Pressemeddelelse

Fordomme om mennesker med handicap fylder på arbejdspladsen

En ny undersøgelse som Epinion har foretaget for os, viser en stigning i danskernes fordomme og usikkerheder, når det kommer til at have en kollega med handicap.


Læs nyheden i Kristeligt dagblad her.

De fleste danskere, vil have det fint med at have kollega, der bruger kørestol, har ADHD eller et andet handicap. Men rigtig mange har også forskellige forbehold og bekymringer ved forestillingen om at have en kollega med handicap. Og på en række parametre er danskerne blevet mere forbeholdende, end de var for få år siden. 

Vores undersøgelse viser, at der de sidste to år er sket en stigning på 13% point i danskernes bekymring for om en kollega med et fysisk handicap vil kunne løse sine arbejdsopgaver. Og hele 25% af undersøgelsens respondenter ville være utrygge ved at have en kollega med et fysisk handicap. Det er en stigning på 6 % point. Det samme siger 40% af respondenterne, hvis kollegaens handicap er psykisk.


 

”Det er særligt problematisk, at fordomme om mennesker med handicaps arbejdsevner ser ud til at være på fremmarch. Fordommene risikerer at forhindre mennesker med handicap i at få et arbejde, eller kan gøre det vanskelige for dem at trives på en arbejdsplads. Og der er utroligt mange mennesker med handicap, der kan og vil arbejde, som i dag ikke får muligheden,”
Liselotte Hyveled, Formand for Det Centrale Handicapråd

Hun mener, at der er behov for at sætte ind overfor fordommene:

”Det er ikke uvilje mod at have en kollega med handicap, der er problemet. Det er manglende viden og indsigt i, hvad personer med handicap kan og ikke kan på arbejdsmarkedet, der gør folk bekymrede. Handicaporganisationerne bør spille en større rolle i samarbejde med virksomheder og jobcentre for at sikre mere viden,” siger Liselotte Hyveled.

Næsten halvdelen af undersøgelsens respondenter er bekymrede for, hvordan de skal forholde sig til en kollega med et psykisk handicap. Det er en stigning på 10 % point siden undersøgelsen sidst blev gennemført for to år siden.

”Mennesker med psykiske handicap må kæmpe en benhård kamp mod berøringsangst og tabu om handicap som fx autisme eller angst. Der er brug for trygge sociale miljøer på alle arbejdspladser, så vi kan tale åbent om psykiske handicap. Fordomme nedbrydes, når vi som mennesker møder hinanden ligeværdigt,” siger Liselotte Hyveled.
 
Under vores årsmøde den 5. februar tager vi temperaturen på forholdene for mennesker med handicap i Danmark, og sammen med årsmødets deltagere kigge fremad, og finde løsninger på, blandt andet hvordan fordomme på arbejdsmarkedet kan bekæmpes.

Du kan læse hele undersøgelsen her: