Årsberetning 2023 fra Det Centrale Handicapråd: Et år med fokus på uddannelse, beskæftigelse og holdninger

Det Centrale Handicapråd (DCH) har nu offentliggjort sin årsberetning for 2023 – find linket til beretningen nederst i artiklen.

2023 har blandt andet været præget af et fokus på uddannelse, beskæftigelse og arbejdet med holdninger. Det overordnede mål for rådets arbejde i løbet af året har været at nedbryde barrierer og fremme lige muligheder for alle.

I starten af året satte rådet blandt andet fokus på værdien af at ansætte personer med handicap. Kampagnen, der løb op til og under Folkemødet i 2023, havde til formål at skabe rum for vigtige samtaler på arbejdspladser landet over.

Anden halvdel af 2023 har været dedikeret til rådets uddannelsespolitiske udspil og en holdningsundersøgelse i samarbejde med Danske Handicaporganisationer, som belyser danskernes syn på mennesker med handicap. Holdningsundersøgelsen blev dækket bredt i medierne og bidrager til en vigtig debat om fordomme og personer med handicap.

Det uddannelsespolitiske udspil, som fokuserer på grundskolen og overgangen til uddannelse eller job, FGU og ungdomsuddannelser, kan ses afspejlet i resultatet af FGU-forhandlingerne. Rådet har desuden afholdt møde med undervisningsministeren med afsæt i udspillet.

Mogens Lindhard, formand for Det Centrale Handicapråd, er positiv over de milepæle, rådet er lykkedes med det sidste år: "Vi er lykkedes med at skabe politisk opmærksomhed om de barrierer, der eksisterer for personer med handicap inden for uddannelse og beskæftigelse. Blandt andet på baggrund af vores beskæftigelsespolitiske høring i starten af året oplevede vi stor interesse, for de anbefalinger vi kom med. Men vores arbejde er langt fra færdigt," siger Lindhard og fortsætter:

Holdningsundersøgelsen, vi har fået udarbejdet i samarbejde med Danske Handicaporganisationer, viste, at negative holdninger om mennesker med handicap er udbredt i Danmark. Derfor er det vigtigt, at vi udbreder viden, der styrker de positive holdninger, så vi bliver i bedre stand til at inkludere mennesker med handicap i samfundet på lige fod med alle andre.”

I arbejdet med holdninger til personer med handicap igangsatte rådet desuden arbejdet med kampagnepodcasten ”Er det et handicap?!” med tv- og radiovært Felix Smith som vært. Baggrunden er, at Felix som voksen har fået diagnosen ADHD og nu er i tvivl, om han selv har et handicap – og hvad et handicap egentlig er. Det undersøger han ved at invitere forskellige gæster med diagnoser hjem til en snak. Podcasten blev lanceret i januar 2024.