Det Centrale Handicapråd

    Årsberetning 2008

    Mere forskning er nødvendig
    Vand kan løbe opad
    forsikringsordninger
    Rehabilitering
    Beskæftigelse
    Sundhed
    Tilgængelighed
    Uddannelse
    Velfærd
    Retsvæsen
    Koordination og strategi
    Fra vores egen verden
    DCH's medlemmer 2008
    Bekendtgørelse om et Centralt Handicapråd

    Kolofon


    Udgiver: Det Centrale Handicapråd Bredgade 25, opg. F, 4. sal 1260 København K Tlf.: 33 11 10 44 Fax: 33 11 10 82 Teksttelefon: 33 11 10 81.
    Mail: dch@dch.dk Hjemmeside: www.dch.dk.
    Beretningen udgives også på DAISY og diskette og ligger desuden på Det Centrale Handicapråds hjemmeside. Hel eller delvis gengivelse er tilladt med kildeangivelse.

    Redaktion:
    Sekretariatschef Mogens Wiederholt (ansvarshavende)
    Sekretariatskoordinator Ane Esbensen
    Kommunikationsmedarbejder Christine Bendixen

    Forsidefotos: Istockphoto

    Marts 2009
    Oplag: 1.500
    Tryk: Scanprint a/s
    ISBN 9788790985615

     

    Forord

    Mere forskning er nødvendig


    Der mangler forskning og videnskabelig opmærksomhed på handicapområdet. Selv den, der gerne vil en mere videnskabelig og forskningsbaseret tilgang, vil have svært ved at finde relevant viden.

    Hvis vi ikke til stadighed bringer ny viden i spil, udvider værktøjskassen og udfordrer de overleverede sandheder, så går den handicappolitiske udvikling i stå. Det er helt afgørende for en fortsat udvikling og modernisering af den handicappolitiske indsats, at vi får forskning i nye metoder og tilvejebringelse af solide data om de vilkår, der gælder for forskellige handicapgruppers livsbetingelser.

    Derfor har Det Centrale Handicapråd ad flere omgange taget initiativ til at stimulere interessen for forskning inden for handicapområdet.

    Der foregår selvfølgelig en løbende vidensproduktion og praksisnær udvikling, men der er behov for egentlig forskning for at sikre, at området får tilført ny ilt. Sidemandsoplæring og en udelukkende erfaringsbaseret læringskultur er ikke tilstrækkelig garant for den nødvendige faglige fornyelse og dynamik. Omsorg og støtte til mennesker med funktionsnedsættelse produceres ikke alene med hjertet, men også med hjernen.

    Hvorfor mangler der forskning?
    Forklaringerne på den svage forskningsmæssige interesse er givetvis mange. Det kan for eksempel skyldes, at de personalegrupper, som arbejder i ”felten” inden for handicapområdet, typisk er uddannet inden for uddannelser, som har en ret svag forskningstradition. Det kan også have betydning, at de mange akademikere, som arbejder med handicapområdet i centraladministrationen og de kommunale forvaltninger, aldrig er blevet tilbudt uddannelse, som relaterer sig specifikt til handicapområdet. Dertil kommer, at området mangler status, og det har derfor været svært at skaffe midler og forskningsmæssig opmærksomhed på området.

    Den praktiske konsekvens er, at den daglige indsats i forhold til mennesker med funktionsnedsættelser på en lang række områder mangler faglig tyngde og videnskabelig eller forskningsmæssig begrundelse.

    Der findes et vækstlag
    Gennem de seneste år har vi heldigvis set en vis udvikling i retning af større interesse for forskning på handicapområdet. Vi mener at kunne se, at der i stigende grad er studerende, som skriver kandidatspeciale inden for handicapområdet, ligesom vi kan se, at der er studerende, som fortsætter til ph.d.-niveau inden for temaer, som har relation til handicapområdet.

    Der er med andre ord et vækstlag og en talentmasse, som er interesseret i at forske i handicaprelaterede emner. Men der er samtidig en række faktorer, som virker negativt stimulerende på interessen. På det individuelle niveau er vækstlaget begrænset af, at der ikke er nogen meget oplagte og synlige karriereveje. Og på det forskningsstrategiske niveau er det en stor svaghed, at der ikke findes et samlet miljø, hvor de, der forsker inden for handicapområdet, er synlige for hinanden, hvor forskningsmæssige resultater kan værdiforøges, ved at andre bygger videre og ovenpå, og hvor synergier og produktive fællesskaber kan opstå.

    Derfor er der behov for en målrettet stimulering af forskningen i handicaprelaterede temaer – en stimulering, som:

    Selv en relativt beskeden, men veltilrettelagt indsats vil kunne bidrage til etablering af en positiv udviklingsspiral.

    Hvordan kan det gøres?
    Formålet med et forskningsinitiativ er selvfølgelig at skabe ny viden og dermed en bedre indsats til fordel for mennesker med funktionsnedsættelse. For at indfri dette overordnede mål er det et nødvendigt første skridt på vejen, at der skabes et egentligt forskningsprogram - en mistbænk, som forskere og forskerspirer, der ønsker at forske inden for handicapområdet, kan gå til. Her skal man dels kunne søge økonomisk støtte til konkrete projekter inden for et afgrænset og foruddefineret forskningsfelt, og dels skal man kunne blive en del af et fagligt miljø.

    Et naturligt samlingspunkt for et sådant forskningsprogram kunne være et forskningsprofessorat på en anerkendt og for området relevant forskningsinstitution. Forskningsprofessoratet skal være forskningsområdets ansigt udadtil og bidrage til at løfte handicapforskningen ind i en statusmæssig anden division end den, området er i i dag.

    Hvad skal der forskes i?
    Handicapområdet er stort og vidtforgrenet, og behovet for forskning vil givetvis kunne påvises inden for et hvilket som helst af de mange områder.

    Hvis en forholdsvis begrænset forskningsindsats skal have effekt, så er det altafgørende, at forskningsprogrammet fokuseres. Der skal skydes med præcisionsammunition – ikke med spredehagl. Der er brug for dybde frem for bredde.

    DCH er af den opfattelse, at et nyt forskningsinitiativ i første omgang skal have fokus på det humanistiske, sociologiske og samfundsvidenskabelige område. Der er behov for forskning, der har den funktionshæmmede borgers perspektiv og stiller den funktionshæmmede borgers spørgsmål.

    Den forskning, som vil gøre sig fortjent til prædikatet handicapforskning, er en forskning, som også forholder sig kritisk til, hvordan man værdigt og ligeværdigt gør en bestemt gruppe mennesker til genstand for udforskning og analyse. Der er brug for forskning, der forsøger at inddrage og involvere mennesker med funktionsnedsættelser i forskningen som andet og mere end objekt for forskningen.

    Et af de områder, hvor vi i særlig grad oplever behov for ny viden, er handicappedes levekår. Hvordan oplever (børn, unge og voksne) mennesker med en funktionsnedsættelse deres egen situation og tilværelse? Områder som kommunikation og selvbestemmelse med og for de svageste grupper mangler også mere tilbundsgående analyse. Vi har brug for viden, som kan sikre os, at selv de svageste og dårligst kommunikerende også bliver inddraget i beslutninger om deres eget liv.

    Samtidig mangler vi viden om effekten af forskellige former for socialpædagogiske tiltag – for eksempel over for personer med udviklingshæmning, som har begået kriminalitet – og også på områder som mennesker med funktionsnedsættelser og medierne er der behov for øget indsigt.

    Det Centrale Handicapråd inviterer alle – private såvel som offentlige aktører – til at indgå i et samarbejde om at skabe et udviklingsorienteret forskningsmiljø, som kan få viden til at vokse, med det formål at skabe de vidensmæssige forudsætninger for, at mennesker med en funktionsnedsættelse får mulighed for at leve en tilværelse defineret af dem selv og på egne vilkår.

    Ester Larsen
    Formand

    Temaartikel

    Vand kan løbe opad

    Tænketank skal skabe en ny vision for og geninstallere entusiasmen på botilbudsområdet.

    Det tog for alvor fart med Strandvænget i februar 2007, og efterfølgende har det udviklet sig til en steppebrand af grimme historier om forholdene i vores botilbud for mennesker med udviklingshæmning og andre betydelige funktionsnedsættelser.

    Selv om de negative historier langt fra tegner det fulde billede af botilbudsområdet, sætter de en dagsorden, som vi anstændigvis må reagere og handle på. Vi har ganske vist nedlagt de store statslige totalinstitutioner, og selve institutionsbegrebet blev formelt skrevet ud af serviceloven i 1998. Men stribevis af rapporter og de alt for mange skandalesager viser med al mulig tydelighed, at institutionstænkningen, den kultur, de holdninger og det menneskesyn, som forbindes med institutionsbegrebet, lever videre. Afmagt, dehumanisering og kynisme synes desværre at være en del af dagens orden i en ikke ubetydelig del af de botilbud, nogle mennesker med funktionsnedsættelse har som hverdag. Strandvænget var ikke en enlig svale, snarere toppen af bjerget.

    Men Strandvænget har ikke udløst den lavine af initiativer og handlinger, som det umiddelbare postyr gav håb om. Der synes tværtimod blot at være føjet endnu et kapitel til glemmebogen. End ikke den aktuelle diskussion om fremrykning af offentlige anlægsopgaver har bragt botilbudsområdet på banen. Der er derfor i den grad behov for, at bestyrtelsen over de forhold, vi blev vidne til, også resulterer i, at der handles. At der sættes processer i gang, som kan sikre, at der sker forandringer.

    Det Centrale Handicapråd (DCH) har derfor, som varslet af Ester Larsen i forordet til Det Centrale Handicapråds beretning fra 2007 og med inspiration i FN's Handicapkonvention, taget initiativ til at beskrive og etablere en ”tænketank”, som helt grundlæggende skal udfordre den måde, hvorpå vi i dag tænker og organiserer botilbudsområdet. I konventionens artikel 19 hedder det således blandt andet ”at personer med handicap [skal have] mulighed for at vælge deres bopæl, samt hvor og med hvem de vil bo, på lige fod med andre og ikke er forpligtet til at leve i en bestemt boform”

    Opgør med 0-fejlskulturen
    DCH er ikke de eneste, der har fundet anledning til at reagere på de talrige skandalesager. Men desværre synes hovedtendensen i reaktionerne at være et krav om yderligere kontrol og mere tilsyn.

    Der må nødvendigvis være kontrol og tilsyn i et sådant system. Offentlige myndigheder kan ikke påtage sig ansvaret for menneskers ve og vel, uden der føres kontrol og tilsyn med, at opgaven udføres forsvarligt. Men mere kontrol og mere tilsyn er ikke svaret på de problemer, vi har set. Tværtimod. Skal man gøre op med mistilliden og 0-fejlskulturen, så gøres det ikke ved at intensivere fejlfindingen og kontrollen. I stedet for at møde medarbejdere og ledelse med yderligere negative forventninger, skal vi forsøge at vende forventningsspiralen, så man kan få genskabt entusiasmen, genopbygget selvværdet, den faglige stolthed og oplevelsen af at være del af et påskønnet og ambitiøst fælles projekt, som handler om mennesker, faglighed og etik.

    Der findes bestemt eksempler på gode og velfungerende botilbud, som fortjener at blive fremdraget til efterligning. Men det er DCH's generelle oplevelse, at indsatsen har tabt momentum og har mistet engagement og fokus, fordi det overordnede mål og visionerne er blevet utydelige og udviskede. Politikere, administratorer, den lokale ledelse og medarbejderne er i konstant risiko for at fare vild i mangel på en fælles overordnet vision, som kan give retning til indsatsen.

    Fraværet af en national, synlig og skarp målsætning for indsatsen overlader det i alt for høj grad til den enkelte ledelse og den enkelte medarbejder at finde sin egen motivation og drivkraft.

    Derfor skal vi have sat skub i en proces, som kan vende bøtten og sætte en positiv udviklings- og forventningsspiral i gang. Vi skal have vandet til at løbe den anden vej.

    Den proces har en af Danmarks store private fonde - TrygFonden - gjort det muligt for Det Centrale Handicapråd at gå i spidsen for. TrygFonden har doneret midler til, at der kan etableres en tænketank, som skal skabe en ny vision for den fremtidige udvikling og fornyelse af botilbudsområdet.

    Arbejdet med tænketanken kommer til at bestå af en tretrinproces:

    Første fase
    Her er tale om en researchfase, hvor der indsamles data og hentes inspiration fra fremtidsanalyser, udenlandske erfaringer, nationale og internationale forskningsrapporter og konkrete hverdagserfaringer hos de mennesker, som bor i botilbud, deres pårørende og personalet.

    Første fase skal give et grundigt og dækkende vidensgrundlag for drøftelserne i anden fase. Der skal være et præcist vidensgrundlag for, hvor vi står lige nu, og hvad tendenserne i ''normalområdet'' siger om krav og forventninger til byplanlægning, boligindretning etc. Første fase skal udpege de fremtidige udfordringer og perspektiver, sådan som de kan kortlægges gennem forskningsrapporter, interview og fremtidsanalyser med henblik på at skabe et grundigt og ambitiøst afsæt for det efterfølgende visionsarbejde i anden fase. Som afslutning på første fase etableres selve tænketanken.

    Tænketanken sammensættes, så den får en samlet størrelse på cirka 20 personer. Medlemmerne af tænketanken udpeges efter forskellige kriterier:

    Anden fase
    Anden fase er visionsskabelsesfasen. Her skal i første omgang formuleres en overordnet og langsigtet vision for udviklingen af botilbudsområdet. Med udgangspunkt heri udvikles en række konkrete værktøjer, guidelines og forslag, som understøtter implementeringen af den overordnede vision. Nogle af de temaer, man kunne forestille sig tænketanken drøfte og komme med løsningsforslag til, er:

    Tænketanken skal også komme med konkrete bud på, hvordan man håndterer nogle af de barrierer, der kan være for implementering af en ny vision og en ny måde at tænke botilbud på:

    Disse eksempler blot for at understrege, at en vision ikke kun er et ''slogan''. Sloganet må følges til dørs med en stribe præcise svar på de væsentligste af de udfordringer, dilemmaer og spørgsmål, implementeringen af visionen hvirvler op.

    Succeskriteriet for tænketanken er, at den munder ud i en sammenhængende vision, som skal være retningsstyrende for indsatsen og genindføre entusiasmen og selvbevidstheden hos alle de mange aktører, som spiller en rolle i opsætningen af det liv, der skal leves i et hjem - også der, hvor hjemmet er del af et offentligt servicetilbud.

    Tredje fase
    Her fokuseres der på forankring og implementering. Tænketankens medlemmer vælges ud fra, at de i kraft af deres position også skal bidrage væsentligt til forankringen. Tænketanksmedlemmerne bidrager til tænketanken som centrale videnshavere på området, men også som efterfølgende ambassadører og drivkraft for visionen, der hvor de virker til dagligt.

    Forankringens første del er omfattet af det projekt, DCH har fået støtte til fra TrygFonden. Men den væsentligste del af implementerings- og forankringsfasen skal formuleres i et selvstændigt projekt, som kræver yderligere midler og et selvstændigt projektdesign, som først kan laves, når tænketankens overvejelser er ved at være afsluttet.

    Forankringen skal bestå af en række mere langsigtede forankringsinitiativer. Det kunne eksempelvis være et antal udviklingsprojekter, hvor man i samarbejde med en eller to kommuner satte sig for at udmønte visionen i praksis i et antal demonstrationsprojekter.

    Et af de større initiativer, der bør drøftes i forbindelse med en implementeringsplan, er etablering af et Institut for kvalitetsudvikling af botilbudsområdet. Instituttet skal være en faglig spydspids, som kan møde personale, ledelse og forvaltninger i faglig øjenhøjde. Instituttet skal på sigt være den motor, som sikrer, at den nye vision og de nødvendige forandringer drives igennem, når Tænketanken har gjort sin del af arbejdet.

    Status Som nævnt har TrygFonden bevilget midler til tænketanken. Det Centrale Handicapråds sekretariat er derfor netop nu i gang med at udarbejde en drejebog, som i detaljer beskriver de elementer, der skal indgå i arbejdsprocessen. Den første fase vil blive iværksat umiddelbart, mens fase to forventes at kunne iværksættes hen over årsskiftet 2009/10.

    For at sikre en fælles standard og et fælles værdigrundlag i udviklingen af botilbudsområdet, har DCH desuden opfordret Velfærdsministeriet til at tage et initiativ til at igangsætte et arbejde, som fører frem mod en samlet national udviklingsstrategi for botilbudsområdet. Strategien bør blandt andet indeholde:

    Boligområdet udgør uden tvivl en af de næste årtiers største og mest komplicerede handicappolitiske udfordringer. Hvordan skal området tænkes? Hvilke, hvor og hvor mange boliger skal der bygges? Hvordan forvalter og fornyer vi de boliger, vi allerede har? Hvordan får vi sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel efter boliger? Hvordan sikrer vi, at borgerne får det, de gerne vil have og har brug for? Hvordan håndterer vi adskillelsen mellem bolig og den personlige og praktiske hjælp, borgeren har brug for?

    Spørgsmålene er mange, og nu er tiden for alvor inde til at forsøge at finde nogle brugbare svar.

    Faktaboks 1

    Botilbud i Region Nordjylland er generelt set de mindste: Botilbud efter servicelovens § 108 har i gennemsnit 13,4 døgnpladser, mens botilbud efter almenboligloven i gennemsnit har 10,9 pladser.

    Botilbud i Region Hovedstaden er generelt set de største: Botilbud efter servicelovens § 108 har i gennemsnit 30,7 døgnpladser, mens botilbud efter almenboligloven i gennemsnit har 32 pladser.

    Faktaboks 2

    I 2008 havde 69 kommuner 784 personer på venteliste til et længerevarende botilbud og 255 personer til et midlertidigt botilbud.

    34 % af 69 kommuner siger, at der oftest kun gives ét tilbud, 24 % siger, at borgeren ofte vil få valget mellem to tilbud, men kun 1 % kan tilbyde valg mellem tre tilbud.

    I 2008 havde 69 kommuner truffet politisk beslutning om en nettoudvidelse af boligkapaciteten på 218 boliger.

    Der er cirka 17.200 botilbud for voksne med handicap. Heraf er cirka 4.340 oprettet efter almenboliglovens § 105, mens 12.860 er oprettet efter servicelovens § 108.

    47 af 69 kommuner vurderer, at borgerne ''ofte'' eller ''af og til'' ønsker at flytte til et andet tilbud. 33 kommuner siger, at borgeren ønsker at flytte i en selvstændig bolig uden for bofællesskabsrammer.

    28 % af 69 kommuner mener, det kan lade sig gøre, at to personer flytter sammen inden for et år. 9 % mener inden for 2 år, mens 35 % mener, det vil tage adskillige år eller være umuligt. De sidste 28 % har oplyst ''andet''.

    Kilde: Tallene er taget fra en botilbudsanalyse gennemført af Center for Ligebehandling af Handicappede. Se www.clh.dk

    Temaartikel

    Forsikringsordninger

    Dele af det traditionelle danske velfærdssystem er under ombygning. Ikke mindst den demografiske udvikling synes at sætte selv nogle af de grundlæggende principper i velfærdssystemet under pres. Antallet af personer i den erhvervsaktive alder bliver mindre, mens gruppen af ældre og især gruppen af meget ældre vokser. Der bliver ganske enkelt færre til at forsørge flere. Det afføder debat om, hvorvidt vi fortsat har råd til en række velfærdsgoder. Debatten udfordrer princippet om universalitet - det vil sige princippet om, at de generelle velfærdsydelser er til rådighed for alle uanset indkomst. Sidst, men ikke mindst, sætter debatten spørgsmålstegn ved, om de fleste velfærdsydelser fortsat kan være skattefinansieret, eller om de i højere grad skal finansieres gennem mere forsikringsbaserede ordninger.

    En sådan udvikling får også konsekvenser for mennesker med funktionsnedsættelse. En væsentlig nedgang i arbejdsstyrken vil - på positivsiden - muligvis gøre det lettere for mennesker med funktionsnedsættelse at få og bevare en mere stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Omvendt vil et stærkere fokus på forsikringsordninger kunne få negativ indflydelse på mennesker med funktionsnedsættelses adgang til en række tilbud og ordninger, fordi de vilkår, der stilles i forsikringsordningerne, ikke åbner adgang for personer med funktionsnedsættelser. Det kan for eksempel være et krav om en bestemt tilknytning til arbejdsmarkedet eller visse krav til helbredsforhold.

    Udviklingen er ny og konsekvenserne derfor vanskelige at forudsige, men Det Centrale Handicapråd (DCH) har i 2008 forsøgt at skyde sig ind på nogle af de fremtidsscenarier, den igangværende udvikling peger på. DCH har derfor haft en temadrøftelse om brugen af forsikringsordninger i forhold til pensions- og sundhedsydelser og de konsekvenser, det kan få for mennesker med funktionsnedsættelse.

    Indbetaling til arbejdsmarkedspensioner
    Et af de områder, hvor forsikringsprincippet synes at kunne få endog ganske omfattende konsekvenser for mennesker med funktionsnedsættelse, er på arbejdsmarkedspensionsordningsområdet.

    Meget har forandret sig, siden de første overenskomstaftaler om arbejdsmarkedspensioner blev indgået. I løbet af en relativ kort årrække har de overenskomstregulerede arbejdsmarkedspensionsordninger fået en stor betydning for den enkeltes levestandard og forbrugsmuligheder efter tiden på arbejdsmarkedet, mens den arbejdsmarkedsuafhængige folkepension spiller en tilsvarende mindre rolle for de fleste.

    I Det Økonomiske Råds rapport fra foråret 2008 konkluderes det blandt andet, at udbygningen af de overenskomstbaserede arbejdsmarkedspensionerne betyder, at de fleste erhvervsaktive sparer op til pension. En høj indkomst og fuldtidsarbejde øger ifølge rapporten sandsynligheden for at spare op til pension.

    Tidligere havde især personer med en videregående uddannelse en større sandsynlighed for at indbetale til en pensionsordning, men denne skævhed er ifølge rapporten udlignet qua de obligatoriske arbejdsmarkedspensionsordninger.

    Det betyder, at de fleste af fremtidens ældre, som har en lang og stabil karriere på arbejdsmarkedet bag sig, vil have opsparet betydelige pensionsformuer. De vil af samme grund være meget mindre afhængige af offentlige overførsler end nutidens ældre. Samtidig fremgår det af Det Økonomiske Råds rapport, at der i dag er grupper, der ikke sparer op til deres pension, herunder nævnes personer uden for arbejdsstyrken. I den gruppe findes der et betydeligt antal mennesker med funktionsnedsættelser.

    SFI's rapport ''Danskernes indbetalinger til pension - Hvordan påvirker tilknytningen til arbejdsmarkedet de fremtidige pensioner?'' bekræfter, at man i fremtiden i højere grad vil se folkepensionen suppleret med arbejdsmarkedspensioner og private pensionsordninger.

    Den stærkere sammenhæng mellem arbejdsmarkedstilknytning og indkomsten som pensionist kan have økonomiske konsekvenser for forskellige målgrupper. Ifølge rapporten indbetalte 90 % af danskerne i 2005 til ATP, SP, SAP (Den supplerende arbejdsmarkedspension for førtidspensionister), en arbejdsgiveradministreret ordning eller en privattegnet ordning.

    Undersøgelsen viser tillige, at der er meget stor forskel på, hvor stor en andel af indkomsten der betales til pension, alt afhængigt af, hvor længe personen har været i beskæftigelse. De grupper, der ikke indbetalte til pension i 2005, var primært førtidspensionister, efterlønsmodtagere, personer uden faglig uddannelse og selvstændige.

    Arbejdsmarkedspensioner til personer med funktionsnedsættelse
    Center for Ligebehandling af Handicappede gennemførte i 2007 en undersøgelse af arbejdsmarkedspensioner til personer med funktionsnedsættelse ansat i job på ordinære vilkår og personer ansat i fleksjob.

    Centret konkluderede, at ingen af de 16 forsikringsselskaber/ pensionskasser, der indgår i undersøgelsen, optager nye medlemmer uden at lægge vægt på helbredsforholdene. Når der ikke skelnes mellem helbredsproblemer, sygdom og funktionsnedsættelse, så er konsekvensen de facto negativ forskelsbehandling af personer med funktionsnedsættelse ansat i ordinære stillinger og ansatte i fleksjob. Problemet ligger i de forsikringsmæssige ydelser, som for eksempel invalidepensionen, og ikke så meget i alderspensionen. Ved de forsikringsmæssige ydelser har helbredsforholdene ved optagelsen stor betydning, idet personer med helbredsproblemer ofte vurderes til at udgøre en større risiko end andre i forhold til udbetaling af for eksempel invalidepension.

    Personer, der ansættes i fleksjob, har ifølge flere overenskomster mulighed for at fortsætte med at indbetale pensionsbidrag til en allerede eksisterende ordning på uændrede vilkår. Personer med funktionsnedsættelse ansat i ordinære stillinger, og som tidligere har været optaget i en pensionskasse, har som den bløde mellemvej mulighed for at videreføre pensionsordningen på individuelle vilkår i det selskab, som den allerede er etableret i. Men det er ikke altid, at arbejdsgiveren/arbejdsmarkedets parter tillader, at pensionsbidrag, der er en følge af den nye ansættelse, kan indbetales til den eksisterende pensionsordning.

    Fleksjobansatte og personer med funktionsnedsættelse ansat i ordinære stillinger, som ikke tidligere har haft en arbejdsmarkedspension på almindelige vilkår, er ikke omfattet af ovenstående "kattelemme" set i forhold til optagelse i en arbejdsmarkedspensionsordning.

    Sundhedsforsikringer
    Et af de andre områder, hvor forsikringsprincippet synes at buldre frem, er på sundhedsforsikringsområdet.

    Af Ugebrevet A4 fremgår det, at antallet af sundhedsforsikringer er vokset fra under 50.000 i 2002 til over 500.000 i 2008. Antallet af personer, som er omfattet af en sundhedsforsikring, er dog langt større, da forsikringen for eksempel kan omfatte hele hustanden. Mindst ni ud af ti sundhedsforsikringer er betalt af arbejdsgivere. Langt de fleste sundhedsforsikringer betalt af arbejdsgivere findes blandt privatansatte, men også offentlige arbejdsgivere er begyndt at tilbyde sundhedsforsikringer som en del af lønpakken.

    Ligesom der stadig er en snæver sammenhæng mellem privat ansættelse og sundhedsforsikring, så er der også en snæver sammenhæng mellem uddannelse og sundhedsforsikring. Kun 39 % af de ufaglærte privatansatte har en sundhedsforsikring betalt af arbejdsgiveren, mens det samme er tilfældet for hele 63 % af privatansatte med en videregående uddannelse.

    Arbejdserbevægelsens Erhvervsråd har for Ugebrevet A4 set nærmere på, hvem der bliver behandlet på sygehusene i 2007. Også denne undersøgelse tydeliggør, at det er de økonomisk svageste grupper (arbejdsløse og førtidspensionister), der ikke har sundhedsforsikringer. Ifølge undersøgelsen udgjorde arbejdsløse kun 5 % af de sundhedsforsikrede på privathospitalerne i 2007. Lederne udgjorde 39 %. Kun 1 % af patienterne var pensionister. Til sammenligning var der blandt patienter i det offentlige sygehusvæsen cirka 29 % pensionister.

    De langsigtede konsekvenserne af ikke at være omfattet af en sundhedsforsikring er selvsagt vanskelige at forudsige. Men den umiddelbare konsekvens er længere ventetid for de uforsikrede til relevant behandling. På lidt længere sigt kan man frygte, at der udvikler sig et sundhedsvæsen i to divisioner, hvor kun de med en sundforsikring vil have adgang til første division.

    Arbejdsmarkedstilknytning er vigtig
    Disse undersøgelser viser, at det primært er borgere med en arbejdsmarkedstilknytning og gerne en god og stabil tilknytning til arbejdsmarkedet, der er forsikrede i forhold til sygdom og alderdom. Hertil kommer, at sundhedsforsikringerne er langt mere udbredte i den private end i den offentlige sektor.

    Disse faktuelle forhold ved de arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger og de private sundhedsforsikringer kan have negativ betydning i forhold til gruppen af mennesker med funktionsnedsættelse på flere fronter:

    Sundhedsforsikringer retter sig primært mod ansatte i den private sektor. Det giver alt andet lige en skævhed i forhold til mennesker med en funktions- og arbejdsevnenedsættelse, idet der er en tendens til, at personer ansat på særlige vilkår oftest er ansat i den offentlige sektor.

    Kombineres dette med det forhold, at mennesker med funktionsnedsættelse generelt er dårligere uddannede end personer uden funktionsnedsættelse og i øvrigt har en lavere grad af tilknytning til arbejdsmarkedet, så er der en betydelig risiko for, at personer med funktionsnedsættelse hægtes af - både i forhold til de private sundhedsforsikringer og i forhold til forbrugsmuligheder.

    Dette generelle billede bliver ikke bedre i en tid, hvor vi igen må forberede os på en periode med nedgang i beskæftigelsen, og hvor man må frygte, at personer med funktionsnedsættelse og/eller nedsat arbejdsevne vil være blandt den del af de beskæftigede, der først ryger ud i ledighed.

    Hvor er vi på vej hen?
    At tendensen går i retning af flere forsikringsordninger, er der næppe tvivl om. Udviklingen er imidlertid endnu så ny, at konsekvenserne dårligt kan aflæses. Men det er indlysende, at fortsætter den igangværende udvikling uden korrektioner, så vil mennesker med funktionsnedsættelser - i kraft af deres svagere arbejdsmarkedstilknytning og de helbredsproblemer, som er iboende i funktionsnedsættelsen - komme til at udgøre en økonomisk og sundhedsmæssig marginaliseret restgruppe. En restgruppe, som har markant dårligere forbrugsmuligheder, og som ikke får valget mellem et privat og et offentligt sundhedstilbud.

    Derfor er der et akut behov for korrektioner, så de grupper, som ikke kan bibeholde en acceptabel levestandard i alderdommen, fordi de ikke har optjent pension på arbejdsmarkedet, kompenseres herfor. Det kan gøres ved for eksempel at koble en obligatorisk arbejdsmarkedspensionsordning på førtidspensionen, ved at forlænge de tilskud, som følger førtidspensionen, ud over folkepensionsalderen eller andre initiativer, som bryder sammenhængen mellem forsørgelsesgrundlaget og arbejdsmarkedstilknytningen for de grupper, som aldrig får chancen på arbejdsmarkedet.

    Problemerne er mange og komplekse. Derfor vil DCH fortsat følge udviklingen - også i 2009.

    Temaartikel

    Rehabilitering - meget mere end genoptræning

    Rehabilitering er et plusord, og et meget bredt et af slagsen. Der er forholdsvis stor enighed om, hvad rehabilitering er, men betegnelsen bruges alligevel om meget forskellige indsatser. Det er vigtigt, at begrebet ikke udvandes, men fastholdes, så der også gives rehabilitering til mennesker, som har brug for en omfattende, sammenhængende, koordineret og vidensbaseret faglig indsats.

    I 2004 udkom en hvidbog om rehabiliteringsbegrebet. Hvidbogen indeholder resultatet af, at mange parter havde sat sig sammen for at formulere en samlet definition af rehabilitering til brug for indsatsen i Danmark:

    ''Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats.''

    Med udgangspunkt i denne definition har Det Centrale Handicapråd sat fokus på rehabiliteringsbegrebet og på de formelle vilkår for rehabilitering i Danmark.

    FN's Handicapkonvention er med til at styrke den brede forståelse af, hvad rehabilitering egentlig er for noget. Konventionens artikel 26 handler om retten til habilitering og rehabilitering og betoner, at formålet er at støtte og fremme den enkeltes uafhængighed, udvikling af evner og deltagelse i alle livets forhold. Staterne forpligtes til "at arrangere, styrke og udbygge omfattende habiliteringsog rehabiliteringstilbud og -ordninger, i særdeleshed inden for sundhed, beskæftigelse, uddannelse og det sociale område".

    Dermed lægger konventionens forståelse af rehabilitering vægt på, at indsatsen tager udgangspunkt i borgerens behov og kan bestå i en meget sammensat indsats fra forskellige sider af samfundslivet. Når der er brug for flere forskellige faglige indsatser på samme tid, som skal resultere i en udvikling, borgeren selv ønsker og kan sætte sin vilje bag, så har vi at gøre med noget, som altid vil være en udfordring for den mere sædvanlige systemtankegang.

    Samarbejde på tværs af sektorer er en udfordring. Og det er også en udfordring at lade den faglige indsats følge det spor, som den berørte persons individuelle ønsker og ressourcer tilsiger. Disse udfordringerne findes, fordi situationen kræver en indsats ud over det sædvanlige. Derfor skal udfordringerne tages op - og ikke undviges. Inden for rehabiliteringsområdet er der udviklet ideer til, hvordan disse udfordringer kan tages op og være med til at sikre et godt resultat. I hvidbogen om rehabilitering anbefales en lang række tiltag, som kan være med til at fremme kvaliteten af rehabilitering i Danmark. Et vigtigt element er, at der skal udpeges en koordinator. Der anbefales også en national handlingsplan for rehabilitering og forskning i rehabilitering, som kan være med at sikre et højt fagligt niveau og sikre borgerens styring af forløbet.

    Anbefalinger til velfærdsministeren
    Her i 2008 har Det Centrale Handicapråd fundet mange af hvidbogens anbefalinger fra 2004 væsentlige og har også efter en nærlæsning af lovgivningen set et behov for flere konkrete forbedringer for at fremme adgangen til rehabilitering.

    DCH har skrevet til velfærdsministeren om behovet for en national handleplan for rehabiliteringsindsatsen og har understreget, at planen bør omhandle, hvordan man skal sikre:

    For at styrke rehabiliteringsindsatsen og adgangen til den har DCH anbefalet, at der fastsættes en eksplicit ret til rehabilitering. Formålet er, at borgere, som har behov for rehabilitering, får ret til et helhedsorienteret tværfagligt rehabiliteringsforløb samt klageadgang. DCH har derudover anbefalet, at der fastsættes ret til en rehabiliteringsplan for at sikre, at der med det samme tages stilling til, hvilke indsatser rehabiliteringsforløbet skal bestå af, hvilke mål der er for forløbet, og hvilke aktører der er ansvarlige for hvilke dele af forløbet.

    Det er også DCH's opfattelse, at fokus på udvikling af en fælles forståelse i forskellige fagmiljøer og udvikling af en god praksis i sig selv vil kunne forbedre rehabiliteringen i Danmark. Derfor har DCH anbefalet regeringen at tage initiativer, der kan bidrage til at indføre rehabilitering som fælles begreb i alle dele af den offentlige sektor, hvor det er relevant, og initiativer, der kan støtte et udviklingsarbejde for at fremme en helhedsorienteret rehabiliteringsindsats.

    Af velfærdsministerens svar til DCH fremgår det klart, at ministeren ikke er enig i behovet for særlige initativer. Velfærdsministeren mener, at mange af de elementer, der kunne indgå en sådan national rehabiliteringsplan, allerede er til stede, og nævner blandt andet, at der er fastlagt retningslinjer for helhedsorienteret samarbejde, tværfaglig indsats og sammenhængende forløb. Velfærdsministeren henviser til, at kommunerne efter strukturreformen har fået et mere samlet ansvar for hele rehabiliteringsindsatsen, både efter sundhedsloven, den sociale lovgivning, specialundervisningslovgivningen og beskæftigelseslovgivningen. Ministeren angiver en række specifikke forpligtelser i form af genoptræningsplaner, helhedssyn og handleplaner og konkluderer, at kommunerne allerede har mulighed for at sikre borgeren den helhedsorienterede og tværfaglige indsats, som med et samlet begreb kaldes rehabilitering.

    Man må således konkludere, at regeringen ikke lige nu er indstillet på at gøre en ekstra indsats for at fremme rehabilitering på landsplan. Formentlig ikke fordi regeringen underkender betydningen af rehabilitering, men fordi regeringen vurderer, at vilkårene og rammebetingelserne for at yde rehabilitering er i orden, og at kommunerne har ansvaret for at løse opgaven.

    DCH vurderer situationen anderledes, og i sådanne tilfælde har DCH sædvanligvis én metode: ''det lange seje træk''. DCH vil derfor i fremtiden have øje for de muligheder, der opstår for at gentage anbefalingerne om en plan for rehabilitering og tilkendegive, at rehabilitering bør være en selvstændig ydelse, man som borger kan have ret til.

    Kommunernes ansvar
    FN's Handicapkonvention vil efter alt at dømme blive ratificeret i 2009. Den er imidlertid allerede ved at gøre sig godt gældende som orienteringspunkt for initiativer både på landsplan og på kommunalt plan. Mange kommunale handicapråd er opmærksomme på konventionen, hvilket er meget positivt, eftersom det i vidt omfang er i den kommunale praksis, konventionens rettigheder skal blive til virkelighed.

    Med ministerens svar in mente er det derfor interessant at rette blikket mod kommunerne og deres arbejde med udvikling af rehabiliteringsindsatsen. DCH har inddraget rehabilitering som emne på den årlige nationale konference for de kommunale handicapråd i 2008, hvor udfordringerne ved rehabilitering og adgang til tilbagevendende støtte og træning blev drøftet. De kommunale handicapråd vil også i denne sag være vigtige aktører fremover, fordi man der kan sætte kommunens rehabiliteringsindsats på dagsordenen.

    Når konventionen er ratificeret, vil det også være interessant at se en udtalelse fra regeringen om, hvordan Danmark lever op til konventionens artikel 26. En sådan udtalelse kunne give større klarhed over, hvordan forskellige aspekter af rehabilitering konkret tænkes løst af kommunerne.

    Borgeren i centrum
    I hvidbogen om rehabilitering inddeles borgere med behov for rehabilitering på følgende måde:

    Her er således en angivelse af målgruppen for rehabilitering, som kunne anvendes ved en særlig lovgivning. Kommunerne er uden tvivl allerede i kontakt med mange borgere, der er nævnt i denne målgruppedefinition. Men spørgsmålet er, om der kunne gives større opmærksomhed til disse borgeres situation ud fra de krav om blandt andet borgerindflydelse, helhedssyn og koordinering, der ligger i en rehabiliteringsindsats.

    Koordination
    Rehabilitering er karakteriseret ved, at flere fagligheder er i gang i samme forløb. Når et menneske for eksempel har været udsat for en alvorlig ulykke eller har oplevet en markant udvikling i et sygdomsforløb, er der ofte mange aspekter af livet, der bliver berørt, og dermed mange sider af livssituationen, som skal samles op igen. Der skal findes oplysninger om de mange forskellige muligheder, og der er brug for nogen, som kan finde rundt i den jungle af tilbud og bevillingsmuligheder, som ofte skal i spil for at få livet til igen at hænge sammen på en god måde.

    De forskellige lovgivninger, der kunne bruges til at fastlægge koordinatoropgaven, giver ikke klart svar på, hvem der har kompetencen og ansvaret for at tage initiativ til en koordinering på tværs af alle de forskellige livsområder. I en tid, hvor forvaltningerne har et stort arbejdspres, er der en forståelig risiko for, at der tages større hensyn til effektiv forvaltning end til borgerens mulighed for livsudfoldelse på længere sigt - det vil sige mindre fokus på helheden og mere fokus på at løse den aktuelle konkrete opgave effektivt.

    Kan det mon betale sig?
    Offentlige myndigheder har pligt til at anvende offentlige midler i overensstemmelse med loven og på den bedst tænkelige måde. Det er almindelig kendt, at mange kommuner har svært ved at få økonomien til at hænge sammen og jævnligt har diskussioner med regeringen om konsekvenserne. Dette giver naturligvis et incitament for en kommune til at se nøje på den økonomiske side af sagen - også ved at have fokus på smertegrænsen for den økonomiske rentabilitet af en mere bred og særlig indsats. Det perspektiv kan bremse muligheden for at løse rehabiliteringsopgaven godt, fordi den rigtig gode løsning på dette område også er meget bred i sit sigte.

    Et grundlæggende spørgsmål er vel, om man reelt kan regne sig frem til en smertegrænse, eller man må erkende, at det ikke er muligt at få alle aspekter med. Men det vigtigste er at overveje, om det økonomiske regnestykke mellem regeringen og kommunerne er en alvorlig hæmsko for den brede indsats, for eksempel på rehabiliteringsområdet. Det er vigtigt at finde en tilgang til de økonomiske overvejelser, som fremmer rehabiliteringens egentlige formål: at optimere borgerens mulighed for livsudfoldelse på egne præmisser. Det giver sig selv, at det i den forbindelse har betydning, hvor præcist opgaven er defineret som noget kommunerne skal, i modsætning til noget kommunerne kan.

    Den nationale masterplan
    DCH mener, der er brug for en national plan for udvikling af rehabiliteringsindsatsen. Den nationale plan kan vi ikke forvente kommunerne kan levere, men de bør gives den som støtte til den rehabiliteringsopgave, som ligger på deres skrivebord. Der mangler viden om, hvordan rehabiliteringen i regionerne og kommunerne foregår, samt hvad der skal til for at sikre den bedst mulige sammenhængende rehabilitering med borgeren i centrum. Derfor bør planen også omfatte forskningsinitiativer.

    DCH ser meget gerne, at velfærdsministeren går foran som koordinerende minister på handicapområdet, og gerne ved at reaktivere nogle af kræfterne bag hvidbogsarbejdet. Det vil være værdifuldt at få forskellige interessenter og fagmiljøer til sammen at vurdere, hvordan opgaven bedst løses inden for de gældende rammer, og hvilke rammer det vil være vigtigt at få ændret.

    Det skal samtidig understreges, at en plan ikke kan erstatte lovgivning. Hvis der mangler sikring af forsørgelsesgrundlaget i rehabiliteringsforløb, er der brug for lovgivning, ligesom der skal lovgivning til for at sikre, at rehabilitering ikke alene reserveres til de borgere, som indgår i en målgruppe, der er fokus på i den enkelte kommune. Konventionen går et stykke ad vejen, men det er vigtigt, at den nationale fortolkning følger med.

    Fakta

    Rehabilitering: Den præcise betegnelse, når en person er i risiko for at miste eller har mistet funktionsevner. Bruges dog ofte som samlebetegnelse for alle situationer, uanset hvordan (risikoen for) en funktionsnedsættelse er opstået.

    Habilitering: Den præcise betegnelse, når funktionsnedsættelsen er medfødt.

    Sektorområde

    Beskæftigelse

    Artikel 3 i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap indeholder et af konventionens generelle principper om at sikre "Fuld og effektiv deltagelse og inklusion i samfundslivet". En måde at gøre dette på, er ved at sikre, at personer med funktionsnedsættelse har mulighed for beskæftigelse - dette gælder støttet som ustøttet beskæftigelse. Beskæftigelsesområdet er derfor et af de områder, Det Centrale Handicapråd (DCH) følger meget aktivt.

    Beskæftigelsesstrategi 2004 - 2008 for personer med handicap
    I december 2004 fremlagde beskæftigelsesministeren og socialministeren (nu velfærdsministeren) regeringens beskæftigelsesstrategi for personer med handicap. DCH følger nøje udviklingen af beskæftigelsesstrategiens effekt, blandt andet gennem SFI - Det Nationale Forskningscenters rapporter. Rapporterne viser eksempelvis, at beskæftigelsesprocenten stadig er lavere blandt personer med funktionsnedsættelse. Men beskæftigelsesstrategiens måltal opfyldes i forhold til, at der skal 2.000 personer med funktionsnedsættelse mere om året i beskæftigelse.

    Ikke overraskende viser undersøgelser bag rapporterne, at jo større handicappet er, jo mindre er sandsynligheden for at være i beskæftigelse. Det diskuteres ofte, om der er et tilstrækkeligt kendskab til de kompensationsordninger, som for mange personer med en funktionsnedsættelse er forudsætningen for beskæftigelse. Her viser undersøgelserne desværre, at der er sket et fald i antallet af virksomheder, som mener at have et tilstrækkeligt kendskab til kompensationsordningerne. Rapporterne viser også, at 46 % af alle virksomheder oplever økonomisk støtte og ønsket om at bidrage til samfundet som de to vigtigste motivationsfaktorer for at ansætte personer med funktionsnedsættelse.

    I forhold til fleksjob fremgår det blandt andet af rapporterne fra SFI, at intentionerne om at imødekomme særlige skånehensyn fungerer i praksis. Fleksjob til selvstændig erhvervsdrivende kommenteres ikke i undersøgelserne. Men DCH er orienteret om, at der har været problemer i forhold til at fastslå, hvornår en person blev betragtet som selvstændig erhvervsdrivende, når virksomheden blev drevet i selskabsform, og problemer med at finde ud af, hvornår der var tale om en medarbejdende ægtefælle. DCH giver derfor i sit høringssvar på ændring af bekendtgørelsen om fleksjob udtryk for, at ændringen af bekendtgørelsen formentlig kommer til at betyde, at retstilstanden på dette område nu bliver mere klar.

    Specialfunktionen Job og Handicap
    Som led i strukturreformen blev der etableret 91 jobcentre, hvor kommunen og staten er samlet under et tag. De tidligere AF-handicapkonsulenter blev "erstattet" af en nøgleperson i hvert jobcenter. Det er nøglepersonens opgave at sørge for kendskab til kompensationsordningerne i det enkelte jobcenter. Samtidig med strukturændringen blev der oprettet en landsdækkende specialfunktion for personer med funktionsnedsættelse - Specialfunktion Job og Handicap. Det er specialfunktionens opgave at rådgive aktører i beskæftigelsesindsatsen om relevant lovgivning og informere om, hvordan personer med nedsat funktionsevne sikres beskæftigelse. Specialfunktionen skal også udvikle nye metoder i beskæftigelsesindsatsen, der kan understøtte, at personer med nedsat funktionsevne integreres og fastholdes på arbejdsmarkedet.

    I forbindelse med strukturreformen var DCH tilfreds med den umiddelbare sammensmeltning af den fælles kommunale og statslige varetagelse af beskæftigelsesindsatsen. Men DCH udtrykte bekymring for, at den særlige viden i forhold til personer med funktionsnedsættelse skulle forsvinde. DCH har desværre set tegn, der bekræfter denne bekymring. En gennemgang af specialfunktionens beretning for 2007 viser blandt andet, at der i jobcentrene er stor forskel på de muligheder, nøglepersonen har i arbejdet med udbredelse af kendskab til kompensationsordningerne.

    Pensionister og beskæftigelse
    DCH har også afgivet høringssvar på det lovforslag, der skal gennemføre Velfærdsministeriets jobplan. Formålet med jobplanen er at gøre det mere attraktivt for pensionister at fortsætte i beskæftigelse. Lovforslaget indeholdt samtidig et forslag om at sikre førtidspensionister med førtidspension tilkendt før 1. januar 2003 en sikkerhed for at de ikke kunne frakendes førtidspensionen eller overflyttes til en lavere pensionsform. DCH var positiv over for dette forslag, men ønskede dog, at reglerne også burde omfatte personer med en tilkendt førtidspension efter 1. januar 2003.

    Beskyttet beskæftigelse
    Beskyttet beskæftigelse er også et område, DCH har været optaget af i de senere år. DCH er derfor blevet orienteret om en byretsdom fra foråret 2008. Her vurderede Retten i Horsens, at en person ansat i beskyttet beskæftigelse opfyldte betingelserne for at modtage sygedagpenge. Horsens Kommune har anket sagen til landsretten. Denne dom er essentiel i forhold til netop spørgsmålet om lønmodtagerrettigheder for personer i beskyttet beskæftigelse - et spørgsmål DCH allerede i 2006 forholdt den daværende socialminister.

    Center for Ligebehandling af Handicappede gennemførte i 2007 en undersøgelse, som viser, at personer i beskyttet beskæftigelse ikke er omfattet af de samme lønmodtagerrettigheder, som personer ansat på det ordinære og tilskudsberettigede arbejdsmarked. På baggrund af centrets undersøgelse har DCH i 2008 rettet henvendelse til velfærdsministeren og blandt andet udtrykt ønske om, at ministerens allerede igangsatte undersøgelse af beskyttet beskæftigelse kommer til at tegne et klart billede af, hvilke forudsætninger og kompetencer målgruppen har, samt hvilke forudsætninger arbejdet udføres under.

    Arbejdsevne og starthjælp
    Ved mødet i marts 2008 drøftede DCH de forskellige problemstillinger, der kan forekomme, når en person med nedsat arbejdsevne modtager starthjælp. Starthjælp er ligesom kontanthjælp en midlertidig forsørgelsesydelse. Det er en betingelse for at få kontanthjælp, at man har opholdt sig i Danmark i syv år inden for de seneste otte år og har haft ordinær beskæftigelse i Danmark i et nærmere bestemt tidsrum. Opfyldes dette opholds- og beskæftigelseskriterium ikke, gives den lavere starthjælp i stedet for kontanthjælp. Udgangspunktet er, at personer på starthjælp ligesom personer på kontanthjælp skal have hjælp til at etablere/ reetablere kontakt til arbejdsmarkedet for derved at opnå selvforsørgelse eller på anden måde have hjælp til selvforsørgelse, for eksempel i form af revalidering eller førtidspension.

    DCH mener, at problemstillingen indeholder en konflikt med det handicappolitiske grundprincip om, at samfundet kompenserer for følgerne af en nedsat funktionsevne. Unge under 25 år, som modtager kontanthjælp, kan få et tillæg begrundet i psykisk lidelse, fordi det er særlig vanskeligt, når man har en psykisk lidelse, at klare sig på den lave kontanthjælpssats, der gælder for unge under 25 år. Personer på starthjælp modtager et beløb, der svarer til den lave kontanthjælpssats.

    Derfor har DCH gjort beskæftigelsesministeren opmærksom på, at det er uligebehandling, når personer, der modtager starthjælp, ikke har mulighed for at få et tillæg begrundet i psykisk lidelse, sådan som tilfældet er for unge under 25 år, der modtager kontanthjælp. DCH har samtidig rettet en tilsvarende henvendelse til velfærdsministeren om problemstillinger forbundet med muligheden for at søge førtidspension, når man modtager starthjælp. Beskæftigelsesministeren og velfærdsministeren var ikke enig med DCH i vurderingen af, at problemstillingen indeholder en konflikt med det handicappolitiske grundprincip om, at samfundet kompenserer for følgerne af en nedsat funktionsevne.

    Forbud mod forskelsbehandling
    Beskæftigelsesområdet er i dag det eneste område, hvor der er lovgivning, der forbyder forskelsbehandling af personer med funktionsnedsættelse. Da forbuddet mod forskelsbehandling i forhold til personer med funktionsnedsættelse på arbejdsmarkedet blev implementeret i forskelsbehandlingsloven, var DCH en varm fortaler for, at der ud over adgangen til domstolene også skulle etableres en administrativ klageadgang.

    DCH var derfor meget tilfreds med, at der i december 2007 blev fremsat et forslag til lov om ligebehandlingsnævn. I høringssvaret til lovforslaget var DCH dog skeptisk over for flere forhold. Blandt andet ønskede DCH ud over skriftlig bevisførelse mulighed for afhøring af parter og vidner samt mulighed for, at klagenævnet kunne tage sager op af egen drift. Lovforslaget blev vedtaget uden større ændringer i forhold til DCH's bemærkninger.

    DCH har siden, forbuddet mod forskelsbehandling af personer med funktionsnedsættelse på arbejdsmarkedet blev implementeret i forskelsbehandlingsloven, fulgt aktivt med i de sager, som har været anlagt ved domstolene. Desværre har dommene indtil videre vist, at der er en række problemer med fortolkningen af loven.


    Sektorområde

    Sundhed

    På sundhedsområdet har Det Centrale Handicapråd (DCH) haft fokus på rehabilitering, tvang i psykiatrien, børne- og ungdomspsykiatri og behandling af personer, der har begået personfarlig kriminalitet. Samtidig har sundhedstilstanden hos mennesker med funktionsnedsættelse og traumebehandling af flygtninge og indvandrere været på dagsordenen.

    Tvang i psykiatrien
    I efteråret 2008 drejede debatten på det sundhedspolitiske område sig i høj grad om brugen af tvang i psykiatrien. DCH følger området ved at holde sig orienteret om nye undersøgelser og projekter. En opgørelse fra Sundhedsstyrelsen over antallet af tvangsforanstaltninger i 2007 viste, at hver femte patient blev berørt af en eller flere former for tvang, og at der var sket en stigning i fikseringer op til 48 timer. Opgørelsen viste også, at der kun blev udarbejdet 158 udskrivningsplaner og 49 koordinationsplaner, mens det ifølge Sundhedsstyrelsen ville være relevant at udarbejde den slags aftaler for 1000 patienter på årsplan.

    En rapport fra Europarådets Torturkomite har kritiseret omfanget af tvangsforanstaltninger i psykiatrien i Danmark. Komiteen fremhævede, at brugen af tvang aldrig må træde i stedet for tilstrækkeligt personale, og bæltefiksering ikke kan erstatte passende behandling og omsorg.

    DCH har fulgt med i forsøgsprojekter, der har haft til formål at mindske tvang i psykiatrien. DCH har fortsat fokus på udviklingen og holder sig orienteret om det svar, som den danske regering p.t. er ved at udarbejde på baggrund af de spørgsmål, Europarådets rapport rejser.

    Personfarlig kriminalitet
    Sundhedsstyrelsen udgav i 2008 en beretning om behandlingsforløb for personer, der har begået personfarlig kriminalitet. DCH har haft beretningen til orientering. Det er anklagemyndigheden, der skal indberette sager om behandlingsforløb for personer, der har begået personfarlig kriminalitet, til Sundhedsstyrelsen, som dernæst skal undersøge forløbet i det psykiatriske system og afgive en årlig beretning. Selvom der i hovedparten af sagerne har været behov for at udarbejde handleplaner, koordinationsplaner eller udskrivningsaftaler, er dette kun sket i få sager.

    Af beretningen fremgår det, at Sundhedsstyrelsen fremover vil være mere opmærksom på, at der sikres aftaler om samarbejde omkring koordination, information og initiativforpligtelse, blandt andet for at sikre kontinuitet i behandlingen. Regionerne opfordres i rapporten også til at inddrage koordination og samarbejde med kommuner og kriminalforsorg i den løbende planlægning og evaluering af psykiatriplanlægningen.

    Børne- og ungdomspsykiatri
    I 2008 var det børne- og ungdomspsykiatriske område til debat. DCH har gennemgået den analyse af henvisningsmønstret i børne- og ungdomspsykiatrien, Rambøll Management og Center for Kvalitetsudvikling har foretaget for Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Velfærdsministeriet. Analysen viser, at 1-2 % af en årgang har behov for psykiatrisk behandling, mod de 0,9 %, som p.t. optages i børne- og ungdomspsykiatrien. Samtidig er antallet af henvisninger til børne- og ungdomspsykiatrien steget markant, og antallet forventes ikke at falde.

    For at styrke indsatsen over for børn og unge med psykiske sygdomme anbefales det på baggrund af analysen blandt andet at udvide de forebyggende tiltag i kommunalt regi, at udvikle samarbejdet mellem socialforvaltning, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og børne- og ungdomspsykiatrien, ligesom der i sundhedsaftalerne mellem kommuner og regioner bør være helt konkrete aftaler om mål og samarbejde på området.

    Det skal i den forbindelse nævnes, at en udvidet undersøgelsesret i børne- og ungdomspsykiatrien trådte i kraft den 1. august 2008, og fra 1. januar 2009 en udvidet behandlingsret, hvis ventetiden overstiger to måneder efter henvisning fra et offentligt sygehus.

    Fremtidens ambulante
    psykiatri I 2008 udkom en rapport fra Danske Regioner om fremtidens ambulante psykiatri. DCH har set på rapporten som led i sit fokus på den psykiatriske indsats. Ifølge rapporten ventes efterspørgslen at stige inden for voksenpsykiatrien og børne- og ungdomspsykiatrien de kommende år, blandt andet som følge af den udvidede udrednings- og behandlingsret for børn og unge. Danske Regioner anbefaler derfor i rapporten, at behandlingskapaciteten bør udvides for at sikre den samme behandlingsgaranti for mennesker med psykiske sygdomme, som findes for mennesker med fysiske sygdomme. En udvidelse af den ambulante psykiatrier nødvendig for at imødekomme de forskelligartede problemstillinger, som patientgruppen tilsammen repræsenterer.

    Udvidelsen skal blandt andet bestå i differentierede, specialiserede og målrettede tilbud.

    Danske Regioner anbefaler også, at kontinuitet og koordination i behandlingen bør sikres gennem en udrednings- og behandlingsplan, som følger patienten, uanset hvor patienten befinder sig i behandlingssystemet. Rapporten understreger samtidig, at samarbejdet mellem kommuner og psykiatri er vigtigt for gode patientforløb, og rehabilitering og udviklingsmuligheder bør være centrale elementer i behandlingen, ligesom den sociale indsats og tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet bør være i fokus.

    Traumebehandling af flygtninge og indvandrere
    DCH har i løbet af 2008 drøftet behandlingen af flygtninge og indvandrere med traumer i Danmark. Baggrunden for drøftelsen var Center for Ligebehandling af Handicappedes rundringning til behandlingssteder i Danmark, der varetager traumebehandling. Rundringningen var en opfølgning på en tilsvarende rundringning foretaget af Dagbladet Information i 2007. Centrets rundringning viste, at ventetiden varierede mellem ½ år og op til tre år på landsplan, og at behandlingskapaciteten på daværende tidspunkt ikke kunne matche det reelle behandlingsbehov. I modsætning til andre steder i sundhedsvæsenet er der ingen behandlingsgaranti på dette område, men den reelle ventetid har stor betydning for, om traumerne bliver kroniske eller udvikler sig til (svære) psykiske lidelser.

    DCH har kunnet konstatere en positiv udvikling i sagen, idet der i udmøntningen af satspuljemidlerne for 2008-2011 var afsat midler til traumebehandlingen. På den baggrund har DCH ikke fundet anledning til at tage yderligere initiativer.

    Sundhedstilstanden for mennesker med funktionsnedsættelse
    På baggrund af en svensk undersøgelse har DCH drøftet sundhedstilstanden for mennesker med funktionsnedsættelse. Den svenske undersøgelse viser, at mennesker med funktionsnedsættelse ti gange oftere end andre vurderer deres egen sundhedstilstand som værende dårlig. Selvom det ikke er dokumenteret, hvad de direkte årsager er, udpeger undersøgelsen (et samspil mellem) faktorer som manglende indflydelse, økonomisk utryghed, diskrimination, løs tilknytning til arbejdsmarkedet og manglende tilgængelighed som mulige årsager.

    Den svenske undersøgelse kommer med en række anbefalinger, blandt andet at folkesundhedsarbejdet i højere grad bør fokusere på mennesker med funktionsnedsættelse. Det anbefales også, at der i arbejdet med folkesundheds- og handicappolitikker informeres om, at mennesker med funktionsnedsættelse ofte tilhører socioøkonomisk svage grupper, som i sig selv kan udgøre en (u)sundhedsfaktor, og at en funktionsnedsættelse ikke i sig selv er ensbetydende med dårlig sundhed.

    DCH har opfordret minister for sundhed og forebyggelse Jakob Axel Nielsen til at vurdere behovet for en undersøgelse af sundhedstilstanden for mennesker med funktionsnedsættelse i Danmark. Ministeren har svaret, at der foreligger en mængde nyere data med oplysninger om sundhedstilstanden hos danskere med funktionsnedsættelse, og at lokale handicaporganisationer via de kommunale handicapråd har mulighed for at påvirke prioriteringerne i den kommunale sundheds- og handicappolitik. Ministeren finder derfor ikke behov for at tage initiativ til en nærmere vurdering af den svenske undersøgelse i relation til danske forhold eller andre initiativer i lyset af den svenske undersøgelse.

    DCH opfordrede også Danske Regioner og Kommunernes Landsforening til, at der i sundhedsaftalerne mellem regioner og kommuner tages højde for de aspekter, som den svenske undersøgelse nævner for at fremme en god sundhedstilstand blandt mennesker med funktionsnedsættelse.

    DCH henvendte sig desuden til de kommunale handicapråd med opfordring til, at der sikres et handicapperspektiv i de kommunale sundhedspolitikker, og at handicap gøres til et særskilt tema i kommunernes indsats for sundhedsfremme og sundhedsforebyggelse.

    Rehabilitering
    Der har været rejst en del kritik af rehabiliteringsindsatsen efter kommunalreformen og sammenhængen mellem genoptræning på sygehuse og genoptræning i kommunerne. DCH havde derfor i 2008 en temadrøftelse af rehabilitering, der kan bestå af mange former for indsatser, og som derfor baserer sig på flere forskellige lovgivninger.

    DCH henvendte sig på baggrund af temadrøftelsen til velfærdsminister Karen Jespersen som koordinerende minister på området med ønsket om en national rehabiliteringsplan og en række anbefalinger til, hvordan rehabiliteringsindsatsen kan styrkes på en række områder. Velfærdsiministeren mente, at mange af de tiltag, der skulle indgå i en national rehabiliteringsplan, allerede var gennemført, og ser derfor ikke behov for nye tiltag. Læs mere om dette i temaartiklen om rehabilitering.

    Fosterdiagnostik
    Ligesom de foregående år har DCH fulgt udviklingen i brug af fosterdiagnostik tæt. I 2008 henvendte DCH sig til Sundhedsstyrelsen om retningslinjerne for fosterdiagnostik fra 2004. DCH opfordrede Sundhedsstyrelsen til at evaluere praksis på området for at finde ud af, hvilken information der gives fra det sundhedsfaglige system, og hvordan der kan sikres uvildig rådgivning om andre aspekter end de rent sundhedsmæssige ved et liv med en funktionsnedsættelse. Sundhedsstyrelsen har oplyst, at der gennemføres en evaluering af rådgivningen i forbindelse med fosterdiagnostik. Evalueringen forventes afsluttet primo 2009.


    Sektorområde

    Tilgængelighed

    At kunne færdes, hvor alle færdes, og at have adgang til de samme informationer og ydelser som personer uden funktionsnedsættelse er vigtigt for, at personer med funktionsnedsættelse kan deltage i samfundslivet. Det Centrale Handicapråd (DCH) følger derfor løbende med i udviklingen inden for tilgængelighed til de fysiske omgivelser og befordring såvel som information.

    DCH er derfor tilfreds med, at der blandt de offentlige myndigheder synes at være en forståelse for behovet for at gøre borgerrettet informationsmateriale tilgængeligt, herunder også tilgængeligt for personer med kognitive funktionsnedsættelser. DCH har modtaget mange positive tilbagemeldinger på en henvendelse til alle ministerier, KL og Danske Regioner om at gøre offentlig information mere direkte tilgængelig for borgere med kognitive funktionsnedsættelser, for eksempel psykisk udviklingshæmning.

    Bygningsreglement 08
    Ved DCH's møde i marts 2008 blev DCH orienteret om bygningsreglement 08, der trådte i kraft 1. februar 2008. Med bygningsreglement 08 er reglerne fra de to tidligere bygningsreglementer nu samlet i et. Herudover har Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) udgivet SBi-anvisning 216, der kan bidrage til forståelsen af kravene i bygningsreglement 08. SBi har også udgivet en tjekliste for tilgængelighed for personer med handicap, som relaterer sig til bygningsreglementets forskellige kapitler.

    Hermed er det DCH's forventning, at det fremover bliver lettere at sikre, at tilgængelighedskravene i bygningsreglementet overholdes. DCH har dog i et høringssvar til en ændring af byggeloven udtrykt bekymring over det faktum, at kommunerne nu ikke længere skal kontrollere, om mindre byggerier overholder de tekniske krav i bygningsreglementet. DCH mener, det kan medføre mindre fokus på tilgængelighedskravene i bygningsreglementet.

    I forbindelse med DCH's opfølgning på Center for Ligebehandling af Handicappedes statusberetning 2007 skrev DCH i februar 2008 til økonomi- og erhvervsministeren og opfordrede til en fælles informationskampagne med KL om det nye bygningsreglement med særlig henblik på tilgængelighedskravene. DCH opfordrede samtidig til, at ministeren så på det principielle problem, at kommunen som bygningsmyndighed har mulighed for at give sig selv som bygherre dispensation fra de formelle bestemmelser i bygningsreglementet.

    Erhvervs- og økonomiministeren videresendte henvendelsen til Velfærdsministeriet, hvorfra der endnu ikke er kommet svar. KL har i deres svar til DCH været enig i, at en informationskampagne med fokus på kravene om tilgængelighed vil være nyttig. Men det er KL's vurdering, at ansvaret for at informere og vejlede om ny lovgivning påhviler Økonomi- og Erhvervsministeriet.

    Individuelle kørselsordninger
    DCH har i de senere år lagt stor vægt på at bidrage til forbedringer af de individuelle kørselsordninger for bevægelseshæmmede. I 2008 stillede Folketinget spørgsmål om de individuelle kørselsordninger til transportministeren. Spørgsmålet drejede sig om, hvorvidt et trafikselskab kan stille krav om, at der på lange ture skal bruges almindelige kollektiv transport som en del af rejsen med individuel kørselsordning. Dette giver en rejseform, som er mere belastende og derfor medfører problemer for nogle brugere af de individuelle kørselsordninger. Transportministeren svarede klart, at loven ikke giver mulighed for et sådant absolut krav, og at han vil undersøge praksis for dette i alle trafikselskaber.

    Også taksten for brug af de individuelle kørselsordninger har været til diskussion i DCH. DCH har flere gange påpeget, at taksterne er for høje i forhold til lovens krav om, at de ikke må være væsentligt højere end takster for den almindelige kollektive trafik. I 2008 har Danske Handicaporganisationer klaget over taksterne til Folketingets Ombudsmand, og der vil derfor formentlig komme en udtalelse fra ombudsmanden om dette i 2009.

    Tilgængelighed til hjemmesider
    Der eksisterer ingen lovgivning, der sikrer tilgængeligheden til hjemmesider. Men fra 1. januar 2008 har '' Åbne standarder'' haft virkning. Åbne standarder er en aftale indgået mellem regeringen, KL og Danske Regioner, og den bør på sigt medføre, at offentlige hjemmesider bliver tilgængelige for personer med funktionsnedsættelse.

    Ifølge aftalen skal offentlige myndigheder blandt andet anvende syv sæt af åbne standarder i nye it-løsninger. Det ene af de syv sæt af åbne standarder vedrører spørgsmålet om tilgængelighed for personer med funktionsnedsættelse. Men ved DCH's møde i september 2008 kunne DCH desværre konstatere, at der er langt igen, før målet om tilgængelige hjemmesider er opfyldt. Ingen af de 234 hjemmesider som indgår i IT- og Telestyrelsen undersøgelse af tilgængeligheden til offentlige hjemmesider overholder de internationale retningslinjer for tilgængelighed. Næsten ¼ af de undersøgte hjemmesider indeholder så mange fejl og problemer, at personer med forskellige former for funktionsnedsættelse ikke vil kunne anvende hjemmesiden eller væsentlige dele af den. Det er samtidig DCH's indtryk, at der arbejdes seriøst med at finde en løsning på problemet, og der derfor ikke aktuelt er brug for et initiativ fra DCH.

    I forbindelse med udbredelsen af den digitale forvaltning og mulighederne for selvbetjening har Center for Ligebehandling af Handicappede undersøgt tilgængeligheden til elektroniske blanketter. Undersøgelsen omfatter 251 elektroniske blanketter fra fem forskellige leverandører. Disse leverandører dækker samlet set mere end 90 % af markedet for elektroniske blanketter til offentlige hjemmesider. Undersøgelsen, som DCH er blevet præsenteret for, viser desværre, at ingen af de testede blanketter opfylder de opstillede kriterier for tilgængelige blanketter.

    Under DCH's drøftelse af problemstillingen om tilgængelighed oplyste IT- og Telestyrelsen, at man planlægger at udsende en vejledning til kommuner, systemudviklere og andre relevante parter med fokus på, hvordan man sikrer, at alle involverede har den nødvendige viden i forhold til at skabe tilgængeligheden til it-driften og til it-organisationen.

    IT og Telepolitik
    DCH har i 2008 også gennemgået regeringens it- og telepolitiske redegørelse. Et af emnerne i redegørelsen er det fortsatte arbejde med borger.dk. Borger.dk giver borgerne adgang til information og selvbetjening på tværs af den offentlige sektor. DCH er via Center for Ligebehandling af Handicappedes projekt ''Digital forvaltning'' orienteret om, at man fra IT- og Telestyrelsens side har forsøgt at sikre tilgængeligheden til borger.dk for personer med funktionsnedsættelse. Desværre er der på nuværende tidspunkt problemer for en gruppe af personer med funktionsnedsættelse i forhold til at anvende den digitale signatur og dermed anvende de forskellige selvbetjeningsmuligheder, som findes via borger.dk.

    Redegørelsen berører også spørgsmålet om bredbånd. Adgang til bredbånd og hastigheden af bredbåndet er af stor betydning for nogle personer med funktionsnedsættelse, for eksempel i forbindelse med videotelefoni og læsning af elektroniske lydbøger. Forsyningspligtbekendtgørelsen garanterer en bredbåndsforbindelse til døve, døvblevne, døvblinde samt grupper af tale- og hørehæmmede, der ved hjælp af en videotelefon kan kompenseres for deres funktionsnedsættelse. DCH har derfor i sit høringssvar til forsyningsbekendtgørelsen understreget vigtigheden af at sikre bredbånd og en væsentlig hastighed af dette til relevante grupper af personer med funktionsnedsættelse.

    I forbindelse med telefoni har DCH ofte kritiseret, at personer med funktionsnedsættelse ikke har de samme muligheder som andre brugere i forhold til valg af udbyder eller de samme fordele ved den teknologiske udvikling. Denne situation opstår, fordi personer med funktionsnedsættelse, som er afhængige af en teksttelefon, er bundet til det firma, som har ansvaret for at levere ydelsen. DCH har i sit høringssvar til forslaget til en ny udbudsbekendtgørelse givet udtryk for, at det er svært at se, om udkastet til en revideret udbudsbekendtgørelse tager hensyn til denne kritik.


    Sektorområde

    Uddannelse

    På uddannelsesområdet har Det Centrale Handicapråd (DCH) i 2008 hovedsagelig beskæftiget sig med specialundervisning i folkeskolen. DCH har blandt andet fulgt udviklingen inden for den vidtgående specialundervisning og haft opmærksomhed på udgifterne til specialundervisningsområdet. Derudover har DCH interesseret sig for den vidensindsamling på specialundervisningsområdet, som nu er ved at blive offentliggjort, og der længe har været behov for. Endvidere har DCH på det sidste rådsmøde i 2008 haft besøg af professor Niels Egelund, der holdt et oplæg om specialundervisning og dermed samlede op på nogle af de problemområder, DCH havde fokus på i årets løb.

    DCH har ud over specialundervisningsområdet også haft fokus på ungdomsuddannelsen til unge med særlige behov, som trådte i kraft i 2007. Uddannelsen havde en del opstartsvanskeligheder i 2007, og DCH var derfor indkaldt til en høring i Folketingets Uddannelsesudvalg i foråret 2008 om udviklingen i uddannelsen. I 2008 blev den første evaluering af uddannelsen endvidere offentliggjort.

    Statistik over den vidtgående specialundervisning
    DCH har gennem en årrække holdt øje med udviklingen i henvisningen til vidtgående specialundervisning. I januar 2008 offentliggjorde Undervisningsministeriet den årlige statistik over folkeskolens vidtgående specialundervisning. De nyeste tal viste, at andelen af elever, som modtager vidtgående specialundervisning, fortsat er stigende. I perioden 1997 til 2007 steg antallet af elever i den vidtgående specialundervisning med 48 %. En del af stigningen skyldes en generel stigning i elevtallet (19 %), men det kan langt fra forklare den markante stigning i henvisningen af elever til vidtgående specialundervisning. Statistikken viser også, at der var stor forskel de daværende amter imellem på, hvor mange elever der blev henvist til vidtgående specialundervisning.

    Ser man på, hvilke elever der henvises til vidtgående specialundervisning, har elever med generelle indlæringsvanskeligheder i lang tid udgjort langt den største gruppe (42 % i skoleåret 2006/07). Derimod har andelen af elever med blandt andet AKT og ADHD været markant stigende, og udgjorde 36 % af eleverne i den vidtgående specialundervisning i skoleåret 2006/07.

    Årsrapport fra Klagenævnet
    I forlængelse af DCH's opmærksomhed på den vidtgående specialundervisning har DCH også beskæftiget sig med den årlige rapport fra Klagenævnet for vidtgående specialundervisning. Årsrapporten omhandler klagenævnets afgørelser. Klagenævnet kan blandt andet træffe afgørelse i sager om elever, der modtager specialundervisning i folkeskolen.

    I 2007 afsluttede klagenævnet i alt 302 klagesager vedrørende specialundervisning i folkeskolen. Cirka 100 sager blev genoptaget af kommunerne med henblik på at træffe en ny afgørelse, så sagen blev afgjort ved forlig mellem forældre og kommune, inden klagenævnet traf afgørelse i sagen. Af de resterende cirka 200 sager blev i alt 144 realitetsbehandlet i klagenævnet. I to tredjedele af disse sager ændrede klagenævnet kommunens afgørelse, og borgeren fik medhold.

    Dokumentation på specialundervisningsområdet
    DCH har tidligere gjort opmærksom på, at der mangler viden inden for specialundervisningsområdet. Mange elever modtager specialundervisning i Danmark, men vi ved meget lidt om, hvordan specialundervisningen virker. Heldigvis er der flere, som er opmærksomme på den manglende dokumentation, og forskellige undersøgelser er på vej.

    Blandt andet er Danmarks Pædagogiske Universitet og Anvendt Kommunal Forskning i gang med at gennemføre en stor effektundersøgelse af folkeskolens specialundervisning. Den samlede undersøgelse forventes afsluttet i 2009. Delrapporten "Specialundervisningselevers skolegang og tiden efter" blev offentliggjort allerede i begyndelsen af 2008, hvor DCH også så nærmere på dens konklusioner.

    Delrapporten undersøger, dels hvilket udbytte eleverne får af specialundervisningen, dels hvordan det går eleverne efter afsluttet skolegang. Resultatet af undersøgelsen peger blandt andet på, at specialundervisning både er godt og dårligt. De fleste unge oplyser, at de er glade for at gå i specialklasse, men samtidig er der nogle unge, som oplever, at det er stigmatiserende at gå i specialklasse, og flere unge oplever, at de lærer for lidt i specialklassen.

    Danmarks Evalueringsinstituts rapport om folkeskolens almindelige specialundervisning og perspektiver på den rummelige folkeskole har vakt rådets interesse. Evalueringen sætter blandt andet fokus på den forståelse, skoler og kommuner har af den specialpædagogiske bistand, og hvordan den påvirker de konkrete aktiviteter, prioriteringer og samarbejdsrelationer i forhold til elever med særlige behov. Evalueringen behandlede desuden nogle af de dilemmaer, der opstår i kølvandet på diskussionerne i kommuner og skoler om øget rummelighed og inklusion i folkeskolen.

    Skolerådets beretning
    DCH har endvidere beskæftiget sig med Skolerådets årsberetning fra 2008, hvor der var særlig fokus på specialundervisningsområdet. Skolerådet efterlyser også mere viden på specialundervisningsområdet og opfordrer til, at der indsamles data på nationalt niveau. For at sikre en kvalificeret dokumentation på området peger Skolerådet desuden på, at der er behov for en begrebsafklaring af begrebet specialundervisning.

    Politikpapir om specialundervisning
    I sommeren 2008 præsenterede både KL og Børne- og kulturchefforeningen deres synspunkter på specialundervisningsområdet. De to notater, som DCH er orienteret om, tager udgangspunkt i det faktum, at antallet af elever, der modtager specialundervisning, er steget de sidste mange år. Desuden indeholder notaterne forskellige løsningsforslag. For eksempel efterlyses der også her en grundlæggende begrebsafklaring af, hvad der er specialundervisning, og hvad der er almenundervisning. Desuden sættes der fokus på begrebet inklusion, og det fremhæves blandt andet, at inklusion bør gennemsyre hele systemet, og at inklusion forudsætter udvikling af en pædagogisk praksis.

    Udgifterne til specialundervisning
    I efteråret 2008 havde DCH særlig fokus på den aktuelle debat, der var om udgifterne til specialundervisning. I debatten indgik en undersøgelse fra Danmarks Lærerforening, der viste, at der ifølge de kommunale budgetter for 2009 skulle spares på specialundervisningsområdet. I den offentlige debat udtrykte flere bekymring for, om elever med funktionsnedsættelse ville blive afvist fra specialundervisning, fordi kommunen ikke afsatte tilstrækkelige penge til området.

    Undervisningsministeriet kunne oplyse DCH om, at de indberetninger, ministeriet havde fået for 2008, viste en fortsat stigning i udgifterne til specialundervisning. Desuden viste ministeriets statistik, at udgifterne til den vidtgående specialundervisning steg med 20 % i perioden 2002 - 2006. Stigningen skal dog ses i forhold til, at antallet af børn og unge i den vidtgående specialundervisning i samme periode steg med 19 %.

    Besøg af Niels Egelund
    Denne udvikling i udgifter og elevantal blev drøftet på DCH's sidste møde i 2008, hvor DCH havde inviteret professor i specialpædagogik Niels Egelund til at holde et oplæg om udviklingen inden for specialundervisningen i folkeskolen. Oplægget var med til at opsummere nogle af de ting, DCH havde haft fokus på i løbet af året.

    Niels Egelund lagde ud med at fastslå, at folkeskolens specialundervisning er et meget komplekst område, hvor der er behov for nogle klare definitioner. Vi bør for eksempel definere, hvad vi mener med specialundervisning. Derudover skal der tages stilling til, hvem der skal henvises til specialundervisning, og hvem der skal undervises i den almindelige klasse. Niels Egelund kom omkring mange af de centrale problemstillinger på specialundervisningsområdet og lagde op til diskussion i DCH. DCH har besluttet også at have opmærksomhed på specialundervisning i 2009, hvor der på DCH's første møde vil være en temadrøftelse om inklusion.

    Høringer på folkeskoleområdet
    DCH har i 2008 svaret på adskillige høringer til lovforslag på folkeskoleområdet. Blandt andet er folkeskoleloven blevet ændret, så der er indført obligatorisk børnehaveklasse. DCH anførte i sit høringssvar hertil, at det bør sikres, at alle specialskoler og specialklasser også skal kunne tilbyde børnehaveklasse, hvilket ikke har været tilfældet før lovændringen.

    Desuden blev bekendtgørelsen om fremme af god orden i folkeskolen sendt i høring. DCH havde i denne forbindelse særlig fokus på reglerne om magtanvendelse, som DCH tidligere har beskæftiget sig med. DCH ser meget positivt på, at der lægges op til at indføre en form for indberetningspligt, men mener, at den bør være mere omfattende, og at der bør fastsættes nogle mere præcise procedureregler for indberetningerne. Bekendtgørelsen er endnu ikke trådt i kraft, og det vides derfor ikke, om den vil indeholde en pligt til indberetning af magtanvendelse.

    Ungdomsuddannelse til unge med særlige behov
    I 2007 trådte den længe ønskede ungdomsuddannelse til unge med særlige behov i kraft, og de første elever begyndte på uddannelsen. Imidlertid har der været en del opstartsvanskeligheder ved implementeringen af uddannelsen, og DCH var derfor i foråret 2008 indkaldt til en høring i Folketingets Uddannelsesudvalg. Et af de store problemer har været finansieringen af uddannelsen, da KL og Undervisningsministeriet ikke har været enige om prisen for uddannelsen. Et andet tvivlsspørgsmål har været de unges forsørgelsesgrundlag under uddannelsen. I den forbindelse har DCH argumenteret for, at uddannelsen bør være SU-berettiget som andre ungdomsuddannelser.

    Ved lovens vedtagelse blev det aftalt, at uddannelsen løbende skulle evalueres og med de startvanskeligheder uddannelsen havde haft, var det derfor med stor interesse, at den første evaluering kunne læses i efteråret 2008. Evalueringen viste blandt andet, at mange kommuner endnu ikke havde elever på uddannelsen, og at antallet af elever var omkring halvdelen af det forventede antal. Som forklaring på den forsinkede implementering angav kommunerne blandt andet den korte tid fra lovens vedtagelse til dens ikrafttrædelse og den manglende afklaring af økonomien. Evalueringen satte også fokus på de unges forsørgelsesgrundlag, på klagesagerne og på informationsindsatsen. Man må forvente, at de næste års evalueringer vil vise et andet billede af uddannelsen, når den er kommet bedre i gang.

    DCH mener, man skal være særlig opmærksom på antallet af klagesager og problemerne omkring de unges forsørgelsesgrundlag. Desuden mener DCH, at man bør have fokus på, at stort set al undervisning foregår på de samme institutioner som giver specialundervisning til voksne, hvilket tyder på, at der ikke er sket en fornyelse af området, som forventet med loven.

    Henvendelse til undervisningsministeren
    DCH rettede i 2008 henvendelse til Undervisningsministeriet for at gøre opmærksom på nogle problemstillinger, som er med til at gøre det sværere for personer med funktionsnedsættelse at deltage i folkeoplysende undervisning. Et af hovedproblemerne var, at den økonomiske ramme var utilstrækkelig til at dække behovet for for eksempel hjælpemidler, tolkebistand og befordring. Undervisningsministeriet kunne ikke umiddelbart løse problemet, men det lykkedes siden hen for satspuljepartierne at afsætte en bevilling på satspuljen til handicapbetingede udgifter i relation til folkeoplysningsaktiviteter.


    Sektorområde

    Velfærd

    Det Centrale Handicapråd (DCH) har i løbet af 2008 beskæftiget sig med mange sager fra det velfærdsministerielle område. Karen Jespersen blev velfærdsminister i efteråret 2007 og fik dermed ansvar for blandt andet hele det sociale område, og for DCH. Der var derfor meget at drøfte, da ministeren var på besøg i rådet i juni 2008. Ministeren gav på mødet en oversigt over en række højaktuelle sager i ministeriet. Ministeren fortalte blandt andet om ministeriets arbejde med borgerstyret personlig assistance, merudgiftsydelsen, merudgifter og assistance i forbindelse med valghandlinger, dagtilbud og servicebetaling i botilbud.

    VISO
    Et af de emner, DCH har beskæftiget sig med i 2008 og også drøftet med ministeren, er VISO. Som et led i kommunalreformen blev VISO etableret som en national videns- og specialrådgivningsorganisation på social- og specialundervisningsområdet. VISO skal blandt andet bistå borgere og kommuner med rådgivning og udredning i de mest komplicerede og specialiserede enkeltsager. I begyndelsen af 2008 blev VISO' måde at fungere på skarpt kritiseret i åbne breve fra henholdsvis Hjerneskadeforeningen og Foreningen af Danske Døvblinde. Hjerneskadeforeningen efterlyste blandt andet at kommunerne forpligtes til at bruge VISO's ekspertise, og at borgere får ret til at klage over afslag på specialrådgivning fra VISO. Foreningen af Danske Døvblinde kritiserede VISO's indsats over for døvblinde, herunder at der kun blev bevilget specialrådgivning for et halvt år af gangen, selvom personer, der er døvblinde, har brug for specialrådgivning resten af livet.

    Socialudvalget havde den 9. januar 2008 velfærdsministeren i åbent samråd for at drøfte VISO og blandt andet få svar på, hvordan VISO fungerer for borgerne, hvordan midlerne er brugt og hvilke planer ministeren har for VISO i fremtiden. På samrådet fremlagde velfærdsministeren planer for en række ændringer i VISO's måde at arbejde på. Formålet med ændringerne er bl.a. at sikre mere direkte brug af ekspertisen fra VISO's faglige netværk. De faglige ekspertnetværk skal nu i højere grad inddrages i visitationen af en borger og involveres i at kvalificere kommunerne til at blive bedre til at yde specialrådgivning. Det er også besluttet, at borgeren kan få rådgivning fra VISO's faglige ekspertnetværk, så længe der er brug for et kontinuerligt forløb om særlige problemstillinger.

    Velfærdsministeren har iværksat en evaluering af VISO's første funktionsperiode. Evalueringen forventes afsluttet primo 2009 og skal danne grundlag for at beslutte, om der skal ske ændringer i konstruktionen af VISO.

    Konsekvenser af strukturreformen
    Strukturreformens konsekvenser på handicapområdet undersøges i et femårigt forskningsprojekt på AKF. DCH følger projektet og blev i 2008 orienteret om projektets anden afrapportering. Hovedbudskabet fra rapporten er, at brugerne et år efter reformen har oplevet få eller ingen ændringer, som kan kobles til reformen. Det forklares med, at den sociale del af rammeaftalerne i vid udtrækning har ''fredet'' tilbuddene for større ændringer i de første år. En række af de ændringer, som brugerne oplever, er knyttet til forandringer i lederes og medarbejdernes arbejdsvilkår. Ifølge rapporten er der tale om ændringer, som påvirker tilbuddets arbejdsform, organisering og struktur, mere end det påvirker brugernes hverdag.

    Botilbud og opgør med institutioner
    Igen i år var botilbud et centralt tema på DCH's møder. Den store opmærksomhed, DCH har haft på dette område igennem årene, er blevet yderligere forstærket af Strandvængetsagen og de sager, der fulgte i kølvandet i 2007. For at bidrage til en proces, der kan tage hånd om de strukturelle forhold, der har indflydelse på levevilkårene i botilbud, lancerede DCH i 2008 ideen om at etablere en tænketank på botilbudsområdet. Ved udgangen af 2008 kunne DCH med glæde konstatere, at Trygfonden har bevilget midler til projektet, som dermed bliver en realitet. Der er tale om et omfattende og nyskabende initiativ, med det formål at revitalisere og genskabe entusiasmen i indsatsen på botilbudsområdet. DCH's arbejde med tænketanken beskrives nærmere i temaartiklen om boligområdet.

    Som led i opfølgningen på de meget problematiske enkeltsager fra 2007 havde DCH inviteret Landsforeningen LEV's landsformand, Sytter Kristensen, til det første møde i 2008. Sytter Kristensen var positiv over for DCH's ide om en tænketank og oplyste, at det er meget vigtigt for LEV, at der gribes hurtigt ind med de nødvendige tiltag, men det er lige så vigtigt, at det langsigtede perspektiv behandles med samme seriøsitet. LEV arbejder for at sikre hurtig og resolut indgriben fra den implicerede myndighedsindehaver, når der kommer et skrækeksempel fra hverdagen i et botilbud. Derudover fokuserer LEV på, at der sker en justering af centrale og lokale politikker, love og regler, og endelig at udviklingen af området løbende tages op til overvejelse.

    DCH blev præsenteret for de krav og anbefalinger, LEV har udpeget som opfølgning på de mange sager. LEV mener, der er brug for en specialiseret gren på grunduddannelsen, pligt til efteruddannelse og obligatorisk supervision. LEV lægger vægt på, at personalet får efteruddannelse i pårørendearbejde og mulighed for at støtte beboernes egen beslutningstagen. Herudover mener LEV, der bør være selvstændige tilsynsorganisationer for driftstilsynet, og har også formuleret krav til kvalitetsstandarder, rekruttering af personale, faglig og administrativ ledelse samt fremme af netværk for beboerne på botilbud.

    Et opgør med institutionstankegangen
    DCH's arbejde med boligområdet har gennemgående været præget af et opgør med den institutionstankegang, der desværre stadig alt for ofte sniger sig ind på boligområdet, når det gælder boliger for mennesker med funktionsnedsættelse.

    Afskaffelse af servicebetaling er et af de vigtige skridt i afviklingen af institutionstankegangen, som blev taget i 2008. DCH har mange gange kritiseret, at borgere med stort hjælpebehov, som bor i botilbud efter serviceloven, blev opkrævet servicebetaling for den særlige støtte, der gives i sådanne botilbud. Der har endvidere været en retssag i Landsretten om servicebetalingens overensstemmelse med menneskerettighederne, hvor DCH's sagsmateriale har været brugt. DCH har fulgt retssagen, som dog endte med, at Landsretten ikke underkendte Velfærdsministeriets ret til at opkræve servicebetaling.

    Alligevel fremlagde velfærdsministeren i 2008 et lovforslag om servicebetalingens ophævelse. Ved lovforslagets fremsættelse blev forslaget blandt andet begrundet i, at en afskaffelse af servicebetalingen vil understøtte institutionsbegrebets ophævelse.

    Men der skal stadig mange ændringer til, før institutionslivet i praksis er ophævet for mennesker i botilbud. Derfor var boligområdet også udgangspunktet for en temadrøftelse i DCH på årets sidste møde 2008. Temadrøftelsen tog udgangspunkt i et analyseprojekt om visiterede boliger til mennesker med funktionsnedsættelse udarbejdet af Center for Ligebehandling af Handicappede i 2008. Analyseprojektet peger blandt andet på, at der er for få boliger, og at boligerne er placeret skævt i forhold til borgernes og kommunernes ønsker og behov. På baggrund af projektet har DCH anbefalet velfærdsministeren at tage en række konkrete initiativer på området. Initiativerne fremgår af temaartiklen om boliger.

    Rapporter om institutionstankegange
    Europa Kommissionen udkom i 2008 med en rapport "Deinstitutionalization and Community Living - costs and outcomes", som også har fokus på behovet for at afvikle institutioner. DCH blev orienteret om rapporten, hvis primære kritik er rettet mod de mange institutioner, der trods politiske bekendtgørelser om afinstitutionalisering stadig eksisterer bredt i Europa. Rapporten definerer en institution, som et boligkompleks med over 30 beboere, hvor mere end 80 % har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Rapporten anbefaler, at de institutionelle botilbud helt afvikles sideløbende med, at der etableres omsorgsydelser i lokalsamfundet, hvor brugerne er bosat.

    Servicestyrelsens handicapenhed har udgivet kortlægningen ''Veje til reelt medborgerskab - en kortlægning af udviklingshæmmedes vilkår for selvbestemmelse og brugerinddragelse.'' Den konkluderer indledningsvis, at institutionstankegangen ikke er afskaffet, men stadigvæk har den betydning, at mange unge og voksne med udviklingshæmning er begrænsede i muligheden for at udøve den ret til selvbestemmelse, de formelt har. Unge og voksne med udviklingshæmning har peget på tre områder, inden for hvilke de mener, det er centralt at have mere brugerinddragelse. Områderne er bolig, beskæftigelse og kontaktpersoner. Ifølge kortlægningen er brugerinddragelsen inden for disse områder meget ofte indskrænket på grund af administrative, organisatoriske og/eller personalemæssige tilsyn.

    Personkredsen for merudgiftsydelse
    DCH har i både 2007 og 2008 haft fokus på praksis for dækning af nødvendige merudgifter som følge af en funktionsnedsættelse efter servicelovens § 100. Emnet blev taget op i DCH på baggrund af nogle afgørelser fra Ankestyrelsen i perioden fra 2005 til 2007, hvor der blev lagt særlig vægt på, i hvilket omfang personerne var selvhjulpne i det daglige. Denne fortolkning har haft den betydning, at nogle mennesker med betydelige funktionsnedsættelser selv er kommet til at betale for de merudgifter, de har som følge af deres funktionsnedsættelse. Dette er ikke i overensstemmelse med kompensationsprincippet.

    DCH opfordrede derfor i 2007 velfærdsministeren til at tydeliggøre personkredsen for merudgiftsydelsen i bekendtgørelsen, så personer med betydelige funktionsnedsættelser ikke selv skal betale for deres handicapkompensation. Ministeren svarede, at hun ville se nærmere på, om der var behov for en præcisering af personkredsen.

    Den 20. november 2008 vedtog Folketinget et lovforslag vedrørende merudgifter. Sammen med lovforslaget blev der fremlagt et forslag til en ny bekendtgørelse om merudgifter. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det nu forventes, at praksis for personkredsen for merudgiftsydelsen bringes i overensstemmelse med intentionerne med ydelsen og med kompensationsprincippet.

    Borgerstyret personlig assistance
    Da velfærdsministeren gæstede DCH i 2008, fortalte ministeren også om et forslag til en ændring i serviceloven, hvor man ved at udbygge mulighederne for hjælperordninger vil give flere borgere med funktionsnedsættelse mulighed for at få borgerstyret personlig assistance. Forslaget indebærer, at tilskud til ansættelse af hjælpere for personer med funktionsnedsættelse fremover skal betegnes ''borgerstyret personlig assistance'', og at personer med funktionsnedsættelse får mulighed for at overdrage arbejdsgiveransvaret til andre. Det hidtidige krav om aktivitetsniveau erstattes af en samlet vurdering af borgerens behov, og kommunalbestyrelsen får mulighed for at tilbyde personer med mindre massivt hjælpebehov borgerstyret personlig assistance.

    Der er afsat satspuljemidler til forsøg i forbindelse med lovforslagets gennemførelse og forsøg med hjælperordninger i øvrigt. Ét forsøg vedrører en rådgivningsfunktion, hvor brugere af hjælperordningerne sikres den nødvendige og opdaterede viden om for eksempel ansættelsesregler, barselsfonde, forsikring mv. Der er også afsat satspuljemidler til at igangsætte borgerstyrede foreninger, der skal bistå brugerne med for eksempel at varetage arbejdsgiveransvaret. Endelig er der forsøg med borgerstyret personlig assistance til personer, som ikke umiddelbart er omfattet af personkredsen for hjælperordningen. Det gælder særligt personer, der ikke uden støtte vil kunne varetage funktionen som arbejdsleder for hjælperne.

    DCH har i sit høringssvar udtrykt glæde over initiativet til at gøre hjælperordningen mere fleksibel, således at flere kan benytte sig af den. DCH bemærker dog også, at det er beklageligt, at man har valgt ikke at inddrage børn med funktionsnedsættelse og deres familie i målgruppen for ordningen. DCH har også gjort opmærksom på, at hvis hjælperordningerne skal fungere effektivt, er det afgørende, at der kan skaffes personale til at varetage hjælperfunktionerne. Det vil kræve, at hjælpernes løn- og ansættelsesforhold er velordnede og sammenlignelige med lønog arbejdsvilkår for ansatte, der varetager tilsvarende arbejdsopgaver i andre funktioner. Ministeren oplyste hertil, at der var en aftale om at lade dette spørgsmål indgå i forhandlingerne om satspuljen for 2009. Ved udmøntningen af satspuljen for 2009 blev der afsat midler til forbedring af løn- og ansættelsesvilkår for handicaphjælpere.

    Anbragte børns vilkår
    DCH følger en større forløbsundersøgelse, gennemført af SFI, om børn, der er eller har været anbragt uden for hjemmet. Undersøgelsen viser, at anbragte børn i højere grad end deres jævnaldrende ikkeanbragte har langvarige sygdomme og funktionsnedsættelser.

    På baggrund af undersøgelsens tema drøftede DCH også den problemstilling, at forældre til børn med funktionsnedsættelse, der er anbragt uden for hjemmet, kan have svært ved at få handicapkompensation i hjemmet, når barnet noget af tiden bor på en døgninstitution. DCH har i 2005 skrevet til den daværende socialminister om denne problemstilling og vil nu overveje en anbefaling til velfærdsministeren om, at anbringelse af børn på grund af funktionsnedsættelse ikke skal være omfattet af de nuværende anbringelsesregler i serviceloven. Sekretariatet arbejder med forslaget, hvorefter sagen tages op igen.

    Kvalitetsløft for dagtilbud
    Regeringen stillede i forbindelse med regeringsgrundlaget ("Nye mål" Fogh II) i udsigt, at der over en årrække vil blive afsat to milliarder til et kvalitetsløft på daginstitutionsområdet - det vil sige til blandt andet vuggestuer, dagpleje, børnehaver, fritidshjem og klubtilbud. Undersøgelser fra Center for Ligebehandling af Handicappede viser, at der også er behov for at se på kvaliteten i de særlige tilbud. DCH har derfor haft opmærksomheden rettet mod, om der også var fokus på kvaliteten i disse tilbud. Velfærdsministeren har i et svar ved en folketingsdrøftelse understreget, at det kvalitetsløft, som er en del af kvalitetsreformen, omfatter alle børnehaver og dagtilbud og altså også specialbørnehaver og specialdagtilbud. DCH besluttede derfor ikke at tage nogle øjeblikkelige initiativer, men har bedt sekretariatet udarbejde et oplæg, der på et senere møde kan danne grundlag for at drøfte kvaliteten i særlige dagtilbud.

    På sit møde i DCH kunne velfærdsministeren endvidere fortælle, at ministeriet ser på, hvordan man kan samle alle dagtilbud for børn i en fælles lovgivning. Planen er at beholde dagtilbudsloven, men at lade den gælde for såvel almindelige som særlige dagtilbud, så vidt det er muligt.

    Danske Regioners kvalitetsmodel
    DCH er blevet orienteret om, at Danske Regioner har udarbejdet en model for sikring og udvikling af kvaliteten i sociale tilbud. Der er tale om en overordnet model, som angiver, hvilke elementer der kan indgå i en kvalitetsmodel for bestemte typer tilbud inden for det sociale område. Danske Regioner har samtidig udarbejdet et eksempel på, hvordan en sådan kvalitetsmodel kan se ud for regionale botilbud.

    Den overordnede model udgør en ramme for opbygning af en kvalitetsmodel på det sociale område og kan ved at blive fyldt ud med konkrete indholdsbeskrivelser udvikles til specifikke kvalitetsmodeller for forskellige former for tilbud på det sociale område. Med lanceringen inviterer Danske Regioner til samarbejde med Velfærdsministeriet, KL, SL og bruger- og pårørendeorganisationer om udvikling af modellen. Modellen har tre overordnede perspektiver på kvaliteten; den faglige, den organisatoriske og den bruger- og pårørendeoplevede kvalitet. DCH vil med interesse følge udviklingen.

    Deltagelse i valghandlinger
    Den 9. december 2008 vedtog Folketinget en ændring af valgloven, som fastsatte nye regler for assistance til personer med funktionsnedsættelse i forbindelse med valghandlingen. DCH har længe kritiseret, at personer med funktionsnedsættelse, der har brug for assistance ved valghandlingen, ikke selv kunne vælge sin hjælper. FN's Handicapkonvention stiller krav om, at man selv skal have mulighed for at vælge sin hjælper, og konventionen blev derfor anledningen til, at velfærdsministeren fremsatte forslag om ændringer.

    Ifølge den nye lov kan personer, som har brug for hjælp til valghandlingen, selv udpege en personlig hjælper, men der skal derudover medvirke en myndighedsperson. Den personligt udpegede hjælper og myndighedspersonen skal yde assistancen i forening, også ved den praktiske handling at sætte kryds på stemmesedlen. Med de nye regler ophører en tidligere særordning om, at man som blind selv kan bestemme, hvem der skal hjælpe med afstemningen uden medvirken af en myndighedsperson.

    DCH var meget positiv over for, at loven giver mulighed for assistance på grund af såvel fysiske som psykiske funktionsnedsættelser, men mente ikke, loven sikrer stemmehemmeligheden. DCH gjorde opmærksom på, at andre nordiske lande, som Sverige og Finland, har regler, som sikrer stemmehemmelighed. Da lovforslaget var til behandling på DCH's septembermøde 2008 blev det endvidere kritiseret for ikke at opfylde de kommende forpligtelser i FN's Handicapkonvention, efter hvilken Danmark blandt andet skal sikre, at stemmeprocedurer, afstemningsfaciliteter og valgmateriale er passende, tilgængelige og lette at forstå og anvende.

    I anledning af et lovforslag om elektronisk stemmeafgivelse af brevstemme ved valg til menighedsråd har DCH henvendt sig til Folketingets Kirkeudvalg for at anbefale, at den elektroniske stemmeafgivning udføres på en måde, så også personer med funktionsnedsættelse har mulighed for at deltage. Folketingets Kirkeudvalg udbad sig en kommentar fra kirkeministeren, som forsikrede, at der vil være stor opmærksomhed på problemstillingen. Kirkeministeriet ville inddrage IT- og Telestyrelsen for at sikre tilgængeligheden og også lade spørgsmålet om tilgængelighed for personer med funktionsnedsættelse indgå i evalueringen af den elektroniske stemmeafgivning. DCH vil følge udviklingen.


    Sektorartikel

    Retsvæsen

    På Det Centrale Handicapråds (DCH) septembermøde i 2008, drøftede DCH to sager om personer med funktionsnedsættelses deltagelse i retssager på hver sin side af loven. Den ene sag vedrørte muligheden for at fungere som lægdommer, når man har en funktionsnedsættelse, den anden sag vedrørte forholdene for straffelovsovertrædere med psykisk udviklingshæmning.

    Personer med funktionsnedsættelse som lægdommere
    Muligheden for at blive udpeget som lægdommer, hvis man har en funktionsnedsættelse, blev bragt op i DCH på baggrund af en konkret sag. Østre Landsrets præsident ville ikke godkende en lægdommer med den begrundelse, at vedkommende var blind og derfor ikke kunne udfylde funktionen som lægdommer. En del af begrundelsen var, at en lægdommer ifølge retsplejeloven skal kunne fungere i enhver sag. Det er derfor ikke muligt at sortere sagerne, så en blind lægdommer kun indgår i sager, hvor synet ikke er afgørende for at vurdere sagens beviser. DCH besluttede at opfordre justitsministeren til at ændre retsplejeloven, så det er muligt at udvælge bestemte sager til bestemte lægdommere. DCH mener også, domstolene bør tvinges til i højere grad at inddrage kompensationsmuligheder - både tekniske og personlige - så eksempelvis en blind person har andre metoder end synet til at vurdere en persons troværdighed.

    For at sådanne forslag skal have den ønskede virkning, vurderede DCH, at det var nødvendigt med et grundigt forarbejde. Derfor er DCH's sekretariat blevet bedt om at undersøge regler og praksis for udpegning af lægdommere. Formålet er at kunne give vejledning om, hvilken betydning forskellige funktionsnedsættelser kan have for lægdommerfunktionen, og angive, hvor i lovgivning og praksis, der skal gennemføres ændringer for at sikre, at personer med funktionsnedsættelse får lige mulighed for at bidrage som lægdommer.

    Straffelovsovertrædere med psykisk udviklingshæmning
    Personer med psykisk udviklingshæmning, der begår og dømmes for kriminalitet, er en gruppe borgere, som DCH længe har haft fokus på. I 2008 blev der taget nye initiativer i det samarbejde, som blev påbegyndt i 2007 mellem Landsforeningen LEV, Det landsdækkende Netværk vedrørende domfældte udviklingshæmmede (NDU), Socialpædagogernes Landsforbund og DCH. Der blev afholdt et to-dages-seminar, hvor nogle af de mest vidende praktikere på området drøftede mulige anbefalinger for indsatsen for straffelovsovertrædere med psykisk udviklingshæmning.

    Resultatet af seminaret blev en række anbefalinger, som DCH sammen med de øvrige samarbejdspartnere vil forsøge at fremme. Anbefalingerne omhandler mange forskellige aspekter af indsatsen og er derfor også rettet mod flere forskellige interessenter, som har andel i opgaven. Anbefalingerne lyder blandt andet på ændring af lovgivning, udarbejdelse af autoriserede vejledninger over det samlede lovområde, udvikling af pædagogiske metoder og udvikling af særlige botilbud samt bedre adgang til behandlingstilbud. Der anbefales også en udvikling af metoder til risikovurdering samt kulegravning af hele området og forskning i specifikke problemstillinger, herunder betydningen af magtanvendelse i forhold til den pædagogiske indsats.

    DCH har besluttet, sammen med samarbejdspartnerne, at invitere de forskellige interessenter på området til et møde for at drøfte, hvordan interessenterne hver for sig kan bidrage til gennemførelse af anbefalingerne.


    Sektorartikel

    Koordination og strategi

    Den koordinerende minister på handicapområdet, velfærdsminister Karen Jespersen, besøgte Det Centrale Handicapråd (DCH) i juni 2008. Der var mange emner, DCH gerne ville drøfte med ministeren på det møde, og en stor del af besøget handlede naturligt nok om indsatsen for mennesker med funktionsnedsættelse på det sociale område (se mere om dette i afsnittet om velfærd). Der blev dog også anledning til at tale om ministerens rolle som koordinerende på handicapområdet, hvor Karen Jespersen fortalte, at hun overvejede at genindføre den tidligere tradition om en årlig redegørelse fra regeringen på handicapområdet.

    FN's Handicapkonvention
    FN's konvention om rettigheder for personer med handicap forventes at blive ratificeret af Danmark i 2009. Under sit besøg i DCH blev velfærdsministeren opfordret til at genoverveje sin udmelding om, at Danmark ikke vil tiltræde konventionens tillægsprotokol. Tillægsprotokollen giver den enkelte statsborger mulighed for at klage til FN-systemet over brud på konventionen i landet. Ved årsskiftet 2008/2009 har ministeren udtalt, at regeringen fortsat ikke ønsker at tiltræde protokollen. Der er siden fremsat beslutningsforslag i Folketinget om tillægsprotokollen.

    DCH har løbende holdt sig orienteret om arbejdet med FN-konventionens oversættelse og udgivelse samt om planerne for ratificering. I 2008, hvor oversættelsen blev officiel, har Det Centrale Handicapråd udgivet konventionsteksten i pjeceform. Pjecen med konventionsteksten er sendt til alle kommunale handicapråd, handicaporganisationerne og andre handicappolitiske aktører. Velfærdsministeriet har oplyst DCH om, at der vil blive udarbejdet en læs-let-udgave, som vil gøre konventionen mere tilgængelig for personer med kognitive funktionsnedsættelser.

    Som forberedelse til at kunne ratificere konventionen efterspurgte Velfærdsministeriet i efteråret 2008 DCH's, handicaporganisationernes og andres vurdering af, om der er brug for at ændre i dansk lovgivning for at leve op til kravene i konventionen. Det Centrale Handicapråd mener, at den vurdering bedst foretages af de enkelte ministerier. Samtidig har DCH tilkendegivet, at DCH gerne vil inddrages i den proces, der sættes i værk, når der skal udarbejdes en statusrapport til FN, ligesom DCH og Center for Ligebehandling af Handicappede forventer at indgå med stor vægt i de opgaver, der indebærer, at rapportere til FN om implementeringen af konventionen i Danmark.

    Nyt EU-direktiv på vej
    I sommeren 2008 udsendte EU udkast til et nyt direktiv om forbud mod forskelsbehandling. Der har i mange år været overvejelser om et sådant direktiv, men der har ikke været enighed i EU om, hvorvidt direktivet skulle omfatte alle diskriminationsgrunde med det samme, eller man skulle begynde med et direktiv som kun omfattede. eksempelvis personer med funktionsnedsættelse. Det aktuelle forslag indeholder et bredt forbud, som omfatter alle de seks diskriminationsgrunde fra Amsterdamtraktatens artikel 13 og en række meget forskelligartede samfunds- og livssituationer, hvor der kan forekomme diskrimination. Som koordinerende ministerium på handicapområdet, er det Velfærdsministeriet, der har ansvar for Danmarks bidrag til EU's arbejde med direktivet.

    I 2007 nedsatte regeringen et udvalg, som fik til opgave at undersøge de økonomiske, adminstrative og juridiske konsekvenser af at indføre et forbud mod diskrimination på grund af handicap. Da der var meget fokus i EU på at få forhandlingerne om direktivet afsluttet hurtigt, vurderede regeringen dog, at det ikke var hensigtsmæssigt at fortsætte udvalgsarbejdet samtidig med direktivarbejdet. I efteråret 2008 besluttede regeringen derfor at sætte arbejdet i antidiskriminationsudvalget i bero, indtil arbejdet med EU's nye direktiv er afsluttet.

    Det sociale tolkeprojekt
    I 2008 er der taget nye skridt i retning af at få en permanent ordning med social tolkning for døve og hørehæmmede. Den permanente ordning vil være afslutningen på en lang proces, hvor DCH har arbejdet for udviklingen og fulgt den tæt. I 2000 blev der etableret en pulje til dækning af tolkeudgifter i forbindelse med sociale arrangementer.

    Puljen har igennem årene vist sig helt uundværlig, og har i flere år også vist sig at være for lille. I 2008 opstod pengemanglen allerede først på året, og Velfærdsministeriet reagerede ved at tilføre flere midler og tilpasse kriterierne for tolkebevillinger fra det sociale tolkeprojekt, så der kunne gives mest mulig tolkning gennem hele året. Til DCH har Velfærdsministeriet oplyst, at der er nedsat et tværministerielt udvalg, som skal se på, hvordan det sociale tolkeprojekt kan gøres permanent på en måde, som sikrer, at mennesker med hørehandicap kun skal henvende sig ét sted for at få tolk.

    Kommunale Handicapråd
    I forbindelse med etableringen af de obligatoriske kommunale handicapråd i 2006 planlagde Det Centrale Handicapråd en række initiativer for at hjælpe de kommunale råd i deres arbejde og fremme dialogen med de lokale råd. Et af initiativerne indebar, at formanden fra Esbjerg Handicapråd og næstformanden fra Odense Handicapråd kom for at fortælle om deres erfaringer med arbejdet i et kommunalt handicapråd på DCH's møde i september 2008. De to handicaprådsmedlemmer kommer fra handicapråd, som arbejder meget forskelligt, og besøget var derfor både informativt og illustrativt i forhold til bredden i de kommunale handicapråds arbejdsvilkår og -metoder.

    Et af rådets øvrige tiltag for at støtte indsatsen i de kommunale råd er at afholde en årlig national konference for de kommunale handicapråd og andre handicappolitisk interesserede. I 2008 havde konferencen blandt andet fokus på de forskellige rollers betydning for samarbejdet og på FN's Handicapkonvention. DCH følger endvidere de kommunale råds arbejde via undersøgelser gennemført af Center for Ligebehandling af Handicappede. I 2008 udarbejdede centret blandt andet en gennemgang af årsrapporter fra kommunale handicapråd.

    Ny undersøgelse af levevilkår
    SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd afsluttede i 2008 en bred undersøgelse om muligheden for at deltage i samfundet, når man har et handicap. Undersøgelsen er en opfølgning på en lignende undersøgelse fra 1996. Da DCH havde besøg af undersøgelsens hovedforfatter, seniorforsker Steen Bengtsson, kunne han oplyse, at handicap ofte erhverves senere i livet, kun for 11 % af de voksne med handicap er det medfødt. Helt generelt viser undersøgelsen, at handicap relateret til intellektet generelt opleves mest belastende, men der er også store belastninger for personer med handicap relateret til gangfunktion og adfærd.

    Undersøgelsen indeholder resultater om så forskellige forhold som personlig hjælp, boligforhold, transportmuligheder, uddannelse, socialt liv og familieforhold, medlemskab af handicaporganisation samt oplevelse af lykke og meningsfuldhed i livet.

    Steen Bengtssons konklusion var, at det at have et handicap begrænser brugen af boligen, begrænser mobiliteten og muligheder for at deltage i samfundets forskellige aspekter, herunder i helt nære sociale forhold. Dertil kommer at tilstedeværelsen af handicap begrænser menneskers oplevelse af meningsfuldhed og lykke. Ud over disse meget generelle fællestræk er det en vigtig pointe, at der er meget stor forskel på, hvilke konsekvenser forskellige former for funktionsnedsættelser har.

    Nordiske love mod forskelsbehandling
    1. januar 2009 fik både Norge og Sverige ny lovgivning om forbud mod forskelsbehandling. DCH har haft begge love til orientering i løbet af 2008. Den svenske lov er mest af alt en samling af eksisterende regler, men også en ensretning, som sikrer, at forskelsbehandling vurderes ens, uanset hvilken diskriminationsgrund der er i spil.

    I Norge er der tale om en helt ny lov, som er resultatet af et meget langt forarbejde. DCH har i en årrække løbende fulgt med i de norske initiativer på dette område. I 2005 havde DCH blandt andet besøg af en repræsentant fra de norske handicaporganisationer, som havde været centralt placeret i det udvalg, der formulerede det oprindelige forslag til en ny lov mod forskelsbehandling på grund af funktionsnedsættelse. Loven er meget omfattende og har et betydeligt fokus på fysisk tilgængelighed.

    Forskning i samfundsforhold og handicap
    I 2006 besluttede DCH at gøre en ny indsats for at fremme forskning på handicapområdet. Der blev indledt et samarbejde med Danske Handicaporganisationer og handicapforskernetværket NNDR.dk. I dette forum blev der planlagt et seminar, der skulle afholdes i maj 2008, hvor ambitionen var at samle forskere, beslutningstagere, handicaporganisationer og andre interessenter. Seminaret skulle munde ud i en drøftelse af, hvordan man kunne sammensætte et forskningsprogram for den samfundsvidenskabelige og humanistiske forskning på handicapområdet.

    Seminaret måtte desværre aflyses på grund af for få tilmeldinger. DCH er derfor på udkig efter andre muligheder for at få gennemført initiativer, som kan styrke forskning på handicapområdet. På DCH's sidste møde i 2008 blev det besluttet at arbejde for, at der etableres et omfattende og længerevarende forskningsprogram inden for handicapområdet, evt. med støtte fra private fonde. DCH arbejder, som nævnt i forordet til denne beretning, med ideer om et program, som omfatter etablering af et professorat, der kan være omdrejningspunkt for et nyt forskningsmiljø for samfundsforskning på handicapområdet. Der er tale om et langsigtet projekt, som vil have betydning for DCH's opgaver i de kommende år.

    Fra vores egen verden

    Det Centrale Handicapråd holder fire møder årligt, som falder i henholdsvis marts, juni, september og december. Møderne i marts, juni og december er af ca. tre en halv times varighed og mødet i september er et heldagsmøde af ca. seks timers varighed.

    Møderne består af en række orienterings- og drøftelsespunkter, hvor DCH's medlemmer henholdsvis orienteres om og drøfter forskellige handicappolitiske emner, nyheder og begivenheder. Drøftelsespunkterne ender ofte med en beslutning om, at DCH skal reagere på en bestemt sag, for eksempel ved at skrive et brev eller på anden måde kontakte den ansvarlige på området. Flere af årets møder indeholder desuden en temadrøftelse, hvor et større emne bliver gennemgået og drøftet grundigt.

    Dagsorden til møderne og fremstillingen af orienterings- og drøftelsespunkter bliver lavet af DCH's sekretariat, Center for Ligebehandling af Handicappede.

    Dagsorden og beslutninger fra de enkelte møder kan ses på www.dch.dk.

    Ministerbesøg og andre gæster
    Det Centrale Handicapråd havde i 2008 besøg af følgende ministre: Velfærdsminister Karen Jespersen (juni).

    Derudover har Det Centrale Handicapråd i 2008 haft besøg af:

    Temadrøftelser

    Konferencer
    Den 9. juni 2008 inviterede Det Centrale Handicapråd til national konference for de kommunale handicapråd og andre handicappolitisk interesserede. Konferencens overordnede tema var: At sætte borgere med handicap på den kommunalpolitiske dagsorden.

    På konferencen blev der i plenum sat fokus på, hvordan man strømliner sin kommunale praksis, så de ting, der har særlig betydning for borgere med funktionsnedsættelse, tænkes med ind i processen på rette tid og sted. Derudover var de forskellige roller i handicaprådet på programmet, hvor Forumteatergruppen Teaterspektrum gennemspillede nogle karikerede samarbejdessituationer fra et handicapråd, der lagde op til dialog med konferencens deltagere. Som noget helt nyt var der mulighed for at få synstolket Teaterspektrums optræden.

    Konferencen bød også på workshops, hvor der var mulighed for at vælge mellem en række vigtige handicappolitiske problemfelter. Konferencen sluttede af med at stille skarpt på det nyeste handicappolitiske værktøj, FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, og give et bud på, hvordan konventionen kan bruges i det kommunale handicappolitiske arbejde.

    Seminarer
    Det Centrale Handicapråd arrangerede i samarbejde med Landsforeningen LEV, Det landsdækkende Netværk vedrørende domfældte udviklingshæmmede (NDU), Socialpædagogernes Landsforbund (SL) en konference den 7. november 2007 om indsatsen for domfældte udviklingshæmmede i Danmark set i lyset af indsatsen i Norge og Sverige. Formålet med konferencen var at sætte nyt fokus på de mange pointer, der blev dokumenteret tilbage i 2003, herunder de særlige udfordringer med at sikre sammenhæng mellem de sociale og strafferetlige regler og særlige udfordringer i forhold til at en ny målgruppe for indsatsen.

    Som en opfølgning på konferencen inviterede DCH, LEV, NDU og SL et mindre ekspertpanel af centrale videnshavere og interessenter til i samarbejde at finde frem til nogle mere præcise løsningsforslag, der kunne videregives til de rette myndigheder. Dette arbejdsseminar fandt sted den 3.-4. juni 2008.

    Publikationer udgivet i 2008
    DCH's publikationer udleveres gratis ved henvendelse til DCH. Samtlige publikationer findes på DCH's hjemmeside, og de kan desuden bestilles på diskette og i Daisy-udgave. Følgende publikationerne er udgivet i 2008:

    Fleksjob
    Pjecen om fleksjob er udarbejdet i samarbejde med Beskæftigelsesministeriet. I oktober 2008 udkom 18. udgave i et oplag på 10.000 eksemplarer. Det samlede oplag af pjecen er nu 670.000. Ud over reglerne om fleksjob til ansatte og selvstændige erhvervsdrivende giver pjecen et overblik over de øvrige bestemmelser, der kan være nyttige at kende, når man ansættes i et fleksjob eller modtager tilskud til at fastholde beskæftigelsen i egen virksomhed.

    FN's Konvention om rettigheder for personer med handicap
    I november 2008 valgte Det Centrale Handicapråd at udgive den danske oversættelse i en trykt udgave i et oplag på 5.000 eksemplarer.

    Beretning
    Ifølge forretningsordenen for Det Centrale Handicapråd skal sekretariatet efter DCH's direktiv udarbejde en beretning om rådets virksomhed hvert år. Beretningen sendes til velfærdsministeren og offentliggøres efter aftale med Velfærdsministeriet. Beretningen for 2007 udkom i 1.500 eksemplarer.

    Nyhedsbreve
    Center for Ligebehandling af Handicappedes nyhedsbrev ''Lighedstegn'', der siden 2001 har været talerør for DCH, udkommer i forlængelse af DCH's møder med de seneste nyheder og beslutninger. Lighedstegns oplag er 2.000.

    I forbindelse med DCH's nationale konference for de kommunale handicapråd valgte Center for Ligebehandling af Handicappede at udgive et temanummer af Lighedstegn. Temanummeret satte fokus på de kommunale handicappolitikker ved at interviewe tre kommuner om deres arbejde med at udforme en kommunal handicappolitik, processen bag og inddragelsen af kommunens borgere.

    DCH's sekretariat og sekretariatsbetjeningen
    DCH har siden september 2000 haft elektronisk dokumenthåndtering. Materiale til medlemmer og særligt sagkyndige distribueres elektronisk. Det udsendte materiale består af indkaldelser og dagsordener, mødematerialer med dagsordenspunkter i form af sagsfremstillinger, bilag til dagsordenspunkter, bilag, der udsendes mellem møderne (rapporter, notater, høringssvar og rådskorrespondance), samt referater af rådsmøderne.

    Når referatet fra rådsmøderne foreligger, bliver det offentliggjort på www.dch.dk sammen med det materiale, der i øvrigt er udsendt til DCH.

    De fleste bilag er offentligt tilgængelige. Dog kan der være ophavsretsregler, som gør, at visse bilag ikke må stilles til rådighed for offentligheden. Ligeledes kan enkelte bilag være begrænset til brug for medlemmer og særligt sagkyndige.

    Høringssvar
    DCH's høringssvar på lovforslag fra Folketinget kan læses på DCH's hjemmeside www.dch.dk i oversigten over udsendte bilag.

    Nyt handicapråd
    Ifølge bekendtgørelse nr. 1382 af 12. december 2006 om et Centralt Handicapråd virker DCH for en fireårig periode fra 1. juli i året efter kommunevalget, dog således at medlemmerne fungerer, indtil nyt medlem udpeges. Som følge heraf blev DCH i 2006 konstitueret med ny sammensætning for perioden 1. januar 2007 til 30. juni 2010. Formanden og de 14 medlemmer udpeges af velfærdsministeren. Medlemmerne indstilles af deres respektive organisationer, ministerier og kommuner. Se DCH's medlemmer ved udgangen af 2008 nedenfor.

    DCH's medlemmer 2008

    Formand
    Fhv. sundhedsminister Ester Larsen

    Næstformand
    Formand for Danske Handicaporganisationer: Stig Langvad

    Medlemmer 2008

    Indstillet af Danske Handicaporganisationer:
    PTU: Holger Kallehauge
    Landsforeningen Sind: Finn Graa Jakobsen
    Hjerneskadeforeningen: Niels-Anton Svendsen
    Danske Døves Landsforbund: Anne Vikkelsø
    Dansk Blindesamfund: Helle Kaas Schmidt
    Dansk Epilepsiforening: Berit Andersen

    Indstillet af Danske Regioner: Søren Eriksen
    Indstillet af Kommunernes Landsforening: Birthe Andersen
    Indstillet af Beskæftigelsesministeriet: vakant
    Indstillet af Velfærdsministeriet: Birgitte Olesen
    Indstillet af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse: Katrine Schjønning
    Indstillet af Undervisningsministeriet: Finn Christensen
    Indstillet af Transport- og Energiministeriet: Casper Andersen

    Særligt sagkyndige
    Bolig- og Byggeforhold: Katrine Krone, Erhvervs- og Byggestyrelsen
    Kultur: Rosa Cedermark, Kulturministeriet
    Information og Kommunikation: Peter Gylden Houmann, IT- og Telestyrelsen

    Sekretariat
    Sekretariatsfunktionen varetages af Center for Ligebehandling af Handicappede
    Sekretariatschef: Mogens Wiederholt
    Sekretariatskoordinator: Ane Esbensen
    Sekretariatsmedarbejder: Helle Winnie Johansen

    Listen omfatter de medlemmer, som var tilknyttet DCH pr. 31.12.2008.

    Bekendtgørelse om et Centralt Handicapråd

    Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1382 af 12. december 2006 om retssikkerhed og administration på det sociale område, kapitel 11:

    § 52. Socialministeren nedsætter et Centralt Handicapråd, der rådgiver i handicapspørgsmål.

    § 53. Rådet består af 1 formand og 14 medlemmer, der udpeges af socialministeren. 7 medlemmer udpeges efter indstilling fra De Samvirkende Invalideorganisationer, 1 medlem efter indstilling fra KL, 1 medlem efter indstilling fra regionerne i forening, 1 medlem efter indstilling fra Undervisningsministeriet, 1 medlem efter indstilling fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 1 medlem efter indstilling fra Beskæftigelsesministeriet, 1 medlem efter indstilling fra Transport-og Energiministeriet og 1 medlem udpeget af Socialministeriet.

    Stk. 2. Socialministeren kan herudover udpege personlige medlemmer af Rådet.

    Stk. 3. Til støtte for Handicaprådets arbejde udpeger socialministeren endvidere særligt sagkyndige med sagkundskab vedrørende boligforhold, byggeforhold, kultur, familieforhold samt information og kommunikation.

    Stk. 4. Handicaprådet virker for en 4-årig periode fra 1. juli i året efter kommunalvalget, dog således, at medlemmerne fungerer, indtil nyt medlem udpeges.

    § 54. Det påhviler Handicaprådet at følge og vurdere vilkårene i samfundet for personer med handicap, herunder på det forebyggende område. Det Centrale Handicapråd kan inddrage erfaringer fra arbejdet i de kommunale handicapråd i dets arbejde.

    § 55. Folketinget og ministrene kan rådføre sig med Handicaprådet i alle anliggender af generel karakter, der har betydning for vilkårene i samfundet for personer med handicap.

    Stk. 2. Med henblik på at sikre, at rimelige hensyn til personer med handicap tilgodeses i samfundets planlægning, kan centrale offentlige myndigheder rådføre sig med Handicaprådet i anliggender, der berører levevilkårene for personer med handicap.

    Stk. 3. Handicaprådet kan selv tage initiativ og fremsætte forslag til ændringer på de nævnte områder.

    § 56. Socialministeren fastsætter Rådets forretningsorden. Center for Ligebehandling af Handicappede stiller i henhold til dets vedtægter den fornødne sekretariatsmæssige bistand til rådighed for Rådet.