Nyhed

Aktører på handicapområdet enige: Tillidskløften skal mindskes nu

Aktører fra hele handicapområdet kunne ved den digitale konference, Handicaprådenes Dag, bakke op om, at der er store udfordringer med tilliden, og at der er et stort arbejde forud for at løse tillidskrisen. Men arbejdet – det skal i gang nu.

 

Liselotte Hyveled Handicaprådenes Dag 2021

Tilliden halter på handicapområdet, og det skal der gøres noget. Så klar var konklusionen, da formand for Det Centrale Handicapråd, Liselotte Hyveled, takkede af ved Handicaprådenes Dag 2021. 

”Det er ikke godt nok, hvis vi som borgere i Danmark befinder os i en situation, hvor vi har brug for hjælp, men ikke kan stole på, at vi får den hjælp, som vi har behov for og ret til. For mig at se, så kræver de her forhold øjeblikkelig opmærksomhed og handling fra politisk side,” lyder det fra Liselotte Hyveled.  

Ved Handicaprådenes Dag 2021 fortalte ministeren også i et interview, at hun desværre ikke var overrasket over, at der fortsat er ’tillidskrise på handicapområdet’.

”Jeg synes, det er vigtigt at kigge på, om vi er kommet at indrette regler sådan, at de reelt modarbejder intentionen,” forklarer Astrid Krag og konstaterer, at hun agter at kigge på lovgivningen og tager det med ind i forhandlingerne om økonomiaftalen, så vi i fremtiden kan få mindsket tillidskløften. 

Dagen tog sit udgangspunkt i den nye gap-undersøgelse, som Det Nationale Forskningscenter- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) har foretaget for Det Centrale Handicapråd, der måler borgernes, sagsbehandlernes og ledernes syn på og tillid til den kommunale sagsbehandling. Resultaterne præsenteredes af Katrine Syppli Kohl, forsker ved VIVE.

Læs gap-undersøgelsen her

”Det mest bemærkelsesværdige ved undersøgelsen er, at sagsbehandlerne godt kan føle, at de har inddraget borgeren i sagsbehandlingen – og samtidig føler borgeren sig hverken set eller hørt,” sagde Katrine Syppli Kohl på konferencen om det komplekse i at måle tillid fra borgere og sagsbehandleres synspunkter. 

”Kommunerne gør det ikke godt nok”

Ved den digitale konference kunne godt 250 deltagere med interesse for eller tilknytning til handicapområdet få indblik i både myndigheder, interesseorganisationer og politiske organer synspunkter på tillidsudfordringer. 

"Jeg går ikke og bilder mig ind, at vi gør tingene godt nok på handicapområdet. Derfor er sådan en GAP-undersøgelse interessant for os, så vi kan blive dygtigere,” sådan lød det indledningsvist fra formand for Socialudvalget hos Kommunernes Landsforening borgmester i Viborg Kommune og, Ulrik Wilbek, da han deltog ved konferencens paneldebat. 

Pernille Baungaard, medstifter af For Lige Vilkår, forklarede, at det ville være en rigtig god idé at afskaffe den årlige vurderinger af kronisk syge. 

”Vi kan flytte rigtig mange familier ud af systemet, hvis familierne ikke skal revurderes hver 12. måned,” sagde hun. 

Janne Sander, næstformand i Muskelsvindsfonden og medlem af Det Centrale Handicapråd var enig. 

”Når tilliden halter, efterlader sagsbehandlerens besøg i hjemmet en følelse af nidkær kontrol,” sagde hun. 

Enige aktører klar til løsninger

Og der er ingen af paneldeltagerne ved Handicaprådenes Dag, som er uenige om, at problemet er stort. Direktør i Ankestyrelsen Ingeborg Gade kunne fortælle om, at det ofte er svært at læse kommuners skøn og årsagerne til afgørelserne i de ankesager, som lander på Ankestyrelsens bord. Formand for Foreningen af kommunale social-, sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark Jakob Bigum gav hende fuldstændig ret. 

”Vi skal forklare ordentligt, hvorfor vi træffer den og den beslutning i sagerne i kommunen. Det skal vi have gjort noget ved.” sagde han. 

En af løsningerne er at forankre mere viden hos sagsbehandlerne og at lave en plan, som tager udgangspunkt i borgeren selv. Et godt eksempel, som nævnes i gap-undersøgelsen, er Randers Kommune, der med ”Mit Liv, Min Plan” har formået at sætte borgeren i centrum for egen plan. En metode, som Thorkild Olesen mener burde være normal tilgang i kommunen. 

”Borgere med handicap er mennesker. Vi lever ikke et liv i sektorer. Man oplever, at vi bliver set på udefra og ind. Men det er os, der skal være centrum, det er os, der skal have løst et problem. 

Liselotte Hyveled tilsluttede sig og fortalte, at det var, derfor hun havde glædet sig til at præsentere otte anbefalinger til at øge tilliden på handicapområdet. 

”Jeg vil gerne takke for alle de gode input, vi har fået i dag. Dem vil vi sammen med vores anbefalinger til at øge tilliden tage med ind i vores arbejde i retssikkerhedsalliancen, for hverken retssikkerhed eller tillid kan stå alene.” 

Læs om anbefalingerne her

Emne