Tema 1 - Holdninger

Holdninger til handicap er afgørende for mennesker med handicaps muligheder for samfundsdeltagelse.

Billede af fem mennesker, der mødes i en cirkel og samler hænderne. Gruppen er i godt humør.

Det er en vigtig opgave for Det Centrale Handicapråd at bekæmpe stereotyper og fordomme om handicap, ligesom rådet ønsker at fremme bevidstheden om de evner og bidrag, personer med handicap tilbyder.

Det Centrale Handicapråds målrettede arbejde med fordomme og holdninger har blandt andet resulteret i en række konkrete initiativer, som kan læses nedenfor.

Rådets arbejde med fordomme​​
  • I 2019 offentliggjorde rådet en undersøgelse, som viste en stigning i danskernes fordomme og usikkerheder, når det kommer til at have en kollega med handicap. Undersøgelsen gav anledning til debat i landsdækkende medier om fordomme og mennesker med handicap på arbejdsmarkedet – blandt andet fra rådets formand. Find undersøgelsen her.
     
  • Rådet lancerede i 2019 kampagnen ”Sød, sej og særlig – min ven med handicap”, som var målrettet børn i 2. – 4. klasse. Kampagnen bestod af små film og undervisningsmateriale, som skulle styrke venskaber mellem børn med og uden handicap. Kampagnen blev vist ca. 400.000 gange på sociale medier. Der opfordres til, at flere kommuner tager materialet i brug på skolernes relevante klassetrin. Se mere om kampagnen her.
     
  • I 2020 arbejdes der på at udvikle en ny holdningsbearbejdende kampagne, som målrettes ældre børn i folkeskolen.