om der er gjort en særlig indsats over for personer i beskyttet beskæftigelse, fx målt på hvor mange der får ansættelse på almindelige arbejdspladser.

Samarbejde med andre beskyttede værksteder som inspiration til at løse opgaven bedre er også et element, som kunne omfattes af resultatkontrakten. Det er vigtigt at indgå i netværk, eller at bruge den viden, der ligger i eksisterende netværk, hvor beskyttede værksteder med erfaringer med at oprette individuelle stillinger på arbejdspladser kan inspirere andre beskyttede værksteder.

De beskyttede værksteders tilbud formes og leveres af det personale, der er ansat. Uddannelse og udvikling af personalet er derfor måske det vigtigste element af den indsats, der nu er behov for. Det handler i høj grad om at ændre vaner, hvilket mange mennesker har svært ved. Derfor har personalet brug for hjælp til at kunne omsætte ønsket om udvikling til praksis.

Kommunerne har også mulighed for at støtte udviklingen ved at indføre bedre vilkår for udviklingen på værkstederne. Det kan ske ved at tage de beskyttede værksteders målgruppe med i den kommunale beskæftigelsespolitik som helhed. Et eksempel kan være i relation til de nye jobcentre, som er borgerens indgang til beskæftigelsesindsatsen både på kommunalt og statsligt niveau, men hvor de beskyttede værksteder og værkstedernes målgruppe ikke umiddelbart indgår i jobcentrenes målgruppe.

Fra blind plet til grøn plæne

Enhver kvalitetsudvikling indebærer altid forandring. Disse forandringer skal selvfølgelig også ske i et tempo og i en respekt for de mennesker, der har deres daglige gang i den beskyttede beskæftigelse. Når det er sagt, så må den beskyttede beskæftigelse ikke længere ligge hen som en blind plet i det beskæftigelsespolitiske landskab. I bund og grund handler det om at turde transformere nogle af de organiserings- og styringsformer, vi allerede kender fra det øvrige arbejdsmarked, om til området for beskyttet beskæftigelse.

Det Centrale Handicapråd har bedt Center for Ligebehandling af Handicappede følge udviklingen på området. Centret vil undersøge, hvilke strukturer der fremmer oprettelsen af individuelle stillinger, og se på, hvordan viden om de gode eksempler kan udbredes til alle kommuner. Derudover har DCH henvendt sig til socialministeren og beskæftigelsesministeren for at få indført de rettigheder, der mangler for personer i beskyttet beskæftigelse set i forhold til personer i almindelige lønmodtagerforhold.

[Sektorområde]

Sundhed

En af de ting, der har fyldt i debatten på det sundhedspolitiske område i 2006, er vederlagsfri fysioterapi, og Det Centrale Handicapråd har derfor holdt sig orienteret om denne debat. Rådet har også haft fokus på Abortankenævnets praksis og på indsatsen for at mindske brugen af tvang i psykiatrien.

Vederlagsfri fysioterapi

Sundhedsstyrelsen har pr. 1. oktober 2005 udstedt et nyt sæt reviderede retningslinjer for vederlagsfri fysioterapi. I retningslinjerne er begrebet svært fysisk handicap defineret på en ny måde, således at det nu fremgår, at: En patient, som kan klare sig selv indendørs i døgnets 24 timer uden hjælp eller hjælpemidler til den daglige personlige livsførelse, har ikke et svært fysisk handicap. Ifølge Sundhedsstyrelsen er der tale om en præcisering og synliggørelse af den gældende fortolkning af retningslinjerne i Sundhedsstyrelsen.

Der har imidlertid været en særlig dispensation for scleroseramte, som har haft ret til vederlagsfri fysioterapi allerede fra det tidspunkt, hvor sygdommen kunne mærkes ved symptomer fra nerver eller muskler. Sundhedsstyrelsen har den 17. maj 2006 meddelt Scleroseforeningen, at der ikke længere vil blive dispenseret fra kriteriet om svært fysisk handicap som præciseret i de reviderede retningslinjer fra oktober 2005. Den gruppe af scleroseramte, som ikke er afhængig af andres hjælp eller hjælpemidler, vil derfor ikke længere kunne få vederlagsfri fysioterapi.

Sundhedsministeren er ved flere lejligheder blevet bedt om at tage stilling til de reviderede retningslinjer og til ophævelsen af dispensationen til sclerosepatienter. Ministeren har i sine svar understreget, at de nye retningslinjer ikke har ændret i den berettigede personkreds, men at der alene er sket en tydeliggørelse af begrebet "svært fysisk handicap". Det fremgår dog også af ministerens besvarelser, at nogle henvisende læger og praktiserende fysioterapeuter har haft en anden fortolkning af begrebet "svært fysisk handicap" end den, der er anvendt centralt, og som nu er understreget i retningslinjerne. Senest har ministeren sagt, at han overvejer, om ansvaret for den vederlagsfri fysioterapi skal overføres fra regionerne til kommunerne. DCH vil følge udviklingen.

Gennembrudsprojekt

27 psykiatriske sengeafsnit har deltaget i et nationalt kvalitetsudviklingsprojekt. En evaluering af det nationale kvalitetsprojekt blev offentliggjort i januar 2006.

Evalueringen viser, at det nationale kvalitetsprojekt med anvendelse af gennembrudsmetoden på kort tid har formået at skabe en positiv udvikling i forhold til brug af tvang i psykiatrien på flere niveauer.

Projektet havde tre overordnede målsætninger, som var at forbedre den patientoplevede kvalitet ved tvang, at udvikle den faglige og organisatoriske kvalitet ved brug af tvang og at minimere behovet for og dermed anvendelsen af tvang. Evalueringens resultater tyder på, at der via gennembrudsprojektet er sket en begyndende kulturændring på de deltagende afsnit. Kulturændringen omfatter et større fokus på dialog og inddragelse af patienter samt tværfaglighed i arbejdet med tvang i psykiatrien.

Den overordnede målsætning om at mindske behovet for tvang har projektet haft rimelig succes med, når man ser på de mest anvendte tvangsforanstaltninger: bæltefiksering, tvangstilbageholdelse, fastholdelse, beroligende medicin med tvang og tvangsmedicinering. 40% af de afdelinger, der deltog i projektet, har oplevet en forbedring på 20%. En mindre del af afdelingerne har nedsat brug af denne form for tvang til halvdelen.

Desværre viser nyere tal fra Sundhedsstyrelsen (oktober 2006), at antallet af sager, hvor der anvendes tvang, igen er stigende.

Abortpraksis - Abortankenævnets årsberetning

Som følge af en undersøgelse fra Center for Ligebehandling af Handicappede, der viste en stigning i antallet af sene provokerede aborter, havde DCH i 2005 fokus på sene provokerede aborter, der blev foretaget på grund af fare for handicap hos fostret. På baggrund af undersøgelsen henvendte DCH sig til Abortankenævnet med en opfordring om, at nævnet fulgte området tæt. Nævnet henviste i sit svar til sine årsberetninger.

I Abortankenævnets årsberetning for 2005 kunne man læse, at de som led i deres tilsynsvirksomhed havde gennemgået et an-tal af abortsamrådenes sager. Nævnet havde bemærkninger til to af disse sager, som kunne vedrøre abort på grund af fare for handicap hos fostret. Det fremgik dog ikke klart af årsberetningen, om der var tale om abort på baggrund af fare for handicap hos barnet.

DCH har derfor opfordret Abortankenævnet til i sine fremtidige beretninger at være mere detaljeret i beskrivelserne af den slags sager. Nævnet har efterfølgende oplyst, at de to konkrete sager ikke vedrørte handicapbestemmelsen. Forslaget om at beskrive sådanne forhold mere udførligt vil nævnet tage stilling til i forbindelse med årsberetningen for 2006.

[Sektorområde]

Sociale forhold

Det Centrale Handicapråds fokus på det sociale område i 2006 har været præget af en række nye initiativer på handicapområdet fra Socialministeriet. På rådets andet møde i 2006 var socialministeren på besøg. Hun fortalte bl.a. om Socialministeriets projekt "Nye og nemmere veje", som har til formål at gøre handicappolitikken mere serviceorienteret, så den i højere grad sætter fokus på den enkeltes valgmuligheder og behov for hjælp. Ministeren fortalte også om andre projekter og initiativer på handicapområdet, fx en arbejdsgruppe vedrørende § 92 boliger, fokus på sammenhængen mellem servicelovens forskellige paragraffer og initiativer i forbindelse med, at det i 2007 er det europæisk år om lige muligheder for alle.

DCH har også haft besøg af direktør Palle Lund fra den nye Styrelse for Specialrådgivning og Social Service, som er oprettet i forbindelse med kommunalreformen. Palle Lund oplyste, at styrelsen vil gå fleksibelt til opgaven, som bl.a. omfatter VISO's specialrådgivning.

Nye og nemmere veje

Som led i satspuljeforliget for 2006 blev der afsat midler til at gennemføre en række aktiviteter under den fælles betegnelse "Nye og nemmere veje". De aktiviteter, som iværksættes under denne overskrift, er alle projekter, som på den ene eller anden måde refererer til socialministerens ønske om at afbureaukratisere og forenkle handicappedes møde med det offentlige støttesystem. Der er iværksat en række projekter i forbindelse med "Nye og nemmere veje", blandt andet et projekt om mennesker med funktionsnedsættelser og foreningslivet og et projekt om udviklingshæmmede og selvbestemmelse.

Et af projekterne under nye og nemmere veje er mainstreaming på handicapområdet. Projektet skal gennem udviklingen af organisatoriske modeller, manualer og guidelines sikre, at de kommunale forvaltninger kan fin-de metoder til at omsætte sektoransvaret på handicapområdet til praksis i kommunerne. Det er Center for Ligebehandling af Handicappede, der i samarbejde med mindst tre kommuner skal gennemføre projektet.

Inden for rammerne af 'Nye og nemmere veje' er der også afsat midler til at gennemføre en analyse af unge handicappedes uddannelsessituation, som DCH har efterspurgt. Der er afsat 3,5 mio. kr. til analysen, som gennemføres i Undervisningsministeriets regi.

Brugerstyret personlig assistance

I foråret 2006 var der en del debat om hjælpeordningerne for mennesker med handicap, og hjælpeordningerne var også et tema ved socialministerens lyttemøde med mennesker med handicap i august 2005. Også Det Centrale Handicapråd har været aktive i denne debat. DCH's formand Ester Larsen har opfordret socialministeren til at lade sig inspirere af udviklingen i Norge og Sverige med hensyn til Brugerstyret Personlig Assistance. I en dansk kontekst kunne de svenske erfaringer med Brugerstyret Personlig Assistance give mere fleksible hjælpemuligheder for nogle af de grupper, som ikke kan bruge hjælperordningen i Danmark. Det er fx udviklingshæmmede eller mennesker med betydelige kommunikationshandicap.

På baggrund af debatten og en række problemstillinger, der er blevet rejst om de eksisterende muligheder for personlig hjælp, har Socialministeriet, som et led i "Nye og nemmere veje", sat et arbejde i gang, der skal afdække de nordiske erfaringer med andre former for hjælpeordninger. Formålet med undersøgelsen er at skabe et mere præcist grundlag for at vurdere, i hvilket omfang de svenske og norske modeller for hjælpeordninger kan afprøves ved forsøg i Danmark.

Satspuljepartierne har afsat i alt 13 mio. kr. til forsøg med mere fleksible hjælpeordninger i perioden 2007-2009. Det forventes, at modellerne for forsøg udarbejdes i foråret 2007, og forsøgene sættes i gang hurtigst muligt derefter i 3-5 kommuner.

Ny udlandsbekendtgørelse

Muligheden for at tage ydelser med til udlandet kan være afgørende for, at mennesker med funktionsnedsættelser har samme muligheder for at rejse i forbindelse med ferie, arbejde eller uddannelse. DCH har beskæftiget sig med dette område ved flere lejligheder både i forbindelse med høringssvar og som opfølgning på analyser, hvor Center for Ligebehandling af Handicappede har påpeget uligebehandling i relation til mulighed for udlandsophold.

Adgangen til at tage sociale ydelser med til udlandet reguleres i udlandsbekendtgørelsen. Med virkning fra 1. september 2006 er bekendtgørelsen ændret, så den imødegår nogle af de kritikpunkter, DCH har haft. For eksempel er det nu muligt at medtage hjælp under midlertidige ophold i udlandet i forbindelse med erhvervsarbejde.

Men på andre områder forbedrer den nye udlandsbekendtgørelse ikke situationen. For eksempel defineres det kun i få tilfælde, hvad der skal forstås ved "midlertidigt ophold", hvilket formentlig kan gøre det svært at ændre på Ankestyrelsens faste praksis om kun at give støtte til ferieophold på samlet 14 dage årligt. Det defineres heller ikke klart, hvornår der er tale om, at udlandsopholdet er et "særligt tilfælde", der giver mulighed for tilskud til ekstraomkostninger i forbindelse med opholdet i udlandet.

Nye vejledninger på det sociale område

Socialministeriet udsendte i slutningen af 2006 syv vejledninger til lov om social service. Med vejledningerne følges der bl.a. op på ændringerne i serviceloven som følge af kommunalreformen. I vejledningerne har Socialministeriet lavet en ny opdeling i for-hold til målgrupper og ydelser. De tidligere gældende vejledninger til serviceloven var opdelt efter målgrupperne børn og unge med særlige sociale behov, børn og unge med handicap, voksne med handicap, socialt udsatte, ældre, samt en vejledning om hjælpemidler, forbrugsgoder og handicapbiler mv. De nye vejledninger, der gælder fra 1. januar 2007, er skrevet på en sådan måde, at de enkelte bestemmelser som udgangspunkt kun beskrives en gang, men med en klar angivelse af, hvilke grupper ydelsen er relevant for. Tidligere var vejledningerne skrevet med udgangspunkt i en bestemt målgruppe, og kriterierne for den samme ydelse har derfor været beskrevet i flere vejledninger for særlige grupper, fx voksne med handicap, ældre eller udsatte. Den eneste undtagelse for denne nye opbygning af vejledningen er, at der fortsat findes en vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier. DCH bifaldt i sit høringssvar, at vejledningerne følger en ydelsesinddeling frem for en målgruppeinddeling, men gjorde opmærksom på, at det var gjort på en meget forvirrende og rodet måde.

I sit høringssvar gjorde DCH endvidere opmærksom på, at mennesker med funktionsnedsættelser i nogen grad var overset i vejledningsteksten. Eksempelvis er vejledningsteksten vedrørende personlig hjælp og pleje meget præget af ældre som målgruppe, og den tager ikke i tilstrækkelig grad højde for, at også mennesker med funktionsnedsættelser er brugere af denne ordning. Også høringssvar fra andre parter gjorde opmærksom på disse problemstillinger. Socialministeriet tog i et vist omfang højde for kritikken og søgte at nævne principper og problematikker knyttet til handicapområdet.

Psykisk udviklingshæmmede lovovertrædere

I de sidste ti år har Det Centrale Handicapråd jævnligt vendt tilbage til sagen om tidsubestemte domme til psykisk udviklingshæmmede, herunder spørgsmålet om, hvilken form for behandling der gives til udviklingshæmmede under dom. I 2003 udkom tre rapporter om manglende sammenhæng mellem sociallovgivningen og strafferettens regler om indsatsen over for psykisk udviklingshæmmede, der begår kriminalitet. Justitsministeriet nedsatte en arbejdsgruppe, som skulle forestå opfølgningen på undersøgelserne. Status for arbejdet er, at rigsadvokaten skal vurdere behovet for nye retningslinjer. DCH har oplevet opfølgningen som meget langsommelig og har derfor i 2006 gentaget et tidligere forslag om, at der bliver nedsat en egentlig kommission, som fagligt kan vurdere, hvad der skal til for at løse de problemer, der er dokumenteret i de mange undersøgelser. Dette forslag har Justitsministeriet afvist og har samtidig forsikret, at der arbejdes med opfølgningen. Rigsadvokaten forventes at være klar med sin vurdering i begyndelsen af 2007.

På grund af kommunalreformen har der i 2006 derudover været brug for fokus på placeringen af de centrale funktioner i form af samråd og det kriminalpræventive tilsyn, som hidtil har ligget i amterne. DCH har opfordret til justits- og socialministrene til at tilvejebringe det fornødne lovgrundlag for samrådene og finde en løsning for tilsynet med området, som ikke alene baserer sig på det kommunale tilsyn. Placeringen af samrådene har endnu ikke fundet sin løsning, men ansvaret for det kriminalpræventive tilsyn er lagt i kommunerne, som kan inddrage VISO eller andre i opgaveløsningen.

Et andet aspekt er mangel på viden om, hvilken form for behandling der gives til dømte udviklingshæmmede, hvordan indsatsen virker, og hvilken betydning det fx kan have for andre beboere i et botilbud, at "naboen" er anbragt under dom. DCH har derfor opfordret socialministeren til at afsætte midler til en undersøgelse af indholdet og effekten af den pædagogiske og kriminalpræventive indsats, der gøres over for psykisk udviklingshæmmede domfældte. Socialministeren har ikke taget initiativ til en sådan undersøgelse endnu.

Det Centrale Handicapråd følger i 2007 op på problemstillingen ved i samarbejde med relevante interessenter at forberede og afholde en nordisk konference, hvor der sæt-tes fokus på erfaringer og problemstillinger i relation til indsatsen over for domfældte udviklingshæmmede.

Boligområdet

Boliger er et område, som DCH jævnligt for-holder sig til, og det er også et område, der har fyldt ganske meget i 2006.

Institut for Menneskerettigheder fremlagde i november 2005 en rapport, der så nærmere på, om Danmark lever op til sine menneskeretlige forpligtelser til at sikre mennesker med handicap lige muligheder i det danske samfund. Instituttet påpeger blandt andet i redegørelsen, at den forskel i rettigheder, som findes for boliger efter servicelovens § 92 i forhold til boliger efter lov om almene boliger, er i strid med menneskerettighederne. På baggrund af udredningen bad Folketingets Socialudvalg økonomi- og erhvervsministeren samt socialministeren om i et lukket samråd at redegøre for regeringens holdning til instituttets anbefalinger. Samrådet fandt sted den 24. januar 2006. På samrådet gjorde socialministeren opmærksom på, at udviklingen med at omdanne botilbud efter serviceloven til boliger efter almenboligloven går i den rigtige retning, men at der efter ministerens mening altid vil være behov for et antal boliger efter serviceloven, da der findes mennesker med så særlige forudsætninger, at de aldrig ville kunne rummes af almenboligloven. Det afgørende var - ifølge ministeren - at finde den rette balance mellem antallet af de to boligtyper.

Det Centrale Handicapråd har flere gange tidligere opfordret regeringen til at udarbejde en plan for overførelse af boliger efter servicelovens § 92 til at være boliger efter almenboligloven. Rådet har ligeledes opfordret til at finde en måde, hvorpå beboere i disse to boligformer i højere grad kan ligestilles med hensyn til boligbetaling, herunder afskaffelse af servicebetalingen. Siden servicebetalingens indførelse har det været diskuteret, hvad betalingen dækker, og om det er rimeligt at opkræve en sådan betaling. I 2006 har en forældregruppe foranlediget, at der bliver anlagt en retssag om, hvorvidt servicelovens regler om servicebetaling er i strid med regler i den europæiske menneskerettighedskonvention. I sagsmaterialet indgår uddrag af mødemateriale fra Det Centrale Handicapråds drøftelser af servicebetalingens berettigelse, og der vil muligvis blive indkaldt vidner fra Det Centra-le Handicapråd. Sagen forventes at komme for retten efter sommerferien 2007.

Borgere med anden etnisk baggrund

Borgere med anden etnisk baggrund og funktionsnedsættelser risikerer at løbe ind i særlige problemstillinger i krydsfeltet mellem at være etnisk minoritet og have en funktionsnedsættelse. DCH blev i 2006 orienteret om to rapporter med fokus på mødet mellem det professionelle system på handicapområdet og borgere med anden etnisk baggrund, som også har et handicap. Den ene var Center for Små Handicapgruppers (CSH) rapport "Taler vi om det samme?", den anden var rapporten "Etniske minoritetsfamilier med børn og unge med funktionsnedsættelse", som er udgivet i et samarbejde mellem Århus Kommune, Århus Amt og LEV.

Begge rapporter viser behov for mere information som middel til at forbedre kommunikationen mellem det offentlige system og denne borgergruppe. Der er brug for vi-den for at undgå fordomme, og der er brug for information om det offentliges tilbud i en form, som er tilgængelig for etniske minoritetsfamilier.

Lov om dagtilbud

Ministeren for familie- og forbrugeranliggender fremsætter i januar 2007 et forslag til en dagtilbudslov, der samler alle bestemmelser om dag-, klub- og fritidstilbud mv. i en selvstændig lov. Bestemmelserne om tilbud til børn og unge har hidtil været en del af lov om social service, som regulerer serviceydelser til både børn og voksne på såvel normal- som specialområdet. Formålet med lovforslaget er at samle bestemmelserne om dag-, klub-, og fritidstilbud mv. til børn og unge i en selvstændig lov for derved dels at sætte fokus på og styrke det pædagogiske indhold i tilbuddene, dels at markere tilbuddenes selvstændige værdi i det moderne samfund. Reguleringen vedrørende særlige dag-, klub- og fritidstilbud findes dog stadigvæk i serviceloven og er undergivet Socialministeriets ressortområde.

I sit høringssvar har DCH gjort opmærksom på, at dette lovforslag understreger det problem, der ligger i, at dagtilbuddene er opdelt i særlige og almene dagtilbud og underlagt forskellige regler. Dagtilbudsloven opstiller en række krav og en forholdsvis grundig regulering af almenområdet, men de samme krav gælder ikke for specialområdet. Opsplitningen i to lovgivninger understreger forskelligheden i de krav, forventninger og normer, der gælder for henholdsvis almene og særlige tilbud. Dette er efter DCH's mening en meget bekymrende og uholdbar situation, som er ude af trit med principperne om ligebehandling og sektoransvar.

[Sektorområde]

Tilgængelighed til bygninger og kommunikation

Begrebet tilgængelighed er tæt forbundet med dansk handicappolitik og derfor et område, som har Det Centrale Handicapråds store interesse. En af årets temadiskussioner i rådet har netop vedrørt tilgængelighed i bred forstand med fokus på tilgængelighed til bygninger, transportmidler og til informations- og kommunikationsteknologi (IKT). Karakteristisk for området er, at tilgængeligheden til bygninger, IKT og transport for personer med funktionsnedsættelser er et område, hvor der er få egentlige regler og love, en del anbefalinger og mange udfordringer i forhold til at få tilgængeligheden gennemført i praksis.

Tilgængelighed til helse- og sundhedsklinikker er et eksempel på, at det kan være svært at få gennemført krav, som retter op på eksisterende byggeri. Det Centrale Handicapråd har igen i 2006 opfordret regeringen til at tage initiativer på dette område, men det har hidtil ikke været muligt at få fastsat krav, som kan forbedre tilgængeligheden. Der er dog afsat en mindre bevilling på satspuljen, hvorfra der kan søges støtte til forbedret tilgængelighed til offentlige bygninger og helseklinikker.

Information om bygningsreglementet

Love og regler omkring tilgængelighed til bygninger findes i to bygningsreglementer, et for småhuse og et for etagebyggeri mv. Der er igennem årene blevet fastsat flere krav om tilgængelighed for personer med funktionsnedsættelser, og i dag har vi ganske mange tilgængelighedskrav i bygningsreglementet for etageboliger mv. Tilgængelighedskravene er funktionsbaserede, det vil sige, at de ikke beskriver konkrete målsatte krav til fx dørbredde og venderadius. Det volder ofte problemer at definere, hvad man skal forstå ved de funktionsbaserede krav - selv for kommunernes byggesagsbehandlere. For Det Centrale Handicapråd var det derfor velkomment, at erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen under et besøg i DCH meddelte, at han har bedt Statens Byggeforskningsinstitut om at afholde kurser for byggesagsbehandlere om tilgængelighedsbestemmelserne.

Under Bendt Bendtsens besøg viste han stor forståelse for, at det ofte kan være svært at arbejde med funktionskrav. I forbindelse med et nyt bygningsreglement, som træder i kraft i 2007, arbejder ministeren på at ind-føre målfaste krav til handicaptoiletter i offentligt tilgængelige bygninger. Ministeren oplyste også, at der i anledning af det nye bygningsreglements ikrafttræden vil blive gennemført en omfattende informationskampagne, som både kommer til at handle om tilgængelighedskravene og de øvrige bestemmelser i bygningsreglementet.

Overholdelse af tilgængelighedskrav

På baggrund af temadrøftelsen om tilgængelighed skrev DCH til økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen og bad om en undersøgelse af, hvordan den seneste stramning af bygningsreglementets krav om handicaptilgængelighed er gennemført i praksis.

Stramningerne blev indført i et forsøg på at få bedre tilgængelighed til det eksisterende byggeri. Derfor vil DCH gerne vide, om det ser ud til at blive resultatet, eller der eventuelt skal andre tiltag på banen.

Da Bendt Bendtsen var på besøg, kunne han oplyse at den ønskede undersøgelse vil blive gennemført, ligesom der vil blive gennemført en undersøgelse af tilgængelighedskravene ved nyt byggeri.

Tilgængelighed til rådhuse, jobcentre mv.

Strukturreformen har sat gang i meget, bl.a. ændringer og ombygninger af rådhuse og etableringer af job- og sundhedscentre. I forbindelse med disse ændringer er det oplagt at være opmærksom på, at tilgængeligheden til de nye eller ombyggede bygninger sikres. På tilsvarende vis er det vigtigt at sikre tilgængeligheden til nye kommunale hjemmesider, it-værktøjer mv. DCH har derfor skrevet til samtlige borgmestre og opfordret til, at tilgængeligheden sikres, så også personer med funktionsnedsættelser har mulighed for at benytte de nye eller ombyggede bygninger og hjemmesider.

Som resultat af en folketingsbeslutning (B 40) om tilgængelighed til de nye kommuner er der gennemført en undersøgelse for Erhvervs- og Byggestyrelsen. Undersøgelsen viser desværre, at det ser sort ud. De fleste kommuner lever op til bygningsreglementets krav med hensyn til handicapparkering, niveaufri adgang til rådhuset og elevator til rådhusbygningerne. Men over halvdelen af rådhusene har ikke et handicaptoilet, og kun en fjerdedel har teleslynge i byrådssalene.

Undersøgelsen er gennemført i efteråret 2006, og flere kommuner oplyser, at de i forbindelse med strukturreformen skal bygge nyt rådhus, mens andre oplyser, at de arbejder på ændringer af rådhusene. I aftalen om den kommunale og regionale økonomi for 2007 er kommunerne forpligtet til i videst muligt omfang at tilgodese hensynet til fysisk tilgængelighed for personer med funktionsnedsættelser i forbindelse med valg af kommunale bygninger. Derudover er der også i satspuljeforliget afsat midler til at forbedre tilgængeligheden til offentligt tilgængelige bygninger. DCH tager først i 2007 stilling til eventuelle initiativer på baggrund af undersøgelsen.

Tilgængelighed til IKT

Der findes ingen lovgivning, som sikrer tilgængelighed til netsteder eller tilgængelighed til it-systemer. Der findes hensigtserklæringer og vejledninger, som opfordrer til, at netsteder gøres tilgængelige, og at der ved indkøb af it-systemer og -udstyr lægges vægt på, at dette også er tilgængeligt for personer med funktionsnedsættelser.

På EU-niveau er der stor opmærksom på, at det er vigtigt at skabe tilgængelighed til hjemmesider og digital kommunikation. Her er der i øjeblikket ved at ske en ændring fra isoleret at tale om tilgængelighed til handicappede til at tale om inklusion i bredere forstand. Riga-deklarationen fra juni 2006 er et eksempel på dette. Af deklarationen fremgår det bl.a., at det er vigtigt at sikre, at alle offentlige hjemmesider bliver tilgængelige i 2010. Desuden opfordres den private sektor til at gøre det samme; at tage tilgængeligheden med som et grundlæggende princip i udviklingen af hjemmesider og udvikling af værktøjer og software. Erklæringen ligger fint i overensstemmelse med initiativer, der er udviklet i dansk sammenhæng, bl.a. udbudsværktøjskassen om tilgængelige IKT-indkøb fra IT- og Telestyrelsen. Men erklæringen går et skridt videre og påpeger behovet for egentlige krav, hvis anbefalingerne ikke bliver fulgt i nær fremtid. Dette har DCH længe efterspurgt.

Tilgængelighed til kommunale hjemmesider mv.

At der kan være behov for en kraftig opstramning i forhold til krav om tilgængelighed vises tydeligt i anden del af opfølgningen på folketingsbeslutningen (B 40) om tilgængelighed til de nye kommuner. En undersøgelse fra IT- og Telestyrelsen viser alvorlige problemer med tilgængeligheden både i forhold til kommunernes hjemmesider og i forhold til de interne arbejdsredskaber, som kommunerne har valgt.

Som det tredje element i undersøgelsen blev indkøbere, leverandører og konsulenter bedt om at vurdere, om det er forbundet med ekstraomkostninger at inkludere tilgængelighedskrav ved udvikling af it-løsninger. Der var forskellige meninger om dette spørgsmål, men helt generelt vurderede de fleste, at tilgængelige it-løsninger vil medføre meromkostninger. Undersøgelsens resultater vil blive drøftet i rådet i 2007.

Forsyningspligten

Det Centrale Handicapråd har i 2006 lagt mange ressourcer i arbejdet med forsyningspligten. Forsyningspligten indebærer, at enhver har krav på at få leveret en række basale teleydelser på rimelige vilkår og til rimelige priser. Forsyningspligten omfatter efter gældende lovgivning en almindelig telefonforbindelse, en ISDN2-forbindelse mm.

I forhold til personer med funktionsnedsættelser indebærer forsyningspligten herudover en teksttelefontjeneste og en landsdækkende nummeroplysningstjeneste med automatisk gennemstilling til reduceret pris, fx til personer, der er blinde. Indtil 31. december 2007 er det TDC, der er udpeget som forsyningspligtudbyder.

På tidspunktet for forsyningspligtens vedtagelse var det som udgangspunkt en god ordning, der sikrede personer med funktionsnedsættelser adgang til telekommunikation. Men i takt med den øgede liberalisering på teleområdet og den hastige teknologiske udvikling har DCH konstateret, at den lige ad-gang til teleydelser for personer med funktionsnedsættelser halter mere og mere bagud.

DCH har derfor i sine høringssvar vedrørende forsyningspligten og i en direkte henvendelse til videnskabsministeren opfordret til, at forsyningspligt erstattes med en forsyningsgaranti. Det vil sige en garanti for, at personer med funktionsnedsættelser får lige adgang til relevante teleydelser. Samtidig har DCH foreslået, at IT- og Telestyrelsen pålægges at oprette en særlig enhed, som får til opgave at forvalte en sådan forsyningsgaranti.

Forvaltningsopgaven består i at sikre, at personer med funktionsnedsættelser har ad-gang til relevante og tidssvarende teleteknologier, relevante og tidssvarende telesærtjenester og tilgængelige terminaler i et omfang og til en pris, som sikrer, at personer med funktionsnedsættelser er ligestillet med enhver anden borger.

Alarmopkald via sms

Det Centrale Handicapråd har gennem flere år arbejdet på, at døve og andre personer, som kan have brug for det, skal have mulighed for at foretage direkte alarmopkald 112 via sms. Rigspolitiet har tidligere meddelt, at der har været for stor usikkerhed i forhold til stedfastsættelse af opkald fra mobiltelefon, og at der ikke er nogen garanti for, at en sms kommer hurtigt frem.

DCH har været uforstående over for dette, idet der findes andre lande, hvor det i flere år har været muligt for døve at foretage alarmopkald via sms. DCH var derfor meget tilfreds, da Rigspolitiet i 2006 satte et forsøg i gang, som førte til, at Rigspolitiet nu endelig har givet tilladelse til direkte alarmopkald via sms.

[Sektorområde]

Beskæftigelse

Inden for arbejdsmarkedsområdet er der i 2006 lagt mange kræfter i etableringen af de nye jobcentre i kommunerne. Formålet med jobcentrene er at samle de kommunale og statslige kræfter for at yde borgere og virksomheder den bedste service i forhold til arbejdsmarkedet. Det Centrale Handicapråd (DCH) finder på mange måder foreningen mellem kommune og stat meget positiv. Håbet er, at et øget samarbejde mellem de to instanser, og den lovgivning som de hver især administrerer, vil gøre det mere smidigt for personer med funktionsnedsættelser at bevare eller få tilknytning til arbejdsmarkedet. DCH har dog i høringssvar vedrørende strukturreformen udtrykt bekymring for, om specialviden om personer med funktionsnedsættelser og de forskellige kompensationsmuligheder vil drukne i de nye jobcentre.

Flere personer med funktionsnedsættelser i job

Man har længe talt om nedgangen i arbejdsstyrken og dermed behovet for at sikre, at også personer med funktionsnedsættelser får adgang til og mulighed for fastholdelse på arbejdsmarkedet. I december 2004 offentliggjorde social-og beskæftigelsesministeren regeringens beskæftigelsesstrategi "Handicap og job - en beskæftigelsesstrategi for personer med handicap". Ifølge strategien skal der hvert år komme 2.000 flere personer med handicap i beskæftigelse. På et møde i 2006 behandlede Det Centrale Handicapråd Socialforskningsinstituttets undersøgelse om handicap og beskæftigelse - udviklingen mellem 2002 og 2005. Undersøgelsen viser, at andelen af personer med handicap, der er i beskæftigelse, er steget fra 53% i 2002 til 56% i 2005. Der er dog ifølge undersøgelsen en vis usikkerhed forbundet med disse tal, da de bygger på en stikprøve. Men personer med handicap har stadig en markant svagere tilknytning til arbejdsmarkedet end personer uden handicap, idet 83% af personer uden handicap er i beskæftigelse mod 56% personer med handicap.

Socialforskningsinstituttets undersøgelse peger på, at der er et beskæftigelsespotentiale blandt personer med handicap, som ikke allerede er i beskæftigelse. Undersøgelsen viser også, at kun en ud af otte personer med handicap er ansat på særlige vilkår, selvom der i perioden fra 2002 til 2005 har været en markant stigning i antal personer ansat på særlige vilkår. Størstedelen af gruppen af personer ansat på særlige vilkår er ansat i fleksjob.

Førtidspensionisters tilknytning til arbejdsmarkedet

Nedgangen i arbejdskraften betyder, som allerede skrevet, at indsatsen for at få flere i arbejde i stigende grad rettes mod personer med funktionsnedsættelser og deres muligheder for tilknytning til arbejdsmarkedet. Det Centrale Handicapråd har i 2006 beskæftiget sig med førtidspensionisters tilknytning til arbejdsmarkedet. En undersøgelse udarbejdet af DISCUS om "førtidspensionister i løntilskudsjob" viser, at der blandt de knap

260.000 personer på førtidspension er ca. 10%, der har lønindkomst ved siden af pensionen. For en stor dels vedkommende er indkomsten dog på under 1.000 kr. pr. måned.

Undersøgelsen peger på en række muligheder for indsatsområder. I forhold til personen selv er der brug for bevidsthed om en restarbejdsevne, en vis helbredsmæssig stabilitet, overblik over det samlede forsørgelsesgrundlag, herunder hvilke konsekvenser indtægten fra jobbet har på førtidspensionen.

DCH har også haft en temadrøftelse af forholdene for førtidspensionister, som er an-sat på beskyttede værksteder eller visiteret til aktivitets- og samværstilbud. Her havde DCH besøg af Lis Jessen fra Job i erhverv, Ribe Amt, som fortalte om, hvordan man som personale og myndighed støtter personer med udviklingshæmning til at få job med løntilskud på almindelige arbejdspladser i stedet for at arbejde på et beskyttet værksted. Lis Jessen lagde meget vægt på organiseringen af støtten og uddannelse af personale.

Se i øvrigt temaartiklen om beskyttet beskæftigelse.

Nye og forbedrede regler for fleksjob

I de senere år har der været en stor fremgang i antallet af fleksjob, og hastigheden, hvormed kommunerne har visiteret personer til fleksjob, har været langt højere end hastigheden, hvorved disse personer er blevet ansat i fleksjob. Det gav i 2005 anledning til megen diskussion og flere undersøgelser af det stadig voksende antal personer på ledighedsydelse. Diskussionen og undersøgelserne resulterede i, at forligspartierne bag førtidspensionsreformen i februar 2006 indgik forlig om en justering af reglerne om fleksjob. Det Centrale Handicapråd har stort set været positiv over for ændringerne, fordi der med ændringerne strammes op for kommunernes dokumentation af visitation til fleksjob. Dermed sikres forhåbentlig, at den rigtige målgruppe visiteres til fleksjob. De nye regler strammer også op på kommunernes forpligtelse til at sikre, at personer, der venter på et fleksjob, reelt er til rådighed for fleksjob, ligesom der gives bedre muligheder for opkvalificering af personer på ledighedsydelse.

Men Det Centrale Handicapråd er ikke kun er positiv over for ændringerne. I sit høringssvar gav DCH bl.a. udtryk for bekymring over ændringer i loven, som vedrører kommunernes forpligtelse til at tilbyde fleksjob på fuldtid. Hidtil har en person i fleksjob altid skulle tilbydes et fleksjob på fuldtid, uanset om personen forud for visiteringen havde været ansat på deltid, idet årsagen til deltid netop kunne være den nedsatte arbejdsevne. Ifølge de nye regler skal kommunen kun tilbyde fleksjob på fuld tid, hvis personens ordinære job forud for visiteringen var på fuldtid, eller hvis personen kan dokumentere, at deltidsansættelsen skyldes de samme årsager, som giver anledning til visitation til fleksjob.

DCH har også problematiseret, at der er indført et loft over, hvor høj en løn, der kan beregnes løntilskud ud fra. DCH frygter, at loftet kan betyde, at det fremover bliver sværere at etablere fleksjob inden for erhverv, hvor lønniveauet generelt er højt.

Fleksjob til selvstændig erhvervsdrivende

Siden 2002 har det været muligt at etablere fleksjob til selvstændig erhvervsdrivende ved at bevilge økonomisk tilskud. I 2006 kom den første praksisundersøgelse fra Ankestyrelsen om fleksjob til selvstændig erhvervsdrivende. Undersøgelsen viser, at der i juni 2005 var oprettet 1.257 fleksjob til selvstændige erhvervsdrivende i egen virksomhed. De fleste af virksomhederne ligger inden for handel, hotel og restauration og er små virksomheder. I halvdelen af virksomhederne er der ud over den selvstændige erhvervsdrivende selv enten ingen eller kun ægtefællen ansat. 71% af modtagerne er mænd, og 29% er kvinder. I fleksjob til lønmodtagere ser man den modsatte kønsfordeling, idet kun 43% her er mænd, mens hele 57% er kvinder.

Job på særlige vilkår

Som nævnt er der sket en kraftig stigning i antallet af job på særlige vilkår. Det Centra-le Handicapråd følger udviklingen og blev i 2006 orienteret om Socialforskningsinstituttets rapport "Job på særlige vilkår - overblik over viden på området". Job på særlige vilkår defineres i rapporten som job, der afviger fra job på ordinære vilkår, fx ved at ansættelsen ikke er varig, at der medfølger et løntilskud, og at ansættelsen afviger i præstationskrav i forhold til det ordinære job.

Personer, der er ansat i job på særlige vilkår eller venter på et fleksjob, er som oftest kvinder over 30 år med et lavt uddannelsesniveau. I 2004 var 29% af de ansatte i et job med løntilskud fastholdt på arbejdspladsen, mens de resterende var nyansatte. En tredjedel af de danske virksomheder havde i 2004 en eller flere personer ansat i et job med offentligt løntilskud. Det er de offentlige virksomheder, der hyppigst har personer ansat i løntilskud, men stigningen siden 1998 i antallet af job på særlige vilkår har fundet sted i den private sektor. Flere store end små virksomheder har ansat personer i job på særlige vilkår.

DCH blev også orienteret om Socialforskningsinstituttets rapport "Uhørt - betydningen af nedsat hørelse for arbejdsmarkedstilknytning og arbejdsliv", som ser nærmere på betydningen af nedsat hørelse for personer i alderen fra 50-54 år, herunder også i forhold til job på særlige vilkår. Undersøgelsen viser, at personer med nedsat hørelse generelt arbejder færre timer om ugen end andre, og ønsket om nedsat arbejdstid stiger efterhånden, som høreproblemerne øges. Flere hørehæmmede end normalt hørende er ansat i løntilskudsjob, men det er hovedsagelig personer med meget svære høreproblemer eller døve, som er ansat i løntilskudsjob.

Kompensationsordninger

Flere undersøgelser peger på, at det ikke er manglende kompensationsordninger, der er forklaringen på personer med funktionsnedsættelses lavere tilknytning til arbejdsmarkedet end personer uden funktionsnedsættelser. Undersøgelserne peger imidlertid på, at der er et manglende kendskab til ordningerne.

DCH har tidligere gjort opmærksom på, at der mangler en kompensationsordning til personer med psykiske funktionsnedsættelser, idet den nuværende bestemmelse om personlig assistance i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. kun dækker personer med fysiske funktionsnedsættelser. De Samvirkende Invalideorganisationer har gennemført et forsøg med en støttepersonordning til personer med psykiske funktionsnedsættelser, og det ser ud til, at erfaringerne med forsøgsordningen kan bruges som grundlag for at indføre en personlig assistanceordning også til personer med psykiske funktionsnedsættelser. I begyndelsen af 2007 er således fremsat lovforslag om en ændring af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., der giver mulighed for, at også personer med psykiske funktionsnedsættelser kan få personlig assistance.

Forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet

Det Centrale Handicapråd har de seneste år arbejdet med implementeringen af EU-direktivet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. Direktivet har fra december 2004 været implementeret i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. DCH har anbefalet, at der skulle være en administrativ klagemulighed, men det er hidtil blevet afvist. Det kom der-for som en overraskelse, at social- og ligestillingsministeren, integrationsministeren samt beskæftigelsesministeren i efteråret 2006 annoncerede, at der i 2007 ville komme et lovforslag om etablering af et fælles klageorgan for ligebehandling. Det fælles klageorgan skal behandle klager over forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, religion eller tro, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse, politisk anskuelse eller seksuel orientering. I klageorganet kan der klages over forskelsbehandling inden for et eller flere af de områder, hvor lovgivningen indeholder beskyttelse mod forskelsbehandling.

For personer med handicap betyder det, at der kan klages over forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, idet lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. er det eneste sted i lovgivningen, hvor der er forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Samtidig med oprettelsen af det nye fælles klageorgan nedlægges Ligestillingsnævnet, der behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn. Klagekomiteen for Etnisk Ligebehandling, der behandler sager om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse eller race, nedlægges også. Det forventes, at klageorganet træder i kraft

1. januar 2008.

Da diskriminationsforbuddet er det første af sin slags i Danmark, har DCH været meget interesseret i at følge praksis. Indtil videre er der afsagt én byretsdom, som giver anledning til stor bekymring. Efter en samlet vurdering konkluderede dommen, at sagsøger, som havde sclerose, ikke havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Dom-men faldt tilsyneladende ud som den gjorde, fordi det blev vurderet, at vedkommende ikke modtog nogen form for handicapkompensation. Dette på trods af at vedkommende var ansat i fleksjob.

EU-domstolen har også udtalt sig vejledende om fortolkningen af loven i en sag, hvor en person var afskediget efter lang tids sygdom. På baggrund af EU-domstolens udtalelse og byretsdommen kan man konkludere, at hverken direktivet eller lov om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet ser ud til at indeholde beskyttelse i den situation, hvor en person bliver forskelsbehandlet på grund af risikoen for, at en sygdom vil udvikle sig til et handicap.

[Sektorområde]

Uddannelse

Uddannelsesområdet har i 2006 været præget af en styrkelse af fagligheden i folkeskolen med fokus på afgangsprøver, evaluering og test. Lærernes faglighed har også været i fokus, og læreruddannelsen er blevet styrket blandt andet med specialpædagogik. Det Centrale Handicapråd (DCH) har fulgt denne udvikling nøje, ligesom rådet også med stor interesse har fulgt Folketingets arbejde med at få etableret en ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov. Denne uddannelses rammer og indhold bliver fastlagt endeligt i 2007.

Obligatoriske afgangsprøver, test og evaluering i folkeskolen

Folketinget vedtog i foråret 2006 en ændring af folkeskoleloven som et led i regeringens ønske om at forbedre det faglige niveau i folkeskolen.

Med forslaget har regeringen besluttet, at afgangsprøven efter 9. klasse, der i dag er frivillig, skal gøres obligatorisk, og at rækken af prøvefag skal udvides med historie, samfundsfag og kristendomskundskab. DCH håber, at den nye obligatoriske afgangsprøve vil føre til, at langt flere elever med handicap fremover aflægger fuld afgangsprøve i alle fag. DCH har konstateret, at den hidtidige frivillighed alt for ofte har betydet, at elever med funktionsnedsættelser ikke har gennemført afgangsprøver.

Med ændringen af folkeskoleloven er det samtidig besluttet, at evalueringskulturen i folkeskolen generelt skal styrkes, og at der indføres obligatoriske nationale test. DCH har i den forbindelse gjort opmærksom på, at det er vigtigt, at børn med funktionsnedsættelser så vidt muligt bliver evalueret og testet på lige fod med børn uden funktionsnedsættelser, så de ikke kommer til at halte bagefter uddannelsesmæssigt. Hermed har DCH ikke taget stilling til, om evaluering og test er gode eller dårlige redskaber.

Som et led i den nye evalueringskultur er det også besluttet, at kommunerne skal anvende kvalitetsrapporter på folkeskoleområdet. DCH har opfordret til, at kvalitetsrapporterne indeholder oplysninger om skolernes arbejde med inklusion, og at der er fokus på elever, som bliver fritaget fra de obligatoriske test og årsagerne hertil.

Ny læreruddannelse

For at styrke fagligheden og de pædagogiske fag i læreruddannelsen vedtog regeringen i foråret 2006 et lovforslag, der ændrer læreruddannelsen. Lovforslaget var en udmøntning af et forlig indgået mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre.

En vigtigt ændring i forhold til handicapområdet er, at alle lærerstuderende fremover skal sikres et grundlæggende kendskab til specialpædagogik. I forhold til at skabe en inkluderende folkeskole sættes der fokus på, at lærerne har viden om specialpædagogisk undervisning, så de har forudsætninger for at inkludere alle elever.

Som noget nyt bliver der fremover også mulighed for at vælge specialpædagogik som linjefag. Linjefaget vil fungere som en yderligere styrkelse af de grundlæggende specialpædagogiske kompetencer, som alle lærerstuderende skal erhverve. Målet med linjefaget er, at den enkelte lærer skal blive bedre til at identificere elever med behov for en specialpædagogisk indsats og at ruste lærerne bedre til undervisning af elever med indlæringsvanskeligheder.

Det Centrale Handicapråd har længe efterspurgt en større fokusering på lærernes kendskab til specialpædagogik og har derfor været meget positiv over for ændringerne i læreruddannelsen.

Magtanvendelse i folkeskolen

I 2004 viste en undersøgelse fra Center for Ligebehandling af Handicappede og Børnerådet, at der foregår magtanvendelse på specialskoler samtidigt med, at der ikke findes centrale retningslinjer for magtanvendelsen. I 2005 gjorde Det Centrale Handicapråd undervisningsministeren opmærksom på problemet. Undervisningsministeren var ikke umiddelbart indstillet på at udstede centrale retningslinjer, men ville overveje sagen. Da ministeren nedsatte et udvalg om disciplin, god adfærd og trivsel i folkeskolen, blev udvalget bedt om også at overveje spørgsmålet om retningslinjer for magtanvendelse.

I marts 2006 udkom udvalgets vejledning om disciplin, god adfærd og trivsel i folkeskolen. Vejledningen fokuserer først og fremmest på, hvordan man undgår uro i folkeskolen, og hvordan trivslen i skolen kan forbedres. Vejledningen indeholder ikke redskaber til at dæmme op for den form for magtanvendelse, som indgik i Børnerådets og CLH's undersøgelse fra 2004.

På baggrund af vejledningen har DCH spurgt til status for ministeriets overvejelser om centrale retningslinjer. Undervisningsministeren har som svar henvist til en henstilling fra 2004, hvor ministeriet opfordrede alle amter til at udarbejde retningslinjer for indberetning af magtanvendelse på specialskolerne. Undervisningsministeren vurderer, at henstillingen fra 2004 også gælder for de nye regioner og kommuner.

Ungdomsuddannelse til alle

I 2005 vedtog Folketinget et beslutningsforslag B51 om en ny ungdomsuddannelse særligt målrettet udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov. Ifølge forslaget skal der fremsættes lovforslag med formål og rammer for et ungdomsuddannelsestilbud af op til tre års varighed. Beslutningsforslaget er i tråd med DCH's tidligere anbefalinger.

Undervisningsministeriet har bebudet, at lovforslaget fremsættes i starten af 2007, og at loven vil få virkning fra august 2007. DCH vil følge gennemførelsen af forslaget tæt.

Viden om unge med handicap i uddannelsessystemet

I 2005 efterspurgte Det Centrale Handicapråd en undersøgelse, som kan vise, hvad der fremmer handicappedes muligheder for en god uddannelse med særligt fokus på børn og unge. I 2006 begyndte Undervisningsministeriet arbejdet med en sådan undersøgelse.

Flere tidligere undersøgelser viser, at børn og unge med handicap i mindre omfang aflægger folkeskolens afgangsprøver eller gennemfører en kompetencegivende uddannelse, og at de har sværere ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Eksempelvis blev der i 2006 offentliggjort en meget omfattende analyse af døves uddannelses- og beskæftigelsesforhold, der var udarbejdet af analyseinstituttet Epinion for Job- og udviklingscentret på Castberggård. Undersøgelsen viste, at døve halter bagefter uddannelses- og arbejdsmæssigt i forhold til befolkningen generelt. Samtidig viste den meget tydeligt, at der er stor sammenhæng mellem uddannelsesniveau og beskæftigelseschancer.

Der er således et klart behov for større viden på området. Undervisningsministeriets undersøgelse må forventes at give en del af de ønskede svar. DCH vil følge undersøgelsen nøje.

Den indsamlede viden fra undersøgelsen skal munde ud i konkrete ændringsforslag, og forslagene skal rettes mod alle relevante niveauer i uddannelsessystemet. Endvidere skal der fokuseres på, hvordan forslagene kan videreformidles.

Status for SU-handicaptillægget

I starten af 2006 modtog Det Centrale Handicapråd en statusrapport fra SU-styrelsen om det første års erfaringerne med SU-handicaptillægget til studerende med varig funktionsnedsættelse på videregående uddannelser.

581 studerende ansøgte i det første år om handicaptillægget, og heraf fik 352 studerende bevilget tillægget. De ansøgere, som fik tildelt handicaptillæg, fordeler sig navnlig på ansøgere med varigt nedsat bevægelsesfunktion, psykisk funktionsnedsættelse, neurologiske lidelser og en stor gruppe med me-get forskellige lidelser, fx hjertesygdomme, cystisk fibrose, mave/tarmlidelser, AIDS og nyrelidelser.

SU-styrelsen beskriver desuden i statusrapporten, at styrelsen har måttet arbejde på at få nedbragt sagsbehandlingstiden for ansøgningerne.

Det Centrale Handicapråd har gjort SUstyrelsen opmærksom på nogle forhold ved handicaptillægget, som DCH mener, bør ændres. Således bør et markant højere tidsforbrug, der er begrundet i en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, indgå i vurderingen af tildelingen af handicaptillægget. DCH mener endvidere, at SU-styrelsens afgørelser bør offentliggøres i anonymiseret form, så snart det er muligt. DCH har desuden opfordret til, at handicaptillægget også skal kunne gives til unge udeboende under en ungdomsuddannelse.

Evaluering af SPS på videregående uddannelser

Den specialpædagogiske støtte ved de videregående uddannelser er også blevet evalueret i 2006. I forlængelse af evalueringen har undervisningsministeren fremsat forslag om ændring af reglerne.

Ændringen indebar, at der i forbindelse med studierejser og praktikperioder i udlandet gives tilskud til de samme støtteformer som ved uddannelse i Danmark. Støtten begrænses dog for den enkelte uddannelsessøgende til samme økonomiske niveau som i Danmark. Lovforslaget blev enstemmigt vedtaget af Folketinget i udgangen af 2006.

Med ændringen har undervisningsministeren valgt at følge Det Centrale Handicapråds tidligere anbefaling og dermed rette op på den uligebehandling, studerende med handicap ellers har været udsat for. DCH er meget tilfreds med, at de tidligere anbefalinger nu er blevet fulgt op, og at det er blevet nemmere for studerende med handicap at tage til udlandet under studierne. DCH bakkede desuden op om et forslag fra evalueringsnotatet, som handler om at sikre bedre uddannelsesvejledning til unge med handicap.

[Sektorområde]

Transport

På det første møde i 2006 havde Det Centrale Handicapråd besøg af transport- og energiminister Flemming Hansen. Med til mødet havde ministeren planer om en handicappolitik på transportområdet. Ministeren forventede, at handicappolitikken ville ligge klar i løbet af 2007, og lovede, at handicaporganisationerne vil blive inddraget i arbejdet. DCH forventer, at politikken også kommer til at indeholde en plan for, hvordan der kan rettes op på de eksisterende mangler i tilgængeligheden til transportsystemet.

Ministeren gav derudover tilsagn om specifikke initiativer i forhold til de individuelle kørselsordninger for bevægelseshæmmede og om en udredning af blindes transportmuligheder. DCH's indsats på transportområdet i 2006 har i høj grad drejet sig om at følge ministeriets tiltag.

Temadrøftelse om tilgængelighed

Tilgængelighed til transportsystemer har stor betydning for bevægelsesfriheden for personer med handicap. Det Centrale Handicapråd har i 2006 haft en bred drøftelse af tilgængelighed - ikke bare til transport, men også til bygninger og IKT. Der er det særlige ved tilgængelighed til transport, at det også forudsætter tilgængelighed til bygninger, udearealer og IKT. Hvis personer med handicap skal opnå lige adgang til transportsystemet, så forudsætter det nemlig ikke kun at busser, tog, fly og færger er tilgængeligt indrettede. Det er nødvendigt, at man uanset handicap kan bestille sin billet over internettet, kan betjene diverse billetautomater, kan få information om afgange, kan komme til transportmidlet, kan komme ind i transportmidlet og ikke mindst komme derfra igen. Der er mange led i en nok så kort rejse, og det giver særlige vanskeligheder, når man taler om tilgængelighed til transport.

EU har i de senere år arbejdet på regler om rettigheder for passagerer med handicap inden for fly- og togtrafik. Der findes også internationale regler om tilgængelighed til færger. Men ingen af disse regelsæt løser fuldt ud problemet med gammelt utilgængeligt materiel.

DCH har opfordret Det Tværministerielle Embedsmandsudvalg på Handicapområdet til at tage tilgængelighed op som tema for at få fokus på de tværgående problemstillinger. Derudover skrev DCH i efteråret 2006 til de nye trafikselskabers bestyrelser med en opfordring om at tænke tilgængelighed for handicappede ind i tilrettelæggelsen af den almindelige rutekørsel. DCH foreslog også, at trafikselskaberne inddrager handicaporganisationerne i arbejdet.

Individuelle kørselsordninger for bevægelseshæmmede

DCH har i mange år arbejdet på at få alle de individuelle kørselsordninger til at omfatte hjælp til og fra entredøren i stedet for kun hjælp til og fra gadedøren. I 2005 fik Transportministeriet, på opfordring fra DCH, undersøgt, hvad det vil koste at udvide servicen i de ordninger, der har kørsel til og fra gadedør i dag. Undersøgelsen skønnede omkostningerne til at ligge på 6 mio. kr. På den baggrund er både ministeren og DCH enige om, at det bør være muligt at få gennemført entredørskørsel. Ministeren har haft resultatet i høring hos KL og ARF/Danske regioner. DCH afventer ministeriets udmelding om, hvad der herefter vil ske i sagen.

Et andet aspekt af de individuelle kørselsordninger er taksterne, som ifølge loven ikke må være væsentligt højere end taksterne for den almindelige kollektive trafik. Undersøgelser tyder på, at taksterne er væsentligt højere. På mødet i DCH oplyste ministeren, at han vil holde øje med de takster, der bliver fastsat af de nye trafikselskaber. Hvis der bliver en væsentlig forskel, vil ministeren påpege dette over for trafikselskaberne. DCH følger op på sagen i 2007.

Udredning af blindes transportmuligheder

Transport-og Energiministeriet har fra satspuljen fået overdraget midler til en udredning af blindes transportmuligheder. I 2006 har ministeriet bedt firmaet Tetraplan løse opgaven, som består i at beskrive de forskellige muligheder for transport, som gælder særligt for personer med handicap, og dernæst skitsere og gennemføre forsøg med nye transportmuligheder for blinde.

Ved overgangen til 2007 er beskrivelsen af forskellige transportmuligheder færdig, og der skal tages stilling til, hvilke forsøgsordninger det vil være mest formålstjenstligt at sætte i værk. Center for Ligebehandling af Handicappede er repræsenteret i en følgegruppe, ministeriet har nedsat i forbindelse med projektet.

Parkeringspladser

I 2005 opfordrede DCH justitsministeren til at åbne mulighed for handicapparkeringspladser forbeholdt bestemte enkeltpersoner. Justitsministerens svar var ikke positivt på det tidspunkt. Men i sommeren 2006 kritiserede Københavns Kommune, at det ikke var muligt at etablere personligt reserverede handicapparkeringspladser. Efter en del presseomtale blev DCH og DSI inviteret til et møde, hvor Justitsministeriet fik bekræftet, at DCH og DSI mener, at personligt reserverede handicapparkeringspladser vil komme handicap-pede bilister til gode.

Færdselsloven er efterfølgende blevet ændret.

Kvalifikationer hos erhvervschauffører

DCH har haft en ny bekendtgørelse til høring om krav til særlige kvalifikationer hos erhvervschauffører. I høringssvaret lagde DCH vægt på, at chauffører som befordrer mennesker med handicap, ofte har brug for særlige kvalifikationer. Det handler både om særlig viden og om personlige kvalifikationer, der gør det muligt at optræde venligt og professionelt i pressede situationer.

[Sektorområde]

Koordination og strategi

2006 blev et bemærkelsesværdigt år på det handicapstrategiske felt. De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI) spillede ud med et forslag til regeringen om at indføre en generel antidiskriminationslov for mennesker med funktionsnedsættelser, og FN vedtog en konvention for handicappedes menneskerettigheder. Begge dele satte sig spor på DCH's dagsorden og må forventes fremover at få stor betydning for vores arbejde.

Forslag om antidiskriminationslov

Siden særforsorgens udlægning i 1980 og DCH's oprettelse samme år har den overordnede strategi på det handicappolitiske område bygget på princippet om sektoransvarlighed og forbedringer opnået i kraft af bred enighed blandt alle involverede parter. I foråret 2006 lancerede DSI et ønske om også at få en generel lovgivning mod forskelsbehandling af mennesker med funktionsnedsættelser. Regeringens koordinerende minister på handicapområdet, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen, havde ved et samråd i januar 2006 afvist behovet for antidiskriminationslovgivning.

På DCH's septembermøde var der en åben drøftelse af DSI's reviderede strategi. Diskussionen afspejlede, at medlemmerne i Det Centrale Handicapråd gør sig mange forskellige overvejelser om antidiskriminationslovgivning. Det er vigtigt, at en kommende lovgivning bliver fleksibel på den måde, at det stadig skal være muligt at arbejde for bedre vilkår på de områder, som bliver omfattet af lovgivningen. Det er med andre ord meget vigtigt at undgå en situation, hvor nye for-slag på handicapområdet bliver afvist, blot fordi forholdene allerede er inden for lovens rammer. Blandt nogle medlemmer i DCH er der også en vis bekymring for, at generelle bestemmelser om forbud mod diskrimination vil føre til en standard, som efterfølgende bliver svær at flytte på. Andre medlemmer mener til gengæld, at generel lovgivning kombineret med handlingsplaner vil give et bedre grundlag for fremgang på handicapområdet. DCH er dog generelt af den opfattelse, at det også med en eventuel ny lovgivning vil være vigtigt at informere befolkningen om handicappedes vilkår.

Som opfølgning på DSI's forslag har Bendt Bendtsen nedsat et udvalg til vurdering af fordele og ulemper ved en antidiskriminationslovgivning. Udvalget forventes at aflevere en udredning i løbet af 2008.

FN's Handicapkonvention

Siden FN's verdensår for mennesker med funktionsnedsættelser i 1981 har verdenssamfundet fået et stigende fokus på handicappedes vilkår. Den seneste kulmination på denne udvikling var vedtagelsen af den moralsk og politisk bindende resolution om FN's standardregler om lige muligheder for handicappede i 1993. Men den 13. december 2006 vedtog FN's generalforsamling en juridisk bindende konvention om mennesker med funktionsnedsættelsers rettigheder. Konventionen giver ikke nye rettigheder, men præciserer, hvilke rettigheder mennesker med funktionsnedsættelser har, og gør det lettere at håndhæve disse rettigheder - i sidste ende via domstolene. Konventionen vil få betydning på en række områder, men nok især i forhold til inklusion i folkeskolen, tilgængelighed og antidiskriminationslovgivning.

Som sikkerhed for at landene overholder konventionen, skal regeringerne i samarbejde med handicaporganisationerne etablere egnede mekanismer til at varetage og overvåge den nationale gennemførelse.

Den 30. marts 2007 skal konventionen underskrives af FN's medlemsstater, hvorefter 20 lande skal ratificere den, inden den kan træde i kraft. Hvornår Danmark ventes at ratificere konventionen er uvist. Sikkert er det, at konventionen fremover vil have DCH's fulde opmærksomhed.

EU-Parlamentets beslutning om handicap og udvikling

EU-Parlamentet vedtog i januar 2006 en resolution om mennesker med funktionsnedsættelser og udvikling. I denne resolution opfordres EU-Kommissionen til at udvikle en mere deltaljeret handlingsplan, der bl.a. sikrer handicappedes rettigheder i de udviklingsprojekter, EU-Kommissionen støtter.

EU-Kommissionen opfordres blandt andet til at få undersøgt, i hvilket omfang der tages højde for handicappedes behov i EU's udviklingsforanstaltninger inden for uddannelse, sundhed, beskæftigelse, infrastruktur og fattigdomsreduktion. Ressourcerne skal også øge bevidstheden blandt aktører, der er involveret i EU's udviklingssamarbejde vedrørende mennesker med funktionsnedsættelser og fremme og beskytte handicappedes grundlæggende rettigheder i udviklingslandene.

EU-Parlamentets beslutning er blandt andet videresendt til den danske regering, der således også er blevet opfordret til at inddrage disse aspekter i tilrettelæggelsen af udviklingsbistanden.

EU's År for Lige Muligheder for Alle - 2007

EU-Kommissionen har udpeget 2007 som "Det Europæiske År for Lige Muligheder for Alle". Det overordnede formål er at øge kendskabet til den omfattende EU-lovgivning inden for ligestilling og ikke-forskelsbehandling og at fremme dialog og udveksling af god praksis.

For at komme tættere på denne overordnede målsætning har EU-Kommissionen ønsket at øge civilsamfundets bevidsthed om retten til ligebehandling og ikke-diskrimination samt opmærksomheden på de positive bidrag, som mennesker med funktionsnedsættelser har tilført samfundet. Målet med året er derudover at fremme debat om, hvordan det inkluderende samfund kan fremmes og sætte fokus på vigtigheden af gode sociale relationer mellem forskellige befolkningsgrupper og især mellem unge. Center for Ligebehandling af Handicappede deltager i det nationale koordineringsorgan, som har repræsentanter fra regeringen, arbejdsmarkedets parter, diskriminationstruede grupper og minoriteter.

Det Centrale Handicapråd har besluttet, at Året for Lige Muligheder for Alle skal bruges til at debattere en række af de problemstillinger, der i disse år har rådets særlige bevågenhed, nemlig indsatsen i de kommunale handicapråd og uddannelsesvilkår for mennesker med funktionsnedsættelser. Samtidig vil DCH lægge op til et samarbejde med DSI og Institut for Menneskerettigheder om nogle af de emner, hvor de tre parter har en fælles interesse i at fremme kendskabet til vilkårene i samfundet for mennesker med funktionsnedsættelser.

Europarådets handlingsplan for handicapområdet 2006-2015

Europarådet har vedtaget en handlingsplan om at fremme mennesker med funktionsnedsættelsers rettigheder og fulde samfundsdeltagelse samt at forbedre funktionsnedsattes livskvalitet i Europa. Planen løber frem til 2015.

Handlingsplanen er ment som en fælles europæisk referenceramme for beslutningstagere og skal inspirere til udformningen af gode handlingsprogrammer og strategier i de enkelte medlemslande.

Planen omfatter alle vigtige samfundsområder, som berører mennesker med funktionsnedsættelser. Den indeholder derfor en liste på 15 tiltag, inden for fx uddannelse, beskæftigelse, tilgængelighed i bred forstand, sundhed, rehabilitering, forskning og udvikling mv.

Brugerdeltagelse står centralt i handlingsplanen - særligt dialogen mellem myndighederne og handicaporganisationerne. Europarådet opfordrer derfor alle medlemslandenes regeringer til at styrke samarbejdet med det civile samfund herunder i særdeleshed med handicaporganisationerne.

Det Centrale Handicapråd holder sig orienteret om initiativer i forhold til opfyldelse af handlingsplanen.

Nordiske dokumentationscentre

I henholdsvis 2005 og 2006 har Norge og Sverige etableret nye dokumentationscentre på handicapområdet med funktioner, som minder om de opgaver, der ligger i Center for Ligebehandling af Handicappede. På DCH's junimøde fik DCH en orientering om begge centre.

Den 1. august 2005 etableredes "Nasjonalt dokumentasjonssenter for personer med nedsatt funksjonsevne" i Norge. Centrets opgave er at skabe mere viden om vilkårene og samfundsudviklingen for mennesker med funktionsnedsættelser. Dokumentationen skal primært basere sig på analyser og vurderinger af eksisterende forskning og øvrig viden. Centret skal endvidere vurdere udviklingen i forhold til FN's Standardregler og den fremtidige konvention, udarbejde årlige statusrapporter og give råd og vejledning til dem, der måtte efterspørge viden på handicapområdet. Centret er et selvstændigt forvaltningsorgan, som administrativt er underlagt Arbeids- og inkluderingsministeriet.

HANDISAM hedder Sveriges nye myndighed, der af den svenske regering har fået til opgave at virke samordnende og udviklende i svensk handicappolitik. Myndigheden skal arbejde for et samfund for alle uanset funktionsnedsættelse. HANDISAM, der blev oprettet pr. 1. januar 2006, er etableret for at effektivisere og strukturere arbejdet med at opnå de handicappolitiske mål i regeringens nationale handlingsplan på handicapområdet. Sekretariatschefen refererer til et råd, der minimum seks gange om året mødes og udstikker retningslinjerne for HANDISAM's virksomhed. Sammensætningen af rådet er endnu ikke fastlagt, men planen er, at rådet skal sammensættes af brugerrepræsentanter, myndighedsrepræsentanter og eksperter i forskellige samfundsforhold.

Det Centrale Handicapråds sekretariat har mødtes med de to centre og forventes løbende at være i kontakt med disse om emner af fælles interesse.

DCH og Det Tværministerielle Embedsmandsudvalg

Under sit besøg i DCH i september fremhævede økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen sektoransvaret som omdrejningspunktet for dansk handicappolitik og sektoransvarets udfordring til en styrket koordination mellem ministerierne. Det Tværministerielle Embedsmandsudvalg på Handicapområdet har denne opgave, og Det Centrale Handicapråd havde tidligere på året opfordret Bendt Bendtsen til at give udvalget den nødvendige styrke til at løse sin opgave. Ministeren meddelte på mødet, at udvalget overvejer et kommissorium for sit arbejde.

Det Centrale Handicapråd har ved flere lejligheder opfordret udvalget til at tage emner op, hvor der er brug for koordination på tværs. DCH afleverede fx i slutningen af 2005 en ønskeseddel til Det Tværministerielle Embedsmandsudvalg på Handicapområdet med ønsker til en ny handicappolitisk handlings-plan til afløsning af handlingsplanen fra 2003. På den baggrund mødtes DCH's formandskab med udvalget i begyndelsen af 2006.

På mødet i udvalget redegjorde DCH for grundtrækkene i "ønskesedlen", herunder DCH's særlige fokus på en styrkelse af sektoransvaret, en høj prioritering af uddannelsesområdet, og DCH's dybe bekymring over de manglende initiativer i relation til tilgængeliggørelse af sundhedsklinikkerne. Konklusionen på mødet blev, at DCH's sekretariat i samarbejde med DSI skulle udarbejde et for-slag til, hvilke elementer der kunne indgå i et tværgående arbejde med fokus på børn og unge med funktionsnedsættelser. Der kan ses mere om DCH's forslag til dette tema i temaartiklen om børn og unge med funktionsnedsættelser.

Koordination på tolkeområdet

På DCH's martsmøde blev tolkeområdet genstand for en grundig drøftelse. Området for tegnsprogstolkning og skrivetolkning har været under stor udvikling de senere år. Der er kommet flere udbydere på området, større konkurrence på pris og mere fokus på brugerens frie valg af tolk. Samtidig har strukturreformens gennemførelse resulteret i, at der aktuelt ikke er en offentlig myndighed, som har den overordnede opgave i forhold til at sikre udvikling på området. De nye forhold på tolkeområdet gør det svært for den enkelte udbyder at sørge for tilstrækkelig kvalitetsudvikling på området. Der er derfor brug for en ansvarlig myndighed, som kan sikre vedvarende høj kvalitet i tolkningen for døve og hørehæmmede og sikre udvikling på dette område, herunder udvikling i brug af ny teknologi i relation til tolkning.

Det Centrale Handicapråd har på den baggrund påpeget over for økonomi- og erhvervsministeren, at der er behov for et ansvarligt ministerium på tolkeområdet, og at den ansvarlige myndighed bør have til opgave at medvirke til udvikling af området. Indtil videre er sagen under behandling i regeringens Tværministerielle Embedsmandsudvalg på Handicapområdet.

En ny indsats for handicapforskning

Forskning er en væsentlig del af strategien for at skabe lige muligheder for mennesker med funktionsnedsættelser. Derfor nævner FN's standardregler om lige muligheder for handicappede også i regel nr. 13, at oplysning og forskning er væsentligt for gennemførelsen af standardreglerne.

Efterlevelsen af denne regel og større opmærksomhed på området betød, at DCH i begyndelsen af 1990'erne gjorde en stor indsats for at få samfundsforskning på handicapområdet. Det gav udbytte i form af en større indsats på handicapområdet især i Socialforskningsinstituttet. I dag er der desværre ingen aktuelle programmer for handicapforskning i gang, og den viden, der tilvejebringes på området, er spredt og ofte løsrevet fra de traditionelle forskningsmiljøer. Dette giver en begrænset sammenhæng i indsatsen.

Det Centrale Handicapråd benyttede derfor sit decembermøde til at få debatteret, om DCH kan tage nye initiativer for at fremme forskningen på handicapområdet. Det blev besluttet i første omgang at afholde et seminar i 2007 om ønsker og ideer til ny forskning på området. Det danske handicapforskningsnetværk NNDR.dk og DSI er inviteret til at deltage i en arbejdsgruppe, hvis første opgave bliver at tilrettelægge et seminar. Som forberedelse til seminaret indsamler DCH forslag og ønsker til nye forskningsinitiativer på handicapområdet fra de enkelte ministerier, der er repræsenteret i rådet.

Mennesker med funktionsnedsættelser som politiske aktører

Som en del af det forskningsmæssige felt blev DCH's decembermøde også anledning til, at cand.scient.pol. Inge Storgaard Bonfils kunne præsentere sin ph.d.-afhandling om "Den handicappolitiske aktør". Afhandlingen handler om den danske handicapbevægelse, og om hvordan handicaporganisationerne igennem en tværgående, kollektiv organise-ring i DSI har skabt en politisk aktør, hvor mennesker med funktionsnedsættelser repræsenteres på tværs af forskellige diagnoser, handicaptyper og handicapforeninger. Afhandlingen viser, hvordan historiske processer leder frem til konstruktionen af denne politiske aktørposition, og hvilke spændingsfelter og udfordringer den handicappolitiske aktør skal håndtere.

I afhandlingen analyseres tre forskellige handicapråd: Det Centrale Handicapråd og to kommunale handicapråd. Inge Storgaard Bonfils lagde i sin præsentation vægt på at fremdrage analyseresultaterne om Det Centrale Handicapråd og gav derfor et godt grundlag for den efterfølgende diskussion af de interne samspilsrelationer mellem medlemmerne i DCH.

Fra vores egen verden

Det Centrale Handicapråd holder fire møder årligt, som falder i henholdsvis marts, juni, september og december måned. Møderne i marts, juni og december er af ca. tre en halv times varighed og mødet i september er et heldagsmøde af ca. seks timers varighed.

Møderne består af en række orienterings- og drøftelsespunkter, hvor DCH's medlemmer henholdsvis orienteres om og drøfter forskellige handicappolitiske emner, nyheder og begivenheder. Drøftelsespunkterne ender ofte med en beslutning om, at DCH skal reagere på en bestemt sag, fx ved at skrive et brev eller på anden måde kontakte den minister, som er ansvarlig for området, hvor sagen hører til. Heldagsmødet i september indeholder desuden en temadrøftelse, hvor et større emne bliver gennemgået og drøftet grundigt.

Dagsorden til møderne og fremstillingen af orienterings- og drøftelsespunkter bliver lavet af Det Centrale Handicapråds sekretariat, Center for Ligebehandling af Handicappede.

Dagsorden og beslutninger fra de enkelte rådsmøder kan ses på www.dch.dk

Ministerbesøg og andre gæster

Det Centrale Handicapråd havde i 2006 besøg af følgende ministre:

Derudover har Det Centrale Handicapråd i 2006 haft besøg af:

Temadrøftelser

Konferencer

Regionale kurser for kommunale handicapråd
Det Centrale Handicapråd arrangerede i perioden fra 20. marts til 5. april 2006 fem regionale kurser i henholdsvis Vejle, Viborg, Aalborg, Hillerød og Sorø. Kurserne blev arrangeret i samarbejde med Kommunernes Landsforening og De Samvirkende Invalideorganisationer.

Formålet med kurserne var at give medlemmerne af de nye kommunale handicapråd og sekretariatet et fælles billede af intensionen med rådene og inspiration til, hvordan man kan gribe arbejdet i rådene an.

Publikationer udgivet i 2006

Det Centrale Handicapråds publikationer udleveres gratis ved henvendelse til rådet. Samtlige publikationer findes på rådets hjemmeside, og de kan desuden bestilles på bånd og diskette.

Fleksjob
Pjecen om fleksjob er udarbejdet i samarbejdet med Beskæftigelsesministeriet. I september 2006 udkom 16. udgave i et oplag på 50.000 eksemplarer. Det samlede oplag af pjecen er nu

610.000. Ud over reglerne om fleksjob til ansatte og selvstændige erhvervsdrivende giver pjecen et overblik over de øvrige bestemmelser, der kan være nyttige at kende, når man ansættes i et fleksjob eller modtager tilskud til at fastholde beskæftigelsen i egen virksomhed.

Handicappolitisk guide - hvem, hvad, hvor
Pjecen er en guide over de væsentligste handicappolitiske aktører med landsdækkende funktioner. Hvem ved noget om handicappolitik generelt, og hvad der rører sig nationalt? Hvem er eksperter på hjælpemidler, hvor får man noget at vide om meget specielle og sjældne handicap etc.? - Dem, der kan svare på det, findes i guiden. Pjecen var en del af startpakken til de nye kommunale handicapråd.

FN's standardregler om lige muligheder for handicappede
DCH valgte i 2006 at genudgive FN's Standardregler om lige muligheder for handicappede. Standardreglerne er et centralt dokument i moderne international handicappolitik. Det er vedtaget i 1993 af FN's generalforsamling og udstikker en række regler, som de underskrivende lande forpligter sig moralsk og politisk til at efterleve i tiden fremover. Standardreglerne var en del af startpakken til de nye kommunale handicapråd.

Beretning
Ifølge forretningsordenen for Det Centrale Handicapråd skal sekretariatet efter rådets direktiv udarbejde en beretning om rådets virksomhed hvert år. Beretningen sendes til socialministeren og offentliggøres efter aftale med Socialministeriet. Beretningen for 2005 udkom i 2.000 eksemplarer.

Nyhedsbreve
Center for Ligebehandling af Handicappedes nyhedsbrev "Lighedstegn", der siden 2001 har været talerør for Det Centrale Handicapråd, udkommer i forlængelse af møderne i Det Centrale Handicapråd, så de seneste nyheder og beslutninger fra DCH's møder kan komme med. Lighedstegns oplag er 2.000.

Rådets sekretariat og sekretariatsbetjeningen

Det Centrale Handicapråd har siden september 2000 haft elektronisk dokumenthåndtering. Materiale til medlemmer og særligt sagkyndige distribueres elektronisk (og i papirform til de, der måtte ønske det). Det udsendte materiale består af indkaldelser og dagsordener, mødematerialer med dagsordenspunkter i form af sagsfremstillinger, bilag til dagsordenspunkter, bilag, der udsendes mellem møderne (rapporter, notater, høringssvar og rådskorrespondance), samt referater af rådsmøderne.

Når referatet fra rådsmøderne foreligger, bliver det sammen med det materiale, der i øvrigt er udsendt til rådet, offentliggjort på rådets hjemmeside www.dch.dk

De fleste bilag er offentligt tilgængelige, dog kan der være ophavsretsregler, som gør, at visse bilag ikke må stilles til rådighed for den brede offentlighed.

Høringssvar

DCH's høringssvar på lovforslag fra Folketinget kan læses på DCH's hjemmeside www.dch.dk i oversigten over udsendte bilag.

Nyt Handicapråd

Ifølge bekendtgørelse nr. 839 af 11. oktober 2002 om et Centralt Handicapråd virker rådet for en fireårig periode fra 1. juli i året efter kommunevalget, dog således at medlemmerne fungerer, indtil nyt medlem udpeges. Som følge heraf blev rådet i 2002 konstitueret med ny sammensætning for perioden 1. juli 2002 til 30. juni 2006. Funktionsperioden blev siden forlænget til 1. januar 2007. Formanden og de 14 medlemmer udpeges af socialministeren. Medlemmerne udpeges af deres respektive organisationer, ministerier og kommuner. Se rådets medlemmer ved udgangen af 2006 på næste side.

DCH's medlemmer 2006

Formand
Fhv. sundhedsminister Ester Larsen

Næstformand
Formand for De Samvirkende Invalideorganisationer: Stig Langvad

Medlemmer
Indstillet af De Samvirkende Invalideorganisationer:

Indstillet af Amtsrådsforeningen: Søren Eriksen

Indstillet af Kommunernes Landsforening: Birthe Andersen

Indstillet af Københavns og Frederiksberg Kommune: Lilian Nilsson

Indstillet af Beskæftigelsesministeriet: Jens Hørby Jørgensen

Indstillet af Socialministeriet: Karin Ingemann

Indstillet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet: Bjarke Thorsteinsson

Indstillet af Undervisningsministeriet: Finn Christensen

Særligt sagkyndige

Sekretariat

Sekretariatsfunktionen varetages af Center for Ligebehandling af Handicappede

(Listen omfatter personer, der var tilknyttet rådet pr. 31/12-2006)

 

Bekendtgørelse nr. 839 af 11. oktober 2002

Bekendtgørelse om et Centralt Handicapråd

I medfør af § 87, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002, fastsættes:

§ l. Socialministeren nedsætter et Centralt Handicapråd, der rådgiver i handicapspørgsmål.

§ 2. Rådet består af l formand og 14 medlemmer, der udpeges af socialministeren. 7 medlemmer udpeges efter indstilling fra De Samvirkende Invalideorganisationer, l medlem efter indstilling fra Amtsrådsforeningen i Danmark, l medlem efter indstilling fra Kommunernes Landsforening, l medlem efter indstilling fra Københavns og Frederiksberg kommuner, l medlem efter indstilling fra Undervisningsministeriet, l medlem efter indstilling fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, l medlem efter indstilling fra Beskæftigelsesministeriet og l medlem efter indstilling fra Socialministeriet.

Stk. 2. Til støtte for Handicaprådets arbejde udpeger socialministeren endvidere særligt sagkyndige med sagkundskab vedrørende boligforhold, trafikforhold, kultur, information og kommunikation.

Stk. 3. Socialministeren kan herudover udpege personlige medlemmer af Rådet.

Stk. 4. Handicaprådet virker for en 4-årig periode fra l. juli i året efter kommunalvalget, dog således, at medlemmerne fungerer, indtil nyt medlem udpeges.

§ 3. Det påhviler Handicaprådet at følge og vurdere vilkårene i samfundet for personer med handicap, herunder på det forebyggende område.

§ 4. Folketinget og ministrene kan rådføre sig med Handicaprådet i alle anliggender af generel karakter, der har betydning for vilkårene i samfundet for personer med handicap.

Stk. 2. Med henblik på at sikre, at rimelige hensyn til personer med handicap tilgodeses i samfundets planlægning, kan centrale offentlige myndigheder rådføre sig med Handicaprådet i anliggender, der berører levevilkårene for personer med handicap.

Stk. 3. Handicaprådet kan selv tage initiativ og fremsætte forslag til ændringer på de nævnte områder.

§ 5. Socialministeren fastsætter Rådets forretningsorden. Center for Ligebehandling af Handicappede stiller i henhold til dets vedtægter den fornødne sekretariatsmæssige bistand til rådighed for Rådet.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den l. november 2002.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 988 af 11. december 1997 om et Centralt Handicapråd ophæves.

Socialministeriet, den 11. oktober 2002

HENRIETTE KJÆR

/ Vibeke Køie

Socialmin., 5.kt.j.nr. 649-772