Det Centrale Handicapråd

Årsberetning 2007

Et år efter Strandvænget
FN's Handicapkonvention
OBS Oplysninger til borgerne om samfundet. Til alle - for alle.
Dømt til behandling
Beskæftigelse
Uddannelse
Tilgængelighed
Sociale forhold
Sundhed
Transport
Koordination og strategi
Fra vores egen verden
DCH's medlemmer 2007
Bekendtgørelse om et Centralt Handicapråd

Kolofon


Udgiver: Det Centrale Handicapråd Bredgade 25, opg. F, 4. sal 1260 København K Tlf.: 33 11 10 44 Fax: 33 11 10 82 Teksttelefon: 33 11 10 81.
Mail: dch@dch.dk Hjemmeside: www.dch.dk.
Beretningen udgives også på DAISY og diskette og ligger desuden på Det Centrale Handicapråds hjemmeside. Hel eller delvis gengivelse er tilladt med kildeangivelse.

Redaktion:
Sekretariatschef Mogens Wiederholt (ansvarshavende)
Sekretariatskoordinator Ane Esbensen
Kommunikationsmedarbejder Mette Dissing Sandahl

Forsideillustration: Istockphoto

Marts 2008
Oplag: 1.500
Tryk: Zeuner Grafisk a/s
ISBN 9788790985554

Forord

Et år efter Strandvænget


Netop mens dette forord skrives, er det præcis et år siden, sagen om Strandvænget rullede for fuld styrke i medierne. Tiden siden har i høj grad stået i selvransagelsens tegn. Region Syddanmark, som er ansvarlig for Strandvænget, har sat en omfattende proces i gang for at sikre, at der rettes op i den konkrete sag, ligesom regionen har igangsat et stort udviklingsarbejde for at sætte nye standarder for fremtidens botilbud. Ankestyrelsen har undersøgt kommunernes praksis for tilsyn med botilbud. En arbejdsgruppe under Velfærdsministeriet har afgivet en rapport, som peger på en række nødvendige initiativer for at forebygge nye sager som Strandvænget. Og Danske Regioner har netop offentliggjort en ny dansk kvalitetsmodel, som skal hjælpe regionerne med at sikre kvaliteten i deres tilbud til mennesker med handicap.

Det er vigtigt at kvittere for de initiativer, der er taget. Men det er også nødvendigt at spørge: Hvor bliver finansieringen af til de initiativer, rapporten om Strandvænget peger på? Hvorfor er kommunerne - der med strukturreformen har overtaget størstedelen af ansvaret for landets botilbud - stort set fraværende i debatten om botilbuddenes udvikling? Hvad er det, der gør, at der på den ene side kan fokuseres så massivt på nødvendigheden af et kvalitetsløft i den offentlige service, samtidig med at vi kan konstatere, at kvaliteten i vores tilbud til de svært fysisk og psykisk handicappede hænger i laser - uden at de to diskussioner bringes i forbindelse med hinanden?

Det er 28 år siden, vi nedlagde de store statslige totalinstitutioner, og det er 10 år siden, vi afskaffede institutionsbegrebet i dansk lovgivning. Ikke desto mindre viser diskussionerne om Strandvænget, at begge begreber lever i bedste velgående. Vi har helt åbenlyst endnu ikke formået at skabe en afløser for særforsorgen, som på en værdig og anstændig måde er i stand til at løfte den kolossale etiske opgave, det er at få mere eller mindre hjælpeløse menneskers liv lagt i sine hænder.

Jeg er ikke i tvivl om, at der findes mange botilbud, som gør det rigtig, rigtig godt. Men det ændrer ikke ved, at Strandvænget desværre ikke er et isoleret fænomen. Året, der er gået, har med al tydelighed vist, at Strandvænget blot blev eksponent for et generelt og måske strukturelt problem. Et problem, som kalder på en mere grundlæggende reform, som ikke blot fokuserer på brandslukning, når det brænder på i de botilbudsformer, vi kender i dag, men som udvikler nye boformer og stiller spørgsmålstegn ved den hidtidige organisering af botilbudsområdet.

Ingen kan påstå, at det, vi har set på Strandvænget, Sjælør, Tokanten, Lindebo og hvad de, vi endnu ikke har hørt om, måtte hedde, dækker over simple og letløste problemer. Der er derimod tale om meget komplekse problemer, som rummer såvel ledelsesmæssige, faglige, kompetencemæssige, holdningsmæssige, bygningsmæssige og strukturelle problemer, som væver sig ind og ud af hinanden.

En løsning kalder derfor på en grundig analyse og et dybtgående forarbejde. Det Centrale Handicapråd (DCH) vil derfor drøfte muligheden af at etablere en national tænketank, som forhåbentlig kan bidrage med reformtanker og nytænkning inden for botilbudsområdet.

Et af de initiativer, DCH gerne ser sat til diskussion, er etablering af, hvad man kunne kalde et Institut for Kvalitetsudvikling af Botilbud. En del af løsningen er langt større åbenhed og synlighed omkring de enormt store faglige og menneskelige krav, der stilles til medarbejderne i botilbuddene. Det er ikke det, vi ser i dag. I stedet ser vi, at botilbuddene bliver fagligt isoleret, mangler faglig og ledelsesmæssig sparring, at problemerne privatiseres hos den enkelte medarbejder, hos den lokale ledelse eller i en magtesløs forvaltning. Derfor er der brug for, at der etableres en vidensenhed, som kvalificeret og i faglig "øjenhøjde" kan gå i dialog med botilbuddene.

Mere kontrol og flere tilsyn løser ikke problemerne. Derfor skal et sådan institut fokusere på at bygge op, fylde på, skabe dialog og initiere erfaringsoverførsel. Fokus skal være på kompetenceudvikling på alle niveauer inden for botilbudsområdet. Det vil sige kurser og uddannelsesaktiviteter for medarbejderne i forvaltningerne, de administrative og de udførende personalegrupper i botilbuddene og eventuelt også for pårørende.

Et sådan institut skal være fokuspunkt for indsamling og formidling af nationale og internationale erfaringer med god praksis, og det kan eksempelvis også være organisatorisk omdrejningspunkt for en omfattende jobrotationsordning, udgangspunkt for et udrykningshold, der kan rekvireres til akuthjælp og et kvalificeret eksternt tilsyn etc.

Det er DCH's opfattelse, at der er behov for en kulegravning af hele botilbudsområdet med henblik på en langt mere omfattende reform af området, end det der tegner sig i de hidtidige lidt spredte initiativer. Vi kan som samfund ikke leve med, at kritiske journalister og afhoppede medarbejdere graver den ene mere foruroligende sag frem efter den anden. Vi er oprigtig talt bekymret for, at dette ingen ende vil tage, med mindre der gøres noget helt ekstraordinært.


Ester Larsen
Formand

Temaartikel

FN's Handicapkonvention

Den 13. december 2006 fik mennesker med handicap (Der foreligger endnu ikke nogen officiel dansk oversættelse af konventionen. Vi ved derfor endnu ikke, hvilken sprogbrug konventionsteksten vil lægge sig fast på. I daglig tale er konventionen imidlertid blevet kendt som ''Handicapkonventionen''. Derfor har vi valgt at bruge betegnelsen handicap i denne artikel - også i situationer, hvor vi almindeligvis ville bruge betegnelsen funktionsnedsættelse) det internationale samfunds ord for, at de har de samme rettigheder som alle andre mennesker. For da vedtog FN's Generalforsamling Konventionen om Handicappedes Menneskerettigheder.

Godt tre måneder senere, den 30. marts 2007, åbnede FN for underskrift og ratifikation af konventionen i New York. På dagen underskrev 81 lande og EU konventionen, og et land - Jamaica - mente sig samme dag i stand til også at ratificere den. Danmark del-tog i underskrivelsesceremonien ved daværende handicapkoordinerende minister Bendt Bendtsen. Danmark underskrev konventionen, men har skuffende ikke underskrevet Den Frivillige Tillægsprotokol om Individuel Klageret.

Med sin underskrift på konventionen tilkendegiver Danmark, at vi som nation tilslutter os principperne i konventionen og arbejder for en ratifikation, men først i det øjeblik, et land har ratificeret, er landet formelt juridisk bundet af konventionen.

I skrivende stund har 125 lande underskrevet konventionen, og 16 af disse har ratificeret den. Blandt de ratificerende lande findes blandt andet Mexico og EU-landene Spanien og Ungarn. 70 lande har underskrevet tillægsprotokollen, blandt andet mange EU-lande herunder Sverige, Finland og Tyskland. Ti lande har ratificeret tillægsprotokollen.

Når 20 lande har ratificeret konventionen, træder den i kraft for disse lande og herefter for hvert nyt land, der ratificerer. Protokollen træder i kraft, når den er ratificeret af ti lande, og konventionen er trådt i kraft.

Hvad gør konventionen?
De mennesker, som nu omfattes af den nye handicapkonvention er ifølge en almindelig folkeretlig fortolkning naturligvis også omfattet af de to store menneskeretskonventioner om borgerlige og politiske rettigheder samt de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder fra 1966. Men det er den almindelige opfattelse og erfaring, at mennesker med funktionsnedsættelser kloden rundt stadig ikke nyder den samme og fulde beskyttelse som mennesker uden funktionsnedsættelser. Denne erkendelse har ført til Handicapkonventionen, som understreger, at mennesker med handicap har de samme rettigheder som alle andre, og forklarer, hvordan de realiseres.

Konventionen gælder både i forhold til det offentlige og det private på nationalt, regional og kommunalt niveau, og den pålægger samfundet at afskaffe diskrimination på grund af handicap. Med konventionen kan mennesker med handicap gå til domstolene og gøre gældende, at de diskrimineres, hvis de finder, at lovgivningen eller handlinger ikke er i overensstemmelse med konventionen. Hidtil har domstolene været tilbageholdende med at pådømme sager om mennesker med handicap efter de to tidligere nævnte konventioner.

Det er desuden også nyt, at landene ved ratifikation forpligter sig til at indrette al lovgivning, så den er i overensstemmelse med konventionen og fremmer dens formål. Lovgivningen må ikke indeholde negativ usaglig forskelsbehandling af mennesker med funktionsnedsættelser eller give mulighed for det. Det er endnu uklart, præcis hvor grænserne vil blive sat i praksis, men man må forvente, at eksempelvis en uddannelsesinstitution vil kunne idømmes erstatning eller blive pålagt at gennemføre rimelige tilpasninger, så uddannelsessøgende med funktionsnedsættelse ikke afvises på grund af funktionsnedsættelsen.

Hvad siger konventionen?
Konventionen indeholder mange og forholdsvis præcise krav til staterne om at sikre borgere med handicap mod diskrimination på alle de mange forskellige områder, der kan få betydning i et liv.

Som andre konventioner er handicapkonventionen opdelt i tre afsnit - en præambel, en indledning - 32 operationelle artikler, bestemmelser - og 18 processuelle artikler.

Præamblen gør rede for de grundlæggende principper i menneskeretten og for de hidtidige syv menneskeretskonventioners betydning som forudsætninger for forståelsen af handicapkonventionen. Diskrimination på grund af handicap betragtes som krænkelse af et menneskes værd og ære, og behovet for at fremme og beskytte handicappedes rettigheder bliver understreget. Det er overbevisningen, at konventionen vil udgøre et betydeligt bidrag til at skabe lige muligheder for samfundsdeltagelse for personer med handicap.

Præamblen kan anvendes som fortolkningsinstrument og henviser til mange relevante dokumenter eller beslutninger. Blandt andet fremhæves mennesker med handicaps værdi for samfundet og det stærke behov, der er for at afhjælpe den fattigdom, mange mennesker med handicap lever i. Præamblen ridser blandt andet den virkelighed op, mennesker med handicap befinder sig i, og sætter den ind i en menneskeretlig kontekst. Det gør den eksempelvis ved at beskrive de overgreb, mennesker med handicap udsættes for - og koble dem sammen med den menneskeretlige beskyttelse herimod, som mennesker med handicap også er omfattet af.

Vigtige definitioner og principper
De første fem artikler definerer de centrale begreber og fortolkningsprincipper, som har afgørende betydning for forståelsen af konventionen. Handicap afgrænses som begrænsningen i fuld og effektiv deltagelse forårsaget af en længerevarende funktionsnedsættelses møde med barrierer. Der er tale om en gengivelse af det såkaldte miljørelaterede handicapbegreb. I denne udgave er funktionsnedsættelsen imidlertid yderligere afgrænset ved, at den skal være længerevarende - det vil sige, at en person med en brækket arm ikke vil være omfattet af konventionen. Herudover angives definitioner på andre centrale begreber for konventionen såsom diskrimination, universelt design og rimelig tilpasning.

Den meget centrale artikel tre leverer otte principper, som enhver artikel i konventionen skal læses i lyset af. Det drejer sig blandt amdet om respekt for mennesker med handi-cap som en del af den menneskelige forskellighed, ikke-diskrimination, tilgængelighed og lige muligheder. Kernen i artikel fire om landenes forpligtelser er budskabet om, at enhver retskilde, cirkulære som lov, ikke må være i strid med konventionen. Også pligten til at inddrage handicaporganisationerne i implementeringen af konventionen samt i beslutninger, der vedrører mennesker med handicap, understreges i artikel fire.

Principrunden afsluttes i artikel fem med en bestemmelse om, at alle mennesker er lige for loven, og at landene skal skabe sikkerhed for, at mennesker med handicap ikke vil blive udsat for diskrimination. Til det formål kan landene kræve rimelig tilpasning og tillade positiv forskelsbehandling for at sikre effektiv ligebehandling.

Endelig har konventionen opmærksomhed på de særlige forhold, der gør sig gældende for kvinder og børn med handicap, specielt risikoen for, at kvinder bliver udsat for flere former for diskrimination. For børn er det centralt at sikre barnets tarv og dets ret til at give sin mening til kende i velegnede ram-mer.

Rettigheder og pligter
Konventionen indeholder en mængde forholdsvis konkrete rettigheder og pligter, der tilsammen dækker alle de formentlig vigtigste samfunds- og livsområder, man er berørt af som borger med en funktionsnedsættelse. Alle rettigheder og pligter er vigtige for at sikre lige muligheder i samfundet for borgere med funktionsnedsættelser, men nogle er nok mere centrale end andre i dansk sammenhæng.

En af de helt centrale bestemmelser i konventionen er artikel ni om tilgængelighed. Det er altafgørende for mennesker med handicaps mulighed for deltagelse i samfundet, at tilgængeligheden - i ordets allerbredeste for-stand - er på plads. Artiklen forpligter landene til at sikre tilgængelighed til eksempelvis det fysiske miljø, transport, information og kommunikation samt IT-systemer. Det gælder ikke kun offentlige myndigheder, men også private virksomheder, hvis virksomhed retter sig mod offentligheden. Hvis en virksomhed ikke foretager en rimelig tilpasning, kan det betragtes som diskrimination og eventuelt udløse en erstatning i henhold til lovgivningen i det enkelte land.

Artikel 12 omhandler anerkendelsen af, at mennesker med handicap har juridiske rettigheder som alle andre. Denne artikel pålægger landene at sikre den fornødne støtte til mennesker med handicap til at træffe selvstændige beslutninger om deres eget liv. Bestemmelsen vil nok få betydning for den danske værgemålsordning, idet støttet beslutningstagen - som det er beskrevet i konventionen - ikke umiddelbart findes i det danske system. I sammenhæng med artikel 12 fremhæver artikel 13 mennesker med handicaps ret til lige adgang til retssystemet inklusive tilgængelige domstole og særligt uddannet personale.

Netop artikel 12 kommer vi til at skulle diskutere i relation til magtanvendelse og tvangsbehandling med videre i forhold til blandt andet personer med udviklingshæmning eller sindslidelse.

Artiklerne 14-17 er såkaldte frihedsrettigheder, hvor fokus er på respekten for mennesker med handicaps ære og integritet. Således sikres retten til frihed og sikkerhed i artikel 14, mens artiklerne 15 og 16 handler om beskyttelse mod uværdig behandling, tortur, udnyttelse og misbrug med videre. Artikel 17 angiver retten til at bevare sin personlige integritet som menneske med handicap. Man kunne umiddelbart tro, at disse ting naturligvis er i orden i Danmark, men når man tænker på de seneste sager fra en række botilbud for voksne med handicap, står det klart, at der også kan være brug for beskyttelse mod uværdig behandling i Danmark.

En anden af de centrale bestemmelser er artikel 19, hvorefter mennesker med handicap skal have ret til at vælge, hvor de vil bo og med hvem. Artiklen medfører en konventionsmæssig ophævelse af institutionsbegrebet, hvilket formentlig ikke vil skabe de store lovgivningsproblemer i Danmark men snarere skabe store implementeringsproblemer. Det bliver interessant at følge, hvordan man vil gribe retten an til at vælge, hvem man vil bo sammen med.

Artiklerne 24-27 drejer sig om retten til uddannelse, sundhed, rehabilitering og arbejde. De er væsentlige forudsætninger for lige deltagelse og kan i princippet ikke adskilles - uden uddannelse intet arbejde, uden sundhed eller rehabilitering ingen mulighed for uddannelse eller arbejde. Kravet i artiklerne er fuld og lige adgang med nødvendig hensyntagen til den enkeltes funktionsnedsættelse.

De sidste fem operationelle artikler indeholder meget forskellige områder såsom adgang til sociale sikringsydelser, ret til deltagelse i demokratiet, adgang til kultur- og fritidslivet, krav til indsamling af relevant statistik og data om vilkårene for mennesker med handicap samt pligt til internationalt samarbejde med henblik på at fremme opfyldelsen af konventionen over hele verden.

I forhold til retten til deltagelse i det politiske liv (artikel 29) pålægges landene blandt andet at sikre mennesker med funktionsnedsættelser retten til selv at vælge, hvem de vil have til at hjælpe sig ved stemmeafgivning, hvis de har et sådant hjælpebehov. I Danmark er det kun blinde og svagtseende, der har denne mulighed.

I forhold til internationalt samarbejde (artikel 32) pålægges landene at indtænke handicapperspektivet i blandt andet ulandshjælp og internationale bistandsprojekter.

Implementering og overvågning
De resterende 18 artikler (33-50) beskriver, hvordan konventionen skal implementeres og overvåges. Landene er forpligtet til at afgive en rapport om opfyldelsen af konventionen to år efter dens ikrafttræden i landet. Rapporten afgives til en international overvågningskomité i FN-regi. Derefter skal landene hvert fjerde år aflevere en rapport til komiteen om de dele af konventionen, der endnu ikke er opfyldt. Der skal derudover udpeges et nationalt organ, som overvåger implementeringen af konventionen i Danmark.

Status i Danmark
Det ratifikationsforberedende arbejde internt i regeringen har været i gang, siden Danmark underskrev konventionen den 30. marts 2007. De enkelte ministerier gennemgår deres lovgivning og sammenligner med konventionens bestemmelser på området, så regeringen skønner, at Danmark kan leve op til kravene i konventionen, når den ratificeres. Dette arbejde varetages af Velfærdsministeriet.

Inden da vil konventionen blive sendt i høring blandt alle interessenter, herunder DCH og Danske Handicaporganisationer. Regeringen har meddelt, at Danmark forventes at ratificere konventionen i slutningen af 2008 eller begyndelsen af 2009.

Oversættelse
Men en konvention er ikke meget værd, hvis borgerne ikke kender til den. Det er afgørende, at konventionen oversættes til dansk, så borgere såvel med som uden handicap får bedre kendskab til konventionen, og retssikkerheden styrkes. Arbejdet med oversættelsen er sat i gang i 2007 af regeringen, men her et år efter Danmarks underskrivelse har regeringen endnu ikke færdiggjort oversættelsen og sendt den i høring.

DCH har været meget aktive i at fremme oversættelsen og vil fortsætte med at presse på for at få den gjort færdig. Ratifikation af konventionen kan naturligvis ikke gennemføres, uden at der foreligger en autoritativ dansk oversættelse heraf. Det skal bemærkes, at der i øjeblikket allerede foreligger mindst 10 nationale oversættelser ud over de tre officielle FN-sprog, engelsk, fransk og spansk.

DCH følger med stor interesse processen mod dansk ratifikation af konventionen og også den internationale udvikling på området. Således afholdt DCH eksempelvis et internt kursus om konventionen i december 2007.


Temaartikel

OBS Oplysninger til borgerne om samfundet. Til alle - for alle.

Vi får løbende informationer fra verden omkring os. Noget synes vi er ligegyldigt, og noget er særdeles vigtigt. En del af de informationer, vi modtager, er offentlig information. Det er informationer, hvor det offentlige - styrelser, kommunerne, hospitaler, daginstitutioner, råd og nævn informerer os om vores rettigheder, pligter og muligheder i det samfund, vi lever i. Vi er ofte helt afhængige af disse informationer for at kunne træffe oplyste valg. Det er også disse informationer, der formidler viden om sundhed, trafiksikkerhed, arbejdspladssikkerhed og meget anden viden, som vi bruger til at navigere i vores hverdag. Langt de fleste af disse offentlige informationer er nogle, alle mennesker har brug for, og det skal derfor sikres, at de gives i tilgængelige former så alle også kan få adgang til dem.

Information fra offentlige institutioner formidles eksempelvis via tv-spots, avisannoncer, pjecer og hjemmesider. Formidlingen indeholder billeder og historier, og disse billeder og historier er med til at skabe de fortællinger, der definerer vores opfattelse af den virkelighed, vi lever i. Det er afgørende, at de historier, vi møder, repræsenterer alle de mennesker, der lever i vores samfund. Der skal derfor sættes ind overfor den usynlighed og den stereotypificering, mennesker med funktionsnedsættelser er udsat for. Lad os snart møde mennesker med funktionsnedsættelser, som fremstilles først og fremmest for noget andet end deres funktionsnedsættelse i det offentlige informationsmateriale. Inspiration til dette kan hentes i det engelske initiativ Images of Disability.

Oplysninger til borgerne om samfundet skal være om alle borgere til alle borgere. DCH har taget initiativer både i forhold til medierepræsentation af og offentlig kommunikations til borgere med funktionsnedsættelser i 2007 og vil fortsætte arbejdet i de kommende år.

Oplysning til alle borgere
De fleste af de valg, vi træffer er baseret på information, som vi henter fra mange kilder og i mange former. Vi surfer måske på internettet, læser bøger om emnet eller får tilsendt pjecer og informationsmateriale fra relevante myndigheder. De fleste af disse muligheder er dog udelukket for mange mennesker med udviklingshæmning, da disse medier ofte benytter sig af et sprog, som stiller høje krav til forståelse, læsefærdigheder, viden og abstrakt tænkning.

Mange af de valg, der skal træffes, vedrører valg mellem forskellige offentlige ydelser. Vi vælger læge, vælger mellem forskellige former for sundhedsbehandling, mellem forskellige uddannelsestilbud, og der er også indlagt et valg i relation til mange af de handicapkompenserende ydelser, man kan få efter serviceloven, for eksempel botilbud.

Den offentlige information, der udformes for at hjælpe i valgsituationen, såsom hjemmesider, pjecer og lignende, bliver ikke gjort tilgængelig for alle. Selvom der oftere og oftere tænkes i at skabe informationstilgængelighed, er det meget sjældent, at der tænkes på, hvordan informationer kan gøres tilgængelige for mennesker med udviklingshæmning. Når der tales om tilgængelighed til informationer, tænkes der ofte på tilgængelighed for mennesker med fysiske funktionsnedsættelser ved hjælp af talesyntese på hjemmesider, indlæsning af bøger eller pjecer på bånd til mennesker med synshandicap, tegnsprogstolkning af fjernsynsudsendelser til mennesker med hørehandicap eller tastaturer, der kan bruges af mennesker med bevægehandicap. Også mennesker med kognitive funktionsnedsættelser, for eksempel udviklingshæmning, har imidlertid behov for, at der tænkes i informationstilgængelighed for dem, hvis de skal have adgang til informationssamfundet.

Let læst offentlig information
I England har man i en årrække arbejdet meget bevidst med at udforme offentligt informationsmateriale, der er tilgængeligt for mennesker med generelle indlæringsvanskeligheder, herunder udviklingshæmning. Informationstilgængelighed har været et af mange fokuspunkter i regeringens handlings-plan og strategi Valuing People om indsatsen over for mennesker med udviklingshæmning. På mange områder findes materiale specielt designet til mennesker med udviklingshæmning - Easy Read Guides - både i elektronisk format og papirformat. Disse guider har fokus på, at teksten skal være kort og let læselig, ligesom der er særlig opmærksomhed på, hvordan teksten kan understøttes af billeder eller symboler. Der er udformet offentligt informationsmateriale og hjemmesider til borgere med udviklingshæmning på mange områder og inden for alle sektorer i England. Ofte vil der blive fremstillet flere versioner af det forskellige materiale, herunder en easy read-version. Det er også ofte muligt at få easy read-versionerne med et bånd eller en cd, så man kan følge med i teksten samtidig med, at man lytter til den.

Let læst materiale kommer ikke kun mennesker med udviklingshæmning til gavn. Også mennesker med andre former for kognitive vanskeligheder, børn og unge og mennesker med dansk som fremmedsprog kan have glæde af læs let-materialer om rettigheder og muligheder i samfundet.

Intet om os uden os
Nothing about us without us har været et af den engelske handicapbevægelses slagord. Det er et slagord, der har haft en vis gennemslagskraft på dette område. Det viser sig for eksempel ved, at mennesker med udviklingshæmning inddrages i processen med at udarbejde tilgængelige materialer. Faktisk har mennesker med udviklingshæmning været involveret i hele processen med at frembringe handlingsplan, strategi og versioner for indsatsen over for mennesker med udviklingshæmning. Der er udformet en rapport, der beskriver dette arbejde, og den rapport er naturligvis også kommet i en easy read-version. <>I det hele taget er langt de fleste rapporter, som omhandler mennesker med udviklingshæmning, også udarbejdet i easy read-versioner. Det betyder, at mennesker med udviklingshæmning selv kan læse, hvad der er blevet undersøgt, og hvilke resultater man er nået frem til. Der er for eksempel blevet formidlet forskningsresultater om handlings-planer, evalueringer af Valuing People-initiativer og et projekt om at øge brugen af Direct Payments (Kontantydelser til selv at købe den fornødne hjælp i stedet for at få hjælpen som naturalieydelse). Regeringens rapporter vedrørende initiativer, politikker og strategier findes ligeledes i easy read-versioner.

Tilgængelighed for alle
Informationstilgængelighed er afgørende for vores muligheder for at gøre os bekendt med samfundet og de muligheder, rettigheder og pligter, vi har i det. Det er derfor afgørende, at informationer er tilgængelige for alle - også for mennesker med kognitive funktionsnedsættelser. Der bør arbejdes på at indføre "læs let"-formater og andre tilgængelighedstiltag rettet mod mennesker med kognitive funktionsnedsættelser, når det offentlige kommunikerer med borgerne i Danmark. Mennesker med kognitive funktionsnedsættelser skal inddrages i processen med at skabe den nødvendige informationstilgængelighed. Vi kan lære af de engelske erfaringer i forhold til bredden i den indsats, der er brug for, og i forhold til, hvordan man konkret udformer læs let-information.

Det er en proces, som DCH og handicaporganisationerne også selv har brug for at sætte i gang. DCH har i første omgang opfordret alle ministerier, KL og Danske Regioner til at overveje, hvordan den borgerrettede information kan formidles i læs let-udgaver såvel på papir som elektronisk. Derudover planlægger DCH at afholde en konference om offentlig information i læs let-udgaver.

Oplysning om alle borgere

I informationssamfundet bombarderes vi med informationer fra mange kilder hver eneste dag. Aviser, fjernsyn, blade, manualer, pjecer, internettet og mange andre kilder. Alle disse informationer skaber fortællinger, som vi mere eller mindre bevidst tager til os. Fortællinger om verden, om andre mennesker og om det samfund, vi lever i. Alle disse daglige fortællinger er ikke bare gode eller dårlige historier. De er et organiseringsprincip, som vi bruger til forstå og skabe orden i verden og virkeligheden. Gennem fortællingen skaber vi forløb og sammenhæng. Det er sådan vi definerer helte og skurke. Hvem har hovedroller, og hvem har biroller? Alle de fortællinger vi møder, er med til at forme vores opfattelse og vores forståelse af den virkelighed, vi lever i. Vi spejler os i fortællingen og bruger fortællingerne til at definere det anderledes. Det er derfor ikke uvæsentligt, hvilke fortællinger vi møder i det daglige mediebombardement.

Funktionsnedsættelser i medier
Undersøgelser vedrørende repræsentation af handicap i medierne viser, at mennesker med funktionsnedsættelser generelt er voldsomt underrepræsenterede. Undersøgelser viser også, at når mennesker med funktionsnedsættelser en sjælden gang er synlige i mediebilledet, er de som regel stereotyper som bitre skurke, magtesløse ofre eller som bemærkelsesværdige ''overvindere''.

Center for Ligebehandling af Handicappede lavede i 2006 en undersøgelse om de billeder og historier om mennesker med funktionsnedsættelser, der fortælles i skolebøger og andet undervisningsmateriale. Undersøgelsens resultater stemmer desværre overens med de ovennævnte undersøgelser. Mennesker med funktionsnedsættelser er så godt som usynlige i den historie, der fortælles i skolebøgerne. Herudover portrætteres det at have en funktionsnedsættelse ofte som no-get negativt, som noget der positionerer en særligt i samfundet, og for eksempel gør en særlig sårbar.

Fortællinger skaber sociale barrierer
I det relationelle handicapbegreb opstår handicappet i mødet mellem et mennesker med funktionsnedsættelse og samfundet. Et handicap opstår kun, hvis samfundet opstiller barrierer, der begrænser den, der har en funktionsnedsættelse i sin livsudfoldelse. Det klassiske eksempel er, at en kørestolsbruger bliver handicappet i det øjeblik, en alt for høj kantsten begrænser hans eller hendes færden. Det er ofte de fysiske barrierer, der fokuseres på: De er nemme at få øje på og er ofte mulige at gøre noget ved. Men holdninger kan også skabe barrierer, og de barrierer kan det være langt sværere at gøre noget ved. I en engelsk undersøgelse blandt børn med funktionsnedsættelser fortalte de deltagende børn for eksempel, at en af deres største barrierer for samfundsdeltagelse var holdninger blandt andre mennesker.

De fortællinger, vi møder i det daglige, er med til at forme vores holdninger og meninger - også om andre mennesker. Det illustreres ganske tydeligt i en amerikansk undersøgelse vedrørende medierepræsentation af mennesker med funktionsnedsættelser. I denne undersøgelse gav 80% af undersøgelsens deltagere udtryk for, at mediernes repræsentationer var en barriere for mennesker med kognitive funktionsnedsættelsers inklusion i samfundet.

Med i fortællingen
Et medielandskab uden mennesker med funktionsnedsættelser eller med meget stereotype repræsentationer af mennesker med funktionsnedsættelser præger ikke kun, hvordan mennesker uden funktionsnedsættelser opfatter mennesker med funktionsnedsættelser, men også hvordan mennesker med funktionsnedsættelser opfatter sig selv.

Børn med funktionsnedsættelser, der har deltaget i en engelsk undersøgelse om børnebøger, forklarer eksempelvis, at de synes, at det sender et signal om, at de er mærkelige og anderledes, når historierne for børn næsten aldrig handler om børn med funktionsnedsættelser. De fortæller, at det får dem til at føle sig isolerede og ekskluderede.

Det er afgørende, at der generelt sættes fokus på den usynlighed og underrepræsentation, mennesker med funktionsnedsættelser oplever i medielandskabet, og at der tages initiativer til at ændre dette. Inspiration hertil kan for eksempel komme fra et initiativ, den engelske regering har søsat. Initiativet hedder Images of Disability og handler om at sikre, at mennesker med funktionsnedsættelser repræsenteres i publikationer, oplysningskampagner og andet materiale, der produceres af regeringen.

DCH har derfor opfordret til at sørge for at medtage mennesker med funktionsnedsættelser, når borgere i almindelighed optræder i offentlig information.

Omtalte undersøgelser
Valuing People initiativerne kan ses på www.valuingpeople.gov.uk

Med i fortællingen, CLH's rapport om repræsentationer af mennesker med funktionsnedsættelser i skolebøger findes på www.clh.dk

Changing Attitudes Changing the World Media's Portrayal of People with Intellectual Disabilities, om repræsentation af mennesker med kognitive funktionsnedsættelser kan læses på www.specialolympics.org

Making Exclusion a Thing of the Past, den engelske undersøgelse om børnebøger kan læses på www.booktrusted.co.uk

Images of Disability kan man læse om på www.imagesofdisability.gov.uk

Temaartikel

Dømt til behandling


Det Centrale Handicapråd (DCH) har i en lang årrække arbejdet for bedre retssikkerhed og mere lige vilkår for mennesker med udviklingshæmning, som begår kriminalitet. Derfor har DCH også meget ihærdigt forsøgt at få en dialog med justitsministeren. Justitsministeren har således været inviteret som gæst til stort set alle rådsmøder i 2007. Det har desværre ikke været muligt for justitsministeren at gæste DCH i 2007, men DCH fortsætter arbejdet og håber at få lejlighed til at drøfte problemerne med ministeren i 2008.

Det er imidlertid ikke kun Justitsministeriet, der har noget at bidrage med i denne sammenhæng. Hele indsatsområdet er kendetegnet ved, at en strafferetlig sanktion udføres i det sociale regi. Det er derfor regler, kultur og praksis fra det strafferetlige og det socialretlige område, der støder sammen eller netop ikke støder tilstrækkeligt tæt op imod hinanden. Derfor er det vigtigt, at justitsministeren og velfærdsministeren arbejder sammen om at få indsatsen til at fungere.

Gamle uafklarede spørgsmål

I 1996 gennemførte Center for Ligebehandling af Handicappede en undersøgelse af brugen af tidsubestemte domme over for mennesker med udviklingshæmning, der havde begået kriminalitet. Undersøgelsen viste, at de foranstaltninger, som domfældte udviklingshæmmede blev idømt i stedet for en straf, strakte sig over meget længere tid, end en almindelig straf for en tilsvarende forbrydelse ville have gjort. Det blev indgangen til, at DCH aktivt arbejdede for mere proportionalitet i indsatsen og også begyndte at spørge til, hvilken form for behandling de dømte modtager i den tid, foranstaltningen varer.

I 2000 blev straffeloven ændret, og der blev indført en højere grad af tidsbestemthed med faste krav til, hvornår en sag skulle genvurderes, og hvor længe en foranstaltning som udgangspunkt kunne vare. Lovændringen skal evalueres i 2008. I forlængelse af lovændringen der sat en række undersøgelser i værk, som skulle bidrage med viden om praksis på området.

Det betød, at vi i 2003 stod med ikke mindre end tre rapporter. Den ene blev udarbejdet af ministerierne og var en opsamling på de to andre, som til gengæld begge dokumenterede en række problemer i indsatsen, såsom:

  • En stigning i antallet af domfældte udviklingshæmmede.
  • Tegn på, at domfældte udviklingshæmmedes kriminalitetstype har ændret sig.
  • Regionale forskelle i antallet af domfældte udviklingshæmmede sat i forhold til befolkningstallet i de enkelte regioner.
  • Regionale forskelle i, hvilke foranstaltninger mennesker med udviklingshæmning idømmes ved kriminalitet.
  • Ændringer i målgruppens karakter, blandt andet på grund af etnisk baggrund, alder, misbrug, dobbeltdiagnoser og lignende.
  • Problemer med at håndtere domfældte udviklingshæmmede inden for servicelovens rammer.

Opsamlingsrapporten pegede på, at problemstillingerne kunne give anledning til overvejelser om samspillet mellem det sociale system og retssystemet.

Da der i 2004 endnu ikke var tegn på for-slag, som kunne løse de påviste problemer, tog DCH sagen op igen. DCH anbefalede, at der blev nedsat en tværfaglig ekspertkommission, som skulle gennemgå hele området ud fra såvel en strafferetlig som social tilgang og angive forslag til initiativer, som kunne give den tiltrængte afklaring af området. Men Rigsadvokaten udtalte, at der var tilstrækkelig fokus på området allerede og mente derfor ikke, at der var behov for en kommission.

Tilstrækkeligt fokus på området?
Som en konsekvens af undersøgelserne i 2003 etablerede Amtsrådsforeningen et netværk af praktikere, som arbejder med domfældte udviklingshæmmede. Netværket skulle give bedre mulighed for udveksling af erfaringer på området og være med til at udvikle gode standarder for indsatsen. Netværket, NDU, er et vigtigt bidrag til området og har blandt andet udfærdiget gode standarder for forskellige aspekter af den særlige opgave, det er at yde støtte og behandling til en person med udviklingshæmning, som er dømt for kriminalitet.

Der er ligeledes kommet mere opmærksomhed på behovet for god kommunikation mellem det sociale system og det strafferetlige system, således at anklager og politi på den ene side og det sociale system på den anden side nu i højere grad ved, hvilke handlemuligheder den anden part har, og hvornår det er vigtigt at informere og indhente oplysninger hos hinanden.

Der er således helt klart sket en udvikling siden 2003, og der arbejdes med den fortsatte udvikling hver dag i de botilbud, som har domfældte udviklingshæmmede boende, og blandt de ansatte, som varetager tilsynsopgaven over for domfældte udviklingshæmmede, der bor for sig selv.

For at følge op på rapporterne fra 2003 nedsatte Justitsministeriet en arbejdsgruppe, men der er endnu ikke kommet et resultat af dette arbejde, som tager hånd om de mange problemer. Der er stadigvæk aspekter, som mangler at blive set på, og spørgsmål, der mangler at blive besvaret. Da der samtidig er tale om et område i vækst og udvikling - antallet af dømte er stigende, og alle arbejder løbende på at løse de forskellige problemer- vil der formentlig være nye aspekter og spørgsmål, som er relevante i dag, selvom de måske ikke havde en fremtrædende plads i 2003.

Ubesvarede spørgsmål
Det er svært at fastlægge entydigt, hvor alle problemerne er, simpelthen fordi den viden, der findes om mulige løsninger, endnu ikke er samlet og bearbejdet. Der er brug for, at flere eksperter taler sammen for at tilvejebringe et fuldt dækkende billede af indsatsen og de problemer, der er indeholdt i den. Der er ingen tvivl om, at meget lykkes og fungerer godt. Men samtidig er der uden tvivl også dele af indsatsen, som er svær, fordi der ikke er taget tilstrækkeligt præcis stilling til, hvad der skal løses, og hvordan det skal gøres. <>De resterende problemer handler i vidt om-fang om, hvordan man håndterer de problemstillinger, som domfældte udviklingshæmmede har i dag inden for rammerne af serviceloven. Der er brug for finde ud af, om den nødvendige indsats i alle tilfælde kan leveres inden for servicelovens rammer, eller om der i nogle tilfælde er brug for at kunne kontrollere den dømte mere, end serviceloven giver mulighed for. Praksis på botilbuddene og andre steder er forskellig, og anbefalingerne fra praktikerne er ikke enslydende. Derfor mangler der at blive set nuanceret og med åbne øjne på den foranstaltning, der skal lære den dømte at holde sig fra kriminalitet fremover, for at vurdere, om den er skruet rigtigt sammen. Eller om der skal være end-nu flere former for foranstaltninger at vælge imellem, når dommen afsiges.

Udvikling i målgruppen
Et af problemerne er tilsyneladende, at der sker en udvikling i målgruppen, sådan at flere og flere, som dømmes til foranstaltninger målrettet mennesker med psykisk udviklingshæmning, faktisk er bedre fungerende rent intelligensmæssigt, men ofte dårligere fungerende socialt og psykisk, ligesom der ofte også er misbrug involveret. Ændringen er beskrevet i rapporterne fra 2003, hvor det netop er anført, at der er en gruppe, som oplever sig diskriminerede ved at skulle bo i et botilbud for voksne med psykisk udviklingshæmning. De vil hellere i fængsel. Der er ingen tvivl om, at disse mennesker skal hjælpes, også selvom de ikke selv ser behovet. Men der bør udvikles en måde at hjælpe på som ikke stigmatiserer mere end højest nødvendigt.

Udviklingen i målgruppen har også indflydelse på livet for de andre beboere i det boligtilbud, som huser en dømt med særlige sociale vanskeligheder. Man lever tæt på hinanden i et botilbud. Det er klart. at det påvirker alle, hvis der flytter en ny person ind, som ud over at have udviklingshæmning også har sindslidelse eller misbrug og som oplever indsatsen og samlivet med andre i et botilbud som en <>endnu større udfordring, end det ellers ville have været.

Men behøver man så at have dømte placeret samme sted som helt almindelige borgere, der tilfældigvis har et stort hjælpebehov? Kunne man da ikke placere alle dømte det samme sted og så holde de øvrige voksne med psykisk udviklingshæmning fri for at have dømte som naboer? Denne løsning kan være tillokkende, men giver nogle helt andre problemer. Der er nemlig nogle domfældte udviklingshæmmede, der har så særlige problemstillinger, at der kun er få botilbud, som kan levere den pædagogik, der er brug for. Derfor vil der i en del tilfælde være brug for, at kommunerne og botilbuddene er med til at finde frem til den rette plads. Det vil også ofte være sådan, at en person med psykisk udviklingshæmning, der er dømt for kriminalitet, ikke nødvendigvis udgør en risiko, hvis blot den pædagogiske støtte, vedkommende får, er i orden. I disse tilfælde er det rette tilbud derfor et tilbud, der er så almindeligt som muligt, og som giver en god indgang til det kommende liv som ikke-kriminel.

En af DCH's store bekymringer har været, om denne form for dom til mennesker med psykisk udviklingshæmning i virkeligheden indeholder et samfundssyn, der siger, at mennesker med psykisk udviklingshæmning generelt er kriminelle. For sådan er det selvfølgelig ikke. Men der er nogle personer med psykisk udviklingshæmning, som begår kriminalitet, og disse personer er ikke kun udviklingshæmmede, de er også kriminelle.

Derfor er det vigtigt, at den indsats og de foranstaltninger, samfundet træffer for at beskytte såvel den dømte som andre borgere i samfundet, er tilstrækkelig og samtidig ikke går ud over grænserne for den nødvendige indsats.

Sammenstød mellem to systemer
Den måde, indsatsen er tilrettelagt på i dag indeholder et oplagt konfliktelement, som der mangler at blive taget hånd om. Det handler om sammenstødet mellem det strafferetlige system og det sociale system. Det strafferetlige system vurderer, om en person er straffri på grund af psykisk udviklingshæmning og træffer også afgørelse om, hvilken form for foranstaltning, der skal sættes i værk over for den dømte. Altså om dommen for eksempel skal lyde på anbringelse i et botilbud eller en mindre indgribende foranstaltning som eksempelvis tilsyn. Det er derefter det sociale system, som varetager foranstaltningen.

De største problemer opstår formentlig i for-hold til anbringelse i botilbud, hvor nogle botilbud oplever, at det er svært - for ikke at sige umuligt - at forhindre den dømte i at begå ny kriminalitet med de redskaber, som serviceloven giver. Netop botilbudsområdet har igennem de senere år bevæget sig i retning af en kultur, der fokuserer på at hjælpe den enkelte beboer til selv at bestemme over sit liv. Der er kun meget begrænsede muligheder for at bruge fysisk magt i indsatsen, og nogle steder har man en generel beslutning om ikke at bruge magt over for beboerne. Dette sker ud fra en målsætning om at hjælpe den enkelte beboer til at bevare eller genvinde oplevelsen af at være respekteret som menneske. Der findes ikke længere institutioner, og der fin-des ikke botilbud med låste døre.

Men det strafferetlige system forventer, at den dømte, der placeres i et botilbud, kan forhindres i at begå ny kriminalitet. Det er en del af formålet med anbringelsen, og derfor kan det opleves svært som ansat i et botilbud at løse den opgave, der er givet. Opgaven kan nemlig være meget forskellig på samme tid, fordi der er to opdragsgivere med meget forskellige forventninger.

Hvordan kommer vi videre?
I 2007 har DCH taget initiativ til at afholde en konference om domfældte udviklingshæmmede. Konferencen blev holdt i samarbejde med SL, LEV og NDU for at sætte fokus på, at der mangler svar på en række spørgsmål fra 2003. Med inspiration fra Norge og Sverige blev der kastet lys på den danske indsats i forhold til regelsættet, pædagogikken og et særligt fokus på status angående samråd og tilsyn.

Konferencen gav et klart indtryk af, at heller ikke Sverige og Norge har fundet de vises sten på dette område, men der kan være elementer af indsatsen, som kan inspirere i Danmark. Samtidig viste konferencen, at der stadigvæk er brug for at overveje, om redskaberne i indsatsen er tilstrækkelige.

I 2008 planlægger DCH og de øvrige medarrangører af konferencen at afholde et intensivt arbejdsseminar, hvor eksperter fra forskellige dele af indsatsen over for domfældte udviklingshæmmede skal søge at opnå enighed om behovet for ændringer i regelsæt eller tilbud. Ambitionen er at få et bud på konkrete løsninger, som kan præsenteres for de relevante myndigheder i 2008.

Sektorartikel

Beskæftigelse

Der har gennem årene været tætte relationer mellem beskæftigelses-og socialpolitikken samt mellem de to politikkers ressortministerier. Det var således en fælles pressemeddelelse, de to ministre udsendte i maj 2007 i forbindelse med regeringens aflevering til Folketinget af redegørelsen om udviklingen på førtidspensionsområdet og det rummelige arbejdsmarked.

Førtidspensionsreformen
Formålet med førtidspensionsreformen var at styrke den aktivt rettede indsats. Man ville sikre personer med en nedsat arbejdsevne mulighed for reelt at udnytte arbejdsevnen på arbejdsmarkedet. Reglerne om førtidspension og reglerne om kompensation for funktionsnedsættelsen skulle adskilles. Samtidig var formålet med aftalen at øge retssikkerheden for den enkelte borger ved blandt andet at sikre en større sammenhæng og helhedsvurdering i sagsbehandlingen, at kræve bedre dokumentation og øge borgerinddragelsen.

Det Centrale Handicapråd (DCH) har været positiv over for den aktive og målrettede indsats, der blandt andet bygger på en forbedring af reglerne om fleksjob, så personer ansat i fleksjob får tilnærmelsesvis samme vilkår som personer ansat på ordinære vilkår. DCH har også været tilfreds med adskillelsen af forsørgelsesreglerne og reglerne om kompensation for funktionsnedsættelsen, som er en konsekvens af de ændrede regler om førtidspension. Endelig har DCH bifaldet, at førtidspensionsreformen medførte en større gennemskuelighed og dermed en højere grad af retssikkerhed.

Hvad kom der ud af reformen?
Der har været delte meninger om resultatet af førtidspensionsreformen, da der ikke er sket et væsentligt fald i antallet af tilkendte førtidspensioner. Antallet af personer, der får førtidspension på grund af psykiske lidelser, er steget markant. Personer med psykiske lidelser udgør både før og efter reformen en meget stor andel af de yngre førtidspensionister under 40 år. Men redegørelsen viser en positiv effekt i forhold til en stigning i andelen af personer, som har været i beskæftigelsesrettede foranstaltninger inden tilkendelse af førtidspension.

Der er sket en stor stigning i antallet af visiterede til fleksjob. Der har også været en stor stigning i antallet af personer, der modtager ledighedsydelse. Redegørelsen viser, at den aktivt rettede indsats ikke helt er slået igennem i forhold til personer, der visiteres til fleksjob. Problemet med det stigende antal personer på ledighedsydelse medførte, at reglerne om fleksjob og ledighedsydelse blev justeret med virkning fra 1. juli 2006 og 1. januar 2007. DCH har fulgt problemet med det stigende antal personer på ledighedsydelse og har flere gange gjort beskæftigelsesministeren opmærksom på problemet. De fleste af regeljusteringerne omkring fleksjob har været i tråd med DCH's anbefalinger til beskæftigelsesministeren.

Fleksydelsesordningen blev indført som kompensation for den manglende mulighed for at modtage efterløn, når man er ansat i et fleksjob. Der er flere personer end forventet, som benytter sig af fleksydelsesordningen, og der er stor tilfredshed blandt brugerne af ordningen. DCH har tidligere henvendt sig til beskæftigelsesministeren for at gøre opmærksom på, at personer på fleksydelsesordningen i flere sammenhænge ikke er ligestillet med personer på efterløn.

Ifølge redegørelsen om udviklingen på førtidspensionsområdet har indførelsen af arbejdsevnemetoden og hermed ressourceprofilen haft en positiv virkning på borgerens retssikkerhed, medindflydelse og forståelse for egen sag. Dog er kommunerne ikke gode nok til at dokumentere, at arbejdsevnen er varigt og væsentligt nedsat forud for tilkendelse af førtidspension og visitation til fleksjob.

Antallet af personer i skånejob har været nogenlunde konstant. Dette kan ifølge redegørelsen skyldes, at personer, der efter 1. januar 2003 tilkendes en førtidspension, ikke har samme grad af restarbejdsevne som personer tilkendt førtidspension før 1. januar 2003.

Hvad har DCH gjort?
Efter offentliggørelsen af redegørelsen har rådet henvendt sig til både beskæftigelses- og socialministeren. I begge henvendelser opfordrer DCH blandt andet til at sætte fokus på problemstillingen omkring tilkendelser af førtidspensioner til personer med psykiatriske lidelser, herunder unge under 40 år. DCH understeger, at det ikke er nok "kun" at se på kommunernes hidtidige indsats. Der er tale om et komplekst problem, der kræver en bred vifte af indsatsområder. Der må findes svar på, hvorfor personer med psykiatriske lidelser har svært ved at fastholdes og integreres på arbejdsmarkedet.

Et af debatemnerne efter redegørelsen af førtidspensionsreformen har været spørgsmålet om at gøre førtidspensionen tidsbegrænset. I henvendelserne til ministrene har DCH fastslået, at der allerede findes hjemmel i pensionslovgivningen til at tidsbegrænse førtidspensionen, og at der er ikke er tegn på et større behov i den retning.

I henvendelsen til socialministeren gentager DCH kritikken af, at bagatelgrænsen for merudgifter på op til 6.000 kr. om året er i strid med kompensationsprincippet. DCH opfordrede ligeledes ministeren til at arbejde for, at personer med handicap også får mulighed for at få dækket merudgifter, efter at de bliver folkepensionister.

Begge ministre svarer, at DCH's bemærkninger vil indgå i overvejelserne omkring mulige justeringer i lovgivningen. Det oplyses ligeledes, at der er indledt en møderække med forligspartierne bag førtidspensionsreformen ,og at der er igangsat en undersøgelse af kommunernes håndtering af førtidspensionssager for personer med psykiske lidelser.

Fritidsjob til unge
DCH har behandlet en analyse af kompensationsordninger for unge i fritidsjob og job på ordinære vilkår fortaget af Center for Ligebehandling af Handicappede. Analysen viser, at kompensationsordningerne på arbejdsmarkedet til en vis grad også omfatter unge i fritidsjob. Unge under 18 år, der ansættes i et fritidsjob på ordinære vilkår, kan søge om personlig assistance, mindre ændringer af arbejdspladsen og særlige arbejdsredskaber.

Men muligheden for fleksjob til unge under 18 år er stort set kun teoretisk, idet formålet med fleksjob er at sikre, at personer med en nedsat arbejdsevne får mulighed for selvforsørgelse.

På baggrund af centrets analyse har DCH rettet henvendelse til beskæftigelsesministeren og opfordret til at se nærmere på, hvad der kan gøres for at give unge med funktionsnedsættelser lettere adgang til fritidsjob og dermed også sikre socialiseringen til arbejdsmarkedet. Som redskab hertil foreslår DCH en øget information om mulighederne for at få handicapkompensation i forbindelse med et fritidsjob, men der er også brug for at se på behovet for fleksjoblignende fritidsjob til unge. Beskæftigelsesministeren har oplyst, at han vil overveje DCH's ønske om mere information om kompensationsordningerne. I forhold til DCH's ønske om fleksjoblignende fritidsjob henviser ministeren til, at ansvaret for børn og unge ligger hos socialministeren.

SFI's rapporter om arbejdsmarkedet
SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har i løbet af 2007 udgivet flere rapporter om arbejdsmarkedsforhold, som DCH har gennemgået. Disse rapporter viser overordnet set, at flere personer med funktionsnedsætter, er kommet ud på arbejdsmarkedet. Men beskæftigelsesprocenten er dog stadig lavere blandt personer med funktionsnedsættelser end personer uden funktionsnedsættelser og den er særlig lav for personer med psykiske lidelser. Hovedparten af de beskæftigede med handicap har mobilitetsproblemer. Blandt beskæftigede med funktionsnedsættelser er der en overrepræsentation af ansatte i den offentlige sektor målt i forhold til ansatte generelt i den offentlige sektor.

Lønmodtagerne er generelt positive over for virksomhedernes sociale engagement. Grundlæggende er personer ansat på særlige vilkår tilfredse med deres arbejdsvilkår. Alligevel er der dog en tredjedel, der mener, at arbejdsgiverne kunne gøre mere for at udvikle deres faglige kvalifikationer, ligesom der mangler en præcisering af arbejdsopgaver og/eller skånehensyn. Blandt lederne svarer to tredjedele, at de i høj eller meget høj grad er personligt engagerede i det rummelige arbejdsmarked. Ledere, der selv har nedsat arbejdsevne, har dog lettere ved at tage hensyn til ansatte med højt sygefravær. Det er stadig sådan, at hovedparten af lederne har det største fokus på fastholdelse af ansatte med nedsat arbejdsevne og dernæst på at nyansætte personer med nedsat arbejdsevne.

Den ene af SFI's rapporter ser nærmere på forskelle og ligheder i de fire beskæftigelsesregioner. Undersøgelsen viser enkelte forskelle imellem regionerne. Lønmodtagerne i region Nordjylland er for eksempel oftere positivt indstillet over for at arbejde sammen med en person med handicap. Forskellen på uddannelsesniveauet mellem personer med handicap, som er i beskæftigelse og uden beskæftigelse, er også mindre i region Nordjylland end i de øvrige regioner.

Personlig assistance
Et af de lovforslag, som DCH har afgivet høringssvar på, er ændringen af lov om kompensation til handicappede i erhverv og dermed udvidelsen af målgruppen for personlig assistance. Siden 1. juli 2007 har det også været muligt for personer med en varig og betydelig psykisk funktionsnedsættelse at modtage personbistand. Hermed er der åbnet mulighed for, at blandt andet personer med udviklingshæmning kan opnå kompensation for deres funktionsnedsættelse i forhold til de krav, der stilles på arbejdsmarkedet.

Lov om forbud mod forskelsbehandling
I forbindelse med implementeringen af diskriminationsforbuddet på grund af handicap i lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet var DCH meget opmærksom på vigtigheden af at nedsætte et administrativt klageorgan. Det var derfor med glæde, at DCH modtog udkast til lovforslag om lov om ligebehandlingsnævnet. Desværre kunne DCH konstatere, at det kommende klagenævn umiddelbart har flere mangler, som DCH gerne havde set ændret. Der mangler blandt andet mulighed for at foranstalte bevisførelse og for at nævnet kan undersøge området på eget initiativ.

Indtil loven om det kommende klagenævn træder i kraft, er der kun mulighed for at gå til domstolene, hvis man føler sig diskrimineret i forhold til arbejdsmarkedet. Personer med handicap, der er offentligt ansatte, har dog mulighed for at klage til Folketingets Ombudsmand. DCH har fulgt tæt med i de domsafsigelser, som indtil nu har været afsagt i forhold til lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Desværre har der vist sig at være store problemer med fortolkningen af loven. Det drejer sig især om fortolkning af lovens definition af handicap. De domme, der indtil videre er afsagt, har defineret begrebet sådan, at personer, som normalt opfattes som havende et handicap, er faldet uden for lovens målgruppe.


Sektorartikel

Uddannelse

I 2007 bar flere års arbejde frugt, da Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov trådte i kraft. Den har længe været ønsket og ventet, og det er glædeligt, at gruppen af unge, som hidtil har været afskåret fra uddannelsesmuligheder, nu også får mulighed for en mere aktiv deltagelse i voksenlivet. Det Centrale Handicapråd (DCH) vil følge den igangværende implementering af loven.

DCH har i 2007 desuden fulgt de første gennemførelser af de nationale test i folkeskolen. Der har vist sig en række problemer med testenes tilgængelighed for elever med handicap, hvorfor DCH fortsat vil følge den nødvendige videreudvikling af tilgængeligheden til de nationale test.

Flere nye undersøgelser af specialundervisningen for såvel voksne som børn har i 2007 været med til at sætte inklusion på dagsordenen. Ønsket om inklusion var også den bagvedliggende grund til, at DCH i starten af 2007 skrev til undervisningsministeren. DCH pointerede, at også børn på specialskoler har ret til at blive hørt igennem blandt andet elevråd og generelt i sager, som vedrører dem selv.

Endelig har DCH i en henvendelse til undervisningsministeren efterlyst en undersøgelse af barrierer for unge med handicap ved videregående uddannelser, hvilket ministeren dog ikke har fundet behov for.

Ny ungdomsuddannelse
Det var længe ventet, da Folketinget i juni 2007 vedtog Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (L564), med virkning fra 1. august 2007.

Med loven får gruppen af unge, som er udelukket fra eller har udtømt deres muligheder i det ordinære uddannelsessystem, et retskrav på en tre-årig ungdomsdannelse. Hermed får en gruppe af unge, som hidtil har været meget dårligt stillet med hensyn til uddannelsestilbud, en mulighed for at opnå personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt.

Ungdommens uddannelsesvejledning står for i samarbejde med den enkelte unge at udarbejde en individuel uddannelsesplan bestående af undervisning og praktikophold. Efter et tre-årigt forløb skal uddannelsen munde ud i, at den unge opnår et personligt kompetencepapir, som beskriver de kompetencer, han eller hun har opnået igennem uddannelsesforløbet.

DCH havde loven i høring i marts 2007 og anbefalede blandt andet, at uddannelsen ikke skulle være kommunal, men statslig, som det er tilfældet for de øvrige ungdomsuddannelser. DCH anbefalede også, at uddannelsen burde være SU-berettiget med mulighed for SU-handicaptillæg.

Selvom DCH's anbefalinger ikke er efterkommet i loven, betragter DCH loven som et vigtigt skridt i den rigtige retning. DCH har således gennem en årrække interesseret sig for at sikre unge med særlige behov et uddannelsestilbud efter endt grundskole, hvilket loven giver disse unge et retskrav på. Loven er desuden med til, at regeringens målsætning om, at 95% af en årgang i 2015 skal gennemføre en ungdomsuddannelse, også kommer til at gælde for unge med fysiske og psykiske handicap.

Implementeringen af den nye ungdomsuddannelse for unge med særlige behov er stadig i opstartsfasen. Ikke desto mindre har der allerede nu vist sig en række udfordringer. Senest har Kommunernes Landsforening rettet henvendelse til undervisningsminister Bertel Haarder og påpeget problemer med tidsrammen for implementeringen af loven og manglende finansiering af uddannelsen. Disse forhold modarbejder den ellers positive udvikling, hvorfor DCH vil følge den videre implementering af loven. Det sker dels for at sikre, at kommunerne får økonomisk råderum til at kunne leve op til lovens intentioner, dels for at følge lovens konsekvenser. DCH ønsker også svar på hvilke unge der får tilbudt uddannelsen, hvilke unge der får afslag, hvilke uddannelsestilbud de unge får, og hvilke kompetencer de opnår.

Inkluderende praksis
Rapporten Nordisk inklusion af Charlotte Ringsmose og Leif Buch-Hansen var i efteråret 2007 med til at sætte inklusion på dagsordenen. Rapporten undersøger, hvordan inklusion af voksne med særlige behov varetages i henholdsvis Island, Norge, Sverige og Danmark og gennemgår de pågældende landes lovgivning på specialundervisningsområdet. Derudover har forfatterne besøgt en række udvalgte institutioner i de fire lande, hvor der er gennemført interviews med brugere og personale. Formålet hermed var at beskrive, hvorvidt det pågældende lands lovgivning har resulteret i en inkluderende praksis.

Der arbejdes ikke med et entydigt inklusionsbegreb i rapporten, men det konkluderes dog, at inkluderende lovgivning ikke nødvendigvis afføder inkluderende praksis på de besøgte institutioner. Det overvejende billede er således ifølge rapportens forfattere, at voksne med særlige behov i alle fire lande arbejder, bor og undervises i institutioner adskilt fra det øvrige samfund.

Inklusion har længe præget den handicappolitiske debat på undervisningsområdet. DCH mener, at der er behov for en afklaring af, hvordan begrebet inklusion skal forstås, og vil derfor på et senere tidspunkt have en generel drøftelse af begrebet.

Specialpædagogik i praksis
Center for Ligebehandling af Handicappede har i 2006 dokumenteret, at mange kommuner har arbejdet indgående med at sætte en rummelig folkeskole på dagsordenen. Alligevel henvises mange elever stadig til specialundervisning. Det er derfor positivt, at forskere ved Anvendt Kommunalforskning (AKF) og Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) er i gang med en større effektundersøgelse af specialundervisningen.

Den første afrapportering kom i april 2007 med rapporten Specialundervisning i praksis - et felt i bevægelse. Rapporten beskriver, hvilke specialpædagogiske indsatser elleve udvalgte skoler tilbyder elever med særlige behov. Det viser sig, at der er stor variation i de specialpædagogiske tilbud, hvad angår organisering, indhold, bemanding, samt hvilke elever skolerne prioriterer at støtte med særlige indsatser. Samlet set er der således stor forskel på, hvordan elevernes vanskeligheder afhjælpes. Dette kan for så vidt være udtryk for, at tilbuddene er tilpasset den enkelte elevs behov. Men det kan også være udtryk for forskellig prioritering på skolerne, hvad angår økonomi, efteruddannelse af lærere, skolens rummelighed med videre.

DCH vil med stor interesse følge undersøgelsens næste fase, hvor 150 specialklasseelever følges over tre år efter afsluttet grundskole, og hvor der specifikt fokuseres på at måle effekten af de forskellige specialpædagogiske indsatser, de unge har modtaget i grundskolen.

Test i folkeskolen
Folketinget vedtog i 2006 at indføre obligatoriske nationale test i folkeskolen fra skoleåret 2006/07 for at styrke evalueringskulturen i folkeskolen. På baggrund af testene skal lærerne forbedre og målrette pædagogikken til den enkelte elev.

DCH har ikke taget stilling til, hvorvidt test er et godt redskab. DCH forholder sig til, at test nu er en del af folkeskolens redskaber, og derfor skal testene kunne gennemføres af børn med funktionsnedsættelse på samme vilkår som andre. Dispensation fra test bør således forbeholdes de få tilfælde, hvor det under ingen omstændigheder er muligt eller meningsfyldt, at eleven gennemfører testene. Lovgivningen er da også klar på området: elever med funktionsnedsættelse skal også testes.

Testene er imidlertid ikke indrettet sådan, at elever med funktionsnedsættelse kan gennemføre testene på lige fod med andre. For eksempel kan blinde og elever med bevægehandicap ikke deltage, fordi de enten ikke kan se spørgsmålene, eller fordi de ikke kan bruge computermus.

DCH har ellers i sit høringssvar til bekendtgø relsen lagt vægt på, at tilgængelighed bør indtænkes i testsystemerne. Endvidere har Center for Ligebehandling af Handicappede efterfølgende været i dialog med Undervisningsministeriet. Dette har dog ikke ændret på, at testenes tilgængelighed for elever med funktionsnedsættelse endnu ikke er sikret. DCH vil derfor i starten af 2008 rette henvendelse til Undervisningsminister Bertel Haarder for at henstille til, at der omgående drages omsorg for, at elever med funktionsnedsættelse kan gennemføre de obligatoriske nationale test.

Videregående uddannelse
Undersøgelser fra Center for Ligebehandling af Handicappede har tidligere vist, at flertallet af de unge med funktionsnedsættelse, som gennemfører en ungdomsuddannelse, ikke forsætter med en videregående uddannelse. Derfor forsøgte centret i 2006 at gennemføre en undersøgelse af handicappedes valg og fravalg af videregående uddannelse. Centret måtte desværre indstille projektet, da det ikke var muligt at opnå kontakt til en tilstrækkelig stor gruppe af unge med funktionsnedsættelse til at kunne gennemføre en pålidelig undersøgelse.

Undersøgelser fra Norge har dog påvist en række barrierer for unge med funktionsnedsættelsers adgang til videregående uddannelse. Barriererne vedrører ikke blot den fysiske tilgængelighed, men blandt andet også manglende strategier for inklusion af studerende med handicap og manglende helhedsorienteret rådgivning ved studiestart.

DCH mener, at der er et behov for få afdækket, hvilke omstændigheder der fremmer eller hæmmer unge handicappedes adgang til videregående uddannelse. DCH har derfor

2007 opfordret undervisningsministeren til at iværksætte en undersøgelse af, om de videregående uddannelsers nuværende indhold, form og organisering er i stand til at tilgodese unge handicappedes behov. Undervisningsministeren har dog afvist behovet for en sådan undersøgelse.

Sektorartikel

Tilgængelighed

Spørgsmålet om at sikre tilgængeligheden for personer med handicap er blevet endnu mere aktuelt med vedtagelsen af FN's konvention om handicappedes rettigheder. Konventions artikel 9 fastslår, at regeringerne pålægges at træffe passende foranstaltninger for at sikre, at mennesker med handicap har adgang til de fysiske omgivelser, transportmidler, information og kommunikation på lige fod med andre. Der er således tale om et stort og meget bredt område, hvilket arbejdet i Det Centrale Handicapråd (DCH) også bærer præg af. Men spørgsmålet er ofte, hvad der egentlig skal til, for at noget er tilgængeligt.

SBi's forskningsplan om tilgængelighed
Der har aldrig fundet egentlig forskning sted inden for tilgængelighedsområdet, og definitionen på, om noget er tilgængeligt, afhænger af, hvilke funktionsnedsættelser vi taler om, og hvilket niveau for tilgængelighed, vi mener er tilfredsstillende. Derfor er DCH positiv over for SBi's forskningsplan om tilgængelighed for perioden 2007-2009. Der er tale om praksisnær forskning, der skal foregå i et tæt samarbejde med blandt andet personer med handicap og professionelle brugere. Forskningsplanen afspejler den brede definition af begrebet tilgængelighed. Det er planen, at man i den kommende periode blandt andet vil igangsætte projekter om tilgængelighedens rationalitet. Det vil sige, hvordan begreber, nytteværdi og økonomi påvirker de prioriteringer, som foretages inden for tilgængelighed til det byggede miljø. Der kommer et projekt om, hvordan man sikrer, at niveaufri adgange i eksisterende og fremtidigt byggeri bliver fugtsikre. Et andet projekt vil omhandle tilgængelighed til transportkædens overgange, mens et tredje projekt skal finde frem til den optimale kontrastværdi for personer med nedsat syn, og hvilken kontrastmålingsmodel der bør anvendes.

Bygningsreglement 2008
DCH har afgivet høringssvar på det nye bygningsreglement 08, der har virkning fra 1. februar 2008. Her er tilgængelighed for personer med handicap tilgodeset med nye krav, ligesom flere handicapgrupper er blevet omfattet af kravene om tilgængelighed. Men de fleste krav om tilgængelighed tilgodeser stadig kørestolsbrugere. Af nye krav kan nævnes, at kørestolsbrugere fremover blandt andet skal kunne komme rundt til alle enheder i en bygning uden at blive stoppet af trapper og trin. Kravene til handicaptoiletter er skærpet, og gangarealer til bygninger skal i fremtiden markeres tydeligt ved hjælp af farver og ændret følbarhed i belægninger. De nye krav er kommenteret og uddybet i Anvisning nr. 216 om bygningsreglement 2008 fra Statens Byggeforskningsinstitut. Anvisningen indeholder mange illustrationer, der viser eksempler på, hvordan lovkravene kan overholdes. Desuden indeholder anvisningen en lang række henvisninger til yderligere informationer for eksempel SBi's tjeklister vedrørende tilgængelighed.

DCH havde gerne set, at kravene i bygningsreglementet var yderligere skærpet, og at flere handicapgrupper var omfattet af bygningsreglementet. Men DCH formoder alligevel, at tilgængelighedsniveauet bliver bedre i fremtiden, når bygningsreglementet ikke står alene, men suppleres af den nye SBi anvisning. En stor fordel ved anvisningen er, at den angiver, hvordan man kan sikre tilgængelighed på forskellige niveauer, også udover det niveau, der ligger i bygningsreglementets krav. Dette gør det lettere for bygherren at formulere krav om kvalitet, der er højere end angivet i bygningsreglementets mindstekrav. Kravene kan stilles til nybyggeri, til væsentlige ombygninger og til bygninger, der får et nyt formål, ved eksempelvis at gå fra at være en kontorbygning til uddannelsesinstitution.

Tilgængelighed til helseklinikker
Tilgængelighed til helseklinikker er efterhånden et fast emne for DCH. Sygesikringens Forhandlingsudvalgs første undersøgelse af tilgængeligheden til helseklinikkerne i 1994 viste, at godt 70 % af helseklinikkerne ikke var tilgængelige for personer med handicap. En tilsvarende undersøgelse fra 2005 viste, at der kun var sket begrænsede forbedringer. Spørgsmålet er derfor, hvorfor der ikke er sket en markant forbedring i antallet af tilgængelige helseklinikker.

Siden den første undersøgelse er vejledning om planloven blevet ændret, så kommunerne nu opfordres til at give mulighed for, at sundhedsklinikker placeres i stueetagen. Der er ligeledes indgået aftaler, der burde sikre en højere grad af tilgængelighed i de fleste overenskomster mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og de faglige organisationer. De fleste overenskomster stiller derudover krav om, at der skal udarbejdes en praksisdeklaration, der blandt andet beskriver den fysiske tilgængelighed til klinikken. Men der er tale om meget bløde formuleringer i overenskomsterne.

DCH har flere gange rettet henvendelse til indenrigs- og sundhedsministeren. Ministeren er som udgangspunkt enig med DCH i, at der må gøres noget for at sikre tilgængeligheden, men ministeren mener ikke, at problemet kan løses alene ved at tilføre flere økonomiske midler. Under sit besøg på DCH's septembermøde foreslog ministeren, at der skal satses parallelt med information og valgmulighed for brugerne. Derudover lagde ministeren afgørende vægt på, at der vil komme nye sundhedsklinikker i kommunerne, hvor det vil være lettere at sikre tilgængelighed ved klinikkernes etablering, frem for at lægge mange kræfter i at rette op på den dårlige tilgængelighed til de nuværende klinikker.

Danske Regioner har planer om at udarbejde en national handlingsplan for forbedring af tilgængeligheden til helseklinikker, og planen skal involvere alle relevante myndigheder og organisationer. Der er således tale om en problemstilling, som alle er enige i skal løses. Men der er forskellige opfattelser af løsningsmodellen, og der er mange parter involveret. DCH er ikke tilfreds med de manglende resultater og har derfor skrevet til sundhedsministeren, miljøministeren, erhvervs-og økonomiministeren samt til overenskomstparterne for at anmode om, at alle medvirker til at få løst problemstillingen. De svar, som DCH indtil videre har modtaget, understreger vigtigheden af samarbejdet mellem de mange parter, men ingen af parterne har taget initiativ til konkrete tiltag.

Rådhuse og hjemmesider
I folketingsåret 2005/2006 blev folketingsbeslutning B 40 om at sikre tilgængeligheden i kommunerne for personer med handicap fremsat. Som opfølgning har regeringen gennemført undersøgelser af tilgængelighed til rådhuse, jobcentre, hjemmesider og it-systemer i kommunerne. Undersøgelsen viser, at de fleste rådhuse lever op til bygningsreglementets krav om niveaufri adgang og handicapparkeringspladser, mens kun halvdelen har handicaptoiletforhold, og kun ca. en fjerdedel lever op til kravene om teleslynge. Undersøgelsen afdækker ikke tilgængeligheden til jobcentrene, fordi der i mange tilfælde ikke var truffet endelig beslutning om den fysiske placering i efteråret 2006, hvor undersøgelsen blev gennemført.

Undersøgelsen af it-tilgængelighed omfattede 122 offentlige hjemmesider fra ministerier, regioner og nye kommuner. Ingen af de undersøgte hjemmesider overholder de anbefalede retningslinjer. Hjemmesiderne blev målt ud fra 45 kriterier, og alle sider havde mindst ni fejl.

DCH har som opfølgning på undersøgelsen rettet henvendelse til videnskabsministeren med en opfordring til at, der bør stilles egentligt krav om, at offentlige hjemmesider og it-systemer opfylder de gængse krav til tilgængelighed. Ministeren har i sit svar oplyst, at der allerede er ved at blive indført krav om tilgængelighed til offentlige myndigheders hjemmesider. I forhold til offentlige it-systemer vil ministeren kontakte relevante ministerkollegaer for at udarbejde en fælles strategi, da spørgsmålet om retningslinier og standarder er væsentlig mere komplekst for it-systemer end for hjemmesider.

DCH har også rettet henvendelse til økonomi- og erhvervsministeren med en opfordring om, at der gennemføres en gentagelse af undersøgelsen af den fysiske tilgængelighed til centrale funktioner i kommuner, regioner og staten i 2008. Ministeren har efterfølgende lovet DCH, at undersøgelsen af tilgængelighedsforholdene i kommunerne bliver gentaget i 2008, og at den også vil omfatte ombygninger og nybygninger, som kommunerne i øjeblikket er i gang med.

Bred offentlig information
Hvis alle skal have glæde af informationstilgængeligheden, skal den favne bredt. Det er derfor ikke nok kun at sørge for talesyntese på hjemmesider eller oversættelser af information til andre sprog. DCH har indhentet inspiration fra England, hvor offentlig information i vidt omfang også udkommer i læs let udgaver, særligt målrettet mennesker med udviklingshæmning. På det grundlag har DCH rettet henvendelse til alle ministerier, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening og opfordret til, at oplysningsmateriale til borgerne også udarbejdes i læs let udgaver til personer med udviklingshæmning og andre med kognitive funktionsnedsættelser. DCH vil også afholde en konference om emnet.

Tilgængelighed til folketingsvalg
Spørgsmålet om at kunne udnytte sine demokratiske rettigheder til blandt andet at stemme ved folketingsvalg er flere gange præsenteret for det tidligere indenrigs- og sundhedsministerium. Den nuværende lov om valg til folketing indeholder begrænsninger i blandt andet mulighederne for selv at vælge sin hjælper i forbindelse med stemmeafgivelsen. Derfor var det naturligt, at DCH under den daværende indenrigs- og sundhedsministers besøg præsenterede ministeren for problemstillingen.

I forbindelse med folketingsvalget i november 2007 rettede DCH henvendelse til samtlige borgmestre for at gøre opmærksom på vigtigheden af, at kommunerne tager hensyn til, at også personer med handicap får mulighed for at afgive stemme, når de tilrettelægger selve valgafholdelsen. DCH's formand skrev til TV2 og DR og gjorde opmærksom på den særlige forpligtelse om tegnsprogstolkning og tekstning i forbindelse med folketingsvalg. Formanden har også haft en kronik i Kristeligt Dagblad med fokus på vigtigheden af at sikre fuld tilgængelighed for personer med handicap. DCH's aktiviteter i forbindelse med valget blev suppleret med, at Center for Ligebehandling af Handicappede skrev til samtlige kommunale handicapråd og samtlige partier om vigtigheden af at sikre tilgængeligheden i forbindelse med afholdelsen af valg og for partiernes vedkommende at sikre tilgængelighed til deres hjemmesider.

Tolkning for døve og hørehæmmede
Tolkeproblemstillingen har løbende været til drøftelse i DCH, og i marts 2006 havde DCH en omfattende drøftelse af de problemstillinger, der er en følge af strukturreformen, konkurrencen på tolkemarkedet, muligheden for videotolkning og problemerne med finansieringen af det sociale tolkeprojekt. Drøftelsen resulterede i en henvendelse til daværende handicapkoordinerende minister Bendt Bendtsen om at skabe samordning og koordination på tolkeområdet.

Som konsekvens heraf mødtes DCH med det tværministerielle embedsmandsudvalg på handicapområdet i august 2007 til en orienterende drøftelse med henblik på en fremtidig organisering af tolkeområdet.

DCH's formandskab præciserede, at en samlet løsning på tolkeområdet må omfatte alle tolkeformer. Det er vigtigt, at forsyningssikkerheden fastholdes og udbygges, så tolkebrugere i yderområderne også garanteres tolkning. DCH anbefalede, at der udelukkende bruges uddannede tolke i forhold til kvalitetssikring af tolkningen. DCH anbefalede desuden til-bud om målrettet efteruddannelse inden for eksempelvis retstolkning, praktikantoplæring og tolkeuddannelser inden for alle tolkeformer - eksempelvis uddannelse af skrive- og taktil-tolke.

Endelig ønskede DCH, at det tolkebehov, som i dag dækkes via det sociale tolkeprojekt, sikres gennem en permanentgørelse, der følger sektoransvarlighedsprincippet.Embedsmandsudvalget lovede, at der kommer et udspil til en fremtidig organisering fra udvalget, men på grund af folketingsvalget og den efterfølgende overførsel af udvalget til Velfærdsministeriet foreligger der endnu intet udspil. På mødet blev det endvidere oplyst, at de tolkeopgaver, som oplagt hører hjemme i en identificerbar sektor, vil blive placeret her - eksempelvis på sundhedsområdet. Det var ikke endelig afklaret, hvor de endelige grænser skal drages. Det vil blive foreslået, at den tolkning, som falder i "det sektorløse rum", føjes til serviceloven, så der sikres tolkebistand ved familiearrangementer etc.

Der er ikke sket noget nyt siden mødet i arbejdet med at gøre det sociale tolkeprojekt permanent, men der er dog fundet midler til en videreførelse af projektet til udgangen af 2008.

Endelig oplyste Videnskabsministeriet på DCH's møde med embedsmandsudvalget, at man var i gang med at udrede mulighederne for at introducere videotolkning. På septembermødet i 2007 var status, at det tværministerielle embedsmandsudvalg og IT-og Telestyrelsen er inddraget i overvejelser om finansieringen af videotelefoni, fordi brugerne har ønsket en samlet løsning, hvor videotelefoni indgår i tolkeindsatsen som helhed.


Sektorartikel

Sociale forhold

Det Centrale Handicapråd (DCH) har behandlet mange temaer fra det sociale område i løbet af 2007. Sagen om nedværdigende behandling af beboere i botilbuddet Strandvænget har naturligvis været behandlet, og der har i det hele taget været fokus på boligområdet. DCH har dog også behandlet en lang række andre områder.

Besøg fra Servicestyrelsen
I september 2007 havde DCH besøg af Servicestyrelsens direktør Palle Lund og vicedirektør Helle Thiele. De fortalte om Den Nationale Videns- og Specialorganisation VISO og VISO's arbejde. VISO er en netværksorganisation som er forankret i Servicestyrelsen. DCH fik svar på en del spørgsmål fra VISO, blandt andet vedrørende udvælgelsen af sager, samarbejdet med leverandørnetværket, vidensdelen af VISO og henvendelsernes karakter. Et af de store spørgsmål var, hvad der gør en sag til en VISO-sag. Helle Thiele oplyste, at det havde udviklet sig over tid, og at det delvist afhang af den enkelte kommune. Kommunerne har forskellige forudsætninger for specialrådgivning og udredning. Så definitionen af, hvornår en sag er tilstrækkelig kompliceret og specialiseret til at ligge inden for VISO's opgavefelt, afhænger af de enkelte kommuner.

DCH blev præsenteret for en række cases fra VISO's praksis til illustration af, hvilke sager der er VISO-sager, og hvordan VISO yder specialrådgivning og udredning. DCH følger udviklingen i VISO's arbejde og den opgave, som VISO har til opgave at løse.

Arbejdsgruppen om BPA
DCH har haft besøg af Martin Sandø fra Handicapenheden i Servicestyrelsen. Martin Sandø er medforfatter på Socialministeriets rapport om Brugerstyret personlig assistance (BPA), som er udarbejdet med det formål at skabe et beslutningsgrundlag for en dansk form for BPA på baggrund af erfaringer fra Norge og Sverige.

Martin Sandø fortalte, at den danske hjælperordning har været kritiseret på især to punkter: 1) kravet om, at man kan udfylde arbejdsgiverrollen og 2) kravet om et højt aktivitetsniveau. I de norske og svenske ordninger stilles der ikke et særligt aktivitetskrav for at få tildelt BPA, men det er et specifikt formål, at BPA skal give personen mulighed for at få et højere aktivitetsniveau.

Rapporten om BPA fremlægger en række anbefalinger. Arbejdsgruppen lægger eksempelvis op til, at der skal kunne bruges udbydere, som har det juridiske arbejdsgiveransvar og dermed ansvaret for at sikre, at det juridiske i ansættelsen er i orden. Det anbefales derimod, at arbejdslederansvaret bliver hos brugeren. Det anbefales endvidere, at en dansk BPA tilrettelægges, så den kan bruges af borgere med psykisk udviklingshæmning, hjerneskade eller andre kognitive funktionsnedsættelser.

Arbejdsgruppens undersøgelse blev diskuteret i DCH. Flere emner var oppe at vende, blandt andet om BPA i dansk kontekst stiller krav til en ny ordning, eller om det kan rummes inden for de bestemmelser, der allerede eksisterer. Ansættelsesforhold og eventuelle rekrutteringsproblemer i forhold til hjælpere blev også drøftet.

Handicaphjælperes lønforhold
Ankestyrelsen har gennemført en stikprøveundersøgelse i 20 kommuner om aflønning i hjælperordningen efter servicelovens § 96. Resultaterne af undersøgelsen viser, at kommunerne tager udgangspunkt i en grundløn for social- og sundhedspersonale, men at der er afvigelser med hensyn til tillæg. Et særligt fokuspunkt for undersøgelsen er, hvordan kommunen forholder sig til administrationen af ordningen, herunder om kommunen tilbyder borgeren at administrere lønudbetaling, ATP, ferie med videre. Undersøgelsen viser, at 17 ud af de 20 kommuner yder støtte til administration af ordningen.

Som opfølgning på dette har DCH sendt en orientering om undersøgelsen ud til de kommunale handicapråd for at give et grundlag for at spørge til praksis i kommunen.

Boligområdet
Boligområdet har fyldt en del i DCH's arbejde dette år. Der har været særligt fokus på de problemstillinger, der blev rejst som følge af den ubehagelige sag om uværdig behandling på Standvænget, og som efterfølgende sager desværre har understreget. Blandt andet som følge af sagen om Strandvænget tog DCH kontakt til den daværende socialminister Eva Kjer Hansen og foreslog, at ministeren tog initiativ til en tværgående følgegruppe for at følge udviklingen i kommunernes indsats i forhold til boliger for mennesker med funktionsnedsættelser. Ministeren oplyste i sit svar, at det efter hendes mening vil være mere naturligt, at de lokale handicapråd løfter den opgave, fordi den forudsætter et lokalt kendskab til handicappolitikken i de enkelte kommuner og til de lokale behov. Ministeren oplyste dog også, at der var nedsat en arbejdsgruppe, som skal komme med forslag til, hvordan ledelse og medarbejdere i døgntilbud kan sætte fokus på etik, værdigrundlag og kompetenceudvikling og få det indarbejdet som et fundament for det daglige arbejde. Arbejdsgruppen anbefalede blandt andet, at beboere i botilbud skal uddannes i medborgerkompetencer, at der skal udarbejdes et kodeks for god ledelse i botilbud, og at der skal være en pulje til efteruddannelsesaktiviteter.

Som en udløber af sagen om Strandvænget bad Socialministeriet Ankestyrelsen forestå en undersøgelse af kommunernes og regionernes tilsyn med botilbud. DCH blev orienteret om resultaterne af denne undersøgelse i september. Undersøgelsen viser blandt andet, at der er væsentlig forskel på, hvor ofte såvel kommuner som regioner gennemfører anmeldte og uanmeldte tilsyn, og at der både er borgere og botilbud, som kommunerne ikke fører regelmæssigt tilsyn med. DCH vil følge den videre indsats for at højne kvaliteten i botilbud tæt.

Unge på plejehjem
Et andet emne på boligområdet, som DCH har haft fokus på i 2007, er det sørgelige faktum, at der stadigvæk er yngre mennesker med fysiske funktionsnedsættelser, der er placeret på plejehjem. Danmarks Statistiks tal for 2006 viser således, at 1.178 personer under 67 år bor på et plejehjem. Af disse er de 539 under 60 år, 420 mellem 60-64 år og 219 mellem 65-66 år. Tallene viser også, at det samlede antal personer under 67 år i 2004 var på 1.809, hvoraf de 961 var under 60 år.

DCH bad derfor den daværende socialminister Eva Kjer Hansen om at sætte en undersøgelse i gang med direkte fokus på omfanget af yngre mennesker med funktionsnedsættelser på plejehjem og i ældreboliger, herunder hvorfor disse mennesker bor i ældreboliger eller plejehjem, og hvad kommunerne gør for at nedbringe antallet af yngre mennesker med funktionsnedsættelser, der er nødt til at bo i egentlige ældremiljøer. Ministeren svarede, at det ville være mest hensigtsmæssigt at inddrage spørgsmålet om forholdene for handicappede på plejehjem i forbindelse med en evaluering af de puljemidler, regeringen og satspuljepartierne afsatte i 2004-2006 til en opgradering af handicappedes boligforhold, herunder til at forbedre boligvilkårene for yngre mennesker med handicap. Ministeren ville derfor drøfte med satspuljepartierne, hvornår der mest hensigtsmæssigt kunne gennemføres en evaluering.

Kvalitetsreform af den offentlige sektor
I august 2007 fremlagde regeringen en kvalitetsreform for den offentlige sektor, som skal sikre fortsat fornyelse og udvikling af kvaliteten i den offentlige service. Handicapområdet var som udgangspunkt meget overset i reformen, hvilket DCH har lagt en stor indsats i at få ændret. Reformen har været drøftet på rådsmøder i løbet af året, og DCH's formand Ester Larsen har løbende i både 2006 og 2007 taget forskellige initiativer for at få regeringen til at tage handicapområdet med i kernen af kvalitetsreformen.

Ester Larsen har deltaget i og afleveret skriftlige indlæg til flere af de debatmøder, som regeringens ministerielle udvalg har afholdt. I de skriftlige oplæg kom DCH med en del anbefalinger til fokusområder for kvalitetsreformen. DCH anbefalede blandt andet, at borgere med funktionsnedsættelser, der har komplekse og sammensatte behov, tildeles én koordinerende sagsbehandler, som får ansvaret for, at den pågældende borger får kontakt til alle de relevante tilbud. Som følge af sagen om Strandvænget anbefalede DCH også, at der skulle være fokus på botilbud, herunder medarbejderkvalifikationer, supervision og ledelse. Herudover foreslog DCH blandt andet fokus på forskning, bedre hjælp til familier til børn med handicap, som bor på døgninstitution, og større fleksibilitet og mere frit valg i relation til handicaphjælp.

DCH's fokus på kvalitetsreformen gav resultater. Kvalitetsreformen indeholder således flere fokusområder, der er relevante for mennesker med funktionsnedsættelser. Der er for eksempel fokus på koordination i sagsbehandlingen, øget frit valg for eksempel i relation til hjælpemidler og genoptræning, uddannelse til ledere af offentlige tilbud og videreuddannelse af personale.

Merudgiftsydelse
Servicelovens § 100 giver mennesker med funktionsnedsættelser mulighed for dækning af de merudgifter, de har som følge af deres funktionsnedsættelse. DCH har både set på denne ydelse i forbindelse med førtidspensionsreformen og behandlet personkredsen for ydelsen som et selvstændigt emne i løbet af 2007. I et brev til daværende socialminister Eva Kjer Hansen om udviklingen på førtidspensionsområdet gjorde DCH endnu en gang opmærksom på, at den bagatelgrænse, der er for merudgifter på 6.000 kr. om året, er i strid med kompensationsprincippet. DCH fastslog også, at der er tale om diskriminerende forskelsbehandling på grund af alder, når en person med funktionsnedsættelse ikke længere kan få dækket merudgifter som følge af funktionsnedsættelsen, fordi de bliver folkepensionister. Socialministeren oplyste, at hun sammen med beskæftigelsesministeren havde indledt en møderække med forligspartierne bag førtidspensionsreformen, hvor redegørelsens konklusioner og behovet for justeringer i lovgivningen skulle drøftes. I den forbindelse skulle merudgiftsydelsen også drøftes.

Et andet aspekt af merudgiftsydelsen er personkredsen, som DCH har haft på dagsordenen. Her diskuterede man fire afgørelser om merudgifter fra Ankestyrelsen. I disse fire afgørelser har Ankestyrelsen lagt særlig vægt på i hvilket omfang personerne var selvhjulpne i det daglige. Dette kriterium har for eksempel betydet, at en person med synshandicap ikke ansås for omfattet af personkredsen for merudgifter. Der er tale om en relativt indskrænkende fortolkning af, hvem der er omfattet af personkredsen. Det kan få den betydning, at nogle mennesker med funktionsnedsættelser selv skal betale for de merudgifter, de har som følge af deres funktionsnedsættelse. Det passer meget dårligt med kompensationsprincippet. DCH har derfor henvendt sig til velfærdsministeren og opfordret til, at personkredsen for merudgiftsydelsen bliver gjort tydelig i bekendtgørelsen, så det sikres, at personer med betydelige funktionsnedsættelser ikke selv kommer til at betale for deres handicapkompensation

Rammeaftaler
Med kommunalreformen har kommunerne fået det fulde myndigheds- og finansieringsansvar på det sociale område og specialundervisningsområdet, mens regionerne har leverandøransvar i forhold til kommunerne. Leverandøransvaret indebærer, at regionerne efter aftale med kommunerne leverer tilbud, og disse tilbud finansieres af kommunerne via takster. Regionsrådene har samtidig en forpligtelse til at tilpasse kapaciteten og kvaliteten i de regionale tilbud. De regionale forpligtelser over for kommunerne omfatter som hovedregel de tilbud, der hidtil har været omfattet af amtsrådenes opgavevaretagelse, og forpligtelserne fastlægges i en årlig rammeaftale med kommunalbestyrelserne i regionen. De første rammeaftaler blev indgået i efteråret 2006, og på baggrund af de færdigforhandlede rammeaftaler udarbejdede Danske Regioner et notat for at informere om processen bag rammeaftalerne og perspektiverne for videreførelsen af den amtslige social- og specialundervisningssektor. DCH havde oversigtsnotatet til behandling og vil også i fremtiden følge udviklingen i de aftaler om opgaveløsningen, som indgås mellem kommuner og regioner.

Dagtilbud
Der blev i 2007 fremsat et forslag til en dagtilbudslov, men ifølge forslaget skulle loven ikke omhandle de særlige dagtilbud. Bestemmelserne om dagtilbud til børn og unge havde indtil da været en del af lov om social service, som regulerer serviceydelser til både børn og voksne på såvel almen- som specialområdet.

I sit høringssvar til lovforslaget har DCH gjort opmærksom på, at dette lovforslag understreger de problemer, der er forbundet med at opdele dagtilbuddene i særlige og almene dagtilbud og underlægge dem forskellige regler. Dagtilbudsloven opstiller en række krav og indeholder en ret grundig regulering af almenområdet, mens der ikke stilles tilsvarende krav på specialområdet. Denne forskel i krav og målsætninger er ikke ny. Men med den nye dagtilbudslov sættes der yderligere fokus på en lang række vilkår og kvaliteter, som regeringen gerne vil fremme ved tilrettelæggelsen af dagtilbud til børn.

Opsplitningen i to lovgivninger understreger dermed forskelligheden i de krav, forventninger og normer, der gælder for henholdsvis almene og særlige tilbud. I høringssvaret har DCH derfor tilkendegivet, at det er en meget bekymrende og uholdbar situation, som er ude af trit med principperne om ligebehandling og sektoransvar. Loven blev dog vedtaget uden at omfatte de særlige tilbud.

Forældrebetaling for specialdagtilbud
På dagtilbudsområdet har DCH også diskuteret forældrebetaling for specialdagtilbud. Traditionelt har specialbørnehaver været et behandlingstilbud og derfor uden forældrebetaling. Med tiden har forældre til børn med handicap i højere grad også fået behov for et pasningstilbud på linje med almindelige dagtilbud. Der er således i de fleste tilfælde to begrundelser for barnets ophold. Men det er behandlingsbehovet, der er afgørende for, at barnet er i specialbørnehave. Ifølge reglerne kan der kun opkræves betaling, hvis barnet ikke kun er i tilbuddet af behandlingsmæssige grunde. Derfor er det afgørende at finde en fælles forståelse af, hvad der ligger i begrebet behandling.

Roskilde Handicapråd henvendte sig i 2006 til DCH på baggrund af denne problemstilling. DCH bad derfor Center for Ligebehandling af Handicappede om at undersøge praksis på landsplan med hensyn til forældrebetaling i specialbørnehaver. Centret fandt at 46% af kommunerne har specialbørnehaver efter servicelovens § 32. En mindre del af kommunerne, svarende til 8% af alle kommuner, har fastsat forældrebetaling i specialbørnehaver, enten hel eller halv normal forældretakst. En enkelt kommune har dog forældrebetaling efter en konkret vurdering.

DCH's drøftelse af centrets undersøgelse handlede om, hvordan man kan skelne mellem pasning og behandling. Der var enighed om at følge området og afvente mere viden, inden DCH eventuelt tager stilling til en anbefaling om tilretning af reglerne for forældrebetaling.

Seksuelle overgreb på børn
Som led i regeringens handlingsplan fra 2003 for at styrke indsatsen mod seksuelt misbrug af børn og unge har Socialministeriet iværksat en undersøgelse af omfanget og karakteren af seksuelle overgreb mod børn med funktionsnedsættelser i Danmark. Undersøgelsen blev udført af Socialt Udviklingscenter (SUS) i samarbejde med Videnscenteret for sociale indsatser ved seksuelle overgreb mod børn (SISO). DCH sad i undersøgelsens følgegruppe. Undersøgelsens resultater forelå i rapportform i januar 2007. Mellem 1,2% og 4,7% børn og unge med funktionsnedsættelser i Danmark har været udsat for seksuelle overgreb. Men en del seksuelle overgreb bliver aldrig opdaget, så omfanget formodes at være større.

Sektorartikel

Sundhed

På sundhedsområdet har Det Centrale Handicapråd (DCH) især været orienteret mod adgangen til den vederlagsfri fysioterapi, behandlingen af personer med ikke-psykotiske lidelser og praksis for de nye fosterdiagnostiske retningslinjer.

Vederlagsfri fysioterapi
Tilbud om vederlagsfri fysioterapi har stor betydning for mange mennesker med funktionsnedsættelser, som både kan have behov for genoptræning, vedligeholdelse eller forebyggelse. DCH har på flere møder i 2007 drøftet adgangen til vederlagsfri fysioterapi. Baggrunden er, at Sundhedsstyrelsen i 2005 reviderede retningslinierne for fysisk handicappede personers adgang til vederlagsfri fysioterapi for at synliggøre henvisningskriterierne. Personer, der ikke kan klare sig selv indendørs i døgnets 24 timer uden hjælp eller hjælpemidler, anses for at have et svært handicap, der berettiger til vederlagsfri fysioterapi. I 2006 besluttede Sundhedsstyrelsen endvidere at ophæve en særlig dispensation fra kriteriet om et svært fysisk handicap, som sclerosepatienter havde været omfattet af si-den 2001.

Der har løbende været kritik af denne afgrænsning af målgruppen, fordi den betyder, at nogle patienter glider ud af den vederlagsfri ordning. Området for vederlagsfri fysioterapi var derfor på dagsordnen, da DCH havde besøg af tidligere indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen. Ministeren oplyste, at området for vederlagsfri fysioterapi ville blive samlet i kommunerne fra januar 2008 for at skabe en sammenhængende og gennemskuelig løsning.

Senere på året blev et udkast til lovforslag om ændring af sundhedsloven sendt i høring. Med lovforslaget bliver myndighedsansvaret for fysioterapi og træning af personer med funktionsnedsættelser samlet i kommunerne. I høringssvaret kritiserer DCH, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at vederlagsfri fysioterapi i form af individuel behandling som udgangspunkt skal betragtes som en undtagelse. DCH mener, at det bør være den henvisende læge som vurderer, hvorvidt personer med sygdomme, som indebærer et forudsigeligt tab af funktionsevner, bør modtage vederlagsfri fysioterapi. Det bør også være lægens opgave at vurdere, om behandlingen skal bestå af individuel behandling, behandling i form af holdtræning eller en blanding af de to.

DCH mener, at de patientgrupper, der er gledet ud af den tidligere ordning, bør inkluderes i de reviderede retningslinier, der følger en eventuel vedtagelse af lovforslaget. DCH understreger desuden, at patienter med fremadskridende sygdomme, som kan have gavn af behandlingen, ikke bør udelukkes fra den vederlagsfri fysioterapi, hvis behandlingen netop kan medvirke til sygdommens stagnation. Lovforslaget er endnu ikke fremsat, og DCH vil fortsat følge området.

Behandling af ikke-psykotiske lidelser

Selvom antallet af personer med ikke-psykotiske lidelser i Danmark er ukendt, vurderer alle rapporter, at der eksisterer et udækket behandlingsbehov for denne gruppe. Ikkepsykotiske lidelser medfører store samfundsmæssige omkostninger, både i form af direkte omkostninger til behandling i sundhedsvæsenet og indirekte som følge af fravær på arbejdsmarkedet. I en undersøgelse af behandlingstilbud til personer med angstlidelser vurderer DSI Institut for Sundhedsvæsen, at en udvidet indsats over for personer med angstlidelser vil medføre kortere ventetider på behandling og dermed formentlig kompenserende besparelser i andre dele af sundhedsvæsenet.

En evaluering fra Forskningsenheden for Almen Praksis ved Århus Universitet af en forsøgsordning med psykologbehandling til personer med depressioner påpeger, at manglende behandling medfører varige og tilbagevendende depressioner, og at indsatsen over for lette depressioner har et vigtigt forebyggende sigte. Ifølge en rapport fra London School of Economics vil udgifterne til etablering af behandlingstilbud modsvares af mindsket fravær på arbejdsmarkedet og vil derudover reducere antallet af personer på overførselsindkomster.

Alle rapporter vurderer, at de økonomiske omkostninger ved at etablere tilbud til personer med ikke-psykotiske lidelser opvejes af, at patienten efterfølgende bliver i stand til at klare eget liv og arbejde, og behandlingstilbuddene vil derfor ifølge rapporterne udgøre en samfundsøkonomisk nulløsning.

DCH mener, det er positivt, at der i aftalen om regionernes økonomi for 2008 er afsat 20 mio. kroner til psykologbehandling af personer med ikke-psykotiske lidelser, og DCH vil fortsat følge området. I forbindelse med opfølgningen på førtidspensionsreformen, hvor der netop har været tale om en stigning i antallet af førtidspensioner tilkendt på grund af sindslidelse, har DCH opfordret beskæftigelsesministeren og sundhedsministeren til sammen at udvikle indsatsen i forhold til adgang til behandling.

Børn og unge med psykiske lidelser
I udkastet til lovforslag om ændring af sundhedsloven, som blev udsendt i 2007, tildeles psykisk syge børn og unge en udvidet ret til undersøgelse og behandling. DCH ser positivt på denne ret, idet en tidlig indsats har afgørende betydning for, at psykiske lidelser ikke udvikler sig til langvarige sygdomsforløb - også senere i voksenlivet.

I høringssvaret har DCH dog påpeget, at regionerne bør indgå samarbejdsaftaler for at kunne overholde den ventetid på højst to måneder, som lovforslaget fastsætter. DCH har desuden understreget, at bopælsregionerne bør sikre sammenhæng i behandlingsforløbet for den enkelte person i de tilfælde, hvor behandlingen foregår som et samarbejde mellem private og offentlige udbydere, eksempelvis i form af indførelse af koordinatorer i socialpsykiatrien. Lovforslaget er endnu ikke fremsat.

Abortankenævnets årsberetning
Som opfølgning på Abortankenævnets årsberetning for 2005 opfordrede DCH i 2006 nævnet til at være mere detaljeret i beskrivelsen af de sager fra abortsamrådene, hvor der var ansøgt om sen provokeret abort på grund af risiko for alvorligt handicap hos fostret. Det fremgår af årsberetningen for 2006, at nævnet har behandlet 11 klagesager over abortsamrådenes afslag vedrørende sene provokerede aborter på grund af handicap og en abort af et levedygtigt foster på grund af handicap.

Det fremgår endvidere, at der er sket en stigning på 11,4% i antallet af ansøgninger om abort efter 12. uge, som er sundhedslovens grænse for fri abort. Abortankenævnet giver ikke nogen forklaring på årsagen til det stigende antal ansøgninger, men et bud kunne være øget brug af fosterdiagnostiske undersøgelser. Dette underbygges til en vis grad af, at der er gennemført 16,6% flere sene provokerede aborter i 2006 sammenlignet med året før. Der er især sket en stigning i ansøgninger og tilladelser til sene aborter i 19.-20. svangerskabsuge. Det er ikke muligt at se, hvad der ligger til grund for tilladelserne, herunder om det er risiko for handicap hos fostret, som er en af de hyppigste begrundelser i ansøgningerne.

Abortgrænsen
I begyndelsen af 2007 diskuterede man i offentligheden at flytte grænsen for fri abort fra 12. til 18. uge. 

Debatten var blandt andet begrundet i, at kvinder tilbydes nakkefoldsscanning i 13. svangerskabsuge og derved opnår en viden, som ikke kan bruges som grundlag for fri abort, fordi fristen er overskredet. Debatten handlede således om, hvorvidt behovet for at kunne fravælge et foster med handicap gav grundlag for at flytte grænsen. Etisk Råd vurderede, at den nuværende praksis ikke bør give anledning til at ændre ugegrænsen for fri abort, og begrundede vurderingen med, at en udvidelse af abortgrænsen ville medføre en ikke ønskelig stigning i antallet af aborter. Etisk Råd lagde i øvrigt vægt på, at informations- og rådgivningsindsatsen skal styrkes, for at kvinden kan træffe så oplyst et valg som muligt.

Fosterdiagnostik
DCH følger løbende mulighederne for fosterdiagnostik og har i 2007 drøftet praksis på området. DCH har tidligere anbefalet, at informations- og rådgivningsindsatsen i forbindelse med fosterdiagnostik bør styrkes. Sundhedsstyrelsens retningslinier for fosterdiagnostik blev revideret i 2004, så alle gravide tilbydes en scanning, der kan vise tegn på Downs Syndrom eller misdannelser. Ifølge retningslinjerne skal den gravide informeres om perspektiverne ved at tage imod tilbuddet, og den gravide skal informeres om muligheden for at søge råd og vejledning uden for sundhedssystemet, herunder hos handicaporganisationerne.

Da retningslinjerne blev vedtaget i 2004, udtalte Sundhedsstyrelsen, at praksis ville bliver evalueret efter et stykke tid. DCH har i januar 2008 henvendt sig til Sundhedsstyrelsen om planerne om en evaluering af retningslinjerne og har opfordret styrelsen til at gennemføre en evaluering af praksis omkring fosterdiagnostik. Ønsket er, at evalueringen kan vise, hvilken form for information og rådgivning der gives fra det sundhedsfaglige system, herunder hvad der skal til for at sikre uvildig rådgivning med kendskab til andre aspekter end de sundhedsmæssige aspekter ved et liv med en funktionsnedsættelse.

Sektorartikel

Transport

Det Centrale Handicapråd (DCH) indledte 2007 med at gøre status over en række sager, som havde været drøftet med den daværende transportminister i 2006. Det drejer sig om serviceniveauet i de individuelle kørselsordninger for bevægelseshæmmede, et nyt projekt om afdækning af transportmuligheder for personer med synshandicap og ministeriets planer om at udarbejde en handicappolitik for transportområdet. I 2007 var det derfor oplagt og nødvendigt for DCH at følge ministeriets videre arbejde med disse sager.

Individuelle kørselsordninger
Som led i strukturreformen blev der etableret nye trafikselskaber med ansvar for at drive den kollektive trafik, herunder også de individuelle kørselsordninger for handicappede. De kommuner, der er omfattet af det pågældende trafikselskab, bestiller og betaler for opgaven, men det er trafikselskabet, der organiserer og leverer kørslen.

En oversigt udarbejdet af Center for Ligebehandling af Handicappede i august 2007 viste, at de nye trafikselskaber endnu ikke havde fastlagt en fælles kørselsordning, men fortsat drev den individuelle handicapkørsel efter de tidligere amtslige ordninger. Et enkelt trafikselskab havde for eksempel tre forskellige regelsæt for takster, alt efter hvilket amt borgeren tidligere hørte til. De nye trafikselskaber oplyste derudover, at der var planer om at harmonisere ordningerne i nærmeste fremtid.

På den baggrund skrev DCH et brev til trafikselskaberne og til de kommunale handicapråd med angivelse af, hvilke kriterier DCH mener, det er vigtigt at prioritere ved en harmonisering. DCH lægger særlig vægt på, at kørslen går til entredøren med mulighed for opbæring, og at taksterne ikke er væsentligt højere end i den almindelige kollektive trafik. DCH opfordrede de kommunale handicapråd til at søge indflydelse på trafikselskabernes beslutninger om harmonisering af de individuelle kørselsordninger

Taksterne for individuel handicapkørsel har længe været et særligt problem. I marts 2006 gav den daværende transportminister tilsagn om at ville indhente taksterne for de individuelle kørselsordninger, når de nye trafikselskaber var kommet på plads. Ministeriet har indhentet takstoplysningerne i sommeren 2007, men har endnu ikke konkluderet på oplysningerne. DCH vil fortsat følge udviklingen i de individuelle kørselsordninger.

Befordring for blinde og svagtseende
Satspuljeforhandlingerne i 2005 afsatte midler til en udredning af blindes transportmuligheder. Trafikministeriet står for projektet og fik i første omgang kortlagt de forskellige befordringsmuligheder for mennesker med funktionsnedsættelser med særligt fokus på de muligheder, der kan bruges af blinde.

Anden del af projekt handler om at iværksætte forsøgsaktiviteter inden for befordring for mennesker med synshandicap. Projektet har været i denne fase i hele 2007. DCH følger projektet gennem Center for Ligebehandling af Handicappede, der er repræsenteret i projektets følgegruppe.

I 2007 har Folketinget desuden behandlet et beslutningsforslag, B 130, om en handlings-plan for blindes og stærkt svagsynedes deltagelse i alle samfundsforhold. Beslutningsforslaget blev ikke vedtaget, men socialudvalget drøftede det indgående og afgav en betænkning, som viser en stor enighed om behovet for at sikre blinde og svagsynede bedre mulighed for at færdes i samfundet.

Lige adgang til trafik
En af ministerens vigtigste tilkendegivelser i 2006 var et tilsagn om at ville arbejde for en handlingsplan om lige adgang til transport for mennesker med funktionsnedsættelser. DCH ved, at ministeriet har arbejdet på en sådan handlingsplan, men projektet har formentlig været stækket af de mange ministerskift i Transportministeriet i 2007. DCH mener, det er meget vigtigt at have handlingsplaner for de forskellige ministerområder. Ikke mindst på Transportministeriets område er der brug for en handlingsplan, så man kan følge og koordinere den mangeartede indsats, som er nødvendig for at sikre mennesker med funktionsnedsættelser ligeværdige og tilstrækkelige transportmuligheder. DCH vil derfor følge tæt med i ministeriets arbejde med dette vigtige projekt.

Nye krav til chauffører og vognmænd
DCH har haft et udkast til nye regler om chaufførkundskaber og krav til vognmænd til høring i 2007. DCH lagde vægt på, at chauffører har opmærksomhed på eventuelle særlige behov hos nogle passagerer, eksempelvis mennesker med funktionsnedsættelser. Det er derfor vigtigt, at en uddannelse som chauffør i personbefordringen også omfatter dette aspekt. Derudover har DCH lagt vægt på at kravene til såvel chauffører som vognmand ikke må udgøre usaglige forhindringer for ansøgere med en funktionsnedsættelse, for eksempel ordblindhed.

Sektorartikel

Koordination og strategi

2007 blev året, hvor Danmark tilkendegav sin støtte til FN's Handicapkonvention, og hvor den handicappolitiske strategidiskussion igen for alvor blev sat på dagsordenen. Med handicapkonventionen får DCH det måske stærkeste handicappolitiske værktøj nogensinde at arbejde med. På lokalt plan vil konventionen også få betydning, og her har DCH gode samarbejdspartnere i de kommunale handicapråd, der efter DCH's vurdering er kommet rigtig godt fra start. 

De kommunale handicapråd
De kommunale handicapråd blev oprettet i 2006 i forbindelse med kommunalreformen. Siden oprettelsen har DCH spillet en vigtig rolle som rådgiver, inspirator og igangsætter af initiativer for de lokale råd. Rådene er en grundpille i en succesfuld implementering af strukturreformen. Det har derfor været DCH's mål at følge og understøtte opstarten og konsolideringen af de kommunale handicapråd så godt som overhovedet muligt.

DCH bad således Center for Ligebehandling af Handicappede om at gennemføre en analyse af handicaprådenes første erfaringer. Analysen blev offentliggjort i april 2007 og viser, at handicaprådene i alt væsentligt er etableret i overensstemmelse med de lovgivningsmæssige rammer, og at hovedparten har påbegyndt det faktiske rådgivningsarbejde i forsommeren 2006.

De fleste råd oplever at blive hørt i alle de initiativer, som har betydning for mennesker med handicap, men der er dog ca. 25% af handicaprådene, der oplever problemer med at blive hørt i disse sager.

28 handicapråd har udarbejdet en arbejdsplan for de områder, de ønsker at fokusere på, og 46 har valgt at afgive en beretning til kommunalbestyrelsen om deres virksomhed. Netop i forhold til årsberetningerne har DCH i efteråret 2007 oplyst rådene om, at centret i 2008 vil se på rådenes arbejde, blandt andet gennem beretningerne, og har anmodet rådene om at indsende beretningerne til centret.

DCH afholdt i samarbejde med KL og DH en konference for de kommunale handicapråd den 16. april 2007. På konferencen deltog 245 personer, og 73 kommunale handicapråd var repræsenteret.

Konferencen indeholdt både oplæg og minikonferencer, hvoraf sidstnævnte handlede om handicaprådenes opgaver, roller og arbejdsprocesser, de nye opgaver på det sociale område, tilgængelighed, specialundervisning til børn, det frie børne- og ungdomsliv, kommunale handicappolitikker samt sundhedsområdet. De kommunale handicapråd var meget interesseret i at deltage i konferencen, og kombinationen af plenumoplæg og minikonferencer fungerede efter hensigten. Nu arbejdes der på også at afvikle en konference for de kommunale handicapråd i 2008.

Forbud mod forskelsbehandling
Daværende handicapkoordinerende minister Bendt Bendtsen oplyste på et møde med DCH i september 2006, at regeringen ville nedsætte et udvalg, som skal vurdere, hvorvidt der er behov for et forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Her fortalte ministeren også, at både DCH og DH forventedes at få plads i udvalget, og at udvalget skulle færdiggøre sit arbejde inden udgangen af 2007. Udvalget blev nedsat i foråret 2007 og fik blandt andet deltagelse af diverse ministerier, Center for Ligebehandling af Handicappede (som ligebehandlingssagkyndig), KL, Danske Regioner, DH samt sagkyndige inden for jura og økonomi. Men på grund af valget i efteråret 2007 og de efterfølgende ressortomlægninger er tidsplanen blev forrykket, hvorfor udvalgets rapport nu forventes at ligge klar i løbet af 2008.

Udvalget skal vurdere et diskriminationsforbud og dets konsekvenser for borgerne, erhvervslivet, kommunerne og staten. Det skal løse nogle helt konkrete opgaver ved at belyse eksisterende regler og vurdere behovet for yderligere beskyttelse samt vurdere hensigtsmæssigheden og de økonomiske konsekvenser af diskriminationsforbud. Udvalget skal også se på, om det enkelte menneske med funktionsnedsættelse stilles bedre ved et diskriminationsforbud. Herudover skal udvalget beskrive principper og modeller for, hvordan et forbud mod diskrimination på grund af funktionsnedsættelse kan udformes og afgrænses i forskellige sammenhænge samt håndhæves. Endelig skal udvalget undersøge vilkårene for mennesker med funktionsnedsættelser i Danmark i forhold til sammenlignelige lande. Som et af sine værktøjer skal udvalget inddrage sektoransvaret og ministeriernes fortolkning af bestemmelserne i FN's Handicapkonvention samt inddrage erfaringerne fra andre lande, der har lovgivning om forbud mod forskelsbehandling af mennesker med funktionsnedsættelser.

FN's Handicapkonvention
DCH beskæftigede sig naturligvis også med FN's Handicapkonvention i 2007 som beskrevet i en temaartikel på side 9.

Den 30. marts 2007 underskrev økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen FN's Handicapkonvention på vegne af den danske regering, men Danmark underskrev ikke den frivillige protokol om individuel klageret. Den frivillige protokol giver borgere ret til at indbringe klager over landes manglende overholdelse af konventionen for en FN-komite. Komiteen har ingen sanktionsmuligheder, men kan udtale kritik. Danmark har tidligere ratificeret lignende protokoller i eksempelvis FN's konventioner om borgerlige/politiske rettigheder og om racediskrimination, men ønsker altså ikke på nuværende tidspunkt at underskrive protokollen.

Seneste udmelding fra regeringen er, at Danmark forventer at kunne ratificere konventionen i slutningen af 2008 eller begyndelsen af 2009. Inden da vil konventionen blive sendt i høring blandt alle interessenter, herunder DCH og DH. Det ratifikationsforberedende arbejde er videreført af Velfærdsministeriet. En forudsætning for høring og ratifikation er en dansk oversættelse af konventionen. DCH har gennem hele 2007 presset på for at få den, men selv om den blev lovet klar i juni 2007, er den stadig ikke færdig. Oversættelsen forventes også sendt i høring, når den foreligger.

Der er ydermere brug for en dansk udgave af konventionen af hensyn til kendskabet til konventionen i offentligheden og i særdeleshed blandt mennesker med funktionsnedsættelser. Borgernes muligheder for at kontrollere, at Danmark ikke handler i strid med konventionen, vil være begrænsede uden en dansk oversættelse, hvilket udgør et retssikkerhedsmæssigt stort problem.

DCH gik ud af 2007 med konventionen i frisk erindring, idet DCH i december holdt et internt kursus om konventionen. Her kom deltagerne rundt om konventionsbegrebet, tilblivelsen af handicapkonventionen, overvågning af implementeringen og indholdet heri. Således står DCH godt rustet til at arbejde mere konkret med konventionen.

Lige Muligheder for Alle 2007
2007 var europæisk år for lige muligheder for de seks beskyttelsesgrundlag, der er nævnt i Amsterdamtraktatens artikel 13, herunder handicap. Året skulle øge kendskabet til lovgivning, politikker og viden om lige muligheder for alle. I Danmark blev der etableret en styregruppe til at koordinere året. I styregruppen indgik blandt andet Center for Ligebehandling af Handicappede og DSI.

I den danske handlingsplan var der særligt tre initiativer af betydning for mennesker med handicap, nemlig beskæftigelsesministerens lovforslag om et fælles klageorgan for ligebehandling, som blandt andet skal behandle klager over forskelsbehandling på grund af handicap, en konference for de lokale beskæftigelsesråd med særligt fokus på personer med handicap og personer med anden etnisk baggrund samt udvalget om forbud mod diskrimination på grund af handicap.

Det lå fra starten klart, at der ville være begrænset mulighed for at sætte fokus på de enkelte diskriminationsgrupper med de få midler, der var til rådighed til aktiviteter. Årets betydning på handicapområdet skal derfor primært måles på de initiativer, de forskellige aktører inden for området har taget i anledning af året. Det drejer sig blandt andet om Center for Ligebehandling af Handicappedes initiativer i krydsfeltet mellem handicap og etnicitet, en række DSI-arrangementer, ligesom der faktisk også er givet midler via puljerne til handicapområdet.


Fra vores egen verden

Det Centrale Handicapråd holder fire møder årligt, som falder i henholdsvis marts, juni, september og december. Møderne i marts, juni og december er af ca. tre en halv times varighed og mødet i september er et heldagsmøde af ca. seks timers varighed.

Møderne består af en række orienterings- og drøftelsespunkter, hvor DCH's medlemmer henholdsvis orienteres om og drøfter forskellige handicappolitiske emner, nyheder og begivenheder. Drøftelsespunkterne ender ofte med en beslutning om, at DCH skal reagere på en bestemt sag, for eksempel ved at skrive et brev eller på anden måde kontakte den ansvarlige på området. Flere af årets møder indeholder desuden en temadrøftelse, hvor et større emne bliver gennemgået og drøftet grundigt.

Dagsorden til møderne og fremstillingen af orienterings- og drøftelsespunkter bliver lavet af DCH's sekretariat, Center for Ligebehandling af Handicappede.

Dagsorden og beslutninger fra de enkelte møder kan ses på www.dch.dk.

Ministerbesøg og andre gæster
Det Centrale Handicapråd havde i 2007 besøg af følgende ministre: l Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (september)

Derudover har Det Centrale Handicapråd i 2006 haft besøg af:

  • Martin Sandø, konsulent i Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service, Handicapenheden (juni)
  • Direktør Palle Lund og vicedirektør Helle Thiele fra Servicestyrelsen (september)
  • Inge Storgaard Bonfils og Inger Hindhede Kjær, Projekt Mainstreaming af handicapområdet, Center for Ligebehandling af Handicappede (december)

Temadrøftelser

  • Tilgængelighed til transport (marts)
  • Førtidspensionsområdet og det rummelige arbejdsmarked (juni)
  • Specialrådgivning og udredning i VISO (september)
Konferencer
DCH afholdt konference om domfældte udviklingshæmmede den 7. november 2007 i samarbejde med NDU (Det Landsdækkende Netværk vedrørende Domfældte Udviklingshæmmede), Landsforeningen LEV og Socialpædagogernes Landsforbund. Formålet var at belyse indsatsen over for domfældte udviklingshæmmede i Danmark ud fra de tilgange, man har valgt i Norge og Sverige. Konferencen skulle skabe ny opmærksomhed om en række dokumenterede, men uløste problemstillinger i indsatsen.

Som opfølgning på konferencen arrangerer DCH et ekspertseminar i foråret 2008, som skal komme med konkrete løsningsforslag på problemstillinger i forhold til udviklingen i målgruppen og sammenblandingen af strafferet og socialret i indsatsen.

Kurser
Onsdag den 5. december afholdt DCH en temadag om FN's Handicapkonvention for medlemmerne, særligt sagkyndige og andre interesserede. Deltagerne hørte om baggrunden for konventionen, samt hvilke rettigheder mennesker med funktionsnedsættelser opnår med konventionen.

Publikationer udgivet i 2007
DCH's publikationer udleveres gratis ved henvendelse til DCH. Samtlige publikationer findes på DCH's hjemmeside, og de kan desuden bestilles på bånd og diskette. Følgende publikationerne er udgivet i 2007:

Fleksjob
Pjecen om fleksjob er udarbejdet i samarbejde med Beskæftigelsesministeriet. I oktober 2007 udkom 17. udgave i et oplag på 50.000 eksemplarer. Det samlede oplag af pjecen er nu 660.000. Ud over reglerne om fleksjob til ansatte og selvstændige erhvervsdrivende giver pjecen et overblik over de øvrige bestemmelser, der kan være nyttige at kende, når man ansættes i et fleksjob eller modtager tilskud til at fastholde beskæftigelsen i egen virksomhed.

Beretning
Ifølge forretningsordenen for Det Centrale Handicapråd skal sekretariatet efter DCH's direktiv udarbejde en beretning om rådets virksomhed hvert år. Beretningen sendes til velfærdsministeren og offentliggøres efter aftale med Velfærdsministeriet. Beretningen for 2006 udkom i 2.000 eksemplarer.

Nyhedsbreve
Center for Ligebehandling af Handicappedes nyhedsbrev ''Lighedstegn'', der siden 2001 har været talerør for DCH, udkommer i forlængelse af DCH's møder med de seneste nyheder og beslutninger. Lighedstegns oplag er 2.000.

DCH's sekretariat og sekretariatsbetjeningen
DCH har siden september 2000 haft elektronisk dokumenthåndtering. Materiale til medlemmer og særligt sagkyndige distribueres elektronisk og i papirform til dem, der måtte ønske det. Det udsendte materiale består af indkaldelser og dagsordener, mødematerialer med dagsordenspunkter i form af sagsfremstillinger, bilag til dagsordenspunkter, bilag, der udsendes mellem møderne (rapporter, notater, høringssvar og rådskorrespondance), samt referater af rådsmøderne.

Når referatet fra rådsmøderne foreligger, bliver det offentliggjort på www.dch.dk sammen med det materiale, der i øvrigt er udsendt til DCH.

De fleste bilag er offentligt tilgængelige. Dog kan der være ophavsretsregler, som gør, at visse bilag ikke må stilles til rådighed for offentligheden. Ligeledes kan enkelte bilag være begrænset til brug for medlemmer og særligt sagkyndige.

Høringssvar
DCH's høringssvar på lovforslag fra Folketinget kan læses på DCH's hjemmeside www.dch.dk i oversigten over udsendte bilag.

Nyt handicapråd
Ifølge bekendtgørelse nr. 839 af 11. oktober 2002 om et Centralt Handicapråd virker DCH for en fireårig periode fra 1. juli i året efter kommunevalget, dog således at medlemmerne fungerer, indtil nyt medlem udpeges. Som følge heraf blev DCH i 2006 konstitueret med ny sammensætning for perioden 1. januar 2007 til 30. juni 2010. Formanden og de 14 medlemmer udpeges af Velfærdsministeren. Medlemmerne indstilles af deres respektive organisationer, ministerier og kommuner. Se DCH's medlemmer ved udgangen af 2007 på næste side.

Forord

DCH's medlemmer 2007

Formand
Fhv. sundhedsminister Ester Larsen

Næstformand
Formand for Danske Handicaporganisationer: Stig Langvad

Medlemmer 2007

Indstillet af Danske Handicaporganisationer:
PTU: Holger Kallehauge
Landsforeningen Sind: Finn Graa Jakobsen
Hjerneskadeforeningen: Niels-Anton Svendsen
Danske Døves Landsforbund: Anne Vikkelsø
Dansk Blindesamfund: Helle Kaas Schmidt
Dansk Epilepsiforening: Berit Andersen

Indstillet af Danske Regioner: Søren Eriksen
Indstillet af Kommunernes Landsforening: Birthe Andersen
Indstillet af Beskæftigelsesministeriet: Karen Ryder
Indstillet af Velfærdsministeriet: Vibeke Abel
Indstillet af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse: Dorthe Søndergaard
Indstillet af Undervisningsministeriet: Finn Christensen
Indstillet af Transport- og Energiministeriet: Niels J. Harne

Særligt sagkyndige
Bolig- og Byggeforhold: Vakant, Erhvervs- og Byggestyrelsen
Kultur: Rosa Cedermark, Kulturministeriet
Information og Kommunikation: Peter Gylden Houmann, IT- og Telestyrelsen:

Sekretariat
Sekretariatsfunktionen varetages af Center for Ligebehandling af Handicappede
Sekretariatschef: Mogens Wiederholt
Sekretariatskoordinator: Ane Esbensen
Sekretariatsmedarbejder: Helle Winnie Johansen

Listen omfatter de medlemmer, som var tilknyttet DCH pr. 31.12.2007.

Bekendtgørelse om et Centralt Handicapråd

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1382 af 12. december 2006 om retssikkerhed og administration på det sociale område, kapitel 11:

§ 52. Socialministeren nedsætter et Centralt Handicapråd, der rådgiver i handicapspørgsmål.

§ 53. Rådet består af 1 formand og 14 medlemmer, der udpeges af socialministeren. 7 medlemmer udpeges efter indstilling fra De Samvirkende Invalideorganisationer, 1 medlem efter indstilling fra KL, 1 medlem efter indstilling fra regionerne i forening, 1 medlem efter indstilling fra Undervisningsministeriet, 1 medlem efter indstilling fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 1 medlem efter indstilling fra Beskæftigelsesministeriet, 1 medlem efter indstilling fra Transport-og Energiministeriet og 1 medlem udpeget af Socialministeriet.

Stk. 2. Socialministeren kan herudover udpege personlige medlemmer af Rådet.

Stk. 3. Til støtte for Handicaprådets arbejde udpeger socialministeren endvidere særligt sagkyndige med sagkundskab vedrørende boligforhold, byggeforhold, kultur, familieforhold samt information og kommunikation.

Stk. 4. Handicaprådet virker for en 4-årig periode fra 1. juli i året efter kommunalvalget, dog således, at medlemmerne fungerer, indtil nyt medlem udpeges.

§ 54. Det påhviler Handicaprådet at følge og vurdere vilkårene i samfundet for personer med handicap, herunder på det forebyggende område. Det Centrale Handicapråd kan inddrage erfaringer fra arbejdet i de kommunale handicapråd i dets arbejde.

§ 55. Folketinget og ministrene kan rådføre sig med Handicaprådet i alle anliggender af generel karakter, der har betydning for vilkårene i samfundet for personer med handicap.

Stk. 2. Med henblik på at sikre, at rimelige hensyn til personer med handicap tilgodeses i samfundets planlægning, kan centrale offentlige myndigheder rådføre sig med Handicaprådet i anliggender, der berører levevilkårene for personer med handicap.

Stk. 3. Handicaprådet kan selv tage initiativ og fremsætte forslag til ændringer på de nævnte områder.

§ 56. Socialministeren fastsætter Rådets forretningsorden. Center for Ligebehandling af Handicappede stiller i henhold til dets vedtægter den fornødne sekretariatsmæssige bistand til rådighed for Rådet.