Pressemeddelelse

Formand for Det Centrale Handicapråd genopstiller ikke

Liselotte Hyveled har meddelt social- og ældreminister Astrid Krag, at hun ikke ønsker at blive genudpeget til en ny fireårig periode pr. 1. januar 2022.

”Jeg har brugt lang tid på at overveje min fremtid. Handicapområdet ligger mig stadig meget nært, og netop derfor har jeg valgt at meddele Astrid Krag, at jeg ikke ønsker genudpegning,” siger formand for Det Centrale Handicapråd Liselotte Hyveled.

Liselotte Hyveled vil fortsat arbejde for at forbedre mennesker med handicaps vilkår. Det bliver dog i rollen som erhvervsleder, og netop den funktion har været et tveægget sværd i forhold til rollen som formand i den politiske verden.

”Som erhvervsleder er der ikke ret langt fra tanke til handling. Desværre har det vist sig ikke at være tilfældet på Christiansborg, hvor der – trods gode intentioner – ikke sker handling hurtigt nok på handicapområdet,” siger Liselotte Hyveled.

”Der er mange unødvendige forhindringer på trods af, at alle er enige om vigtigheden i at skabe et samfund hvor der er plads til alle”.

Regeringens ambitionsniveau inden for handicappolitik ærgrer Liselotte Hyveled, fordi der er behov for store forbedringer på handicapområdet i Danmark.

Hun vil fortsat sidde som formand indtil udgangen af 2021, som også er udløbet på den nuværende valgperiode. Den mellemliggende periode vil hun bruge på at afvikle en stor holdningskampagne, som skal vise venskaber mellem børn med og uden handicap.

”Jeg glæder mig helt vildt til at skubbe anden udgave af Min Ven Med Handicap ud over rampen. At nedbryde fordomme om mennesker med handicap er Det Centrale Handicapråds fornemmeste opgave, og derfor håber jeg, at vi virkelig kan rykke og flytte holdninger blandt børn og unge. Børnene er fremtidens ledere, og kan vi forhindre fordomme hos den nye generation er vi et skridt videre på vejen mod et fælles inkluderede samfund.”

For Liselotte Hyveled bliver det ikke nemt at sige farvel til sekretariatet i Det Centrale Handicapråd, men hun er glad for, at hun efterlader sig en velfungerende organisation, der leverer gode faglige input til politikerne og den offentlige debat.

Liselotte Hyveled har netop fået et nyt ansvarsområde i Novo Nordisk som Principal Vice President for globale strategiske alliancer og innovative projekter og vil fremover fokusere på sit arbejde med at forbedre forholdene for mennesker med kroniske sygdomme via partnerskaber og brobygning mellem private og offentlige interessenter.