Collage med forskellige mennesker med handicap
Nyhed

Sundhedsreformen har desværre ikke nok fokus på mennesker med handicap

I dag har Danmark fået et bud på en ny sundhedsreform, som skal løse problemerne på sundhedsområdet med flere ældre og flere patienter med alvorlige, plejekrævende sygdomme som KOL og diabetes i fremtiden.

Af Liselotte Hyveled, formand for Det Centrale Handicapråd

Desværre sætter reformen ikke fokus på de udfordringer, der er omkring mennesker med handicap. Snarere tværtimod.  Selvom nogle af hovedelementerne i reformen er ”nærhed og sammenhæng” og ”styrkelse af psykiatrien” så forbliver det usikkert, hvad der reelt kommer til at ske, når regeringen vil nedlægge regionerne uden at tage stilling til, hvordan de specialiserede handicaptilbud videreføres.  

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl fremhævede begge tryghed som en kernesten i sundhedsreformen ved præsentationen. Men på det specialiserede socialområde risikerer vi, at reformen kun skaber større utryghed.

Formand for Det Centrale Handicapråd, Liselotte Hyveled

Uheldigvis er området nemlig reelt slet ikke en del af reformen. Det virker som om, man har praktisk set har glemt, at der i dag findes en række meget specialiserede tilbud, som i dag drives af regionerne. De tilbud har man derfor valgt at tage ud af forliget og sparke til hjørne til august. Det giver stor utryghed hos mange beboere, brugere og ikke mindst de pårørende til brugerne af det specialiserede socialområde.

Nu aner de nemlig ikke, hvordan fremtiden ser ud for de meget specialiserede tilbud for nogle af de allersvageste borgere i dette land: Mennesker med udviklingshæmning, svær cerebral parese og synshandicap. Jeg mener ikke, det er godt nok - De havde fortjent en plan!

Psykisk sygdom er også sygdom og heldigvis anerkendes det i reformen. Men desværre ser psykiatrien ud til at forblive massivt underfinansieret med sundhedsreformen. De praktiserende læger, som bliver ny hjørnesten i det omorganiserede sundhedsvæsen, ved for lidt om psykiatri.

Det er godt, at der prioriteres 30 millioner kr. årligt til at oprette flere ydernumre for privatpraktiserende speciallæger i børne- og ungdomspsykiatrien og et lille plaster på såret i form af 10 millioner kr. årligt til særligt sårbare unge. Men det forbliver et dryp i det hav, som er psykiatrien i dagens Danmark.

Jeg håber, at vi nu får en grundig kortlægning af fagligheden af de stærkt specialiserede tilbud. Og at vi derefter kan opretholde de nødvendige tilbud til mennesker med handicap, der har brug for højt specialiseret hjælp.  

Emne