Sundhed

Mennesker med handicaps sundhed.

Deltagerstaterne anerkender, at personer med handicap har ret til at nyde den højest opnåelige sundhedstilstand uden diskrimination på grund af handicap. Deltagerstaterne skal træffe alle passende foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap har adgang til sundhedsydelser, som tager hensyn til køn, herunder sundhedsrelateret rehabilitering.
FN's konvention om rettigheder for personer med handicap

Status for personer med handicaps sundhedstilstand

Sundhed er vigtigt for alle, men for mennesker med fysiske og psykiske handicap, er der nogle særlige udfordringer og brug for et særligt fokus. Dette illustreres blandt andet af nedenstående figur, hvor personer med og uden handicap har givet deres egen vurdering af deres sundhedstilstand.

Graf over egen vurdering af sundhedstilstand. Grafen viser en række sundhedspørgsmål fordelt på handicap og ikke-handicap. De er som følger: Føler altid smerte 2 % ikke-handicap 20 % handicap. Føler sig ikke udhvilet på grund af mangel på søvn 2% ikke-handicap 9 % handicap. Sover godt 61 % ikke-handicap 41 % handicap. Vil gerne tabe sig 15% ikke-handicap 28 % handicap. Vurderer deres vægt som for høj 10% ikke handicap 21 % handicap. Drikker alkohol hver dag 2 % ikke handicap 3% handicap.
Personer med og uden handicaps egen vurdering af sundhedstilstand på 8 forskellige parametre.

Kortere levetid

Personer med væsentlig udviklingshæmning kan forvente at dø cirka 14 år tidligere end befolkningen generelt. Vi ved også, at personer med udviklingshæmning har en markant overdødelighed grundet eksempelvis kræft, kredsløbssygdomme, ulykker og selvmord i forhold til resten af befolkningen. Mennesker med sindslidelser lever i gennemsnit 10-15 år kortere end den øvrige befolkning.

Kontakt med egen læge
  • 92 procent af personer med et fysisk handicap har haft kontakt med egen læge indenfor det sidste år.
  • 90 procent af personer med en længerevarende psykisk sygdom har været i kontakt med egen læge indenfor det sidste år.
  • 73 procent blandt personer uden handicap har været i kontakt med egen læge indenfor det sidste år.
Ved at trykke play accepterer du cookies fra ekstern video-leverandør

Personer med et fysisk handicap har generelt dårligere sundhedsadfærd end resten af befolkningen. For eksempel spiser 53 procent ikke grøntsager dagligt. Det samme gælder kun for 39 procent af personer uden handicap. Blandt personer med en længerevarende psykisk sygdom er det samme tal 41 procent.

Praktiske udfordringer i forbindelse med sundhed

Personer med handicap har behov for at besøge den praktiserende læge, tandlæge med videre lige som alle andre. Den seneste landsdækkende undersøgelse af tilgængeligheden til helseklinikker som for eksempel alment praktiserende læger, speciallæger og fysioterapeuter er fra 2004. Den viser, at 65 procent af klinikkerne samlet set ikke er tilgængelige.

Danske Handicaporganisationer har i juli 2016 ud fra oplysninger på Sundhed.dk optalt antallet af sundhedsklinikker, der har markeret, at klinikken har handicapvenlig adgang. Resultatet af undersøgelsen fremgår af nedenstående figur. Procenten er beregnet ud fra det samlede antal klinikker indenfor hver kategori. Som det fremgår, er der ingen klinikker indenfor ergoterapeutområdet, der har oplyst på Sundhed.dk, at de har handicapvenlig adgang. 71 procent af fysioterapeutklinikkerne har oplyst at have handicapvenlig adgang.

Graf over handicapvenlig adgang til sundhedsbehandlere. Andel med handicapvenlighed fordelt på type af behandler. Psykolog 24 %. Tandlæge 31 %. Kiropraktor 33 %. Tandlæge 39 %. Fodterapeut 41 %. Speciallæge 46 %. Praktiserende læge 65 %.
Overblik over tilgængelighed til landets sundhedsbehandlere

Den landsdækkende undersøgelse fra 2004 måler kun på tilgængelighed for kørestolsbrugere ved klinikkernes indgang og på toiletforhold. Men der kan være mange andre udfordringer for personer med handicap. For eksempel kan det være umuligt at flytte sig over i tandlægestolen, op på lægens briks eller at sidde rigtigt i forhold til en mammografiundersøgelse. Mennesker med kognitive handicap eller sansehandicap kan have vanskeligheder ved at orientere sig i klinikker eller på hjemmesider. Her kan det på grund af problemer med designet af hjemmesiden være umuligt at finde og læse information om klinikkens åbningstider, foretage tidsbestilling med videre. 

En ældre dame, og en kvinde holder om hinanden. De smiler.
Tilbage til oversigten Fakta om mennesker med handicap