Blogindlæg

Glædelig jul og godt nytår

Kære alle. Tak for et godt og ikke mindst lærerigt 2018. Jeg var både glad og stolt, da socialminister Mai Mercado henvendte sig til mig i foråret og spurgte, om jeg ville være formand for Det Centrale Handicapråd. Det er et privilegium at stå i spidsen for arbejdet: både med at rådgive regeringen og med at stå vagt om handicapkonventionen og mennesker med handicaps forhold i Danmark.

I mit første halve år som formand for Det Centrale Handicapråd har jeg haft særlig fokus på på unge med handicaps mulighed for uddannelse.

Karakterræs, fremdriftsreform og perfektionskultur: Der er mange ting i vores uddannelsessystem, der presser unge. Og unge med handicap er særligt hårdt ramt. Samtidig oplever forældre til skolebørn med handicap, at børnenes muligheder mindskes og kommunen bliver en modspiller frem for en medspiller.

Derfor har jeg offentligt været ude i pressen af flere omgange og sige klart og tydeligt, at de her forhold skal forbedres. Jeg har opfordret konstruktivt til mere fleksibilitet og bedre kommunikation mellem mennesker og myndigheder.
 

Ny vision 

Jeg har også sammen med det øvrige råd brugt en masse krudt på at få landet en ny vision og arbejdsgrundlag for de kommende år. Vi er et forholdsvist nyt råd, som ser på både udfordringer og løsninger med friske øjne. I den nye vision har vi fokus på blandt andet bekæmpelse af fordomme om handicap, hvordan vi skaffer bedre data og statistik om handicap i Danmark, ligebehandling i forebyggelse og adgang til sundhedsydelser og bedre vilkår for og adgang til uddannelse for unge med handicap.
 

Forbud mod diskrimination

2018 blev året, hvor det blev forbudt at diskriminere mennesker med handicap.
Det er vi utroligt glade for. Det har Det Centrale Handicapråd arbejdet hårdt for – også længe før min tid som formand. Forbuddet omfatter desværre endnu ikke rimelig tilpasning, på trods af at FN’s handicapkomite har opfordret Danmark til, at det bør forbuddet gøre. Derfor anbefaler jeg som formand forsat, at forbuddet mod diskrimination på grund af handicap kommer til at indeholde tilpasning i rimeligt omfang for de særlige behov, som personer med handicap måtte have.

Fordommene brydes ned i 2019

Jeg ser frem mod 2019 med spænding. Allerede nu kan jeg løfte sløret for, at første halvår vil få et stort fokus på at nedbryde fordomme om handicap. Selvom vi nu har en lov, der forbyder diskrimination, forsvinder diskriminationen ikke af sig selv. Det Centrale Handicapråd lancerer i det kommende år en kampagne målrettet skolebørn. Fordomme og hvordan vi nedbryder dem, kommer også til at spille en stor rolle, når Det Centrale Handicapråd gæster folkemødet på Bornholm.

I starten af næste år, får jeg også endeligt mulighed for at møde alle gode kræfter fra sektoren, når det Centrale Handicapråd den 5. februar afholder årsmøde. Her tager vi sammen temperaturen på forholdene for mennesker med handicap i Danmark og diskuterer, hvordan vi gennem handicappolitik former fremtiden.

Endnu engang tak for et spændende 2018. Jeg glæder mig til endnu et år med arbejdshandskerne på for bedre forhold for mennesker med handicap. Glædelig jul og godt nytår.


Bedste hilsner 
Liselotte Hyveled, formand Det Centrale Handicapråd