Blogindlæg

Gode ambitioner i nyt beskæftigelsesudspil fra regeringen

13.000 flere med handicap skal i arbejde inden 2025. Det er ambitionen i nyt udspil fra regeringen med titlen ’Flere mennesker med handicap skal i job’.

I Det Centrale Handicapråd er vi meget glade for at regeringen tager udfordringen alvorligt og sætter baren højt. Det er der brug for. Kun omkring halvdelen af personer med handicap i Danmark har et arbejde, selvom mange kan og gerne vil i job. Det er på høje tid, vi får ændret på det. Der er nemlig en kæmpe gevinst at hente både for det enkelte menneske, der kan få et liv med flere muligheder og for samfundet. 

Flere af de initiativer, regeringen lægger op til, er nogle, vi har foreslået i Det Centrale Handicapråd. Kompetencekortet er noget, jeg personligt har slået på tromme for, da jeg som erhvervsleder hos Novo Nordisk kan se, at det vil kunne gøre en væsentlig forskel for virksomheder, der gerne vil ansætte mennesker med handicap. Kompetencekortet beskriver overfor virksomheder, hvad den enkelte med handicap kan, og hvilke hjælpemidler, der følger med. 

Kompetencekort

Jeg vil personligt rose regeringen for at foreslå et kompetencekort. Det er en rigtig god idé, som Det Centrale Handicapråd bakker op om. Et kompetencekort kan tage brodden af bekymringen hos kommende arbejdsgivere og vise alt det, som mennesker med handicap kan samt støttemuligheder. Det Centrale Handicapråd lavede en stor undersøgelse af danskerne holdninger til mennesker med handicap i 2016 hvor vi kunne se, at folks fordommene om, hvilke jobs mennesker med handicap kan udføre faldt, når man hørte om kompensationsordningerne. I kraft af min baggrund fra erhvervslivet er jeg overbevist om at et kompetencekort vil gøre en stor forskel for at mane bekymringer i jorden omkring af ansætte mennesker med handicap.

Uddannelse

Det er godt, at regeringen har fokus på, at uddannelse er altafgørende for, at mennesker med handicap kan komme i arbejde. Unge med handicap har brug for mere fleksible muligheder hele vejen igennem uddannelsessystemet. Her glæder jeg mig til at se, hvad forslaget om de mere smidige dispensationer kan komme til at betyde. Uddannelse er simpelthen en forudsætning for, at mennesker med handicap kan få et arbejde. Det er også rigtig godt, at unge med handicap, som bliver færdig med deres uddannelse eller skifter job, får lov at beholde deres hjælpemidler i op til tre måneder.

Fordomme skal brydes ned

Forudfattede meninger og fordomme spiller tit ind som grund til, at mennesker med handicap har sværere ved at komme i job som alle andre. I det hele taget er fordomme om mennesker med handicap et problem, som vi i Det Centrale Handicapråd kontinuerligt arbejder på at bekæmpe. Derfor er det også positivt, at regeringen nu melder ud, at der skal arbejdes på at nedbryde fordomme om mennesker med handicap, bl.a. igennem en ny kampagne målrettet virksomheder. Det kan vi kun bakke op om. Det er dog vigtigt, at regeringens udspil ikke kommer til at stå alene, vi har forsat brug for en massiv indsats for at få fjernet fordomme om handicap, hvis de ambitiøse mål skal lykkes.

Mere fokus på jobcentre og virksomheder

Vi skal have mere viden om handicap ud på jobcentrene og det er fint, at man vil lave en mere systematisk oversigt over, hvordan jobcentrene hjælper mennesker med handicap. Jeg kan kun rose ideen om en jobuge, hvor virksomheder og mennesker med handicap kan møde hinanden og se muligheder i stedet for begrænsninger. Man skal bestemt også åbne op for at bruge handicaporganisationerne mere aktivt. Jeg er selv gået forrest i Novo Nordisk for at skabe viden som gør, at vi ser talenter på en anden måde og har åbnet for ansættelser af mennesker med autisme. Vi har fået nogle helt fantastisk dedikerede og loyale medarbejdere ud af den indsats. Jeg håber, at udspillet kan inspirere andre virksomheder til at tænke på mennesker med handicap som en guldgrube af arbejdskraft.

Ros for ambitioner

Det er godt, at man har ambitioner på området og sætter mål om, at 13.000 med handicap skal i arbejde inden 2025. Der er rigtig mange mennesker med handicap, som gerne vil ind på arbejdsmarkedet og bidrage, have kolleger og bedre økonomi. Men jeg kan komme i tvivl om, hvorvidt 120 mio. kr. er nok. Det Centrale Handicapråd undersøgte i 2014, hvad vi kan tjene som samfund ved at hjælpe mennesker med handicap i arbejde. Vi fandt en samfundsøkonomisk gevinst på 10,1 milliarder, hvis vi hjælper 6.000 fra førtidspension til almindelige jobs. Det giver et råderum på 270.000 kr. pr. år til at hjælpe den enkelte med handicap i arbejde. Det er rigtig mange penge, som vi kunne bruge til fordel for den enkelte med handicap og for samfundet. 

Jeg krydser fingre for, at ambitionerne bliver til virkelighed.